Interview
Læsetid: 10 min.

Sigge Winther: Udflytning af uddannelser kan ende med at blive et eksempel på pseudopolitik

Problemerne i skolen og uddannelsessystemet kræver, at politikerne tænker nyt, stort og inddrager omverdenen i langt højere grad, end de gør nu. Det mener Djøf-chef Sigge Winther Nielsen, der har skrevet debatbog om det danske folkestyre, og hvorfor mange store reformer ikke virker
Indland
15. juni 2021
Den bogaktuelle Djøf-chef Sigge Winther Nielsen mener, at det er påkrævet, at politikerne tænker nyt, stort og inddrager omverdenen i langt højere grad, end de gør nu.

Den bogaktuelle Djøf-chef Sigge Winther Nielsen mener, at det er påkrævet, at politikerne tænker nyt, stort og inddrager omverdenen i langt højere grad, end de gør nu.

Arthur J. Cammelbeeck/Ritzau Scanpix

Det danske folkestyre har et problem. Det politiske arbejde går for stærkt og er ofte dårligt gennemtænkt. Det har den konsekvens, at store reformer ikke får den ønskede effekt. I stedet bliver der ført »pseudopolitik«, som i virkeligheden ikke løser de mere komplekse samfundsproblemer.

Sådan lyder analysen i Sigge Winther Nielsens nye bog Entreprenørstaten. Og den gælder også på skole- og uddannelsesområdet, mener han. Det ses for eksempel ved, at vi trods stor politisk omtale stadig ikke har løst det problem, at hver femte ung aldrig får en uddannelse, mener han.

»Vi har bygget en folkeskole, vi har uddannet lærere, og vi kan smide eleverne ind i et lokale og undervise dem. Men det her med at få løftet de sidste 20 procent af eleverne har vi ikke evnet at gøre noget ved de seneste 20-30 år,« siger Sigge Winther Nielsen.

De seneste uger har der været røre på både skole- og uddannelsesområdet med regeringens udspil til udflytning af uddannelser til mindre byer og Nina Smith-kommissionens første udmeldinger om, hvordan vi løfter netop de 20 procent unge uden uddannelse via de såkaldte andengenerationsreformer. I den anledning har Information mødt Sigge Winther Nielsen til en snak om, hvordan skolen og universiteterne kan være arnested for at ændre på de komplekse problemer, vi som samfund står over for – hvis altså man dropper pseudopolitikken.

Som søn af to skolelærere har Sigge Winther Nielsen en vis »fetish for lærergerningen«, men har dog aldrig selv kastet sig over den. Til gengæld har han et imponerende varieret cv som både samfundsforsker, embedsmand og journalist. I dag er han vicedirektør i fagforeningen Djøf.

Det var især i journalistikken, at det gik op for ham, hvor højt tempoet egentlig er i den politiske proces.

»Der opdagede jeg virkelig, hvad hastighed betyder for kvalitet, og det er jo en debat, som har været der i mange år. Men hvad er så konsekvenserne af det? Vi taler ofte om politikeres og journalisters dødedans, og bevares det er vigtigt. Men politik bliver jo et tomt ritual, hvis vi ikke også kigger på, hvad der foregår ved bagdøren,« siger Sigge Winther Nielsen.

Bagdøren i det hus, som han beskriver det danske demokrati som, er der, hvor politikken skal ud at virke i samfundet. Ved fordøren diskuterer politikerne med pressen, organisationer, virksomheder og borgere. Inde i huset forhandler politikerne ny lovgivning og reformer på plads, mens embedsmændene sætter det i værk ude ved bagdøren.

Men det danske demokratiske hus er ved at skride i fundamentet og blive skævt, for det meste politik foregår ved fordøren, mens der er meget lidt fokus på bagdøren, og hvilken effekt politiske initiativer som eksempelvis skolereformen i virkeligheden vil få, lyder analysen.

Udflytningsplan

Når der er så stort fokus på fordøren i politik og så lidt på bagdøren, så skyldes det ifølge Sigge Winther Nielsen, både at mediestrømmen er hurtigere, men også at politikerne i høj grad bliver belønnet af vælgerne for at vise hurtig handlekraft. Det fører til, at embedsværket arbejder hurtigere og hurtigere. Og det betyder især ved større reformer, der skal håndtere mere komplekse problemer, at de ofte ender som pseudopolitik, der ikke får den ønskede virkning.

