Det er, som om den gamle S-finansminister Knud Heinesens ord fra 1979 om, at nok kørte vi ikke på kanten af afgrunden, »men vi kan se den«, ikke vil dø hen. De er på mange måder blevet billedet på det økonomiske kaos under Anker Jørgensen, og selv om vi i dag er langt fra afgrunden, bruges 1970’erne ofte som advarsel mod at føre fortidens slappe finanspolitik.
Økonomiprofessor og tidligere vismand Nina Smith udtalte i sidste uge til Berlingske, at der skal nye reformer til, »hvis vi vil bevare den velfærdsmodel, vi har, og ikke rende ind i økonomiske kriser som tilbage i 70’erne med meget høj arbejdsløshed og store underskud på de offentlige finanser«.
Samme avis har på lederplads flere gange kritiseret det »orgie af gældsætning«, som ifølge avisen har været regeringens svar på coronakrisen:
»Det er naivt at tro, at verden efter coronakrisen bare uden videre bliver normal, og at vi går ind i et nyt langt økonomisk opsving. Men det er ikke naivt at tro, at Mette Frederiksen vil vælge samme vej som Anker Jørgensen,« skrev Berlingske i januar.
Parallellen undrer overvismand Carl-Johan Dalgaard. Tiden er åbenlyst en anden, og dansk økonomi anno 2021 kan ikke meningsfuldt sammenlignes med datidens dundrende underskud på betalingsbalancen, globale oliekrise, faldende produktion og tocifret inflation.
»Vi har under coronakrisen set, at mange sammenligner med tingenes tilstand i 1970’erne. Men næsten ligegyldigt, hvor du kigger hen, så er situationen i dag og dengang meget forskellige,« siger Dalgaard, der til daglig er økonomiprofessor på Københavns Universitet.
»Det er en form for skræmmescenarie, man maner frem. Men når det knytter sig til gældsætning, de offentlige finansers stilling eller økonomien i det hele taget, så er det ikke en relevant måde at udtrykke sig på. Der er ingen fællesnævner dér,« siger han.
Efter mere end et år med coronakrise er de økonomiske vinde begyndt at skifte. Vismændenes nye rapport spår optimisme, vækst og lav ledighed, og modsat dommedagsprofetierne vurderer Carl-Johan Dalgaard, at økonomien står stærkt. Meget stærkt. De offentlige finanser er overholdbare, så langt øjet rækker, så staten vil ikke have problemer med at opretholde det nuværende velfærds- og udgiftsniveau. Og selv om det altid er godt at diskutere mulige reformer, der kan skabe velstand, kan de ikke begrundes med en nærtstående afgrund.
Vinteren står ikke for døren
Politisk har den seneste uge primært handlet om netop behovet for nye reformer og øget arbejdsudbud. Mens statsminister Mette Frederiksen under Folketingets afslutningsdebat fremlagde sin tiårsplan for at få flere faglærte og flere indvandrere i arbejde, var De Radikales Sofie Carsten Nielsen onsdag refereret i Berlingske for at sige, at »det haster med at gøre noget, hvis vi skal have råd til alt fra flere pædagoger til bedre uddannelse og renere klima«.
Som så ofte bliver reformerne ikke præsenteret som et politisk valg, men som en tvingende omstændighed. Nødvendighedens politik. Og der er utvivlsomt også udfordringer, som samfundet endnu ikke har formået at løse. Knap 20 procent af en ungdomsårgang står som 25-årige uden anden uddannelse end grundskolen, og omkring 190.000 voksne har stadig ikke fået fodfæste på arbejdsmarkedet. For blot at nævne to af den regeringsnedsatte reformkommissions nylige konklusioner.
Samtidig er det en forudsætning for »overholdbarheden« af dansk økonomi, at den stigende pensionsalder fortsætter med at virke. Hvis ikke folk trækker sig senere tilbage fra arbejdsmarkedet, i takt med at pensionsalderen stiger, kan det give problemer for de offentlige finanser. Særligt i de såkaldte hængekøjeår fra cirka 2025 til 2050 med flere ældre, som skal forsørges, og færre arbejdsdygtige, som kan betale regningen.
