Analyse
Læsetid: 19 min.

Pelle Dragsteds tilslutning til den marxistiske udbytningsteori spænder ben for hans fine visioner

Der er mange mulige fordele ved medarbejdereje af virksomheder, men Pelle Dragsteds forestilling om, at al anden indkomst end arbejdsindkomst basalt set er uretfærdig, fører ham frem til nogle tvivlsomme konklusioner. Lektor i økonomi Jeppe Druedahl har nærlæst bogen ’Nordisk socialisme’
Det er uklart, hvilken rolle Dragsteds tilslutning til den klassiske marxistiske udbytningsteori spiller for hans overordnede vision, skriver lektor i økonomi Jeppe Druedahl.

Det er uklart, hvilken rolle Dragsteds tilslutning til den klassiske marxistiske udbytningsteori spiller for hans overordnede vision, skriver lektor i økonomi Jeppe Druedahl.

Indland
28. maj 2021

Den økonomiske debat foregår almindeligvis på en ret lille scene. Det vil Pelle Dragsted gøre op med i sin bog Nordisk Socialisme, som rejser en række fundamentale spørgsmål om, hvordan vi indretter vores økonomiske system.

Selv har jeg i min færden på den yderste venstrefløj beskæftiget mig med den marxistiske kritik af kapitalismens anarki og forslaget om en demokratisk planøkonomi som alternativet. Og jeg har i mine studier af og forskning inden for mainstream økonomi beskæftiget mig med alle argumenterne, der bruges i forsvaret for den bestående produktionsmåde.

Dragsted hælder begge ’ekstremer’ ned ad brættet, men hans bog er gennemført antipolemisk og fokuserer på at opstille alternativer. Det er forfriskende og giver et godt udgangspunkt for en spændende debat. Men hans konklusioner er ikke uproblematiske.

Venstrefløj vs. højrefløj

Lad os først se nærmere på det stykke i to akter, som udgør den økonomiske debat i dag.

Første akt kredser om fordeling. Graden af omfordeling gennem et mere eller mindre progressivt skattesystem og mængden af udbudte offentlige velfærdsydelser er i centrum. Men det diskuteres også, hvordan offentlige investeringer i blandt andet uddannelse og sociale indsatser kan førfordele sådan, at også markedsindkomsterne før skat bliver mere lige, og for høje marginalskatter kan undgås.

Anden akt handler om, i hvilken grad staten bør skabe og regulere markeder. Udgangspunktet er nødvendigheden af, at staten med sit voldsmonopol understøtter de juridiske ejendomsforhold, som er grundlaget for, at kontrakter kan indgås og markedshandel foregå nogenlunde gnidningsfrit. Videre i diskussionen følger behovet for, at staten med afgifter, subsidier og andre tiltag korrigerer de enkelte aktørers private incitamenter og bringer dem i harmoni med de demokratisk fastsatte samfundsmæssige mål. At positive og negative eksternaliteter internaliseres, som økonomer siger. Det indebærer også begrænsning af monopolmagt, herunder offentligt ejerskab af blandt andet naturlige monopoler, og offentlige investeringer i infrastruktur og vidensproduktion.

Venstrefløjen ønsker typisk at omfordele mere og opfatter en mere aktiv stat som nødvendig for at skabe vækst, der kommer alle til gode. Højrefløjen mener, at omfordeling og en aktiv stat kaster grus i det økonomiske maskineri, og at den samlede kage kan blive langt større, hvis skatten er flad, og staten sidder og hygger sig med en kop te i baggrunden.

Progressiv kapitalisme

Bøger af internationale topøkonomer som Thomas Piketty, Tony Atkinson, Emmanuel Saez, Gabriel Zucman og Joseph Stiglitz har de seneste år argumenteret for, at langt større omfordeling og en mere progressiv kapitalisme er mulig på grundlag af især højere beskatning af formue. De går helt ud til scenekanten.

Og de tilføjer på sin vis en tredje akt i den økonomiske debat, da deres forslag om højere formuebeskatning ikke alene bygger på et ønske om større omfordeling, men også på en analyse af, at eksorbitante formuer er problematiske i sig selv, fordi de forårsager en udemokratisk skæv fordeling af politisk magt.

For Pelle Dragsted er et opgør med det, han kalder den oligarkiske magt, også et centralt udgangspunkt. Stærke økonomiske interesser er i hans øjne en afgørende barriere for, hvad der i praksis er muligt for at øge omfordelingen og dreje væksten i en retning, hvor den blandt andet ikke ødelægger den klode, vi bebor.

At skabe gode job

Dragsted mener videre, at der ikke kun er et demokratisk underskud på makroplanet, men også på mikroplanet. Altså i den enkelte virksomhed, hvor det er arbejdsgiveren, som egenrådigt har retten til at lede og fordele arbejdet.

Det vil jeg kalde en fjerde akt i den økonomiske debat. Vi er oppe på en helaftensforestilling.

Her forbinder Dragsted sig til debatten om skabelsen af gode job, som Harvard-professorerne Dani Rodrik og Stefanie Stancheva for nylig har taget op. En af deres pointer er, at vi ikke kan nøjes med at fokusere på, hvad der sker før produktionen (førfordeling) og efter produktionen (omfordeling), men også må se på, hvad der sker i produktionen.

