»Useriøst og helt sort«: Skarp kritik af regeringens måde at opgøre ’grønne’ bilers CO2-udslip

Regeringen bruger misvisende tal til at opgøre CO2-udledningen fra pluginhybridbiler, vurderer eksperter på baggrund af nyt ministersvar. Udslippet er reelt markant højere end antaget, lyder det. Politikere vil have en ny officiel opgørelse og frygter, at pengene til klimaomstilling bruges forkert
Hvor meget pluginhybridbiler reelt udleder, er stærkt omdiskuteret. Det samlede udslip baserer sig på hele bilens levetid herunder produktion, forbrug og køremønster, og flere analyser tyder på, at bilerne langtfra er så bæredygtige, som man umiddelbart skulle tro.

Hvor meget pluginhybridbiler reelt udleder, er stærkt omdiskuteret. Det samlede udslip baserer sig på hele bilens levetid herunder produktion, forbrug og køremønster, og flere analyser tyder på, at bilerne langtfra er så bæredygtige, som man umiddelbart skulle tro.

Indland
14. maj 2021

Når regeringen i dag skal opgøre pluginhybridbilers klimabelastning, orienterer den sig ikke i faglige analyser af CO2-udslippet fra de kombinerede el- og benzinbiler.

Til eksperter og fagfolks forbavselse bruger regeringen i stedet abonnementsprisen hos to private ladeoperatører, der lever af at sælge strøm til el- og hybridbilsejere. Det viser et ministersvar, som skatteminister Morten Bødskov har sendt til Folketinget.

Ministeren skriver, at virksomhederne Clever og E.ON »udbyder abonnementsordninger til opladning af pluginhybridbiler til cirka 50 procent af prisen på de tilsvarende produkter til elbiler«.

I regeringens beregninger for CO2-udslippet fra pluginhybrider, altså biler med både en forbrændingsmotor og en elmotor, antages det derfor, »at plug-in hybridbiler kører halvdelen af de kørte kilometer på el og den anden halvdel på den konventionelle motor«.

Men det er både »useriøst og helt sort« at opgøre udledningerne fra pluginhybrider på den måde, mener Jeppe Juul, seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling og ekspert i grøn transport. Ifølge ham undervurderer ministeriet »markant« klimabelastningen fra bilerne, der både kan køre på el og brændstof, og som fra 2026 ikke længere anses for at være grønne af EU.

»Det her er på ingen måde seriøse tal. Reelt vil udledningerne være markant højere, end ministeriet antager,« siger han.

Også professor i energiplanlægning Brian Vad Mathiesen fra Aalborg Universitet mener, at Skatteministeriets antagelser er forkerte.

»Man kan ikke gøre det op på den måde,« siger han og understreger, at »mange rapporter viser, at pluginhybridbiler ikke er en grøn løsning«.

Selv i bilorganisationen FDM, der er fortaler for pluginhybrider som en brik i den grønne omstilling af transportsektoren, siger chefkonsulent og forbrugerøkonom Ilyas Dogru, at »det er en meget, meget underlig måde, ministeriet opgør det på«.

»Det går naturligvis ikke. Man kan ikke beregne en bils udledning ud fra en ladeoperatørs abonnementspris,« siger han.

Mangler officiel opgørelse

Hvor meget pluginhybridbiler reelt udleder, er stærkt omdiskuteret. Det samlede udslip baserer sig på hele bilens levetid herunder produktion, forbrug og køremønster, og flere analyser tyder på, at bilerne langtfra er så bæredygtige, som man umiddelbart skulle tro.

En pluginhybrids batteri kan typisk ikke hurtiglades, hvorfor kørslen på korte ture typisk vil køres på el, mens lange ture typisk køres på brændstoffer. Desuden er produktionen mere energikrævende, da pluginhybridbiler både har en elmotor og en forbrændingsmotor. For at kunne lave en samlet CO2-opgørelse, er det dog nødvendigt at kende, præcis hvor stor en del af kørslen der sker på henholdsvis el og fossilt brændsel.

Morten Bødskov skriver i svaret til Folketinget, at Skatteministeriet bruger ladeoperatørernes abonnementspriser, fordi ministeriet ikke er »bekendt med tekniske analyser« af spørgsmålet i dansk sammenhæng. Internationalt findes der dog flere studier, som forsøger at opgøre pluginhybridernes udledning.

