Jakob Ellemann vil stå i spidsen for et borgerligt klimaprojekt

Jakob Ellemann-Jensen har gjort sig en erkendelse. Har man fulgt en smule med i dansk klimapolitik det seneste halvandet år, vil den måske ikke virke overraskende, men Venstre-formanden har som sådan ikke sat direkte ord på den før. Så han begynder interviewet med at gøre det:

»Vi har i mange år været fodslæbende på klimadagsordenen. Jeg ville ønske, at jeg kunne sige noget andet, men det har vi jo,« siger Ellemann.

En lærdom fra folketingsvalget i 2019 er, at politikerne bliver bedømt af vælgerne på, om de med Jakob Ellemanns ord »er villige til at erkende, at klimaet er vores generations ubetinget største udfordring«.

»Nogle af os var langsomme i optrækket, mens andre var hurtige. Men jeg skal hilse at sige, at vi (Venstre, red.) er der i dén grad nu. Jeg er der i den grad nu,« siger han og lægger tryk på jeg.

For Jakob Ellemann, der i Løkke-tiden selv havde ansvar først som politisk ordfører og siden som minister, er erkendelsen en del af et større ærinde. Lederen af oppositionens største parti ønsker at »tegne og stå på mål for« et nyt borgerligt klimaprojekt.

Med det ene ben på vej på sommerferie sidder han på sit kontor, klar til at give sit bud på, hvad en borgerlig klimaomstilling egentlig er for en størrelse. Og hvorfor Venstres vision for et grønnere Danmark ifølge ham er bedre for både klimaet og økonomien end venstrefløjens og Socialdemokratiets.

»Man skal passe på ikke for ofte at blande politik og moral, men vi har en moralsk forpligtelse over for den næste generation. Og jeg tror på, at vi som borgerlige har bedre og mere effektive løsninger til at levere et mere velstående samfund og en grønnere fremtid videre til vores børn,« siger Jakob Ellemann-Jensen.

Emilie Lærke Henriksen

I øvrigt er det politisk nødvendigt, mener han. Skal de borgerlige have en chance for at vinde næste valg, må og skal de kunne overbevise vælgerne om, at de kan stå i spidsen for en ambitiøs klimapolitik. Pointen står skrevet i den store valgundersøgelse, der er foretaget af valgforskerne Kasper Møller Hansen og Rune Stubager og netop udgivet i bogen Klimavalget.

På tværs af alle aldersgrupper toppede klimaet dagsordenen ved valget i 2019. Men når vælgerne i dag tænker grønt, tænker de fleste rødt. Og af de afgørende vælgere, der skiftede fra blå til rød blok, har 72 procent angivet klimaet som et af de vigtigste problemer. Som professor Kasper Møller Hansen sagde til Altinget.dk, er det derfor »meget vigtigt, at nogle partier i blå blok kan give vælgerne en forsikring om, at de ikke nøler, men kan håndtere klimaspørgsmålet«.

»Det er en drejning, og det skal vi (Venstre, red.) også erkende politisk og agere efter. Og jeg kan også mærke på vores bagland, at det fylder mere og mere,« siger Jakob Ellemann.

Klima som forudsætning for velfærd

Set fra Ellemanns synspunkt har de borgerlige en betydelig fordel i klimapolitikken. Modsat regeringen og støttepartiet SF er Venstre villige til at bruge pengene fra det økonomiske råderum på klimapolitik og ikke på ekstra velfærd.

Han giver et par eksempler:

Mens regeringen har afsat to milliarder kroner til at udtage landbrugets kulstofrige lavbundsjorde, vil Venstre bruge fem milliarder. Og mens regeringen og dens støttepartier i vinter indgik en aftale om 775.000 grønne biler i 2030 finansieret af afgiftsstigninger, ville Venstre investere i at få én million grønne biler ved hjælp af råderummet. Af samme årsag står partiet i dag uden for aftalen.

