Forskere og studerende skal have lov til at mene og udforske, hvad de vil, men der skal være plads til debat om, hvad der foregår på universiteterne. Det mener Folketingets nestor, Venstres Bertel Haarder, der har været minister for universiteterne og stadig er medlem af Folketingets Forsknings- og Uddannelsesudvalg.
»Der er ikke noget forkert i at være optaget af identitetsbegreber, ligesom kønsforskning er aldeles udmærket. Men jeg ser kimen til noget i den her debat, som giver mindelser om den frelste munkemarxisme i 70’erne,« siger Bertel Haarder.
Debatten om de identitetspolitiske strømninger blandt studerende og forskere på landets universiteter har ulmet længe. Men efter en folketingsdebat, hvor navngivne forskere blev kaldt ubrugelige og aktivistiske, og vedtagelsen af en erklæring i Folketinget til universiteterne om at sætte ind over for ensretning og politisering af forskningen, er den for alvor blusset op igen.
Over 3.000 forskere har skrevet under på et åbent brev, fordi de mener, at udskamningen af bestemte forskere og forskningsområder går ud over forskningsfriheden.
For Bertel Haarder minder den aktuelle debat om debatten om de marxistiske strømninger på universiteterne i 70’erne, hvor han var studerende og senere seminarielektor. En periode, som endte med, at Haarder som minister lukkede sociologistudiet på Københavns Universitet i 1987.
»Det, der var i vejen med de marxistiske strømninger på universiteterne dengang, var jo ikke, at folk var marxister. Det skulle de have lov til,« siger han og fortsætter:
»Problemet var, at det politiske overskyggede det redelige i forskningen og undervisningen. Og mange var mere loyale over for det, de mente politisk, i stedet for at være bevidste om, at forskning også skal kunne dokumenteres og verificeres.«
Dengang lød forsvaret for de marxistiske strømninger, at man som forsker ikke kunne være fuldstændig objektiv, og derfor var det i orden at være subjektiv, husker Bertel Haarder. Som statskundskabsstuderende på Aarhus Universitet i slutningen af 60’erne oplevede han på nært hold, hvad der skete, da forelæsninger blev aflyst, og undervisningen foregik i små grupper i kølvandet på opgøret med professorvældet.
»Den hellige marxistiske indsigt var vigtigere end den redelige, og vi studerende delte hinandens uvidenhed guidet af de ældre studerende, hvis vigtigste kvalitet var deres politiske holdninger. Der var en benægtelse af den forskningsmæssige tradition dengang, hvor erfaring og viden måtte vige, fordi samfundet skulle laves om,« fortæller Haarder.
Sandkassen RUC
Selv om der på ingen måde er tale om horder af »fodformede munkemarxister« på universiteterne i dag, så mener Bertel Haarder dog, at der er reminiscenser af de ideer blandt nogle forskere i den igangværende debat.
Især debatten om Kunstakademiet, hvor der har været anklager om, at venstreorienteret identitetspolitik har taget overhånd på uddannelsen, en aktion, hvor en buste blev smidt i havnen og rektor til sidst gik af, har undret Haarder.
»Det har et andet udtryk i dag, men når jeg ser, hvad nogle forskere mener, der skal forskes i og hvordan, og hele debatten om Kunstakademiet, så kommer jeg til at tænke på sandkassen i Roskilde,« siger Haarder med henvisning til et kapitel i professor i socialpolitik Jørgen S. Dichs bog Den herskende klasse fra 1973, hvor der blev langet hårdt ud efter Roskilde Universitetscenter (RUC).
Bertel Haarder mener dog også, at det ligger i videnskabens natur, at den aldrig bliver færdig og kan tage fejl, fordi den til enhver tid kan blive imødegået af senere forskning.
»Derfor har vi et samfund med en indre dynamik, fordi der altid vil være noget, man kan modsige, når det gælder forskning. Men hensigten må være, at man altid er så objektiv som muligt både som underviser og forsker,« siger Bertel Haarder.
Nulforskning
Da Bertel Haarder som undervisningsminister lukkede sociologistudiet i 1987, handlede det ifølge ham ikke om de marxistiske holdninger. En evaluering lavet af tre internationale sociologer viste, at forskningen på sociologi var ikkeeksisterende, at der var tårnhøj ledighed blandt kandidaterne, og forskerevalueringen foreslog derfor en nedlæggelse og genopbygning af studiet, forklarer Haarder.