På baggrund af nogle af de studier advarer regeringens eget ekspertorgan, Klimarådet, i et notat mod pluginhybridbiler. Rådet vurderer, at bilerne er lige så klimaskadelige som nye dieselbiler. De kombinerede el- og forbrændingsbiler udleder ifølge notatet omkring 170 gram CO2 pr. kilometer, hvilket cirka svarer til udledningen fra effektive dieselbiler. Til sammenligning udleder elbiler 92 gram CO2 pr. kilometer.

En undersøgelse fra ngo’en International Council on Clean Transportation, ICCT, konkluderer desuden, at pluginhybridbilerne i virkelighedens verden ikke bliver ladet lige så meget op, som fabrikanternes laboratorietest viser. ICCT finder, at bilerne udleder mellem to til fire gange så meget CO2, som der hævdes på fabrikanternes hjemmesider.

På baggrund af et større analysearbejde har EU-Kommissionen desuden for nyligt besluttet, at pluginhybridbilerne fra 2026 ikke længere anses for at være grønne af EU, netop fordi de stadig udleder CO2.

Jeppe Juul mener, at regeringen burde orientere sig i de studier frem for Clever og E.ON.’s abonnementspriser, mens Ilyas Dorgu fra FDM efterlyser, at regeringen selv laver nogle »grundige undersøgelser fra officiel side«.

»Der er en del undersøgelser fra andre lande, men vi har brug for en dansk undersøgelse, så vi har et oplyst grundlag at tale ud fra,« siger Ilyas Dorgu.

Salget boomer

Regeringen og dens støttepartier har i den store bilaftale fra december valgt at medregne pluginhybridbiler som »grønne« i målet om at få i alt 775.000 »grønne biler« på vejene i 2030.

For at fremme salget får pluginhybridbilerne derfor en klækkelig skatterabat i form af en afgiftsnedsættelse på gennemsnitligt 108.700 kroner pr. bil. Som Information fortalte onsdag, er der i årets fire første måneder blevet solgt 10.354 nye pluginhybridbiler, hvilket svarer til, at staten i den periode har brugt mere end én milliard kroner på at støtte pluginhybridbiler.

 

Danmark yder altså støtte til noget, som EU-Kommissionen fremover vil stemple som sort. Over for Information kaldte professor Brian Vad Mathiesen det »en fejl«, da det ikke »hjælper på den grønne omstilling«.

»Det skal vi simpelthen have stoppet,« sagde han.

I Enhedslisten kalder transportordfører Rasmus Vestergaard Madsen det »uhørt, at vi træffer så store beslutninger på så løst et grundlag«.

»Det er da helt skørt. I værste fald er det jo greenwashing af pluginhybridbiler,« siger han og tilslutter sig »til fulde« ønsket om, at der snarest muligt bliver lavet en officiel undersøgelse af pluginhybridbilernes udledning.

»Med ministeriets antagelse bliver pluginhybridbiler gjort langt grønnere, end de er, og det er problematisk, fordi vi risikerer at bruge de sparsomme penge til grøn omstilling helt forkert,« siger Rasmus Vestergaard Madsen.

De Radikales klimaordfører Rasmus Helveg Petersen forstår godt, at Skatteministeriet må have nogle forudsætninger at regne ud fra. Men han tror ikke selv på, at tallene er rigtige.

»Det er jo svært, fordi det er ny teknologi. I det mindste sker det med åbne forudsætninger. Så længe vi ved, hvordan de gør det. Jeg tror bare ikke, at det holder vand‚« siger Rasmus Helveg Petersen og pointerer, at pluginhybridbiler er »en overgangsteknologi«.

»Jeg tror ikke, mange køber dem om fem år. Batterierne til de rigtige elbiler er overlegne, så alle analyser tyder på, at det nok skal vende. Selv om salget for pluginhybridbiler stiger netop nu, så vil det vende om måneder, snarere end år,« siger Rasmus Helveg Petersen, der også ønsker en ny officiel undersøgelse af pluginhybridbilernes CO2-udledning i Danmark.

Også Signe Munk, klimaordfører for SF, mener, at det ville være gavnligt med mere konkret viden om danskernes kørsel i pluginhybridbiler.

»Vi vil gerne have styrket vidensgrundlaget for udledningen for pluginhybridbiler i Danmark. Og derfor bør det følges tæt. På den måde kan vi netop få et klarere billede af om antagelserne fra ministeriet er retvisende,« siger hun og påpeger, at »det også var vigtigt for os, at det blev skrevet ind i bilaftalen, at udviklingen skal følges. Det gælder både økonomi og CO2-udledning«.

