Baggrund
Læsetid: 11 min.

Klimabevægelsen har vundet de første, store sejre, men der er lang vej igen. Så hvad nu?

For to år siden kunne den danske klimabevægelse samle op mod 70.000 mennesker til demonstrationer. Siden er radikale krav blevet til reel politik. Men i takt med frustrationerne over den manglende politiske vilje til »at gå hele vejen« er der blandt de grønne aktører opstået uenighed om, hvor og hvordan de næste store klimakampe skal kæmpes
Efter klimaets store indtog på den politiske dagsorden i 2019, er der nye kampe. »Mange af de nuværende klimapolitiske kampe er mere nørdede og meget sværere for os at kæmpe,« siger Greenpeaces klimapolitiske leder Helene Hagel. På billedet er en person til klimademonstration på Rådhuspladsen i 2019.

Efter klimaets store indtog på den politiske dagsorden i 2019, er der nye kampe. »Mange af de nuværende klimapolitiske kampe er mere nørdede og meget sværere for os at kæmpe,« siger Greenpeaces klimapolitiske leder Helene Hagel. På billedet er en person til klimademonstration på Rådhuspladsen i 2019.

Sarah Hartvigsen Juncker

Indland
28. juni 2021

Det er ikke hver dag, at en regering møder ros fra Greenpeace for at gøre noget godt på klimafronten. Tværtimod kan det nærmest virke som en naturlov, at uanset hvad det politiske system kan opnå af kompromiser, så vil Greenpeace – og andre grønne organisationer – stå klar med budskabet: Ikke godt nok.

Men da et politisk flertal i november satte en slutdato for olie- og gasjagten i Nordsøen, valgte Greenpeace at lade mundbindet »vige pladsen for champagneflasken« og »skåle på den her historiske klimasejr«, som organisationens klimapolitiske leder, Helene Hagel, udtalte.

Jublen var ikke ukontroversiel. Mens Greenpeace indrykkede rosende annoncer i Financial Times, var andre dele af den grønne bevægelse – særligt de unge klimaaktivister – mere kritiske over for aftalen, som trods alt vil tillade fortsatte olieboringer de næste 30 år.

»Det er for nemt at rose regeringen, når den gør lidt af det rigtige. Men det ér sgu bare ikke godt nok,« siger Sarah Hellebek, en af stifterne af Den Grønne Studenterbevægelse, der blev dannet i 2018 efter den historiske sommertørke og Greta Thunbergs klimastrejker.

»Ved at fejre de små skridt for tidligt, tror jeg, at de grønne organisationer kan komme til at forhale klimaomstillingen,« fortsætter hun.

Efter klimaets store indtog på den politiske dagsorden i 2019 står den grønne bevægelse af ngo’er, aktivister og tænketanke nu over for nye kampe. Kravene om en bindende klimalov og ambitiøse mål for 2025 og 2030, som blev fremsat til strejker og marcher, er blevet indfriet. Hvad der for et øjeblik siden virkede radikalt, er blevet politisk konsensus, selv om der stadig er lang vej til Danmarks klimamål.

»De store symbolsejre, som vi kunne mobilisere tusindvis af mennesker med, har vi delvist vundet,« siger Helene Hagel.

»Mange af de nuværende klimapolitiske kampe er mere nørdede og meget sværere for os at kæmpe.«

Spørgsmålet er, hvilke kampe klimabevægelsen nu kan bruge til at mobilisere med, og hvordan de skal kæmpes. For som Nordsøaftalen viste, er bevægelsen ikke altid enig om, hvordan den bedst udøver sin indflydelse, selv om den udadtil ofte står side om side. Særligt er der i takt med frustrationerne over tempoet i klimapolitikken opstået en kløft mellem de gamle, grønne organisationer og de nye, unge klimaaktivister. Den konflikt vender vi tilbage til.

Greta Thunberg ved en skolestrejke i Bristol, England, februar 2020.

Greta Thunberg ved en skolestrejke i Bristol, England, februar 2020.