Et stabilt job, hvor arbejdet er meningsfyldt, og man har medindflydelse på det, man laver, er i deres øjne for det første et gode for den enkelte. Men det er også et gode for hele samfundet, fordi fraværet af ’gode job’ fører til ødelagte familier, social deroute og generelt manglende sammenhængskraft i samfundet. Der er med andre ord positive eksternaliteter ved ’gode job’, og der er derfor en platform for politiske indgreb gennem blandt andet understøttelsen af fagforeninger og medarbejderrepræsentation, trepartsaftaler og national og regional industripolitik.

Dragsted går dog skridtet videre. Han mener, at en afgørende stopklods for at øge almindelige arbejderes indflydelse på deres arbejdsliv er det individuelt private ejerskab af især større virksomheder. Og derfor er det ifølge ham nødvendigt, at ejerskabet på den ene eller anden måde overgår til de ansatte selv.

Muligheden for socialistiske øer

Dragsted påpeger, at en stor del af vores økonomi allerede i dag ikke bygger på individuelt privat ejerskab. Den offentlige sektor. Andelsselskaber som Arla, Thise og Danish Crown. Kundeejede selskaber som COOP, Nykredit og Totalkredit og store dele af forsyningssektoren. Fagforeningernes finansvirksomheder, Lån & Spar og Arbejdernes Landsbank og deres bugnende pensionskasser. De almene boligselskaber. En række mindre medarbejderejede kooperative virksomheder, blandt andet i byggeriet og i konsulentbranchen.

De er øer med kim til socialisme i det kapitalistiske hav. Den virkeliggjorte socialisme fandtes ikke i Østblokken. Den findes nu og her i vores samfund. Men den manglende anerkendelse af, at det forholder sig sådan, har i Dragsteds øjne ført til unødvendig håbløshed på venstrefløjen og ufrugtbar utopisme.

Målsætningen for Dragsteds socialisme er, at disse kim udvikler sig og blomstrer, så der bliver demokratisk styring i praksis. Og at øernes landemasse vokser. Kapitalismen skal ikke tørres helt ud. Der må gerne være, i hvert fald mindre, individuelt privat ejede virksomheder. Men overgangen til socialisme sker, når størstedelen af økonomien styres direkte ud fra demokratiske principper. Her slår kvantiteten om i kvalitet.

Revolutionen er afblæst

Her adskiller Dragsted sig fra den klassiske revolutionære socialisme. Han ønsker et brud med kapitalismen og reformer, der skridt for skridt forrykker de økonomiske styrkeforhold. Men han ønsker ikke en revolutionær omvæltning, selv om han forudser modstand fra den økonomiske elite og en lang række kampe og stridigheder på vejen mod socialisme. Han ønsker, at den private ejendomsret til produktionsmidlerne skubbes i baggrunden, men han ønsker ikke en centraliseret statslig planøkonomi.

Han hylder markedet som genialt til at få udbud og efterspørgsel efter millioner af varer til at mødes, og han tror ikke på, at centrale planlægningsråd kan håndtere kompleksiteten i en moderne økonomi. Og så frygter han, at omfattende statseje uundgåeligt vil føre til koncentration af magt i staten, hvilket selv med de bedste demokratiske idealer vil skabe grundlaget for et diktatorisk bureaukrati.

Han afviser det klassiske marxistiske håb om, at staten i socialismen langsomt vil dø bort og åbne dørene til det kommunistiske paradis, hvor solen altid stråler smukt, og serotoninen flyder frit.

Langt hen ad vejen er Dragsteds nordiske socialisme derfor socialdemokratisk ’best practice’, som det er beskrevet i de nordiske socialdemokratiers principprogrammer indtil for relativt nylig, selv om denne tænkning har været trængt i baggrunden siden diskussionen om økonomisk demokrati i 1970’erne. Han skriver selv, at han er mere inspireret af Borgbjerg og Branting end af Lenin og Mao. Han udtaler sig positivt om funktionssocialismen, hvor fokus er på at reformere og gribe ind i de rettigheder, der følger med privat ejendomsret, frem for at afskaffe den private ejendomsret.

Afkast på kapital kan være OK

Et afgørende punkt, hvor Dragsted holder fast i de marxistiske dogmer, er på spørgsmålet om merværdi og udbytning. Han bekender sig langt hen ad vejen til en klassisk marxistisk arbejdsværditeori. Og bruger for eksempel følgende reductio ad absurdum-argument:

»Det eneste, der kan skabe velstand i ethvert samfund, er mennesker, der går på arbejde og producerer noget, som andre efterspørger. Så enkelt er det.«

Og videre: »Deraf følger også, at (…) så baserer enhver ophobning af rigdom sig i sidste ende på, at nogen har tilegnet sig værdien af andre menneskers arbejde.«

Det er et problematisk standpunkt.

Lad os forestille os et samfund, hvor betingelserne for den amerikanske filosof Gerald A. Cohens ideer om socialistisk lighed i muligheder er opfyldt. Ulighed baseret på naturgivent eller socialt held er udryddet. Kun ulighed baseret på forskellige valg i ens situationer er tilbage.

