Analyse
Læsetid: 5 min.

Rektor på Aarhus Universitet mørklægger sin rolle i skandalesag: Afviser at svare på spørgsmål

Rektor Brian Bech Nielsen afviser at give interview om sagen om Aarhus Universitets ulovlige tilbageholdelse af aktindsigter. Og universitetet vil heller ikke på anden vis svare på spørgsmål. Det kan undre, hvis der ikke er mere at komme efter
Fredag i sidste uge erkendte rektor Brian Bech Nielsen (i forgrunden) i en pressemeddelelse fra universitetet, at han selv havde været med til at træffe beslutningen om at tilbageholde afslørende dokumenter.

Fredag i sidste uge erkendte rektor Brian Bech Nielsen (i forgrunden) i en pressemeddelelse fra universitetet, at han selv havde været med til at træffe beslutningen om at tilbageholde afslørende dokumenter.

Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Indland
12. maj 2021

Spørgsmålene hober sig op i sagen om Aarhus Universitets ulovlige forhaling af aktindsigter og efterfølgende falske forklaringer til tilsynsmyndigheden Uddannelses- og Forskningsstyrelsen.

Fredag i sidste uge erkendte rektor Brian Bech Nielsen i en pressemeddelelse fra universitetet, at han selv havde været med til at træffe beslutningen om at tilbageholde afslørende dokumenter. Ifølge ham selv vidste han ikke, at det var ulovligt.

Det fremgik dog ikke af Aarhus Universitets pressemeddelelse, hvilken rolle rektor havde spillet i den centrale del af sagen, der handler om, at universitetet to gange har dækket over ulovligheden og sendt falske forklaringer til styrelsen. Brian Bech Nielsen har tidligere oplyst til Information, at han selv læste redegørelserne, men uden at studse over dem.

Men nu ønsker han ikke længere at bidrage til at oplyse om sagen. Siden rektorens egen indblanding i sagen er kommet frem, har han gentagne gange afvist at stille op til interview, kun svaret på enkelte spørgsmål skriftligt og undladt at svare på en række andre.

Tirsdag i denne uge slog han endegyldigt fast, at han ikke har »yderligere kommentarer« i sagen, hvor han ellers ser ud til at spille en hovedrolle, og hvor Uddannelses- og Forskningsstyrelsen har konkluderet, at Aarhus Universitet har handlet »særdeles kritisabelt«. Og universitetet har heller ikke på anden måde villet svare på Informations spørgsmål.

Dermed er centrale spørgsmål i sagen fortsat uafklarede.

Hvad for et møde?

På det foreliggende grundlag ser det ud til, at den ulovlige beslutning om at forhale aktindsigter, indtil Aarhus Universitet selv kunne fremlægge sin egen interne undersøgelse, oprindeligt blev truffet ved et møde den 27. september 2019. Her deltog ifølge universitetet den daværende dekan Lars Henrik Andersen, prodekan Kurt Nielsen, centerleder Niels Halberg samt universitetets chefjurist.

Efterfølgende satte en eller flere medarbejdere på Aarhus Universitet tilsyneladende spørgsmålstegn ved beslutningen om at forhale aktindsigterne. Ifølge Uddannelses- og forskningsstyrelsen fremgår det af universitetets interne mailudvekslinger, at beslutningen blev »drøftet internt, men at universitetet fastholdt beslutningen«.

Siden blev spørgsmålet om håndteringen af aktindsigterne imidlertid bragt op på endnu et møde den 15. oktober 2019, denne gang med rektor selv som deltager. Det har Aarhus Universitet oplyst på sin hjemmeside. Og ved det møde var Brian Bech Nielsen altså med til at beslutte, at aktindsigterne skulle tilbageholdes.

Omstændighederne omkring mødet er imidlertid uklare. Information har hverken kunnet få oplyst, hvad det var for et møde, hvem der i øvrigt deltog, eller hvorfor spørgsmålet om aktindsigterne var på dagsordenen, når beslutningen tilsyneladende allerede var blevet truffet ved et tidligere møde.

Information havde egentlig en interviewaftale med Brian Bech Nielsen fredag i sidste uge klokken 13.00. Kort inden bad Aarhus Universitets pressechef om en spørgeramme, så rektoren kunne forberede sig. Men efter at have modtaget den aflyste rektor pludselig interviewet. Nu måtte Information nøjes med skriftlige svar.

