Det er et af klimakrisens velkendte paradokser: Selv om de fattige ulande historisk har belastet klimaet mindst, rammes de hårdest af konsekvenserne. Under FN’s klimatopmøde i København i 2009 forpligtede verdens rige lande sig derfor på økonomisk at støtte udviklingslandenes grønne omstilling og klimatilpasning.
Men trods flere års kritik fortsætter Danmark med at finansiere størstedelen af sin klimabistand med penge fra udviklingsbistanden. Det selv om Danmark og 22 andre lande dengang lovede, at klimabistanden skulle bestå af »nye og additionelle« midler.
»Danmark lever stadig langtfra op til sine løfter,« siger Lars Kock, politisk chef i Mellemfolkeligt Samvirke.
Rasmus Stuhr Jakobsen, direktør i organisationen Care Danmark, er enig:
»Skåret ind til benet er det verdens fattigste og dem, der lider allermest under klimaforandringerne, som får lov at betale regningen,« siger han.