danske børn i Syrien
Læsetid: 7 min.

Eksperter advarer: De fem børn, som ikke hentes hjem fra Syrien, kan også øge terrortruslen

Mens regeringen vil hente 14 børn og deres tre danske mødre hjem fra de syriske lejre, vil den ikke hjemtage fem danske børn med deres tre mødre, som er blevet frataget dansk statsborgerskab. Men de fem børn er i en lige så slem situation og kan også komme til at udgøre en større terrortrussel, hvis de bliver i lejrene, vurderer eksperter
Taskforcen vurderer, at de danske børn i Syrien bør evakueres ud fra en sundhedsfaglig betragtning, og at det bør ske sammen med deres mødre og søskende. Her ses en kvinde og børn i al-Roj-lejren.

Taskforcen vurderer, at de danske børn i Syrien bør evakueres ud fra en sundhedsfaglig betragtning, og at det bør ske sammen med deres mødre og søskende. Her ses en kvinde og børn i al-Roj-lejren.

Delil Souleiman

Indland
20. maj 2021

Det er bekymrende, både ud fra et sikkerhedsmæssigt perspektiv og af hensyn til barnets tarv, at regeringen ikke vil hente fem danske børn hjem fra de kurdiskkontrollerede lejre i Syrien sammen med deres tre mødre.

Det vurderer eksperter over for Information.

Mens der nu politisk er banet vej for at få 14 danske børn fra de syriske lejre hjem til Danmark sammen med deres mødre, er der fem danske børn, som må blive i lejrene, medmindre deres mødre giver samtykke til, at staten henter dem hjem alene. Årsagen er tilsyneladende, at deres mødre ikke længere har dansk statsborgerskab.

Men ifølge eksperterne bør der tilbydes den samme løsning for dem som for de resterende 14 danske børn.

Maja Greenwood er associeret forsker på DIIS og har fokus på fremmedkrigere. Hun fremhæver, at de fem børn er i stor risiko for at blive tvunget ind i organisationen Islamisk Stat, hvis man lader dem blive i lejrene. Hun påpeger, at det også er vurderingen fra Politiets Efterretningstjeneste (PET).

»Hvis man ikke tager dem hjem, giver man IS en mulighed for at hente dem ud af lejrene og træne dem til at blive en del af deres organisation som børnesoldater og barnebrude. Det er uønskeligt ud fra børnenes tarv og rettigheder, og det er selvfølgelig også uønskeligt fra et sikkerhedsmæssigt hensyn,« siger hun.

Milan Obaidi er radikaliseringsforsker og lektor ved det psykologiske fakultet på Oslo Universitet. Ifølge ham må risikoen for radikalisering formodes at være lige stor blandt alle børnene, hvis de bliver i lejrene. Både dem med danske mødre og dem, hvis mødre har fået frataget deres statsborgerskab.

»Hvis PET vurderer, at der er en risiko, bør det gælde dem alle sammen, hvis de altså befinder sig i den samme kontekst,« siger han.

»Kontekst spiller en stor rolle i radikalisering. Alle er i stand til at blive radikaliseret, hvis de rette forhold i samspillet mellem kontekst og psykologiske faktorer er til stede.«

Christian Prener, ph.d. og postdoc ved juridisk institut på SDU, hvor han forsker i menneskerettigheder og fratagelse af statsborgerskab, understreger, at de fem danske børn i kraft af deres statsborgerskab har ret til indrejse i Danmark, men at de kun kan evakueres, såfremt mødrene giver samtykke til at lade sig skille fra dem.

»Uden samtykke fra mødrene efterlader regeringen fem danske børn og statsborgere i fangelejren, som ifølge Politiets Efterretningstjeneste kan udvikle sig til terrorister, der i kraft af deres statsborgerskab har ret til indrejse i Danmark til enhver tid,« siger han.

En vurdering af 14 ud af 19

En taskforce nedsat af regeringen med støtte fra De Radikale, SF, Venstre og De Konservative fremlagde tirsdag sit arbejde. Taskforcen har haft haft til hensigt at undersøge mulighederne for at hente de i alt 19 danske børn hjem fra Syrien uden deres mødre.

Baseret på to speciallægers undersøgelser og vurdering af børnene er det taskforcens samlede vurdering, at børnene bør evakueres ud fra en sundhedsfaglig betragtning, og at det bør ske sammen med deres mødre og søskende.

Den politiske beslutning om at hente 14 af de 19 danske børn hjem sammen med deres mødre, er dog taget med baggrund i en ny sikkerhedsvurdering fra PET. PET vurderer, at det er mere sikkert at hente de 14 børn hjem med deres tre mødre, end det er at lade dem blive i lejrene.

