Nekrolog
Læsetid: 6 min.

Poul Schlüter ville huskes for det hele

Poul Schlüter er død, 92 år gammel. Han overraskede ved at være en særdeles holdbar konservativ statsminister – med folkelig tæft og taktisk snilde
I sine senere år klagede Schlüter over, at tiden i hans store Frederiksberg-lejlighed faldt ham lang. De gamle konservative ministerkolleger, som han havde holdt festlige mindelag med, døde én efter én.

I sine senere år klagede Schlüter over, at tiden i hans store Frederiksberg-lejlighed faldt ham lang. De gamle konservative ministerkolleger, som han havde holdt festlige mindelag med, døde én efter én.

Peter Hove Olesen

Indland
29. maj 2021

For en politiker kan det være en fordel at være undervurderet. Så har man overraskelsesmomentet på sin side.

Det var blevet mødt med vantro, hvis nogen i 1970’erne havde sagt, at Poul Schlüter ville blive 1900-tallets længst regerende borgerlige statsminister. 11 år fra 1982-93 løb det op i. Tilmed var Schlüter den eneste konservative regeringschef, som Danmark har haft siden systemskiftet i 1901. 

Den advokatuddannede Schlüter var hurtig i hovedet, kvik i replikken og – med sine egne ord –»ikke så konservativ, så det gør noget«.

Schlüter erklærede også: »Ideologier er noget bras.«

Dermed tegnede han et selvportræt af en udogmatisk mand, der frem for alt søgte at finde praktiske løsninger på påtrængende problemer.

Parfumesælger

Schlüter var et produkt af den tid, der formede ham: Velstandsopsvinget fra 1957 til 1973. Han blev landskendt som viceborgmester i vækstkommunen Gladsaxe, hvor han kredsede om den strålende sol, den socialdemokratiske borgmester Erhard Jakobsen, der var 1960’er-moderne og social, men absolut ikke socialistisk.

Nogen egentlig rolle tillod Erhard Jakobsens allestedsnærvær i Gladsaxe ikke Schlüter at udfylde. Schlüter var heller ikke nogen fremtrædende jurist. Juraprofessor Isi Foighel sagde ved et middagsselskab i 1982, at han ikke ville betro Schlüter en advokatsag om mere end 75 kroner. Erhvervsmanden Steen Danø hæftede på Schlüter betegnelsen »en parfumesælger«.

Peter Hove Olesen

Til Schlüters ry som letvægter bidrog, at han i årene 1968-74 søgte at bruge sit politisk udpegede medlemskab af DR’s kontrolorgan Radiorådet til at profilere sig – nogle gange ved valg af sager, der kunne forekomme latterlige.

Når Schlüter, der i 1964 var blevet indvalgt i Folketinget, overhovedet kom på tale som partileder, skyldtes det, at partiets ledere, Poul Sørensen og Poul Møller, var segnet under ministeransvarsbyrden i Hilmar Baunsgaards VKR-regering 1968-71, og at deres efterfølgere, Erik Ninn-Hansen og Erik Haunstrup Clemmensen, sled hinanden og De Konservative op i en rasende fløjkrig. Da de stridende havde lagt hinanden fladt, var scenen sat for Schlüters hop mod gruppeformandsstolen i 1974.

For at befæste sin magt i partiet drejede Schlüter det kraftigt mod højre i årene 1975-77, hvor De Konservative undgik at besmudse sig med folketingsforlig og sågar stemte imod finansloven. Således etableret som solid højremand svingede Poul Schlüter ud efter midtervælgere ved som slogan at vælge »borgerlige stemmer, der arbejder«.

Venstre var kommet til at blamere sig ved at træde ind i den kortvarige SV-regering 1978-79. De andre borgerlige partier syntes absolut ikke, at de skyldte Venstre noget, og da Anker Jørgensen fortsatte med en S-soloregering, betalte han Venstre tak for sidst ved at behandle Poul Schlüter med udsøgt respekt og lade det ligge i luften, at her var Ankers borgerlige efterfølger.

