Udfordringen er historisk. I årtier har skiftende regeringer og folkevalgte politikere, uddannelsesfolk og økonomer brudt hovedet med, hvordan man kan få flere unge mennesker til at fuldføre en uddannelse.
For 28 år siden fremlagde den daværende radikale undervisningsminister Ole Vig Jensen planen ’Uddannelse til alle’. Med den skulle politikerne arbejde for, at 95 procent af en årgang fik en ungdomsuddannelse, inden de fyldte 40 år. I 2017 blev målet nedjusteret til 90 procent af de 24-årige, men trods gode intentioner, initiativer og tiltag, har vi aldrig været i nærheden af at nå derop.
Efter et generelt uddannelsesløft af befolkningen op igennem 1960’erne og 1970’erne er andelen af en ungdomsårgang, som ikke fuldfører en erhvervskompetencegivende uddannelse, frosset fast ved de 20 procent.
Hver femte borger på 45 år har i dag således aldrig fået en uddannelse højere end grundskolen, og det gælder altså også for de 30-årige. En del af dem har heller ikke færdiggjort grundskolen.
Fakta
- En uddannelse giver erhvervskompetence, når den giver adgang til at varetage et eller flere bestemte fag eller erhverv. En erhvervskompetencegivende uddannelse giver ret til arbejdsløshedsdagpenge, når den er på mindst 18 måneder.
- En ungdomsuddannelse kan både være erhvervsrettet og studieforberedende. De gymnasielle uddannelser er studieforbererende, mens erhvervsuddannelserne er erhvervsrettede.
Med den stort anlagte folkeskolereform fra 2014 forsøgte den daværende regering med børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) i spidsen at gøre noget ved det. Det var en særskilt hovedpointe i reformen, at når børn til en vis grad arver forældrenes sociale status og uddannelsesniveau, så måtte man sætte ind med længere skoledage for at udviske betydningen af den sociale arv. Blandt både politikere og eksperter var forventningerne til initiativerne store, men løbende evalueringer har siden kun ført til skuffelse.
Nu forsøger den nuværende regering igen at knække koden: Med forslag om at flytte uddannelser til provinsen og nedsætte en kommission, som blandt andet skal udtænke nye måder at få »unge med uforløst potentiale« i gang, er det atter blevet et prestigeprojekt for socialdemokraterne.
I det lys er en helt ny publikation fra Danmarks Statistik spændende.
Direktør Niels Ploug har sammen med sine kolleger stykket et statistisk portræt sammen af de 20 procent uden nogen uddannelse. På parametre som familiebaggrund, arbejdsliv, kriminalitet og helbred har økonomerne undersøgt, hvad der karakteriserer gruppen.
Med portrættet foran sig står det ifølge Niels Ploug lysende klart, hvorfor det er sværere, end det lyder, at få de sidste med på den famøse uddannelsesvogn, som både skal gøre samfundet rigt og livet bedre for den enkelte.
I hovedtræk har folk i denne gruppe en langt mere belastet barndom. De har flere helbredsproblemer både som børn og voksne, og de har sociale udfordringer igennem hele livet. Det er altså ikke et spørgsmål om, at de ikke tager sig sammen, når de er i skole, eller at uddannelsessystemet ikke har forsøgt at give dem tilbud, fremhæver Niels Ploug.
»De sidste 20 procent er en meget sammensat gruppe, og der er flere, hvor der er mange forhold, der kokser sammen for dem.«
Social arv og diagnoser
Selv om Niels Ploug ikke beskæftiger sig direkte med uddannelsespolitik, er han i berøring med det i kraft af at sidde i bestyrelser og udvalgsarbejder på Københavns Universitet, i den uddannelsespolitiske tænketank DEA og på Christianshavns Gymnasium.
Han har i flere sammenhænge fulgt med i uddannelsesdebatten, og for ham var det mest øjenåbnende ved den nye publikation, hvor meget helbredet fylder hos dem, som ikke klarer sig igennem uddannelsessystemet.
»Helbred er en overset faktor i diskussionen omkring uddannelse,« siger Niels Ploug.
Danmarks Statistik finder, at blandt de 25-årige, som ikke har en uddannelse, har 40 procent af dem været indskrevet som psykiatriske patienter på et tidspunkt, siden de fyldte 13 år. Til sammenligning gælder det for ti procent af deres jævnaldrende, som har en erhvervskompetencegivende uddannelse.
