Baggrund
Læsetid: 6 min.

I 1983 var det Allan Simonsen, der blev aftenens helt på Wembley

Allan Simonsen – og med ham Jesper Olsen – er de underkendte på 80’er-holdet, der satte dansk fodbold på det internationale landkort, og som det aktuelle landshold sammenlignes med. Men Simonsen og Olsen var de største – og også de mest uheldige
På Wembley i 1983 blev Danmark tilkendt et straffepark for en engelsk hånd på bolden. Allan Simonsen sparkede den behersket midt i målet og blev således aftenens helt. Det var fuldt fortjent.

På Wembley i 1983 blev Danmark tilkendt et straffepark for en engelsk hånd på bolden. Allan Simonsen sparkede den behersket midt i målet og blev således aftenens helt. Det var fuldt fortjent.

Rob Baker Ashton/The Sunday Club

Indland
6. juli 2021

Et billede fra den kølige efterårsaften på Wembley står stadig mejslet i den indre harddisc: En ung engelsk knøs, vel næppe over 20 år, stod som forstenet lænet op ad en af de betonpiller, der bar den allerede i 1983 ramponerede fodboldkatedral. Blikket var tømt for mening og begge næver knyttet langs buksesømmen – en tikkende bombe med jernbeslåede støvler, dengang det almindelige fodtøj for hooligans.

Jeg sørgede for ikke at smile og at undgå øjenkontakt, da jeg passerede ham, men der var egentlig ingen grund til forsigtighed: Den unge mand var lammet af sorg og forbløffelse over, at hans landshold havde tabt 1-0 til et hold, han indtil da havde anset for at være en walkover for de engelske stjerner, men som havde kontrolleret det meste af kampen med en defensiv organiseret af Morten Olsen.

Han spillede sin vel mest suveræne landskamp den aften som den sikre base i opdækningen, varieret med disse stedvise ryk fremad i det karakteristisk lette glid, der så ud, som om han løb på kuglelejer. Sepp Piontek udskiftede ham med Jan Mølby få minutter før tid, formentlig som en gestus, der gjorde, at de 30.000 danskere på lægterne kunne hylde ham specifikt.

Jeg var en af de 30.000, der tog turen over Nordsøen. Siddende i cockpittet bag de to piloter på et af de Sterling-fly, der fragtede foldboldfolket til Gatwick, et sæde, jeg havde tiltusket mig ved at love Sterlings pr-kontor maksimal reklameeffekt i den dækning af kampen, jeg agtede at levere til filmmagasinet ’Levende Billeder’.

Måske hjalp det også – ’Levende Billeder’s beskedne oplag in mente – på velviljen, at jeg var ansat på TV-Avisen, der dengang var alene på det elektroniske nyhedsmarked, og i flyselskabets optik var en slags VIP. Der skulle ikke så meget til i DR-monopolets tid. Og afsted ville jeg med en bagtanke om, at hvis det danske hold kvalificerede sig til 1984-slutrunden i Frankrig, ville jeg lægge billet ind på at dække den historiske begivenhed for TV-Avisen – hvilket skete til stor irritation for DR’s kommentator, Svend Gehrs, men det er en anden og i grunden kedelig historie.

Simonsens mesterstykke

Historien her er, at Danmark skulle slå England på hjemmebane for at bevare håbet om en plads i slutrunden, der dengang kun bestod af syv puljevindere plus værtslandet, og miraklet indtraf: Da første halvleg var ved at rinde ud, fik Danmark tilkendt et straffepark for hands, som Allan Simonsen blev sat til at eksekvere. Han sparkede behersket midt i målet med Peter Shilton sprællende til venstre og blev således aftenens helt. Det var fuldt fortjent – Simonsen var 80’er-generationens største talent (der var jo ellers mange om buddet), men Simonsen – og med ham Jesper Olsen – har i erindringsprojektørerne været en smule oversete som de afgørende spillere, de blev, og som i højere grad end de øvrige lysende stjerner på 80’er-holdet bidrog til at løfte dansk fodbold ud af den internationale anonymitet. Et fikspunkt var Simonsens straffespark den aften i London.

Allerede i kampens første minut brillerede han med en frispilning over 50 meter af Michael Laudrup, der for blankt mål sparkede i sidenettet – måske svineheldigt, da en dansk føring i første minut givetvis havde chokvækket den engelske løve. Nu blev det engelske pres mere moderat, indtil en engelsk forsvarers hovedstødsduel med Simonsen udløste straffesparket, som han selv påtog som den mest rutinerede. Hvorefter hele anden halvleg var én neglebidende seance med blikket stift rettet på stadionuret og med Morten Olsen som den trygge skanse – indtil han blev udskiftet, og Ole Kjær med en superredning af et lumsk skud fra Luther Blissett i overtiden fik konfirmeret triumfen.

Det hører med til historien, at Allan Simonsen gjorde arbejdet færdigt ved også at score i den følgende udekamp mod Grækenland to måneder senere, der skulle vindes, da England ikke satte point til i den sidste gruppekamp.

