Det er ikke længe siden, at et par håndfulde rige fodboldklubber blev buhet ud af det folkelige fællesskab, fordi de ville etablere en ny europæisk superliga. Det blev som bekendt ikke til noget. Ikke foreløbig i hvert fald.
Nu er der minsandten EM – noget af det mest gammeldags og nærmest anakronistiske, man kan forestille sig. Der er slagsange, som altid er retrovarianter af noget fra 80’erne. Der er kollektive billeder fra dengang, Frank Arnesen havde vådt hår allerede under nationalmelodien og før det første fløjt. Der er Søren Lerby, der rullede strømperne ned til midt på skinnebenene, og der er Michael Laudrup med kigge-væk-finten.
Det er alt sammen meget, meget langt væk fra Florentino Pérez’ våde drøm om en superliga. Det tror jeg også, de synes i Nordmakedonien, som optræder i gruppe C.
Løjerne er som bekendt forsinket et år på grund af corona. Det bliver et vildt EM, som har kickoff i aften, når Italien møder Tyrkiet i gruppe A på Stadio Olimpico i Rom. For det første er der tilskuere. Endda en pæn sjat af dem, selv om vi stadig hjerhjemme mangler at sætte præcise tal på, hvor mange der må svaje med klaphat og en halvlunken fadøl og brøle hinanden ind i ansigterne.
For det andet er de tilskuere spredt ud over hele Europa. Det er selvfølgelig godt for os, altså at der er bold i Parken. Men det kan blive skæbnesvangert for de mandskaber, der går hele vejen og undervejs skal rejse flere tusinde kilometer fra Baku, Aserbajdsjan i øst til London, England i vest. Eller for den sags skyld fra Sevilla i Spanien til Glasgow i Skotland. Eller München i Tyskland til Sankt Petersborg i Rusland.
Klare hjemmebanefordele
Det bliver især mærkeligt, når karavanen når til Baku og Bukarest. Hverken Aserbajdsjan eller Rumænien formåede nemlig at kvalificere sig til slutrunden.
Konceptet med de mange lande blev tydeligvis udtænkt, før corona ramte som en hammer. Lige nu – og det ændrer sig med dags varsel – er der restriktioner og anbefalinger på kryds og tværs. Dem fra Wales må for eksempel helst ikke rejse til Baku og Rom. Og i øvrigt blev Dublin og Bilbao fjernet fra værtslisten, da de ikke kunne leve op til minimumskravene for COVID-19-restriktioner.
Corona er i sig selv noget uretfærdigt møg, men EM sætter alligevel trumf på: 11 af de 24 hold har klare hjemmebanefordele. Ikke bare fordi deres egne fans kan synge og råbe på (dele af) lægterne, men fordi de slipper for at flyve Europa og omegn tyndt.
For fans er det afgørende spørgsmål: »Har du coronapas?«
For spillerne: »Har du jetlag?«
Tag nu bare gruppe A. Italien spiller alle tre kampe i den indledende pulje i Rom. Wales derimod skal rejse til Baku (der er 4.185 kilometer fra Cardiff til Baku i Aserbajdsjan) for at spille deres første to kampe. Derefter går turen til Rom for den tredje (4.428 kilometer).
Hvor mange tilskuere må der så være? Det ændrer sig også dag for dag. Men i toppen ligger angiveligt Budapest, som håber på fuld belægning og Sankt Petersborg og Baku med 50 procent. Byer som Amsterdam, Bukarest, København, Glasgow, Rom og Sevilla satser på mellem 25 og 33 procent af stadion. Nederst på listen finder vi Wembley i London med 25 procent og München med blot 22 procent.
Stjernen over dem alle
Men EM bliver ikke bare en øvelse i coronapas og social distance. Det bliver også en dyst mellem de gamle, rutinerede, og de unge, dynamiske.
England har Harry Kane (fra Tottenham). Han er træt efter en lang sæson. Gareth Bale er stjernen fra Wales, og han får garanteret jetlag. Der er Luka Modric fra Kroatien. Han er 35 år og har haft en hård sæson for Real Madrid. Klubkammeraten, franske Karim Benzema, er 33 år og muligvis også træt. Den fænomenale bomber fra Bayern München, Polens Robert Lewandowski, er 32 år og træt.