Men PET er tilsyneladende ikke blevet bedt om at lave en konkret sikkerhedsvurdering af de tre kvinder, som har fået frataget deres statsborgerskab, og deres tilsammen fem børn, som vil have ret til dansk statsborgerskab.

Maja Greenwood vurderer, at der ikke er noget i deres situation, som adskiller sig væsentligt fra de familier, som nu hentes hjem. Hun undrer sig derfor over, hvorfor de ikke tilbydes samme løsning.

»Jeg ser ikke nogen faglige, substantielle argumenter for, at de forhold, der gør sig gældende for de 14 børn, ikke gør sig gældende for de sidste fem børn. Hvis det er den bedste løsning at hente de 14 børn hjem med deres mødre ud fra et sikkerhedsmæssigt og humanitært hensyn, så må det også være det for de sidste fem børn,« fastslår hun.

Der er dog den forskel, at de fem børns mødre ikke har ret til indrejse i Danmark, fordi de har fået frataget deres statsborgerskab administrativt. De kan altså få sværere ved som familie at rejse ind i Danmark, hvis lejrene skulle opløses, og det lykkes dem at finde vej til den danske grænse.

Ifølge Maja Greenwood ændrer det dog ikke på det væsentlige, at de fem børn, som formentligt må blive i Syrien, vil være i risiko for at blive hvervet af Islamisk Stat og på sigt vende tilbage til Danmark på egen hånd.

»At fratage mødrenes statsborgerskab er et administrativt greb, man har lavet, men der er ikke noget sikkerhedsmæssigt hensyn i det. Alle sikkerhedsanbefalinger siger, at man skal få folk ud af de her lejre og tilbage til det land, de er udrejst fra, fordi de ellers kan komme til at udgøre en større trussel på sigt,« siger hun

Mulig forskelsbehandling

Det står også meget klart i PET’s vurdering af sikkerhedstruslen, at børnene er i risiko for at blive hvervet af Islamisk Stat, mens de bor i lejrene. PET henviser for eksempel til Forsvarets Efterretningstjeneste, som »vurderer, at det er sandsynligt, at Islamisk Stat blandt andet udsmugler og rekrutterer beboere fra lejrene med henblik på at styrke Islamisk Stat«.

Der står også i taskforcens rapport, at situationen i de syriske lejre er forværret siden årsskiftet. Islamisk Stat »radikaliserer og udøver social kontrol over de tilbageholdte i lejrene«, skriver taskforcen og konkluderer:

»Der vurderes i lyset af den seneste udvikling at være en øget risiko for, at danske børn kan blive radikaliseret. Denne risiko forøges i takt med, at børnene bliver ældre og opholder sig længere tid i konfliktområdet, herunder i lejrene.«

Der efterlades i rapporten ingen tvivl om, at lejrene ikke er et godt sted at være for børnene, samtidig med at de lægefaglige eksperter vurderer, at de bør hentes hjem sammen med deres mødre af sundhedsmæssige grunde.

I det lys påpeger Christian Prener fra SDU, at der kan være problemer ud fra både et forvaltningsretligt såvel som menneskeretligt perspektiv, når man ikke henter de resterende fem danske børn hjem sammen med deres mødre. Han fremhæver, at der kan være tale om en forskelsbehandling af nogle danske børn, som umiddelbart befinder sig i den helt samme situation.

»Der er lægefaglige vurderinger, der klart indikerer, at det bedste for børnene er at få deres mødre med hjem til Danmark. Og så er spørgsmålet, om det er legitimt, at der er 14 børn, som hentes hjem med deres mødre, mens fem andre børn, som også er danske statsborgere, ikke må komme hjem sammen med deres mødre,« siger han.

»Det er en betydelig forskelsbehandling af danske borgere, og det skal derfor afklares, om dette er rimeligt, og i så fald på hvilket grundlag, eller om det svarer til diskrimination,« siger han.

Lagt sag an 

Knud Foldschack er advokat og medstifter af foreningen Repatriate the Children, som arbejder for at hente børn med dansk tilknytning hjem fra Syrien. Han repræsenterer desuden to af de kvinder, som nu har udsigt til at komme til Danmark, samt én af de tre kvinder, som foreløbigt ser ud til at måtte blive i Syrien.

Han kalder det »betænkeligt«, at tre kvinder har fået frataget deres danske statsborgerskab administrativt, uden at det er gået gennem domstolene. De tre kvinder har alle lagt sag an mod den danske stat for at få kendt fratagelsen af deres statsborgerskab ugyldig.

»Hvis sagerne vindes ved domstolene, står vi med tre kvinder, som har præcis samme retsstilling som de kvinder, der kommer hjem nu,« siger Knud Foldschack.