Antag yderligere, at der er relativt større knaphed i dag end i morgen, for eksempel fordi vi hele tiden bliver mere produktive. Hvorfor skulle det så være problematisk, at man kan bytte én enhed af forbrug i dag til lidt mere end én enhed i morgen? Et sådan afkast af opsparing virker særligt moralsk forsvarligt, hvis opsparingen bruges til investeringer i nye ideer eller fysiske maskiner, som øger arbejdskraftsproduktiviteten i morgen og mindsker den relative knaphed.

Den amerikanske økonom og politolog John E. Roemer konkluderer på det grundlag, at afkast på kapital, selv om det er udbytning i marxistisk forstand, ikke behøver at være socialt uretfærdigt. Men det gør ikke al kapitalafkast moralsk forsvarligt. Særligt afkast baseret på rent held, for eksempel pludselige stigninger i jordprisen eller monopolmagt, er langt mere tvivlsomme ud fra et retfærdighedsprincip. Mainstream økonomisk teori skelner således klart mellem selve afkastet på kapital og så denne rene profit.

Men der er også et historisk element. Hvis den ophobede kapital baserer sig på tidligere uretfærdig tilranelse, så er det mindre oplagt, at nuværende rigmænd eller deres fremtidige arvinger har moralsk ret til selv det almindelige afkast på denne kapital. Karl Marx gør i slutningen af første bind af Kapitalen også meget ud af at dokumentere, at lovligt og ulovligt tyveri var grundlaget for det, han kalder kapitalens oprindelige akkumulation, ikke enkelte individers sparsommelighed.

Et opgør med den marxistiske udbytningsteori behøver dog ikke at være et opgør med en marxistisk inspireret klasseanalyse. Kapitalejere og arbejdskraftsælgere har åbenlyst forskellige politiske og økonomiske interesser, og ofte er disse modsatrettede. Klassekampen består derfor. Uden arbejdsmiljølovgivning, fagforeninger og et socialt sikkerhedsnet ville underkastelse nok meget godt beskrive forholdet mellem arbejdskraftssælgere og kapitalejere. Også selv om ansættelseskontrakterne juridisk betragtet indgås frit.

Forsimplet udbytningsteori

Det er uklart, hvilken rolle Dragsteds tilslutning til den klassiske marxistiske udbytningsteori spiller for hans overordnede vision. Opgaven for Dragsted er »at finde den optimale balance mellem på den ene side at benytte markedsmekanismernes geniale evne til at koordinere produktion og distribution i bestemte dele af økonomien og på den anden side at inddæmme, modvirke og minimere de negative samfundsmæssige følgevirkninger, som markedsudvekslingen uvægerlig indebærer«.

Relativt til status quo taler Dragsted for afmarkedsgørelse. På den ene side gennem øget regulering og kontracyklisk økonomisk politik, på den anden side gennem fællesgørelse, hvor som minimum distributionen af goder sker uden om en markedsmekanisme.

Der er både gode og dårlige argumenter for fællesgørelse. Og det er vigtigt at skelne mellem, om selve produktionen, eller kun distributionen, er fællesgjort. Blandt de dårlige argumenter for offentlig produktion er særligt, at det er billigere, fordi ingen skal tjene penge på det. Det er en misforståelse baseret på en forsimplet udbytningsteori.

Hvis det overskud, en privat producent kan få, udelukkende er det almindelige afkast på kapital, så går staten glip af et tilsvarende afkast, når den binder kapital i den pågældende aktivitet. Enten fordi alternativet er, at staten investerer i noget andet, eller at den offentlige investering er gældsfinansieret, og der derfor er renteomkostninger.

Et bedre argument for offentlig produktion er, at de kontrakter, som skal indgås, er så svære at udforme, for eksempel fordi det er svært at måle kvalitet, at der altid vil være smuthuller for de private producenter, eller at det bliver nødvendigt at give dem midlertidige monopoler. Det kan gøre offentlig produktion bedre end privat produktion, selv hvis sidstnævnte egentlig er mere produktiv.

Et svagt argument for fællesgørelsen af distributionen af et gode er, at de fattige ellers ikke har råd til det. Så er det oplagte svar i stedet at udjævne indkomsterne, så de fattige selv kan købe netop den version af godet, som de selv bedst kan lide.

Et bedre argument bygger på, at der er tale om et såkaldt værdighedsgode forstået som et gode, det er en menneskeret at have adgang til, eller som det er nødvendigt at have adgang til for at være en demokratisk medborger. Et vist niveau af uddannelse og adgang til basale sundhedsydelser er klassiske eksempler. Dragsteds forslag om gratis adgang til bredbånd kunne være et moderne eksempel. Dertil kommer de klassiske eksempler på offentlige goder, hvor vores individuelle forbrug ikke er rivaliserende, og det ikke er muligt at udelukke nogen fra at forbruge det, hvis først det er tilgængeligt.

Modvirker hensigten

Forestillingen om, at al anden indkomst end arbejdsindkomst er uretfærdig, har også betydning for, hvordan Dragsted foreholder sig til fri adgang til offentligt indsamlet data og patenter.

