»Der er sådan lidt familieterapi over det her,« udbryder mellemøstforsker Jakob Skovgaard-Petersen, da han har fået sat sig til rette i Informations redaktionsmødelokale.
I en stol over for ham sidder Henrik Dahl fra Liberal Alliance. De to mænd har den seneste uge været hovedpersoner i den igangværende debat om, hvorvidt dele af forskningen er blevet for aktivistisk og politisk.
Under en folketingsdebat i slutningen af maj om en erklæring om overdreven aktivisme i visse forskningsmiljøer, som Dahl var forslagsstiller til, brugte han Jakob Skovgaard-Petersen som et eksempel på en aktivistisk forsker. Dahl kaldte i den anledning forskeren for »notorisk enøjet« og rubricerede hans forskning som aktivistisk, uanvendelig og ikke til at stole på. Han fik desuden med et citat fra en hollandsk forsker antydet, at Jakob Skovgaard-Petersen – der er professor i moderne islam på Københavns Universitet, og som regelmæssigt skriver blandt andet anmeldelser i Information – har sovet i 50 år.
Det fik Jakob Skovgaard-Petersen til at skrive et sarkastisk indlæg på Facebook: »Henrik Dahl demonstrerer her, hvordan videnskabelig og sober kritik rettelig skal bedrives. Og der bliver ikke sten på sten tilbage. Min forskning er uanvendelig og ikke til at stole på. Ikke nok med, at jeg er notorisk enøjet, men selv dette ene øje har jeg også lukket i 50 år!«
Derfor har Information inviteret den kritiske politiker og den angrebne professor til en samtale. Både om, hvor Henrik Dahl egentlig ser problemerne og de aktivistiske tendenser i Skovgaards forskning. Men mest af alt om, hvorvidt der generelt er stærke identitetspolitiske tendenser i forskningen, og hvor langt politikere i så fald bør gå for at gøre op med dem.
Kortslutte en debat
Erklæringen, som efter debatten i Folketinget blev vedtaget med et politisk flertal, går ud på, at universiteterne skal sætte ind over for de politiserende og aktivistiske tendenser, som politikerne altså mener, der er i visse forskningsmiljøer. Det kommer vi tilbage til.
Når Henrik Dahl kaldte Jakob Skovgaard-Petersen for notorisk enøjet fra Folketingets talerstol, så skyldes det både de forgangne års islamdebat, men især en anmeldelse af en bog af den hollandske indvandrerforsker Ruud Koopman om islam, som Jakob Skovgaard-Petersen har skrevet i april i denne avis.
»I anmeldelsen kommer det op igen, at man ikke kan sige noget generelt om islam. Og det er jo en forskerposition, der har ligget fast i 20 år, at det kan man bare ikke,« siger Henrik Dahl, der efter debatten har beklaget over for Berlingske, at han har kaldt Jakob Skovgaard-Petersens forskning for enøjet.
Ideen om, at man ikke kan sige noget generelt om islam, kommer fra den berømte mellemøstforsker Edward Said, forklarer Henrik Dahl: »Og det synes jeg selvfølgelig er et enøjet synspunkt.«
»Sådan ser det ud i Henriks læsning,« siger Jakob Skovgaard-Petersen.
Henrik Dahl svarer:
»Det er en meget fair læsning. Og det er vel egentlig også den position, du har i din nye bog om Muhammed. Den hviler også på en antagelse om, at man ikke kan sige noget generelt om islam, så det er et synspunkt, du har fastholdt i mange år.«
– Så det er i den anmeldelse, at du synes, Jakob er enøjet. Men er en anmeldelse forskning?
»Nej, men den er skrevet af en forsker, så det er en diskussion af, hvordan man står frem i offentligheden og kommer til at præge den offentlige debat.«
Jakob Skovgaard-Petersen forklarer, at hverken Edward Said eller hans kritiker Bernhard Lewis er centrale i hans nye bog eller i anmeldelsen.
»Jeg er ikke ’saidianer’, men det er typisk noget, visse offentlige debattører skyder mig i skoene,« siger han.
»Sådan har jeg læst dig,« siger Henrik Dahl.
Dahl mener, at Skovgaard-Petersen »kortslutter en vigtig diskussion« om islam med sin kritiske anmeldelse. Det er Skovgaard-Petersen uenig i.
»Jeg går ind i præcist de kapitler, jeg har forstand på, kritiserer dem og lægger min argumentation frem. Det er ikke nogen som helst blokering af debatten. Det er da at starte en debat, mens alle andre anmeldere af bogen bare har været rosende.«
»Det mener jeg så ikke, at det er,« siger Henrik Dahl og fortsætter: »Hvis man bliver ved med at udnytte sin aktivitet som forsker til at kortslutte debatten, så synes jeg, det er en slags aktivisme.«
Jakob Skovgaard-Petersen svarer: »Er det, fordi jeg siger imod og argumenterer? Det er da ikke at kortslutte en debat. Men sommetider er du politiker, og sommetider er du mere videnskabsmand end mig og kritiserer mig for ikke at være en ordentlig videnskabsmand. Det kan du så tage op på Folketingets talerstol og skamme mig ud med, at jeg har sovet i 50 år.«
»Det er Koopman, der siger det, ikke mig,« siger Dahl.
