Baggrund
Læsetid: 5 min.

Historien om Italiens azurblå krigere og deres sårede fodboldstolthed

Når Italien onsdag aften møder Schweiz, er de i gang med en oprejsning efter mange års skuffelser, og deres medaljechancer ved dette EM er blandt andet afhængigt af målmandsfænomenet Gianluigi Donnarumma, der har ry for at være noget af en golddigger hjemme i Støvlelandet
Når Italien onsdag aften møder Schweiz, er de i gang med en oprejsning efter mange års skuffelser, og deres medaljechancer ved dette EM er blandt andet afhængigt af målmandsfænomenet Gianluigi Donnarumma, der har ry for at være noget af en golddigger hjemme i Støvlelandet

Alberto Lingria/Reuters/Ritzau Scanpix

Indland
16. juni 2021

Det var fremtiden, der landede med privatchartret helikopter, da Silvio Berlusconi tilbage i juli 1986 lod sig nedsænke på Milanos Arena Civica-stadion og steg ud på grønsværen for at lade sig hylde af folkemasserne som nyslået ejer af den lokale fodboldstolthed, AC Milan.

Den italienske tv-magnat bragte penge, dynamik og en forståelse for fodboldspillets rolle i den moderne underholdningsindustri med sig ind i sporten. Og hans indtog i den milanesiske topklub indvarslede dét, man set i bakspejlet må kalde Serie A’s moderne guldalder, nemlig en periode, hvor sponsorerne, topspillerne og tv-interessen samlede sig om Støvlelandet, og hvor Italien havde klubhold i ni ud af ti mulige Champions League-finaler og samtidig vandt syv ud af ti finaler i den næststørste klubturnering, UEFA-cuppen.

Alt dét virker imidlertid som meget langt væk nu.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Italien skal man se, de kan godt have 2 - 3 minutter i en kamp hvor det er ren campanella, en skam det er Schweiz de skal møde, det et ligegyldigt hold som man giver til hunden.