Historien om sociologistudiet viser også, hvad der sker, hvis et forskningsmiljø lukker sig om sig selv. Derfor mener Haarder, at der er behov for en fri debat om, hvad forskning er og bør være, uden at politikerne bliver beskyldt for at være modstandere af forskningsfrihed. Han forstår derfor heller ikke forskernes og rektorernes protest over den erklæring, som Folketinget netop har vedtaget. Bertel Haarder mener ikke, at der står andet i den, end hvad der i forvejen gælder i universitetsloven.
»Lad nu være med at optræde som mimoser i elfenbenstårnet, men tag debatten. Forskerne burde byde enhver kritik velkommen, for på universitetet skal der være højt til loftet, og der bliver kun endnu højere, hver gang der er nogen, der strides.«
– Er det en særlig fri debat, når kritikken fra politikerne handler om navngivne forskere og forskningsområder, som selv samme politikere har magten til at lukke ned?
»Det er langt ude. Der er ingen, der vil lukke bestemte institutter eller afskedige bestemte forskere. Men der er nogle, der synes, at den forskning, de læser om, lyder mere som politik end forskning. Og det skal de da have lov til at sige,« siger Bertel Haarder.
– Når et af de fremmeste eksempler på aktivistisk forskning, som Henrik Dahl havde i folketingsdebatten, handler om en anmeldelse af en professor i islam (Jakob Skovgaard-Petersen, red.), mangler der så ikke dokumentation for, at politiserende forskning reelt er et problem?
»Jeg ville overhovedet ikke have nævnt Skovgaard-Petersen, men der vil altid være eksempler på dårlig forskning eller forskning, som vi politikere er uenige med. Jeg vil ikke bestride, at det er forskning af den grund, men der kan opstå en form for politisk korrekthed i forskningen, som gør, at forskerne går uden om realiteterne og ikke skriver om det svære eksempelvis i muslimske miljøer. Men det gælder jo som forsker om at være hudløst ærlig,« siger Bertel Haarder.
Han mener dog, at der har været flere konkrete eksempler fremme for eksempel i mandeforsker Hans Bondes kritik af kønsforskningen. Men det er kun sundt for kønsforskningen med kritik, og det kan efter Haarders mening skabe mere interesse for kønsstudier.
– Men især unge forskere beretter vel om det modsatte, at den hårde politiske kritik får dem til at trække sig fra debatten og i værste fald vælge forskningsområder fra. Er det ikke et problem?
»Det kan godt være, at det er urimeligt, men så må man stille op og reagere på kritikken og være glad for, at der er nogen, der faktisk interesserer sig for forskningen. Man må absolut ikke lade sig kyse som forsker. Kom med argumenterne imod i stedet for at have paraderne oppe,« lyder opfordringen fra Bertel Haarder.
Hvor ligger faren eller hvad driver din skræk for at uddannelserne i en periode har været inspireret af marxisme Bertel? Du har i alle år sydet, spyttet, skældt ud og presset uddannelser ud fra denne holdning.
Vi ved at unge under deres opvækst gennemgår perioder med identitet svingende fra venstre til for nogens vedkommende højreorienteret standpunkt. Andre flere gange frem og tilbage i løbet af livet. Hvordan kan du som demokratisk medmenneske true med at lukke for kassen, fordi en sektion eller en uddannelse har den marxistiske optik? Hvor ligger faren i at læse bøger?
Jeg har førstehåndsoplevelse af østeuropæisk kommunistisk politik, og det er ikke noget jeg kan anbefale. Her var noget litteratur også ”farligt”. Men du med din ihærdighed står for mig som hekseudriveren i middelalderen, der sendte uskyldige kvinder på bålet, fordi vedkommende derved fremhævede sin egen religiøse renhed. Jeg kommer nok aldrig til at tage dig alvorligt.
Det er lidt morsomt, at Haarder henviser til Jørgen S. Dichs "Den herskende klasse" der om noget demonstrerer ideologisk styret - og skævvreden - "forskning"/pseudovidenskab, hvor postulaterne enten slet ikke underbygges eller "underbygges" med uholdbar "dokumentation". To eksempler:
s. 96:
"Vi kan gå over til et andet område, nemlig børnehaverne, hvor det er lykkedes at komme ned på kun 6 børn pr. ansat. I skolen kan en lærer klare 25, og han skal dog lære eleverne noget."