Eksemplerne udstiller ifølge Jakob Ellemann den konflikt mellem klima og velfærd, som Socialdemokratiet befinder sig i. Han ser klimaomstillingen som selve den mørtel, der i fremtiden skal bruges til at opretholde velfærdssamfundet. Ligesom regeringen argumenterer han med, at vi som foregangsland skal skabe velstand og jobs ved at udvikle de nye grønne løsninger. Forskellen ligger i, at den ambition ifølge Venstres partiformand lige nu kræver, at vi prioriterer klima over ekstra velfærd.

»Vi bliver nogle gange angrebet for at ville tilbagerulle dele af velfærdssamfundet. Det passer ikke. Jeg elsker velfærdssamfundet. Men hvis vi vil begge dele, så må og skal vi sikre, at vi prioriterer den grønne omstilling i stedet.«

»Jeg forstår godt på den korte bane, at de røde partier vil prioritere råderummet på velfærd, for det er rigtigt rart. Ja ja, men det andet er en forudsætning for, at vi har en planet. Altså gider I lige … Det kan godt være, at de børn, vi sender i børnehave nu, får nogle dejlige minimumsnormeringer. Men det er jo ligegyldigt, hvis deres plejehjem er oversvømmet om 80 år.«

Jakob Ellemann fastholder dog, at Venstre ikke vil vige fra sit velfærdsløfte om, at velfærden skal følge den demografiske udvikling og dermed ikke bliver forringet i forhold til niveauet i dag.

Men så længe klimapolitikken er offer for konflikten, vil omstillingen blive udskudt, og det er der hverken råd eller tid til, mener han.

»Vi skal turde prioritere økonomien til den grønne omstilling og sige, at det er ikke et valg mellem at være grøn eller rød. Det må ikke blive et dilemma. Og derfor mener jeg, at vores løsning er bedst – for vi har ikke det dilemma. Den grønne løsning, den er blå,« siger Jakob Ellemann-Jensen.

»Mette Frederiksen siger, at hun er rød, før hun er grøn. Og det er godt nok også noget nemmere at være grøn, samtidig med at man er blå. For de to ting forudsætter nemlig hinanden.«

Nogle vil måske omvendt mene, at årsagen til Venstres egen sene klimabevidsthed skal findes i selve det liberale dna. Idealer som et frit marked med minimal regulering og krav til virksomheder rimer ikke nødvendigvis godt på en offensiv klimapolitik, der griber ind over for måden at producere og forbruge på. Men for Ellemann-Jensen passer klimaomstillingen »perfekt« ind i fortællingen om Venstres idealsamfund.

»Hvis vi evner at lave koblingen mellem omstillingen og en vækst i arbejdspladser og i dansk økonomi, så er det jo det, vi står for. Vores ønske er at sikre dig bedre valgmuligheder, og din frihed bliver alt andet lige større, når du har noget at vælge imellem. Og det er nemmere at have et valg, når økonomien tilsiger, at der er flere ting på hylderne,« siger han og holder en kort pause.

»Derfor kan det også undre, at vi i mange år har været så fodslæbende på klimadagsordenen.«

70 procent er mejslet i granit

Ikke alle borgerlige deler Ellemanns ambitioner. To af de partier, der eventuelt skal gøre ham til statsminister, Nye Borgerlige og Liberal Alliance, ønsker tværtimod et opgør med klimaloven og dens målsætning om 70-procents CO2-reduktion i 2030. Og nok har Dansk Folkeparti flyttet sig langt, siden Pia Kjærsgaard udbasunerede sit »klimatosser«, men partiet har også flere gange opfordret til at sænke målet til 60 procent. Så findes der overhovedet et fælles borgerligt klimaprojekt, som vælgerne kan stole på?

»Ja, det tror jeg,« svarer Ellemann. »Det handler om, at en ambitiøs grøn omstilling og en grøn markedsøkonomi i vækst er grundlaget for vores fremtidige velfærd. Det er det, der skal skabe velstand gennem vækst, og velstand giver velfærd.«

– Det er muligt, men LA’s leder, Alex Vanopslagh, sagde for nyligt, at »det er ret ligegyldigt, hvad vi gør i Danmark i forhold til 2030-målet«. Det er umiddelbart meget langt fra dit udgangspunkt?

