Forskning
Læsetid: 6 min.

Ny undersøgelse: Ph.d.-studerende er nervøse for at dele deres viden i den offentlige debat

Knap hver tredje unge forsker, der har deltaget i ny undersøgelse, svarer, at de ikke udtaler sig i den offentlige debat, fordi de er bekymrede for reaktionerne. Den hårde debat om aktivistisk forskning forværrer kun tendensen, og dermed går samfundet glip af vigtig viden, mener flere forskningsaktører
»Hvis der er politiske spørgsmål i min forskning, ville jeg nok overveje det to gange, før jeg udtalte mig i den brede offentlighed om det,« siger Luisa Hedler, forperson for ph.d.-foreningen PAND.

»Hvis der er politiske spørgsmål i min forskning, ville jeg nok overveje det to gange, før jeg udtalte mig i den brede offentlighed om det,« siger Luisa Hedler, forperson for ph.d.-foreningen PAND.

Anders Rye Skjoldjensen

Indland
21. juni 2021

Mange ph.d.-studerende er så bekymrede for reaktionerne i den offentlige debat, at det afholder dem fra at udtale sig om emner knyttet til deres forskning.

Det viser en ny undersøgelse, hvor godt 1.500 ph.d.-studerende har svaret. 32 procent af respondenterne er enige eller helt enige i, at bekymring for reaktionerne i den offentlige debat afholder dem fra at deltage. Også selv om debatten handler om emner, de har særlig indsigt i igennem deres forskning.

I undersøgelsen, der er lavet af den akademiske fagforening DM og foreningen af ph.d.-studerende i Danmark, PAND, har 17 procent af de godt 9.100 ph.d.-studerende i Danmark svaret. Undersøgelsen er lavet i perioden før den igangværende debat om overdreven aktivistisk og politiserende forskning, som kulminerede i begyndelsen af juni, efter et flertal i Folketinget vedtog en erklæring om overdreven aktivisme i visse forskningsmiljøer.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Problemet er jo indførelsen af de angelsaksiske grader, der ikke er særligt velegnet til de traditioner, der kendetegner dansk og (Nord)Europæisk organisering.
Så lad os komme tilbage til exam. art., cand. phil., cand. mag. og mag. art.

Emil Davidsen, Christian De Thurah og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Alvin Jensen

Nogen gange kan man næsten tænke at det er med vilje at man stopper kritisk forskning fra at komme ud. Det står jo i vejen for ens private særinteresser.

Elisabeth Andersen, Jan Fritsbøger, jens peter hansen, Bjarne Toft Sørensen, Eva Schwanenflügel og Rolf Andersen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

I forbindelse med diskussionen om selvcensur er der åbenbart nogen, der har en fordel ved at undlade at tematisere, at den mere alvorlige selvcensur eller styring af forskningen består i, at forskere meget ofte vælger at forske i bestemte områder og på bestemte måder, fordi det giver mulighed for optagelse af artikler i bestemte ansete tidsskrifter (især engelske og amerikanske), hvilket igen giver forbedrer deres karrieremuligheder på universitetet.

"Problemet er, at vi importerer vurderingen af forskningskvalitet fra udenlandske institutioner. Og de er stort set udelukkende amerikanske og britiske. Den politiske målstyring af forskningsmiljøer sker gennem internationale ranglister med henblik på at ende højere i OECD’s rangering af landes forskningstyngde. Sammen med buzzwords om internationalisering betyder det, at det bedste, man som samfundsforsker kan gøre for sin karriere, er at forske i ting, der interesserer tidsskriftsredaktører og topforskere i de angelsaksiske lande".

https://politiken.dk/debat/art8249074/Samfundsforskningen-tvinges-i-en-s...

Peter Krogh, Emil Davidsen, Ib Christensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Anders Thornvig Sørensen

Bjarne Toft Sørensen 20. juni, 2021 - 23:04

Folk indsender vel typisk forslag til ph.d.-projekter i emner, hvor de i forvejen har erhvervet sig en vis grad af specialiseret kompetence. På humaniora kunne det f.eks. være fra et speciale. Det hjælper ikke noget, at emnet er populært, hvis ansøgeren ikke kan skrive sit ph.d.-projektforslag med autoritet.