Han mener dermed, at regeringen blot har »udskudt problemet« ved ikke at hente dem og deres børn til Danmark med det samme.

Knud Foldschack mener ikke, det er realistisk, at mødrene vil give samtykke til at lade myndighederne hente deres børn uden dem.

»Alle sagkyndige er desuden enige om, at man ikke skal adskille børn og mødre – særligt ikke, når de har siddet i en fangelejr i flere år.«

Foreningen Repatriate the Children har ifølge Knud Foldschack et møde med Udenrigsministeriet i den kommende uge, hvor de vil drøfte muligheden for at hente de resterende tre kvinder og fem børn til Danmark.

Det var onsdag ikke muligt at få et interview med justitsminister Nick Hækkerup (S). Men han skriver via ministeriets presseafdeling i en skriftlig kommentar:

»Det, der gør sig gældende for de tre kvinder med dansk statsborgerskab og deres børn, er, at der er risiko for, at disse kvinder og deres børn kommer på fri fod og bevæger sig mod Danmark. Det er personer, som vi i modsætning til kvinderne uden dansk statsborgerskab ikke ville kunne nægte indrejse. Hvad angår de tre kvinder uden dansk statsborgerskab og deres fem børn har regeringen valgt at tilbyde evakuering af børnene uden deres mødre. Mødrene uden dansk statsborgerskab vil ikke blive tilbudt evakuering. De er ikke danske statsborgere, og deres fremtid ligger ikke i Danmark.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Espen Bøgh

Sagen har udartet sig til en helt uvirkelig og fantastisk situation, på baggrund af en rapport fra efterrretningstjenesterne, - en rapport der helt ensidigt tager stilling til een og kun en udgang på børnenes fremtid.

Der er tusindvis af andremuligheder, men dem har man ikke medtager og heller ikke beskrevet, hvilket gør rapporten til en ensidig affære, - men desværre ikke nok med det, fordi den nu er blevet et knæfald som regeringen skal gøre overfor efterretningstjenesterne.

Det er og skal ikke være efterretningstjenesterne der skal styre dette land politisk fra baglinjen, sådan som det åbenbart er blevet til i denne sag.

Mødrene virker ikke særlig samarbejdsvillige eller oplysende om hvad de har foretaget sig i alle årene i IS og Kalifatet, - det vi ihvertfald ved er de tog derned med deres børn for at tilslutte sig IS og Kalifatet, - til trods for de fra medierne kendte til halshugningen af helt uskyldige hjælpearbejdere.

Der er intet der tilsiger vi skal tage disse kvinder tilbage, når de ikke vil fortælle noget om deres tid dernede hos IS og Kalifatet, - for de har vel næppe siddet med hænderne i skødet og strikket hele dagen lang.

Hele "derouten" for denne sag handler om en enkelt rapport - ufuldstændig som nævnt tidligere, og som er blevet til "omsorgs-rytternes" store magnet, hvor de kan dyrke deres omsorg for de stakkels børn i lejrene.

Med politiken som frontløber for for samling af endnu flere "omsorgs-ryttere" er det hele nu kørt af sporet.

Danske soldater er blevet dræbt i forbindelse med kampen mod IS og Kalifatets drab og undertrykkelse af mio. af mennesker i Mellemøsten, og som danske soldater gav deres liv for at de kunne leve unde IS og Kalifatets undertrykkelse.

Der er i dag danske mødre og fædre som savner en søn eller datter som blev dræbt af IS og Kalifatet, - og der er også en kone der har mistet sin mand, og et eller flere børn der har mistet deres far, - men dem er der kun ligegyldighed overfor, deres liv er smidt på affaldspladsen, trods deres mistet liv og indsats for mio. i dag kan leve uden kalifates undertrykkelse.

Det er foragteligt der ikke er den aller-mindste respekt for disse soldaters liv fra "omsorg-rytternes" side og selvfølgelig heller ikke fra visse dele af det politiske spektrum, - men nærmest kun foragt.

Hvordankunne det så være gået for børnene, når andre muligheder skal tages i betragtning?

De kunne være endt som fredelige borgere med deres mødre i Mellemøsten.

De kunne være endt som Kalifatets krigere i kamp, og hvor mange vel ville blive dræbt, og det er forældrene fortjeneste eller måske endda den hellige og hemmelige drøm. - Selvom kvinderne i dag siger noget andet!

"Afradikaliserings-drømmen" er der ingen garantier for vil lykkes, sådan som det fortælles, når og hvis vi tager dem til danmark.

