Interview
Læsetid: 7 min.

Valgforskere afliver myten om, at der findes midtervælgere i dansk politik

En stribe partier har genstartet kampen om ’den fornuftige’ midte i dansk politik. Men ideen om et politisk midterpunkt er på mange måder en myte fra fortiden, som i dag er utroligt svær at mobilisere vælgere på, siger to førende valgforskere, der er aktuelle med ny bog om 2019-valget
»Midten er et fatamorgana, som mange partier gerne vil være på, fordi de har en idé om, at der er mange vælgere,« siger valgforsker Kasper Møller Hansen (tv.), der er aktuel med en ny bog om dansk politik, som han har skrevet sammen med sin forskerkollega Rune Stubager (th.).

»Midten er et fatamorgana, som mange partier gerne vil være på, fordi de har en idé om, at der er mange vælgere,« siger valgforsker Kasper Møller Hansen (tv.), der er aktuel med en ny bog om dansk politik, som han har skrevet sammen med sin forskerkollega Rune Stubager (th.).

Indland
26. juni 2021

Kampen om midten i dansk politik er vendt tilbage. Med Løkkes nye parti, Moderaterne, forslaget om en SV-regering, Kristendemokraternes genkomst i Folketinget og De Radikales forsøg på at genetablere sig som kongemagere er der atter higen efter en pragmatisk, fornuftig midterposition, der kan samle de danske vælgere.

Men ser man på vælgernes adfærd og andre partiers erfaringer, er det at mobilisere vælgere omkring den forjættede midte en svær manøvre, som undertiden også har kostet flere partier livet. Og på mange punkter giver det decideret ikke mening at tale om midten i dansk politik, vurderer de to valgforskere professor Rune Stubager fra Aarhus Universitet og professor Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet.

»Midten af dansk politik er et sort hul,« siger Kasper Møller Hansen. »Rigtig mange har prøvet den her midterdagsorden, men det ender altid med, at de partier får det meget, meget svært.«

De to herrer udgav torsdag deres nye bog Klimavalget, der nok er det nærmeste, man kommer på en officiel undersøgelse af folketingsvalget 2019. Sammen med andre forskere har de nærstuderet vælgervandringerne, og hvad der egentlig skete, da Danmark sammensatte Folketinget på ny.

I den anledning har Information mødt forfatterne på Christiansborg til en snak om midten som politisk fænomen, og hvad 2019-valget kan fortælle os om partiernes kamp efter den samme gruppe vælgere, der kan lokkes over midterlinjen af den politiske akse. Dem der potentielt kan afgøre, hvilken blok der har flertal, når den sidste stemme er talt op.

Stadig oprør fra udkanten

Historien om 2019-valget er også historien om tvivlere. Hele seks ud af ti vælgere, hvilket er rekordmange, besluttede sig først for valg af parti under selve valgkampen. Og andelen af vælgere, der skiftede parti, var på niveau med det historiske jordskredsvalg i 1973.

Med sin udlændingepolitiske højredrejning – og løfter om Arne-pension og klimahandling – lykkedes det Socialdemokratiet at trække vælgere fra blå blok over midten, mens partiet til gengæld afgav mere venstreorienterede vælgere til resten af rød blok.

På den måde var valget i 2019 ifølge Rune Stubager en bekræftelse af den bevægelse, vi så ved folketingsvalget i 2015. Dengang skrev han og Kasper Møller Hansen bogen Oprør fra Udkanten, der handlede om, hvordan flere skifter parti, og hvordan forskellen i partivalg mellem land og by var blevet en definerende faktor i dansk politik.

»Socialdemokratiets bevægelse før – og især også efter – valget med fokus på forskel i land og by er jo et bevidst forsøg på at gå efter præcis de vælgere, som vi sidste gang kaldte udkantsvælgere,« siger Stubager.

I det lys kan De Radikales og Liberal Alliances nylige flirt om indgåelse af et regeringssamarbejde ses som »en modmobilisering«, mener han. I forhold til land/by-skellet har de to partier åbenlyst modsatte interesser i forhold til gruppen af udkantsvælgere. De Radikale mest tydeligt på værdipolitikken, LA på den økonomiske politik, mens Løkkes Moderaterne også taler for »fornuftig« udlændingepolitik og nye reformer.