Bjarne Toft Sørensen

@Anders Thornvig Sørensen

Gennem studiet på universitetet træffer de fleste studerende også en række valg med henblik på de fremtidige muligheder for at gøre karriere. For nogen fylder dette meget og for andre mindre, og nogen har forskellige former for social baggrund, der gør, at de på dette område går ind til studiet langt bedre forberedt end andre.

Her har vejledning og kontakter til ansatte på uddannelsesinstitutionen af forskellig art også en væsentlig betydning, og nogen har den fordel på forskellig måde at blive "kørt i stilling" til en senere ph.d uddannelse.

Det er interessant i forbindelse med større fonde at studere, hvorledes fondsmidler på forskellige måder bliver "kanaliseret" på vej ud til de enkelte uddannelsesinstitutioner og institutter.

Nogle kandidater får/skaffer sig større valgmuligheder end andre, der skal være glade for i det hele taget at kunne få én midlertidig ansættelse inden for fagområdet.

Andre bliver tvunget til at leve af ufaglært arbejde, der har meget lidt med deres uddannelse at gøre.

Inden for nogle fagområder betyder karrieretænkning og valg i den retning generelt mere end inden for andre.

jens peter hansen, Emil Davidsen, Rolf Andersen, Ib Christensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Jørgen Mathiasen

Med afsæt i Bjarne Toft Sørensens bemærkninger d. 21. juni, 2021 - 01:31 kunne der skrives et nyttigt supplement til Umberto Ecos vejledning i at skrive speciale.

Johnny Werngreen

Ja, hvad der ikke sker når viden og holdning støder sammen. Ludvig Holberg ville have moret sig over, at der 300 år efter Erasmus Montanus stadig er ridefogeder - Henrik Dahl og Morten Messerschmidt - der mener, at jorden er flak som en pandekage, og ligefrem kan samle et folketingsflertal, der ikke er helt sikre på, om den nu er rund. Når man begynder at lovgive om forskning, så står inkvisitionen og lurer og minder os om, at vi samlet set ikke er blevet så kloge, som vi gik og troede.

Elisabeth Andersen, Steen Obel, Per Klüver, Eva Schwanenflügel, Carl Chr Søndergård, Rolf Andersen, Inge Lehmann, Marianne Jespersen, Peter Knap, Hans Larsen og Ib Christensen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Helt ærlig tør man ikke stå ved sin forskning giver jeg ikke en ikke meget for den. En gang hed det forskning for folket ikke for profitten. Hedder det nu forskning for mig selv ??

Ebbe Mortensen, Finn Bendixen, Carl Chr Søndergård og Erik Pedersen anbefalede denne kommentar
jens christian jacobsen

Uundersøgelsen er lavet i n d e n debatten om forskningsaktivisme gik igang. Lynhurtigt bliver det til, at det er denne debat, der afholder Ph.d-studerende fra at blande sig i debatten.
Grunden er nok snarere, husker jeg, at som forskerstuderende er man yderst tilbageholdende med at blande sig i debatten som man, begrundet eller ej, frygter kan kompromittere ens status blandt fagfæller. Jeg kan i øvrig anbefale at læse professor i islamisk teologi Thomas Hoffmanns klumme i ugens Weekendavis. Her skriver han at pression og ubehagelig nedgøren kommer fra ens forskerkolleger og kun sjældent fra politikere o.a.

Finn Thøgersen, Bjarne Toft Sørensen, Emil Davidsen og ulrik mortensen anbefalede denne kommentar
Christian De Thurah

Johnny Werngreen
“Erasmus Montanus” handler jo ikke kun om uvidenhed og mobberi, men også om akademisk højrøvethed og halvstuderethed.
Jf. løjtnantens afsluttende formaning.

Nicolaj Ottsen

Debatten være sober, men når det er sagt ...

Nervøsitet er en naturlig og sund, omend ubehagelig, følelse, som alle mennesker oplever når de stiller sig "nøgne" frem, når de risikere noget. Denne følelse kan fostre positive selvreflekterende effekter, som får en til at tænke sig om en ekstra gang, som op til en eksamen. Nervøsitet hjælper en med at blive bevidst om svagheder i argumentation, blinde vinkler, ubevidste bias, personlige preferencer, etc som har sneget sig ind i ens arbejde. Det gør altså ens forskning bedre hvis man eksponere sig for kritik, hvilket velsagtens er informations højt elskede Hegelianske dialektik, tese-antitese-syntese :)

Lader man nervøsiteten bliver til selvscensur, og begrænser sin kommunikation til videskabelige tidsskrifter, må det være et udtryk for at man vælger at gemme sig med sine forestillinger, i stedet for at stå ved dem og risikere "døden". Den reaktion har jeg stor sympati for, men den virker lidt problematisk for en forsker/Phd'er.

