Nedlukningens pris
Læsetid: 4 min.

Nedlukningerne blev dråben, der fik Emilie Kroman til at droppe ud af studiet

Coronaperiodens onlineundervisning og mangel på kontakt til undervisere og medstuderende blev for meget for 25-årige Emilie Kroman. I marts måtte hun droppe ud af kandidatuddannelsen i audiologopædi, lige før hun skulle skrive speciale
Coronaperiodens onlineundervisning og mangel på kontakt til undervisere og medstuderende blev for meget for 25-årige Emilie Kroman. I marts måtte hun droppe ud af sin kandidatuddannelsen. »Især i onlineundervisningen bliver jeg meget nemt distraheret af ting omkring mig. Pludselig har jeg ikke hørt efter i en time, fordi jeg så en fugl uden for vinduet,« forklarer Emilie Kroman.

Coronaperiodens onlineundervisning og mangel på kontakt til undervisere og medstuderende blev for meget for 25-årige Emilie Kroman. I marts måtte hun droppe ud af sin kandidatuddannelsen. »Især i onlineundervisningen bliver jeg meget nemt distraheret af ting omkring mig. Pludselig har jeg ikke hørt efter i en time, fordi jeg så en fugl uden for vinduet,« forklarer Emilie Kroman.

Michael Drost-Hansen

Indland
10. maj 2021

Egentlig skulle Emilie Kroman have været færdig med sin kandidatgrad i audiologopædi – tale- og hørepædagogik – på Syddansk Universitet (SDU) sidste sommer. Men en nyligt stillet aspergerdiagnose og to nedlukninger gjorde, at den 25-årige droppede ud af studiet i marts.

Undervejs i sit studie var Emilie Kroman blevet mere opmærksom på, at hun havde nogle problemer med at komme i gang med sine opgaver som studerende. En god studiekammerat hjalp dog på situationen undervejs i bachelorstudiet i logopædi. Men da Emilie Kroman startede på kandidatstudiet, stod hun alene med sine problemer. Det fik hende i gang med en udredning i psykiatrien, hvor hun i 2019 fik diagnosen Aspergers autisme.

»Jeg var presset i forvejen, men jeg tror godt, jeg havde kunnet blive færdig med min kandidatgrad, hvis ikke det havde været for nedlukningerne,« siger Emilie Kroman, der er en af de mange studerende, der ifølge flere undersøgelser har kæmpet med dalende motivation og stigende mistrivsel under de langvarige nedlukninger af de videregående uddannelser.

Studiet presser

Interessen for tale- og hørepædagogik fik hun allerede i gymnasiet, hvor hun havde en lærer, der stammede og gik til talepædagog. I gymnasiet havde hun ikke de store problemer med at få læst og følge med, fordi opgaverne oftest var mere afgrænsede, og der var masser af undervisning. Tanken om, at hun måske havde en form for autisme, havde strejfet hende i gymnasiet, men på universitetet fik Emilie Kroman det dårligere, og det blev langt sværere at følge med, fordi hun har vanskeligt ved at igangsætte og organisere opgaver.

»Jeg var presset i forvejen, men jeg tror godt, jeg havde kunnet blive færdig med min kandidatgrad, hvis ikke det havde været for nedlukningerne,« siger Emilie Kroman.

Michael Drost-Hansen
»Det har påvirket mine studier meget, at jeg har svært ved de ting. På universitetet er der jo selvstudier meget af tiden, og det fungerer dårligt for mig, fordi jeg har de her eksekutive vanskeligheder. Det har tit betydet, at jeg sidder i sidste øjeblik og stresser med at skrive opgave hele natten, og det er jo ikke sundt,« siger Emilie Kroman.

Udredningsforløbet betød, at Emilie Kroman var forsinket og midt i sit specialesemester, da landet blev lukket ned i marts 2020. Til gengæld havde hun fået ret til støtte under studiet. Men nedlukningen betød, at grupperne for studerende som Emilie Kroman var lukket ned, og den specialpædagogiske vejledning per telefon fungerede dårligt. Derudover var hverken vejledning eller specialworkshops i starten af nedlukningen rykket online, og det fik Emilie Kroman til at sygemelde sig med stress.

