Valgforskere afliver myten om, at der findes midtervælgere i dansk politik

Kampen om midten i dansk politik er vendt tilbage. Med Løkkes nye parti, Moderaterne, forslaget om en SV-regering, Kristendemokraternes genkomst i Folketinget og De Radikales forsøg på at genetablere sig som kongemagere er der atter higen efter en pragmatisk, fornuftig midterposition, der kan samle de danske vælgere.

Men ser man på vælgernes adfærd og andre partiers erfaringer, er det at mobilisere vælgere omkring den forjættede midte en svær manøvre, som undertiden også har kostet flere partier livet. Og på mange punkter giver det decideret ikke mening at tale om midten i dansk politik, vurderer de to valgforskere professor Rune Stubager fra Aarhus Universitet og professor Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet.

»Midten af dansk politik er et sort hul,« siger Kasper Møller Hansen. »Rigtig mange har prøvet den her midterdagsorden, men det ender altid med, at de partier får det meget, meget svært.«

De to herrer udgav torsdag deres nye bog Klimavalget, der nok er det nærmeste, man kommer på en officiel undersøgelse af folketingsvalget 2019. Sammen med andre forskere har de nærstuderet vælgervandringerne, og hvad der egentlig skete, da Danmark sammensatte Folketinget på ny.

I den anledning har Information mødt forfatterne på Christiansborg til en snak om midten som politisk fænomen, og hvad 2019-valget kan fortælle os om partiernes kamp efter den samme gruppe vælgere, der kan lokkes over midterlinjen af den politiske akse. Dem der potentielt kan afgøre, hvilken blok der har flertal, når den sidste stemme er talt op.

Stadig oprør fra udkanten

Historien om 2019-valget er også historien om tvivlere. Hele seks ud af ti vælgere, hvilket er rekordmange, besluttede sig først for valg af parti under selve valgkampen. Og andelen af vælgere, der skiftede parti, var på niveau med det historiske jordskredsvalg i 1973.

Med sin udlændingepolitiske højredrejning – og løfter om Arne-pension og klimahandling – lykkedes det Socialdemokratiet at trække vælgere fra blå blok over midten, mens partiet til gengæld afgav mere venstreorienterede vælgere til resten af rød blok.

På den måde var valget i 2019 ifølge Rune Stubager en bekræftelse af den bevægelse, vi så ved folketingsvalget i 2015. Dengang skrev han og Kasper Møller Hansen bogen Oprør fra Udkanten, der handlede om, hvordan flere skifter parti, og hvordan forskellen i partivalg mellem land og by var blevet en definerende faktor i dansk politik.

»Socialdemokratiets bevægelse før – og især også efter – valget med fokus på forskel i land og by er jo et bevidst forsøg på at gå efter præcis de vælgere, som vi sidste gang kaldte udkantsvælgere,« siger Stubager.

I det lys kan De Radikales og Liberal Alliances nylige flirt om indgåelse af et regeringssamarbejde ses som »en modmobilisering«, mener han. I forhold til land/by-skellet har de to partier åbenlyst modsatte interesser i forhold til gruppen af udkantsvælgere. De Radikale mest tydeligt på værdipolitikken, LA på den økonomiske politik, mens Løkkes Moderaterne også taler for »fornuftig« udlændingepolitik og nye reformer.

»Dem, vi taler om som midten, er jo taberne i konflikten mellem land og by, som så må tage bestik af situationen. De Radikale og LA er jo blevet rullet på hver deres måde,« siger Rune Stubager.

Midten er en myte

Jagten efter midten er langtfra et nyt fænomen. Debatten ruller også i Storbritannien, hvor Boris Johnsons tidligere stabschef Dominic Cummings har provokeret med sine udtalelser mod Labour-formand, Keir Starmer, om, at midten er »en vidunderlig fiktion«, der ikke eksisterer.

Ud over de førnævnte har der herhjemme været flere partier, som i de sidste 20 år har slået sig op som en del af det ægte centrum og med det mantra forsøgt at mobilisere vælgerne.

Der var Naser Khaders Ny Alliance, der ville være et midteroprør, som talte for borgerlig anstændighed baseret på socialliberalisme- og konservatisme. Der var Simon Emil Ammitzbølls Borgerligt Centrum, der ville være et centrum-højre-parti med liberale og humanistiske værdier, og senere også Fremad, som ønskede et progressivt borgerligt-humanistisk parti, men som opgav ambitionerne efter blot et års levetid.

»Meget af det spejler sig i forestillingen om De Radikale og måske også Centrum-Demokraterne for 30-40 år siden, hvor de lå og skiftede blok,« siger Rune Stubager.

Der er dog den afgørende forskel, at politik dengang var et »endimensionelt rum«, der mest af alt handlede om fordelingspolitiske forskelle mellem højre og venstre. I dag er der som bekendt også andre væsentlige dagsordener såsom værdipolitikken.

»Det gør det hele voldsomt meget mere kompliceret. De Radikale kan måske blive enige med de borgerlige om økonomisk politik, men de kan jo ikke blive enige om retspolitik og udlændingepolitik og nok heller ikke klimapolitik,« siger Rune Stubager.