Spørgsmålet er ifølge Niels Ploug, om politikerne og uddannelsessektoren har været gode nok til at tage højde for netop dét.
»Det er ikke mit indtryk, at folk har sagt: 40 procent af de her mennesker har haft eller har psykiatriske udfordringer, og det betyder noget for, hvor hurtigt vi kan gå frem, hvad vi kan forvente, og hvordan vi skal gøre det.«
Den seneste tid har flere undersøgelser peget på samme problem. For eksempel kom Arbejderbevægelsens Erhvervsråd for nylig med en analyse, som viste, at kun 66 procent af de 18-årige med diagnoser og handicap er i gang med en ungdomsuddannelse, mens det gælder for 86 procent af dem uden diagnoser og handicap.
»Det bliver også meget tydeligt i vores rapport, at der er et klart samspil,« siger Niels Ploug.
I portrættet af de 20 procent står det også klart, at det ikke kun er helbredsproblemer – og især psykiske helbredsproblemer – hos de unge selv. Ens forældre har også en stor betydning for, om man gennemfører en uddannelse.
For eksempel viser tallene, at en større andel af dem uden uddannelse har oplevet sygdom hos deres forældre under deres opvækst. Flere i denne gruppe har også forældre, som har været indlagt mere end 20 dage, og relativt flere forældre til folk uden en uddannelse har været psykiatriske patienter.
»Der er også flere uden uddannelse, som har mistet deres forældre under deres opvækst. Det er faktisk seks procent af de 25-årige, som har mistet deres far,« siger Niels Ploug.
Uanset hvilken aldersgruppe man kigger på, har dem uden uddannelse det til fælles, at deres opvækstforhold har været mere socialt og økonomisk presset end den øvrige befolkning. De kommer i langt højere grad fra familier med de laveste indtægter. Deres forældre har de laveste uddannelsesniveauer og dermed dårligste forudsætninger for at hjælpe deres børn i uddannelsessystemet.
»Så der er en klar negativ social arv.«
Hver tredje kommer aldrig videre
I grundskolen har der gennem tiden været forskellige tilbud til at hjælpe udsatte børn og unge. Blandt dem der ikke får en uddannelse senere i livet, har mange i løbet af grundskolen for eksempel gået i en specialklasse, viser Danmarks Statistiks rapport. 17 procent af de unge, som ikke har fået en uddannelse, gik i specialklasse, da de forlod folkeskolen i 2009. Af dem fra årgangen, der fik en uddannelse, gik kun to til tre procent af dem i specialklasse.
Men efter grundskolen er der færre støtteforanstaltninger, og for Niels Ploug har det været overraskende at opdage, hvor mange der ikke engang påbegynder en ungdomsuddannelse.
»Indtil vi lavede den her, levede jeg med en opfattelse af, at de fleste gik videre til et eller andet på vejen til en erhvervskompetencegivende uddannelse. Altså, at de går ind ad døren, men så går ud igen,« siger han.
Men en ud af tre af dem, som ikke har en uddannelse senere i livet, kommer slet ikke i gang. Den dag, de forlader grundskolen med 9. eller 10. klasse, er det altså sidste gang, de befinder sig i uddannelsessystemet.
»Det er cirka 4.000 fra hver eneste årgang. Det er rigtigt mange unge, som ikke engang kommer i nærheden af de gode intentioner,« siger Niels Ploug.
Danmarks Statistik har dog ikke medtaget dem, som går på produktionsskoler, der i dag hedder FGU (Forberedende Grunduddannelse). Det er et tilbud, som forbereder unge til at gå i gang med en ungdomsuddannelse.
Efter uddannelse: Konsekvenser
I portrættet af de 20 procent uden uddannelse bliver det tydeligt, hvorfor politikere og økonomer i årevis har forsøgt at få flere igennem uddannelsessystemet. For selv om en »pæn stor del af dem« klarer sig med den indkomst, man kan få i et job, som ikke kræver en uddannelse, så har gruppen generelt dårligere tilknytning til arbejdsmarkedet.
De trækker sig også tidligere tilbage, har flere erhvervsskader og kommer oftere på kontanthjælp eller førtidspension. Der er også en større gruppe, som slet ikke kommer på arbejdsmarkedet, eller kun er der kort, og som derfor hovedsageligt er offentligt forsørget, fortæller Niels Ploug.
