Ove Kaj Pedersen: Statsministeren vil på en gang bryde med og fortsætte konkurrencestaten

Den socialdemokratiske regering varmer op til at forandre Danmark.

Det har de seneste uger stået klart med planerne om en omfattende udflytning af uddannelser, en Ydelseskommission, som skal danne grundlag for et nyt kontanthjælpssystem, og ikke mindst en stor, politisk reform i et tiårigt perspektiv, som blandt andet skal få flere unge i uddannelse (meget gerne erhvervs- og velfærdsuddannelser), række ud til Produktionsdanmark og hjælpe indvandrerkvinder i job.

Statsministeren har benyttet lejligheden til at tage afstand fra tidligere regeringer og signalerede ved Folketingets afslutningsdebat onsdag en ny kurs. For ifølge Mette Frederiksen har Danmark siden 90’erne, på tværs af regeringer og på tværs af partier, valgt »en utrolig apatisk tilgang« til megatrends i tiden, som hun sagde i et interview i Weekendavisen for nylig.

Men i virkeligheden står den socialdemokratiske regering på skuldrene af – og er i gang med at fortsætte – en 30 år lang reformproces, som begyndte i 1980’erne med de første arbejdsmarkedsreformer. En kurs, som handler om at gøre staten konkurrencedygtig og har et syn på borgerne som individer, der skal gøre sig gældende på arbejdsmarkedet.

Det er analysen fra professor emeritus Ove Kaj Pedersen, som er forfatter til flere toneangivende bøger, herunder Konkurrencestaten og Reaktionernes Tid.

»Det, vi indtil videre har hørt om, er ikke reformer, som er nyskabende. Det er reformer, som adresserer de udfordringer, vi har kendt i mange år. Og det er også reformer, som bygger på en af de længste reformperioder i dansk historie,« siger han.

Ydelseskommissionens paradoks

Det er nok de færreste, som vil åbne den 314 siders lange beretning fra Ydelseskommissionen, som blev offentliggjort i denne uge, og mumle:

»Fascinerende!«

Det var ikke desto mindre det, den garvede professor gjorde, da han bladrede i beretningen. For ifølge ham er den et eksempel på, at den socialdemokratiske regering befinder sig i paradoksernes verden.

Ydelseskommissionen har fået til opgave at sikre børnefamilier flere penge. Det er i erkendelsen af, at tidligere arbejdsmarkedsreformer har haft de politisk uønskede og utilsigtede konsekvenser at øge den sociale ulighed og skabe fattigdom for flere børn i Danmark.

På den måde kan man sige, at kommissionen og forhandlingerne om et nyt kontanthjælpssystem er et forsøg på at korrigere for nogle af de negative konsekvenser af tidligere arbejdsmarkedsreformer.

»De har skabt en social ulighed, som er besluttet politisk og gennemført administrativt. Og det er i sig selv et håb, at når man har gennemført det politisk, kan man også ændre det politisk,« siger Ove Kaj Pedersen.

Men heri ligger der et paradoks. For Ydelseskommissionen er også et udtryk for, at man vil opretholde et styringssystem, som er opbygget gennem de seneste 30 år. Her tænker Ove Kaj Pedersen på et system, der handler efter økonomiske logikker om budgetneutralitet og incitamenter med det formål at udnytte arbejdskraften mere effektivt end tidligere.

En logik, som ligger til grund for konkurrencestaten.

»På den ene side beder man kommissionen om at adressere de her uforventede konsekvenser af tidligere reformer, og samtidig siger man, at det skal være udgiftsneutralt og opretholde et incitament til at arbejde. Det er med den ene hånd at rydde op efter en reformperiode og med den anden hånd videreføre den type af logik, som har startet ulighederne.«

Værdier

Ydelseskommissionen har fremlagt en model, som ifølge deres beregninger vil hjælpe fra 4.000 til 6.000 børn ud af fattigdom, hvilket skal sammenholdes med de op mod 60.000 fattige børn, der ifølge opgørelser bor i Danmark.

I forsøget på at håndtere det paradoks, Ove Kaj Pedersen snakker om, har Ydelseskommissionen indført noget, som ifølge ham er klassisk, men som vi ikke har set i mange år, nemlig et sæt af værdier. Ydelseskommissionen bruger ord og vendinger som »rimeligt ydelsesniveau«, »familiernes behov«, »retfærdighed«, »ensartet og gennemskuelig ydelse af hensyn til retssikkerheden«.

»Og det er faktisk fascinerende,« siger Ove Kaj Pedersen.

»Først og fremmest fordi selve den neoliberale tanke, der ligger bag incitamentssystemet, tager udgangspunkt i, at den enkelte er egeninteresseret og skal betales eller straffes. Men det, der introduceres med disse værdier, er fællesskabsbetragtninger og en forståelse af, at den enkelte skal mødes fra samfundets side med rettigheder, enkelthed og rimelighed,« siger han.

– Men er det bare buzzwords, hvis den underliggende logik stadig er den neoliberalistiske?

»Det er et godt spørgsmål. Det er ikke ét, jeg kan svare på. Det er lige præcis i modsætningen mellem disse buzzwords og så den her incitamentsstyringslogik, at dilemmaerne opstår. Derfor bliver det fascinerende at se, hvordan de politiske partier reagerer i forhandlingerne.«

Emilie Lærke Henriksen

Store reformer, mindre problemer

Ydelseskommissionen kan ifølge Ove Kaj Pedersen ses som udtryk for den samme logik, som også ligger i Mette Frederiksens større plan for Danmark – i hvert fald som præsenteret for nu. Det gælder både udflytning af uddannelsespladser og decentraliseringspolitik samt nye reformer af uddannelse og beskæftigelse.