»Men du siger det jo på Folketingets talerstol. Det er da langt ude og helt utilstedeligt,« lyder det fra Jakob Skovgaard-Petersen.
»Nu må du lige slappe lidt af,« siger Henrik Dahl og fortsætter: »Vi er bare ikke enige om, hvad det vil sige at kortslutte en debat. Det er, når man overhovedet ikke vil gå ind i, at man måske kan sige noget generelt om islam, at der er nogle problemer bygget ind i selve de islamiske landes samfundsorden. Men jeg synes, det er med til at gøre debatten ufrugtbar, at man gang på gang får at vide fra en af landets største autoriteter, at du må bare ikke sige noget om islam.«
Mellemøstforskere
Der er grene af dansk forskning, som Henrik Dahl har »nul tillid til«, siger han, da snakken bevæger sig væk fra den konkrete fejde mellem de to mænd og videre til den overordnede debat.
»Og jeg tror som udgangspunkt ikke på danske mellemøstforskere, fordi de siger så mange ting, der viser sig at være forkerte. Det er ikke, fordi at det skal gå ud over dig Jakob, som jeg kender som en flink fyr, men du har også sagt, at det vil være usandsynligt, at der kommer islamister til magten, og det kom der i Egypten, så bliver det svært at tro på jer,« siger Henrik Dahl.
Jakob Skovgaard-Petersen er uenig. Han mener ikke, at der var noget specielt forkert i det, han udtalte dengang: »Men jeg kan jo ikke være spåmand. Jeg kan prøve at ræsonnere og forklare, hvad vi ved. Men hvis du vil vide, hvad der sker i Mellemøsten om fem år, så spørg en anden.«
En anden årsag til, at Henrik Dahl ikke stoler på mellemøstforskere, er, at en række af dem for nylig har underskrevet et opråb om at boykotte Israel.
»Det er fuldstændig ensidigt opråb om, at det kun er israelernes fejl, at der er konflikt i området, og der giver jeg bare fuldstændig op,« siger Henrik Dahl.
– Men må mellemøstforskere ikke have politiske holdninger?
»Jo, det har vi jo sagt 100 gange. Det vi siger i den her erklæring, som vi nu har vedtaget, er, at man ikke må forklæde politik som videnskab. Som borgere må de gerne skrive under, men de begrunder deres støtte med, at de er forskere. Og de bruger deres forskerstatus som begrundelse for at anbefale, at vi skal boykotte Israel,« siger Henrik Dahl.
»Men jeg synes, man skal passe på med at sige, at forskere ikke kan gøre sådan noget i deres egenskab af forskere,« siger Jakob Skovgaard-Petersen.
Men det er der heller ikke nogen, der siger, mener Henrik Dahl: »Og der er jo ikke ét menneske i Udenrigsministeriet, der tager sådan en henvendelse alvorligt.«
»Det er jo så bare endnu en grund til, at der ikke er behov for at lave sådan en erklæring, som I netop har vedtaget i Folketinget om politiserende forskning. Hvis der ikke er nogen, der tager de få politiserende forskere alvorligt, så er der jo heller ikke nogen grund til at gøre det til en stor trussel mod universiteterne og vores samfund. Og jeg bliver bekymret over den politiske intervention, der ligger bag den erklæring,« siger Jakob Skovgaard-Petersen, der frygter, at det vil kunne komme til at betyde flere nedskæringer på humaniora, som i forvejen har været udsat for mange nedskæringer.
»Erklæringen er da ikke en intervention, men en opfodring til rektorerne om at holde orden i eget hus,« siger Henrik Dahl.
»Men på universiteterne føles det som en intervention, fordi I hermed får Folketinget til at sige, at der er noget galt,« siger Jakob Skovgaard-Petersen.
»Det er der da også,« siger Henrik Dahl og understreger, at der er flertal for erklæringen med hele blå blok samt Socialdemokratiet.
Jakob Skovgaard-Petersen mener, at erklæringen er baseret på anekdotisk evidens.
»I hvert fald for mit vedkommende, når det primært handler om den her anmeldelse, som du også har sagt i Berlingske. Og det synes jeg er helt utroligt groft,« siger Jakob Skovgaard-Petersen.
Tankegang bagved
Jakob Skovgaard-Petersen medgiver, at der kan være noget om snakken om identitetspolitiske strømninger på eksempelvis amerikanske universiteter, men eksemplerne herhjemme synes han er meget små og har især handlet om studerende.
»Det svarer jo til at sidde i 1966 og sige, at nu har de unge fået så og så langt hår, at den vestlige civilisation nok ikke overlever ret længe. I et større perspektiv er mange af de her ting så små og trivielle, at vi ikke burde gøre noget ud af dem, men det er klart, at der kan være en tankegang bagved, som vi skal diskutere,« siger Jakob Skovgaard.