Matt Dunham

En mindre sexet kamp

Umiddelbart kan de næste klimaslagsmål virke mere brogede end de foregående. Hvor der før var klare mål som en ny klimalov, handler dansk klimapolitik nu i store træk om konkrete, teknologiske virkemidler inden for sektorer som transport, energi, landbrug, bygninger og industri. 

»Det er mindre sexet,« siger Christian Ibsen, direktør hos den grønne tænketank Concito.

»Men det er helt afgørende at lægge de rigtige klimaspor på diverse områder.«

Ambitionen hos tænketanken er derfor at levere viden til de mange politiske forhandlinger og klimahandleplaner, fortæller han.

»Lige nu er man i gang med over stok og sten at lave enkeltaftaler hist og pist. Men for os at se mangler vi simpelthen de helt klare strategier for, hvordan de store indsatser skal bringes i spil,« siger Christian Ibsen.

Kritikken er den samme som den fra det uafhængige ekspertorgan, Klimarådet, der i foråret konkluderede, at regeringen endnu ikke har »anskueliggjort« vejen til målet om 70 procents reduktion af de danske klimagasser i 2030. Og ligesom rådet efterlyser Concitos Christian Ibsen de store strategier for mere elektrificering, for CO2-fangst og -lagring, for et mere klimavenligt fødevaresystem og ensartede CO2-afgifter.

Helene Hagel fra Greenpeace understreger også, at »alle de klimapolitiske handlingsplaner indtil videre er fuldstændig utilstrækkelige«, og derfor er der afgjort stadig vigtige kampe. Mange af dem er bare utroligt komplekse og derfor ikke så store kioskbaskere. Et vigtigt tema for hende er eksempelvis, hvad der sker med EU’s taksonomiforordning, der simpelt sagt er en målestok for, hvad der kan kaldes bæredygtigt.

»Det kommer vi formentlig aldrig til at have en bred samtale om. Det er jo ikke lige det, der mobiliserer 70.000 mennesker på Slotspladsen, selv om det er virkelig vigtigt,« siger Helene Hagel.

Et mål, der måske kan være mere ligetil, handler om, hvornår Danmark skal være klimaneutral, altså ikke udlede flere drivhusgasser, end vi optager gennem skov eller andet.

»Det er en vigtig kamp at få fremrykket nettonulmålsætningen fra 2050 til noget, der svarer til Danmarks ansvar i forhold til Parisaftalen, hvilket vil sige allerallersenest 2040,« siger hun.

Demokrati i krise

De nok mest højlydte kritikere af den førte klimapolitik finder man blandt ungdomsorganisationerne Fridays for Future, Klimabevægelsen og Den Grønne Studenterbevægelse. Sarah Hellebek tror dog ikke på, at den nye, store kamp hverken kan eller bør findes i de politiske forhandlingslokaler.

»Vi kan ikke holde store klimamarcher om, hvorvidt vi skal have så og så mange hundrede tusinder elbiler på gaden. Det er jo politikernes ansvar at levere den tilstrækkelige politik,« siger hun.

Derimod har tiden efter valget i 2019 udstillet et mere fundamentalt problem. Med aktivismens opblomstring i 2018 lykkedes det ifølge Sarah Hellebek ikke kun at mobilisere et ungdomsoprør, men også en bred folkebevægelse. Den bevægelse har siden valget lidt under »et demokratisk svigt«, mener hun.

Unge fra hele verden mødes til ungdommens klimatopmøde på rådhuset i København.

Unge fra hele verden mødes til ungdommens klimatopmøde på rådhuset i København.

Anders Rye Skjoldjensen

»Vores demokrati har et kæmpe problem, når en folkebevægelse bakker op om en ambitiøs klimapolitik, men regeringen så ikke lever op til ansvaret. Vi befinder os ikke kun i en klima- og biodiversitetskrise, vi befinder os også i en demokratikrise,« siger Sarah Hellebek.