V vækmanøvreret

Da Anker Jørgensen i september 1982 gav op, var Venstre manøvreret væk fra Statsministeriet – også fordi Schlüter havde udviklet et nært politisk og personligt tillidsforhold til den radikale leder, Niels Helveg Petersen. Tænderskærende måtte Venstre tage sig dyrt betalt med at forlange både Finansministeriet til Henning Christophersen og Udenrigsministeriet til Uffe Ellemann-Jensen. For at fortynde Venstres indflydelse i regeringen valgte Poul Schlüter at give ministerposter også til Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti.

I centraladministrationen og i befolkningen – langt ind over den politiske midte – var der en fornemmelse af, at nu, nu skulle der ryddes op efter den mangeårige dalren under Anker Jørgensens parlamentarisk nødstedte regeringer.

Det blev Poul Schlüters store stund. Med smilende, men fast myndighed lancerede han »økonomisk genopretning«, »fast kronekurs« og »slut med slendrian«.

Haines Richard/Ritzau Scanpix

Lykkeligt for Schlüter begyndte de internationale konjunkturer at vende efter den anden oliekrise, der havde hærget siden 1979, og der kom nu fart i oppumpningen af gas og olie fra de danske Nordsø-felter.

Socialdemokraterne forestillede sig – og det gjorde Schlüter vel også inderst inde – at hans tid ville blive kort. Men sammentræf af omstændigheder betød, at det gik anderledes.

Schlüters første valg som statsminister, i 1984, blev også et genvalg – en konservativ triumf med 23,4 procent af de afgivne stemmer og 42 mandater.

Anker Jørgensen var slidt, hans efterfølger fra 1987, Svend Auken, havde troværdighedsproblemer, og De Radikale ville ikke lægge mandater til nogen af de to S-ledere. Schlüter kunne regere videre.

Med omhu valgte Schlüter den grimasse, der passede bedst til situationen: Den tilsyneladende ukuelige optimisme.

V-skumlen

Venstres ministre skumlede over, at uanset hvor gnaven og vrangvillig Poul Schlüter kunne være på regeringsmøderne, var han i perlende humør på sit efterfølgende møde med pressen.

Schlüter viste også strategisk format. Da Socialdemokratiet – med lunken støtte fra De Radikale – ændrede dets hidtidige støtte til EU’s indre marked til modstand, således at Schlüters regering pludselig var i mindretal på denne vitale sag, smuttede Schlüter udenom ved at udskrive en folkeafstemning, som han i 1986 bekvemt vandt. S og R fik en lærestreg.

En mindretalssituation, som Schlüter ikke kunne smyge sig ud af, var den, der opstod, da Socialdemokratiet igen af taktiske årsager – og igen halvhjertet støttet af De Radikale – gjorde sig til NATO-skeptikere. Schlüter valgte at leve med at komme i mindretal og lade Danmark sætte et antal fodnoter på NATO-vedtagelser. I 1988 kogte situationen op, og Schlüter udskrev sit ’atomvalg’, da et folketingsflertal forlangte, at regeringen skulle præsentere besøgende flådeskibe for en besked om, at de ikke måtte medbringe kernevåben.

Valget endte klamt for socialdemokraterne, og Schlüter valgte at spærre for fremtidige fodnoter ved at optage De Radikale i regeringen og udsmide sine ellers trofaste partnere Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti. Det sagde de to partier tak for, da Schlüters tid var ved at være omme.

Fra 1988 og frem var heldet begyndt at forlade Poul Schlüter. Valgkampen i 1987 havde han udmattet måttet føre, mens hans elskede hustru, Lisbeth, var døende af kræft. Da hun døde året efter, hengav Poul Schlüter sig til et udskejende privatliv, som vakte misnøje i bedsteborgerlige inderkredse.

