Vi skal øge arbejdsudbuddet. Der er brug for mere arbejdskraft. Derfor skal vi sænke skatten på arbejde, reformere pensionssystemet og sænke de sociale ydelser.
Sådan lyder det ofte i den offentlige økonomiske debat. Men det er en misvisende måde at tage debatten på.
Historisk har der været gode argumenter for at lave reformer for at øge arbejdsudbuddet. Men det har været som middel til at forbedre de offentlige finanser. Her har pensionsreformerne været afgørende. Nu vurderer så godt som alle økonomer, at de danske offentlige finanser er overholdbare. Derfor forsvinder den brændende platform for arbejdsudbudsreformer.
Der er selvfølgelig en positiv effekt, hvis vi alle sammen arbejder mere: Vi producerer flere varer og services. Omvendt får vi dog mindre af et afgørende gode her i livet: fritid. Hvilket tilmed er et klimavenligt gode.
Derfor er øget arbejdsudbud ikke et eviggyldigt mål i sig selv.
Bagsiden af medaljen
Der er dog gode økonomiske argumenter for at sænke skatten på arbejde. Det vil typisk have den effekt at arbejdsudbuddet øges. Problemet med skatter er, at de er forvridende og sætter en stopper for handler, der ellers ville blive indgået. Skatten er så at sige en kile mellem den pris, køberen betaler, og den pris, sælgeren modtager, og den skaber derfor det, økonomer kalder et dødvægtstab.
Lad os tage et eksempel:
Hvis Carina gerne vil betale Robert 110 kr. for en times massage, og Robert gerne vil give Carina en times massage for 90 kr., så ville de begge være glade for at indgå en handel på en times massage til 100 kr. Men hvis Robert skal betale en skat på 20 procent, så skal han have mere end 110 kr. af Carina for at få mindst 90 kr. til sig selv efter skat. Og så falder handlen på gulvet, for det vil Carina ikke betale.
Men bagsiden af medaljen er, at lavere skatter typisk forværrer de offentlige finanser. Og det har altid en omkostning at genskabe balancen gennem enten lavere offentligt forbrug eller færre offentlige udgifter samlet set.
I sidste ende er det en politisk afvejning om de gevinster, lavere skat giver, står mål med de omkostninger, der er i forhold til størrelsen på den offentlige sektor, graden af omfordeling og skabelsen af reelt lige muligheder for alle.
Om vi har det rigtige skatteniveau, er en vigtig debat at tage, men udgangspunktet skal ikke være, at der er behov for at øge arbejdsudbuddet i sig selv.
Hvis alle danskere blev klonet
Mange vælgere misforstår også, hvad det overhovedet betyder, at arbejdsudbuddet øges. På dansk er ’arbejde’ både et navneord som i ’et arbejde’ forstået som ’et job’. Og et udsagnsord som i aktiviteten ’at arbejde’. Ved øget arbejdsudbud forstår økonomer basalt set, at udbuddet af arbejdskraft bliver større for en given løn. Enten ved at flere personer ønsker at tage et arbejde. Eller at flere i arbejde ønsker at arbejde flere timer eller at arbejde hårdere. Et bedre ord ville derfor være arbejdskraftsudbud.
Sammenhængen mellem arbejdsudbuddet og beskæftigelsen er tit til diskussion. Hvad ville der ske på arbejdsmarkedet, hvis vi klonede alle arbejdende danskere fra den ene dag til den anden? Der ville være et enormt overudbud af arbejdskraft. I første omgang ville arbejdsløsheden derfor eksplodere, og lønnen styrtdykke.
Men hvad ville der ske på længere sigt? Overudbud af arbejdskraft er også underudbud af kapital. Det gør, at afkastet på kapital ville stige i Danmark, og enten ville danskerne selv spare mere op, eller det ville tiltrække kapital fra udlandet. Og det ville så igen øge efterspørgslen efter arbejdskraft.
En lang række faktorer spiller dog ind i forhold til, hvad det endelige resultat ville blive. I mange basale økonomiske modeller vil både mængden af kapital pr. arbejdstime og lønnen være uforandret på lang sigt. I DREAM-modellen, som bruges til langsigtede fremskrivninger af dansk økonomi, fører en stigning i arbejdsudbuddet til et mindre fald i reallønnen. I et kontrafaktisk eksperiment med en stigning i arbejdsstyrken og beskæftigelsen på godt 250.000 personer falder reallønnen for eksempel godt to procent.