Så ét er at tænke i nye typer af reformer, der løbende kan udvikle samfundet. Det er kun »fornuftigt og rettidig omhu«, mener Carl-Johan Dalgaard. Men noget andet er at begrunde dem med, at dansk økonomi ellers ikke vil være sund fremadrettet. Den »brændende platform« er ifølge ham unødvendig.
»Jeg tror ikke, at stilstand nogensinde er en garanti for, at det bliver ved med at gå godt. Så i det hele taget at være på udkig efter nye løsninger, måske bedre løsninger, det er decideret sundt. Og det er muligt, at nye andengenerationsreformer kan løse nogle af de problemer, vi ikke har formået at løse indtil videre,« siger Carl-Johan Dalgaard.
»Men der er rig motivation for at tænke i reformer og ny viden, uden at man behøver argumentere med, at vinteren står for døren.«
Unødig stram finanspolitik
Da pandemien var på sit højeste og den økonomiske politik mest ekspansiv, omtalte især borgerlige debattører og politikere gælden med stor bekymring. Claus Hjort Frederiksen og Kristian Jensen advarede i en kronik mod »gældstømmermænd«, og De Konservatives gruppeformand Mai Mercado kaldte Danmark »voldsomt gældsat«.
Gælden er dog langtfra endt så slemt som frygtet. En opgørelse fra Danmarks Statistik viser, at det offentlige underskud i 2020 var på beskedne 14 milliarder kroner – mindre end i både 2011-12-13 og 2015.
Og godt nok advarer vismændene i deres nye rapport mod at lempe finanspolitikken yderligere lige nu, da det kan føre til overophedning. Men generelt er der mere behov for større frihed i den økonomiske politik end det modsatte, mener Carl-Johan Dalgaard.
Vismændene kalder det derfor »uheldigt, at evalueringen af den danske budgetlov er blevet udskudt ad flere omgange«. Ifølge loven må underskuddet på statens strukturelle saldo maksimalt være en halv procent af BNP, hvilket er strammere, end EU-reglerne tillader. Og grænsen bør ifølge vismændene hæves til én procent af BNP.
»Det vil mindske risikoen for, at vi uforvarende bliver tvunget til at føre en politik, som økonomien ikke har så godt af, fordi vi har bundet os lidt for stramt til masten,« siger Carl-Johan Dalgaard.
»Vi kan ende i en situation, hvor en meget snæver grænse for budgetloven kan gøre, at staten er nødt til at føre en strammere økonomisk politik, end det økonomien kan have brug for. Og der kan det være en hjælp at gøre grænsen mindre restriktiv.«
Carl-Johan Dalgaard er slet ikke i tvivl om, at budgetloven er et vigtigt politisk redskab, der har ført til bedre styring af statsfinanserne. Når der i hængekøjeårene kommer flere ældre og lidt for høje udgifter, kan der imidlertid opstå et så stort økonomisk pres, at de offentlige finanser vil karambolere med budgetloven. I værste fald kan det betyde, at staten for at kompensere må lave offentlige besparelser eller hæve skatterne.
Men med en lempelse af budgetloven vil vi formentlig være ude over det problem, mener Dalgaard.
»Som tingene ser ud nu, så vil man skabe noget plads til, at udfordringerne i den periode ikke er så store, som de ellers ville være, hvis vi kørte det offentlige forbrug strammere,« siger han.
Overvismand Carl-Johan Dalgaard mener, at politikerne skal være varsomme med at fremmane billedet af en kommende økonomisk afgrund. Retorikken kan måske have uforudsete og negative konsekvenser.
Men hvis dansk økonomi atter rammes af et udefrakommende stød som coronakrisen, er det ikke god økonomisk politik at stile efter, at statens finanser balancerer. Derudover kan der være tilfælde, hvor renterne er meget lave, og hvor det er fornuftigt for staten at lave investeringer med solide afkast.
»Det kan indebære et midlertidigt underskud, som dog med tiden viser sig at være en god forretning,« forklarer Carl-Johan Dalgaard.
»Der er masser af situationer, hvor det vil være kontraproduktivt for staten at satse enøjet på, at der skal stå et nul på statsfinanserne. Det burde ikke være et religiøst mål i sig selv.«
Bagsiden af medaljen
Politisk er det åbenlyst nemmere at gennemføre store reformer, hvis der i befolkningen er en bevidsthed om, at handler man ikke, går det galt. Carl-Johan Dalgaard mener dog, at politikere skal være varsomme med at fremmane billedet af en kommende økonomisk afgrund. Retorikken kan måske have uforudsete og negative konsekvenser.