For 35-54-årige uden uddannelse er 65 procent i beskæftigelse, mens 88 procent af deres jævnaldrende med en uddannelse er beskæftigede. De tjener også i gennemsnit mindre i timen, hvis de er i job. Lønmodtagere uden uddannelse tjener 41 kroner mindre i timen end lønmodtagere med en uddannelse, hvis de er månedslønnede. Og 22 kroner mindre i timen, hvis de er timelønnede – hvilket de oftere er.
»Man kan sige, at der er sværere for folk at være stabilt på arbejdsmarkedet uden en erhvervskompetencegivende uddannelse. De har dårlige arbejdsvilkår, indkomst og helbred. Men det er heller ikke godt for samfundet,« siger han.
»Det er for mig hovedpointen, at hvis man kunne bringe dem op på et produktionsniveau ligesom dem med uddannelse, så vil både individerne og samfundet vinde på det.«
Det er dog ikke kun i kroner og øre, at gruppen uden uddannelse er markant anderledes stillet end gruppen med. Det påvirker også deres sociale liv. Hver anden ufaglærte mand mellem 30 og 39 år lever for eksempel alene.
De 20 procent begår også mere kriminalitet sammenlignet med resten af befolkningen.
36 procent af mænd uden en uddannelse er blevet dømt for overtrædelse af straffeloven, når de er 30 år. For mænd med uddannelse er andelene 13 procent. Samme tendens gør sig gældende for kvinderne. Ud af de 30-årige kvinder uden uddannelse har 17 procent fået mindst én dom for overtrædelse af straffeloven. For kvinderne med en uddannelse er andelen fire procent.
De 20 procent uden uddannelse har også en tendens til at klumpe sig sammen. I de kommuner, hvor flest i befolkningen har en uddannelse, gælder det 22 procent (Allerød og Rudersdal), mens Læsø og Lolland er de kommuner, hvor en størst andel ikke har en uddannelse. Her er det henholdsvis 42 og 41 procent af befolkningen.
Endelig er gruppen af ikkevestlige indvandrere og efterkommere overrepræsenteret.
»Det har vi fokus på i en anden udgivelse. For det er stadig sådan med de store tal, at 85,6 procent af borgerne uden uddannelse er etniske danskere,« forklarer Niels Ploug.
Nye løsninger på vej
Da reformkommissionen blev præsenteret i 2020 med økonomiprofessor Nina Smith i spidsen, pegede Nicolai Wammen (S) blandt andet på de unge med et uforløst pontiale.
»Det er problemer, som betyder, at der i dag er danskere, der befinder sig i periferien af vores samfund. For nogen bliver det måske en livslang kamp om at få ordentlig fodfæste i tilværelsen. Potentialet i at løse disse udfordringer er enormt – både samfundsøkonomisk og menneskeligt.«
Reformkommissionen har i sin første delrapport formuleret udfordringen med de unge uden en uddannelse og peger på, at det kan være nødvendigt at finde nye veje til at bryde den negative sociale arv. Samtidig spørger kommissionen, om uddannelsessystemet har været godt nok til at yde den rette indsats for at få de unge på vej.
Det er ifølge Niels Ploug helt oplagt, at man tager fat på problemet ved at se på de børn, der lige nu er i folkeskolen.
»Man kan sikkert også gøre noget for dem, der er ude af grundskolen. Men det gode spørgsmål er, hvordan man forhindrer, at dem, der starter i 0. klasse til august, ender ligesom de 20 procent, som begyndte i 0. klasse for 30 år siden.«
Niels Ploug peger på, at det kan blive nødvendigt at give mulighed for at tage uddannelse på en anden måde, end det er muligt i dag. For mens cirka en tredjedel slet ikke kommer i gang med en uddannelse efter grundskolen, så viser Danmarks Statistiks tal også, at 46 procent af de 25-44-årige har et eller flere afbrudte uddannelsesforløb bag sig. Det er især erhvervsuddannelserne, som har været forsøgt, uden at det har ført til en fuld erhvervsuddannelse.
»De kommer ikke til – det viser tallene tydeligt – at gå den lige vej igennem uddannelsessystemet. Der kommer til at være afbrydelser, og de har formentlig behov for noget langt mere individuelt tilpasset hjælp.«
Det kunde være at man konsekvent brugte de forkerte midler og at man "glemte" de ting som indirekte stopper folk fra at komme nogen vejne i sagen. Det kunde f.eks. hjælpe hvis man gjorde så at kommunerne ikke hade staffrihed i familiesager da det stopper en del på forhånd. Og så skal man nok også hæve su'en til noget man kan leve ondeligt af. Gratis "tiltag" virker ikke.