Tikkende bombe

Samtidig tikkede en bombe højere og højere under Schlüter. Hans justitsminister, Erik Ninn-Hansen, havde imod sine embedsmænds råd besluttet sig til ikke at afsende tilladelser til tamilske flygtninges familiesammenføringer.

Ombudsmanden kritiserede skarpt, og Schlüter måtte acceptere, at en undersøgelsesret blev nedsat.

Under ledelse af højesteretsdommer Mogens Hornslet konkluderede undersøgelsesretten, at Ninn-Hansens forvaltning var i strid med loven, og at Ninns svar til Folketinget var »klart misvisende«, hvilket Ninn »var helt opmærksom på«. Undersøgelsesretten nåede om Schlüters forklaringer til Folketinget frem til, at de var »misvisende«, og at hans forsikring om, at »intet er fejet under gulvtæppet« måtte, »hvis den skal tages for pålydende, karakteriseres som direkte urigtig«.

Bo Svane

Venstre ivrede for, at VK-regeringen skulle udskrive folketingsvalg og vinde udlændingefjendtlige stemmer på sagen, gerne sådan, at en Venstre-statsminister kunne fortsætte.

Men Schlüter ville undgå en populistisk konfrontation med lovtekst og Højesteret. Han lod sig selv og sin regering falde uden valg. Poul Nyrup Rasmussen kom til sammen med Schlüters ekspartnere: De Radikale, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti.

Rehabiliteret

Poul Schlüter kunne se sig rehabiliteret ved, at han ved valget til Europa-Parlamentet i 1994 modtog et rekordstort antal stemmer. Han blev i Parlamentet frem til 1999. Schlüters forsøg på at få et aktivt otium med betydningsfulde bestyrelsesposter i erhvervslivet kronedes ikke med held.

I sine senere år klagede Schlüter over, at tiden i hans store Frederiksberg-lejlighed faldt ham lang. De gamle konservative ministerkolleger, som han havde holdt festlige mindelag med, døde én efter én.

Offentligheden havde senest lejlighed til at værdsætte Schlüters vid og bid, da han i maj 2017 medvirkede i DR’s interview med landets dengang fem nulevende statsministre. Schlüter erklærede, at hans største projekt som statsminister var indførelsen af arbejdsmarkedspensionerne, som har givet et stort antal danskere en langt tryggere alderdom. I bedste Schlüter-stil tilføjede han:

»Jeg vil gerne huskes for det hele. Både de små og store beslutninger – også dem, der gik mig imod. Dem nænner jeg ikke at glemme.«

Som arv efterlader Schlüter, at han førte Danmark ind på en besindig økonomisk politik, som landet har nydt godt af siden. Den byrde, han har efterladt sig i De Konservative, er, at han aldrig interesserede sig for at finde en næste generation af velegnede konservative ledere. Han havde nok at gøre med at klare dagen og vejen og at holde Venstre stangen.

Det har længe givet De Konservative et talentproblem, som partiet længe har døjet med. Først i løbet af det seneste år er opbakningen vendt, og det voksende konservative parti bliver for første gang siden Schlüters storhedstid igen set som et muligt borgerligt statsministerparti.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lars Hansen

Jeg støttede ham ikke dengang. Men når man ser på de politikere, vi har i dag, er det svært ikke at ønske sig Poul Schlüter tilbage. Hvil i fred.

Henrik Andersen, Rolf Andersen, Poul Anker Juul, David Zennaro, Jørn Christensen, Hans Larsen, Per Torbensen, Morten Reippuert Knudsen, Holger Nielsen, Erik Karlsen, Dennis Tomsen, Niels K. Nielsen, Poul Søren Kjærsgaard, Danny Hedegaard og Jens Ole Mortensen anbefalede denne kommentar
Danny Hedegaard

Ja dengang var politik ikke for unge karriere politikere, der i en ung alder vælger politik som et levebrød.

Som bliver ministre, og skifter parti når det er oputunt, og hvor det ene parti kan være lige så godt som det andet.