Selv om der også skal kæmpes for at få CO2-reduktioner ind i politiske aftaler, må de unge klimaaktivisters kamp derfor nu i høj grad handle om at styrke netop den demokratiske proces. Her har borgertinget, der blev nedsat i forbindelse med klimaloven, vist vejen, siger hun. De 99 repræsentativt udvalgte borgere har på flere områder foreslået mere vidtgående politik end regeringen. Borgertingets mandat er imidlertid blevet kritiseret for at være for svagt, da politikerne ikke er tvunget til at forholde sig til borgernes anbefalinger. Faktisk var der kun flertal for få af forslagene i den rundspørge blandt partierne, som Information foretog i maj.

»Vi har haft nok lytterunder og samtalesaloner. Nu skal vi have reel magt tilbage til borgerne. Det er dem, der kan drive den her omstilling. Så det at snakke om borgerting og kommunale borgerting, at give borgerne en central rolle i omstillingen, det ser jeg som den næste helt store kamp,« siger Sarah Hellebek fra Den Grønne Studenterbevægelse.

Hvis klimaaktivismen og den folkelige opbakning skal nå samme højder som før coronakrisen, må der derfor andre fortællinger til. Godt nok har Den Grønne Studenterbevægelse selv ført an med kampagner om »klimalovbrud« og »endnu et år tabt«, men i længden er det farligt at tale om nederlag, mener hun.

»Jeg tror ikke, at vi som bevægelse har råd til at blive ved med at snakke om skuffelse,« siger hun.

»Den største fejl, vi kan begå, er at sige, at vi kun har ti år til at redde klimaet,« siger hun med henvisning til opgørelserne fra FN’s Klimapanel om, at det globale budget af CO2 i atmosfæren vil være opbrugt inden for 10-15 år, hvis Parisaftalen skal overholdes.

»Forestillingen om, at det kan blive for sent, er det allermest giftige. Det kan aldrig blive for sent. Vi må og vil til enhver tid kæmpe for en mere retfærdig og solidarisk verden,« siger hun.

En god fornemmelse i maven

Da den radikale politiker Martin Lidegaard i 2008 skabte den grønne tænketank Concito, var ambitionen at forene gamle fjender i et nyt fællesskab. Med en pragmatisk tilgang, men samtidig et tydeligt grønt islæt, skulle tænketanken være i stand til at rumme aktører lige fra Shell, Aalborg Portland og Landbrug & Fødevarer til Greenpeace, Care og Verdensnaturfonden.

»Der er ingen tvivl om, at bølgerne til tider vil gå højt,« sagde Lidegaard i 2008 om de politiske og økonomiske interessemodsætninger blandt tænketankens 70 medlemmer.

Helt gnidningsfrit har det ikke været. Omkring fem år senere meldte Greenpeace, en af landets største ngo’er, sig ud i protest mod linjen på atomkraft og skifergas. Og i mange unge aktivisters optik har sammenrendet af interesser betydet, at Concito er for vag i sin kritik af det politiske system, blandt andet i forhold til niveauet for CO2-afgifter og radikaliteten af landbrugets klimaomstilling.

»Det skriger jo til himlen,« siger Sarah Hellebek.

»Vi læner os også meget op af det gode vidensarbejde, som Concito laver. Men i Den Grønne Studenterbevægelse er vi nødt til at være kompromisløse, for vi kan ikke gå på kompromis med klimavidenskaben.«

Kritikken handler ikke kun om Concito, men eksempelvis også om Greenpeaces fejring af Nordsøaftalen. For det eneste afgørende, siger Sarah Hellebek, er, at »2050 ifølge klimavidenskaben er for sent i forhold til at lukke Nordsøen«.

»Det er vi jo så nødt til at påpege. Det at rose små politiske fremskridt kan give en god fornemmelse i maven, men det løser ikke de massive udfordringer, vi står over for,« siger hun.

Op til og under valget i 2019 kom de grønne organisationer langt med deres alliance, som krævede 70 procents reduktion i 2030, selv om politikerne i De Radikale og Socialdemokratiet dengang rystede på hovederne. Sarah Hellebek ville derfor ønske, at de unge »kunne lave et stærkere samarbejde med de andre organisationer«.