De fleste mainstreamøkonomer mener således, at øget arbejdsudbud på sigt fører til øget beskæftigelses af sig selv. Et faremoment, som hardcorekeynesianere fremhæver, er, at den manglende efterspørgsel i udgangspunktet, kan føre til en dyb økonomisk krise, som vil bide sig fast, hvis man bare lader stå til.
Der er derfor gode argumenter for at lade arbejdsudbudsreformer træde i kraft gradvist og være parat til at understøtte efterspørgslen, hvis arbejdsløsheden begynder at stige.
Intet præcisionsværktøj
Samlet set er der altså gode argumenter for, at reformer, som udvider arbejdskraftsudbuddet, skal laves i medvind, når konjunkturerne er gode. Omvendt er det ikke nødvendigvis et argument for arbejdskraftsudbudsreformer, at virksomhederne melder om mangel på arbejdskraft. Skattepolitikken og velfærdssystemet skal indrettes efter langsigtede mål vedrørende størrelsen på den offentlige sektor og graden af omfordeling.
Uanset hvilket konjunkturneutralt beskæftigelsesniveau disse afvejninger fører til, kan konjunkturelle udsving gøre, at der kommer mangel på arbejdskraft på grund af overefterspørgsel. Den direkte løsning på den problematik er dog at gennemføre finanspolitiske stramninger for at undgå overophedning samt at lade lønnen tage en del af tilpasningen.
En reel problematik er imidlertid mangel på specifikke typer af arbejdskraft. Her er der gode argumenter for at understøtte, at flere opkvalificerer og uddanner sig inden for de områder, hvor vi forventer mangel på arbejdskraft i fremtiden. Generelle udvidelser af arbejdsudbuddet er ikke et præcisionsværktøj til den opgave. Når det gælder mangel på faggrupper i det offentlige, pædagoger og lærere, er højere lønninger og bedre arbejdsforhold også en mulighed, selvom det naturligvis skal finansieres.
Andengenerationsreformer
Endelig er det problematisk, at det at arbejde i den økonomiske debat for ofte udelukkende ses som et onde. Det er også et gode. De fleste mennesker værdsætter at have noget at stå op til og føle, at de bidrager til, at samfundets tandhjul drejer rundt.
Der er derfor mulighed for win-win-reformer. I dag er i omegnen af 190.000 mennesker langvarigt på sociale ydelser, som er tænkt som midlertidige. Hvis de kan hjælpes med at finde fodfæste på arbejdsmarkedet, er det både en gevinst for den enkelte og for samfundet som helhed. Færre udgifter til sociale ydelser og øgede skatteindtægter giver mulighed for at øge de offentlige udgifter eller sænke skatterne.
Det er et af målene med de såkaldte andengenerationsreformer. Reformkommissionen arbejder i øjeblikket på højtryk for at indsamle, udvikle og skalere de bedste ideer til, hvordan det gøres i praksis.
Førstegenerationsreformerne fokuserede på ændringer i satser og beløbsgrænser for at skabe økonomiske incitamenter til for eksempel at søge arbejde. Sådanne reformer er nemme at implementere, mens andengenerationsreformer er vanskeligere og bygger på en kombination af mange nye skridt.
I dag står 20 procent af 25-årige uden en ungdomsuddannelse, og opkvalificering og uddannelser senere i livet bruges kun i meget begrænset omfang, selv om de færreste i dag bestrider den samme jobfunktion hele livet igennem. Reformer, som kan løse det problem, vil igen være til gavn for både den enkelte og samfundet som helhed.
Nultegenerationsreformer
Forskellen på førstegenerationsreformer og andengenerationsreformer forstås altså typisk ud fra de værktøjer, der tages i bruges. At formålet med andengenerationsreformer derudover for nærværende også har et bredere sigte i forhold til for eksempel at øge den sociale mobilitet og modvirke øget utryghed og ulighed er som sådan ikke essentielt.