Bare de bibeholder så høje indtægter, og opretholder privilegier i en alder, hvor de hverken har uddannelsen til, eller har kunnet opnå en karriere, der på det frie jobmarked ville kunne give dem tilsvarende.

Set i bakspejlet, kunne man godt igen ønske sig politikere som Poul Schlüter og Anker Jørgensen.

Politiske fyrtårne for hvem politik var et spørgsmål om holdninger og ståsted.

Og ikke i dag som med partiskift og løsgængere, for hvem taburetten eller sædet er det vigtigste, og ikke politikken.

Skifter man parti træder man ud, og forsøger på ny at blive valgt for et nyt parti, alt andet er uværdigt.

Æret være Poul Shlüters minde!

Takket være ham har jeg i dag udsigt til et godt liv som pensionist, med en komfortabel arbejdsmarkedspension.

Venlig hilsen
Danny Hedegaard

Henrik Andersen, Gitte Loeyche, Holger Nielsen, Niels K. Nielsen og arne tørsleff anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Høre lige Uffe Ellemann-Jensen fortælle om Schlüter. Den får ikke for lidt med skræk historier om Anker Jørgensen og "afgrunden". Den "gode" UE-J glemmer helt at fortælle at Folketinget ikke ville dit og dat og der var valg mange gange. Hartlings tid som statsminister gjorde bestemt ikke økonomien bedre.

Arne Lund, P.G. Olsen, Stig Lundgaard Olsen, Daniel Joelsen, David Zennaro, Eva Schwanenflügel, Holger Nielsen, Erik Karlsen og Palle Jensen anbefalede denne kommentar
Kim Houmøller

Husker tydeligt da Schlütter blev statsminister. Da mistede vi vores arbejde og var 2 år på dagpenge. En rigtig hård tid!

bent nielsen, Holger Nielsen, Katrine Marie Christiani og David Zennaro anbefalede denne kommentar
johnny volke

Husker en ungdomsudsendelse fra tiden omkring Schlüters overtagelse, hvor dr journalisten spørger nogle unge, hvordan de forholder sig til sætningen, at "enhver er sin egen lykkes smed".
Det var første gang jeg stiftede bekendtskab med dette udtryk og allerede dengang, som nu, skurrede det vildt forkert i mine ører.
Jeg har så skabt min egen udgave senere hen, som hedder " bare JEG har det godt så har du det osse godt!".
Det er ikke alle der vender fra det røde til det blå i løbet af livsforløbet, som det ellers populært ofte hævdes.

bent nielsen, Estermarie Mandelquist og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@David Rehling

Tamilsagen & "Gulvtæppetalen"

Ninn-Hansen klappede i de små hænder, da Statsministeren troede på lovligheden i hans administration af tamilernes ansøgninger om familiesammenføring.

Dér burde Schlüter have reageret tidligere med større skepsis overfor også en gammel kampfælle i stedet for at lade sig trække til truget af Folketinget.

Højesteretsdommer Hornslets vurdering var for unuanceret, ligesom Hornslet ikke tog hensyn til, at talen blev holdt i en politisk kontekst, hvor man ikke kunne forvente, at Statsministeren oplistede sine egne svage punkter.

Det betyder selvfølgelig ikke, at Schlüter bare kunne stikke en løgn, men både Statsministeriets og Justitsministeriets departementschefer havde godkendt indhold og formuleringer i "gulvtæppetalen", så Schlüter havde fuld dækning fra embedsværket.

Søren Kristensen

Da Schlüter kom til magten først i fattigfirserne søgte jeg tilflugt fra arbejdsløshed på mit studie, hvor det var legitimt at være fattig. Strategien holdt helt frem til Nyrops æra, men så faldt hammeren til gengæld også.