Skatteministeriet oplyser til Information, at det løbende ser »på de erfaringer, som dannes i såvel Danmark som i resten af EU og verden, i takt med at der sælges flere plug-in-hybridbiler. Det er i den sammenhæng nærliggende at se nærmere på en egentlig vidensopsamling i samarbejde med relevante parter på området.«

En grøn bilrevolution?

Store afgiftsrabatter har fået salget af pluginhybridbiler i Danmark til at eksplodere. Men mens regeringen taler om en »grøn revolution«, advarer eksperter om greenwashing for milliarder af skattekroner. I denne serie undersøger Information, om bilrevolutionen faktisk er grøn, grå eller sort.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Fosberg

Man er forlængst holdt at undre sig over denne og løbende regeringers mangel på inkompetence eller manipulation. Spørgsmålet er blot hvor meget er inkompetence (dumhed) og hvor meget er manipulation og bevidst vildledning (ulovligheder/korruption) af den befolkning der har valgt den til at lede landet.

Ekstrabladet har i dag en artikel om hvordan samfundets reelle magthavere for en beskeden sum til partikassen kan få direkte adgang til regeringens tunge drenge.

https://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/pengeklub-balancere...

Michael Hullevad, Hanne Utoft, Per Dørup, Mogens Holme, Bjarne Andersen, John Andersen, Holger Nielsen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Lars Jensen

Plug-in hybrider er ikke fremtiden. De fleste kan med fordel købe en moderat elbil med en rækkevidde på 3-400 km. Den virkelige fremtid er hydrogen biler.

gregers hoff

den virkelige fremtid er offentlig transport

P.G. Olsen, Werner Gass, Flemming Berger, Søren Fosberg, Jacob O, Peter Staal og Carsten Munk anbefalede denne kommentar
Morten Balling

"Tell me lies, tell me sweet little lies" :)

Den virkelige fremtid er at vi bliver ved med at vælge politikere som påstår at de kan løse problemerne, og så bilder vi os ind at det skal de nok gøre. Vi vil hellere leve "trygt" end vi vil forholde os til virkeligheden.

John Scheibelein, Michael Hullevad, Søren Fosberg og Carsten Munk anbefalede denne kommentar
henrik poulsen

"Den virkelige fremtid er hydrogen biler."

Nej og atter nej. Brint skal fremstilles,det kommer ikke bare op ad jorden.Det kan enten laves ud fra fossile kilder som olie eller gas,hvorved der udledes CO2 som om olien gassen blev brændt af. Eller det kan laves ved elektrolyse.Det vil sige, at man sætter strøm til vand,hvorved der dannes brint,som så kan fyldes på en bil,så den kan køre. HERVED MISTER MAN MINDST HALVDELEN AF ENERGIEN. Det går selvfølgelig ikke.Fuldstændig utilladeligt sløseri.

https://ing.dk/artikel/brintbiler-oeger-vores-afhaengighed-fossile-braen...

Henning Kjær

Regeringens beregninger er ikke baserret på seriøse/virkelige tal. På samme måde er kommentarerne heller ikke baseret på fakta fra virkeligheden, men er rent politiske tilkendegivelser og om hvd EU vil gøre i fremtiden.

Morten Balling

@henrik poulsen

Ja, der findes ikke nogen gratis frokost. Brint er også svært at håndtere og opbevare, og hvis vi slipper store mængder brint fri, ligesom vi gjorde med CFC gasser i spraydåser, så er effekten på ozonlaget potentielt den samme.

Det behøver vi dog næppe frygte, fordi bilproducenterne, som vel at bemærke er dem som beslutter sig for at producere biler, har valgt el, fordi det lader til at være det markedet efterspørger. Det kan de frit gøre indtil det går op for folk, at en omstilling af den globale bilpark til el ville betyde at litiumreserven dermed var væk, samt at de "nye" elbilers batterier "døde" efter 10 år. På det tidspunkt vil man formentlig også begynde at snakke om, hvordan man mere effektivt genbruger grundstofferne, og indse at det er for sent.

Når vi laver el ud af fossil energi mister vi allerede mere end halvdelen af energien, og hvis man ser på det globale ressource regnskab, så havner ca. 2-3% af de ressourcer vi bruger i et "nyttigt" produkt, mens resten (stort set det hele) ender som "forurening".