Derfor er det også vigtigt at huske på, at de grundlæggende rammer for velfærdsstaten stadig er oppe til debat. Man kunne sige, at der stadig er mulighed for nultegenerationsreformer. Det er både et legitimt politisk standpunkt at ønske sig lavere skatter og mindre offentlig sektor og øgede skatter og større offentlig sektor. Den finanspolitiske holdbarhed er kommet på plads gennem især pensionsreformerne. Et alternativ havde været højere skatter.
Skattetrykket steg betydeligt i Danmark frem til slutningen af 1980’erne, men har de sidste 30 år ikke rykket sig det store. Der er ingen naturlov, som siger, at det ikke kan være højere, hvis det vurderes som politisk ønskværdigt, selv givet de øgede negative forvridningseffekter. En mulig vej er også øget beskatning af bolig og arv kombineret med flere offentlige investeringer i at øge den sociale mobilitet, som desværre lader til at være stagneret de seneste årtier.
Det er i den demokratiske proces, at vi som samfund skal fastsætte, hvilke mål den økonomiske politik skal følge. Økonomers rolle er at bidrage med analyser af, hvilke midler der skal tages i brug for at opnå de ønskede mål og at afklare, hvilke trade-offs der er mellem forskellige mulige mål.
Der er ingen nødvendig økonomisk politik. Der er et politisk handlerum for at vælge, hvilke mål man vil forfølge, og – i lyset af en kombination af økonomiske analyser og ens grundlæggende menneske- og samfundssyn – at vælge de midler, man tror mest på.
Jeppe Druedahl er lektor på Center for Economic Behavior and Inequality (CEBI) ved Økonomisk Institut på Københavns Universitet og skriver analyser og kommentarer om økonomi i Information.
jamen det handler om at grådighedssegmentet vil have mere, og eftersom de forsørges / forgyldes af manden på gulvet er der da brug for flere aktive mennesker på gulvet, og eftersom nogle få får kæmpet sig op fra gulvet og selv bliver en del af grådighedssegmentet bliver der jo mangel på aktive forsørgere,
og det er åbenbart ikke nok at globaliseringen bidrager med langt billigere produkter fremstillet af working poor,
nej man har også brug for lokale working poor, som kan give de besiddende ekstra indkomst at købe flere af de billige produkter for, ( "det ville da være rart hvis vi kunne få skabt en masse nye ultralavtlønsjobs" som Claus Hjort kom for skade at indrømme for åben skærm, oops )
for desværre findes begrebet "nok" ikke når det gælder grådighedssegmentets egne behov, og for dem findes "for lidt" heller ikke når det gælder "forsørgernes" behov,
som det tydeligt ses på fattig-gørelsen af mennesker på overførsel, som jo er sket netop for at holde lønnen nede, de officielle begrundelser er løgn og spin.
Nej, arbejdskraft skaber ikke sin egen efterspørgsel. I det hele taget er det udbud, der skaber efterspørgsel, ikke det modsatte.
Det gælder de egentlige varer, men forplumres af ækvivaleringen med 'penge'. I relationen mellem arbejdsgiver og -tager er det således Arbejdet i sig selv, der er varen, og når den udbydes, vokser efterspørgslen, som vi tydeligst så det, da kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, og vi begyndte at modtage fremmedarbejdere. Det er meningsløst at operere med, at stigende udbud af arbejdskraft øger behovet for den, og det bedste eksempel er den kamp for at finde på beskæftigelse til folk i et samfund, hvor vi har en mere end tilstrækkelig produktion og eksport, og hvor der derfor er brug for nærmest at lade arbejdet være terapi, hvis ikke forholdsvis få skal udføre de grundlæggende opgaver for de mange.
Når det kommer til tiltrækning af udenlandsk kapital, er det jo et nyt fænomen, som vi tidligere med god grund har kæmpet imod. Således var hele den økonomiske politik under Nyrup baseret på at tilvejebringe dansk kapital for at undgå opkøb og lukning af danske virksomheder fra udlandet, hvor man i højere grad ønskede at bevare sine egne arbejdspladser ved at lukke konkurrenterne.
Sundhedsvæsnet ønskes tydeligvis forbedret.
Der er ikke nok personale på sygehusene.
Der er heller ikke nok unge under uddannelse til at kunne fylde op med hen ad vejen.
Hvorfor det?
Fordi arbejdsforholdene og lønnen ikke er tidssvarende.