»Jeg hørte det godt. Det, jeg tror han mente, var, at Danmarks udledninger isoleret set er meget små. Og ja, men det er jo ikke et argument, jeg kan bruge over for Skat, når de ringer og siger, jeg skal betale; at det kan være det samme, for mit bidrag er meget lille.«

»Personligt har jeg også måttet erkende, at blandt de ting, der gjorde, at jeg ville ind i politik, er der lige kommet en gigantisk udfordring mere. Jordens bestående. Vores børns og børnebørns fremtid. Og den er jeg ikke villig til at gå på kompromis med,« siger Jakob Ellemann.

Emilie Lærke Henriksen

»Det kan ikke bare være det samme. Alle i verden skal bidrage, og vi er et af verdens rigeste lande, så hvis ikke vi kan gøre det hér, hvordan pokker kan vi så stille krav til andre lande om at gøre det?«

– Så hvis du vinder næste valg på et blåt mandat, så står 70-procentsmålet stadig mejslet i granit?

»Ja, det gør det. Jeg tager det sindssygt seriøst, og jeg køber ikke den der med, at vi bare er en lillebitte pyt i det kæmpestore Atlanterhav. For vi er eddermame en vigtig pyt, og vi må og skal komme i mål, det er dødsensvigtigt.«

Farlig klimanationalisme

Der er noget forunderligt ved at høre Venstres partileder omtale klimapolitikken i så kraftige moralske vendinger. Vi skal ikke længere tilbage end sidste valgperiode, før selvsamme parti skrottede klimamålet for 2020 og prædikede »grøn realisme«. Underforstået: Klimapolitikken var virkelighedsfjern.

Jakob Ellemann er heller ikke den første Venstre-formand til at nå til en grøn erkendelse. Som statsminister brugte Anders Fogh Rasmussen (V) præcis samme ord, da han i 2008 sagde, at Venstre havde været for »fodslæbende« i klimapolitikken. 

Den nuværende Venstre-formand ser dog også en fare for, at omstillingen kan ende i det, han kalder »klimanationalisme«. At klimapolitiske tiltag i Danmark blot får den konsekvens, at udledningerne skubbes til udlandet. Sker det, er klimakrisen lige vidt.

Han tøver i sin talestrøm og beklager de »lidt mere forsigtige« formuleringer.

»Når jeg siger det her, bliver jeg ofte beskyldt for, at jeg ikke mener de 70 procent. Jo, jeg gør. Det gør jeg. Punktum.«

»Men vi kan ikke sidde med tunnelsyn og bare stirre på de 70 procent inden for landets grænser. Det nytter ikke at lade, som om der er en osteklokke ud over Danmark.«

– Den del fylder jo meget i debatten, så hvem er det, der ikke tager højde for det?

»Når vi diskuterer landbrug, siger venstrefløjen, at vi skal skære i den animalsk produktion. Men i Danmark er vi dygtige til at holde udledningerne fra dyrene nede, og folk holder ikke op med at spise kød, bare fordi vi ikke producerer det. Så det at sige, at så er vi ligeglade med, om det produceres i Ukraine eller Polen, hjælper ikke. Det vil bare skubbe arbejdspladser ud af landet. Det er dårligt for verdens klima og for dansk økonomi.«

Det betyder ikke, at landbruget ikke skal bidrage, forsikrer han. Men det vender vi tilbage til.

Et andet eksempel er ifølge Jakob Ellemann den grønne bilaftale, hvor regeringen regner med, at flere danske dieselbiler vil tanke i Tyskland frem for herhjemme.

»Det tæller så ikke på vores CO2-udledning, og dét er klimanationalisme. Og ligesom alle andre former for nationalisme, så er det farligt og ødelæggende for verden,« siger han.