Han foreslår eksempelvis, at private virksomheder skal betale licens for at bruge offentligt indsamlet data om blandt andet geografi, vejret og trafik. Det er data, som det ellers er muligt at distribuere så godt som gratis til alle.

Målet er at få del i virksomhedernes overskud. Men når vi sætter en positiv pris på en vare, som kan distribueres gratis, når først den er indsamlet, vil det føre til underudnyttelse til skade for samfundsøkonomien. Nye smarte produkter vil ikke blive udviklet på grund af de kunstigt øgede produktionsomkostninger. Staten har derfor i århundreder produceret frit tilgængelige kort og landskabsopmålinger.

Private virksomheder, som udnytter frit tilgængeligt data innovativt, kan tjene penge på det, fordi det skaber værdi for deres kunder, som er villige til at betale for den (forbedrede) service. I fravær af monopolproblemer vil en overnormal profit dog konkurreres væk over tid, hvis ikke virksomheden bliver ved med at være teknologisk foran sine konkurrenter.

Monopolproblemer burde forsøges løst direkte med regulering, så den negative effekt fra underudnyttelse, som en afgift vil forårsage, undgås. En afgift på at bruge offentligt data kan faktisk gøre det lettere for en virksomhed at forsvare sin monopolsituation, såfremt det giver stordriftsfordele. Som minimum, hvis monopolproblematikken ikke kan løses fuldt ud, burde mindre virksomheder derfor ikke betale afgiften.

Der er lignende problemer med Dragsteds forslag om, at opfindelser gjort på offentlige forskningsinstitutioner i højere grad skal patenteres, og private virksomheder kun kan benytte den producerede viden mod betaling. Det har også en tendens til at føre til underudnyttelse.

Tvivlsomme påstande

Manglerne i Dragsteds analyse af, hvor afkastet på kapital stammer fra, giver sig også udslag i en række tvivlsomme påstande om, hvilke ændringer der må ske, i takt med at den grønne omstilling tager fart, og vi bevæger os mod en økonomi med et stabilt lavt ressourceforbrug, der er foreneligt med de planetære grænser.

Der er absolutte grænser for vækst, i hvert fald på lang nok sigt. Fysikkens love umuliggør uendelig eksponentiel vækst, og de herskende fysiske teorier forudsiger desuden, at vores univers i sidste ende dør på den ene eller anden måde, måske gennem tiltagende afkøling og altomsiggribende mørke.

Selv på kort sigt vil miljømæssige nødvendige omstillinger lægge et nedadgående pres på væksten. Dragsted skriver på den ene side, at der vil være nulvækst. »For uden en generel vækst i samfundets samlede velstand vil man som investor ganske enkelt ikke i fremtiden forvente et afkast af sine investeringer som i dag. Nogle særlig heldige eller dygtige investorer kan få afkast, men hvis den samlede økonomi ikke vokser, vil en investeringslogik baseret på en forventning om afkast af virksomheders fremtidige vækst ikke længere kunne fungere.«

Det er en tvivlsom påstand.

Utålmodighed vil stadig gøre, at de færreste vil være villige til at bytte en enhed af en vare nu og her for en enhed af varen i fremtiden. De vil kræve mere af varen i fremtiden. Der ville skulle være en positiv rente. Der ville skulle være et positivt afkast. Det samme vil gælde reproduktionen af den konstante mængde af kapital, samfundet bygger på. Nogen skal være villige til at undlade at forbruge nu og i stedet foretage investeringer svarende til den løbende nedslidning.

Dragsted modsiger desuden tilsyneladende sin egen nulvækst-påstand i næste afsnit:

»For også i en ligevægtsøkonomi vil der selvsagt være behov for investeringer. Mennesker vil ikke holde op med at få gode ideer. Virksomheder vil ikke holde op med at være innovative. Der vil være behov for kapital til at investere i nye teknologier på virksomheden eller i at udvikle nye opfindelser og produkter.«

Hvad vil de nye opfindelser og produkter være, hvis ikke de netop er et udslag af økonomisk vækst inden for et uændret ressourceforbrug?

Den progressive kapitalismes glasloft

Mange af Dragsteds reformforslag er inden for rammerne af progressiv kapitalisme:

Større omfordeling, særligt af formue. Mere regulering, herunder funktionssocialistiske indgreb. Mere offentlig velfærd, (re)nationalisering af kritisk infrastruktur og grundlæggelsen af en offentlig bank og betalingsinfrastruktur. Mere medarbejderindflydelse og et større fokus på at skabe gode job. Bedre rammevilkår for, eller sågar skattebegunstigelse af, medarbejderejede virksomheder.

I dele af bogen antyder Dragsted, at flere af disse reformer ikke er mulige, før der har været et afgørende brud med den oligarkiske magt. At der er et glassloft for den progressive kapitalisme. Opbyggelsen af velfærdsstaten i årtierne efter Anden Verdenskrig beskrives således som en historisk undtagelse, hvor særligt gunstige betingelser for økonomisk vækst og en kommunistisk trussel førte til et unikt »klassekompromis«.