Så er der dem, man skal holde øje med. De unge og dynamiske. Dem, der på tværs af landene ville være et Chelsea-hold, der vandt Champions League for nylig. Der er Englands playmaker Mason Mount, 22 år, som leverede en sukkerbold til Chelseas vindermål i Champions League-finalen mod Manchester City. Der er Portugals Joao Félix, 21 år, som til daglig spiller for Atlético Madrid. Der er den blot 18-årige Pedri Gonzalez, spanieren, der i spillestil minder om selveste Andrés Iniesta. Der er tyskernes Kai Havertz, også 21 år, som senest imponerede, da Joachim Löws drenge tværede Letland ud med 7-1.
Og ikke at forglemme stjernen over dem alle: Frankrigs og Paris Saint-Germains Kylian Mbappé.
Man bør slutte med et vinderbud – i dette tilfælde odds med mundbind: Frankrig eller Tyskland. Måske Tyskland. De får med garanti ikke jetlag hjemme i München.
Information tager til EM i fodbold
I fire uger kæmper 24 nationer om at være Europas bedste i verdens største sportsgren. EM-dramaet folder sig ud i 11 europæiske værtsbyer, inklusive København. Information stiller i stærkeste opstilling med Bo Walther Kampmann, Cathrine Lundager og Martin Østergaard-Nieslen og leverer den intellektuelle dækning af EM i fodbold med analyser, portrætter, baggrunde og anekdoter.
Seneste artikler
Danmark burde have knælet side om side med England
15. juli 2021I EM-kampen mod England klappede danske spillere i stedet for at knæle for at markere deres støtte til kampen mod racisme. Men hvad er et fællesskab, der ikke kan adressere sine mest basale problemer?England er ikke længere en vittighed
12. juli 2021EM-guldet gik fortjent til et pragtfuldt italiensk mandskab, men England demonstrerede under slutrunden, at de skal tages alvorligt på den internationale sceneItalien spiller offensiv fodbold, men med gode gamle dyder. Og de kommer til at vinde EM
10. juli 2021England slog os ud af EM. Men de vinder ikke finalen, som spilles søndag den 11. juli, på Wembley. Det gør Italien. Sammen med Danmark har italienerne spillet den smukkeste og mest omstillingsparate fodbold ved slutrunden
Jetlag handler ikke om hvor langt man rejser men om at skifte tidszoner. Det gør man når man bevæger sig øst-vest men ikke hvis man bevæger sig nord syd.
Det maksimale antal tidszoner indenfor slutrundens område er tre. Det kan måske være mærkbart men næppe slå benene væk under nogen af holdene.
Vi har set igen og igen, at selv favorithold, der har spillet meget i sæsonen op til, ikke slår igennem under EM og VM . De ældre spillere ser ud til at slides mest. Det tæller til Danmarks fordel, for kun Kasper S på mål er lidt oppe i årene. Frankrig har på papiret det bedste hold, men kommer næppe i finalen. Det gør Danmark heller ikke.
Det vigtigste for vores landshold bliver, at der ikke går Michael Laudrup i den. Det er min påstand, at vi aldrig havde vundet EM i 1992, hvis han ikke havde trukket sig fra landsholdet. Meget spil gik gennem den ubestridt bedste spiller og han tog mange dødbolde, især hjørnespark. Men han spillede ikke godt nok på holdet og hans hjørnespark lå dårligt. Minder det ikke om Christian Eriksen.
Bortset fra et par geniale målgivende afleveringer har han ikke været en gevinst for hold ret længe nu. Og flere sparker mere præcist end han gør pt.
Christian Eriksen på fordums niveau er en stor gave og sikkert en forudsætning for at nå langt. Men det kommer nok ikke at ske, og så kan det være bedre at skifte ham ud. Tør Hjulmand det? Jeg tror det sker undervejs.
Jeg er glad for at der endelig er nogen der nævner Tyskland. De er også min favorit. Over på DR lader de til at være vilde med England. Ja, England! Hvornår har de nogensinde vundet noget som helst? Nå ja, der var vist noget engang, i mellem et halvt og et helt århundrede siden, hvor de fik anerkendt et mål, på en bold som aldrig havde været inde over stregen, af en linevogter som stod halvvejs nede af banen, men hvornår ellers? Ja, i hvert fald ikke i min levetid. Det samme med Belgien, som også spås favoritværdigheden. Og i min favoritrolle, ud over Tyskland, er der naturligvis Frankrig og Portugal, som de henholdsvis forsvarende verdensmestre og europamestre.
Så nu har jeg satset stort på at England eller Belgien ikke vinder :) Faktisk tror jeg at det er mindst lige så sandsynligt at Danmark vinder, som en af de to hold.