Vi skal ikke glemme at PhD'ere og forskere (og politikkere, Information og CVA !) også er mennesker, så personlige angreb er no-go, men vi kan ikke lade deres menneskelighed, begrænse os i vores kritik at deres arbejde, da slet ikke vis de forveksler personlige synsninger, med objektive sandhedder. Og her fører det os frem til problemet med den aktivistiske forskning, for i det intersektionelle perspektiv er denne skelnen imellem menneske og arbejde ikke mulig. Du er din intersektionelle position. Som John O Calmore f.eks beskriver det.

»Hence a major theme of Critical race theory reflects the coloured intellectual’s persistent battle to avoid being rendered inauthentic by the pressure of adapting to the white world ..…

…. As a reflection on authenticity, critical race scholarship, also rejects the traditional dictates that implore one to write and study as a detached observer, whose work is purportedly, objective, neutral and balanced.

... Critical race theorists embrace subjectivity of perspective and are avowedly political. «

Så hvad gør vi hvis tilgangen til forskning bevirker, at kritik af forskningen, bliver oplevet som et personligt angreb, en udryddelse af din identitet, eller endnu værre, et folkemord (not kidding), og at dette i et uendeligt loops sendes tilbage som bevis for for den oprindelige påstand om sexisme, racisme, etc.

Debatten om aktivistisk forskning, fremkommer i mine øjne som at lide af akut mangle på indsigt og forståelse i problemets kerne.

Søren Ferling, Emil Davidsen og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar
Niels Christensen

Hvis man arbejder med teorier og analyser, der er helt ude af sync med de fleste menneskers virkeligheds opfattelse, må man da regne med kritik.
At nogen er blevet 'små syge' over kritik fra Dahl og Messerschmidt - politikere, vis holdning de ellers foragter, er virkelig underligt.

Jan Fritsbøger

uddannnelse og forskning har næsten mistet sin berettigelse, man læser og forsker ikke blot for at blive klogere, men snarere som led i at komme frem i livet (stige højere op i hierarkiet) ,
og med konkurrence-samfundet er det først og fremmest dem som retter ind efter magtens ønsker som får en chance,
altså bliver man systematisk indoktrineret til at forske på områder hvor resultaterne bekræfter pengemagtens verdensbillede,
og " de fleste mennesker" lever jo i pengemagtens fiktive verden, som derfor er en slags virkelighed der ikke må pilles ved,
men markedets regler er jo ikke naturlove, men er man økonomistuderende lærer man at vækst er en selvfølgelig nødvendighed, man bliver i den grad indoktrineret til at tro grådighed er en nyttig egenskab, da den er drivkraften bag væksten,
men tænk hvis de økonomistuderende i stedet lærte at ulighed og overflod er samfundsskadelige, hvad de jo faktisk er, og måske især skadelige for klodens øvrige liv.

Elisabeth Andersen, Steen Obel, Eva Schwanenflügel og Carl Chr Søndergård anbefalede denne kommentar
Jan Fritsbøger

jens christian jacobsen, jeg er ikke helt enig i at undersøgelsen er lavet før debatten om forskningsaktivisme gik i gang, for den debat har jo stået på i adskillige årtier, men den er så blomstret op igen, og stadig som et led i borgerlighedens kamp imod sandheden,
og den er ikke kun foregået på uddannelsesområdet den har også lagt et pres på medierne, som ikke må være "venstredrejede" (læs objektive)
man ønsker at både uddannelse forskning og medier skal bekræfte den borgerlige version af den virkelige verden,
hvilket harmonerer ret dårligt med neutral objektivitet ( som sjovt nok betragtes som forfærdelig venstredrejet ).

jens christian jacobsen

@Jan Fritsbøger
Nu har jeg ikke set de spgsm som de studerende har besvaret, men undersøgelsen inddrages under alle omstændigheder i artiklen i den aktuelle debat om 'forskningsaktivisme.' Det var det tema, jeg tillod mig at kommentere.
Når så det er sagt er vi enige om at indskrænkninger af forskningsfriheden kommer fra borgerlig side. Her kan jeg ikke forstå, at ingen sætter spørgsmålstegn ved myndighedsbetjeningens og myndighedernes angreb på forskningsresultater, der ikke harmonerer med politikernes syn på, hvordan verden skal se ud. Det er et langt større og permanent indgreb i forskningsfriheden.