»Historisk set har man sondret imellem den store og den lille politik. Du kunne godt lave noget hurtig politik om, at Danmarks nationalret er stegt flæsk med persillesovs, men de store reformer, hvor man eksempelvis vil flytte rundt på hele uddannelsesdanmark, har der før i tiden været en stiltiende accept af, at det kunne man godt bruge et år eller to på, så embedsmændene kunne forstå problematikken i dybden og inddrage fagfolk,« forklarer Sigge Winther Nielsen.

Regeringens plan om at flytte mere end 7.500 uddannelsesplader ud af de fire store uddannelsesbyer og til provinsen kan godt ende med at blive endnu et eksempel på pseudopolitik, mener han.

»Her præsenterer regeringen noget politik, som ikke nødvendigvis er blevet gennemtygget af særligt mange mennesker, men er blevet skabt hurtigt bag lukkede døre, og så pumper de det virkelig hårdt op og spiller på alle tangenter som hovedstaden mod provinsen, og højtuddannede mod ikkeuddannede,« mener Sigge Winther Nielsen. Adspurgt om, hvad han bygger den analyse på, siger han, at han har indsigt i processen bag forslaget. 

Men når regeringen flytter rundt på, hvordan Danmark skal se ud, så er der behov for langt mere viden om, hvad det kan få af betydning at udflytte uddannelser. Og så er der behov for en fælles problemløsning, for det er, når alle gode kræfter samles, at vi historisk set virkelig har ændret på samfundet, forklarer Sigge Winther Nielsen. 

»Men ligesom med tidligere reformer, er de ansatte ikke nævneværdigt taget med på råd. Og det kommer bare sjældent til at virke,« mener han. 

Pisa-chokket

Udflytningsplanen er ifølge ham bare et af mange eksempler på højhastighedspolitik – eller politik på steroider, som Sigge Winther kalder det. Den støder ind i det paradoks, at vi som samfund har løst de nemme problemer.

Vi står tilbage med de allersværeste problemer eller de vilde problemer, som Sigge Winther Nielsen kalder dem i sin bog. Og de lader sig ikke løse på kort tid i lukkede rum i ministerierne, mener han.

Et eksempel er igen folkeskolen: Her har politikerne gang på gang siden PISA-chokket i 90’erne, hvor man opdagede, at de danske skoleelever faktisk ikke var så gode til at læse, skrive og regne, forsøgt at få løftet især de svageste elever i skolen. Uden det store held.

»Det er et vildt problem, fordi du ikke bare løser det med at sætte en lærer mere ind og skrue op for deres performancekrav. Det kræver en meget mere bredspektret og kompleks indsats. Men samtidig skal det her problem løses i et politisk klima, hvor alting skal gå hurtigt, og der skal vises handlekraft, og så får vi simpelthen ikke løst de problemer, og det bekymrer mig,« siger Sigge Winther Nielsen.

Apatisk politik

I Entreprenørstaten har han interviewet en række politikere og højtstående embedsmænd, som åbent erkender, at de er stødt lidt på grund.

»Vi har groft sagt et politisk system, som er stoppet lidt med at tro på, at det kan lade sige gøre at ændre på det store qua de mange reformer, de har lavet oven på hinanden. Så de står lidt apatiske tilbage,« siger han.

Han synes dog, at man på netop skoleområdet kan mærke, at noget trods alt er i forandring.

Der er den føromtalte Ninna Smith-kommission. Og så har undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil efter syv år med skolereformen erkendt, at den ikke har indfriet målene. I stedet for at lave en ny reform har ministeren lanceret et samarbejde om skolen med elever, lærere, kommuner med flere, som sammen med politikerne skal komme med forslag til ændringer af skolen.

– Er det et eksempel på, at staten åbner sig op og bliver facilitator for andre aktører?

»De toner, jeg hører, flugter meget godt med det,« siger han.

»Vi har prøvet i mange år at løfte de 20 procent svageste i skolen, men nu tages omverdenen med på råd, og man går til det på en ny måde,« siger Sigge Winther Nielsen med henvisning til det nye samarbejde om skolen. 

Uden for det danske politiske hus står nemlig stribevis af organisationer, virksomheder og fonde, som er blevet mere voksne og er mere end villige til at hjælpe med at løse nogle af de vilde problemer, som samfundet står over for, mener Sigge Winther Nielsen. Og der er behov for, at staten lukker alle gode kræfter ind og ikke bliver ved med at tro, at den fra centralt hold bare kan mase beslutninger igennem, forklarer han.