Kasper Møller Hansen supplerer.

»Der er en misforståelse om, at hvis vi nu tager gennemsnittet af alle vælgere, så skal vi som parti placere os dér. Men der er ikke ret mange faktiske vælgere i det gennemsnit,« siger han.

– Giver det så overhovedet mening at tale om en midte i dansk politik?

»Når man spørger danskerne, om de går ind for blokpolitik, så siger de altid nej. De går ind for kompromiser og brede samarbejder. Og det forhold lægger nok op til, at den her myte om midten eksisterer,« siger Kasper Møller Hansen. »Midten er et fatamorgana, som mange partier gerne vil være på, fordi de har en idé om, at der er mange vælgere.«

Statistisk set kan man selvfølgelig godt finde danskernes gennemsnitsholdninger, altså medianvælgeren, indskyder Rune Stubager. Problemet er i virkeligheden bøjningen i bestemt form: midten.

»Så snart vi har bare to dimensioner, to dagsordner, så kan vi få en meget mere ustabil situation, hvor partierne hele tiden vil kunne overbyde hinanden på det ene eller det andet. Dermed kan deres samarbejdsforhold – og dermed også flertallet – skifte, og så rykker midten jo igen.«

Svær at mobilisere

Politisk er det samtidig svært at mobilisere vælgere på en midterdagsorden, forklarer forfatterne.

For det første er det åbenlyst, at politik er flygtig. Hvad der i går var en radikalitet, kan i morgen være konsensus, og derfor giver det ikke altid mening at tale en midte. Bare se på udlændingepolitikken.

»Midten er jo ikke konstant, men flytter sig hele tiden,« siger Kasper Møller Hansen.

Dernæst ender partierne typisk uden et stort slagnummer at slå sig op på. Alting kan hurtigt ende som ingenting. Vælgerne vil have andre steder at gå hen for at få en strammere udlændingepolitik eller mere ambitiøs klimapolitik, alt efter hvad de nu engang efterspørger, siger Kasper Møller Hansen.

»Der vil altid være nogen, der kan overgå dig. Og som politisk platform er det et meget svært sted at stå i dansk politik,« siger han, mens Rune Stubager tilføjer:

»Ved at gøre det til sin niche at være i midten af det hele, så ender man med ingen niche, som vælgerne kan blive tiltrukket af.«

Det næste er så, at før eller siden skal der under alle omstændigheder peges på en statsminister. Det kan godt være, at Sofie Carsten Nielsen (R) af strategiske hensyn lige nu har åbnet for at kunne gå begge veje i dansk politik. Men erfaringer fra tidligere med eksempelvis Alternativet og Ny Alliance viser, at partier, som tøver med at stå uden for blokkene, risikerer at blive straffet af vælgerne.

»De vil komme under pres for, hvem de egentlig vil. Og det kan bruges til at skabe usikkerhed om, hvad det der projekt egentlig er for noget, og tør man så det,« siger Stubager.

Derudover, fortsætter Kasper Møller Hansen, stemmer vælgerne i øvrigt ikke alene på det parti tættest på dem. Nogen stemmer i stedet efter at trække dansk politik i en bestemt retning, hvad end det er rødt, blåt eller grønt. En vælger, som sætter kryds ved liste Å, er måske ikke enig i al Alternativets klimapolitik, men ønsker snarere bare at skubbe det politiske spektrum den vej.

»I den logik bliver ideen om midten bare meget, meget svær at bevare,« siger han.

SV-bomben vandt ikke vælgere

At det kan være svært at mobilisere vælgerne omkring ideen om en midterposition i dansk politik, blev også tydeligt under valget i 2019. Med ni mandaters fremgang blev Venstre blandt valgets helt store vindere. Siden har der været en opfattelse af, at årsagen skulle findes i Lars Løkkes pludselige melding om at ville danne en SV-regering. En udmelding, der splittede den borgerlige blok.

Men den sammenhæng afviser Kasper Møller Hansen og Rune Stubager i deres nye bog. Fremgangen skyldtes ikke Løkkes ønske om en regering over midten, men derimod kollapset i Dansk Folkeparti. Den største vælgerbevægelse var således de 4,3 procent af Venstres stemmer, der vendte hjem til partiet, efter at de i 2015 havde stemt Dansk Folkeparti.

»Det kan godt være, at V-vælgerne synes, at det var en fin idé,« siger Kasper Møller Hansen. »Men det var ikke det, der flyttede vælgerne. Mange af dem var Venstre-folk, inden den udmelding kom,« siger han og understreger, at samme udfordring gør sig gældende med Løkkes nye parti.

»Ser vi på de vælgere, som påstår, at de vil stemme på Løkke, så kommer de entydigt fra Venstre. Det er altså ikke et udtryk for, at han henter vælgere fra rød blok,« siger Kasper Møller Hansen.

Til syvende og sidst er det Lars Løkkes helt store udfordring, siger Rune Stubager.

»Hvis det skal blive til noget, skal han netop hente fra den anden side og dermed blive tungen på vægtskålen. Ellers bliver han bare en sten i skoen hos de borgerlige,« siger han.