Morten Kjeldgaard

Jeg vil anbefale alle unge ph.d.'er til at begrænse sig til at formidle solidt etableret viden til offentligheden og til journalister, med basis i den internationale videnskabelige litteratur, og undlade at fortælle om egen, helt nye resultater, hvor fristende den end måtte være.

jens peter hansen

Hvis forskningen som betales af af befolkningen og som vel i grundtanken går ud på at gøre os alle klogere bare bliver godkendt og gemt væk så er det da fuldstændig ligegyldigt. Da Trommer for 60 år siden kunne påvise at jernbanesabotagen højst forsinkede de tyske transporter marginalt var han tæt på henrettelse. Hvad er det for nogle kysekokke der ikke står ved deres egne forskningsresultater. Tør I ikke det så find på noget andet.

Maxim Usynin

Kvaliteten af ph.d.-forskning sikres ved offentligt forsvar og fagfællebedømmelse. Det undrer mig, når jeg læser om nogle løbende forskningsresultater, der tages seriøst i media, selvom de kommer før fagfællebedømmelse. Man må tage forbehold, at de stadig kan ændres eller ikke accepteres i det hele.

Martin Sommer

@Steffen Gliese:
"Problemet er jo indførelsen af de angelsaksiske grader, der ikke er særligt velegnet til de traditioner, der kendetegner dansk og (Nord)Europæisk organisering.
Så lad os komme tilbage til exam. art., cand. phil., cand. mag. og mag. art."

Ja, det er der sikkert mange gamle undervisere, som drømmer om - jeg mødte den "art" inde på humaniora, da jeg selv læste der.

Da kravet om videnskabelige publikationer og hvad der talte med, blev diskuteret, så var man helt uenig i, at det kun skulle være internationale publikationer. Hvorfor? Fordi et flertal altid havde skrevet og udgivet på dansk og bare tanken om, at de igen skulle skrive på et fremmedsprog fik sveden frem på panden! Selv blandt de, der studerede klassiske sprog og som læste litteratur på fremmedsprog, var der ikke et ønske om at publicere internationalt - det var jo nok at lave det i sine egne små tidsskrifter. Med deres lønninger kunne de sagtens have betalt en autoriseret oversætter i stedet for at frygte at skulle sidde med Gyldendals røde ordbøger og Kapers tyske grammatik.

Og de, der allerede sad i deres stillinger og som INTET havde publiceret i de sidste 20 år, men blot gav de samme gamle foredrag (uden at opdatere deres viden, hvilket jo komisk kom til udtryk i deres lister over litteratur, som var fra deres egen kandidattid) - ja, de blev jo siddende, for de var tjenestemænd og dyre at fyre!!!
Blandt dem mødte jeg flere alkoholikere, som bare brugte universitetet som varmestue inden den livsvarige pension.

Jeg husker også, hvordan flere studerende ønskede at forske - men der var et begrænset antal stillinger. Og det lå i luften blandt dem: for at komme i betragtning var faglig dygtighed ikke nok, man skulle også gøre sig til bens hos de fastansatte. Og kunne man nå at byde ind på en af medalje-opgaverne, så var der større chancer. Folk søgte i hård konkurrence hos de samme fonde - midler var altid problemet for den enkelte. Langt flere burde have søgt private mæcener frem for at forlade sig på fonde eller helt opgive.
Det var også nogle gange med foragt at vi kunne se, at det jo ikke var de dygtigste, som brændte for det, som fik midler og fastansættelse - det var de, der havde "netværket sig ind". Det gav stor frustration blandt mange af mine kandidatvenner.

Der er intet galt i at bevare dansk som formidlingssprog - men hvis man forsker i andet end nationale forhold og har relevans uden for landets grænser, så må ens forskning også tåle at kunne underkastes international opmærksomhed. Og det var der mange, der ikke turde dengang.

Og bemærk venligst, at jeg ikke taler om antal publikationer - det kan jo være ligegyldigt, hvis man med en enkelt får et gennembrud - jeg taler om Hypnos, der lader sig dvale ned over folk, der både har muligheder og magt til at blive magelige...

Kønsforskning må være det mest betændte område her. Vi ved alle hvad der er rigtigt og forkert i den sammenhæng.