»Dem, vi taler om som midten, er jo taberne i konflikten mellem land og by, som så må tage bestik af situationen. De Radikale og LA er jo blevet rullet på hver deres måde,« siger Rune Stubager.

Midten er en myte

Jagten efter midten er langtfra et nyt fænomen. Debatten ruller også i Storbritannien, hvor Boris Johnsons tidligere stabschef Dominic Cummings har provokeret med sine udtalelser mod Labour-formand, Keir Starmer, om, at midten er »en vidunderlig fiktion«, der ikke eksisterer.

Ud over de førnævnte har der herhjemme været flere partier, som i de sidste 20 år har slået sig op som en del af det ægte centrum og med det mantra forsøgt at mobilisere vælgerne.

Der var Naser Khaders Ny Alliance, der ville være et midteroprør, som talte for borgerlig anstændighed baseret på socialliberalisme- og konservatisme. Der var Simon Emil Ammitzbølls Borgerligt Centrum, der ville være et centrum-højre-parti med liberale og humanistiske værdier, og senere også Fremad, som ønskede et progressivt borgerligt-humanistisk parti, men som opgav ambitionerne efter blot et års levetid.

»Meget af det spejler sig i forestillingen om De Radikale og måske også Centrum-Demokraterne for 30-40 år siden, hvor de lå og skiftede blok,« siger Rune Stubager.

Der er dog den afgørende forskel, at politik dengang var et »endimensionelt rum«, der mest af alt handlede om fordelingspolitiske forskelle mellem højre og venstre. I dag er der som bekendt også andre væsentlige dagsordener såsom værdipolitikken.

»Det gør det hele voldsomt meget mere kompliceret. De Radikale kan måske blive enige med de borgerlige om økonomisk politik, men de kan jo ikke blive enige om retspolitik og udlændingepolitik og nok heller ikke klimapolitik,« siger Rune Stubager.

Kasper Møller Hansen supplerer.

»Der er en misforståelse om, at hvis vi nu tager gennemsnittet af alle vælgere, så skal vi som parti placere os dér. Men der er ikke ret mange faktiske vælgere i det gennemsnit,« siger han.

– Giver det så overhovedet mening at tale om en midte i dansk politik?

»Når man spørger danskerne, om de går ind for blokpolitik, så siger de altid nej. De går ind for kompromiser og brede samarbejder. Og det forhold lægger nok op til, at den her myte om midten eksisterer,« siger Kasper Møller Hansen. »Midten er et fatamorgana, som mange partier gerne vil være på, fordi de har en idé om, at der er mange vælgere.«

Statistisk set kan man selvfølgelig godt finde danskernes gennemsnitsholdninger, altså medianvælgeren, indskyder Rune Stubager. Problemet er i virkeligheden bøjningen i bestemt form: midten.

»Så snart vi har bare to dimensioner, to dagsordner, så kan vi få en meget mere ustabil situation, hvor partierne hele tiden vil kunne overbyde hinanden på det ene eller det andet. Dermed kan deres samarbejdsforhold – og dermed også flertallet – skifte, og så rykker midten jo igen.«

Svær at mobilisere

Politisk er det samtidig svært at mobilisere vælgere på en midterdagsorden, forklarer forfatterne.

For det første er det åbenlyst, at politik er flygtig. Hvad der i går var en radikalitet, kan i morgen være konsensus, og derfor giver det ikke altid mening at tale en midte. Bare se på udlændingepolitikken.

»Midten er jo ikke konstant, men flytter sig hele tiden,« siger Kasper Møller Hansen.

Dernæst ender partierne typisk uden et stort slagnummer at slå sig op på. Alting kan hurtigt ende som ingenting. Vælgerne vil have andre steder at gå hen for at få en strammere udlændingepolitik eller mere ambitiøs klimapolitik, alt efter hvad de nu engang efterspørger, siger Kasper Møller Hansen.