»Den der idé om, at staten alene vide. Den går ikke længere. Den gik i konkurrencestaten, men hvis du vil have en entreprenørstat, som tager fat om de her vilde problemer, så skal du gå anderledes til værks,« siger Sigge Winther Nielsen.

I stedet for, at staten ser sig selv som en hierarkisk enhed med eneret til at mase sine beslutninger ud i samfundet, så skal staten ifølge Sigge Winther Nielsen snarere være en facilitator for andre aktører i samfundet. Staten skal ikke tro, den kan løfte det hele selv, den skal have en masse viden ind udefra og turde give magt fra sig. Og så skal politikerne turde vedholdenheden, også selv om det går langsommere, mener han.

Men nu må vi se. For der var nemlig også et samarbejde forud for skolereformen kaldet Ny Nordisk Skole, husker Sigge Winther. Her drog politikerne til Canada og kiggede på skoler, inddragende forskningen og skoleverdenen, men så stødte man på den politiske logik om, at reformen ikke måtte koste penge, og det skulle gå hurtigt og være slagkraftigt, mener Sigge Winther Nielsen.

»Så jeg vil sige, det ser godt ud med det samarbejde, men jeg er meget spændt på, hvad der sker om et år.«

Universiteterne

Hvis entrepenørstaten skal blive til virkelighed, så skal der dog mere til end modige politikere, der tør være vedholdende og inddrage omverdenen langt mere i beslutningerne. Universiteter, som leverer ny viden og ansatte til staten, har også en vigtig rolle at spille, mener Sigge Winther Nielsen. Juristerne skal stadig have fokus på retssikkerhed, og økonomerne på de makroøkonomiske modeller, men de kommende embedsmænd skal kunne mere end det.

»Jeg savner et endnu større fokus på, at embedsmænd lader sig åbne mere op mod samfundet og være facilitatorer for forskellige samfundsinteresser. Det er en helt anderledes rolle end at servicere en hierarkisk enhed som et ministerium,« siger Sigge Winther Nielsen og fortsætter:

»Det kræver en anden tænkning, og du skal som embedsmand lære nogle helt andre greb, som er mere relationelle, og hvor man spiller andre mennesker gode. Hvis man skal være lidt fræk, er det nogle af de egenskaber, som konsulenter, journalister og humanister har, men embedsmænd skal ikke give slip på deres kernefaglighed om lovgivning eller at kunne regne, og det er jo det svære, men det er der, hvor vi kan løse nogle af de svære problemer.«

Det vil kræve nytænkning på universiteterne, men også politisk, fordi der er behov for større frihed til at eksperimentere og prøve nyt på uddannelserne, mener Sigge Winther Nielsen. Og så skal forskningen inddrages langt mere i politiktænkningen. I sin bog beskriver han, hvordan USA i kapløbet om at nå til månen oprettede DARPA, hvor en gruppe forskere havde både tiden og pengene til at nå den store vision om at komme til månen.

»DARPA blev en kæmpe succes, og projektet bruges også som model for, hvordan man ville løse klimakrisen,« forklarer Sigge Winthter Nielsen, der også mener, at man kan løse de øvrige vilde problemer, vi som samfund står over for på den måde.

»På skoleområdet skulle man også lave et DARPA, i hvert fald hvis politikerne insisterer på at løse problemet med at løfte de 20 procent svageste. Nu har vi fumlet med det her problem i mange år med, at mange unge ikke får en uddannelse. Nu må vi samle alle gode kræfter, for det her er ikke noget, vi bare lige kan løse i høj hast. Vi er nødt til at gentænke det hele fundamentalt,« siger Sigge Winther Nielsen.

Alle har en plan

Ideen med at arbejde mere intensivt og i lang tid på at løse nogle af samfundets store problemer, mener han kan bruges på alt fra skolen, affolkning af yderområder og til at løse klimakrisen. Det kræver dog, at politikerne tør satse på det og sætte eksempelvis 300 mennesker af til at løse et problem.

»Men det kan måske også give noget ro og mindre pseudopolitik på et område,« mener han.

Spørgsmålet er så, om det ikke er helt urealistisk at forvente, at politikerne giver magt fra sig og tør satse langsigtet. Sigge Winther Nielsen er enig i, at det vil kræve en anden politisk kultur, men han ser dog også tegn på, at politikerne har set, at det ikke nytter at blive ved at gøre, som de plejer.

