Amager Fælled
Læsetid: 3 min.

Bioetiker: Mennesket vinder hver gang. Indtil vandsalamanderen vandt i kampen om Fælleden

Vandsalamandere stopper midlertidigt det omstridte boligbyggeri på Amager Fælled. Det fastslog Planklagenævnet og Miljø- og Fødevarenævnet i sidste uge. Vi bliver nødt til at tænke natur- og miljøhensyn mere ind i vores handlinger, mener bioetiker
Der var demonstration igen i maj måned for besvarelse af Lærkesletten på Amager Fælled, hvor blandt andet vandsalamanderen holder til. I sidste uge vandt det lille dyr en sejr, da byggeriet på Fælleden blev stoppet.

Der var demonstration igen i maj måned for besvarelse af Lærkesletten på Amager Fælled, hvor blandt andet vandsalamanderen holder til. I sidste uge vandt det lille dyr en sejr, da byggeriet på Fælleden blev stoppet.

Finn Frandsen

Indland
12. juli 2021

En padde med svovlgul mave og små, hvide vorter på kroppens side, der måler op til 16 centimeter og går under navnet stor vandsalamander, har sat en midlertidig stopper for opførelsen af 2.000 nye boliger på naturområdet Lærkesletten på Amager Fælled i København.

Det har Planklagenævnet og Miljø- og Fødevareklagenævnet afgjort, efter en række organisationer, herunder Danmarks Naturfredningsforening og Amager Fælleds Venner, har klaget over byggeriet.

Begge nævn begrunder afgørelsen med, at »der efter oplysningerne i sagerne er et rasteområde for stor vandsalamander, som bliver fjernet ved realiseringen af projektet«, hvorfor de to nævn med øjeblikkelig virkning har valgt at sætte byggeriet på pause.

Den nyhed vakte i første omgang begejstring hos Mickey Gjerris, der er lektor i bioetik ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet. Begejstringen blev dog hurtigt afløst af frustration.

»Jeg synes, det er utroligt, at vi har nogle politikere, som ikke sørger for, at lovgivningen er på plads, inden de giver sig i kast med sådan et projekt her,« siger han.

Stor vandsalamander og dens levesteder er nemlig beskyttet gennem EU’s habitatdirektiv, hvilket betyder, at dens levesteder ikke må ødelægges. Dertil er den fredet gennem artsfredningsbekendtgørelsen, ligesom mange af de søer og vandhuller, den lever i, er beskyttet af naturbeskyttelsesloven.

Miljøstyrelsen har tidligere givet dispensation fra artsfredningsbekendtgørelsen til byggeriet, fremgår det af en afgørelse, som WaterTech har fået aktindsigt i. Men de bevæggrunde er ikke tilstrækkeligt belyst, mener klagenævnene, der i afgørelsen skriver, at en realisering af byggeprojektet »kan medføre uoprettelig skade på den økologiske funktionalitet af rasteområder for stor vandsalamander«.

Hvis du ødelægger en arts habitat, så forsvinder arten, konstaterer Mickey Gjerris. I lyset af en truende biodiversitetskrise, kan afgørelsen fra klagenævnene derfor synes håbefuld i hans optik. Men skal en enkelt art på en enkelt lokalitet virkelig have forrang for en bys udviklingsmuligheder?

En større bevægelse

Bebyggelse på Amager Fælled har længe været til heftig debat. Det mødte derfor også stor modstand fra både borgere og miljøorganisationer, da Københavns Borgerrepræsentation i februar 2021 fremlagde en lokal plan med 2.000 nye boliger på Lærkesletten.

Kommunens argument gik på, at der mangler flere og billigere boliger i København. Dertil kommer også, at kommunen i begyndelsen af 1990’erne solgte en del af fælleden til bebyggelse for at finansiere metrobyggeriet.

Mickey Gjerris giver ikke meget for argumentet om flere billige boliger i København.

»Byudvikling er ikke en naturgiven størrelse, tværtimod er det os, der bestemmer, hvordan den tegner sig.«

Derfor mener han, at politikerne hellere burde lave om på boligpolitikken, hvis de ønsker flere billige boliger i byen, frem for at ødelægge vandsalamanderens leveområde. I virkeligheden er det dog ikke vandsalamanderen, det handler om, forklarer han.

»Jeg ved godt, at de globale økosystemer ikke bryder sammen, hvis vi udrydder vandsalamanderen, men den repræsenterer en del af en større bevægelse, hvor vi mennesker bliver ved med at mene, at vores behov og præferencer er vigtigere end andre levende væseners.«

Og sådan kan det ifølge Mickey Gjerris ikke blive ved. Vi bliver nødt til at tænke natur- og miljøhensyn ind fra start, når vi opstarter projekter, der har indflydelse på andre levende væsener. Lige nu ser vi nemlig, hvordan arter forsvinder i galoperende fart både lokalt og globalt, siger han.