Den efterfølgende »neoliberale« periode med deregulering, privatiseringer og udliciteringer omtaltes dobbelttydigt som enten et uundgåeligt tilbageslag eller simpelthen en tabt politisk kamp. Den første fortælling bruges som argument for, at et brud med den oligarkiske magt er nødvendig. Den anden fortælling bruges til at understrege muligheden for gradvise reformer frem mod socialisme.

Det er uklart, om Dragsted mener, at en radikal omfordeling af formue og opbyggelsen af for eksempel en stor social velstandsfond, som udbetaler dividender til alle, er nok til at bryde den oligarkiske magt på makroplanet. Men han mener med sikkerhed, at det ikke sikrer almindelige arbejdere den nødvendige indflydelse på deres eget arbejdsliv og deres egen arbejdsdag. Her er spørgsmålet om medarbejdereje centralt.

Den rene profit forsvinder

Dragsted støtter en pluralisme af ejerskabsformer mellem den rent individuelt private til den kollektive statslige. Men hans øjesten er en kollektiv kooperativ ejerskabsform, hvor de ansatte i fællesskab ejer virksomheden, og hvor ejerandelene er 100 procent uomsættelige og derfor forskellige fra for eksempel medarbejderaktier.

Den begrænsede omsættelighed har til formål at undgå, at en enkelt generation af ansatte afhænder virksomheden til en kapitalistisk investor og scorer kassen. Dragsted forestiller sig en form for repræsentativt demokrati, hvor den årlige generalforsamling fastlægger strategien og udpeger en professionel ledelse.

I simple modeller deles økonomien typisk op i et varemarked, et arbejdsmarked og et kapitalmarked. Dragsted vil næsten lade varemarkedet være uberørt og udnytte, at forbrugerne selv bedst ved, hvad de vil have.

Virksomhederne er elementarpartiklerne i markedsøkonomier. På både arbejdsmarkedet og kapitalmarkedet udgør virksomhederne således købersiden.

Den gængse antagelse om profitmaksimering spiller en helt central rolle for, at ressourcerne i økonomien udnyttes efficient. Virksomheder kombinerer arbejdskraft og kapital til at producere nye varer. Hvis salgsindtægterne overstiger de samlede omkostninger til at hyre arbejdskraft og leje kapital, er der profit at hente. Ved hele tiden at jagte profit sørger virksomhederne for, at kapital og arbejdskraft bruges, der hvor mindst input bliver til mest muligt output.

Profitjagt fører også til dannelse og udnyttelse af monopolmagt, men hvis konkurrencen fungerer godt, vil den rene profit, virksomhederne jagter, kun være midlertidig. I takt med at andre tager ved lære af firstmoveren, konkurreres priserne ned, og den rene profit forsvinder. Tilbage står en mere effektiv udnyttelse af kapital og arbejdskraft.

Langt mere radikalt end Bernie

Et helt centralt spørgsmål er, om medarbejderejet indrettes sådan, at profitmaksimering stadig indgår som en central del af virksomhedens formål. Ideer om progressiv kapitalisme bygger typisk på at bruge regulering og afgifter til at sikre, at profitmaksimeringen er i overensstemmelse med mål for klimaomstillingen eller skabelsen af gode job. En afskaffelse af profitmaksimeringsmålet i sig selv er langt mere radikalt.

Et af Dragsteds centrale reformforslag i bogen er, at alle virksomheder med flere end 100 ansatte årligt skal nyudstede aktier svarende til to procent af aktiekapitalen, som skal overføres til en lønmodtagerfond. Lønmodtagerne skal så modtage dividender svarende til fondens andel af selskabets udbyttebetaling. Dragsted taler om en »beskeden udtynding« af aktionærernes ejerskab. Det virker som noget af en underdrivelse. På få årtier vil lønmodtagerfonden stå med aktiemajoriteten. Da Bernie Sanders foreslog et lignende tiltag, skulle lønmodtagerfonden ikke vokse over 20 procent.

Lad os forestille os en virksomhed, som overvejer at ekspandere. Hvis virksomheden er privatejet, er spørgsmålet alene, om der er kunder, som vil købe den øgede produktion til en samlet pris, der overstiger et normalt afkast på kapital og løn til den ekstra arbejdskraft. Hvis de ansatte ejer majoriteten gennem en dragstedsk lønmodtagerfond, er der den modvirkende faktor, at de nuværende ansattes andel af det eksisterende overskud bliver udtyndet af de nye ansatte. De vil derfor være mindre interesserede i ekspansion. Det er en hæmsko for, at samfundets ressourcer flyder derhen, hvor de er mest produktive, og det lægger en dæmper på væksten.

Denne problematik forværres kun af, at Dragsted ønsker et loft på de dividender, lønmodtagerfonden kan udbetale årligt til den enkelte ansatte på for eksempel 20.000 kroner. Målet er at mindske uligheden på tværs af brancher og mellem personer på og uden for aktiemarkedet, da det resterende overskud skal overføres til den sociale velstandsfond. Den oplagte løsning for de ansatte vil dog bare være at øge deres egne lønninger, så overskuddet forsvinder.

Gode argumenter for medarbejdereje

Bemærk, at faren for denne hæmsko for vækst ikke skyldes medarbejderejet i sig selv, men en ejerskabskonstruktion der har tendens til at forvrænge profitmaksimeringsmotivet.