»Succeshistorien er, at når vi står sammen, så kan vi få ting, der virker radikale, igennem på den politiske dagsorden,« siger hun.

– Er det at fejre sine sejre ikke enormt vigtigt i forhold til at indgyde befolkningen håb?

»Jeg har også lyst til at fejre sejrene, og det gør vi også. Men vores sejre er ikke bare, hvad vi kan få industrien med på,« siger Sarah Hellebek og eksemplificerer med samarbejdet mellem Danmarks Naturfredningsforening og Landbrug & Fødevarer, der ifølge hende er for uambitiøst.

Vigtigt at spille hver sin rolle

Christian Ibsen fra Concito har »fuld respekt« for kritikken.

»Det er udtryk for frustration og et behov for handling, som jeg anerkender og deler fuldt og helt,« siger han, men tilføjer, at man samtidig må anerkende, at organisationerne spiller forskellige roller.

»Der er behov for nogle, der er kompromisløse. Men der er også behov for nogle til at pege på den endelige løsning og det næste politiske skridt, der kan bringe os i den rigtige retning. Og så ved jeg godt, at det at gå ind på midtbanen og få skidt på knæene ikke er nok, men det er nødvendigt. Resultatet er ofte et politisk kompromis, men det afgørende er, at det peger i den rigtige retning,« siger Christian Ibsen.

Demonstranter samlet for klimaets sag i København.

Demonstranter samlet for klimaets sag i København.

Viljen til pragmatisme skyldes dog på ingen måde politiske interesser blandt medlemmerne, understreger han. Concito er en forening bestående af professorer, ngo’er og virksomheder og står ifølge Ibsen »benhårdt« på, at medlemmerne ikke har betydning for økonomien.

»Men en tænketank skal være centrum for dialog på tværs af alle aktører, og det nytter ikke kun at snakke med de grønne. Vi bruger medlemmerne som aktive bidragsydere, men de har intet at skulle have sagt, i forhold til hvad vi mener.«

I Greenpeace ser Helene Hagel det som en styrke, at organisationerne har forskellige roller at spille. Grundlæggende er hun dog enig i, at ngo’erne skal være et kompromisløst talerør for »klimavidenskaben«.

»Det er ikke vores opgave at finde mulige kompromiser. Vores opgave er at foreslå det nødvendige, og så må andre finde ud af, hvordan man skaber et flertal,« siger hun.

I øvrigt påpegede Greenpeace også dårlige sider af Nordsøaftalen, tilføjer Hagel. Når hun alligevel valgte det gladere budskab, handlede det om at kunne bruge aftalen politisk.

»Vi kaldte det en historisk aftale, hvilket jo er rigtigt. Og ved at gøre det kunne vi bruge den til at forsøge at rykke Norge, Storbritannien og andre større olieproducerende lande i samme retning,« siger hun.

»Jeg vil gerne tale det gode op. Det er jo ikke troværdigt, hvis man altid bare smadrer til det hele. Man må anerkende, hvad der sker, og kritisere det dårlige.«

Sultestrejker for klimaet

Selv om det er generationskløften, der ses mest tydeligt, er diskussionerne ikke kun et vilkår mellem ’de unge’ og ’de gamle’ bevægelser. De traditionelle ngo’er har i sagens natur også forskellige holdninger og vurderinger. Nogle vil have forbudt benzinbiler i 2030, andre i 2025. Nogle insisterer på at få færre svin i landbruget, andre gør ikke. Og da Danmarks Naturfredningsforening i Politiken valgte at bedømme klimaminister Dan Jørgensens (S) indsats med karakteren 7, var der frustration hos andre ngo’er, der havde givet et sølle 2-tal.

»Nogle gange går bølgerne højt mellem os, vi er da uenige,« siger Helene Hagel.