»Vi bliver nødt til at lære at begrænse os. Så kan det godt være, at den enkelte sag med vandsalamanderen kan virke ligegyldig, men pointen er, at der er tusindvis af de her sager hver dag, og hver gang vinder mennesket.«

Mickey Gjerris tør ikke gisne om, hvad udfaldet af den endelige afgørelse fra klagenævnene bliver. Den forventes at komme inden udgangen af januar 2022, når kommunen har redegjort tilstrækkeligt for, hvordan vandsalamanderen bliver påvirket af det kommende byggeri.

Han er dog ikke i tvivl om, at vandsalamanderne bør have forrang i forhold til byudvidelsen.

»Vi skal passe på vandsalamanderen, fordi den er et levende væsen, der har en plads i vores system. Den er en af de dyrearter, som vi fjerner hver eneste dag, og som vi ikke hører om, før det er for sent.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

John Damm Sørensen

Byggeriet på Lærkesletten blev standset med samme begrundelse som blev forsøgt anvendt i forbindelse med omdannelsen af den gamle TV-by i Gladsaxe. Sagen fra Gladsaxe gik glat igennem det hedengangne Naturklagenævn.
Som jeg ser det er forskellen, at man deporterede sagsbehandlerne til Viborg, og de tager nu grusom hævn på Amager og senest også på Bagsværd Sø

erik pedersen, Eva Ethelberg og Marianne Stockmarr anbefalede denne kommentar
erik pedersen

Håber naturen får fred ..,

Mvh Hanne Pedersen

Søs Dalgaard soesdalgaard@gmail.com, Gitte Loeyche, Rasmus Kristiansen, Ruth Sørensen, Ninna Maria Slott Andersen, Birte Pedersen og Asiya Andersen anbefalede denne kommentar
Eva Ethelberg

Deportering af sagsbehandlere efter afgørelse , man var utilfreds med - må vi høre mere om den sag!?

Dorte Sørensen

Håber også at dette stop kan få gang i den manglende opførsel
af de 25 %, der i loven er afsat til almene boliger og at disse kan gøres billige enten ved direkte boligsikring eller ved at skatter og afgifter, grundpriser osv bliver lavere for almene boliger. Det vil være et godt politisk træk i stedet for bare at råbe op om at så kommer der ikke nok billige boliger til lavindkomstfamilier, når dette byggeri bliver stoppet.

Lise Lotte Rahbek

Hvornår er nyopførte boliger blevet "billige" ?

Dorte Sørensen

Ja det er netop det de skal blive og er blevet lovet mange gange - at almene boliger skal være til at betale for "alminde lige familier". Men "almindelige familier" er efter byggeriet blevet mere og mere formuende.
Det er netop det Folketingets politiker skal få ændret, hvis de virkelig mener noget med deres tale om blandede bolig sammensætninger. Lav love så almene boliger kan opføres billigere og i alle boligområder - eller giv en boligsikring så lavtlønsfamilier har mulighed for at kunne betale huslegen.

Daniel Joelsen

En kæmpe stor tak til alle de mennesker, der lægger friviligt arbejde i at støtte og demonstrere for dansk natur. Uden dem ville naturen stå dårligere, og vi ville have meget mindre at glædes over. Tak!

Jimmy Hansen, Søs Dalgaard soesdalgaard@gmail.com, Lise Lotte Rahbek, Carsten Munk, Rasmus Kristiansen, Ruth Sørensen, Eva Kjeldsen, erik pedersen, Dorte Sørensen, Liselotte Paulsen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
John Damm Sørensen

Når letbanen omkring København står færdig,, vil et 1200 meter bredt og 21 kilometer langt areal være stationsnært. Her kan der bygges uendelig mange boliger på tidligere industrigrunde. Det vil være oplagt om Information følger op på lokalplanerne for dette mekka for entreprenører og undersøger hvor mange lavtlønnede, der får mulighed for at bo i denne nye ringby.

Helle Degnbol

Vandsalamanderen vandt.

Fedt!

Men fortæl, kære Information.
Hvad er perspektivet nu?
På baggrund af denne sag.
Mht. byggeriet, Amager Fælled, naturen?

Klaus Brusgaard

Overskriften berammer præcist sagens kerne; "vi" tror i vor selvforherligelse at det er mennesket imod naturen. I realiteten er det os selv vi bekæmper ved at mishandle den natur vi selv på godt og ondt er fuldstændigt afhængige af.