Heri afviste Brian Bech Nielsen at have løjet om sin involvering i sagen. Ifølge rektoren var han ikke vidende om, at han selv havde været med til at træffe den ulovlige beslutning, da han tidligere samme uge udtalte sig til Information.

Uanset om Brian Bech Nielsen vidste, at beslutningen var ulovlig, har han imidlertid det problem, at han læste de redegørelser med den falske forklaring, som universitetets chefjurist sendte til tilsynsmyndigheden. Det har han selv oplyst til Information, inden hans egen rolle i sagen kom frem. Eftersom Brian Bech Nielsen selv havde været med til at træffe beslutningen om at tilbageholde aktindsigterne, kan det undre, at han ikke studsede over, at der i redegørelserne til styrelsen stod, at universitetet ikke havde truffet nogen sådan beslutning.

»Da jeg ikke er vidende om, at beslutningen den 15. oktober ikke er lovmedholdelig hæftede jeg mig ikke yderligere ved beslutningen. Jeg stolede på, at redegørelserne var retvisende, og jeg gennemgik dem ikke i detalje,« skrev Brian Bech Nielsen i det skriftlige svar til information.

Rektoren har imidlertid ikke villet svare på de nærmere omstændigheder omkring universitetets usande redegørelser til styrelsen. Det gælder blandt andet, hvem ud over chefjuristen der var inde over redegørelserne, og om Brian Bech Nielsen godkendte dem. Information har også spurgt rektoren, om vi kan få lov til at se de dokumenter og e-mails, som universitetet har udleveret til styrelsen, men heller ikke det har han ønsket at svare på.

Andre gøremål

Mandag afviste Brian Bech Nielsen at svare på Informations spørgsmål med et argument om, at han i stedet havde prioriteret at skrive et læserbrev, hvor han svarede på en leder i Information.

»Jeg vil nu gå i gang med dagens andre gøremål og kan derfor ikke svare på dine andre spørgsmål i dag,« skrev han i en mail.

Da Information rykkede for interview igen tirsdag, lød afvisningen fra Brian Bech Nielsen i stedet, at han ikke havde yderligere kommentarer.

Information påpegede i en svarmail, at der fortsat er »ret mange ubesvarede spørgsmål«, som man kunne argumentere for, at han som rektor for en offentlig institution har en forpligtelse til at svare på.

Men igen afviste Brian Bech Nielsen.

»Jeg har ikke yderligere kommentarer, så nej tak,« skrev han tirsdag formiddag til Information.

Det har heller ikke været muligt på anden måde at få svar fra Aarhus Universitet.

»Rektor har sendt svar tidligere i dag,« skriver universitetets pressechef tirsdag i en sms med henvisning til en mail fra Brian Bech Nielsen, hvor han ikke svarer på nogen spørgsmål, men blot afviser at stille op til interview.

Selv ikke helt basale faktuelle spørgsmål om forløbet kan offentligheden altså få svar på. Tilsyneladende har universitetet truffet en beslutning om at lukke ned for kommunikationen med omverdenen i håbet om, at sagen vil gå væk.

Det er en bemærkelsesværdig tilgang til offentlighed fra en forskningsinstitution. Det er en bemærkelsesværdig håndtering af en sag, der i sit udgangspunkt netop handler om tilbageholdelse af oplysninger. Og det er en bemærkelsesværdig ageren med tanke på, at Aarhus Universitet i kølvandet på sagen om oksekødsrapporten gjorde gældende, at man ville genvinde offentlighedens tillid ved fremover at være mere transparente.

Tilbage står spørgsmålet om, hvad årsagen er til, at universitetet vælger en så defensiv håndtering af sagen. Det er svært helt at ryste mistanken af sig om, at der er fakta i sagen, som ikke tåler dagens lys.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

Var den bedste løsning ikke at få ændret loven om landets universiteter - så de ikke skal "leve/forske/undervise" efter hvad de kan indtjene på "fakturer"

Advarslerne angående Helge Sanders og Fogh Rasmussens omlægning af universiteterne osv. har desværre vist sig at være værre end forstillet.

Eva Bertram, Sonja Rosdahl, Dan Ysnæs, Estermarie Mandelquist, Martin Rønnow Klarlund, Erik Boye, Torben Bruhn Andersen, uffe hellum, ingemaje lange, Steen Obel, Steen K Petersen, Inge Lehmann, Werner Gass, Mads Greve Haaning, Signe Hansen, Steffen Gliese, David Zennaro, Poul Søren Kjærsgaard, Lars Bækgaard, Gert Romme og Dennis Jørgensen anbefalede denne kommentar
John Damm Sørensen

Nu er det vel på tide, at Information går til bestyrelsens ekspert på juraområdet, højesteretsdommer Jens Peter Christensen.
Han plejer ikke at være tilbageholdende med interviews.