Er pasning i en børnehave og undervisning i en skoleklasse sammenlignelige på denne måde? Både det der foregår og børnenes alder er forskellige, og Dich dokumenterer for den sags skyld heller ikke, at 25 elever pr. lærer ikke er mere end ønskeligt (desuden sammenligner han børn/ansatte for børnehavernes vedkommende, men for skolernes kun børn/lærere, selv om skolerne også har andre ansatte end lærerne). Som den står, giver sammenligningen ingen mening.
s. 99:
"Fra 1960/61 og [til - I.-G.-J.] 1967/68 er antallet af læger pr. sengedag faldet fra 3560 til 2812 og antal sengedag pr. plejepersonale faldet fra 4873 til 3944. I løbet af en så forholdsvis kort periode kan lægevidenskaben ikke være udviklet så stærkt eller patienternes sundhedstilstand forværret så meget, at denne udvikling kan forsvares medicinsk."
Hvad Dich her forudsætter, men ikke dokumenterer eller overhovedet diskuterer, er, at antallet af læger og plejepersonale var tilstrækkeligt i 1960/61. At det er mere end tilstrækkeligt eller blot tilstrækkeligt i 1967/68 gives der lige så lidt belæg for. Så rent bortset fra spørgsmålet om kriterierne for sådanne vurderinger viser de tal, Dich anfører, kun selve det, at antallet er vokset. De dokumenterer ikke, at der er tale om offentligt overforbrug.
Man kan tilføje, at det er én ting at påvise et overforbrug et sted i den offentlige sektor (hvilket det altså ikke lykkes for Dich at gøre), en anden at påstå, at overforbrug er generelt i den offentlige sektor. Og en helt tredje at påstå, endsige underbygge, at et sådant overforbrug skyldes, at de offentlige ansatte har opkastet sig til en herskende klasse.
Cepos genudgav Dichs bog i 2016, og Bertel Haarder tager den åbenbart alvorligt. I virkeligheden er den et stykke (pseudo)videnskabeligt makværk.
Er spørgsmålet ikke mere hvad det koster samfundet på den lange bane med de nuværende dårlige normeringer i mange offentlige institutioner?
Hvis BH vil lukke noget for ensretning, som han praler med at han gjorde som minister- så er alle økonomistudierne da et oplagt sted , da de er blevet rent neoliberale.
"En evaluering lavet af tre internationale sociologer viste, at ..... der var tårnhøj ledighed blandt kandidaterne"
Med ledighedsargumentet blev også geografiuddannelsen på Aarhus Universitet lukket af selvsamme Bertel Haarder, så man (dengang) fremover kun kunne studere faget i Roskilde og København.
Da geografistudiet i Århus blev lukket, var arbejdsløsheden blandt geografikandidater fra dette institut 0,0 %.
Problemet med den 'diskussion' af forskningen er først og fremmest, at den er irrelevant og tager tid og fokus fra forskningen selv. Den er 'whataboutism'.
Jørgen Dich har jo fået ret derhen, at det er hans egen fornærede klasse af politologer, der stjæler skatteborgernes penge ved at spare dem på de opgaver, der er folk til gavn, for at give dem til konsulenter og andre charlataner, der finder deres egen løn i besparelser på nyttige funktioner.
Er det ikke lidt underligt, at så mange, veloplyste og veluddannede forskere kan have så meget imod, at Bertel Haarder opfordrer dem til at argumentere for deres teser og konklusioner? Burde det ikke være en fast bestanddel i et oplyst samtaledemokrati som vores?
Fordi, Svend Jespersen, der ikke på det plan er noget at diskutere. Hvis man anfægter anledningen til at udføre videnskabelig forskning, falder konstruktionen. Den er en grundsten i vores forståelse af civilisation, og hvis man ikke mener det, kan den ikke fungere.
Steffen Gliese.
En anden grundsten i vores forståelse af civilisation er, at rationalismen må være et af de vigtigste elementer i videnskabelig forskning. Mener du også, at konstruktionen falder, hvis nogle protesterer mod genindførelse af alkymistudier i fysikfaget? Eller at nogle ikke ønsker at tillade studier om de medicinske fordele ved at drikke kamelpis? Eller at man ikke bør oprette et institut til forskning i effekten af pulver fra hornene fra næsehorn eller tigerknogler mod impotens?