»Mette Frederiksen har jo mange af de her entreprenørstatstanker. Hun vil gerne fokusere på de her tre-fire store signaturprojekter og være den, der ændrer den politiske kultur og får politik til at virke igen. Så der er nogle tendenser i tiden, der skubber i den retning, men vi har stadig til gode at se nogen, der fører slaget igennem,« siger Sigge Winther Nielsen og bruger et citat fra bokseren Mike Tyson om, at alle har en plan, indtil de får én på trynen.

»Lige nu virker det til, at regeringen har en plan, men når de bliver slået på trynen af medierne eller oppositionen, så har de måske ikke den plan længere, så går de helt groggy tilbage til business as usual,« slutter Sigge Winther Nielsen.

Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen mener, at Sigge Winther Nielsen kommer med »nogle meget spændende refleksioner i forhold til vores demokrati og vores offentlige samtale«.

»Jeg mener til gengæld, at det bud, vi er kommet med på at gøre op med årevis af centraliseringer på uddannelsesområdet, både bunder i solid fakta i forhold til, hvordan udviklingen har været, men også giver en lang indfasning frem til 2025, der gør, at man også lokalt kan være med ind over og finde løsninger, der fungerer på den enkelte uddannelsesinstitution,« siger hun.

Hun understreger, at den »politiske ambition om, at vi ikke vil acceptere, at den her centralisering bare fortsætter, uden at vi politisk tager ansvar for at forsøge at dreje udviklingen, både er grundig og velovervejet«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Henning Kjær

Sigge er en rigtig djøffer. Han vil starte med at ansætte " eksempelvis 300 mennesker af til at løse et problem."
Måske ligefrem djøffer i form af konsulenter +journalister og humanister.
Men er det ikke dem der allerede ødelagt systemet, kørt tempoet op og kun opholder sig ved fordøren?

jens christian jacobsen

Der er masser af erfaringer fra udlandet om, hvad man kan gøre for at få fastholdt og uddannet ’restgrupper’ i samfundene. Noget virker nogen gange, og lidt virker altid. Meget er forsøgt, og meget lidt har båret frugt i det lange løb. Noget går dog altid igen: Antallet af uddannelsesfremmede hjem i et land og den geografiske fordeling af disse. Udsatte boligområder og traditionel skolegang er ikke et godt match.
Der er tiltag der virker. Måske er det noget lignende som undervisningsministeren planlægger: Flere såkaldt ekstracurriculære aktiviteter, dvs samarbejde mellem skolefritidsordninger, fritidshjem og skoler, socialpædagogisk efteruddannelse af lærere, værdsættelse af de kompetencer som børnene møder op med i skolen (funds of knowledge), faste hjemmebesøg af skolens pædagogiske personale, tværkulturelle aktiviteter etc.
Men fremfor alt er de 20 % en sikker fattigdomsmarkør. Klassesamfundet stikker igen hovedet frem.

Bjarne Bisgaard Jensen, Christel Gruner-Olesen, Josephine Kaldan, Eva Schwanenflügel, Lise Lotte Rahbek og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Kim Houmøller

Kan varmt anbefale Sigge Winther Nielsens nye bog Entreprenørstaten. Sigge kan sætte ord på, det andre kun fornemmer. Ren pligtlæsning for økonomer og politikere på alle niveauer. Lad os tage den helt nødvendige debat!

Søs Dalgaard soesdalgaard@gmail.com, Per Klüver og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Problemet er jo reelt meget simpelt: hvor vores velfærd skulle være blevet bedre med den enorme velstandsstigning i samfundet, er den blevet gradvist forringet.
Hvor forståelsen af nødvendigheden af stadig større dygtighed og evne til selvstændig tænkning burde have båret uddannelserne igennem som mål - og derfor have ført til investering i alt det, vi godt ved virker, er det gået modsat, måske fordi skolen reelt også ses som en sorteringsmekanisme før voksenlivet på den ene side, og på den anden side bærer af et mønster, der skal brydes.
Havde man villet ungdommen det bedste, havde man holdt fast i ungdomsuddannelsernes høje standarder og i folkeskolen indrettet sig efter at kunne løfte langt de fleste børn til det niveau, der kræves for at gennemføre dem. Det kræver små, nære skoler, små klasser, få lærere og en skoledag på max. 6 lektioner. Det kræver også en inddeling af skoletiden, der deler sol og vind lige imellem forskellige interesser, og det kræver engagerede lærere, der forstår vigtigheden af deres fag, og som brænder for at give et eget engagement videre til næste generation.
Meget af det, som Jens Christian Jacobsen nævner, vil helt sikkert betyde meget; men jeg er nu meget skeptisk overfor den forståelse af forskning som direkte anvendelig, der optræder for mange steder i samfundet i dag, i troen på det teknologiske fiks. Det bliver aldrig bedre, end når man er autentisk for den opvoksende generation, på godt og ondt, for det er nu engang den vigtigste lære, hvordan man bliver menneske.

