80’er-holdet er stadig målestokken

På kampdagen mod Wales slog TV 2’s rejsende reporter Rasmus Tantholdt en selfie op på Facebook, hvor han var fotograferet med Søren Lerby på et fortov i Amsterdam og lod meddele: »Total starstrucked. Legenden uden benskinner. Søren Lerby tror på svær kamp mod Wales, men dansk sejr«.

En helt neutral tekst midt i de sociale mediers kaskader af hysterisk nationalføleri, som ikke desto mindre mandag morgen – og altså halvandet døgn efter 0-4-rundbarberingen af Wales lørdag aften – havde en score på mere end 3,8 tusind likes, 144 kommentarer 19 delinger. Så godt som alle kommentarer forholdt sig ikke til tv-stjernen Tantholdt, men til den nu 63-årige Lerby.

Vel, vel, ikke hans evner som midtbanestrateg med speciale i disse præcise skift over 40-50 meter, der altid landede i Frank Arnesens fodskifte, ikke de taktiske dybdeløb uden bold, der gjorde plads til en Elkjær eller en Laudrup, ikke hans funktion som landsholdets all round-spiller med højeste bundniveau både som venstre back og på midtbanen, nej, nej – men til hans blottede skinneben med de nedrullede strømper, der understregede et image som den kompromisløse tackler, indpiskeren med en vindermentalitet, der nærmede sig det patologiske (han fik ødelagt en hel dag, hvis han tabte til sin søster i ludo, betroede han mig i 80’erne).

Og Frank Arnesen har måske mest præcist skildret Lerbys kombination af evne og temperament: »Hvis du spiller med bolden, tackler du ikke. Hvis du tackler, spiller du ikke bolden. Det, der gør Søren til en sjældenhed, er, at han gør begge dele samtidig.«

80’er-holdet dominerer tv

Lerby er blandt de seks-syv navne – med Elkjær og Laudrup er det Olsen, Arnesen, Simonsen, Berggren og selvfølgelig Piontek – der i dag forbindes med gennembruddet ved EM-slutrunden i 1984 i Frankrig, hvor holdet tabte semifinalen i Lyon til et spansk hold, der burde være slået i ordinær spilletid (Lerby lagde ud med en scoring til 1-0), men som spanierne vandt efter dansk fodboldhistories mest omtalte straffesparkafbrænder i lotteriet efter 1-1 i den forlængede spilletid.

Og i dag topper 80’er-holdets profiler korpset af tv-fodboldeksperter med Preben Elkjær og Michael Laudrup som Champions League-konger i TV3, suppleret med Jan Mølby og Per Frimann. Lerby, udlandsdansker, siden han som 17-årig i 1975 flyttede dørskiltet til Amsterdam med en Ajax-kontrakt på 411.000 danske kroner i overgangssum, har aldrig været fast kommentator på danske kanaler, men kommenterede ofte på hollandsk tv, eksempelvis ved VM-slutrunden i Frankrig 1998, hvor jeg igen løb på ham, nu også som indehaver af eget spilleragentur.

Til gengæld har han leveret det ofte citerede bon mot – senest gentaget af eksperten i alt muligt Lykke Friis – nemlig at ’fodbold er ikke for de stumme’, der er titlen på den bog, jeg skrev sammen med nu afdøde Steen Ankerdal i 1985.

At han stod der ved siden af Tantholdt på Facebook i lørdags, er ikke mærkeligt – byen var hans hjemsted i otte år frem til 1983, da han flyttede til München, og i øvrigt har han som spilleragent muligvis haft interesser at varetage for sin klient Pierre Emile Højbjerg.

Højberg vore dages Lerby

Og for os – vi er stadig nogle stykker – der husker slutrunden i 1984, er der mange ligheder både til dagens spillere og til ekstasen i disse dage. På banen er det åbenbart, at Pierre Emile Højbjerg som allestedsnærværende oprydder og spilfordeler fra et udgangspunkt omkring midtercirklen i glimt kan minde om Lerbys funktion som opbygger på 80’er-holdet.