– Hvad er det for en tankegang?
»At vi stadig skal afkolonialisere, som er at tage Edward Said endnu længere ud. Det synes jeg er en forkert måde at se verden på. For mig at se fandt afkolonialiseringen sted fra 1945 til 1970. Det betyder ikke, at der ikke stadig er strukturer fra kolonialismen, men det er ikke det samme som, at der er behov for at afkolonisere,« siger Jakob Skovgaard-Petersen.
– Så der er altså tendenser til enøjethed i forskningen?
»Ja, hvis man ser ud over forskningen, så vil der altid været noget og sommetider, når jeg læser en tekst eller laver peer review, så synes jeg også, der er noget, der ikke er underbygget eller bare er et synspunkt, men det forekom også før i tiden. For der er forskellige modebølger i forskningen, men det ser jeg ikke som noget, politikerne skal blande sig i. For forskere kan godt lide at gøre op med paradigmer og tendenser, så ting, der har fået en modeværdi, dem vil der automatisk være nogen, der vil begynde at skyde på,« siger Jakob Skovgaard-Petersen.
Henrik Dahl mener dog, at man skal tage de identitetspolitiske tendenser langt mere alvorligt.
»Da vi indkaldte til debatten, var det, fordi den britiske regering kommer med en lov, der skal beskytte åndsfriheden ved de engelske universiteter. Også den franske forskningsminister er bekymret for islamforskningen, så ud over Europa er der altså en bekymring for de her identitetspolitiske tendenser, som især har været i Canada og USA,« siger Henrik Dahl.
– Og nu har I så fået vedtaget en erklæring om overdreven aktivisme i visse forskningsmiljøer, som skal dæmme op for de tendenser. Her står, at universiteterne skal danne ramme om fri og kritisk tænkning, men sætter I ikke netop grænser for den ved at hænge forskere ud, hvis forskningsresultater ikke harmonerer med, hvad du mener er rigtigt?
»Jeg vil godt opponere mod, at vi hænger nogen ud. Man må godt være kritisk, det er ikke det samme som at hænge nogen ud,« siger Henrik Dahl.
Jakob Skovgaard-Petersen medgiver, at han ikke er helt ødelagt over, at Henrik Dahl har kaldt ham notorisk enøjet. Men påpeger også, at han har prøvet det en del gange før især i medierne.
»Jeg føler det er langt ude, og jeg tænkte på, om min far, som skrev en bog om dannelse og demokrati, og som var en meget stor pædagog, ville skamme sig over det. Men jeg tror desværre, han ville skamme sig på Folketingets vegne. Jeg har ikke gjort andet end min borgerpligt som forsker; jeg publicerer, jeg underviser, og jeg blander mig ikke særligt tit i den offentlige debat, og så jeg får skældud for at lave mit arbejde,« siger Jakob Skovgaard-Petersen.
Mere enige bliver de to stridende herrer ikke under samtalen om aktivistisk og politiserende forskning. Uenighederne er dog ikke større, end at de får sig en god snak om en bog om amerikansk identitetspolitik på vej ud.
Ja, for nogen er det aktivisme at komme med viden der modsiger centrum-højre.
Henrik Dahl har lukket vrøvl ud i årevis. Hvad er problemet?
Mon ikke det er citater som disse, der får folk til at være lidt skeptiske over for Jakob Skovgaard-Petersen:
‘Den arabiske verden har en stærk tradition for, at ideologisk uenighed udkæmpes med ord og ikke med våben.’
"I virkeligheden har Islam nemlig mange af de samme idealer og principper for ytringsfrihed, som findes i Vesten i dag."
"Jeg tror ikke at spændingerne i Syrien vil eskalere til en borgerkrig"
"Så vidt jeg kan se, er det heller ikke sådan, at egypterne nu i stort antal vil gå hen og stemme på Broderskabet."
(Det Egyptiske Broderskab fik 36,3 % af stemmerne, de moderate islamister 3,3 %, mens de ekstreme salafister løb med hele 28,8 %)
Fascineret af islam, »denne vitale religion«
Jakob Skovgaard-Petersen
Kærlighed gør blind?
Når man læser det folketinget har vedtaget:
https://www.ft.dk/samling/20201/vedtagelse/v137/index.htm
Kan man jo næsten kun ryste på hovedet. Hvad er det næste de vedtager ? At ophæve tyngdeloven ? At jorden er flad eller ?
"at der ikke forekommer ensretning,"
Betyder det at vi skal afskaffe stort set al naturvidenskab ?
"at politik ikke forklædes som videnskab"
Lidt afhængig af definitionen af Politik, og hvis man tager sætningen lidt firkantet så kan vi så nedlægge kurser i Enterprise Arkitektur på ITU, de fleste samfunds fag og forsvarsakademiet.
Med det som politikerne blander sig i, så kan alt jo være politik i dag.
"og at det ikke er muligt systematisk at unddrage sig berettiget faglig kritik."