Christian Bruun, John Andersen, Josephine Kaldan, Nicolaj Ottsen, Eva Schwanenflügel, Marianne Rosendahl Erichsen, Poul Søren Kjærsgaard og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Henning Kjær
En lille korrektion. Der står "Det kræver dog, at politikerne tør satse på det og sætte eksempelvis 300 mennesker af til at løse et problem.
Sætte af er ikke nødvendigvis det samme som at ny-ansætte 300 mennesker. Jeg håber for min del, at Sigge W mener at de mennesker, som allerede er ansatte i systemerne og kender problematikkerne'skal afsætte mere tid til at samarbejde om at løse problemerne.

Josephine Kaldan, Eva Schwanenflügel, Per Klüver og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Christian Sauer

Sigge W.'s for- og bagdørsmetafor er meget rammende. Mere faktisk, end han selv synes at gøre sig klart. Han har tilsyneladende ikke opdaget, at i tilfældet skolereformen - muligvis også flere af de andre eksempler, han nævner - er det, der foregår ved hhv. for- og bagdør simpelthen to helt adskilte processer. Ved fordøren handlede skolereformen om en bedre folkeskole, ved bagdøren handlede - og handler - den om outputmaksimering. Fordørsprojektet kiksede totalt efterhånden som gik op for folk, hvad reformen gjorde ved skolen. Men bagdørsprojektet kører videre for fuld hammer. Skolepolitikerne insisterer fortsat på at brænde en kæmperesurse (værdi tre mia. årligt) af på meningsløst output i form af lange skoledage, hvorved resurserne til at rette op på miseren - løfte kvaliteten på bekostning af kvantiteten - er pst væk.

Mikael Velschow-Rasmussen, Josephine Kaldan, Søs Dalgaard soesdalgaard@gmail.com, Peter Nissen, Per Klüver og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
kjeld hougaard

Ex: socialdemokratiske folketingsmedlemmer er selekterets blandt 38.000 medlemmer, mange kun betalende, ikke egentlig aktive i politikkens udformning. Dem der vil noget, de søger sig til kommune politik. ”Resten”, de kan sidde på en stol i folketinget – og så venter vi os begavede, innovative visionære løsninger på vores samfundsproblemer?

Niels Christian Sauer

En detalje: 'PISA-chokket' kom ikke, som Sigge w. siger, i 90'erne, og da OECD kom med de første PISA-resultater i 2001, var det ikke noget chok, at Danmark lå i midten sammen med en hel masse andre nationer på ranglisten.

Danmark fik sit læsechok allerede i begyndelsen af 90'erne, da IEA (International Association for the Evaluation of Educational Achievement, uafhængig verdensomspændende sammenslutning af forskningscentre) offentliggjorde en international læseundersøgelse, hvor Danmark var røget helt i bund. Undersøgelsen fandt så vidt jeg husker sted i 1991, men den ramte først forsiderne i 1994.

Da vi nåede frem til 2012, viste den store læseundersøgelse PIRLS (Progress in International Reading Literacy Study/IEA -regi), at danske femteklasser var kravlet helt op på en delt femteplads globalt. Det burde have stoppet skolereformen, der netop brugte elevernes påståede elendige læsefærdigheder som brændende platform. Men det blev tiet ihjel. Sidste PIRLS fra 2017 viser et markant fald til en 13.plads efter 4 år med skolereformen.

Christian Bruun, Mikael Velschow-Rasmussen, John Andersen, Josephine Kaldan, Lars Kristian, Eva Schwanenflügel, Peter Nissen, Per Klüver, jens peter hansen, Steffen Gliese, Claus Nielsen og Pietro Cini anbefalede denne kommentar
Jesper Frimann Ljungberg

Det er jo egentlig ikke så dumme tanker som Sigge har når man koger dem ned.

Det drejer sig om, at man fra politisk side simpelt hen er nød til at respektere fagligheden i de områder man beskæftiger sig med at lave politik på.

