Forskerfejden viser, at borgerlige provokatører har lært at rive regeringen rundt i manegen

Socialdemokratiet fremstår som et parti, der godt kunne trænge til at blive opdateret på den nyeste kønsforskning. På Christiansborg er partiet imidlertid gået den stik modsatte vej og har netop stemt for en konservativ vedtagelsestekst, som i forskerkredse bliver opfattet som en magtdemonstration over for normkritiske forskere, herunder særligt kønsforskere.

Det opsigtsvækkende er ikke så meget fejden i sig selv, men snarere, at S-regeringen er gået sammen med de borgerlige partier.

Opgøret om de nyeste strømninger inden for samtidsforskningen minder på mange måder om den gamle fejde om Statens Kunstfond. Tilbage i 1960’erne førte lagerforvalter Peter Rindal an i et opgør med statsstøtten til abstrakt kunst, der blev udlagt som fup og fidus.

Det nye stormløb handler på lignende vis om at ville stoppe statsstøtten til nyere strømninger inden for særligt humanistisk forskning, som en række nationalkonservative politikere opfatter som »nonsens« eller »pseudoforskning«. Ligesom Statens Kunstfond dengang skulle nedlægges, kræver flere toneangivende borgerlige politikere nu, at de mest »outrerede« forskermiljøer skal have lukket for pengekassen.

Inspireret af de indædte kulturkampe, der i årevis har bølget frem og tilbage omkring amerikanske universiteter, har de to nationalkonservative værdikæmpere Henrik Dahl fra Liberal Alliance og Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti indledt en kulturkamp med de forskermiljøer, som de opfatter som venstreorienterede og stærkt politiserede.

»Man må selvfølgelig gerne have politisk outrerede synspunkter – på den måde er det et frit land – men så skal man ikke kunne kalde det forskning på statens vegne eller regning,« udtaler Morten Messerschmidt til Uniavisen, og han sekunderes af Henrik Dahl, som bestemt heller ikke lægger fingrene imellem:

»Jeg har ingen tillid til kønsforskning. Og jeg har ingen tillid til racismeforskere og migrationsforskere. Jeg har tillid til nogle mellemøstforskere, men absolut ikke alle,« siger Henrik Dahl, som også kalder noget af forskningen for »inficeret med enøjethed og aktivisme«.

Politisk set er den antiprogressive position, som de to borgerlige folketingsmedlemmer indtager, på ingen måde ny, endsige videre original. Nybruddet handler alene om Socialdemokratiets reaktion, og dermed også om regeringsmagtens manifestation over for den frie forskning på universiteterne.

Effektiv provokation

Afsættet for den aktuelle forskerfejde er den vedtagelsestekst, som for to uger siden blev stemt igennem af et flertal i Folketinget i kølvandet på en forespørgselsdebat om »overdreven aktivisme i visse forskningsmiljøer«, som netop Morten Messerschmidt og Henrik Dahl havde fremsat. Her stemte Socialdemokratiet for sammen med Venstre, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Liberal Alliance, Kristendemokraterne og Inger Støjberg.

Formelt set fastslår vedtagelsesteksten blot, hvad der allerede er gældende praksis, nemlig at universiteterne selv har ansvaret for, at »politik ikke forklædes som videnskab, og at det ikke er muligt systematisk at unddrage sig berettiget faglig kritik«. Samtidig indskærpes det, at »Folketinget har den samme ret som alle andre forsamlinger af borgere, eller borgere enkeltvis, til at udtrykke holdninger til forskningsresultater«.

På papiret er formuleringerne ikke kontroversielle. Isoleret set. Og derfor kan forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) forklare sig med, at Socialdemokratiet blot har stemt for en tekst, der bekræfter tingenes tilstand, og som samtidig understreger, at Folketinget ikke bestemmer, »hvad der kan forskes i, eller hvordan«.

Vedtagelsesteksten udspringer imidlertid ikke af et ønske om status quo, eller en grundlæggende tillid til universiteternes autonomi. Tværtimod, og derfor er det i bedste fald naivt, hvis S-regeringen havde troet, at vedtagelsesteksten kunne tolkes neutralt – og ikke vil blive udlagt som en klar magtpolitisk markering overfor universiteterne.

Tusindvis af forskere er straks gået til genmæle og har krævet, at S-regeringen trækker sin opbakning tilbage. De protesterende forskere opfatter vedtagelsesteksten som et angreb på forskningsfriheden, og som et forsøg på at blande sig politisk i, hvad universitetsansatte må og særligt ikke må beskæftige sig med.

Reaktionen fra de vrede forskere er forventelig, og synes i høj grad også at have været selve formålet med debatten i Folketinget. Morten Messerschmidt og Henrik Dahl har ønsket at tirre alle landets normkritiske forskere – og missionen er lykkedes til fulde.

På folkets side

S-regeringen er heller ikke naiv. Forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen og hendes rådgivere har udemærket vidst, hvordan konfrontationen ville flamme op, og øjeblikkeligt skabe en lidenskabelig modsætning, hvor Socialdemokratiet kunne komme til at indtage en snusfornuftig, konservativ position over for en gruppe af samtidsforskere, som i den bredere offentlighed hurtigt kan komme til at fremstå som elitære, gakkede og radikaliserede.

De mest magtkritiske køns- og migrationsforskere på danske universiteter nyder i dag en folkelig vælgeropbakning, der nogenlunde svarer til forståelsen for de subversive og grænseoverskridende happening- og performancekunstnere, som gennem årene har modtaget penge fra Statens Kunstfond. Kort sagt næsten ingen. Og derfor kan det være politisk opportunt for folketingsmedlemmer at stille sig i klar opposition.

Socialdemokratiet har under Mette Frederiksens ledelse strategisk besluttet sig for at placere sig præcis samme sted som de borgerlige partier i alle væsentlige værdikampe, ganske enkelt for ikke at blive fremstillet som alt for progressive, mærkelige eller uha, ligefrem feministiske. Og derfor har Socialdemokratiet også tilsluttet sig den nationalkonservative kulturkamp mod enhver form for antietableret og queeragtig forskning.

Forløbet udstiller, at de mest snarrådige højrefløjspolitikere er begyndt at kunne gennemskue og aflæse Socialdemokratiets taktik og dermed kunne lokke S-regeringen i politiske fælder.

I første omgang var det Socialdemokratiet, som op til valget i 2019 formåede at neutralisere de borgerlige partier ved blot at kopiere værdipolitikken, men en ny dynamik er ved at opstå. Nu kan Socialdemokratiet skubbes yderligere til højre.

Erfarne provokatører som Henrik Dahl og Morten Messerschmidt har tydeligvis afluret, hvordan de kan udnytte Socialdemokratiets defensive tilgang til værdidebatterne, og manøvrere ministrene rundt i manegen ved konstant at presse fronterne i den konservative kulturkamp, i sikker forvisning om, at regeringstoppen ikke tør sige fra. Næste nummer kan blive kunststøtten.

Lars Trier Mogensen skriver politiske analyser i Information og er chefredaktør for nyhedsbrevet /dkpol, som udgives af Føljeton.