Man har ikke defineret hvad faglig kritik er og hvem der udøver den. Jeg sidder tilbage med følelsen af at der mellem linjerne står at det er kritik fra folketinget.
Alternativt og det er måske mere skræmmende, så har vi jo set at alt stort set kan gøres til politik. Og så er det jo det vi ser, at der sker.
"Universiteterne er oprindeligt et særkende for Europa, med rødder i middelalderen."
Det er lidt som, at sige at Columbus opdagede Amerika.... tja ..ja...
" vore dage fungerer de som afgørende samfundsinstitutioner, der danner en ramme om den frie og kritiske tænkning."
Men det er jo ikke frit når folketinget med sådanne udtalelser prøver at styre, hvad der skal/må forskes i. Defacto er det jo også svært i dag at forske uden private midler, der forventer afkast på deres investering. Det er ikke fri og kritisk tænkning.
"Den består i, at forskersamfundet gennem fri og kritisk debat når til konsensus om såvel de idéer, forskersamfundet anser for at være levedygtige, som om de idéer, der i lyset af den kritiske debat ikke lader sig opretholde."
Hvilken debat ? i hvilken kontekst ? Læg mærke til, at formuleringen ikke præciserer at det er faglig debat mellem forskere inden for et fagligt felt. Det kan lige så godt være en "kritisk debat" på facebook, der gør at forskeren ikke føler at hans/hendes ideer lader sig opretholde pga. han/hendes personlige sikkerhed. Det er bevist skrevet vagt.
"Folketinget har den samme ret som alle andre forsamlinger af borgere, eller borgere enkeltvis, til at udtrykke holdninger til forskningsresultater"
Men i dag er der jo en usund sammensmeltning mellem den udførende og lovgivende magt. Så det kan være svært at kende forskel på hvilken roller/kasket et folketingsmedlem har på. Ordfører i folketinget den ene dag, minister den næste-.
Og så sluttes der af med:
"Men det bestemmer ikke, hvad der kan forskes i, eller hvordan. " Hvor det er folketinget.
Men det er jo netop det man gør med sådan en sådan udmelding.
Jeg mener det er noget makværk. Og at partierne der har stemt for det her sludder burde skamme sig. Trække det tilbage og sige undskyld.
Fri forskning skal/bør være fri.
// Jesper
Lige siden der i 2007 blev indgået aftaler mellem ministerier og universiteter om forskernes myndighedsbetjening, har forskere oplevet at få slettet, omformuleret eller direkte kasseret forskning som myndighederne af politiske grunde ikke brød sig om.
Så måske er forkningen fri. Lige indtil den møder politikere og deres embedsmænd.
PS. Her en herlig formulering fra aftalen i 2007:
'..synergi i videnopbygningen som grundlag for varetagelsen af de aftalte opgaver.'
Så ved man som forsker godt, hvad synergi betyder.
Hvis det ikke er nok, står der noget om konkurrenceudsættelse af opgaveløsningen, der skal være: '.. et nyttigt instrument til at sikre en effektivisering af såvel forskning som øvrige opgaver.'
Henrik Dahl løber åbne døre ind.
Man får et godt billede af forskellene mellem at ville have forskning til at passe til en ideologi og at anvende forskning til at tolke virkeligheden. Forskere leverer forskningsresultater, som kan tolkes. Mange politikere leverer - desværre - holdninger, som de vil have, at forskningen skal understøtte. Det har altid undret mig, at et begavet menneske som Henrik Dahl kan fremstå så enøjet og aktivistisk.
Ja så har Jørgen Bæk Simonsen fået en afløser , som de islamofobipolitikker og andet godt folk kan overfalde og beskylde for alt muligt.
Jakob Skovgaard-Petersens bog "MUHAMMAD" er en øjenåbner og god at få forstand af især i vores udlændinge debat. Naturligvis ikke for enøjede højrepolitikere. Læs bogen og få et mere nuanceret syn på Islam.
»Det har altid undret mig, at et begavet menneske som Henrik Dahl kan fremstå så enøjet og aktivistisk.«
Man kan nemt få det indtryk, at Henrik Dahl har et hævnmotiv.
Jeg synes slet ikke interviewet her kommer til bunds i striden.
Det er ufrugtbart i islam- og mellemøstforskningen hvis den er styret af, om man er for eller imod islam.
Når forskning polariseres på den måde, bliver den nødvendigvis forsimplet og - ja - enøjet.
En religion må altid ses i sine kontekster. Europas kendskab til islam skyldes primært tilstrømningen af arbejdskraft og indvandrere fra et ustabilt Mellemøsten præget af stedfortræderkrige op til og lige siden afkoloniseringen. Den moderne Jihadisme er vokset frem på baggrund af dette ofte kaotiske Mellemøsten. Samtidig udgør muslimer langt den største andel af indvandringen til Europa i forhold til fx kristne og buddhister (fra Vietnam og Sri Lanka fx), som dog også kom til Europa på baggrund af krig. Krige mobiliseres ofte af religion, hvis udtryk derned formes af krig. Det sker også for buddhisme, der i Sydøstasien kan være ligeså militant som de muslimer, den bekæmper.
