Baggrund
Læsetid: 5 min.

Historien om Italiens azurblå krigere og deres sårede fodboldstolthed

Når Italien onsdag aften møder Schweiz, er de i gang med en oprejsning efter mange års skuffelser, og deres medaljechancer ved dette EM er blandt andet afhængigt af målmandsfænomenet Gianluigi Donnarumma, der har ry for at være noget af en golddigger hjemme i Støvlelandet
Når Italien onsdag aften møder Schweiz, er de i gang med en oprejsning efter mange års skuffelser, og deres medaljechancer ved dette EM er blandt andet afhængigt af målmandsfænomenet Gianluigi Donnarumma, der har ry for at være noget af en golddigger hjemme i Støvlelandet

Alberto Lingria/Reuters/Ritzau Scanpix

Indland
16. juni 2021

Det var fremtiden, der landede med privatchartret helikopter, da Silvio Berlusconi tilbage i juli 1986 lod sig nedsænke på Milanos Arena Civica-stadion og steg ud på grønsværen for at lade sig hylde af folkemasserne som nyslået ejer af den lokale fodboldstolthed, AC Milan.

Den italienske tv-magnat bragte penge, dynamik og en forståelse for fodboldspillets rolle i den moderne underholdningsindustri med sig ind i sporten. Og hans indtog i den milanesiske topklub indvarslede dét, man set i bakspejlet må kalde Serie A’s moderne guldalder, nemlig en periode, hvor sponsorerne, topspillerne og tv-interessen samlede sig om Støvlelandet, og hvor Italien havde klubhold i ni ud af ti mulige Champions League-finaler og samtidig vandt syv ud af ti finaler i den næststørste klubturnering, UEFA-cuppen.

Alt dét virker imidlertid som meget langt væk nu.

I mange år har de italienske topklubber haltet ynkeligt efter deres konkurrenter på den internationale scene, hvilket blandt andet blev illustreret i den forgangne sæson, hvor Juventus blev ekspederet ud af Champions League af de økonomiske miniputter fra FC Porto, mens Inter sluttede sidst i sin pulje bag halvbløde mandskaber som Borussia Mönchengladbach og Shakhtar Donetsk; og denne deroute har naturligvis ført til heftige debatter i den fodboldgale italienske offentlighed.

Den gamle mestertræner Fabio Capello har udtalt, at de italienske hold spiller for langsomt og mangler intensitet, mens Milans tidligere midterforsvarer Alessandro Costacurta anfører, at forklaringen i højere grad skal findes i pengene – eller mangel på samme.

Økonomien i den bedste italienske række er i dag skrumpet til et niveau, hvor AC Milan har en mindre omsætning end Sheffield United, og så er det svært at dyste med om de europæiske trofæer.

Grædende Buffon

Uanset hvad der er årsag og virkning, kan man i hvert fald konstatere, at den sportslige malaise fra klubholdene også har ramt landsholdet, der oplevede den absolutte nulpunkt for fire år siden, da Italien tabte play off-kampene om at komme med til VM i 2018 til Sverige.

Det var første gang i 60 år, at Italien glippede kvalifikationen til et verdensmesterskab, og landsholdets veteranmålmand Gianluigi Buffon forlod grædende banen, mens han talte om det slag mod hele det italienske samfunds selvanseelse, som den mistede VM-kvalifikation ville have.

I det italienske fodboldforbunds hovedkontor på Via Gregorio Allegri i Rom reagerede man på fiaskoen ved at fyre umuliussen Gian Piero Ventura og erstatte ham med gamle landsholdselegantier og klubtræner Roberto Mancini – og det er i høj grad ham, der skal tilskrives æren for, at de azurblå har fået rettet op på skuden og efterhånden fremtræder som giftig outsider til at vinde hele baduljen ved dette EM. En status, der bestemt ikke er blevet svækket af holdets 3-0-sejr over Tyrkiet i EM-premieren.

Nyder at blive vred hver dag

Det stod ellers ikke skrevet i stjernerne, at Mancini skulle blive en succes som landstræner.

Den flamboyante forward fra Lesi ved Adriaterhavskysten var i sin aktive spillerkarriere kendt for at være noget af en primadonna, der befandt sig i mere eller mindre permanente skænderier med medspillere, dommere, trænere, og hvem der ellers kom inden for hans omgangsradius. Han var tålt mere end afholdt i sine omklædningsrum, og det lykkedes ham at kortslutte sin egen karriere på landsholdet med et skænderi med den daværende landstræner, Arrigo Sacchi, op til VM i 1994.

