Fra vores helt egen verden
Læsetid: 3 min.

Læserne strømmer til: »Verdens undergang er ekstrem god for Information«

»Det går én vej, og den er digital,« konstaterede den administrerende direktør ved tirsdagens generalforsamling for Information A/S. Der har været et stigende oplagstal og voksende indtægter, og indtægterne bliver brugt på en digitalisering af Dagbladet Information
»Det går én vej, og den er digital,« konstaterede den administrerende direktør ved tirsdagens generalforsamling for Information A/S. Der har været et stigende oplagstal og voksende indtægter, og indtægterne bliver brugt på en digitalisering af Dagbladet Information
Indland
26. maj 2021

Bestyrelsesmedlemmer og aktionærer kunne tirsdag morgen nyde en kop kaffe og en croissant til generalforsamling i kantinen på Dagbladet Information i det indre København.

De blev budt velkommen af chefredaktør Rune Lykkeberg og administrerende direktør Stine Carsten Kendal, og bag dem kunne man på en storskærm se bestyrelsesformand Lasse Bolander.

Det går godt for avisen, fik de fremmødte at vide. »I den tid vi har haft tøjlerne, har der ikke været flere, som har købt og læst Information, end der er i dag,« indledte Stine Carsten Kendal.

Det samlede oplagstal er i marts 2021 oppe på 26.035. Det er en stigning på 2.872 abonnenter siden marts 2020. Fremgangen har flere årsager, fortalte den administrerende direktør og chefredaktøren.

Dels skyldes det, at Information har tidsånden med sig, mente chefredaktør Rune Lykkeberg.

»Verdens undergang er ekstrem god for Information,« sagde han. »Hvis der er klimakrise og politisk opbrud og samtidig meget stærke bevægelser, som vil frelse verden, så er terrænet optimalt for Dagbladet Information.«

Dels skyldes det, at avisen har formået at skabe en digital udvikling, og at det er lykkedes at løse de udfordringer, som har været i forbindelse med corona, så avisen er udkommet hver dag, sagde Stine Carsten Kendal. 

Dagbladet Information har altså ifølge Rune Lykkeberg et »fantastisk momentum«, og derfor er spørgsmålet, hvordan avisen kan udnytte det til at gøre Information endnu bedre, end den ifølge chefredaktøren allerede er. 

Digital udvikling

Af årsrapporten fremgår det, at avisens nettoomsætning i 2020 var på 133,6 millioner kroner mod 131,9 millioner i 2019. Avisens overskud lød imidlertid på 1,6 millioner i 2020, en nedgang fra 2019, hvor overskuddet var på 3,3 millioner.

Investering i lyd og avisens digitale udvikling er en af årsagerne til, at overskuddet er faldet, selv om omsætningen er steget, fortalte Stine Carsten Kendal. 

»Det går én vej, og den er digital,« slog hun fast.

Som en del af den digitale strategi skal Information satse mere på lydproduktion.

»Lyd er en god måde at knytte kontakt til mennesker, som Dagbladet Information ellers ikke ville knytte kontakt til,« sagde Rune Lykkeberg. 

Derfor er det også vigtigt, at adgangen til Informations lydside er gratis, så det når bredere ud, slog chefredaktøren fast.

Det kan også ses i abonnementstallene, at der har været en stigning på det digitale område. I marts 2020 havde Information 7.556 digitale abonnenter, og i marts 2021 var tallet vokset til 9.314. 

»Vi elsker vores papiravis, og vi bruger mange kræfter på den, men vi skal bruge stadigt flere kræfter på at få den digitale avis ud til dem, der gerne vil bruge den hver dag,« sagde Stine Carsten Kendal.

Ud over at lyd har været et vigtigt fokus for Information det seneste år, har pandemien også skabt udvikling i avisens arrangementsafdeling. De arrangementer, som før var fysiske, er i dag blevet digitale, og det har været en stor succes.

Flere tusinde har deltaget i Informations digitale arrangementer, og allerede i første kvartal af 2021 har der været næsten lige så mange deltagere i arrangementerne, som der var hele sidste år, oplyste den administrerende direktør.

»De digitale arrangementer er en måde, vi kan kopiere det fysiske møde, som vi kender fra printavisen, ud i et digitalt format, som virker for rigtig mange,« sagde hun.

Dagsordenssættende og eksperimenterende

Dagsordenssættende, teknisk, eksperimenterende og undersøgende som nøgleord for, hvad Information vil med sin journalistik. 

Bogen og artikel- og podcastserien Genopdragelsen, som er en dokumentarisk beretning om social kontrol, er et eksempel på en lang dagsordenssættende serie. Dækningen af Instrukskommissionen er et eksempel på, at Information ikke er bange for at blive teknisk i sin formidling. Begge serier er udkommet på skrift og på podcast og er eksempler på, hvad Information gerne vil lave mere af. 

Imidlertid er det også væsentligt, at avisen skal lave noget, som udforsker, hvad en avis egentlig kan være, sagde Rune Lykkeberg. Det er kunstavisen fra 2020 et eksempel på.

»Vi vil også gerne lave journalistik, hvor vi lukker øjnene og gør det helt anderledes,« sagde han. 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Glædeligt, at det går godt, men hvad sagde de fremmødte bestyrelsesmedlemmer og aktionærer til generalforsamlingen?

Eller de sagde måske slet ikke noget?

Søren Tom-Petersen

Jeg er gammel Inf læser, så gammel at jeg har droppet den dårlige samvittighed ved ikke at have fået læst alle artikler. Jeg abonnerer nu kun på den digitale version. Jeg læser altid avisen vist med det særlige inf look Layoutet er enestående -det må i ikke droppe.
Tak for avisen
Søren Tom-Petersen

Michael Strate

Jeg er abonnine på 40. år og nyder både papir- og digitaludgaven, den sidste synes at være steget knap 24%
Ja, ja, det er fint med øget omsætning; af den selvpromoverende artikel fremgår at oplagstal er steget 11%, men overskuddet er faldet med 53%.
Nu er det ikke (og måske specielt for INF) et specielt ønske om større overskud, men det fremgår at man ønsker at brede sig ud over endnu flere platforme:
digitale arrangementer
podcast
lydproduktion
Er det centrale ikke fortsat at producere et dagblad: på papir og digitalt?
PAS NU PÅ at bukserne ikke revner; I kan ikke være den mindst ringe på alle fronter!
Sammenlignet med (papir)avisen fra 1980'erne og1990'erne bliver den daglige avis tyndere og tyndere.