Der er flere gode økonomiske argumenter for medarbejdereje. Det styrker de ansattes incitament til at arbejde for, at virksomheden minimerer sine omkostninger. Det kan øge de ansattes incitament til at tilegne sig færdigheder, som er værdifulde for virksomheden, men som ikke kan bruges i andre job. Bonusser er et mere individfokuseret forsøg på at løse den samme problematik.

Empiriske tværsnitstudier tyder på, at medarbejderejede virksomheder klarer sig lidt bedre målt på både produktivitet og vækst og desuden er mere stabile. Flere studier viser for eksempel, at større lønfleksibilitet dæmper beskæftigelsesfaldet i recessioner. Om det er en kausal effekt af medarbejderejet er dog ikke sikkert, for det er ikke tilfældigt udvalgt, hvilke virksomheder der er overgået eller overgår til medarbejdereje.

Den empiriske evidens er især mangelfuld for større virksomheder, som er langt mere komplekse at styre. En mindre andel højvækst-virksomheder spiller desuden ofte en betydelig rolle for den samlede produktivitetsvækst, og her er evidensen for medarbejderejede virksomheder yderst sparsom.

Profitmaksimeringsmotivet lader også til fortsat at spille en afgørende rolle for langt de fleste af de virksomheder, som den empiriske litteratur undersøger.

En anden fordel ved medarbejdereje er, at det klart vil være i de ansattes egeninteresse, at virksomheden bidrager positivt til lokalområdet, hvor mange af de ansatte sandsynligvis selv bor. For eksempel kan det begrænse forurening. Men medarbejdereje løser langtfra i sig selv alle problemer med negative eller positive eksternaliteter.

Det vil stadig være i de ansattes egeninteresse at bruge de billigste inputs, selv om de forurener mest, bare forureningen sker et andet sted. Det vil stadig være i deres egeninteresse at tilrane sig og udnytte monopolmagt. Mangel på koordination på tværs af virksomheder løses heller ikke. Inden for virksomheden har forskellige grupper af ansatte også egeninteresse i at presse lønnen og øge arbejdspresset for andre grupper.

Vi kan også forestille os medarbejderejede virksomheder, hvor de ansatte i begyndelsen af deres ansættelse indbetaler et kapitalindskud og løbende modtager en del af dividendebetalingerne på deres kapitalkonto i virksomheden, hvor en del af overskuddet desuden tilskrives som rente. Det vil gøre de ansatte mere interesseret i profitmaksimering og ekspansion. Omsætteligheden kan begrænses til, når for eksempel den ansatte stopper i virksomheden, uden at fjerne dette incitament. En ulempe er, at de ansatte bliver meget udsatte over for konkurs. Ikke nok med at de mister deres job; de mister også en opsparing.

Begyndelsen på en vigtig diskussion

Mange føler i dag en magtesløshed over for samfundsudviklingen. De føler, at de ikke har kontrol over deres eget liv. De føler ikke, at de kan være med til at forme og skabe deres eget lokalområde. På venstrefløjen gives blinde markedskræfter ofte skylden.

Dragsteds Nordisk socialisme er interessant, fordi den udvider kampzonen og reaktualiserer en række debatter om, hvordan vi bedst bringer samfundsudviklingen under demokratisk kontrol. Spørgsmål rejses, hvor yderligere belysning er afgørende for at gøre summen af de positive og negative effekter op. Værktøjskassen fra mainstream økonomi har meget at byde ind med her.

Det svageste led i Dragsted argumentationskæd opstår, når en forsimplet marxistisk udbytningsteori fører til noget nær fordømmelse af al anden indkomst end arbejdsindkomst. Og når dét kombineres med fraværet af en dybdegående analyse af de økonomiske dynamikker som for eksempel kollektiv medarbejdereje medfører, er det tvivlsomt, om særligt Dragsteds mere vidtgående reformer i praksis ville få de konsekvenser, han håber på.

Jeppe Druedahl er lektor på Center for Economic Behavior and Inequality (CEBI) ved Økonomisk Institut på Københavns Universitet og skriver analyser og kommentarer om økonomi i Information

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ib Jørgensen

Det helt afgørende spørgsmål er: Hvordan får vi opbygget samfund, hvor det producerende kollektiv kun fremstiller og fordeler produkter og ydelser, hvis forbrug muliggør et liv i balance med naturens betingelser.