»Problemet er, at hvis to organisationer kritiserer en minister eller en aftale, mens en tredje blåstempler den, så fremhæver regeringen jo bare den sidste.«

Helene Hagel fortæller, at danske miljø- og klimaorganisationer derfor »koordinerer meget og mødes ofte«.

»Det er ret unikt,« siger hun. 

Uenighederne kan ifølge Christian Ibsen ses som et udtryk for, at vi som samfund »er kommet et sted hen, hvor de svære valg nu skal træffes«. 

»Der må vi fastholde en positiv mobilisering. At vi skal gøre det her, fordi vi skal have transport uden udledninger og partikler, bedre byer, sundere og grønnere fødevarer. Vi skal være bedre til at tale om det som noget andet og mere end omkostninger for slagteriarbejderen«.

Aktivister fra Den Grønne Studenterbevægelse bæres væk af politiet efter at have spærret indgangen til Folketinget.

Aktivister fra Den Grønne Studenterbevægelse bæres væk af politiet efter at have spærret indgangen til Folketinget.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Evnen til at mobilisere masserne rejser så spørgsmålet om, hvilke metoder der kæmpes med. For nylig fik det stor mediebevågenhed, at en gruppe unge klimaaktivister sultestrejkede foran Christiansborg for at få mere ambitiøse klimaaftaler. Selv om der stadig er lang vej til Danmarks klimamål, kan de færreste dog benægte, at der siden valget faktisk er lavet en del klimapolitik. Så er en sultestrejke et retvisende udtryk?

»Ja, for vi har jo skrevet debatindlæg, stået i Debatten på DR2 og lavet store demonstrationer,« svarer Sarah Hellebek, der ikke selv sultestrejkede, men hjalp med organiseringen.

»Jeg er med på, at regeringen har taget de lavthængende frugter, alt andet ville også være idiotisk. Problemet er, at politikerne ikke har modet til at gå hele vejen.«

»Nu sagde jeg før, at demokratiet er vildt meget i krise, men det er jo ikke mere i krise, end at vi stadig sultestrejker og laver demonstrationer foran borgen. Vi minder dem hele tiden om, at de i valgkampen lovede at gøre det nødvendige for at skabe grøn omstilling. Så vi har jo ikke givet op på dem.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Simon Larsen

Klimabevægelsen må ikke gå ind ind i for snævre tekniske gyder, som de færreste kan finde rundt i. Det skal være sådan, at almindelige mennesker med almindelige skolekundskaber kan følge med. Det betyder, at vi skal finde ud af, hvad det bæredygtige består af, og det skal alle være med til. Det er en folkelig opgave og ikke en ekspertopgave. Klimabevægelsen kan umuligt gå ind for grøn vækst og øget forbrug, som er regeringens mål.
Der er en stor opgave at gå ned i forbrug og skabe andre livsværdier. Det er det, der er Klimabevægelsens mål at pege på.

nanna Brendstrup, Inge Lehmann, Bjarne Bisgaard Jensen, Peter Høivang, Eva Schwanenflügel, Mogens Holme, Steen K Petersen, gregers hoff, Susanne Kaspersen, Hanne Utoft, Gitte Loeyche, Arne Albatros Olsen, Carsten Munk, Inger Pedersen, Holger Nielsen, Kurt Nielsen og erik pedersen anbefalede denne kommentar

»Problemet er, at hvis to organisationer kritiserer en minister eller en aftale, mens en tredje blåstempler den, så fremhæver regeringen jo bare den sidste.«

Er det kommunikationen eller det reelle arbejde, der skal fokuseres på?
Hvor stor er asymmetrien mellem NGO og politikere?

Når jeg læser artiklen fornemmer jeg kløften mellem det lokale/praktiske og det nationale/politiske niveau vokse. Med de radikale forslag, som er kommet ind i mainstream-politikken har vi nået meget overfor politikerne, men hvor langt er vi kommet i den brede befolkning.
Jeg tror, at oplysning på det lokale plan er det allervigtigste medie lige nu. Aftenskoler, biblioteker og nabo-til-nabo hjælp kan løfte den folkelige opbakning, så de næste skridt i forhold til politikerne bliver lettere.

