Ny bog: Grønlænderne blev forholdt oplysninger og blev lokket til at være en del af Danmark

Anne Kirstine Hermann har valgt et lidt upåagtet møde i Grønlands Landsråd den 9. september 1952 som startscene i sin aktuelle og veldokumenterede bog Imperiets børn. Med til mødet var foruden landshøvding Poul Lundsteen, som var dansk embedsmand, også 13 landsrådsmedlemmer, og emnet på dagsorden var et tilsyneladende generøst tilbud fra Danmark: Ville grønlænderne i fremtiden have to medlemmer i det danske parlament?

Selv om der var uenighed blandt landsrådsmedlemmerne, der var delt nogenlunde på midten mellem en dansksindet og en grønlandsksindet fløj, endte rådsmedlemmerne efter endnu et møde, som der ikke blev taget referat fra, at sige pænt ja tak til tilbuddet.

Hvad grønlænderne ikke vidste, var, at Poul Lundsteen i et hemmeligt brev fra statsminister Erik Eriksen havde fået strenge pålæg om ikke at nævne de folkeretlige konsekvenser af et ja. Det ville nemlig betyde, at Grønland ikke længere var en koloni og derfor ikke længere ifølge FN-pagten havde ret til løsrivelse og selvstændighed. Ved at blive Danmarks nordligste landsdel frasagde grønlænderne sig med andre ord og uden at vide det deres ret til selv at blive herrer i eget hus.

»Jeg har valgt at åbne bogen med det møde, fordi jeg opfatter det som det store vendepunkt i, hvad man kunne kalde daniseringen af Grønland. Det var her, at grønlænderne officielt sagde ja til at blive en del af Danmark, og i bogen viser jeg, hvor underspillet man fra dansk side gennemførte mødet,« siger Anne Kirstine Hermann, der har uddannet sig som journalist og senere antropolog.

Fem problematiske forhold afdækkes

De seneste mange år har hun brugt mange timer på arkivstudier i blandt andet Rigsarkivet, FN’s arkiver og arkiverne på Arktisk Institut i København. På baggrund af studierne kalder Anne Kirstine Hermann indlemmelsen af Grønland i det danske rige for »en speget sag«, og det dokumenteres med en række forhold, som hun afdækker.

For det første er der spørgsmålet om, hvorfor landsrådsmedlemmerne valgte at sige tak til det danske tilbud, selv om de indbyrdes var uenige. For det andet, at landsrådet kun fik to dage til at træffe beslutningen, selv om de på tværs af fløjene ønskede mere tid, så spørgsmålet kunne drøftes med deres vælgere. For det tredje, at den danske regering – i strid med sandheden – meddelte FN, at grønlænderne havde haft fuldt kendskab til de andre muligheder, som ifølge FN-pagten lå åbne for en tidligere koloni. For det fjerde, at regeringen – igen i strid med sandheden – meddelte FN, at det var et grønlandsk ønske, at den store ø skulle knyttes tættere til Danmark. Og endelig for det femte, at den anerkendte og respekterede folkeretsjurist Alf Ross, der i et responsum havde understreget grønlændernes ret til løsrivelse og selvstændighed, fik mundkurv på, så hans juridiske vurdering blev skjult for de grønlandske politikere.

Talte landshøvdingen med store bogstaver?

»Det er bemærkelsesværdigt, at landsrådets endelige beslutning sker på et møde, hvor der ikke tages referat. Så det bliver et gæt fra min side, hvis jeg skal give et bud på, hvordan det lykkedes landshøvdingen at få de grønlandsksindede landsrådsmedlemmer til at sige ja.«

Mange af landsrådsmedlemmerne var ansat af kolonimagten som handelsbestyrere, lærere eller hjælpepræster.

»De var med andre ord underlagt Eske Brun, der var departementschef i Grønlandsstyrelsen i København. Vi ved også, at grønlænderne var vant til at adlyde og vant til at rette ind, når danskere gav ordrer. Der var ikke en demokratisk forståelse for, at man også kunne sige fra. Og måske var der heller ikke en lyst til at tage den konflikt. Jeg læser i hvert fald en meget stor konfliktskyhed fra grønlandsk side i arkivalierne, og det kan godt undre i dag, at der ikke dengang var mere modstand.«

Hertil kommer FN-sporet. Bogen afdækker, hvordan det lykkedes Hermod Lannung, der var radikalt medlem af Rigsdagen og på det tidspunkt også diplomat ved FN. Det lykkes ham at få opbakning til muligheden for, at en tidligere koloni ikke nødvendigvis behøvede at få selvstændighed, hvis den blev optaget som en del af kolonimagten. Og det lykkedes ham også at undgå en folkeafstemning blandt grønlænderne ved at henvise til, at ønsket om optagelse i Danmark var fremsat fra grønlandsk side – og ikke af den danske statsminister.

»Et af de store spørgsmål i FN-sporet var, hvorfor det kun var danskerne, der ved afstemningen om grundloven i 1953 havde stemt om Grønlands optagelse, mens grønlænderne selv ikke havde. Men her var svaret fra Lannung, at grønlænderne helt fra begyndelsen havde været klar over og bekendt med de muligheder, som FN-pagten gav en koloni. Men det sætter jeg et meget stort spørgsmålstegn ved, for jeg har ikke kunnet finde et eneste spor af, at grønlænderne vidste, at de som koloni havde en ret til selvstændighed. Jeg tror, at FN havde sagt ’om igen’, hvis man havde været klar over, at grønlænderne ikke havde den viden.«

Ingen »eskimoer« her

Den danske regering forklarede FN, at der var meget stor kulturel og etnisk lighed mellem danskere og grønlændere. Ja, der fandtes ifølge regeringens oplysninger til FN knap nok rigtige »eskimoer« mere, fremgår det af bogen.

