I 2011 rejste Mogens Lykketoft sammen med Udenrigspolitisk Nævn til Afghanistan. Gruppen af politikere skulle blandt andet besøge en værkstedsskole i Lashkar Gah i Helmand-provinsen, som Danmark havde sponsoreret. For sideløbende med den militære indsats var Danmark engageret i opbygning af civilsamfundet.
Han husker, hvordan de stod inde i skolen med hjelme og fragmentationsveste på for at hylde og fejre den særlige indsats, Danmark havde gjort for de unge afghanere. På det tidspunkt var det knap ti år siden, at Vesten havde indledt krigen i Afghanistan, og fem år siden, at danske kampstyrker drog til Helmand-provinsen. Og mens han stod der under fuld bevogtning og med sikkerhedsudstyr fra maven og opefter, tænkte han over, hvor flygtigt det hele virkede.
»Jeg havde den der tvivl om, hvad det egentlig var, vi gjorde, og hvordan det ville komme til at ende. Og hvor er vi i dag?« spørger Mogens Lykketoft, som Information møder til en snak om den snart afsluttede krig i Afghanistan.
»I dag er situationen, at Lashkar Gah er totalt kontrolleret af Taleban, og jeg ved ikke, hvad der er blevet af den skole.«
Til efteråret er det 20 år siden, at Danmark på et FN-mandat gik med ind i Afghanistan. I den tid har Mogens Lykketoft fulgt krigsindsatsen og været en del af vigtige beslutninger som udenrigsminister, udenrigsordfører, medlem af udenrigspolitisk nævn og formand for FN’s Generalforsamling.
Og nu, hvor mange frygter, at Taleban vil tage kontrollen over Afghanistan, ser han tilbage på en krig, som han alt i alt betragter som en tragedie.
»Der er frygteligt meget, der tyder på, at Taleban faktisk vil tage det meste af landet i sin besiddelse, og så er vi ikke nået særligt meget længere, end da vi startede.«
En hurtig mission
Allerede dagen efter angrebene på World Trade Center og Pentagon i USA den 11. september 2001 aktiverede NATO artikel fem, som betød, at et angreb på USA var et angreb på dem alle.
USA’s daværende præsident, George W. Bush, krævede, at Afghanistan udleverede Osama bin Laden samt ledende personer i hans terrornetværk, al-Qaeda. Hjemme i Danmark var Poul Nyrup Rasmussen (S) statsminister lidt endnu, og med ham i regeringen sad Mogens Lykketoft som udenrigsminister.
Den socialdemokratiske regering mente, at USA’s krav var »klare og berettigede«.
»Danmark bakker fuldt og helt op om dem. Jeg har sagt det før, og jeg vil gerne sige det igen til USA: Vi er med jer hele vejen,« sagde statsministeren.
Regeringen vurderede dog også, at Taleban-styret næppe ville udlevere bin Laden og hans folk. Et angreb var derfor lige rundt om hjørnet, og statsministeren udtalte, at det ville blive begyndelsen på en årelang kamp.
»Det vil tage år at fjerne terrorismen fra vores verden. Det kræver en global alliance, der omfatter alle NATO-lande, alle europæiske demokratier og arabiske lande, så indsatsen bliver så effektiv som muligt. Danmark skal være med hele vejen fuldt og helt,« sagde Poul Nyrup Rasmussen.
Ifølge Mogens Lykketoft var beslutningen om, at et angreb på USA var et angreb på os alle, en beslutning, som kunne fortolkes. Modstanderen var nemlig ikke særlig veldefineret, og det har været et problem hele vejen igennem, mener han.
»For hvem var det egentlig, vi sloges med?« spørger han.
»Vi var jo ikke i tvivl om, at Taleban samarbejdede med – og måske endda havde integreret – al-Qaeda-folk i deres styrker, og at det derfor var legitimt at intervenere for at fjerne de folk, der havde været bagmænd for angrebet den 11. september. Men derfra har der været utrolig stor uklarhed om, hvad missionens mål var, og hvornår den var afsluttet.«
Det tog få dage at vælte Taleban-styret i Kabul. Herefter begyndte man at forfølge de folk, som havde tilknytning til al-Qaeda i Tora Bora-bjergene. Anders Fogh Rasmussen (V), som havde overtaget statsministerposten i december 2001, besluttede, at danske specialstyrker skulle hjælpe. Det var Mogens Lykketoft kritisk over for.