»Mette Frederiksen går i gang med at håndtere udfordringer, som handler om, hvordan man på den ene side kan rydde op efter 30 års reformprocesser og så samtidig fortsætte dem.«

Ove Kaj Pedersen påpeger, at Mette Frederiksens tiårsplan bliver præsenteret som stor og afgørende for fremtiden, men først og fremmest adresserer, i hvert fald indtil videre, »marginale udfordringer«.

Det er Ydelseskommissionen et eksempel på, og det bliver illustreret ved, at reaktionerne er jublende ved tanken om, at deres anbefalinger kan løfte 750 fuldtidspersoner i arbejde.

»Det er ikke engang det antal mennesker, som kommer til en større børnefodboldkamp. Det er marginaler. Set i forhold til den reformproces, som startede i begyndelsen af 80’erne, er det en helt anden størrelsesorden. Og det er klart, fordi hovedudfordringerne her er løst,« siger han.

Det samme kan man forvente af den reformkommission, som har økonomiprofessor Nina Smith i spidsen. Den handler blandt andet om, hvordan man på andre måder end at skære i ydelserne kan få flere i arbejde.

Ikke flere lave frugter

Nina Smith har gang på gang påpeget, at de lavthængende frugter er plukket, når det kommer til at få flere til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. De marginaliserede grupper, såsom indvandrerkvinderne, nogle psykisk syge unge og unge uden anden uddannelse end grundskolen, er sværere at få ind på arbejdsmarkedet, fordi de har mere komplekse udfordringer.

»Reformer om at få dem ind på arbejdsmarkedet ligger helt i forlængelse af tidligere reformer. Det er en sværere opgave, fordi de lavthængende frugter er plukket, men det er samtidig også en langt mindre gruppe i samfundet,« siger Ove Kaj Pedersen.

– Nogle af de udspil, regeringen har præsenteret – for eksempel decentralisering af uddannelsessystemet – er de ikke eksempler, hvor man forsøger at løsrive sig fra den umiddelbare økonomiske logik og har nogle politiske visioner, som handler om at trække i en anden retning?

»Jamen, så stiller du et spørgsmål, der igen rejser flere dilemmaer. For hvad er én af begrundelserne for at udflytte primært professionsuddannelser? Den er, at der er en viden om, at der er en vis del af befolkningen, som ikke har fået en uddannelse, fordi de ikke kan flytte eller vil flytte eller ikke har den kulturelle baggrund til at flytte til de store byer. Så at flytte en pædagoguddannelse til Holbæk er jo ud fra en udbudstænkning,« siger han.

Og igen optræder dilemmaet, som Ove Kaj Pedersen taler om.

»På den ene side har urbaniseringen og tilflytningen af virksomheder til de store byer skabt et eksporteventyr af dimensioner og været med til at finansiere en af verdens største og måske mest succesrige velfærdsstater,« siger han og fortsætter.

»Og på den anden side er der opstået marginaludfordringer ved, at nogle socialgrupper er blevet tabt ved centraliseringen. Og det forsøger man at løse ved en fortsættelse af en incitamentsstyring. Man har brugt økonomiske redskaber, og nu begynder man så også at bruge geografiske redskaber.«

Og så er vi også tilbage til logikken, der – som Ove Kaj Pedersen siger – er, som den altid har været.

Men spørgsmålet er, om regeringen ikke har taget et opgør med denne logik med sin pension til nedslidte. Her har man accepteret, at færre står til rådighed for arbejdsmarkedet for til gengæld at tildele nogle tilsyneladende nedslidte arbejdere flere rettigheder ved at kunne trække sig tilbage tidligere.

– Er den ikke et eksempel på, at man vil gå en anden vej, hvor man umiddelbart ikke er bange for faldende arbejdsudbud?

»Den er et udtryk for, at man endnu engang vil reformere de reformer, man selv har været med til at vedtage. Her forsøger man så at korrigere lidt for en utilsigtet konsekvens af velfærdsforliget. For man vil jo ikke tage et grundlæggende opgør med den stigende pensionsalder.«

Mange nye veje at gå

Hvis man derimod ville gå helt nye veje, er der mange alternativer til reformer, som statsministeren kunne tage fat på, påpeger Ove Kaj Pedersen. Han begynder at liste op:

»Hun har ikke inddraget skattereformer.«

»Hun har ikke inddraget et opgør med skattestoppet, som Anders Fogh Rasmussen fik indført.«

»Hun har ikke inddraget et opgør med boligbeskatningen og arvebeskatningen, som mange ellers har rejst på det seneste på grund af boligprisernes himmelflugt.«

»Hun har ikke inddraget nogle store reformer imod incitamentsstyring.«

»Hun har ikke inddraget store reformer mod den centrale økonomistyring af for eksempel kommunerne.«

Det er reformer, som har været til debat, men som regeringen ikke tager fat på. Og på den måde har Mette Frederiksen ikke sat en gennemgribende og ny reformproces i gang i opgør med konkurrencestaten, fastslår Ove Kaj Pedersen.

»Dermed bevæger hun sig ud på en fortsættelse af de seneste 30 års reformproces og er tvunget ud i de dilemmaer, vi har talt om.«

Det var ikke muligt for statsminister Mette Frederiksen at komme med en kommentar inden for avisens deadline.