»Der vil altid være nogen, der kan overgå dig. Og som politisk platform er det et meget svært sted at stå i dansk politik,« siger han, mens Rune Stubager tilføjer:

»Ved at gøre det til sin niche at være i midten af det hele, så ender man med ingen niche, som vælgerne kan blive tiltrukket af.«

Det næste er så, at før eller siden skal der under alle omstændigheder peges på en statsminister. Det kan godt være, at Sofie Carsten Nielsen (R) af strategiske hensyn lige nu har åbnet for at kunne gå begge veje i dansk politik. Men erfaringer fra tidligere med eksempelvis Alternativet og Ny Alliance viser, at partier, som tøver med at stå uden for blokkene, risikerer at blive straffet af vælgerne.

»De vil komme under pres for, hvem de egentlig vil. Og det kan bruges til at skabe usikkerhed om, hvad det der projekt egentlig er for noget, og tør man så det,« siger Stubager.

Derudover, fortsætter Kasper Møller Hansen, stemmer vælgerne i øvrigt ikke alene på det parti tættest på dem. Nogen stemmer i stedet efter at trække dansk politik i en bestemt retning, hvad end det er rødt, blåt eller grønt. En vælger, som sætter kryds ved liste Å, er måske ikke enig i al Alternativets klimapolitik, men ønsker snarere bare at skubbe det politiske spektrum den vej.

»I den logik bliver ideen om midten bare meget, meget svær at bevare,« siger han.

SV-bomben vandt ikke vælgere

At det kan være svært at mobilisere vælgerne omkring ideen om en midterposition i dansk politik, blev også tydeligt under valget i 2019. Med ni mandaters fremgang blev Venstre blandt valgets helt store vindere. Siden har der været en opfattelse af, at årsagen skulle findes i Lars Løkkes pludselige melding om at ville danne en SV-regering. En udmelding, der splittede den borgerlige blok.

Men den sammenhæng afviser Kasper Møller Hansen og Rune Stubager i deres nye bog. Fremgangen skyldtes ikke Løkkes ønske om en regering over midten, men derimod kollapset i Dansk Folkeparti. Den største vælgerbevægelse var således de 4,3 procent af Venstres stemmer, der vendte hjem til partiet, efter at de i 2015 havde stemt Dansk Folkeparti.

»Det kan godt være, at V-vælgerne synes, at det var en fin idé,« siger Kasper Møller Hansen. »Men det var ikke det, der flyttede vælgerne. Mange af dem var Venstre-folk, inden den udmelding kom,« siger han og understreger, at samme udfordring gør sig gældende med Løkkes nye parti.

»Ser vi på de vælgere, som påstår, at de vil stemme på Løkke, så kommer de entydigt fra Venstre. Det er altså ikke et udtryk for, at han henter vælgere fra rød blok,« siger Kasper Møller Hansen.

Til syvende og sidst er det Lars Løkkes helt store udfordring, siger Rune Stubager.

»Hvis det skal blive til noget, skal han netop hente fra den anden side og dermed blive tungen på vægtskålen. Ellers bliver han bare en sten i skoen hos de borgerlige,« siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

jens christian jacobsen

Vi er havnet i blindgyde i vesten med den såkaldte midterpolitik. Den har domineret siden 1950erne hvor der var opbakning til motoren for konsensuspoltikken nemlig vækst. Sålænge ressourcerne var ubegrænsede, var det nemt at blive enige om, at alle skulle have lidt mere - hele tiden. Samtidig døde den eneste reelle trussel mod kapitaliismen nemlig socialismen, hvilket fremmede konsensuspolitikken yderligere, for der var ingen modstand.
Så kom klimatruslen, den stigende fattigdom og ulighed der satte og sætter spørgsmålstegn ved blind vækst. Midterpolitikken døde, fordi vækstpolitikken er død. Tilbage står fløje, hvor den ene desperat forsvarer vækstpolitikken uden væsentlige indskrænkninger. Over for dem står en anden fløj uden ideologisk basis andet end blind moralisme, hvor menneskerettigheder er blevet en ny tids credo som al politik skal indrettes efter. Men ingen af disse fløje kan redde verden fra ødelæggelse. Vi er nødt til at genopfinde en politisk ideologi, der bygger på kollektivets behov, på materialisme, på grøn politik, ny fordeling og fredelig sameksistens. Måske er er der inspiration at hente i det, der kaldes markedssocialisme med statsstyring af ressourceforbrug og fordeling, men med markedet som motor. Vietnam og enkelte andre lande har. siden nullerne forsøgt med en politik i den retning.