Da mødrene vil være sammen med deres børn, - det ender det naturligvis med, ikke flere ammestue historier om det modsatte, - så ved vi fortsat ikke om de vil radikalisere børnene - trods de modsatte anstrengelser fra samfundets side,

Hvor skal kvinderne og børnene bo - når og hvis de kommer til Danmark, det er der overhovedet intet om, - og så alligevel fra dagen "aftenshow" får vi en flig af virkeligheden da Mozhdeh Gasemiyani bliver interviewet om afradikaliseringen af børnene,.

Jo....., de skal ud og bo i samfundet, - ikke i kvartererne hos menings-magerne, heller ikke ved behandlerne, nej her springes over i køen til bolig i den almennyttige sektor, - for man vil nemlig ikke selv i hverdagen have nogetmed dem at gøre udover i behandlings-øjemed, - der skal jo også tjenes til livets ophold!

I tilgift fik danskerne også en tilrettevisning fra kvinden, "om at samfundet ikke måtte stigmatisere hverken mødrene eller børnene", det ville være negativt i forhold til arbejdet med afradikalisering. - På dansk betyder det "så vil det være jeres skyld hvis afradikaliseringen slår fejl".

Henrik Salling, Flemming Olsen, jens christian jacobsen, Georg Kallehauge, Georg Christiansen, Jacob Nielsen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Regeringen må håbe på, at alle de stråmænd de klamrer sig til med tiden vil danne en høstak den kan trække op over de røde øren.

Ete Forchhammer , Jan Fritsbøger, Gitte Loeyche, Holger Nielsen, Jens Ole Mortensen og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
jens christian jacobsen

Så fik de 3 musketerer de Radikale, EL og SF ret i postulaterne om, at børnenes tilknytning vil tage varigt skade af at blive repatrieret i Danmark uden deres 'mødre.' Familien som helligt referencepunkt tog kegler.
Men børnene har med garanti allerede massive tilknytningsforstyrrelser. Deres forældre har svigtet dem. Børnene har ikke haft en familie. Forældrene har ikke kunnet eller villet give deres børn en tryg og sikker opvækst.
Hvis tvangsfjernelser af børn nogensinde har været velanbragte, må det være i det sekund, 'mødrene' sætter deres ben på dansk jord.

Henrik Salling, Flemming Olsen, Georg Christiansen og Espen Bøgh anbefalede denne kommentar
Margit Johansen

Ja, børnene er velkomne, når de er danske statsborgere. Mødrene er ikke danske statsborgere og vil ikke give børnene fra sig.

Espen Bøgh

Det mest forunderlige er, at INGEN lader til at ville kommentere på mangelen i efterretningstjenesternes rapport om kvinderne og børnenes andre fremtidsmuligheder, som jeg har beskrevet reelt er til stede, og som viser der er andre livsforløb end lige netop det efterretningstjenesterne klynger sig ensidigt til.

Det burde være helt naturligt at undre sig over denne mangel, - men alt lader til at blive skubbet til side for "omsorgs-rytteriet" for børnene, - der igen og igen holdes foran i hele debatten med forskellige argumenter, herunder ogsa "det er Danmarks ansvar", - NEJ, det er og forbliver forældrenes ansvar den situation børnene er i.

Henrik Salling, Georg Christiansen og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar
Mads Kjærgård

Det er næppe nogen god terrortrussel, hvis nogle børn og nogle forældre kan ændre den? Man kan aldrig som demokratisk stat overlade børn til en håbløs skæbne under henvisning til "Arvesynden." Vi har lige fyret 700 milliarder af på Corona til "old folks." Så kan vi også finde pengene til det her, børn er verdens fremtid. Lad dem få pengene frem for at bruge dem til at forlænge livet på 85 årige! Tænkt på hvor meget liv, man kunne få pr. Greenback i Afrika, fremfor at bruge dem her. Det er snævertsynet og egoistisk og udtryk for racisme at gøre som vi gør!

Jan Fritsbøger

penge burde være aldeles ligegyldige når det drejer sig om menneskers liv,
og vi glemmer "alle" at IS er skabt ved hjælp af fjendebilleder, dæmonisering , krige mm. med USA / NATO som den klart mest aggressive og overmægtige part,
jeg sympatiserer absolut ikke med nogen militante grupper, men de opstår typisk som et svar på staters ondskab og militarisme,
et indlysende tydeligt eksempel er staten israels vedvarende og til tider massive krig mod vestbredden/gaza, og de raketter som hamas "forsvarer" sig med,
at vi kalder raketterne for aggression, og israels massive krigsførelse for forsvar er dælme nysprog når det er værst,
men det er den vinkel vi får serveret som virkelighed,
jeg fordømmer enhver voldshandling i mit hjerte og sind men ser også hvem der er ofre og hvem der er den primære aggressor