En vigtig del af religionsforskerens opgave er at beskrive mangfoldigheden og derved korrigere det ensidige billede af islam (og buddhisme), indvandringen til Europa har skabt. Det ligger i religionshistorikerens jobbeskrivelse, at det historiske perspektiv skal nuancere billedet.
Derfor er det klart, at politikeren Dahl og religionshistorikeren Skovgaard-Petersen ser forskelligt på islam.
Europæiske politikere skal bekæmpe antidemokratiske tendenser blandt grupper af indvandrere, men jo også blandt grupper af etniske europæere, der reagerer over for indvandrere med racistiske handlinger. Men det gavner ikke, at politikere kræver, at forskernes beskrivelse af islam - eller andre religioner - skal matche politikernes. Tvært imod bør politikerne netop stimulere den søgen efter mangfoldigheden, der er de humanistiske fags eksistensberettigelse.
For mig at se så er det ikke religionen der er vigtig men hvordan folk tolker den og udøver den.
Og som enhver med bare en smule indsigt ved, så tolker folk forskelligt.
De mennesker der har forstået allermindst er de mennesker de slår alle over én kam. Folk der f.eks. mener at alle muslimer er islamister eller at alle muslimer er moderate.
Islam , som artiklen handler om, åbner op for vidt forskellige fortolkninger. Skulle nogle være uenige heri, så må det undre.
Så Mikael Aktor har helt ret.
Kun neutrale forskere er troværdige og kun nuancerede politikere kan bruges til noget.
Henrik Dahl er en dygtig polemiker og bestemt en underholdende som skribent. Men der er noget Anders-And- modsiger-Søren- Kierkegaard over hans udfald mod Jakob Skovgaard Petersen. Anklagerne "savner ethvert rimeligt grundlag", således som det slås fast af præsidiet i Videnskabernes Selskab andetsteds i dagens avis. Skal vi alligevel bruge tid på det (og et helt opslag i avisen) er det træls, at intervieweren ikke holder fast i det, der ser ud til at være den centrale uenighed: kan man identificere en slags kerne eller et antal vidt udbredte fællesstræk i islam, der har spillet en afgørende rolle i de muslimske samfunds udvikling? Det antager Henrik Dahl, men helt uden at præcisere eller belægge det nærmere. Jakob Skovgaard Petersen bliver til gengæld ikke bedt om at tage stilling til synspunktet. Ærgeligt, for han kender jo om nogen disse debatter - også med folk, der er lettere at tage alvorligt end Henrik Dahl.
Kig ud i verden og slå fast at islamisk dominerede lande er forskellige men med fællestræk.
Iran, Saud-Arabien er hver især bundet op på Shia og Sunni men har streng lovgivning ud fra religionen og anderledes troende har det ikke let.
Afghanistan under Taliban er noget ganske andet end Indonesien eller Marokko.
Det skulle da ikke være så vanskeligt at få en som Henrik Dahl til at forstå !
Omvendt bør en religionsforsker vide hvilken indflydelse på politikere/mennesker i almindelighed, en religion kan have og dermed konkludere at religionen i sig selv ikke er farlig, men at kun mennesker der tolker den, kan være det.
Derfor er det vigtigt at forskere arbejder med religionens indflydelse frem for religionens indhold, hvis de vil konkludere på f.eks spørgsmål om integration.
Folk i alle grupperinger er forskellige og på disse solskinsdage undrer det mig f.eks. at nogle troende gider indhylle sig i heldækkende gevandter, men glæder mig samtidig over at se så mange muslimske piger lufte deres lange hår i vinden, præcis som alle andre.
Henrik Dahl er videnskabelig analfabet og et identitetspolitisk tågehorn for Berlingske Opinion. For mig er hans meninger uden værdi og empiri.
Skolepengene tilbage.
"Det mener jeg så ikke, at det er,« siger Henrik Dahl og fortsætter: »Hvis man bliver ved med at udnytte sin aktivitet som forsker til at kortslutte debatten, så synes jeg, det er en slags aktivisme."
Man kunne også sige:
Hvis man bliver ved med at udnytte sin aktivitet som politiker til at kortslutte debatten, så synes jeg, det er en slags aktivisme.
Hvis der er nogen i dette land, der konstant fremkommer med mere eller mindre udokumenterede beskyldninger mod dem, der drister sig til at have en anden holdning end den fremherskende på Borgen, er det visse politikere, der anvender opslag på facebook som murbrækkere og direkte adgangsbillet til TV2 News og avisforsiderne med kontroversielle udmeldinger om muslimer eller angreb på navngivne personer, især forskere, der siger dem imod.
Der tales om partiernes såkaldte 'dødspatruljer' på de sociale medier, der kaster sig over enhver kritiker af den ophøjede udlændingepolitik.