»Efter finanskrisen var der meget snak om, at det var vigtigt, at den danske befolkning opnåede en vis form for krisebevidsthed. Fordi det kunne være med til at øge bevidstheden om nødvendigheden af visse typer af reformer,« siger han og indskyder:
»Som også endte med at blive gennemført, måske endda takket være en stigende krisebevidsthed i befolkningen«
Men »der er en bagside af medaljen«, tilføjer han.
»Jeg tror – uden at kunne bevise det – at den krisebevidsthed, man fik opbygget, også var en del af årsagen til, at det tog så lang tid at få forbruget i gang igen efter finanskrisen. Hvis man har krisebevidsthed, bliver man måske også mere påholden, sparer mere op og forbruger mindre. Det gjorde vejen ud af krisen længere. Om det var prisen værd, er svært at sige, men det er ikke en gratis omgang at skabe krisebevidsthed,« siger Carl-Johan Dalgaard.
Under coronaen har det modsatte været tilfældet. I tale og handling har regeringen forsøgt at signalere, at »vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at det påvirker så få som muligt«, som finansminister Nicolai Wammen sagde i marts 2020. Et ikke uvæsentligt budskab med tanke på, at væksten i privatforbruget i 2022 nu ventes at nå det højeste niveau siden 2004.
»Min opfattelse er, at det har været aldeles afgørende, at man har ført en meget ekspansiv økonomisk politik i den her krisesituation også i kommunikationen af det. Fordi det giver tryghed,« siger han.
»Det skal i høj grad tilskrives den førte krisepolitik, at vi nu nærmer os noget, der samlet set minder om en konjunkturneutral situation.«
Skattefri fritid
Alle er ikke lige så optimistiske som vismændene i deres prognoser for dansk økonomi i de næste årtier. Mere skeptisk er økonomiprofessor Nina Smith, som leder den kommission, der skal komme med bud på helt nye reformer. Til Berlingske sagde hun for nylig, at det kræver »en benhård økonomisk politik«, hvis vi fremadrettet skal have en holdbar finanspolitik.
Hun uddyber, at hvis fremskrivningerne i vismændenes rapporter skal holde stik, så »forudsætter (det) en meget stram styring af det offentlige forbrug i fremtiden«.
»Det forudsætter, at folk bliver ved med at arbejde, og at der ikke vil være en forlængelse af den trend, der har været de sidste årtier med, at folk vil arbejde mindre og mindre. Mange af de forudsætninger bliver svære for politikerne at holde fast i, tror jeg,« siger Nina Smith.
»Flere og flere vil arbejde mindre, og i den offentlige sektor især blandt sygeplejersker og pædagoger arbejder virkelig mange deltid. Det er ikke en akut brændende platform, men vi kommer helt klart til at skulle lave mange reformer. Vi kan jo ikke beskatte fritid,« siger hun.
Spørgsmålet er altså, om det er Carl-Johan Dalgaard, der er for optimistisk. Stiger privatforbruget ikke som forventet, går folk ikke senere på pension som foreskrevet, og vælger flere at arbejde deltid, kan det pludselig blive grimt for statskassen.
»Det kan jeg jo ikke afvise,« svarer overvismanden.
Det er ikke utænkeligt, at folk fremadrettet vil spare mere op og derfor kan trække sig tidligere tilbage med deres egne penge. Han pointerer dog, at vismændene netop har undersøgt effekten af tilbagetrækningsreformen. Analysen viser, at reformen har »virket efter hensigten« ved at øge beskæftigelsen »betydeligt«, dog en smule mindre end først antaget.
Også andre forhold taler imod, at folk vil gå tidligere på pension.
»Vi har igennem en generation nu set kraftigt faldende realrenter,« siger Carl-Johan Dalgaard.