Det tragiske benbrud

Men det hører desværre også med til historien, at Simonsen aldrig kom til at brillere i slutrunden, da han brækkede benet i åbningskampen mod Frankrig. En situation ikke ulig den, det aktuelle hold har gennemlevet med Christian Eriksens kollaps i åbningskampen i Parken, og som dengang også blev omfattende dækket i medierne, eksempelvis da holdet indsang en hyldest til den sengeliggende holdkammerat, der måske mest var egnet til et publikum af tonedøve, men ikke var mindre velment.

Ulykken viste også – som vi har set det i den aktuelle turnering – at et dansk landshold kan rejse sig, og måske endda spille over evne, når en nøglespiller har forfald. I 1992 var det Michael Laudrups afbud til Richard Møller-Nielsen, i 2021 var det Eriksens kollaps, og i 1984 var det Simonsens afgang efter en halv kamp.

Benbruddet var tragisk – slutrunden var udset til at være Simonsens sidste store glansnummer efter en karriere, der i 1977 gjorde ham til den første og foreløbig eneste dansker, der vandt Ballon d’Or som Europas bedste spiller. Ganske vist var 1977 et ’blødt’ år uden EM eller VM, men Simonsens mål i mesterholdenes finale i Rom, hvor hans Boroussia Mönchengladbach tabte til Liverpool, var en perle, der gjorde ham til turneringens topscorer og skaffede ham en kontrakt med F.C. Barcelona.

Da Barcelona efter et par år købte den purunge Diego Maradona, kunne Simonsen se på en fremtid på bænken eller flytte sig til en anden klub. Det blev Charlton Athletic i den engelske 2. division, som han valgte foran tilbud fra Tottenham og Real Madrid. Måske fordi han, som han sagde i en TV-Aktuelt, jeg producerede i 1983 om 80’er-holdet, havde betalt en ’høj mental pris’ i F.C. Barcelona. Han gad ikke rotteræset.

Charlton-opholdet holdt selvfølgelig ikke, hvad Simonsen troede, klubben havde lovet, og fra 1983 var han tilbage i Vejle Boldklub, som havde været afsættet til den strålende professionelle karriere fra begyndelsen af 70’erne, da han brød internationalt igennem ved De Olympiske Lege i 1972 på et landshold med Per Røntved som forsvarsklippen, og hvor han fra 1975 sammen med den tilsvarende talentfulde Henning Jensen bar den tyske Ruhr-klub igennem til tre mesterskaber på stribe.

Skabere af fortællinger

Tilbagevendt til barndomsklubben så jeg ham en råkold regnvejrseftermiddag i Herfølge, hvor talentet var intakt. Jeg husker især øjeblikket, hvor han afleverer en perfekt bold med brystkassen og løber frem for at modtage returen – der selvfølgelig aldrig kom. Simonsen var foldbold, hvor os på pressepladserne skrev fortællingen om den hjemvendte legionær, var det ham, der skabte fortællingen. Uden falbelader, uden at gøre andet end det nødvendige i enhver situation i spillet.

Det er det, jeg mener, når jeg jævnfører ham med Jesper Olsen, der på samme måde var rent talent og ikke så meget eftertanke. Man har i det store og hele glemt, at Jesper Olsens udligning til 2-2 i september 1982 efter en slalomtur, der satte fire granvoksne engelske forsvarere af i sidste minut af kvalifikationskampen mod England i Idrætsparken, var åbningen til 80’er-eventyret, der stadig står som det gyldne årti. Straffesparket på Wembley var konfirmationen. Og Olsens tilbagelægning i Mexico blev afslutningen.

EM-slutrunden i 1988 blev som bekendt en pinlig blamage med trætte mænd, der tabte alle tre kampe i den indledende runde. Da var Simonsen ikke længere med. En optræden i Mexico i 1986 og en afskedskamp senere samme år blev det til – indtil han fejrede triumfer i 2013-udgaven af ’Vild med dans’. Det var dog ikke talentet, men folkets kærlighed, der bar ham frem.

PS: Jeg skylder min gamle ven Georg Metz en undskyldning, da jeg i min klumme om blandt andre Per Høyer Hansen havde en klodset formulering, der kunne antyde, at Georgs oplysning om, at han aldrig havde hørt om Christian Eriksen før ulykken i åbningskampen, var en påstand. Efter en halv menneskealder med Georg ved jeg, at han aldrig er koket omkring sin uvidenhed. Den vedstår han. Og jeg siger undskyld.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Maj-Britt Kent Hansen

Heller ikke Vild med dans har jeg fulgt, men dog et par gange set Allan Simonsen på dansegulvet. Før ham havde en totalt urytmisk cykelrytter forsøgt sig. Skibby? Det kom tæt på at være et freak show.

Tilbage i 1983 arbejdede jeg i London. Dengang interesserede jeg mig heller ikke for fodbold. Og jeg blev kun opmærksom derpå, da en kvindelig dansk kollega kom på arbejde iført en trøje med nr. 10 på ryggen. Det var måske dagen efter kampen.

Hvem det nummer så ellers tilhørte, aner jeg ikke. Vist ikke Allan Simonsen. Men af Lasse Ellegaards beretning forstår man, at AS scorede det eneste og afgørende mål.