Der står et interessant spørgsmål tilbage: Hvorfor er andelen af dem der ikke får en erhvervsuddannelse større i Danmark end i de øvrige skandinaviske lande? Er der flere børn og unge med psykiske, sociale eller sundhedsmæssige belastninger i Danmark, eller er der noget der er anderledes i Danmark i skoleforløbet inden ungdomsuddannelserne?
Hans Dorf
Vores måde at tænke uddannelse i Danmark er blevet en sortsprukken, svovldryppende mørkets kult omkring de nydelige. Jeg har set dem på humaniora og jeg har set dem på samfundsfag. Mage til dukse skal man lede længe efter. Ignoranter! Det eneste de præsterede var at gange med to. Nemlig gange deres befængte pænhed med to. Dividere deres klækkelige løn med to gider de ikke høre tale om, men jeg er Morten og jeg hader pænhed.
Den herskende mentalitet i forhold til uddannelsesområdet i Danmark frakender reelt dem der er vokset op uden rige perspektiver og store forventninger, menneskeværd. Vi lefler for normalitet i Danmark. Utraditionel tænkning bandlyser vi ved at frakende medicinerne og samfundsfagene et filosofikum. Statskundskab er et let studium. De rige har fået det alt for nemt og har ikke en hatteblomst interesse i at folket kommer til kassen.
Find dog på et nyt ord for mønsterbryder. Giv en arbejdsmand lov til at tage en studentereksamen drypvist, når vedkommende orker.
Hvad med at få flere lærer og pædagoger så der er tid og rum til de enkelte børn - mon ikke det var et godt sted at begynde.
En bemærkning til - "36 procent af mænd uden en uddannelse er blevet dømt for overtrædelse af straffeloven, når de er 30 år. For mænd med uddannelse er andelene 13 procent. Samme tendens gør sig gældende for kvinderne. Ud af de 30-årige kvinder uden uddannelse har 17 procent fået mindst én dom for overtrædelse af straffeloven. For kvinderne med en uddannelse er andelen fire procent." -
Det ville være dejligt , hvis det var denne statistik som de udskældte flygtninge og indvandre blev sammenlignet med , alle de gange de bliver udskældt for en højre kriminalitet end gruppen gl. danskere.
Uha.. jeg har flere spørgsmål:
- Hvor stor en andel af de uddannede, varetager et ufaglært job som en ufaglært ligesågodt kunne varetage?
- Hvordan spiller andelen af 'praktikanter' i erhvevslivet ind på, at der ikke er lønnede job til de ufaglærte?
- Man tager i rapporten udgangspunkt i at normen er, at alle har en uddannelse.
Der har vel aldrig været et tidspunkt i historien, hvor alle i et samfund havde en uddannelse og et job. Tværtimod, har normen været, at det var de få, der havde en uddannelse og de mange, som var uden formel uddannelse.
- Kriminalitet... ja, hvordan dulan tror man, at mennesker som ikke kan arbejde sig til luksus eller buffer-kapital kan skaffe det.. via trylleri??
Nytter det at sætte unge på meget lave ydelser som f.eks. uddannelseshjælp som er på blot 6410 kr før skat for at presse dem ind i uddannelsessystemet. Jeg forstår godt at man skal motivere alle til at tage en uddannelse hvis de kan og hjælpe dem med at træffe et valg, men behøver det at være på ydelser det ikke er muligt at leve af. Man kunne i det mindste garantere dem en bolig de kunne betale.
Der kan være en del unge der går rundt på disse ydelser der ikke kan opfylde kravene og jeg frygter at hele dette setup skader mere end det gavner. Tænk at vi i et så rigt et samfund behandler unge mennesker på denne måde. Med mistro og stokkemetoder.
Jeg har desværre mistanke om at der i denne gruppe befinder sig en del unge som har det meget skidt. Ganske vist får unge med en psykisk lidelse under den nuværende lovgivning en ydelse på niveau med en alm kontanthjælp (11.698 kr før skat). Men det gælder meget få diagnoser, f.eks. skitzofreni. Depression og angst som flere og flere lider af er ikke omfattet - selv svær depression. - De kan såmend alligevel sagtens blive bedømt som uddannelsesparate.
Det er i øvrigt her ydelseskommissionen foreslår at spare. Så også unge med de diagnoser der hidtil har givet højere sats ender på grundsatsen på blot 6700 kr før skat. Det hænger slet ikke sammen. Men bekræfter min mistanke om hvor let folk der ingen forstand har på området tænker.
https://www.dr.dk/nyheder/indland/nyt-forslag-skaerer-psykisk-syge-unges...