»Det betyder mindre forrentning af pensionsformuen. Og det har potentielt den modsatte effekt, at man er nødt til at arbejde lidt længere, fordi man ikke får akkumuleret nok pension før på et senere tidspunkt. Det vil være en konsekvens, hvis renterne forbliver lave.«
I fagbevægelsen og blandt visse partier på Christiansborg er forhøjelsen af pensions- og efterlønsalderen imidlertid et omstridt tema. Så der er også den mulighed, at politikerne på et tidspunkt ikke længere vil fastholde reformen.
Carl-Johan Dalgaard gentager derfor en pointe fra tidligere. At det under alle omstændigheder er vigtigt, at politikerne også har andre værktøjer klar til at sikre den finanspolitiske holdbarhed.
»Fremtiden er jo iboende usikker. Så det at have flere instrumenter at gribe til, hvis den udvikler sig anderledes, end vi forventer, det er udtryk for rettidig omhu,« siger Carl-Johan Dalgaard.
Der er noget, de såkaldt kloge har misforstået.
I omsorgsfagene (sygeplejerske, SOSU, pædagog) VÆLGER man ikke som flest at gå på fuldtid.
Tværtimod, de fleste kan ikke få det antal timer, de gerne vil have, fordi det er billigere at have folk på deltid, for så skal de have mindre i løn.
Det samme gør sig gældende, når man mener at kunne lave incitamenter, der skal få folk til at VÆLGE at tage et arbejde.
Ingen vælger, om de skal ansættes, det gør arbejdsgiveren.
Ingen VÆLGER ej heller at gå på kontanthjælp.
Det skal først vurderes, om man overhovedet er berettiget, man må fx kun eje 10.000 kroner og ægtefællen skal forsørge én hvis vedkommende har arbejde.
Mens man er på kontanthjælp, SKAL man deltage i 'den beskæftigelsesrettede indsats' uanset hvad den er, (virksomhedspraktik, arbejdsprøvning, nyttejob, løntilskud, ressourceforløb, kurser, tre ugentlige ansøgninger, etcetera) ellers bliver man sanktioneret økonomisk.
Og sidst men ikke mindst, mange bliver fyret når de bliver over 50-55 år gamle, for så er de blevet for dyre.
De VÆLGER ikke at trække sig tilbage.
Man kan heller ikke få dagpenge eller kontanthjælp hvis man bare opsiger sit job uden at have et andet på hånden.
Der er nogle ting, der trænger til at blive skåret ud i pap for politikere og vismænd, hvis titel i starten da også var en spøg.
Den har bare hængt fast lige siden, og er nu blevet billedet på folk, der ikke kan tage fejl.
(Ligesom 'trickle-down effekten', der også startede som en joke)
"Titlen ’økonomiske vismænd’ har fulgt formændene for Det Økonomiske Råd siden dets begyndelse.
Den skyldes efter sigende en sarkastisk bemærkning fra den konservative politiker Poul Møller i forbindelse med Rådets grundlæggelse i 1962.
Han frygtede, at regeringen ville bruge det nye samfundsøkonomiske råd til at fralægge sig ansvaret for vanskelige politiske beslutninger."
https://www.raeson.dk/2020/johan-og-esther-michelsen-kjeldahl-hvorfor-ka...
PS. Når det er sagt, siger Carl-Johan Dahlgaard nogle ret fornuftige ting, især om at passe på med at skabe krisestemning for at få alibi for reformer, og at Budgetloven skal lempes.
1. Det økonomiske system skal laves om.
2. Skulle mennesker ikke til at arbejde 30 timer, også dig!
3. Ufatteligt at vi accepterer at det vælter ned med penge til få
4. Ufatteligt at det drypper med penge på flere. For sveden fra menneske dybet.
5. FN og Thunberg siger at huset brænder. Det kan det ikke blive ved med. Det er brændt ned.
6. Festen med forbrug, amazon, cruise og charterferier får de unge til at væmmes.
7. Finanskrisen, skatteunddragelse, corona snyd falder altid ned på dem der har mindst. Er det rimeligt.
8. Rolls Royce segmentet vil nok overleve så længe vi accepterer dette regime.
Eva Schwanenflügel har ellers sagt det meste.
Økonomer er tidens alkymister.
Når private overforbruger, altså bruger mere end den disponible indkomst og opsparing levner mulighed for, så sker det for lånte penge. Disse penge skal selvfølgelig betales tilbage. Det sure og uundgåelige ved denne orden er, at de penge man bruger til afdrag på gæld af indlysende grunde ikke kan bruges til nyt forbrug. Man opnår således kun at flytte forbrug fra én til en anden tidsperiode og ikke at udvide totalforbruget som tværtimod, efter lånemanøvren, bliver mindre fordi der også skal udredes renter.
Det er samme sag med den offentlige økonomi. Vi lever på et højt niveau som skatterne ikke kan finansiere og derfor låner vi. For at klare renter og afdrag på gælden er forventningen, at man hele tiden kan ekspandere beskatningsgrundlaget. Metoden er at få flere i arbejde og dermed generere nye indkomster til staten, der kan sikre tilbagebetaling af lån og renter. Men som vi kan konstatere er det ikke så let, at få nok kroner i statskassen til ”nødvendige” udgifter og nye ”uundværlige” tiltag. Derfor bliver der efterfølgende et pres på politikerne for at balancere udgifter og indtægter. Besparelse, effektiviseringer, højere pensionsalder m.m. er nogle af de kendte værktøjer.
Når man har iagttaget den offentlige økonomis op- og nedture i årtier, bør man indse, at ingen af de økonomiske virkemidler der anvendes, har nogen helbredende effekt på samfundsøkonomien. Gældsøkonomien fortsætter - ganske enkelt fordi, den politiske vilje ikke lader sig tøjle og ikke begrænses forfatningsmæssigt.
Vi må derfor have en ny orden der regulerer forholdet om statens ret til at stifte gæld og indskrive en begrænsning herom i Grundloven. Vi skal forbyde enhver offentlig låntagning og sætte loft over skatternes størrelse og grænser for, hvilke objekter der må beskattes. Altså et kontantsamfund der kun bruger de penge der indbetales i skatter og den opsparing, der burde være tilstede i et land med mere end 4 mio. skattebetalere. Med disse komponenter får vi styr på politikernes ubegrænsede ret til skatteudskrivning og vi behøver ikke mere tage hensyn til hvad ene eller anden økonomiske skole hævder.
@Eva Schwanenflügel
Rigtig god kommentar, den havde fortjent mindst 3 anbefalinger. Du slår lidt hovedet på sømmet, nemlig at dagens ypperstepræster stirer sig blindt på nøgletal, der har sådan en 'opløsning' at de skjuler fakta.
En ting som f.eks. arbejdsløshedstallene, der kan man jo spørge sig, med små 700 test kvicktest centre rundt omkring i Danmark, og tusindvis ansat til smitteopsporing, hvor mange af disse vil så gå over i arbejdsløshedsøen ? 10.000, 20.000 ?
Vi får flere og flere og flere Administration for Administrationens skyld folk i den offentlige forvaltning, der hæmmer produktivitet, arbejdsglæde, mening med arbejdet og som konstant fører krig mod en faglighed de ikke respekterer og/eller forstår.
Så ja.. BNP vokser måske, men hvad er BNP værd når værdien der laves ikke bliver større.
// Jesper
// Jesper
nej en sund økonomi skaber ikke vild overflod for de få og lader de mindst privilegerede i stikken, og en sund økonomi vækster ikke men er bæredygtig og skader ikke klimaet, biodiversiteten, skaber ikke forurening, krige og ekstrem magt, en sund økonomi modvirker alt for stor ulighed, så vestlig / dansk økonomi er en kræftsvulst på menneskeheden, og så usund som noget kan være,
og årsagen til miseren er egoisme og grådighed, både på individ niveau og på nationalt niveau, en menneskehed som konkurrerer i stedet for at samarbejde er følgen.
@ Eva Schwanenflügel
'..I omsorgsfagene (sygeplejerske, SOSU, pædagog) VÆLGER man ikke som flest at gå på fuldtid.
Tværtimod, de fleste kan ikke få det antal timer, de gerne vil have, fordi det er billigere at have folk på deltid, for så skal de have mindre i løn.'
Nu er 'deltidsansættelse' flere ting. Overordnet bliver flere og flere ansat i projektstillinger og andre midlertidige ansættelser (prekariatet) fordi arbejdsgiverne globalt har fået gennetrumfet at de ingen forpligtelse har overfor deres ansatte udover hvad markledet her-og-nu tilsiger. Så der fyres under lavkonjunkturer og ansættes under udsigten til bedre konjukturer. Her er der naturligvis mange, der hellere ville forblive ansatte, fordi de ikke har andet at leve af end den løn, de får udbetalt. Ingen job, ingen løn.
Så er der en anden slags deltidsarbejde (< 37timer pr. uge) som nok er den slags som overvismanden taler om. Her viser Arbjedskraftundersøgelsen (2018) at langt de fleste på deltid i k k e ønsker fuldtid, kun 10% ønsker dette, og at langt de fleste på deltid er studerende (39%). Grunden til at disse deltidsansatte ikke ønsker fuldtid, er ønsker om at færdiggøre studier, børn, sygdom mv.
Eller enig...
Jeg kan kun give Eva ret i det med deltid. Jeg er uddannet indenfor et kvindedomineret fag. Jeg har vel søgt omkring 50 stillinger inden min første fastansættelse og 2 af dem var på fuldtid.
Den afdeling jeg er i nu, er vi 30 ansatte. 2 er efter årelang kamp på fuldtid. Ca. 10 står på "venteliste" til fuldtid.
Min kone er også uddannet indenfor et kvindedomineret fag.
Hun har 1 gang været ansat på fuldtid, det er ikke muligt i hendes nuværende stilling.
Der er visse ting, som kan få en til at finde afbryderknappen bl.a. til Radioavisen i lysets fart. Til dem hører betegnelsen af økonomer som »vismænd«.
@Peter Høivang
Ja, en af grundene til at jeg prøver at 'nudge' mine unger mod STEM fagene. Selv om det vigtigste er, at de bliver lykkelige.
// Jesper
Fidusen for arbejdsgiveren med at ansætte folk på deltid består i, at man ved at anmode dem om ekstra vagter, eller at blive nogle timer længere, kan afspadsere lønnen i stedet for at udbetale den.
Så slipper man også for at tage vikarer ind, når nogle bliver syge, mange ironisk nok af arbejdspresset.
Med mindre ekstra vagter er påbudt eller skemalagt, er der ingen overarbejdsbetaling.
På denne måde jongleres der med de ansattes helbred, og der er tit underbemanding.
Jeg kan forstå på overvismand C-JD, at vi generelt er fòr forsigtige hvad angår økonomien.
Men er der nogen der kan forklare mig hvorfor vi ikke skal være forsigtige? Hvorfor er det ikke en god idé at polstre både vores privatøkonomi og samfundsøkonomien?
Hvad er formålet med hele tiden at have spændt elastikken til bristepunktet?
Jeg spørger, fordi jeg ikke kan se formålet med at tage chancer, medmindre man er tvunget til det, eller anser det for absolut nødvendigt. Et eksempel er de alt for lempelige låneregler, herunder afdragsfrie lån, belåningsreglerne og flexrentelånene. Har man kun råd til at blive husejer, hvis det er belånt til op over skorstenen, bør man slet ikke kunne vurderes til at være kreditværdig.
Siden de radikale fik en kurv af Soc.Dem. ved regeringsdannelsen i 2019 har de skumlet ovre i hjørnet. For at undgå overflødiggørelse fandt Sofie Carsten Nielsen derfor nogle gamle travere frem om øget arbejdsudbud, som vi har kendt til i de seneste 30 år: Afskaffe resterne af efterlønnen og senere pension mv. Virksomhederne (DI og Dansk Erhverv) vejrer selvfølgelig morgenluft, men dybest set er det kendte politikker, der har tjent deres formål.
Men de, altså virksomhederne, skal ikke fortvivle, for heldigvis lever vi i et land, hvor det står virksomhederne frit for at øge arbejdsEFTERspørgslen og dermed skaffe den eftersøgte arbejdskraft.
Hvordan kan det gøres? Virksomhederne kunne fx. hæve lønningerne og forbedre arbejdsvilkårene for arbejdstagerne. Hvem ved... måske kan de endda overtale Arne til at vente et år eller to med at gå på pension.
Herudover vil det hjælpe på balanceproblemerne i dansk økonomi: Højere beskæftigelse, økonomisk vækst og lidt højere inflation, nedbringelse af de uhørt store og af EU ildesete overskud på betalingsbalancen samt bedre balance mellem dem med de højeste indkomster og formuer og de knapt så velstående.