Kampgejst og entusiasme er kongruent, men tempo og spillets generelle udvikling gør det umuligt at drage en ædruelig sammenligning, hverken mellem de to spillere eller de to hold.

Det genkendelige er – kan jeg se ved at genlæse mine gamle interviews med Sepp Piontek – de to træneres overvejelser over, hvilken holdopstilling der giver det mest produktive miks i den kamp, der står lige for.

At lytte til Kasper Hjulmands officielle kommentarer lyder som en genfortælling af et lederkursus, men i essensen siger de det samme: at holdet ikke kun sættes efter meritter, men også med tanke på indbyrdes psykologisk bæredygtighed – i Pionteks periode holdt det for eksempel den ubestridt spilbegavede tekniker Kristen Nygaard ude af landsholdet.

I Hjulmands tilfælde roses Matias ’Zanka’ Jørgensen til skyerne som tredjevalg til stopperpositionen, der får Hjulmands lederretorik til at lyde lige lovlig påtaget. For som Kasper Dolberg tørt har konstateret: »Ingen gider sidde på bænken.«

Elkjærs geni

Nuvel, fortid og nutid ligner mest hinanden med den vindermentalitet, der stråler fra 2021-holdet, når det har medgang – og som også bar 80’er-holdet både i Frankrig og i Mexico 1986 – indtil den kollapsede med Jesper Olsens foræring til Emilio Butragueño i Querétaro og exit efter ottendedelsfinalen.

Her 38 år senere skabte to fejlafleveringer, der mageligt måler sig med Jesper Olsens, men heldigvis hos modstanderne, det momentum for det danske hold, der var nødvendigt efter en indledende famlen både i de første 20-25 minutter mod Rusland i puljekampen og i det første kvarter mod Wales.

Yussuf Poulsen fik en russisk tilbagelægning serveret for blankt mål, og i lørdags koksede den indskiftede stopper, Nico Williams, ekspedering af et Martin Braithwaite-indlæg, der endte hos Kasper Dolberg, og bum! 2-0.

I begge kampe var det tydeligt, selv på tv-skærmen, at holdet kunne mobilisere den fornødne selvtillid til at spille på et niveau, der var tæt på den første halvleg mod Belgien – den hidtil mest sublime indsats i denne turnering. Om end forgæves, da anden halvlegs danske afmatning satte skub i det belgiske gearskifte til 2-1 – men stadig et holdarbejde, der fremkaldte mindelser om 1984-slutrundens gyser i Strasbourg mod netop Belgien.

En ’hadets kamp’ i den forstand, at danske nøglespillere som Morten Olsen, Frank Arnesen og Preben Elkjær spillede i Belgien, og hvor Olsen i øvrigt helt atypisk mistede besindelsen, da Frank Arnesen, nyligt restitueret efter en svær, fejlbehandlet knæskade, bevidst blev sparket ned af en klubkammerat fra Anderlecht, René Vandereycken.

Efter 40 minutter var Danmark bagud med to pinde, da Frank Arnesen reducerede på straffespark og Kennet Brylle udlignede med et hovedstød efter en time. Afgørelsen kom seks minutter før tid. da Elkjær scorede sit 24. landskampmål efter en genial slalomtur gennem det belgiske forsvar.

Og sådan er erindringskisten bestykket med oplevelser, man husker bedre end sine runde fødselsdage. Dog husker jeg min 40 års dag tydeligere end alle de andre, for da sad jeg i Lyon og så Elkjær brænde det famøse straffe, der bragte Spanien i finalen. Men Elkjær kunne tage det roligt – han havde skrevet kontrakt med Verona før Belgien-kampen, til et beløb, der kun blev gisnet om – for som Søren Lerby rutinemæssigt svarede, når han blev spurgt til sin privatøkonomi: »Det står i kontrakten.«

Uskylden fra 1975, fire år før ’betalt fodbold’ i Danmark blev tilladt af DBU, var for længst erstattet af stilhed omkring de udlandsprofessionelles løn- og arbejdsvilkår. Sådan er det i klubberne – for landsholdet er honorarer og bonusordninger offentliggjort, og vinder de, bliver de rige.