Inspirerende og spændende – men ingen nye guldkorn fra gamle aktivister

I fire tidligere artikler i denne sommerserie har læserne mødt tre unge klimaaktivister og fulgt med i deres samtaler med aktivister fra bevægelser tilbage i 1970’erne og 80’erne: rødstrømpebevægelsen, Organisationen til Oplysning om Atomkraft (OOA) og antiapartheidkampen. Her i seriens sidste artikel er turen kommet til at høre, hvad de tre unge fik ud af det.

Vi lægger ud med 23-årige Anna Bjerre, som er aktiv i Den Grønne Studenterbevægelse.

»Det var ret sjovt at være med. Jeg kender godt til historien om kvindebevægelsen og OOA, men det kommer tæt på, når man møder de folk og hører deres historie. Det har været meget fascinerende og et privilegium at møde dem,« siger hun.

– Kan erfaringer tilbage fra 1970'erne og 80'erne være relevante i dag?

»Ja og nej. Mest ja, for det er jo det, vi gør allerede. Vi bygger oven på erfaringer, som har en historie, vi er opmærksomme på. For eksempel at holde taler til demonstrationer eller have kampråb. Det gjorde man jo også for 50 år siden. Det er ikke nyt for mig, at de dengang har lavet spektakulære aktioner og mobiliseret. Det samme gør vi. Så det er bestemt relevante erfaringer, men de er ikke nye.«

»Det er gået op for mig, at i og med, at der ikke var noget helt nyt, vi kunne lære, så viser det, at vi allerede er ret skarpe. Vi praktiserer de ting og de råd for eksempel om et solidt fællesskab, et sted at gå hen, at vi skal blive på den politiske banehalvdel. Det ved vi allerede. Og det er da fedt at opdage og zoome lidt ud, for det kan man godt glemme, når man er midt i det.«

Ikke tid til tålmodighed

For Anna Bjerre var de konkrete aktioner mest inspirerende at høre om, og det er også dem, hun har fortalt videre til venner. For eksempel den aktion, hvor rødstrømperne lavede en sliske til barnevogne på trappen på Nørreport, fordi der ikke var elevator.

»Det er en fin historie. Det er fedt at blive mindet om, at man kan ret meget. Det at skabe folkelig opmærksomhed betyder ikke, at man behøver at gå ud i ekstreme ting for at være spektakulær.«

– Spørgsmålet om civil ulydighed har været et tema i samtalerne. Hvad synes du?

»Jeg har stor tiltro til, at hele klimabevægelsen står på, at vi godt kan bruge civil ulydighed og forstyrre den offentlige orden. Men vi kan ikke bruge vold eller hærværk. Den vej er vi ikke på vej ned ad, for vi tror ikke på, at det virker bedre.«

Hun peger på, at vold og hærværk ikke er »at gøre mere«, og at radikal aktivisme ikke er en »bedre« form for aktivisme.

»Det mest effektive er ja til civil ulydighed, ja til lobbyarbejde, ja til store demonstrationer. Det er den vej, vi alle vil hen.«

Hvis der skulle opstå ’økoterrorister’, der gjorde folk bange og brændte ting af, ville det ifølge Anna Bjerre være »sygt problematisk«. I den forbindelse bed hun mærke i, at aktivister i antiapartheidarbejdet i 1980’erne måtte bruge meget tid på at lægge afstand til BZ’ernes hærværk mod Shelltanke.

»Det lyder, som om antiapartheidbevægelsen faldt lidt fra hinanden, fordi de havde en masse diskussioner, om og hvordan man skulle tage afstand. Men så er det jo ikke længere sagen, man diskuterer, men kun aktionsformer.«

Men der er også ét punkt, hvor hun absolut ikke er enig.

»Tålmodighed, det har de alle snakket om, og jeg kan mærke, at det er jeg ikke helt med på. Ingen skal sige, at vi skal have tålmodighed. Jeg forstår godt, hvad de mener, men vores kamp har en anden udløbsdato end de kampe, de kæmpede. Så kravet om tålmodighed vil jeg ikke acceptere. Nej, det behøver ikke at tage tid. Vi kunne gøre tingene sindssygt hurtigt under pandemien. Klimakrisen er lige så akut, så hvorfor skal vi have så meget tålmodighed?« spørger Anna Bjerre.

Klare krav og civil ulydighed

For 14-årige Hannah Hagens fra elevorganisationen Fridays For Future har samtalerne været »virkeligt inspirerende«.