Det nytter altså ikke., at man fra politisk side insistere på at 'jorden er flad' når nu fagkundskaben siger noget andet. Og det er desværre der vi ofte er.
Lige meget hvor mange ligegyldige indrapporteringer og Key Performance Indicators, som hentes op i toppen af embedsværket, så nytter det ikke noget, hvis du ikke forstår det det handler om. Det eneste dette gør er at det skaber mere administration for administrationens skyld, og skaber en illusion af kontrol.

Noget helt andet er så at Embedsmands regimet ikke har den faglige værktøjskassen til at løse problemerne. Som det også beskrives i artiklen, så er en topstyrings administrations værktøjskasse bare ikke det der løser problemerne.

Og de problemer vi står over for i dag er af en kompleksitet og natur, der ikke løses med en værktøjskasse, der egentlig er bedst til at en enevældig konge kan projektere sin vilje ud til alle afkroge i kongeriget. Man tror feks. , at man lærer unge IT ved at stikke dem Ipads.

Sigge bruger DARPA som eksempel, og ja DARPA har givet os internettet, GPS, Bruger Interfacet, talegenkendelse ...

Men igen er problemet jo bare at toppen af embedsværket og mange politikere lige nu fører noget der bedst kan beskrives som krig mod netop videnskaben på universiteterne, i en megalomanisk bedrevidenheds boble.

// Jesper

Josephine Kaldan, Mikael Velschow-Rasmussen, Niels Christian Sauer, Lise Lotte Rahbek og Per Klüver anbefalede denne kommentar
Niels Christian Sauer

@ Jesper F. L. Enig, det går galt, når djøfferiet overruler fagkundskaben. Men det gør djøfferiet IKKE, fordi de mener, at de er klogere end fagkundskaben. Det gør det, fordi NMP-tilgangen tilsiger, at fagkundskaben til enhver tid repræsenterer særinteresser, hvorimod djøfferiet repræsenterer almenvellet generelt. Man beklikker simpelthen folks moral. Alt, hvad lærerne siger, afskrives som pleje af egne interesser: Mindre arbejde og højere løn. Derfor kan man bare køre dem over med god samvittighed. Se fx Noa Redingtons klumme her: https://politiken.dk/debat/art8243754/Her-er-%C3%A5rets-sureste-budskab-...

Den tanke, at folk kan kæmpe for en sag, der er større end dem selv, strejfer aldrig djøfferiet.

Etikken er taget helt ud af ligningen, ligegladhed og kynisme hersker.

Henning Kjær, Christian Bruun, Jes Balle Hansen , Josephine Kaldan og Jens Erik Starup anbefalede denne kommentar
Anders Hüttel

Jag skal i job-praktik

Jesper Frimann Ljungberg

@Niels Christiaon Sauer

Det har du nok ret i. Det jeg har oplevet, da jeg arbejdede i en rigtig 'embedsmands kultur', var helt klart en mangel på respekt for den .. kultur/faglighed som jeg repræsenterede, fordi "man" følte/anså/whetever at den var en trussel/man forstod den ikke.
Jeg arbejder normalt som Enterprise Arkitekt (EA).
Jeg glemmer ikke, at jeg på et tidspunkt fremstillede en rimelig simpel BPMN (Business Process Model and Notation) model for en del af en forretnings proces (vi snakker 5 A4 sider med max 8 kasser på hver side) med tilhørende RASCI til at klarlægge roller og ansvar. Vi taler en dags arbejde.. det var ikke komplekst.
Det var alt alt for komplekst og det var der ingen der kunne forstå. Hvorefter en forsamling af embedsmænd brugte en uge på at lave en powerpoint ... som .. ingen .. af dem den var rettet til kunne forstå. (for det var nemlig IT folk der godt kunne forstå de notationer jeg havde brugt for det er dem man bruger i det fag).

Så var det, at jeg vidste, at jeg skulle videre.

// Jesper

Henning Kjær

Lise Lotte Rahbek.
Du tror og mener at der lige er 300 medarbejdere (fagfolk) der ikke skal lave deres normale opgaver og som så kan løse problemer ingen andre endnu har kunnet løse. Det er også en rigtig djøf løsning ved fordøren.

Lise Lotte Rahbek

Henning Kjær
Jeg kan læse, at du bedre end jeg selv ved, hvad jeg mener og tænker?
Så er der ingen grund til at fortsætte dialog.