De røde står over for en kæmpe opgave: At gøre Danmark grønnere uden at tabe arbejderne på gulvet

I sin første tale til kongressen som præsident afgav Joe Biden et historisk løfte til den amerikanske arbejder- og middelklasse. De første 100 dage af hans præsidentperiode var gået, og i talen satte Biden ord på det vidtrækkende mål om, at USA i 2030 skal have reduceret sin klimabelastning med 50-52 procent.

»Klimaforandringerne udgør en eksistentiel trussel,« lød det fra præsidenten.

»Men svaret på denne trussel udgør en mulighed for at understøtte good-paying union jobs.«

Det amerikanske klimamål er ikke kun et løfte om en mere bæredygtig amerikansk økonomi. Det er også et løfte om »at genopbygge middelklassen« ved at skabe gode, organiserede og sunde arbejdspladser.

En ny grøn samfundskontrakt.

Som altid er det vanskeligt at sammenligne det danske og amerikanske arbejdsmarked, men Bidens tale rummer på mange måde samme løfte, som den socialdemokratiske regering har givet herhjemme.

»Det er meget sigende og værd at bifalde,« som beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) siger til Information.

I bogen Den syge kapitalisme fra 2018 diagnosticerer han de iboende sygdomme, som han mener findes i den nuværende kapitalisme, og skitserer en ny social kontrakt, der blandt andet skal bygge på en grønnere, mere bæredygtig økonomi.

»Den grønne omstilling indebærer et tigerspring i vores økonomi, som også vil indebære, at vores arbejdsmarked forandrer sig. Og det at skabe good union jobs skal også være vores pejlemærke,« siger han.

På den måde kan Bidens ord også bruges som anledning til at se på, hvad omstillingen vil gøre ved det danske arbejdsmarked. For som det forskerdrevne initiativ Klima- og Omstillingsområdet skriver i en analyse, vil det at nå de danske klimamål »medføre en strukturel forandring af økonomien, som kan øge ledigheden inden for visse brancher, faggrupper og geografiske områder«.

Spørgsmålet er, hvor det efterlader beskæftigelsen. Og om omstillingen er en trussel mod almindelige lønmodtagere. Eller om kampen for en grønnere verden rummer kimen til et nyt socialdemokratisk projekt med bedre løn og arbejdsvilkår for arbejderklassen.

Frygt for manglende faglærte

For Peter Hummelgaard er omstillingen historisk set ikke et chokerende fænomen, men et billede på, at arbejdsmarkedet er under konstant forandring. Men hvor store forandringer tidligere har været drevet af teknologiske fremskridt eller nye livsformer, er det nu et kapløb med tiden for at tilpasse sig Danmarks – og resten af verdens – klimamål.

Det danske samfund mangler for så vidt ikke evnerne til det, mener Hummelgaard. Men det stiller krav om balancer, siger han og fremfører det synspunkt, der har været Socialdemokratiets kerneargument i klimadebatten siden regeringsnedsættelsen i 2019:

»Et land som Danmark har en forbandet forpligtelse til at vise, at vi er i stand til at transformere vores samfund og økonomi på en måde, hvor vi ikke bare sender alle de gode og produktive arbejdspladser til lande, der er ligeglade med at transformere sig,« siger han og gentager: 

»Og samtidig skal vi sikre, at de arbejdspladser, der bliver skabt, bliver gode job med ordentlige vilkår og gode lønninger. Good union jobs.«

Man kan sige, at vi har stået her før. Ligesom under opbygningen af efterkrigstidens moderne velfærdsstat, hvor befolkningen fik uddannelsesmæssige løft for at kunne fungere på morgendagens arbejdsmarked, hersker nu igen en frygt for manglende arbejdskraft.

Skal klimamålene nås, er der nemlig behov for markant flere faglærte og omskolinger af arbejdsstyrken, viser flere analyser. Også mere end hvad vi ifølge Peter Hummelgaard »på nuværende tidspunkt er i stand til at levere«.