Det samme kan siges i ældresektoren og i daginstitutionerne for børnene.
Dette kan jo løses ved at tilbyde bedre forhold til personalet, således at flere vælger uddannelse indenfor disse områder.
Men det kræver at vi har et skattevæsnet der er i stand til at opkræve de dertil nødvendige midler.
Skat er det tydeligste sted at vise følgerne af mange års borgerlig og sossernes sparepolitik når det er værst.
Det er tilsyneladende bedre at forære Bandidos 35 millioner fremfor at ansætte folk til at føre en rimelig kontrol med svindlerne.
Skat er ikke et spørgsmål om at betale for meget, men et spørgsmål om hvor meget vi skal være fælles om at bære igennem.
Hvis man strammer økonomien for mennesker på overførselsindkomster,
og samtidig ikke sørger for, at der er jobs de kan bestride,
og oveni strammer boligpolitikken med en ghettolov,
hvordan forestiller man sig så,
at de skal kunne bidrage til den nationale økonomi, når de ikke har råd til at købe ordentlig mad og medicin?
Skal de fattige lade sig indlægge på hospitalerne, hvor der mangler sygepersonale, for at få mad og en seng, eller.. hvordan ser de konsekvenser ud?
Mette Frederiksen og resten af højrefløjen danser sammen..
Og det er ikke kønt.
Ajh Information's overskriftsansvarlige. "Arbejdsudbud" er newspeak fra en spindoktor - det korrekte er arbejdsKRAFTudbud.
Spin-ordet bliver ikke rigtigere ved at blive gentaget.
@ Jeppe Druedahl
” Vi skal øge arbejdsudbuddet. Der er brug for mere arbejdskraft. Derfor skal vi sænke skatten på arbejde, reformere pensionssystemet og sænke de sociale ydelser.
Sådan lyder det ofte i den offentlige økonomiske debat. Men det er en misvisende måde at tage debatten på.”
Sådan er indledningen – først langt længere nede i teksten kommer det så:
>Hvis alle danskere blev klonet<
"Mange vælgere misforstår også, hvad det overhovedet betyder, at arbejdsudbuddet øges. På dansk er ’arbejde’ både et navneord som i ’et arbejde’ forstået som ’et job’. Og et udsagnsord som i aktiviteten ’at arbejde’. Ved øget arbejdsudbud forstår økonomer basalt set, at udbuddet af arbejdskraft bliver større for en given løn. Enten ved at flere personer ønsker at tage et arbejde. Eller at flere i arbejde ønsker at arbejde flere timer eller at arbejde hårdere. Et bedre ord ville derfor være arbejdskraftsudbud.
Sammenhængen mellem arbejdsudbuddet og beskæftigelsen er tit til diskussion.”
Det er groft, at vælgerne får skylden, når økonomer o.a. promoverer logisk sprogligt forkerte begreber: Udbud af arbejde vs. arbejdskraft-udbud.
Der er laang vej, når selv du Jeppe Druedal, der fint argumenterer for det korrekte sproglige begreb: arbejdskraftsudbud, kun i eet afsnit >Intet præcisionsværktøj< faktisk bruger det – og så glipper det endda til sidst.
FÅ DERFOR sat din stavekontrol rigtigt op: ’tvangsret’ dine manuskripter og artikler til det korrekte arbejdskraftudbud.
Der er mange færre økonomer m.fl. end arbejdende indbyggere, så det nemmeste er da klart at KLONE ØKONOMERNE.
@ alle:
HUSK DET NU
Udbud af arbejde vs. arbejdskraft-udbud
Hvis virksomhederne mangler arbejdskraft, er arbejdsgiverne da velkomne til at øge efterspørgslen på arbejdskraft.
Det kan gøres ved enten at forhøje lønningerne og/eller forbedre arbejdsvilkårene.
Sværere er det egentlig ikke.
Det vil i øvrigt medvirke til at rette op på nogle af ubalancerne i dansk økonomi, men det er en anden sag.
Noget tyder på at de amerikanske arbejdsgivere ser skriften på væggen og lokker med gratis ferier og uddannelser og McDonald’s hæver lønnen med 10 pct. medarbejderne kræver simpelthen deres del af kagen.
https://www.berlingske.dk/internationalt/tag-et-job-og-faa-en-gratis-luk...