Som træner har han videreført sin evne til at starte evindelige disputter. Således huskes han i Manchester City blandt andet for sin hyppige og offentlige kritik af holdets daværende førstemålmand Joe Hart; en behandling, som efter manges opfattelse er medvirkende til det selvtillidstab, Hart oplevede i den periode og reelt aldrig er kommet sig over.

Og han har ved en anden lejlighed udtalt, at han er skabt til jobbet som fodboldmanager, fordi han »nyder at blive ophidset hver eneste dag.«

I de seneste år er Mancini dog faldet mere til ro.

»Jeg er blevet ældre,« har han selv beskrevet sin mere afslappede tilgang til tingene. Og han krediteres i Italien for at have blæst mod og dristighed ind i en landsholdstrup, der var stivnet i en defensiv frygtsomhed under Ventura – og med at fusionere hærdede forsvarsveteraner som Chiellini og Bonucci med yngre himmelstormere som Barella og Chiesa til en stærk enhed på grønsværen.

Falske pengesedler til målmanden

Hvis Italien for alvor skal nå langt i turneringen, kræver det dog, at deres ankermand mellem stængerne står en stor slutrunde.

Gianluigi Donnarumma hedder han, og for store dele af den europæiske fodboldoffentlighed vil EM være hans debutante ball; altså den første gang, de stifter bekendtskab med dette ekstraordinære målmandstalent, der hjemme i Italien i mange år har været betragtet som et fænomen på målmandsposten.

Donnarumma er bygget som en bjørn og har en udstråling som det, man i PlayStations FIFA21-spil ville kalde prime Peter Schmeichel.

Han blev gjort til førsteholdsmålmand i Milan som 16-årig og har efterhånden akkumuleret omkring 200 Serie A-kampe, til trods for at han kun er 22 år gammel.

I Støvlelandet er de ikke i tvivl om, at de i Donnarummas imposante skikkelse har fundet Buffons afløser på landsholdet og en fremtidig vinder af titlen som verdens bedste målmand. Men samtidig er den 1,96 cm høje målvogter ingenlunde en ukontroversiel figur i italienske fodboldkredse.

Således vakte det opsigt, da han for et par år siden var i hårde lønforhandlinger med den sportslige ledelse i AC Milan. Tilhængere kastede falske pengesedler ind til ham under kampene, og i sportspressen blev han beskyldt for utidig grådighed.

Og det er ikke blevet bedre i dette forår, hvor han har nægtet at forlænge sin aftale med milaneserne og rygtes på nippet til at underskrive en megakontrakt med olierige Paris Saint-Germain. Den slags faneflugt bryder de sig ikke om i Støvlelandet. Og det gør ikke sagen bedre, at Donnarummas agent er den trinde, tidligere pizzabager Mino Raiola, der har et ualmindeligt dårligt ry i Italien for at være en lykkejæger, der undergraver klubbernes økonomi for at score store agenthonorarer til sig selv.

Enhver potentiel animositet mod vidunderbarnet mellem stængerne vil dog blive lagt til side, hvis Donnarumma kan hjælpe de azurblå frem mod EM-guldet.

Italiensk fodbold har hårdt brug for nogle succesoplevelser efter de seneste års ydmygelser til både nationalmandskabet og klubholdene.

Næste skridt frem mod trofæet skal tages i aften mod Schweiz på den olympiske arena i Rom.

Forza Italia!

Italien-Schweiz, Gruppe A, klokken 21.00, DR1.

Serie

Information tager til EM i fodbold

I fire uger kæmper 24 nationer om at være Europas bedste i verdens største sportsgren. EM-dramaet folder sig ud i 11 europæiske værtsbyer, inklusive København. Information stiller i stærkeste opstilling med Bo Walther Kampmann, Cathrine Lundager og Martin Østergaard-Nieslen og leverer den intellektuelle dækning af EM i fodbold med analyser, portrætter, baggrunde og anekdoter.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Italien skal man se, de kan godt have 2 - 3 minutter i en kamp hvor det er ren campanella, en skam det er Schweiz de skal møde, det et ligegyldigt hold som man giver til hunden.