Hanne Utoft, uffe hellum, Palle Yndal-Olsen, ingemaje lange, Steen Obel, Poul Søren Kjærsgaard, Gert Romme og Morten Wieth anbefalede denne kommentar

Nu må tiden være kommer til at rektor Brian Bech Nielsen og hele bestyrelsen må fjernes.

En offentlig institution, der finansieres af skatteborgernes økonomiske midler skal være helt transparent for skatteborgerne, og her skal man ikke kunne gemme sig eller nægte at svare. - Eller sagt på en anden måde:

Borgerne skal ikke være til grin for deres egne penge, blot fordi det ikke passer en, i øvrigt ligegyldig, rektor at svare på borgernes rimelige spørgsmål.

Men det er altså bestyrelsen, der udstikker den kurs og fart, og det er rektor som skal sørge for, universitetet følger denne kurs og fart.

Derfor er det, der foregår, og det der er foregået på universitetet i sidste ende hele bestyrelsens ansvar. Derfor må hele bestyrelsen gå af sammen med rektor.

Og da så meget er gået galt i disse skandaler, bør man egentlig vurdere de forskellige bestyrelsesmedlemmers dømmekraft. Herunder også højesteretsdommer Jens Peter Christensen, for med den "dømmekraft" han her har vist, er det ganske betænkeligt at han skal kunne dømme i retssager.

uffe hellum, Steen Obel, Inge Lehmann og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Signe Hansen

Han må have vidst at vindene ville blæse en anden vej en dag. Ellers er han da ikke egnede til at besidde den post...

Steffen Gliese

Staten er kommet til at misforstå sin rolle: den skal sikre offentlige og civile aktiviteters funktionsdygtighed, og holde skarpt øje med, at der ikke svindles og bedrages i det private.
Når det kommer til finansiering af universiteterne betaler staten en aftale, hvor den overtog universiteternes betydelige ejendomsportefølje i Aarhus og København imod at finansiere driften og at optage mange flere studerende, end man hidtil havde haft.
I løbet af slutfirserne og for alvor siden halvfemserne er statens rolle som sleeping partner desværre blevet groft forvansket af liberalistisk indstillede embedsmænd, der mente, at man måtte have noget mere igen - at det med andre ord ikke var nok, at man udførte sin rolle i samfundet, men at samfundet havde en berettiget ret til at blande sig i hvordan, når man nu betalte. Her overser man selvfølgelig, at staten ikke betaler, den giver bare folks penge ud til de formål, der er nødvendige for at opretholde og udvikle et moderne, vestligt samfund. Statens rolle er finansiering og at sætte sit laksegl på institutionernes standard efter behørig udvikling.

Anders Sonne Hansen

Jeg har lige hørt, hvordan bestyrelsesformand Connie Hedegaard taler dunder og kræver en kulturændring på Aaarhus Universitet. Hun taler for fuld gennemskuelig og hvordan de ansatte skal være bedre til at støtte op om ledelsen, så man undgår disse sager, hvor universitetet bliver hængt ud i medierne. Med denne udmelding vil det være helt på sin plads, at rektor hurtigst muligt kommer ud og fortæller, hvad der er foregået og hvilken rolle han har haft i sagen. For de mange ansatte på universitetet vil det ligeledes være passende med en god forklaring på, hvorfor chefjuristen skulle ofres. Mange oplever det chokerende at høre, hvordan bestyrelsesformand og rektor hænger denne chefjurist ud i pressen, mens ledelsen går fri. Der er næppe nogen, der rigtig tror på, at chefjuristen selv har fundet på, at give urigtige oplysninger og forhale tingene overfor myndighederne. Det har vedkommende formentligt gjort, fordi en magtfuld ledelse har presset ham til det. Jeg håber, at denne sag sætter lys på magtstrukturerne på Aarhus Universitet, hvor bestyrelse og universitetsledelse altid bakker hinanden 100% op. I bestyrelsen er der helt særlige liberale interesser, der bl.a har medført at universitetet nu satser stort på erhvervssamarbejde, mens der skæres voldsomt ned på klima- og miljøforskning, med mange afskedigelser som følge. Jeg er enig med bestyrelsesformanden i, at en kulturændring på universitetet er påkrævet. Men bør det være med Connie og Brian ved roret?