Fagbevægelsens Hovedorganisation har regnet sig frem til, at opfyldelsen af 70-procentsmålet i 2030 vil kræve 200.000 årsværk. Til gengæld vil det fundamentalt forandre, hvilken type af arbejdskraft der efterspørges. Ifølge tænketanken Concito bliver der stor mangel på folk med de rette kompetencer, og Boston Consulting Group advarer om »den perfekte storm«. Et større behov for kvalificeret grøn arbejdskraft og en global kamp om talenterne skaber »et mismatch« og truer hele det grønne projekt, lyder det.

Samme advarsel kommer fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der anslår, at Danmark frem mod 2030 vil mangle 99.000 faglærte. Det gælder VVS’ere, der kan skifte oliefyr, tømrere, murere og elektrikere, der kan renovere bygninger, og smede, montører og teknikere, der kan rejse solcelleanlæg og vindmøller. Kloge hænder er »krumtappen« i omstillingen, skriver rådet.

Hos Fagvægelsens Hovedorganisation, der repræsenterer 1,3 millioner danskere, er formand Lizette Risgaard indstillet på, at en omkalfatring af arbejdsmarkedet er under opsejling.

»Der er vi godt tjent med den danske model og en tro på trepartsaftaler, overenskomstsystemer og en flexicurity-model, som gør, at lønmodtagerne er omskiftelige og tager de forandringer, der kommer, til sig,« siger hun.

Fra godt til dårligt job

Omstillingens konsekvenser for arbejdsmarkedet holder heller ikke Lars Gårn Hansen vågen om natten.

Som professor på Københavns Universitet og miljøøkonomisk vismand har han været med til at forfatte flere analyser om, hvad opfyldelsen af klimamålene betyder for beskæftigelsen. Men det vil være en fejlagtig fortælling, at klimakampen ligefrem skulle være en jobfest, mener han.

»I det store regnestykke er omstillingen faktisk ikke så dyr. Vores beregninger viser, at hvis vi gennemfører omstillingen fornuftigt, så koster det nogle arbejdspladser, men det er ikke særlig mange,« siger han.

»Et par tusinder eller tre samlet set.«

Det tal er selvfølgelig for den samlede danske beskæftigelse. Og det baserer sig på, at nogle af de job, vi taber på gyngerne, vinder vi på karrusellerne. Zoomer man derimod ind på eksempelvis landbruget, der udleder store mængder klimagasser fra dyr og marker, ser regnestykket dramatisk ud. 

Hvis man, som vismændene anbefaler, primært fuldfører omstillingen med en høj drivhusgasafgift på 1.200 kroner i 2030, vil det koste mellem 17.000 og 19.000 fuldtidsjob i landbrug- og fødevarebranchen i 2030. Hvert fjerde job i landbruget og hvert tiende i fødevaresektoren vil være forsvundet.

Og så er der de udsatte job i andre brancher. Klima- og Omstillingsrådet vurderer, at cirka 185.000 mennesker er ansat i brancher med høj udledningsintensitet i produktionen. Derudover er godt 115.000 eksponeret over for disse industrier som aftagere eller leverandører. I alt ti procent af den danske arbejdsstyrke er med andre ord truet af den grønne omstilling, skønner Klima- og Omstillingsrådet.

»Alle i gruppen vil ikke miste sin ansættelse,« skriver rådet, »men (det) anskueliggør udfordringens omfang for arbejdsmarkedet.«

Omvendt vurderer analysehuset DAMVAD, at omstillingen vil tilføre Danmark 95.000 nye job i 2035 i et scenarie, hvor verden begrænser den globale opvarmning til to grader, som Parisaftalen foreskriver. Ingeniørforeningen IDA er mere optimistisk. På baggrund af tal fra AE-rådet forventer de, at deres klimaplan vil have en beskæftigelseseffekt på mere end 400.000 årsværk fordelt på bygge og anlæg, industri, landbrug og service.