»Det er et af de forhold, hvor en tidligere redegørelse fra DIIS fra 2007 om afviklingen af Grønland som koloni medgiver, at der var tale om klokkeklar fejlinformation fra dansk side. Men når man ser det i sammenhæng med hele det øvrige forløb, så tegner det et mønster af, at man fra dansk side ville gå meget langt for at undgå en grønlandsk løsrivelse.«

– Og hvorfor ville man det?

»Man skal nok ikke underkende det nationalistiske tankegods i, at man fra ledende danske politikere, uanset om de var fra Socialdemokratiet eller Venstre, ville undgå yderligere skrump af riget. Færøerne havde fået en aftale om hjemmestyre, og Island havde revet sig løs fra personalunionen under Anden Verdenskrig. Sådan skulle det ikke gå med Grønland.«

Dertil kom, at man ønskede fiskerettigheder for danske fiskere, som man fra dansk side betragtede som grundlaget for en modernisering af Grønland, hvor befolkningen skulle flyttes fra bygderne og samles i fire større byer på vestkysten. Her skulle de så bo i boligblokke, arbejde på fiskefabrik og mere og mere få en levevis, der mindede om danskernes.

»Koncentration af befolkningen og dansk i undervisningen – det var de to akser, det moderne Grønland skulle dreje sig om.«

På det tidspunkt levede langt den største del af den grønlandske befolkning et fangerliv, som stort set svarede til, hvad deres forfædre havde gjort. Kun i blandt andet Godthåb (i dag Nuuk) var der, hvad man kunne kalde en grønlandsk elite.

»Undervejs i forløbet kom der desuden meget optimistiske meldinger om mulige store forekomster af bly og zink i den grønlandske undergrund. Og endelig var der hensynet til den internationale sikkerhed, hvor Grønland var et af de kort, som Danmark anvendte i forbindelse med medlemsskabet af NATO. Kort fortalt havde man fra dansk side måttet acceptere, at USA ikke ville opgive sin tilstedeværelse i Nordvestgrønland, og Grønland medvirkede til, at Danmark fik en langt stærkere positionering i NATO-samarbejdet.«

Grønlænderne var som børn, der skulle opdrages

Under arkivstudierne har Anne Kirstine Hermann gang på gang observeret, at man fra dansk side opfattede grønlænderne som et tilbagestående folk, og at de derfor skulle ’opdrages’.

»Dengang havde man fra dansk side ikke fantasi til at forestille sig, at grønlænderne selv ville kunne styre deres land, før de var blevet mere europæiske. Og den tankegang var der også mange grønlandske politikere, der abonnerede på. Alt det traditionelt grønlandske kunne ikke bruges til noget, for centralisering, uddannelse på dansk, produktivitet, effektivisering og industrialisering var den eneste vej fremad, hvis man skulle gøre op med det meget fattige og sparsomme liv, som den store del af det grønlandske fangersamfund var underlagt.«

– Var det ikke godt for grønlænderne med udvikling?

»Jo, det var godt for nogle. Men det var rigtigt skidt for andre. Jeg tror ikke på romantiske forestillinger om, at Grønland bare kunne have fastholdt hele deres oprindelige kultur uændret. Men at moderniseringen skulle ske med så stor hast, blev noget af et kulturchok, også for de grønlændere, der støttede udviklingen.«

Hastigheden skyldtes ifølge Anne Kirstine Hermann i stor udstrækning hensynet til, at FN ikke skulle blande sig.

»Fra dansk side kunne man således henvise til, at der var sat et stort arbejde i gang for at bringe grønlænderne op på samme levestandard som resten af den danske befolkning.«

De såkaldte eksperimentbørn, som i 1952 blev flyttet til Danmark, var et led i moderniseringsbestræbelserne. Tanken var, at 22 grønlandske børn skulle flyttes til Danmark, lære dansk, så de som voksne kunne være med til at styre Grønland. Men som Information har beskrevet,  var resultatet så skræmmende, at statsminister Mette Frederiksen endte med at måtte undskylde for det kolossale omsorgssvigt fra den danske stats side.

I den forbindelse peger Anne Kirstine Hermann på, at også i eftertiden er den slags moderniseringsbestræbelser – herunder også den hastige fraflytning fra bygderne – blevet italesat som gerninger, der ud fra datidens viden blev gjort ’i den bedste mening’. Men det er ikke korrekt, mener hun.

»Når man bruger sådan en talemåde, så får man indtryk af, at man dengang ikke vidste bedre, og at dét, man gjorde, udelukkende blev gjort for at hjælpe grønlænderne. Men der var også tale om, at Danmark som kolonistat forsvarede sine koloniale interesser, og der var også fremtrædende folk dengang, der advarede mod den forhastede udvikling, så efter min mening er et opgør med den talemåde, når det gælder Grønland, bydende nødvendigt.«

– Hvad håber du at opnå med bogen?

»Hvis den fører til større bevidsthed om grønlændernes situation, kultur og historie, så bliver jeg glad. Jeg tror, der blandt mange danskere er en manglende forståelse for vores fælles historie, og hvad de beslutninger, som for snart 70 år siden blev truffet af danske embedsmænd og ledende politikere, har haft af betydning for grønlænderne og Grønland.«