Det er ikke kun Eriksen og landsholdet, der fortjener fakkeltog

Jeg er så gammel, at jeg husker intellektuelles foragt for konkurrencesport, der var en del af den kulturradikale lingo i 50’erne og 60’erne. Var man interesseret i fodbold, gik man stille med det, akkurat som hvis man hørte Elvis-plader i smug, og i redaktionernes hakkeorden rangerede sportsjournalisterne nederst, voksenmobbet med PH-citater som, at ’et sundt kønsliv er det bedste værn mod sportslivets fristelser’.

Haha, der fik Gunnar Nu-Hansen den. Som journalist og senere sportschef i Danmarks Radio, hvor han var ansat i 41 år frem til 1976, påvirkede hans nationallyriske tilgang til stoffet den skrevne presses generelle sportsjournalistik med kun få undtagelser:

Ritzaus sportsredaktør Carl Ettrup, Aktuelts Knud Lundberg og Politikens Magnus Simonsen, kendt for udtrykket ’kold som en brøndgravers røv’ om B1909-spilleren Erik Bergs scoring mod Frem i 1959 – et udtryk, den anglofile Simonsen havde planket fra engelsk litteratur.

Ellers var det småt med litterære referencer i sportsstoffet indtil midt i 70’erne, da dette dagblad besluttede – eller rettere:

chefredaktør Torben Krogh besluttede – at etablere en sportsredaktion. Der som regel udkom om fredagen, redigeret af historikeren Ole Lange, kendt for sine kritiske afhandlinger om dansk erhvervslivs spidser (mindre end en akademiker på posten kunne ikke komme på tale).

Ole Lange knyttede interessante folk til avisen, den nu pensionerede Carl Ettrup tog sig af tennis, det samme gjorde Torben Ulrich nu og da, Claus Bøje skrev om ishockey, Jørgen Leths interview med Ole Ritter blev bærende i en artikelsamling, Stjernerne og vandbærerne, Informations første sportspamflet.

Efter nogen tid trådte en permanent vranten redaktionssekretær med hang til grøn Cecil, Per Høyer Hansen, til som fodboldkommentator og Ole Langes medredaktør. Høyers humoristiske og skarpt usentimentale fodboldkommentarer vakte opsigt ved at kalde en spade for en spade, når landsholdet spillede ad helvede til, hvad det ofte gjorde i 70’erne, og hans direkte stil bragte ham på kant med tabloidpressens sportsjournalister, men gjorde ham også til forbillede for fagets yngre udøvere.

Og i 1978 blev han hyret til Tipsbladet, den tids eneste egentlige fodboldmagasin. Den første VM-slutrunde, han dækkede, var Argentinas hjemmebanetriumf i 1978, som også blev rammen om den første af en stribe bøger om fodbold, hver VM-slutrunde fik sin egen bog frem til 1998.

I dag er Per Høyer Hansen, der døde som 59-årig i 2001, kult med hjemmeside på Facebook, nærmest hengivent redigeret af Martin Kloster, en journalist, der aldrig har mødt sit idol. Han har fået adgang til det efterladte arbejdsværelse i villaen i Vangede, hvorfra artikler og anden viden sprøjter ud til en FB-fankreds på op imod 400.

Og den posthumt fortjente hæder er forståelig – Høyer – og med ham holdet af skribenter fra Information i 70’erne – satte en helt ny standard for sportsstof, der først nu – 36 år efter han fik Publicistprisen for ’fornyelse af sportsjournalistikken’ – er ved at krakelere.

Jeg kan i hvert fald ikke lade være med at sende en kontrafaktisk tanke efter, hvordan Per Høyer havde kommenteret postyret efter Christian Eriksens kollaps i EM-åbningskampen mod Finland. Han havde uden tvivl skrevet empatisk om hjerteanfaldet, der slog den 29-årige spiller til jorden, han havde givetvis hyldet anfører Simon Kjærs hurtige førstehjælpindgriben, Thomas Delaneys organisering af spillerne i en beskyttende mur og den danske tv-dæknings diskretion.