En algoritme har analyseret hadefuld tale på facebook, og tre DF- politikeres profiler ligger i top med hadtale, Peter Skaarup øverst.
Forskere har måttet sygemelde sig efter personangreb.
Nu vedtager Folketinget ovenikøbet en erklæring om at forskere ikke bør være aktivistiske.
Men er der ikke snarere tale om en massiv projektion og politisk aktivisme fra talerstolen kunne man måbende spørge?
Astrofysiker og professor Anja C. Andersen er ikke i tvivl; politikerne sætter kikkerten for det blinde øje.
Henrik Dahl kalder Jakob Skovgaard-Petersen enøjet.
Til det er vel blot at sige, at blandt de blinde er den enøjede konge!
William Shakespeare kommenterede Henrik Dahls tirader for "lidt" siden i stykket King Lear, hvor Lear selv siger:
"Tis the time’s plague when madmen lead the blind."
Jeg vil anbefale Henrik Dahl og andre at læse Ole Grünbaums Tusinde og en nats Samtaler, som er Fortællingen om digteren Rumi og vismanden Shams. Den kommer langt omkring og viser i høj grad, hvad islam også er.
Ordet kritisk optræder hele tre gange i folketingets dokument V 137 "Om overdreven aktivisme i visse forskningsmiljøer".
Gør man sig imidlertid den umage at nærlæse dokumentet, indser man let , at det eneste kritiske ved Dahl & Messerschmidts frembringelse og dens succes er, at V 137 vidner om dansk politiks kritiske tilstand.
OK. "Kortslutte debatten" er når man udtrykker en holdning som Henrik Dahl ikke er en i.
Det, der paradoksalt nok kendetegner landene i Mellemøsten med et befolkningsflertal af muslimer, er jo, at styret netop begrænser Islams indflydelse, og at befolkningerne er i forskellige grader af opposition til styret af samme grund.
Det skyldes jo i høj grad, at der er tale om forhandlede grænser efter Første Verdenskrig, hvor det osmanniske sultanat led et afgørende nederlag, der sluttede mange århundreders relative indre fred.
Det har givet diktatorer, der for at beskytte deres eget etnisk-religiøse mindretal undertrykker majoriteten - i Syrien en shiitisk sekt, i Irak var det omvendt en Sunni-diktator. Libanon har været nødt til at stable en særlig sekterisk magtfordeling på benene, og oveni det hele er der så de mange flygtede palæstinensere, der fra tid til anden har udgjort en direkte fare for styrerne, f.eks. i Jordan, hvor man jo simpelthen endte med at smide dem ud.
Mikael Aktor, det er simpelthen så rigtig og godt skrevet, det du formulerer i dit indlæg.
Skulle nogen være interesseret at følge udlandets dækning af udviklingen i Danmark, er der meget at læse i disse dage. Jeg mindes ikke tidligere at have set så megen interesse for Danmark i udenlandsk presse.
Det franske dagblad Le Monde har i de senere dage bragt flere artikler.
I sidste uge bragte bladet en leder under overskriften ”Danmark sælger ud af asylretten”. Lederen kan læses (også af ikke-abonnenter) på Le Mondes hjemmeside.
I dag følger så en reportage under overskriften ”Den akademiske frihed i fare i Danmark ifølge forskere”. Artiklen er kun delvist tilgængelig for ikke-abonnenter.
De præcise henvisninger (det er åbenbart ikke muligt at angive links på indeværende side) er:
Le Danemark brade le droit d’asile, 4 juin, 2021.
La liberté académique en danger au Danemark, selon les chercheurs, 8 juin, 2021.
The Guardian skriver jævnligt om DK. I de sidste år oftest negativt om vores politik over for flygtninge og om ghettoplaner. Frankrigs behandling af indvandrere og dets aktive politik i de gamle kolonier fylder ikke meget i danske aviser. Måske skulle man gå i gang.
Tak for henvisningen til le Monde. Rørende og hyklerisk. Framkrig tager sig af sine egne problemer on location i de gamle kolonier i Mali, Libyen, Algeriet, Marokko og Niger. Med hård hånd. Også en slags asylpolitik.
Selvfølgelig kan man ikke "sige noget generelt" om Islam - lige så lidt som man vil kunne "sige noget generelt" om Buddhisme, Kristendom, Hinduisme, Animisme - eller religion i det hele taget uden at det bliver meget overfladisk
Man kan ikke engang "sige noget generelt" om HD's ståsted liberalismen. Liberalismen har tre inkompatible hovedretninger.
Missionen er lykkedes for Dahl&Messerschmidt - de har fået al den opmærksomhed, de kunne ønske sig personligt samt til deres to små/hensygnende partier. Det substantielle vakuum de befinder sig i fremgår klart i interviewet af Dahls manglende evne til at argumentere for sin position samt interviewerens begrænsede evne som kritisk tovholder.