Alt blev fjernt

Efter sommerferien sidste år vendte hun tilbage på nedsat tid for at tage de sidste to fag før specialet. På det tidspunkt var der onlineundervisning halvdelen af tiden og fysisk undervisning på campus den anden halvdel. Men begge dele var svært at følge med i for Emilie Kroman.

»Især i onlineundervisningen bliver jeg meget nemt distraheret af ting omkring mig. Pludselig har jeg ikke hørt efter i en time, fordi jeg så en fugl uden for vinduet,« forklarer Emilie Kroman.

Det største problem ved onlineundervisningen var dog, at Emilie Kroman havde brug for det fysiske og praktiske element, og det manglede hun derhjemme foran skærmen.

»Jeg er bedre til at prikke underviseren på skulderen, og jeg har tit brug for at sparre med mine medstuderende i pausen eller efter timen. Når jeg skal skrive en mail eller besked, bliver det svært, for jeg bliver nervøs og bange for at blive misforstået, så den her onlinekontakt har været ret uoverskuelig for mig, fordi alt er blevet meget fjernt,« siger Emilie Kroman.

Men også i den fysiske undervisning på SDU i Odense havde hun svært ved at koncentrere sig om, hvad læreren sagde, når hun skulle have mundbind på.

Sammenbrud

Halvvejs inde i efterårssemestret kunne Emilie Kroman godt mærke, at det ville blive svært for hende at blive færdig. Samtidig var hun nået så langt på studiet, at hun blev stædig og bare ville være færdig. Men en mandag aften før en aflevering af en større opgave i december blev det for meget.

»Lige nu skal jeg bare meget langt væk fra det akademiske liv,« siger Emilie Kroman, der droppede ud af sit studie i marts.

Michael Drost-Hansen

»Jeg blev helt overvældet og knækkede fuldstændig sammen midt i aftensmaden i det netværkstilbud, jeg går i. Jeg var stresset, overvældet og bange for, at jeg nu skulle til reeksamen oven i specialet, og folk omkring mig kunne slet ikke nå ind til mig, fordi jeg stortudede i to en halv time,« fortæller hun.

Både kæresten og netværksmedarbejderne var bekymrede for, at studiet pressede Emilie Kroman for langt ud, og de overbeviste hende til sidst om, at hun blev nødt til at passe på sig selv i stedet for at gøre sin kandidat færdig.

Officielt meldte hun sig først ud af studiet i marts, og det lokale jobcenter er nu ved at undersøge, hvor meget Emilie Kroman kan arbejde med sit handicap. Hun må dog gerne praktisere talepædagogik med sin bachelorgrad, og hun håber derfor at komme til at bruge sin uddannelse på sigt.

»Men lige nu skal jeg bare meget langt væk fra det akademiske liv,« siger Emilie Kroman, der sidder i bestyrelsen for Autisme Ungdom.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Problemet er jo her, at der ikke længere er mulighed for at tage et studium i det tempo, man er klar til; men det er altså nødvendigt, bortset fra nogle ganske få fag, hvor det handler mere om udenadslære.
Ret beset havde det jo for en kommende specialestuderende været en oplagt mulighed for at gøre en masse forarbejde med litteratursøgning, læsning af relevante kilder, man ellers ikke ville have nået m.m. Audiologpædi-uddannelsen er en af de mest eksklusive og svære at komme ind og at gennemføre.

Louise Hansen

Egentlig skulle Emilie Kroman have gjort det så godt, men så fandt hun en undskyldning for ikke at gøre.

William Mannicke

Informations artikel:
Det fik hende i gang med en udredning i psykiatrien, hvor hun i 2019 fik diagnosen Aspergers autisme.

Louise Hansen
10. maj, 2021 - 18:33:
Egentlig skulle Emilie Kroman have gjort det så godt, men så fandt hun en undskyldning for ikke at gøre.

Og du Louise Skulle skamme dig,
om du er uvidende eller bare uden empati eller det der er værre, ved jeg ikke.

Men din kommentar tyder på det.

Marianne Jespersen, Niels G Madsen og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar