Peter Hummelgaard: Samfundet kan godt blive rigere uden social uretfærdighed

Den socialdemokratiske regering vil slå ind på en reformkurs, som rummer et paradoks.

Sådan lød det fra den toneangivende professor emeritus og forfatter til Konkurrencestaten Ove Kaj Pedersen for nylig i et interview her i avisen. For på den ene side vil den bekæmpe social uretfærdighed som følge af de seneste årtiers store arbejdsmarkedsreformer. Og på den anden side vil den videreføre samme logik, som har skabt ulighederne: Ikke mindst ved at fokusere på udbud af arbejdskraft. 

Nu svarer beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) på analysen fra professoren. Hummelgaard fremhæver, at sigtet for regeringen netop er at overkomme dette paradoks. Det handler for regeringen om at lave nye reformer, som udvikler velfærdsstaten, men ikke skaber mere ulighed eller social uretfærdighed – på samme måde som skattereformer og forringelser af offentlige ydelser gennem de seneste årtier har gjort.

»Borgerlige og liberale tænkere betragter det sådan, at samfundet ikke kan blive rigere, uden at man på den ene eller den anden måde laver nogle politiske forandringer og reformer, som skaber social uretfærdighed – og at det opvejer målet. Det er den modsætning, vi arbejder med at udviske i regeringen,« siger beskæftigelsesministeren.

Statsminister Mette Frederiksen uddybede for nylig planerne om en tiårig reformkurs, som skal øge arbejdsudbuddet med 10.000 personer blandt andet ved at få flere indvandrerkvinder og unge i job og uddannelse. Og tidligere har hun sagt, at hun vil en anden vej end andre regeringer.

»Jeg forpligter gerne regeringen og Socialdemokratiet på en ambitiøs reformpolitik. Jeg håber så til gengæld, at Folketinget vil lade sig forpligte på, at vi ikke gentager fortidens synder og fører en krisepolitik, som sætter Danmark tilbage.«

Selv om denne socialdemokratiske regering taler om en ny reformkurs, er der ifølge Ove Kaj Pedersen, ingen af de reformer, som regeringen har præsenteret indtil videre, som er »nyskabende«. Reformerne lægger sig i forlængelse af en konkurrencestatslogik, hvor regulering, rammestyring og udbud af arbejdskraft er centralt.

»Det er reformer, som adresserer de udfordringer, vi har kendt i mange år. Og det er også reformer, som bygger på en af de længste reformperioder i dansk historie,« lød det fra professoren.

Peter Hummelgaard mener ikke desto mindre, at den socialdemokratiske regering arbejder med »et nybrud i den gamle tænkning«. En del af arbejdet handler om at se tilbage og korrigere for tidligere reformer, fremhæver beskæftigelsesministeren. Men det handler også om at se frem og adressere fremtidens udfordringer ved at investere i fællesskabet.

Kvalitet over kvantitet

Et lille land som Danmark er i konkurrence med andre lande. Vi skal blive dygtigere og stærkere for at kunne sælge vores produkter til udlandet og opretholde vores høje velfærdsniveau. Det er Peter Hummelgaard ikke i tvivl om, og på den måde tror han på, at velfærdsstaten også er en konkurrencestat.

»Vi ser et behov for, at Danmark bliver endnu mere konkurrencedygtigt på kloge hænder og kloge hoveder,« siger han.

For regeringen er det tydeligt, hvad den største udfordring på beskæftigelsesområdet de kommende ti år er, fremhæver Hummelgaard. Den handler om manglen på faglært arbejdskraft, som kan hjælpe os med at indfri målret om 70 procent reduktion af drivhusgasser i 2030.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har skønnet, at vi kommer til at mangle omkring 90.000 faglærte frem mod 2030, mens Dansk Energi har vurderet, at vi har brug for op mod 290.000 flere årsværk, som kan besætte stillinger som elektrikere, smede og vvs’ere, hvis vi skal indfri 70-procent-målsætningen.

Vi står ifølge Peter Hummelgaard i en anden situation i dag end i 00’erne og 2010’erne, hvor vi kunne hente den faglærte arbejdskraft andre steder i verden. Det kan vi ikke i fremtiden, mener han, for selv om mange lande omkring os er længere tilbage i forhold til den grønne omstilling, kommer de til at mangle præcis den samme type af arbejdskraft, forudser beskæftigelsesministeren.

»De kommer buldrende, og derfor har vi travlt med at uddanne vores ufaglærte, og vi har travlt med at sørge for, at flere unge vælger en erhvervsuddannelse. Både dem, som tager en anden uddannelse i dag, og dem, som slet ikke får en uddannelse.«

Debatten om arbejdsudbud handler altså ikke længere kun om antallet af hoveder, men antallet af kloge hoveder og hænder, som står til rådighed for arbejdsmarkedet. Det har været Peter Hummelgaards mantra, siden han tiltrådte som beskæftigelsesminister for to år siden, og det er det stadig.

Han tror ikke på, at man kan fortsætte arbejdsudbudsreformer, som skærer i overførselsindkomster og ydelser. Det handler nu om uddannelse og opkvalificering af den sidste del af befolkningen, som står uden uddannelse og arbejde.

»Vi er nødt til for alvor at se på, om vi uddanner rigtigt, for eksempel om vi uddanner nok faglærte – og vi er nødt til at gøre endnu mere for alle de ufaglærte, som ikke nødvendigvis har de kvalifikationer, som efterspørges i dag,« siger han.

Et andet nybrud er ifølge Peter Hummelgaard, at de nye reformer skal »styrke sammenhængskraften og ikke svække den«. Derfor skal reformerne prioriteres på en sådan måde, at de ikke øger uligheden – hverken geografisk eller økonomisk.

»Vi kan prioritere og finde penge ved at sige, at der er ting, vi ikke skal have, for i stedet at investere i erhvervsuddannelserne eller sikre den grønne omstilling,« siger han.

Peter Hummelgaard påpeger, at en del af finansieringen af tidlig tilbagetrækning til nedslidte er at øge skatten for bankerne og kapitalfondene.

»Og derudover har vi også allerede i vores første finanslov hævet arvebeskatningen. Det kommer vi til at blive ved med at se på. Det vigtige er at have øje for, at der investeres i fællesskabet.«

– Kunne det være en stor skattereform af boligområdet for eksempel?

»Nu kommer der én stor grøn skattereform, og den bliver i sig selv stor. Det er klart, at det også vil være en overvejelse at kigge på andre spørgsmål,« siger han med henvisning til den grønne skattereform, som vil reducere Danmarks CO2-udledning med 0,5 millioner ton og øge beskæftigelsen med 5.000. Den indeholder dog ikke en generel CO2-afgift, hvilket flere har kritiseret.

– Hvad med arveskatten eller boligskatten, som vi ved skaber meget ulighed?

»Det er der ikke konkluderet på endnu, og i det omfang at jeg allerede ved noget om det, så kan jeg ikke sige noget.«

Store investeringer

Én ting er at prioritere inden for det råderum, der er. En anden ting er at sætte gang i store investeringer ved at optage store statslån. I denne måned lød det fra overvismand Carl Johan Dalgaard i Information, at vores økonomi er sund. Og selv om det altid er godt at diskutere mulige reformer, som kan skabe velstand, kan de ikke begrundes med, at vi står på kanten af en økonomisk afgrund, sagde han.

Overvismanden fremhævede samtidig, at man bør se på en revidering af budgetloven, fordi erfaringerne fra blandt andet coronakrisen har vist, at det er muligt at iværksætte store investeringer, uden det fører til en ustabil og usund økonomi. Med den nuværende budgetlov er der grænser for, hvor store lån staten kan optage.

Og det er det andet aspekt af regeringens reformkurs, påpeger Peter Hummelgaard.

»Man skal passe på med at sige, at coronakrisen giver anledning til at skrive lærebøgerne om. Men de er jo blevet skrevet om i den forstand, at det, vi alle troede var sandheden efter finanskrisen – at man skulle spare sig ud af krisen – har vist sig at være den forkerte krisekur‚« siger han.

Han fremhæver, at ved at lave et fintmasket sikkerhedsnet og lave store investeringer under coronakrisen står vi i dag et sted, hvor beskæftigelsen er højere end før coronakrisen.

»Så allerede her er et læringspunkt, som skal skrives om – det at investere i fællesskabet er ikke nødvendigvis et benspænd for at kunne skabe vækst og fremgang, særligt i lyset af en krise.«

– Så I er ikke som udgangspunkt bange for at optage flere lån – for eksempel til at foretage store, grønne investeringer?

»Det må tiden vise. Men det er klart et billede på, at når man står med store samfundsudfordringer, må man også turde at prioritere og investere, hvis man ønsker en form for afkast. Og her er afkastet jo enten, at folk bevarer deres arbejde eller kommer i et nyt arbejde – og at staten dermed sparer de penge, der ellers skulle bruges på forsørgelsesydelse eller den sociale deroute, som mange havner i, hvis de i længere tid går uden arbejde,« siger han og slår fast:

»Det er vigtigt at have med i fremtidens reformtænkning. Og det er også den erkendelse, Biden-administrationen og andre er kommet frem til,« siger han med henvisning til, at USA’s præsident Joe Biden vil igangsætte historisk store investeringer til bekæmpelse af klimaforandringer, udbygning af infrastruktur og velfærd.

Slut med at slå

Spørgsmålet er, om det kan lade sig gøre at skabe mere social retfærdighed ved at videreføre den logik, som har skabt uretfærdighederne. Det er i hvert fald det, som Ove Kaj Pedersen satte spørgsmålstegn ved i nærværende avis.

»Mette Frederiksen går i gang med at håndtere udfordringer, som handler om, hvordan man på den ene side kan rydde op efter 30 års reformprocesser og så samtidig fortsætte dem,« sagde han.

Som eksempel fremhævede professoren Ydelseskommissionen, som af regeringen fik et meget snævert kommissorium til at bekæmpe børnefattigdom i kontanthjælpssystemet. På den ene side skulle den finde veje til at nedbringe andelen af fattige børn, og på den anden side måtte det ikke koste flere penge eller sænke arbejdsudbuddet.

Det har også betydet, at det forslag, kommissionen er kommet med, kun løfter en lille procentdel af landets fattige børn ud af lavindkomstgruppen.

Peter Hummelgaard mener, at Ydelseskommissionens arbejde netop har vist, at man kan tænke i nye måder, hvor man på den ene side fastholder konkurrencen og på den anden side sikrer mere retfærdighed for den enkelte. Han henviser til det forslag, som handler om at afskaffe den udskældte 225-timersregel til gengæld for at indføre et positivt incitament til at arbejde.

»Man har tidligere lavet en masse regler og ordninger, der har haft det til fælles, at målet er at tæve de ledige med en hammer i hovedet, hvis de for eksempel ikke tager et par timers arbejde. I stedet for at sige, at hvis de arbejder nogle timer, hvorfor så ikke give dem en gulerod og sige, at de kan få lov til at beholde det meste af det, de tjener?«

Konkret er forslaget fra kommissionen, at borgere på kontanthjælp ikke bliver modregnet i ydelse op til første 4.000 kroner, når de tager småjob.

»Det er et godt eksempel på en egentlig nytænkning i systemet, hvor man belønner borgerne i stedet for at straffe dem.«

– Nogle kritikere fremhæver, at der befinder sig mange syge mennesker i systemet, og det kommer der ikke de store svar på her?

»Det er af samme årsager, at vi parallelt med det reviderer nogle af reformerne. Vi har blandt andet kigget på ressourceforløbene, hvor vi har sat tidsbegrænsning på, hvor lang tid man kan være i forløbene. For man skal ikke være i dem, hvis de er udsigtsløse.«

Han fremhæver også debatten om førtidspensionen, og at antallet af tildelte førtidspensioner er på samme niveau som før førtidspensionsreformen.

»Så det hører med, at nogle af de ændringer, der er blevet lavet, har virket.«

– Paradokset, som Ove Kaj Pedersen taler om, viser sig også i, at det langtfra hjælper alle fattige børn, hvis der skal være budgetneutralitet, og arbejdsudbuddet ikke må sænkes?

»Du kan ikke alene i ydelsessystemet løse de udfordringer. Der er også børn til forældre i lavtlønsjob, som er under denne grænse,« siger han.

Ifølge Peter Hummelgaard kan man »afhjælpe det værste« ved at justere på ydelserne og reglerne, men det kræver større strukturelle ændringer, som handler om at hjælpe flere mennesker helt ud af systemet, hvis man skal løfte endnu flere børn ud.

»Det, man kan gøre for børn af forældre, som har manglen på kvalifikationer eller mulighed for at komme i arbejde, er at korrigere for, at de ikke går glip af muligheder og oplevelser, mens deres forældre er på kontanthjælp. Det er her, at jeg synes, at fritidstillægget er klogt tænkt,« siger han med henvisning til, at Ydelseskommissionen foreslår at indføre et fritidstillæg til børn, hvis forældre er på kontanthjælp og modtager den lave ydelse.

Korrektion af reformer

På mange måder er debatten om et nyt kontanthjælpssystem udtryk for, at regeringen – med pres fra støttepartierne – forsøger at korrigere for tidligere reformer. Og det er ikke det eneste sted, hvor regeringen mener, at det har været nødvendigt at justere på tidligere arbejdsmarkedsreformer, fordi de har skabt for stor ulighed.

Et andet eksempel er pensionen til Arne.

»Vi har aldrig nogensinde været bange for at reformere. Men det skal gå hånd i hånd med virkeligheden. Når man har hævet pensionsalderen ud i det uendelige, så er det rimeligt, at vi også tager ansvar for den manglende kobling, der er til virkeligheden og de mennesker, som er startet på arbejdsmarkedet som 16-17-årige,« siger han.

– Så er der tale om korrektioner af tidligere, store reformer – frem for nye, gennemgribende forandringer?

»Det er for så vidt rigtigt, at retten til tidligere pension er en korrektion. Men det er også et nybrud forstået på den måde, at vi vover at udvide nogle rettigheder for arbejdende borgere i Danmark.«

Ove Kaj Pedersen fremhæver, at hvis regeringen virkelig ville tage et opgør med ulighedsskabende mekanismer i vores samfund i dag, vil der være langt større redskaber, man kunne tage fat på.

Han peger på et opgør med skattestoppet, med boligbeskatningen og arvebeskatningen, reformer af incitamentsstyring eller den centrale økonomistyring af kommunerne.

Peter Hummelgaard vil ikke afvise noget af det.

»Jeg vil hverken love eller afskrive de her ting på forhånd. Men vi er ikke bange for at tage fat på de store greb. Og det synes jeg også, at vi gør på store felter. I hvert fald at dømme på forskellige borgerlige aviser og meningsdannere, som er i gang med at hyle op. Her får man da fornemmelsen af, at vi er i gang med at revolutionere samfundet.«

– Hvilke reformer vil regeringen præsentere i efteråret?

»Jeg tror generelt, at vi har øjnene stift rettet på, hvordan vi sikrer, at vores arbejdsstyrke har de kvalifikationer, som skal til for at kunne være det grønne foregangsland, vi gerne vil være.«