Jan Fritsbøger

det jeg husker tydeligst fra den periode er sultecirkulæret, og starten på den kedelige tendens at regeringer aktivt øger uligheden, og så husker jeg opblomstringen af plattenslageri som selskabstømmere og yuppier som levede flot på plat og svindel og lånte penge,
og så mildnedes krisen da de globale konjunkturer igen steg, så det eftermæle Schlüter fik, som postulerer at han rettede økonomien op, er ikke helt sandt,
han øgede uligheden og det gav da et løft til dem som var velbjergede i forvejen, men dem nederst i hierarkiet mærkede pisken og blev fattigere og endnu mere marginaliserede.
en regerings kvalitet bør altid måles på den livskvalitet den tilbyder de mindst privilegerede, og absolut ikke på hvor mange penge virksomhederne kan tjene eller på BNP.

uffe hellum, Holger Nielsen, Stig Lundgaard Olsen, Kim Houmøller og Peter Wulff anbefalede denne kommentar
Holger Nielsen

Jeg husker kun Schlüter for kartoffelkuren. Den var årsagen til at jeg blev tvunget til, at sælge mit hus, som jeg købte i 82. Det blev solgt i 86, med et stor tab. Jeg brugte mange år, for at blive gældfri. Det var også ham, det startede med de afgifter, der har plaget os siden han indførte dem omkring 82. Jo han indførte skruen uden ende, for de skruer stadig på den, og nu kan de ikke skrue ned, fordi så mangler der jo penge i "det sorte hul". Jeg beklager at sige det, men jeg har ikke noget godt at sige om ham.

De to konservative ideologer Reagan og Margaret Thatcher forandrede totalt hhv. det amerikanske og britiske samfund ved at sende uendelige mængder af penge opad til de rige, hvilket i processen førte til at fattige bysamfund lå øde tilbage. Så selv om Poul Schlüters 80'er politik var en hård cocktail, er vi trods alt heldige at han anså ideologi for noget bras...........

Torben Lindegaard

@Holger Nielsen 29. maj, 2021 - 11:49

Du har helt ret i, at Kartoffelkuren var en katastrofe for mange familier
et alt for voldsomt indgreb imod en overophedet økonomi.

Jeg har tidl. i disse spalter fået røvfuld fordi jeg skrev noget... øh - negativt, mente vedkommende det vist var - så jeg vil holde mig til det positive.
Én ting skal Schlütter respekteres for. At han gav afkald på magten, da Hornslets rapport kom frem. Schlütter havde trods alt så megen rygrad, at han godt kunne se, at såvel ham selv som hans ministre var dybt kompromiteret, og deres embedsværk (det er ikke blevet bedre siden) og derfor måtte gå af.
Til stor irritation for Uffemanden, der sked på moral og lovbrud, og var parat til at regere videre - uanset hvad.
Schlütter var vel den sidste ledende politiker, der tog ansvaret på sig. Det er ikke set siden.

Rasmus Knus

Fattigfirserne!

Søren Kristensen

Ja, det er der altså noget der hedder, for efter et årti med stærke følelser for socialisme i ascendanten, peakende med Det Radikale Venstres bud på et nyt samfund med borgerløn og hele molevitten, gik det pludseligt med Schüter i spidsen den anden vej. Hans yderst ansvarlige regering lagde grunden til den enorme ulighed vi ser i dag, idet dem som ikke evnede så meget blev holdt i stram snor af en mere og mere fintmasket finanspolitik, mens det for dem med skarpe albuer og aktier i banken blev mere og mere legitimt - og sådan set også glamourøst - at være sig selv nok (Ret beset havde den bevægelse allerede været i gang med hele slænget omkring Erik og Margit Brandt) . Men fattigfirserne? Jo, den er, ligesom skulderpuderne, god nok og soundtracket hedder Mig og Charli, stammende fra en film hvor Mig er en forkælet yngling, der af uforklarlige grunde boller med sin mor, mens Charli spilles af en glarmesterlærling ved navn Allan Olsen, som ender med at få en brugt knallert helt gratis! (Mener det var en PUCH-flagskib - den største man kunne få dengang).