Men hvad havde han tænkt om efterspillet? Om tsunamien af national sorgbearbejdelse, der fulgte Eriksens kollaps og indlæggelse, og som ikke var set siden Kim Larsens dødsfald, da voksne mænd også vedstod på Facebook og Instagram, at de græd? 

Det er selvfølgelig ikke til at vide, men mit bud er, at Høyer ville have spurgt sig selv og måske sine nærmeste venner (men næppe sine læsere i første omgang, dertil var han for forsigtig i kontroversielle spørgsmål, der ikke direkte relaterede til spillet på banen) om den samme nationalt følelsesladede empati var blevet den flamboyante Nicklas Bendtner til del? Eller den åbenlyst sårbare Pione Sisto, der indtil før EM-slutruden var i landsholdstruppen?

At Christian Eriksen blev ombølget med massiv sympati skyldes selvfølgelig, at han som den største stjerne var nøglespiller på landsholdet, men den skyldtes i lige så høj grad, at det offentlige billede af Eriksens personlighed som superstjernen med verdens mest moderate ego passer perfekt til publikums forløjede selvforståelse som fagligt kompetente danskere i psykisk balance. Eriksen opleves som den stilfærdige mand fra Middelfart, der aldrig talte over sig og heller ikke skiftede frisure.

Eriksen blev efter sin overgang til italienske Inter simpelthen rollemodellen for, hvordan man med tålmodig arbejdsomhed og tavs kløgt både overvinder janteloven og rejser sig fra ’bænken’, de feudalt ansatte professionelle spilleres træhest.

Dette kun for at påpege, at en slutrunde som den, vi er entusiastisk medlevende vidner til i disse dage og uger – ja, ja bortset fra min gamle, kulturradikale ven, Georg Metz, der indtil forrige mandag aldrig havde hørt om Christian Eriksen – altså, at en slutrunde som den, vi gennemlever, rejser alle mulige andre spørgsmål end dem, der besvares på banerne.

Også spørgsmålet om nationalismen på lægterne kan isoleres fra den grimme nationalisme, der med socialdemokrater i spidsen deporterer flygtninge tilbage til årsagen til deres flugt, opretter asylcentre i Afrika og afviser hjemtagning af sagesløse børn. 

Eller som da jeg i fjernsynet så statsminister Mette Frederiksens juble på lægterne i Parken og kort efter i Amsterdam, men ikke så noget til hende i tv’s reportager fra de samme dages hjemsendelse af de sidste danske soldater i Afghanistan efter 20 års fronttjeneste.

Dog immer væk også en national begivenhed så vist som 37 danske soldater faldt i kamp som ofre for Folketingets politisk dikterede beslutning om at ’gøre en forskel’, der i heldigste fald bliver midlertidig i det land.

Soldaternes hjemkomst har ikke afstedkommet jubelscener ud over hos deres nærmeste, men faktisk fortjener de et følelsesmæssigt fakkeltog som det, der i disse dage forgylder landsholdet og Christian Eriksen. Det ville også være til at bære for min favoritkværulant på Facebook, den gamle Jyllands-Posten-lederskribent Flemming Chr. Nielsen, der om deltagelsen i sine børnebørns begejstring for landsholdets resultater skrev:

»Faktisk fornemmede jeg pludselig en uventet indsigt i, hvordan landssvigere må have ageret den 4. maj 1945 om aftenen i håb om at kunne skjule deres sande jeg. Jeg følte mig nærmest som sådan én.«

Her ville Per Høyer have gnægget en syrlig bemærkning om, at disse dages fodboldfeber nok bliver det nærmeste Flemming Chr. Nielsen kommer følelsen af ægte begejstring. Men i det mindste påstår han ikke, at han aldrig havde hørt om Christian Eriksen.