Kristian Spangsbo, Alvin Jensen og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar

, hvis (indkomst , og dermed) forbrug muliggør.... skulle du måske have indføjet, Ib Jørgensen.
Forbrug og dermed co-2 udledning/belastning er nu engang en korrelation/ funktion af indkomst. Men selvfølgelig ikke rart at erkende for alle de + 300. 000 kr. i årlig indkomst klimakorrekte lønmodtagere med deres co-2 biler, osv.,

jens christian jacobsen

Man skal holde tungen lige i munden for at følge Jeppe Druedahls økonomiske kritik af Dragsteds bog. Såvidt jeg forstår kritikken går den på at hvis man ikke tillader uindskrænket profitmaksimering vil virksomhedsejerne (uanset ejerkonstruktionen) ikke få tilstrækkelig motiv til innovation og ekspansion.
Det er jo et argument ikke alene mod kombinationen af fonds- og koorerativejede virksomheder men mod at man beskatter eller på anden vis indskrænker profitmotivet.
Det samme sagde Brian Mikkelsen engang i en diskussion om øgede investeringsbeføjelser til pensionsfonde. Dt samme sagde de borgelige partier dengang socialdemokraterne foreslog deres ØD-model. Men Druedahl glemmer, at et af hovedformålene med markedssocialisme er at begrænse forbrug og ressourceallokering aht. miljøet. Så fred være med at visse kooperative virksomheder engang i fremtiden ikke vil investere så hidsigt som privatejede gør idag. Det, Druedahl kalder for lønmodtagerfonden, skal i øvrig investere efter bæredygtighedsregler og netop ikke kun efter markedsbehov.

Inge Lehmann, Kristian Spangsbo, Alvin Jensen, Steffen Gliese, John Scheibelein og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar
Ib Jørgensen

@Per Dørup - du skal tænke 'indkomst', 'penge' m.m.m. helt ud af ligningen. Arbejde, forbrug, produktion er et direkte forhold mellem selvrådige mennesker. Hvis en person har en lystyacht, så er det fordi nogle af hans medmennesker har været af den fælles opfattelse, at sådan en fortjente han, og så byggede de den til ham. Svært at forestille sig? Deri ligger vore problemer begravet.

Kristian Spangsbo, Steffen Gliese og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar
Christian Mondrup

Læst med en ikke-økonomisk uddannet socialists øjne forekommer det mig, at Druedahl opererer med "økonomiske dynamikker" som noget værdineutralt, naturlovsagtigt. Men jeg kan sagtens have fejllæst hans tekst. I min optik er målet en brugsværdi-baseret produktion, hvor bytteværdi-aspektet løbende reduceres. Når det er sagt kan jeg godt følge synspunktet om markedet som en brugsværdi-formidlende samfundsmæssig instans. Det synspunkt fremførtes af ungarske marxister i 70-ernes på baggrund af deres erfaringer med en sovjet-russisk kommandoøkonomi.

Steffen Gliese, Alvin Jensen, Susanne Kaspersen og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar

Nej, Ib Jørgensen. Forbrug, og dermed co-2 aftryk er en funktion af indkomst. Investering og opsparing sker med henblik på øget forbrug (og co-2 deponering). Din lystyacht fortælling skal du længere ud på landet med.

Gustav Alexander

Som jeg læser forfatterens kritik af Dragsteds anvendelse af arbejdsværditeorien, så drejer det sig ikke om observationen af akkumulationens ophav i sig selv. Altså at afkast og profit nødvendigvis må komme fra en produktiv aktivitet, der har grundlag i arbejdskraftens produktive virke. Kritikken lader til at gå på, hvad der opfattes som observationens moralske implikation: altså at alle andre indkomstformer end arbejdsindkomst nødvendigvis er amoralsk og suspekt.

Som jeg forstår hans anvendelse af Cohen, så går det på, at afkast som følge af fluktuerende markedsværdi - som konsekvens af udbud og efterspørgsel - i sig selv er et problem i følge Marx, og i følge Dragsted. Om Marx grundliggende afviser selve markedsdynamikken som uretfærdig - selv ved fravær af privat ejendomsret - føler jeg mig ikke kvalificeret til at udtale mig om. Jeg synes dog at det er tydeligt at Dragsted netop taler for kooporativ ejendom, som en måde at kanalisere markedsdynamikken i en socialt retfærdig retning. I Dragsteds anvendelse af arbejdsværditeorien, er det vel ikke selvsagt urimeligt at en enhed af forbrug i dag skulle være mere værd i morgen. Problemet, i min tolkning af Dragsted, er når denne dynamik ikke sker som følge af flukutationer mellem demokratisk ejede virksomheder, da konsekvensen af markedsdynamikken herved bliver en socialt uretfærdig - og iøvrigt samfundsøkonomisk ineffektiv - akkumulation hos individuelle kapitalejere, nærmere end et konkurrencevilkår blandt demokratiske institutioner.

Det er altså ikke selve opsparingen af afkast, som Dragsted - i min ringe forståelse i hvertfald - afviser. Blots den nuværende socioøkonomiske baggrund i den private ejendomsret over produktionsmidlerne, der naturligvis afføder en akkumulationsproces i toppen, som sjældent hverken geninvesteres i bedre produktion, eller anvendes produktivt i samfundsøkonomien som forbrug.

Her synes jeg ikke at Druedahl tager de strukturelle problemer med den nuværende økonomiske organisation helt seriøst nok. Vi lever jo ikke i et kapitalistisk 'effektivitetssamfund'. Ihvertfald ikke i anden forstand end at monopolvirksomheder naturligvis repræsenterer den mest effektive udnyttelse af arbejdskraft og resourcer. Det har jeg dog svært ved at se, som et mål i sig selv, da konsekvensen netop bliver generationer af 'working poor', der grundet lave indkomster ikke kan deltage i forbruget. Er det sundt for markedet? Druedahl nævner godt nok monopolvirksomhed, som et problem, men jeg fornemmer ikke at han anerkender det som en hastigt accellerende tilstand, der i sidste ende vil dominere al produktion og underminere markedskræfternes grundliggende dynamik i samtlige sektorer, formentlig i hans egen levetid.