De brancher stemmer godt overens med, hvor Lars Gårn Hansen forventer, at arbejdspladserne vil blive flyttet hen. Men spørgsmålet er, hvad det er for job, der venter. Det socialdemokratiske projekt har for så vidt altid handlet om at frigøre mennesket gennem at uddanne det og få dem med, som endnu ikke havde fodfæste på arbejdsmarkedet. Ifølge vismanden er det dog uvist, om klimaomstillingen nødvendigvis vil afføde bedre job over det næste årti.

»I vores fremskrivninger vil omstillingen faktisk koste en lille reallønsnedgang,« siger han.

»Det er ikke det samme som dårligere job, men der er et jobpres qua omkostningerne ved omstillingen, selv om presset ikke er superstort. Vi har endnu ikke analyseret selve fordelingen, men vi kan ikke afvise, at nogen vil komme i klemme, som bor et sted, hvor de har et godt job, og som ender med at må tage et dårligere«.

Hurtig klimapolitik, færre arbejdsløse

Hvis omstillingen skal tjene arbejderklassen, ligger der ifølge Peter Hummelgaard »en kæmpe opgave« i at sikre den nødvendige kvalificerede arbejdskraft til de nye stillinger. Ufaglærte skal opkvalificeres til faglærte, og »unge mennesker skal i højere grad vælge de faglærte uddannelser, der bliver helt afgørende for, at vi kan indfri vores grønne målsætninger«.

»Vi kan ikke bilde os selv ind, at vi kan rekruttere den fornødne faglærte arbejdskraft i udlandet, når andre lande også begynder at omstille sig i samme tempo.«

Esbjerg Havn er et godt eksempel på, hvordan omstillingen skal foregå, mener Hummelgaard. Havnen var oprindeligt domineret af fiskeri, men blev senere et knudepunkt i den danske olie- og gasudvinding i Nordsøen. Da regeringen sidste år satte en slutdato for oliejagten, blev der afsat penge til at udvikle havnen for at understøtte udviklingen af havvind og dermed transformere havnens arbejdspladser endnu en gang.

»Det er et billede på et konkret lokalområde i Danmark, som i alle de store transformationer, der har været af økonomien, har været i stand til at følge med og langt hen ad vejen holde mange af de samme medarbejdere i hånden i den omstilling,« siger han.

»Mange af de samme medarbejdere, der gik på olieplatforme, kommer til at blive omskolet til at betjene offshore-vindmøller, som bliver stadig større og mere specialiserede og derfor kommer til at kræve servicering,« siger Hummelgaard.

En anden – og noget mere konfliktfyldt – historie om omstillingen er den udledningstunge industri. Regeringen har trods kritik fra vismænd og venstrefløj afvist at indføre en høj, ensartet afgift på drivhusgasser. I stedet har den valgt løsninger som at lave en særaftale med Aalborg Portland og etablere en ny gasledning til Lolland-Falster og Nordic Sugars fabrikker. 

De eksempler viser, siger Hummelgaard, at regeringen fokuserer på at gøre sorte arbejdspladser grønnere frem for blot at lukke dem ned i et forsøg på at se »mest grøn ud på Twitter«.

»Når jeg betragter mig selv som en grøn socialdemokrat, så er det vel at mærke også sådan, at jeg ikke sætter det grønne over alle andre hensyn. Vi når ingen vegne, hvis vi lukker alle eksisterende arbejdspladser, frem for at gøre alt hvad vi kan for at understøtte, at de bliver grønnere‚« siger Hummelgaard.

Problemet med den strategi er, at det risikerer at koste flere job end nødvendigt, forklarer Lars Gårn Hansen.

»Det handler om at få iscenesat den overgang så hurtigt og smidigt som muligt. Hvis vi ikke tager reduktionerne i for eksempel landbruget og jobtabene i landbruget, så ender vi grundlæggende med netto at miste flere job i andre dele af økonomien, fordi hele omstillingen bliver dyrere,« siger han.

– Men som økonom ser du på helhedsbilledet. Er problemet ikke, at når en lønmodtager mister jobbet om mandagen, står Vestas måske ikke klar med et nyt om tirsdagen? 