Niels-Simon Larsen

Grundproblemet er, at der skal siges noget, som ingen vil høre. Det er forbi, og har været det siden tidernes morgen. Forskellen fra før og nu er, at videnskaben har fortalt os i detaljer, at isen smelter, og vi bare fortsætter som hidtil. Den sandhed kan Sarah ikke kapere. Helene fortsætter den tekniske, nørdede kurs og tror på den. Dermed har vi Klimabevægelsens dilemma: Sandheden må ikke siges for højt, og de teknisk indrettede kører deres eget løb langt fra folket. Ingen har folkelig opbakning. Det har de ikke lært noget om i skole og uddannelse. Sarah’erne og Helena’erne har hægtet sig selv af og har ingen folkelig opbakning.
Den gruppe, jeg selv hører til, Bedsteforældregenerationen har et andet problem, idet kun få ældre kan holde ud at tænke på, hvad deres børnebørn skal igennem. Det er et svigt, og der får dem til at blive hjemme - foruden de aldersmæssige genvordigheder.

jens christian jacobsen, Mads Lundby, Eva Schwanenflügel, Steen K Petersen, Hanne Utoft og Arne Albatros Olsen anbefalede denne kommentar
Arne Albatros Olsen

Kapitalismen har fundet utallige måde at at gøre al sin kommunikation i grøn , og opfindsomheden her kender ingen grænser, og alle de tekniske diskusioner trækker som nævnt i den grad i langdrag, mens isen smelter, solen brænder og klimaet gør amok.
Spørgmålet er i virkeligheden om, det ikke allerede er forsent.

Vi har bare endnu ikke fået den hele regningen.

Den kommer i etaper.

jens christian jacobsen, Eva Schwanenflügel, Steen K Petersen, Hanne Utoft og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar

"Klimabevægelsen kan umuligt gå ind for grøn vækst og øget forbrug, som er regeringens mål.
Der er en stor opgave at gå ned i forbrug og skabe andre livsværdier. Det er det, der er Klimabevægelsens mål at pege på."

Det er kun en stor opgave at gå ned i forbrug fordi afhængigheden af vækst og kapitalisering, såvel den psykologiske som den materielle, er så omfattende - og fordi den er indlejret i narrativer, som har til formål at fastholde vækstparadigmet og samtidig håndtere den udbredte, kognitive dissonans.

Men i øvrigt meget enig; det er kun en betydelig nedgang i forbrug, der nødvendigvis skal ske i svangerskabet med genopdagelsen og accentueringen af tilværelsens intrinsiske, sociale og eksistentielle, værdier, som peger blot et glimt af en positiv fremtid ud.

jens christian jacobsen, Peter Høivang, Eva Schwanenflügel og David Adam anbefalede denne kommentar
gregers hoff

hanne,
dit sprog støder mig

Niels-Simon Larsen

Problemstillingen er ganske enkel: Helenefolkene begraver sig i beregningerne, og og Sarahfolket taler sagte om sandheden.
For mig er det mere end nok at vide, at isen smelter. Den sandhed skal frem på alle mulige pædagogiske måder, men frem skal den.
Desværre kan jeg ikke sige, at bedsteforældresegmentet har gennemslagskraft, men når de unge og vi ældre har lavet noget sammen, har der altid været gode vibrationer. Lytter vi til hinanden, går det fint.

Det er en kæmpe opgave, vi har foran os. Bare sådan noget som et passende, skriftligt debatforum er svært at opretholde. Nu har vi en debat her, men deltagelsen er ikke overvældende. Dette sagt på baggrund af den påståede kommunikationskultur, vi befinder os i.

nanna Brendstrup, Carsten Munk og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Kurt Nielsen

'Problemet er, at politikerne ikke har modet til at gå hele vejen.'
Den diagnose er jeg rygende uenig i - ikke mindst når jeg ser på, hvad de ellers har mod til at byde befolkningen.
Det er viljen der mangler og ikke modet. Tag den derfra!