I fire tidligere artikler i denne sommerserie har læserne mødt tre unge klimaaktivister og fulgt med i deres samtaler med aktivister fra bevægelser tilbage i 1970’erne og 80’erne: rødstrømpebevægelsen, Organisationen til Oplysning om Atomkraft (OOA) og antiapartheidkampen. Her i seriens sidste artikel er turen kommet til at høre, hvad de tre unge fik ud af det.
Vi lægger ud med 23-årige Anna Bjerre, som er aktiv i Den Grønne Studenterbevægelse.
»Det var ret sjovt at være med. Jeg kender godt til historien om kvindebevægelsen og OOA, men det kommer tæt på, når man møder de folk og hører deres historie. Det har været meget fascinerende og et privilegium at møde dem,« siger hun.
– Kan erfaringer tilbage fra 1970'erne og 80'erne være relevante i dag?
Jeg kan lige oplyse, at i snart tre år har der været afholdt Klimapåmindelse i Rigsdagsgården hver torsdag kl. 8.30-10.00 med efterfølgende Klimacafé. Vi er mest folkepensionister, men somme tider lægger unge vejen forbi, og vi har haft et godt samarbejde ind imellem. Nogle af os tager også ud til andre demoer og støtter, hvor vi kan.
Vi har meget at tale om og har mange gode diskussioner også pr mail. Desuden har vi en musikgruppe, og vi har skrevet over 50 klimasange.
Vi starter op igen 2.sept.
Hej og tak for at I træder frem...
I min familie har vi mange frustrationer over at klimakampen går for langsomt, når vi tænker på lovgivning. Men fx kvindekampen som bevægelse var meget hurtigere og mere progressiv end netop lovgivningen. Det var i den måde, bevægelsen blev del af hele generationens bevidsthed. Og det er forhåbentlig det, som sker nu mht bevidstheden om klimaet.
Det kunne være dejligt med nogle klare paroler, som den fra slut-70'erne Ingen A-kraft til din elektriske tandbørste - som ville give noget signatur omkring at være på klimaets side.
Endelig lod mange forbrugerne i mange år være med at købe importeret frugt fra Sydafrika fra, så man kan man altså også godt få folk til at fravælge klimabelastende ting.
Måske skal man også generelt være opmærksom på ikke at tage nogle skel med sig i argumentationen, selv om jeg tilhører en bestemt generation er det ikke mig der har brugt al det varme vand, så hvis jeg bliver kaldt boomer eller får skyld for at stjæle for mine børnebørn, så kniber det måske med mobiliseringen.
Ses i kampen...
I Bedsteforældrenes Klimaaktion har det ofte været debatteret, hvorfor vi ikke er flere af vores generation og især nok vores børns generation, de unges forældre, der er tydelige og til stede i kampen for at råbe politikerne op og gøre dem trygge ved at tage de modige beslutninger, der skal tages. Det kunne være rigtig interessant at få medieopmærksomhed på den del.
I mange samtaler med de generationer, viser det sig ofte, at der er stor enighed om, at der skal handles hurtigere end vi gør, og at mange synes, de også gør det…men det er i små ting, som affald, genbrug…i virkeligheden er min oplevelse, at mange dukker sig og håber, at regeringen har ret i, at vi ikke behøver at ændre vaner, at teknologien klarer det, så vi kan leve videre, som vi plejer. Det er SÅ svært at tage flødeskumskagen ud af munden, når den er på vej ind. Selvom klimaet viser tænder overalt på kloden. Hvordan bærer vi os ad med at lukke øjnene for det?
Der har været gode forsøg på stærke paroler, som Klimalov Nu, Vi har kloden til låns, Der er ingen planet B, Pas på min jord til jeg blir stor. Men de skal stå stærkere og meget gerne formidles med symboler, der er tydelige i gadebilledet. Tror jeg virker bedst. Som en hånd under en klode.
Bedsteforældrenes Klimaaktion har landsmøde i august og deltager aktivt på Klimafolkemødet i Middelfart 2.-4. Sept. Vi vil meget gerne være flere.