En 'blød' religionskrig er ved at eskalere, bl.a. byggende på elementer fra kolonitiden, men langt mere vidtgående. Det tre monoteistiske religioner er på kollisionskurs, hvilket i 'vort' hjørne søges camoufleret af visse ekstreme former for islam-kritik på den ene side og halvblind Israel-støtte på den anden. Den kinesiske 'religion' er også en væsentlig faktor.
Det som mange flere forskere (og ikke kun dem) burde være optaget af, er de uhyggelige hindringer som religionerne af enhver slags betyder for vores evne og mulighed for at tackle de universale problemer, som klimakrisen og truslen mod biosfæren frembyder.
Heine Andersen, professor emeritus, sociologisk institut, Københavns Universitet, skrev i 2019 en artikel i Forskerzonen på Videnskab.dk, at problemerne med selvcensur, pragmatisme blandt forskere, uberettigede fyringer efter politisk pres og ledelseshierakiet på universiteterne udgjorde et stadigt voksende problem for den frie forskning.
Eksemplerne var fx 'Gyllegate', 'mundkurvskontrakter' og ’Molt-rapporten’ i 2017, hvor Miljøbiolog Bjørn Molt Petersen rejste kritik af de tal, AU-forskerne havde leveret til Miljøstyrelsen.
https://videnskab.dk/kultur-samfund/forskningsfriheden-er-stadig-under-p...
"Der har slet og ret været tale om brug af ulovlige kontrakter i årevis i flere ministerier og over for mindst fem universiteter, foruden et antal sektorforskningsinstitutter.
De har krænket universiteternes og forskernes forskningsfrihed, hvilket universiteterne ellers har pligt til at værne om, jf. universitetslovens paragraf 2, stk. 2. Her står direkte, at universiteterne skal tilskynde forskerne til at deltage i den offentlige debat.
Forskernes (såvel som andre borgeres) ytringsfrihed er indskrevet i Grundloven, i Den Europæiske Menneskeretskonvention og Den Europæiske Unions Charter om Grundlæggende Rettigheder. Alle har retskraft i Danmark.
Dertil kommer forvaltningslovens § 27. Offentligt ansatte kan ikke pålægges generel tavshedspligt om det, de får at vide under udførelsen af deres embede."
https://videnskab.dk/forskerzonen/kultur-samfund/ministerier-har-i-aarev...
Heine Andersen sammenligner den politiske undertrykkelse med offentlighedsloven, måske mere anerkendt som 'mørklægningsloven', og siger:
"Det er som med politiske styreformer: Demokrati baseret alene på den enevældige monarks kærlighed til folket holder ikke."
I 2015 skrev den engelske udgave af The Times dette:
”There can be few more sensitive and potentially perilous areas of academic research than early Islamic history. To question the origins of Islam, the role of the Prophet Muhammad or the authenticity of Koranic scriptures is not only seen as blasphemous by many Muslims, it can be a death sentence.”
Det var som indledning til en artikel om den danskfødte islamforsker, Patricia Crone, og hende kender alle selvfølgelig, ikk? Det, The Times gør opmærksom på, er, at alle islamforskere må acceptere, at det kan være farligt at offentliggøre kætterske tanker, som strider mod islams godkendte lære. Vestlige forskere med bopæl i frie samfund er klar over det, men for dem er den rent fysiske fare ikke så nærliggende. For dem er den største hindring for forskningen, at kritiske artikler eller bøger lukker for adgangen til arkiver eller muslimske lande.
Og det er ingen af dem selvfølgelig interesseret i.
Eva Schwanenflügel
Tak for et yderst relevant indlæg. En særlig tak også til professor Heine Andersen. Universitetet har ekstrem brug for modige forskere. Det øvrige samfund også.
Pietro Cini
Glad for at artiklerne fængede.
Her er et par stykker mere:
"Forskningsfrihed: Danmark får bundplacering i EU"
https://videnskab.dk/kultur-samfund/forskningsfrihed-danmark-faar-bundpl...
"Retorikprofessor: Udmelding fra Folketinget er manipulerende og krysteragtig"
https://videnskab.dk/kultur-samfund/retorikprofessor-udmelding-fra-folke...
den suverænt mest skadelige religion verden har set er vist "guldkalven" og langt de fleste krige har deres årsag i den, selv om man bruger de andre religioner til dannelsen af fjendebilleder.
Forskere skal have lov til at forske i fred for politikere.
Det kræver selvfølgelig at disse forskere ikke har en politisk agenda med deres forskning; Det er selvklart.
Jeg har tiltro til at langt de fleste forskere ved og anerkender at de må være så neutrale som muligt , så det vil undre mig hvis så kloge mennesker vil sætte deres renomme på spil.
Det der kan undre mig er hvis venstreorienterede og tilmed venstreorienterede kvinder går i brechen for en patriarkalsk antidemokratisk lovreligion som heldigvis rigtigt mange af dens tilhængere ikke længere tolker så rigidt.
Disse burde i stedet tage klar afstand fra de undertrykkende passager i indholdet af sådanne religioner og nøjes med at være glade for at mange troende tolker deres religion mere løst og i en mere moderne kontekst.