»Jo, det er en fuldstændig reel problemstilling. Men jo senere man får fastlagt rammerne, og jo hurtigere man skal forcere, desto større bliver omkostningen, og desto flere folk kommer til at stå i en periode og være arbejdsløse.«

Faktiske forhold i jernindustrien

Uanset hvordan den grønne omstilling realiseres, benægter de færreste, at klimaomstillingen vil skabe store forskydninger på arbejdsmarkedet. Job vil lukke, nye vil opstå, og mennesker vil på et tidspunkt komme til at gå ledige.

»Selvfølgelig vil der være en overgangsledighed for nogen,« siger Lars Gårn Hansen.

Men tror Socialdemokratiet selv – set over en bred kam – at omstillingen om 10, 15 eller 20 år vil have skabt bedre liv for arbejderklassen?

»Det kommer fuldstændig an på, hvordan vi gør det. Hvis vi dumstædigt insisterer på at gøre det umuligt for nogle industrier, der i dag er udledningsintensive og også geografisk placerede i områder uden særlig mange jobmuligheder, så vil det give dårligere liv for mange lønarbejdere,« svarer Hummelgaard.

– Siger du, at gjort rigtigt kan omstillingen blive katalysator for endnu et historisk løft af arbejdsstyrken og for et mere socialt retfærdigt og lige samfund?

»Ja, det mener jeg sagtens, at den kan. Det har vi en masse muligheder for. Men man skal ikke undervurdere, at det for den enkelte kan føles meget, meget svært, ensomt og uoverstigeligt, når store forskydninger finder sted. Og vi skal ikke bilde os selv ind, at det kommer af sig selv.«

Peter Hummelgaard vil derfor også gerne være med til at definere en ny social grøn samfundskontrakt. Et nyt rød-grønt løfte til arbejderklassen. Den kunne begynde med et berømt Storm P-citat, en reference til metalindustriens arbejdskamp i begyndelsen af 1900-tallet:

»’De faktiske forhold i jernindustrien’ er, at vi skal omstille os til en mere klimavenlig måde at producere på. Men det skal ske på en sådan måde, hvor vi får skabt flest mulige job og flest muligheder til almindelige lønarbejdere. Målet i en socialdemokrats optik er stadig fuld beskæftigelse, så man kan tilbyde fri og lige adgang til alt, hvad der har sand værdi i tilværelsen,« siger Hummelgaard.

Trygge mennesker tør

Socialdemokratiets bånd til fagbevægelsen har altid været stærke. Og Lizette Risgaards svar ligger ikke langt fra beskæftigelsesministerens: Hvis lønmodtagerne skal acceptere overgangsledighed og andre følger af omstillingen, kræver det et langt større fokus på efter- og videreuddannelse.

Men, understreger hun: Lønmodtagerne skal også kunne have tillid til, at de har et stærkt sikkerhedsnet, der griber dem. Og den tryghed kræver et velfungerende dagpengesystem, som regeringen ikke har sikret, siger Risgaard.

»Trygge mennesker tør, men utrygge mennesker er ikke meget for at flytte sig.«

I mange år er dagpengesatsen ikke fulgt med lønudviklingen, og ifølge FH’s analyser vil bruttokompensationen ved dagpenge være helt nede på 46 procent i 2023.

»Det er der, hvor man godt kan få ondt i maven, hvis man risikerer en fyreseddel, eller at jobbet ikke er der i morgen,« siger Lizette Risgaard.

– Vil omstillingen betyde bedre eller værre arbejdsliv for jeres medlemmer?

»Jeg håber saftsuseme, at det er noget, der vil bringe mere værdi. Man kan i hvert fald sige, at hvis vi står stille og bare venter på, at det kører hen over hovedet på os, så vil det ikke skabe bedre liv – snarere tværtimod,« siger hun.

»Men hvis vi kan løfte de ufaglærte til faglærte og videre i systemerne, så vil der være endnu større mulighed for, at der skabes gode job og indtjeningsmuligheder både for lønmodtagere, virksomheder og Danmark,« siger hun.