Klimapolitik fungerer som et omvendt udlændingekort – og rykker blå vælgere hen over midten

Dagsordener afgør valg. De partier, der evner at ’eje’ de debatter, som topper lige midt i valgkampen, kaprer ekstra mange vælgere. Det kaldes for issue voting. Sådan er det sket i årevis med udlændingedebatten, som valg efter valg har gavnet de borgerlige partier. Men ved seneste folketingsvalg i 2019 skiftede dagsordenen – og for første gang nogensinde gjorde den grønne omstilling udslaget.

Den store valgundersøgelse, som netop er blevet udgivet i bogen Klimavalg, og som de to professorer i statskundskab, Kasper Møller Hansen og Rune Stubager, har været hovedforfattere til, viser ganske opsigtsvækkende, at klimaspørgsmålet var med til at trække vælgere hen over midten og dermed bane vej for regeringsskiftet. Klimaet er blevet en politisk gamechanger.

Flere emner spillede en rolle for det samlede magtskifte fra blåt til rødt, men det er allerførste gang i de seneste 50 år i dansk politik, at den grønne omstilling ikke alene steg op øverst på vælgernes dagsorden, men også blev en faktor, som fik borgerlige vælgere til at skifte side:

»Den røde blok vandt vælgere på både klima og Arnes pension, mens den i modsætning til tidligere ikke tabte vælgere på udlændingespørgsmålet,« konkluderer Kasper Møller Hansen og Rune Stubager, der understreger, at alle tre dagsordener var afgørende for valgresultatet i 2019. Klimaet er dog den mest markante forandring i forhold til tidligere valg, og derfor har valgundersøgelsen fået titlen Klimavalget – ligesom kortlægningen af folketingsvalget i 2015 blev kaldt for Oprør fra udkanten.

Det samlede mønster af vælgervandringer tegner et mønster, hvor Socialdemokratiet først lykkedes med at neutralisere udlændingespørgsmålet, dernæst fik trukket en betydelig gruppe vælgere over midten fra Dansk Folkeparti med forslaget om den såkaldte Arne-pension, for så endeligt at vinde de kritisk afgørende vælgere på klimaspørgsmålet.

Thunberg-effekten

Som et særsyn blussede klimaspørgsmålet for alvor op i vælgernes bevidsthed midt under valgkampen for lidt over to år siden og endte øverst på listen over vælgernes bekymringer. Forskerne peger på den svenske klimaaktivist Greta Thunbergs besøg i København som en skelsættende begivenhed. Efter hendes tale på Christiansborgs Slotsplads i forbindelse med klimamarchen den 25. maj 2019 kom klimaspørgsmålet straks til at dominere blandt alle partiers vælgere.

Og dagsordener afgør valg, for selv blandt borgerlige vælgere var der en udbredt opfattelse af, at de røde partier ville være bedre til at håndtere den grønne omstilling. Valgundersøgelsen dokumenterer, at en lille, men afgørende gruppe af borgerlige vælgere, som de kalder for »den grønne del af de blå vælgere«, rykkede over midten, fordi de opfattede de rød-grønne partier som mere kompetente i klimaspørgsmålet:

»Der er ingen tvivl om, at klimaholdninger har været ret afgørende for resultatet af folketingsvalget i 2019. Det er tilfældet både hos vælgere, der generelt er stærkt engageret i partier i rød blok, og hos en mindre gruppe blå vælgere, der blev engageret i grønne holdninger og visioner.«

Klimaspørgsmålet kom reelt til at fungere som en omvendt udlændingedebat, idet rød blok formåede at mønstre borgerlige midtervælgere på ambitionen om at nedbringe udledningen af drivhusgasser på nøjagtig samme måde, som de borgerlige partier ved valgene i 00’erne og 2010’erne lykkedes med at lokke røde vælgere hen over midten med krav om en strammere udlændingepolitik.

Forskerne pointerer, at det grønne opbrud bestemt ikke skal ses som et udtryk for, at udlændingedebatten var irrelevant for vælgernes kryds, men snarere at Socialdemokratiets ryk mod højre i asyl- og indvandringspolitikken – og dermed udligningen af forskelle mellem blokkene – åbnede op for, at nye og andre dagsordener blev de væsentligste for tvivlerne.

Selv om yngre, storbykvinder og veluddannede er markant mere optagede af klimaspørgsmålet, er der sket et generelt ryk i en grønnere retning: Også de ældre, kortuddannede og mandlige vælgere i provinsen ser ud til at have anerkendt det påtrængende behov for handling.

Overraskende nok splitter klimaspørgsmålet ikke længere for alvor mellem hverken generationer eller land og by. Derfor blev det skæbnesvangert, da Dansk Folkepartis tidligere formand Pia Kjærsgaard kort før folketingsvalget i 2019 gik til angreb på dem, hun kaldte for »klimatosser«. Her ramte hun nemlig også mange af sine egne vælgere.

Grøn værdipolitik

Blandt de mange tankevækkende analyser i valgundersøgelsen er forskerne dykket dybere ned i vælgerbevægelserne på den grønne front og er kommet frem til, at klimapolitik for vælgerne mere handler om moderne værdidebatter end om klassisk fordelingspolitik. Skønt klimaomstilling i praksis handler om tunge økonomiske beslutninger, opfatter de fleste vælgere den grønne omstilling som et spørgsmål af mere etisk karakter.

I moderne valgforskning skelner man mellem på den ene side fordelingspolitik, hvor modsætningen klassisk står mellem en borgerlig højrefløj og en socialistisk venstrefløj, og på den anden side værdipolitik, hvor modsætningen står mellem de libertære og de autoritære. Interessant nok falder klimaspørgsmålet i det libertære felt, og forskerne ser den grønne dagsorden som en klar modsætning til udlændingedebatten:

»Hvor det tidligere hovedsageligt var indvandrere, som var omdrejningspunktet, er det nu i stigende grad klimadiskussionen, der tænder de politiske uenigheder i værdipolitikken. Samtidig markerer det, at hvor det tidligere var de autoritære, der var i offensiven, er det nu i højere grad de libertære, der tager teten.«

Vælgernes øgede engagement i den grønne omstilling har dermed ikke alene skabt bredere opbakning til de ikkeborgerlige partier, men også forårsaget en værdipolitisk omvæltning i en mere libertær retning, hvor moderne kulturnormer såsom selvbestemmelse, kreativitet og mangfoldighed vinder større udbredelse.

Klimapolitik er kort sagt udlændingepolitik med omvendt fortegn. Forskerne bag valgundersøgelsen ser i det hele taget mange lighedstegn, også i forhold til den udvikling, som udlændingedebatten har undergået i de seneste år, hvor intensiteten er fuset ud. De ender med at konkludere, at den grønne dagsorden kun rummer potentiale til at rykke vælgere rundt, så længe fronterne står klart og modsætningsfyldte i det politiske landskab:

»En national partipolitisk enighed på klimaområdet vil hurtigt kunne skubbe klimadagsordenen i baggrunden hos vælgerne og gøre vælgernes klimabevidsthed ubetydelig for deres partivalg.«

Hvis de borgerlige partier laver samme nummer på den grønne front, som Socialdemokratiet effektivt har gjort i udlændingedebatten, kan klimadagsordenen altså også blive neutraliseret som den udslagsgivende faktor.

Enighed skaber ligegyldighed, og derfor er det langtfra givet, at næste folketingsvalg vil blive afgjort af grønne stemmer.

Lars Trier Mogensen skriver politiske analyser i Information og er chefredaktør for nyhedsbrevet /dkpol, som udgives af Føljeton.