Måske kommer det udefra. Fremad, som ønskede et progressivt borgerligt-humanistisk parti, men som opgav ambitionerne efter blot et års levetid. ligner et amerikansk påfund.

Ligesom med Simon Emils LA - Audipartiet, er der mange i f.eks. New York som har tjent millionen og for måske tiden til at gå med fundracing for demokratiske kandidater, og har du 1000 $ kan du komme ind til mad med Hillary Clinton, måske. Et sikkert og beskyttet liv. Men også lidt kedeligt. Så kom kampagnesloganen fra Biden, at det var en koalition af alle racer som havde stemt på han. Og det var meget progressivt. Pludseligt kunne millionæren i New York kalde sig progressiv.

Og det er her Simon Emil kommer ind. Disse millionærer siger nemlig om sig selv at de ligger politisk på midten. Og så gør deres aviser det også. Hvorfor så ikke prøve i Danmark at starte et parti på midten som er progressivt og lidt socialliberalt- og meget konservativt...og kører Audi!

Alvin Jensen, Susanne Kaspersen og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar
Morten Balling

Mkay...

Demokrati er en vidunderlig fiktion, der ikke eksisterer. Men midt i kampen om ressourcerne, dukker illusionen om borgermagt op igen og igen. Uanset at der er et folketingsvalg hvert fjerde år, flyttes magten ikke ud til borgerne. Sammensætningen af folketingsmedlemmerne ændrer ikke synderligt på fordelingen af ressourcerne. Uligheden fortsætter med at stige, som den har gjort i fyrre år. Den politiske skabte fattigdom fjernes ikke igen under en Socialdemokratisk regering.

Så hvorfor holder vi fast i en ide, som er lige så vidunderlig som Sankt Hans, sød som Juleaften eller flygtig som Påskeharen? De sociale bevægelser er nok det nærmeste man kommer på et forsøg med borgermagt, håbet lever med slogans som: Ingen skal være fattig, således at andre kan blive rige, eller: Rigdommene i dette land tilhører alle borgere, ikke nogle få.

Tænk hvis pengene ophobede sig i bunden af samfundet i stedet for i toppen. Det ville medføre et meget mere trygt samfund, uden fattigdom. Men illusionerne brister og magtcentrene afsløres. Fattigdommen lyser op som juletræerne i december med almisser i form af plastikposer med madrationer. Vi er jo alle empatiske mennesker, ikke.

Demokrati i dansk politik er et sort hul, fordi vi render ind i det stadige oprør fra magteliten. Hvordan lykkedes det dem af forhindre helikopterpengene til de fattigste under corona? Eller i Minksagen at give 19 milliarder til 1000 minkavlere? Hvordan er det lykkes at placere magten hos de få? Hvordan kunne tysklands Angela Merkel gennemtrumfe austerity i hele EU efter finanskrisen?

Måske er Point of no Return for demokratiet nået i Danmark, fordi magten er flyttet ud af landet, og Danmark nu er et stort udkantsområde politisk og magtmæssigt set? Få milliardærer ejer mere end 60 % af verdens befolkning, men er det virkeligt det borgerne i verden ønsker? Ligger magten fast hos WTO, OECD, techfirmaerne, kommissærerne i EU eller de rigeste i USA?