Gæld har altid været et problem. Det er gennem tiden blevet løst ved gældsanering og eftergivelse af gæld. Historisk er der talrige eksempler på at magthaverne med passende interval har strøget gælden - lavet en nulstilling - når gælden har skabt uhensigtmæssige resultater ( f.eks. når gældsbyrden blev så tung at folk ville opgive at dyrke jorden eller efter naturkatastrofer som tørke hvor indkomstgrundlaget har været truet - her kan vi sammenligne med pandemien som jo netop har truet indkomstgrundlaget for især små erhvervsdrivende).
Problemer med gæld opstår først når udlåneren hårdhændet forsøger at inddrive en gæld som ikke kan betales og som hvis den skal betales skaber problemer for samfundsøkonomien. Derfor burde det muligvis være langt lettere at få eftergivet håbløs gæld. Og det gælder også eftergivelse af gæld til håbløst forgældede lande ( denne gæld er i øvrigt ofte stiftet uden befolkningerne har haft gavn og indflydelse på denne og kunne dermed betegnes som odiøs)
Långiveren stiller kredit til rådighed med henblik på at tjene på det. Argumentet er at der er en risiko forbundet med et udlån og det skal man måske være mere villig til at lade udlåneren stå på mål for.
Hvordan forestiller man sig at vi skulle kunne komme igennem en pandemi på kun et husholdningsbudget. Det ville jo betyde enten at skatten skulle stige vodlsomt her og nu og staten ville så være nød til at lave en opsparing (flere skatter) til næste gang en krise ville optræde og kræve store investeringer. Vi har jo også en klimakrise hvor økonomien stiller sig i vejen for hurtig og effektiv handling som er nødvendig hvis vi skal have en tålelig fremtid.
Hvis man vil tilbage til noget der ligner husholdningsmodellen så skal man genindføre guldstandarden. Men det vil i praksis være meget svært at løse alle de problemer vi står med hvis vi skulle gøre noget sådant. Den eneste fordel ved at indføre guld som betalingsmiddel skulle være at det kunne lægge en kraftig dæmper på investeringer i militære operationer. En af årsagerne til at USA droppede guld som betalingsmiddel var de stigende udgifter til Vietnamkrigen.
For øjebliikket er der negative renter og renten på statslån er lave. Grunden til at de alligevel kan være interessante for nogle investorer er at de netop er en sikker opbevaring af penge - en sikker havn - i en tid hvor sandsynligheden for endnu en økonomisk krise truer.
Skræmt af sidste omgang - er der også en tendens til at folk vælger at holde på pengene og spare op i stedet for at bruge dem og sende dem ind i økonomien Og selv om de negative renter er indført med hensigten at få folk til at bruge af deres opsparinger er der ikke noget der tyder på at det virker . Folk er utrygge netop fordi der overordnet holdes igen på økonomien og føres en nedskæringpolitik oppefra. Det skaber krisestemning. Man vil gerne polstre sig til næste krise . Dette er også en hovedpine for økonomerne og en af grundene til at nogle taler for en anden politik.
At staten ikke selv kan lave penge uden at skulle optage dem som lån er en absurditet som man kunne afskaffe hvis man ville. Men det er der ikke politisk flertal for og derfor bliver det ikke til noget.
Når Dalgaard siger, at vi er milevidt fra 70'ernes kriseøkonomi, og de hjemlige finanser har det godt, og at han ikke er bange for, at staten i krisesituaioner stifter gæld for at sætte gang i tingene - hvilket jo er alm Keynes-lærdam, hvad mange vist har glemt - er det så udtryk for det Henrik Dahl og Messershit kalder for "aktivistisk forskning".
Det var jo det Fogh mente, dengang han sagde at økonomerne skulle skrive deres lærebøger om - fordi de gik imod Foghs absurde vælgerbestikkelse aka "afdragsfrie lån".
Man kunne i næste sparerunde snildt finde adskillige milliarder i landbrugets tilskudsordninger, til bla. Del financering af den grønne omstilling.
Men man griber nok til den gamle traver, arbejdsudbud, efterlønnen, pensionsalder og de gamle sange.