Det mest effektive våben

For det gamle landbrugsparti har en svær diskussion altid været, hvordan og hvor meget landbruget skal tvinges til at bidrage til klimamålene. Ikke desto mindre vil dansk landbrug uden nye tiltag i 2030 stå for 46 procent af Danmarks klimabelastning, og ifølge eksperter kan det se sort ud for 70-procentsmålet uden en markant indsats i landbruget.

På Christiansborg forhandles der for tiden om landbrugets fremtid, men processen går trægt, og de færreste forventer en aftale på denne side af sommeren. Hvad angår selve klimadelen af forhandlingerne, er Venstre »sådan set enige« i regeringens udspil, siger Ellemann.

»På klimadelen vil vi kunne lave en aftale meget, meget hurtigt,« siger han.

»Det er på kvælstofdelen, hvor jeg ser udfordringer.«

Man kan her indvende, at det ikke er nok at være enig med regeringen. Hvis V-formanden synes, at det går for langsomt i klimapolitikken – hvad han gør – må han have en vej til at gøre det hurtigere. Hvordan?

»De ting, som vi har foreslået – og finansieret – handler dels om en større udtagning af lavbundsjorde, en større ambition på grønne biler og flere penge til den tunge transports grønne omstilling,« siger han.

Det borgerlige klimaprojekt kan ifølge Venstre-formanden skrives ud fra en grundlæggende tro »på markedet og det kapitalistiske system«.

»Vores rolle som politikere er ikke at pick the winner, men at give erhvervslivet de bedste klimamæssige rammer. At dæmme op for de markedsfejl, der er i relation til klimaet. Og det gør vi ved at lave en ensartet CO2-afgift, som er bred og dækker over hele paletten. Så skal markedskræfterne nok sørge for at skubbe i den rigtige retning,« siger Ellemann.

En sådan CO2-afgift er af eksperter blevet udråbt som det mest effektive våben i klimakampen. Flere partier fra højre mod venstre støtter tiltaget, men særligt regeringen er tøvende, og afgiftsreformen er lige nu parkeret i en ekspertgruppe.

– Skal den CO2-afgift også gælde udledningerne fra landbrugets svin og kvæg?

»Vi har et problem der, hvor vi ikke fysisk har noget alternativ. Når du ser på selve koen, så bliver vi nødt til at prioritere forskningen i det. Køer bøvser, og det kan vi lige nu ikke nedbringe uden at sende dem til Polen. Og det vil i min optik være klimanationalisme. Produktionen af fødevarer derefter kan vi sagtens smække den her CO2-afgift på, men selve udledningerne fra dyrene bliver vi nødt til at tage stilling til senere.«

– Vismændene har sagt, at hvis man lemper kravene til landbruget i forhold en klimaafgift, vil omstillingen koste samfundet tre gange så meget. Hvem skal så betale for det?

»Jo, men vi skal heller ikke friholde landbruget. Landbruget skal være en del af det.«

– Så vi skal have en CO2-afgift i hele samfundet og på landbrugets maskiner og andet, men ikke på udledningerne fra dyrene?

»Ja. Det er også noget af det, ekspertgruppen kigger på.«

– Hvis klimaet er så vigtigt for jer, hvorfor gjorde I så ikke mere, sidst I sad i regering?

»Det er et godt spørgsmål,« svarer Ellemann.

»Det er kommet mere på dagsordenen for alle, særligt også i Venstre. Det er også derfor, vi stemplede ind i klimaloven. Hvis der er et område, hvor jeg har rykket Venstre, er det vel her,« siger han.

»Personligt har jeg også måttet erkende, at blandt de ting, der gjorde, at jeg ville ind i politik, er der lige kommet en gigantisk udfordring mere. Det bliver altid så dramatisk, men altså, det er klodens bestående, vi taler om. Vores børns og børnebørns fremtid. Og den er jeg ikke villig til at gå på kompromis med.«