»Det er de ord, jeg vil bruge. Det har været meget lærerigt at høre deres personlige historier om aktioner og deres drivkraft. Jeg anede for eksempel ikke, at antiapartheidarbejdet havde været så stort i Danmark.«

– Kan erfaringer tilbage fra 1970'erne og 80'erne være relevante i dag?

»Nogle kan være meget relevante, for eksempel da de fortalte om, hvordan man kan henvende sig til befolkningen i klar tale med klare krav, der var nemme at forstå, som da rødstrømperne sagde om sliskeaktionen på Nørreport, at når man kan sende folk til månen, så kan DSB også sørge for en elevator på Nørreport. Det er et godt eksempel, fordi det er nemt at forstå for folk. Derimod tror jeg, at det er sværere at bruge deres erfaringer om mobiliseringsformer, fordi så meget i dag foregår på sociale medier.«

– Har du hørt noget, som du ikke allerede havde tænkt på?

»Der var selvfølgelig en masse aktioner, jeg ikke havde hørt om før, men der var ikke noget, hvor jeg tænkte: ’Åh, det har vi aldrig tænkt over eller overvejet før’.«

– Spørgsmålet om civil ulydighed har været et gennemgående tema i samtalerne. Hvad synes du?

»Efter samtalerne har jeg indtryk af, at de mest succesfulde aktioner ofte havde et element af civil ulydighed. Jeg har tidligere tænkt, at det var noget, vi skulle holde os fra, men hvis man kan lave aktioner, der samtidig er tilgængelige for alle, så det er sikkert noget, vi i Fridays For Future skal tænke over.«

Det høflige ungdomsoprør

Hvis 29-årige Nynne Juul fra Extinction Rebellion skal være »bundærlig«, så har det været »spændende, motiverende og inspirerende«.

»Det var rart at tale med ældre, der godt forstår, at man handler, som man gør, og som selv har været i gang med det samme. Men der har ikke været nogle konkrete værktøjer eller metoder, som var revolutionerende og nye. Underskriftsindsamlinger, aktioner og kampagner og den slags, det er jo alt sammen ting, jeg kender til og har arbejdet med. Så jeg tager det som et udtryk for, at vi ikke er tabt bag en vogn, men har fat i den lange ende,« siger hun.

Hun er til gengæld imponeret over den fasthed, de gamle aktivister har haft i samtalerne.

»De står stadig fast på, at det var det rigtige. Hvis man kan komme til månen, kan man også bygge en elevator på Nørreport, og hvis man kan stoppe hele verden på grund af pandemien, så kan man også gøre det med klimakrisen. Det har været en god reminder om at stå fast, og at vi har ret. Det giver motivation til at fortsætte.«

For Nynne Juul har de radikale aktioner været de sjoveste at høre om. Hun peger blandt andet på en række aktioner med et rødt håndaftryk. Gennem længere tid fik Sydafrikakomiteen en række kendte musikere, skuespillere og folketingsmedlemmer til, trods stor politimodstand, at sætte et rødt håndaftryk på den sydafrikanske ambassade i Hellerup i protest mod apartheid.

»Man må gerne være konfronterende og radikal, når man siger fra over for uretfærdighed. Det var fedt at høre om de aktioner, og om at de stadig kunne få kendisser og skuespillere til at være med. Hvis de kunne få opbakning derfra med deres metoder, så kan vi vel også,« siger hun.

»Det var også meget inspirerende at høre, hvordan de kunne mobilisere til en kamp, der var så langt væk fra Danmark som Sydafrika. Vi føler ofte i klimakampen, at det er svært at konkretisere, fordi vi ikke rigtigt mærker klimakrisen i Danmark. Men Danmark udleder også CO2.«

Hun er også imponeret over »den lethed« i forhold til at blive anholdt eller besætte et hus, som de ældre aktivister flere gange har talt om.

»Det må have været en anden tid, hvor man tog lettere på det. Eller også er vi for høflige. Det høfligste ungdomsoprør, er vi klimaaktivister jo blevet kaldt. Måske er der ikke grund til længere at være så høflig og gå i gang med at besætte og være mere radikale.«

Efter samtalerne har hun tænkt over, at der må sidde en hel generation af »mega seje aktivister«, der engang har været topdedikerede og samtidig haft en fed tid.

»Dem kunne vi da godt bruge. Det ville være fedt at mærke deres engagement, hvis de tog aktiv del i klimakampen, hvad nogle af dem også gør. Men vi kunne savne dem lidt, for klimabevægelsen i Danmark er en meget ung bevægelse, hvor man godt kan ende med at føle sig lidt alene. Det ville være så dejligt at se andre generationer, som er engagerede og har det i sig.«

Hermed er serien slut.