Eva Bertram, Dan Ysnæs, Morten Wieth, Steen Obel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
kjeld hougaard

En universitetsrektor, eller bestyrelse, der ikke ved at videnskabelige publikationer skal ledsages af en deklaration af hvilke interesser involverede parter har haft. De existerer ikke. Læser de aldrig videnskabelige artikler???

Eva Bertram, Gert Romme, Steen Obel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
William Mannicke

Det kan ikke undre at Universitets rektor forsøger at mørkelægge sin rolle i sagen, igen ”redeskideri” her!
Fortielser, fordrejninger og måske direkte løgne, er åbenbart helt almindelig sagshåndtering og ledelseskultur i de højere akademiske luftlag på direktionsgangen.

Hvad der overrasker mig, er at de studerende og ansatte, ikke for længst, har smidt ham og de involverede professorer mm.
ud af kontorerne.

Helt bogstaveligt. Og blokeret hans videre adgang til Uni.

Hvad venter de på? Flere søforklaringer?

Ole Chemnitz Larsen

De rene skolebørn

I forhold til hvad der ellers ligger mørklagt i Justits- og Skatteministeriet samt hos Folketingets Ombudsmand.

Helt grundlæggende for de typer, herunder især Djøf-jurister i København:

Fejl begås, men rettes ikke, så heller nye fejl, der dækkes over forudgående fejl.

Og sådan kører den bare. med fortsat krænkelser af borgervilje:. Loven.

Og det viser fakta på fakta desværre.

Torben Bruhn Andersen, Gert Romme og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

@ Brian Bech Nielsen,

Rektor Brian Bech Nielsen og hele bestyrelsen arbejder for mine penge - både direkte og indirekte over landbruget.

Og jeg vil først og fremmest bede ham og hele bestyrelsen om at stå til rådighed for borgerne gennem pressen og derefter gå af. Pressen har en vigtig funktion i et demokrati.

Derefter kan det da godt være, at nogle skal se på universitetsloven. Men ærligt talt - det burde man have gjort allerede inden man fik den igennem folketinget. Og med det nuværende politiske flertal og den nuværende regering har jeg i hvert fald ikke tillid til nogen ændring.

uffe hellum

Så i en ren tilståelsessag vælger rektor at erklære sig selv immun overfor aktindsigt og medansvar. I en sag, hvor hans medsammensvorne er blevet fjernet.

Det lyder til en lige til højrebenet: Spark den klovn ud.

Ikke mere "århusianerforskning", ikke mere mørklægning, ikke mere immunitet overfor aktindsigt. Som alle andre offentlige institutioner, skal der naturligvis være aktindsigt uden tøven og vaklen og vrøvl.

Hvis enkelte sagsakter skal sløres ved aktindsigt, så kan det jo gøres INDEN nogen søger aktindsigt, og sløringen skal naturligvis dokumenteres, så den kan efterforskes. Hvis noget ikke er sløret, er der ikke brug for at overveje noget. Aktindsigt er en helt naturlig ting, fuldkommen ligesom hvis din chef gerne vil se din projektplan.

Ole Chemnitz Larsen

Skatteyderbetalte myndighedssvindlere,

hvis lovbrud ofte er skjult for dem,

der betaler.

Hanne Utoft

Hvornår sygemelder Brian Bech Nielsen sig mon?!

... en spørgeramme, udbad universitetets pressechef sig - hvorpå der intet interview blev. Også sproget demonstrerer korrumperingen af det offentlige Danmark.

Erik Fuglsang

Hmmm..

Så rektor Brian Bech Nielsen kender angiveligt ikke til reglerne om, - og i hvilket omfang - man lovligt kan afskære dokumenter og dokumentoplysninger fra aktindsigt og komme med søforklaringer til tilsynsmyndigheden?

Jeg må anbefale rektoren at lægge vejen forbi Juridisk Institut, Bartholins Allé 16, som forøvrigt er beliggende midt i den smukke universitetspark. Her kan rektoren - sikkert vederlagsfrit - få adgang til nogle af landets førende eksperter i både aktindsigtsregler og tilsynsmyndigheder!

Lars Bækgaard

Jeg håber, Information vil fokusere på de strukturelle konsekvenser af universitetsloven for forskning og uddannelse.

Måske kan dette føre til, at ministeriet og styrelsen igangsætter en omfattende og tiltrængt revision af universitetsloven og det øvrige grundlag for universiteternes virke.