Steffen Gliese

Penge er det, der forvrider perspektivet: de antager en fremtræden som værdi i sig selv, fremfor et symbolsk udtryk for ægte værdier.
Derfor ser vi ikke, at bytterelationer ikke handler om penge, men om det materielle.
Det kan måske forstås, når det gælder varer, hvordan det forholder sig i virkeligheden; men når det kommer til 'arbejde', sænker tågen sig. Her bliver den arbejdskraft, der tilstås retten til et afmålt forbrug, det, der handles om; men uden forbrugsmuligheden er det arbejdet i sig selv, der er varen, udbudt af arbejdsgiveren og efterspurgt af arbejdstageren, hvis kvaliteten er acceptabel. Hele miseren er, at arbejdstageren påtvinges arbejde af ringe lødighed uden tilstrækkelig kompensation for at hjælpe arbejdsgiveren med at læsse penge op i dennes lommer.

Andreas Lykke Jensen

En ting jeg er meget enig med Jeppe Druedahls kritik af Dragsteds bog er, at det virker som en dårlig ide, hvis viden produceret i det offentlige skal patenteres, så det offentlige kan tjene på, at private firmaer benytter den viden. For som Druedahl skriver:

"når vi sætter en positiv pris på en vare, som kan distribueres gratis, når først den er indsamlet, vil det føre til underudnyttelse til skade for samfundsøkonomien."

MEN, hvis man følger denne argumentation til dørs. Vil det samme så ikke gælde for private virksomheder?

Når private virksomheder patenterer deres forskning, som eller kunne blive delt med alle mennesker i verden uden der er nogle marginalomkostninger forbundet med det, så gør det vel også os alle sammen fattigere?

Et vidensstab af dimensioner.

Jens Ole Mortensen

hvordan vi bedst bringer samfundsudviklingen under demokratisk kontrol.

Er der ikke et eller andet selvmodsigende og foruroligende, i udtrykket demokratisk kontrol ?

Jens Ole Mortensen

det virker som en dårlig ide, hvis viden produceret i det offentlige skal patenteres.

Man kan jo sige at de er betalt via høje skatter. Som de fleste virksomheder betaler. Derimod er der flere , Især store selskaber som, af politikkere, tildeles et væld af konkurrenceforvridende fordele og smuthuller som giver dem konkurrenceforvridende fordele. - Holdingselskaber, datterselskaber, hedgefonde, gearing og derivater. Så kan jeg ikke se at det er rimeligt at man har gratis adgang til forskningsresultater fra det offentlige. Datterselskaber og holdingselskaber gir´ skattefordele og og ved shortselling tjenes der på at lægge økonomier i grus.
Jeg fatter ikke at man kan kalde det liberal økonomi og i næste sætning nævne Adam Smith. Man fatter åbenbart ikke en skid af hvad han skriver.

Der skal bruges rigtig mange svære ord og lange forklaringer for at forstå, at grådighed er samfundsgavnligt.

Michael Waterstradt, Kristian Spangsbo og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Daniel Joelsen

@Peter Knap “- grådighed er samfundsgavnlig”.

Grådighed alene kan gør ingen forskel undtagen måske for den grådige. Det svarer til at hælde bensin up på vejen og tro at man kommer frem! Der skal regler og samfundsstruktur, lov og orden, uddannelser og andre funktioner på plads, betalt af dem der tjener pengene. Grådighed alene betaler det i hvert fald ikke. Man skal have en motor, mindst to hjul og en hjelm måske for at komme frem. I de lande, hvor dette ikke fungerer lider befolkningen, og man har et ustabilt samfund, hvor ingen stoler på regeringen og en korruption der florerer. Dem der bliver ved med at gentage denne misforståelse har simpelt hen snorksovet i timen.

Naturligvis er der korrelation mellem indkomst og forbrug. Indkomst har man for at forbruge. Og meningen med opsparing og investering er at kunne forbruge endnu mere på et senere tidspunkt, hvad ellers?
Indkomst-medianen, og dermed forbrugsmulighederne, dvs. co-2 afsætningspotentialet/fakticiteten er langt over 200. 000 kr i DK for de, der er integreret på det kapitalistiske arbejdsmarked, inklusiv relativt vellønnede akademikere. De kan bare ikke lide at se denne indlysende kendsgerning i øjnene. Så det lyder det bedre abstrakt at kritisere forbrugersamfundet , som om de ikke selv er integreret heri.

Steffen Gliese

Udbytning handler om den vinkel, man lægger på ejerskabet - ideologisk hylder vi den flinke mand eller kvinde, der skaber nogle job, så folk ikke skal gå sultne i seng; men der er jo en anden, mere voksen måde at se på det på: at folk hjælper den, der har en fiks idé, med at skovle pengene, den indbringer, ned i sine lommer.
Og det er nok den hjælpsomhedsvinkel, vi skal anlægge fremover - og derfor også i højere grad mindske indkomstforskellen.