"Der er en tidsmæssig sammenhæng mellem højrepopulismens fremgang og det at Socialdemokraterne ikke længere prioriterer spørgsmålet om indkomstforskelle. Selv de har troen på dogmet om, at ulighed skaber dynamik, men ulighed skaber dynamit, det er et farligt minefelt, som politikerne har bevæget sig ud i. Rigdommene spreder sig ikke nedad efter nogen tid, som myten hævder, guldet bliver, hvor det er. Folk arbejder røven ud af bukserne for lortelønninger i et samfund, der er stinkende rigt. Uanset hvordan de slipper skillingerne, ruller de samme vej. Det er klart, at folk bliver pissesure." Åsa Linderborg & Göran Greider: Det populistiske manifest

En stribe partier har genstartet kampen om det fornuftige i demokratiet. Men ideen om en borgermagt er på mange måder en myte fra fremtiden, som i dag er utroligt svær at mobilisere politikerne for. Ser man på vælgernes adfærd og andre partiers erfaringer, er det at mobilisere vælgere omkring den forjættede borgermagt en svær manøvre, som undertiden også har kostet flere partier livet. Rigtig mange har prøvet den her borgermagt, men det ender altid med, at de partier får det meget, meget svært. På mange punkter giver det decideret ikke mening at tale om demokrati i dansk politik.

Sten på sten bygger politikerne på borgen bedraget op til nye højder. Borgerne må ikke se hvad der i virkeligheden foregår. Der er store menneskelige omkostninger ved at ekskludere venstrefløjen med henblik på at opretholde fattigdomsniveauet. Hvordan går det med den politiske kamp omkring kommunevalget til november? Er sandheden den, at status quo skal bevares, og det er derfor at ingen taler om kommunevalget? Eller ved alle at et kommunevalg ikke ændrer stort, fordi kommunerne er lagt i lænker gennem Budgetloven, KL, magtelitens ulighedsskabende magt etc.

"I næsten alle lande går populismen hånd i hånd med uligheden. Hvorfor er det så dem, der bliver ramt af uligheden, som anser den for et problem? I Norden har vi en historisk nedarvet evne til at undervurdere klasseforskellene. Vi tror, at vi fra hedenold har en befolkning, der er mere fri, mere ligestillet og mere demokratisk end alle andre lande, og at det er kulturelt betinget. Vi bilder os ind, at vi er immune over for en stigende ulighed, for det strider mod vores selvopfattelse. Derfor tror vi ikke rigtigt på "ævlet" om uligheden. Derfor har vi svært ved at sætte populismen ind i den store sammenhæng - vi er blinde for den krasse virkelighed og kan ikke se rækkevidden af de forandringer der finder sted." (Åsa Linderborg & Göran Greider).

Bjarne Bisgaard Jensen, Mikael Velschow-Rasmussen, johnny volke og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
johnny volke

Det hele er tilrettelagt,
så du skal bare hop' på alt
Det passer dig ganske vist fint,
du si'r jo selv, du gør kun ting heeelt
og ikke halvt.

En llile digterisk kommentar.

Martin Sommer

Det ville ikke være så ringe endda, hvis Radikale V. appellerede til et ikke-eksisterende vælgersegment ved næste valg og røg ud.... ;)

Ole Rasmussen

Midten kan vel bedst defineres som, at tage det bedste fra begge verdener (de nationalkonservatives og socialisternes), og i stedet for midten døbe det, en anden vej eller den trejde vej. Og selvfølgelig findes den. Men medierne underbygger status quo, har set sig blinde på ideologiske holdninger, så vi havner snart som i Frankrig, med et demokrati hvor 1/3 af stemmerne bestemmer over 2/3 af befolkningen.

Søren Winther Lundby

Tankevækkende at “valgforskning” kan få så megen opmærksomhed, og tilmed ledsaget af et skuende billede, der indskriver bagmændene på niveau med Maxwell, Østed eller Marx. Hvis man tænker på de enorme områder af kaos og ustruktureret problemløsning som kendetegner den moderne verden, så er det mig en gåde, at samfundsvidenskaberne prioriterer resurserne som det ofte er tilfældet. Eller rettere sagt: forstår godt prioriteringen, for disse emner er så ukontroversielle at ingen kan støde sig på det.