Er det så mærkeligt hvis kriminaliteten er højere for gruppen uden uddannelse under 30 år.
Og så skal vi totalt droppe mundtlige eksaminer på de videregående uddannelser i den forstand at vi skal gøre det frivilligt om man vil op mundtligt eller skriftligt. Hvem 17 siger at sådan en smileklub ikke er en hån mod mennesker, hvilket jeg mener den er.
Afskaf alle begrænsninger på uddannelser og hysteriet om at det skal foregå på rekordtid, i øvrigt samtidig med at kravene stiger og undervisningen forringes på grund af besparelser.
En del unge dropper ud af forløbene eller må på forhånd opgive uddannelsen fordi der ikke er praktikpladser. Er det i orden at ende på uddannelseshjælp fordi der ikke er praktikpladser nok. Hvem har ansvaret for manglen på praktikpladser?
Hej
I Danmark ved vi faktisk ikke om de har en 9 klasses afgangseksamen. En del af dem der tales om her, har ikke det der skal til for at optages på en erhvervsuddannelse i dag. De har ikke 9 klasses afgangseksamen. Det er der mange voksne som heller ikke har. De er således også udelukket fra erhvervsuddannelserne. Det er ikke mere åbent for alle at gå på VUC og tage en 9 klasses afgangseksamen.
Mange tror det er nok at bestå 9 klasse i Dansk og matematik med gennemsnittet 2 for at kunne optages på erhvervuddannelserne. Det er ikke nok. Mange erhvervsuddannelser kræver mere Matematik , Engelsk og Naturfag for at kunne optages og gennemføre uddannelsesforløbet på erhvervsskolen.
Dejligt at der bliver lukket op for viden om hvor komplekst problemet er.
Ydelses kommissionens forslag om at kunne hæve ydelsesniveauet hvis man har 9 klasses afgangseksamen er et godt forslag.
Det ville være dejligt , hvis det var denne statistik som de udskældte flygtninge og indvandre blev sammenlignet med , alle de gange de bliver udskældt for en højre kriminalitet end gruppen gl. danskere.
Hvorfor pokker skulle indvandrere blive glade ved at blive sammenlignet med en gruppe som har høj kriminalitet ? Jeg ville da blive nedtrykt.
jens peter hansen 18. juni, 2021 - 12:32
Din kommentar må være til mig. Jeg skriver ikke at flygtninge og indvander bliver glade for at blive sammenlignet med den gruppe hvor kriminalitet er høj - Det jeg skriver er, at en sammenligning med den gruppe ville være mere ærlig end når de sammenlignes med hele den danske befolkning. Denne opdeling med uddannede og ikke uddannede viser tydeligt at der er forskel i hvilken grupper der bliver taget ud.
Hvis sammenlignings grundlaget var mere færd så ville kriminaliteten nok være meget mere ens - men så havde kritikerne jo ikke noget at skælde indvander og flygtninge ud over. Det er jo god propaganda at råbe, at de er meget mere kriminelle og kun kommer for at nasse osv.
@ peter olsen 13.11.
Måske er det bare det "spild", der accepteres at være i det segment man heldigvis ikke selv tilhører.
Husker i hvert fald for år tilbage i programmet "På borgen", hvor de to værter havde medbragt en bistandsklient på vel omkring 40 år, altså en moden mand i sin bedste alder, som ku få lov til personligt at stille spørgsmål til socialministeren, den ærværdige venstrekvinde, Ulla Tørnæs.
Han starter med at sige, "Hvis nu du var i min situation...".
Hun starter sit svar med, "Ja, nu kommer jeg aldrig til at være i din situation..."
Så er det vel næsten sagt direkte at hun foragter ham og hans situation. Også selvom det var en fortalelse fra hendes side.
Eller en anden fra nyhederne på en af de danske hovedkanaler også for nogle år tilbage, hvor reporteren er på voxpop i rungsted havn for at høre de velbjærgedes mening om en evt forhøjelse af bistands-/kontanthjælpsydelsen.
Han fanger en kvinde på en stor dyr speedbåd, der svarer, "ja, så drikker de vel bare nogle flere øl!".
Ingen af disse to ytringer indeholder nogen form for indlevelse, interesse, sympati, empati eller nuance, men masser af kynisme, ligegyldighed og egocentrering.