Det samme burde Henrik Dahl gøre; Ja det samme burde alle, undtagen islamisterne gøre.
Svend Jespersen
Ja, det kan desværre absolut være forbundet med fare at problematisere centrale ideer i islamisk tænkning. For ganske nylig er eksempelvis islamologen Saïd Djabelkhir blevet idømt tre års fængselsstraf i Algeriet for sine skriverier.
Men ikke desto mindre er der fortsat fremtrædende forskere, der insisterer på kritisk tænkning. Såvel forskere af muslimsk baggrund som ikke-muslimske forskere.
For nu at nævne et par fremtrædende aktive forskere kan jeg nævne to tunesiske skribenter, nemlig juristen Yadh ben Achour og litteraturforskeren Hela Ouardi. Sidstnævnte har bl.a. i de senere år udgivet bøger om profetens sidste dage, og om rivaliseringen mellem de fire kaliffer efter profetens død. Begge bøger, der sætter spørgsmålstegn ved de gængse muslimske fortællinger.
Nævnes bør også den franske historiker og arabist Jacqueline Chabbi, der bl.a. har udgivet Islams tre søjler: en antropologisk læsning af Koranen (Les trois pilliers de l’Islam. Lecture anthropologique du Coran, Seuil 2016). Blot titlen er vel nok til at angive, at det ikke handler om en gængs læsning af Koranen.
Mange andre navne kunne nævnes. Og de tre ovennævnte publicerer fortsat – og er åbenbart ikke bange for om kritiske artikler eller bøger skulle lukke for adgangen til arkiver eller muslimske lande.
I forlængelse af min kommentar 8/6 kl 11.36 vil jeg tillade mig at bemærke følgende:
Dansk politiks kritiske tilstand afsløres af den triste kendsgerning, at dansk borgerlighed, hvori jeg tillader mig at medregne Socialdemokratiet, ikke opviser én eneste intern kritisk stemme.
Der var engang, hvor Socialdemokratiet talte en Frode Jakobsen og en Bodil Koch, Venstre en Christian Mejdahl, en Birthe Rønn Hornbech, en Brita Schall Holberg, en Søren Pind, og KF Connie Hedegaard.
Selv Dansk Folkeparti kunne bryste sig af, at Jesper Langballe kritiserede universitetsloven af 2003 sønder og sammen, netop fordi den truede forskningsfriheden.
I dag er alle dissident-stemmer forstummet.
Det er ikke uhyggeligt. Det er makabert.
Henrik Plaschke.
Ja, jeg er helt klar over, at der findes kritiske islamforskere både i muslimske og ikke-muslimske lande. De, som har bopæl i muslimske lande, er fuldt bevidste om både de skrevne og de uskrevne grænser for, hvor det bliver farligt, og det indretter de sig som regel efter. En ide eller tanke kan forklares i ord på mange måder, men det er helt sikkert, at hvis en forsker skulle finde på i klart sprog at påstå, at Allahs og profetens på- og forbud ikke giver nogen fornuft i det 21. århundrede, så er det på høje tid for ham/hende at pakke kufferten. Og ingen politiske partier tør nævne ordet ”sekularisme” i deres programmer. De har måske nogle standpunkter, som reelt burde kaldes sekulære, men ingen tør bruge ordet, hvis de gerne vil have vælgernes stemmer.
Jeg kender ikke noget til de forskere, du nævner, (måske fordi fransk ikke er min stærke side),men jeg har gennem årene bemærket, at når det gælder kritik af islam, så støder man ofte på forskere, journalister, forfattere og andre former for skribenter fra Tunis, Algier og Marokko. Nogle få af dem bor der stadig, men mange bor i Frankrig eller andre steder. Én af dem, jeg først stødte på, var Lafif Lakhdar, som døde for otte år siden.
I den muslimske verden er det desværre sådan, at ordene fra personer som Hasan al-Banna, Sayyid Qutb, Abul A'la Maududi og Ruhollah Musavi Khomein stadig bærer meget større vægt end en tilfældig historiker fra et universitet.
Ufattelig at to politikere som Morten Messerschmidt og Henrik Dahl og som ikke ligefrem kan prale af at have meget stor almen troværdighed i den danske offentlighed, skal få så meget opmærksomhed i de danske medier omkring et så seriøst og vigtigt emne som troværdigheden af dansk forskning.
På tide at give denslags politiske egocentrikere meget mindre opmærksomhed og mindre spalteplads.
Undskyld min dårlige formulering.
Jeg tager det en gang til: Dansk borgerlighed - inklusive Socialdemokratiet - kan i øjeblikket ikke opvise én eneste selvkritisk stemme.
V 137 består af 72 skud i tågen med spredehagl. Er desuden udtryk for synkron(iseret) konformisme.
Den europæiske borgerlighed var engang en progressiv kraft, som triumferede med den Franske Revolution. V 137 er noget helt andet.Det er et dybt reaktionært dokument. Det er Estrups genkomst - i en muteret form, der ikke kan bekæmpes af nogen vaccine.