Vi skal til at lære at gå igen :)

Søren Fosberg

Der er ingen mangel på meninger men hvad med at bidrage med lidt viden?

Regeringen og politikerne i almindelighed vil gerne styre hvilke teknologier der skal fremmes. Men det har de slet ikke kompetence til. Problemet er forurening og det logiske er derfor at beskatte forurening (ikke kun CO2, brint forurener også f.eks) i stedet for at lade fællesskabet bære omkostningerne ved forureningen. Men beskatte forurening vil man ikke, det ser endog ud til at man har givet olieindustrien håndslag på at afgifter på den fossile forurening vil blive kompenseret krone for krone, et regulært forræderi overfor befolkningen.

Men tilbage til emnet. Det handler ikke om at vi skal vælge brint eller el eller noget tredie som energiteknologi, men om at minimere forureningen. Hvis vi beskatter CO2 forurening som foreslået af Klimarådet kan vi i ro og mag overlade til markedet at vælge den mest effektive teknologi. Men det kræver naturligvis at bygger de strukturer i samfundet der understøtter at forureningsomkostningerne bliver en del af markedspriserne.

De to store politiske opgaver henimod det bæredygtige samfund bliver udfasning af fossiler - drevet frem af
progressive CO2 afgifter - og etablering af cirkulær økonomi. Det betyder en fuldstændig reorganisering af samfundet. I overgangsfasen til det bæredygtige samfund skal vi desuden etablere et Border Tax Adjustment System som EU netop arbejder på (hvor er den danske regering, hvorfor er både den og Clement Kjersgaard så tavse?).

Men det allerførste bliver en ny regering.

Søren Fosberg´s kommentarer bekræfter Statsmonolpolkapitalistisk teori om senkapitalismens fusionering af stat/regering og kapital ind i en enhedsmekanisme, hvor politikere fungerer som stik-i rend drenge/ prostituerede for kapitalen, eller "erhvervslivet," som det hedder i neoliberalt sprogbrug.
Men som bekendt stoppede det altdominerende neoliberale paradigme, der satte ind omkring 1980´erne, desværre videreudviklingen af statsmonopolkapitalistisk teori, kapitallogisk teori, marxisme- og imperialismeteori på Uni . - Og ind i stedet kom borgerlige demokrati - og menneskerettighedsinstitutter. Helt i overensstemmelse med USA´s/Nato´s såkaldte Menneskerrettigheds-/ R2P- krige, der satte ind præcist efter Warszawapagtens/Sovjetblokkens opløsning.
Konkret er det svært at være uenig med Fosberg´s argumentation om, at regeringen er i gang med at manipulere befolkningen til at tro, at hybrid- og for den sags skyld el-biler, konstituerer den teknologiske løsning på forureningsproblemet,
Dertil kommer trængselsproblemet.
Nedregulering af massebilismen og udbygning og (vedligeholdelse) af cykelstier er den eneste sikre grønne klima- og sundhedspolitiske vej frem.

Michael Hullevad

Det virker lidt tåbeligt, hvis man ikke tager udgangspunkt i CO2 udledningen. når man beskatter. Men det gør man ikke!

Morten Balling

@Michael Hullevad

Ja, det er tåbeligt, men ikke så mystisk. For at undgå at det pyramidespil vi kalder vækstøkonomi kollapser, så er man nødt til at opretholde væksten. Man kan ikke have økonomisk vækst uden at bruge flere og flere ressourcer, og for at kunne producere skal man blandt andet bruge energi.

Samtidig kommer energien langt overvejende fra fossile kilder, så en beskatning af CO2 (eller ressourceforbrug), vil uvægerligt lede til et finanskollaps, uden et alternativ til fossil energi. Det ville, med Verden som den ser ud i dag, medføre et kollaps af det globale samfund, i hvert fald i den del af Verden vi bor i, her eksemplificeret (i en mild version) i serien Years and Years:

https://youtu.be/xbg89GcsUmc

Det tåbelige er frem for alt at man ikke bare kan vende ryggen til problemet som man gør nu. Problemer forsvinder ikke bare fordi man ignorerer dem.

Søren Kristensen

Hvis man vil vide hvor grøn en bil i virkeligheden er skal man først kompensere for valørforskelle ved at belyse overfladen indtil en fastlagt lux og derefter bruge en kromatisk farveskala.