Landbruget og deres tilskuds ordninger tør man ikke rører.
@ Eva Schwanenflügel
Fidusen eller rettere fiduserne med at kombinere deltidsansættelser med ekstravagter, overtid og andre kreative tiltag, kan også godt løbe ind i en hård mur og måske sker det snart.
Jeg talte forleden med flere sygeplejersker om mæglingsforslaget, om "tilbuddet" om en lønkomite, der skal gøre præcis det samme som lønkommissionen fra forrige konflikt, om hvad de vil stemme til urafstemningen, der slutter her d. 13. juni, og om deres muligheder for at få noget som helst ud af en strejke, hvis flertallet stemmer nej. Blandt dem jeg har talt med, hælder de fleste til et nej, men de er samtidigt ikke optimistiske omkring resultaterne af en konflikt. Desuden føler flere sig presset mod et ja pga. timingen, der ved et nej og den deraf følgende arbejdskonflikt for dem betyder et farvel til dette års sommerferie sammen med børn, partner og øvrig familie, her lige efter at 16 måneder i pandemiens greb har presset deres arbejdsliv og privatliv.
Jeg forstår glimrende deres dilemmaer og står i øvrigt meget velovervejet på deres side. Sygeplejersker er generelt alt andet end idioter, så de fleste er ganske bevidste om hvor dårlige kort de har på hånden i overenskomstforhandlinger og arbejdskonflikter. Mange af dem ved godt at der skal andet og mere til. Og nogle af disse har en meget enkel idé, som kan presse arbejdsgiverne i stat, regioner og kommuner meget hårdere end nogen strejke. Idéen er lige så genial som den er simpel og den går i al sin enkelhed ud på kollektivt at holde op med at være fleksible og blive til rigide regelryttere lige indtil arbejdsgiverne og/eller politikerne giver efter og kommer med et acceptabelt tilbud om nye aftaler. Alle skal blot sige nej tak til ekstra vagter og overtid, kræve at vagtplaner og varslingstid for ændringer bliver overholdt, kræve 11 timers reglen overholdt og i det hele taget stå fast på at love og aftaler bliver overholdt til punkt og prikke.
Kan de blive enige om at gøre dette i en periode, så rammer alle arbejdsgivernes smarte fiduser muren med et brag. Som sundhedsvæsenet er nu, så holdes hele systemet oppe af sundhedspersonalets fleksibilitet og deres accept af systematiske brud på arbejdstidsreglerne. Vil man vide hvor omfattende dette forhold er, så kan man få lidt fornemmelse af dette, ved at læse artiklen her: https://dsr.dk/sygeplejersken/arkiv/sy-nr-2017-11/brud-paa-arbejdstidsre...
Jeg har naturligvis nogle ambivalente følelser om idéen og ved at det samme gælder en del sygeplejersker. Den vil nemlig uundgåeligt komme til at gøre ondt på patienter og pårørende før at arbejdsgiverne mærker presset. Alligevel håber jeg at idéen gennemføres, fordi de nuværende vilkår kan ikke fortsætte, uden at der kommer endnu større negative konsekvenser. Dertil er sygeplejersker ikke den eneste større faggruppe, der sidder som et uundværligt tandhjul i samfundsmaskinens store gear. Der er flere andre grupper, hvoraf ikke helt få også er blevet skubbet bagud på løn og andre arbejdsvilkår. Nogle af disse vil kunne bruge samme idé i deres arbejdskampe.
Det eneste som skal til er at nogle gør det først og sker dette nu, så kan jeg ikke overse ironien i at det vil komme til at ske under en socialdemokratisk regering, der meget tydeligt har udtrykt holdningen; "Gør din pligt og kræv din ret". Der er jo en hvis komik i at hele systemet vil bryde sammen, hvis hele faggrupper tager opfordringen så bogstaveligt at de lige præcis kun gør deres pligt og ikke mere, samtidigt med at de kræver alle deres lovsikrede rettigheder nøje overholdt.
Jeg håber virkelig idéen breder sig, Brian.
Det ville være skønt hvis det blev gennemført, også på tværs af faggrupper.
For der må ske noget snart.
Arbejd efter regler og overenskomst!
Tænk det virker!