"Live and let die", som de siger hos James Bond.
Og mon ikke det syn på underklassen mv er rimeligt udbredt i de kredse? Det ville i hvert fald ikke overraske mig.
Det er vel også mærkeligt at man skal have så travlt med at flå folk igennem ‘uddannelse’
Hvorfor ikke forbedre SU’en - for man bliver f.eks. hverken en bedre eller dårligere lærer eller sygeplejerske af at tage uddannelsen på 4 - 5 - 6 eller 7 år. Og man har sig jo stadig, som regel et studie-job ved siden af - måske endda et studierelevant af slagsen.
Men det er så ekskluderende at man skal kunne nå en uddannelse på ‘norm-tiden’ - for det er vel de færreste der i det lange løb, vil være det man kaldte ‘evighedsstudenter’
Jeg kan altid se på disse Radikal, der gerne sutter på den offentlige ‘pat’ - og gerne modtog SU - men når de er færdige med den og har landet deres ‘respektive’ pamper-job - så pludseligt skal der sjovt nok skæres ind til benet.
Tak for kaffe
Det er et forfejlet fokus at stirre sig blind på gruppen “uden erhvervsrettet uddannelse”. Der er jo en del, som klarer sig fortræffeligt uden en sådan. Der er ligeledes en del, der har en erhvervsrettet uddannelse, som ikke arbejder inden for det pågældende fag. Uddannelse er ikke begrænset til de formelle uddannelser, som ender med et eksamensbevis/svendebrev.
Fokus bør være på gruppen: “ folk, som ikke kan bestride et arbejde”.
Uddannelse?
Er det ikke mere et spørgsmål om den enkelte qua sin personlige indsats (udover 9 års skolegang) opnår kompentencer, der sikrer vedkommende de fornødne forudsætninger for selvforsørgelse hele livet?
"Uddannelse" (baseret på formel uddannelse) er da også for adskillige år siden erstattet af realkompetencebegrebet * - så man kan undre sig over, at der fortsat er fokus på den del, der ikke "opnår nogen uddannelse", og de konsekvenser det får for de pågældende.
Hvad med fx den enkeltes motivation for at være selvforsørgende?
https://viden-om-realkompetence.via.dk/hvad-er-realkompetence-1
Bemærkning til Ole K. Ersgaards bemærkning - "Hvad med fx den enkeltes motivation for at være selvforsørgende? " -
Hvor mange vil ikke kunne klare sig selv- mit gæt er meget få.
Skal der ikke mere ses på hvordan flere får en chance. Her vil flere voksne i daginstitutionerne og på skolerne være en god begyndelse - så flere kan blive set og få den hjælp så de kan komme med på "vognen".
Ligeledes ville større krav til arbejdsgiverne om at tage lærlinge også være en god begyndelse.
Ja der er mange årsager til at folk ikke få en uddannelse - mange skuffelser osv... virker heller ikke fremmende.
Hvor mange er 40% af de 20%? Og hvor mange er så 10% af de resterende 80% - til sammenligning?
Kommentar til Dorte Sørensen:
Man kan jo altid gætte. Men det giver ikke nødvendigvis et retvisende billede af virkeligheden. Og det gælder ikke mindst med "dit gæt på få".
Alene negative hændelser i den enkeltes barndom kan medføre nedsat motivation til at stræbe mod selvforsørgelse.
Tillad mig at anbefale fx rapporten:
Unge uden job og uddannelse – hvor mange, hvorfra, hvorhen og hvorfor? – En kortlægning af de udsatte unge i NEET-gruppen
https://www.vive.dk/media/pure/14561/3641625
Ole K Ersgaard tak for linket , som jeg kun har skimmet - men det passer da meget godt med mit gæt og andre rapporter/undersøgelser.
Derfor vil flere pædagoger og lærer være en god begyndelse så denne gruppe kan få den hjælp og støtte som de har behov for.
Men motivation til at klare sig mon ikke alle ønsker det - jeg kender ingen der ikke har det og har ikke hørt folk sige at de ønsker at blive forsørget af samfundet fordi de ikke gider tage et arbejde.
Der er desværre mange grunde til manglende uddannelse - sygedom, manglende støtte og hjælp, osv.........
Dorte Sørensen
Passer godt med dit gæt? Og du kender vel ikke et bredt repræsentativt udsnit?
Hvilke rapporter har du i tankerne i den forbindelse?
Antallet er jo modsat foruroligende højt, hvilket da også fremgår af den omtalte rapport.