Mogens Lykketoft mener, at man kan bidrage langt mere til verdens sikkerhed ved at bruge færre militære midler til gengæld for mange flere humanitære og civile ressourcer rundt om i verden. Det er lektien.
»Min indstilling var både i den afgående regering og efterfølgende, at det havde været bedre at melde sig – som andre vesteuropæiske lande gjorde – som en del af en fredsbevarende styrke med vores mere traditionelle deltagelse i FN’s fredsbevarende operationer end at sende specialstyrker ud i Tora Bora-bjergene,« siger Mogens Lykketoft.
– Men i 2001 var du udenrigsminister for en regering, hvis statsminister sagde, at I var med USA hele vejen?
»Det tror jeg, at jeg allerede dengang problematiserede. Der har i dansk politik inden for partierne været diskussioner om, hvor langt man skal følge Amerika. Det er ikke kun i forhold til Afghanistan. Det er i særklasse i forhold til Irak, men i min ungdom også Vietnam, selv om vi ikke havde styrker der. Jeg har altid været af den opfattelse, at vi ikke altid kan identificere os med den måde, USA vil tackle verdens problemer på.«
Mogens Lykketoft ser mange lighedspunkter mellem Afghanistan-krigen og Vietnam-krigen, som han brugte meget af sin ungdom på at demonstrere imod. Begge krige har ifølge ham illustreret, at uanset hvor meget det handler om at skabe frihed og sikkerhed for en befolkning, så er muligheden for at besidde kontrollen i et land, hvor befolkningen ikke vil have én, meget begrænset.
»Og så kan man have alle mulige funderinger og synes, at det er utroligt mærkværdigt, at afghanere identificerer sig med en bevægelse som Taleban, men sagens kerne er, at uanset hvor stort militærbudgettet er, så er det svært at få kontrol med et land og en befolkning, som i grunden bare vil af med de fremmede,« siger han.
Samtidig besluttede USA i 2003 at gå ind i Irak, og det har ifølge Mogens Lykketoft været medvirkende til, at Afghanistan ikke blev en succes.
»Der var en bedre chance for, at det kunne blive en succes, hvis man ved årsskiftet i 2002 havde koncentreret sig om at etablere et effektivt og ikkekorrupt styre i det Afghanistan, man havde fået kontrol over. Men der skete jo det, at opmærksomheden på Afghanistan aftog meget hurtigt, fordi Bush-regeringen havde fået den forestilling, at de skulle invadere Irak for enhver pris.«
– Burde man have stoppet krigen, så snart man havde afsat regeringen i Kabul?
»Ja, man burde måske bare have foretaget en nålestiksoperation for at få al-Qaeda ud af vagten. Og herefter trukket sig ud,« siger han og tilføjer:
»Det er tankevækkende, at USA’s nuværende præsident siger, at de aldrig har været der for at lave statsopbygning. I det lys burde vi have trukket os allerede dengang.«
Tvivlsomme fremskridt
Men krigen stoppede ikke. Tværtimod. I 2006 valgte Danmark med Socialdemokratiets opbakning at sende danske styrker til Helmand-provinsen. Et argument for at blive i krigen var i den danske debat, at vi skulle hjælpe landet med at bygge staten op igen, sikre demokrati og hjælpe piger med at komme i skole.
Da Danmarks deltagelse var på sit højeste, var 750 soldater udsendt. I løbet af krigsårene er 43 soldater blevet dræbt i kamp. Indsatsen i Helmand var Danmarks mere kontroversielle deltagelse i krigen, mener Mogens Lykketoft. Målet var nemlig at genoprette den afghanske regerings kontrol med provinsen, men spørgsmålet er i dag, siger han, om der nogensinde havde været en centralregering med kontrol i Helmand.
»Afghanistan har altid været et stammesamfund med i bedste fald en svag regering. Man var godt klar over, at det var en hårdere mission end dem, Danmark hidtil havde bidraget med, men der var ikke en ordentlig analyse af, hvor langt vi var fra at have kontrol i området. Derfor blev det så langstrakt og så blodigt med så mange civile og militære tab.«
I 2014 blev de danske kamptropper trukket ud af Afghanistan, og op til i dag har et mindre antal danske styrker hjulpet med træning og uddannelse af den afghanske hær.
Mogens Lykketoft har været med i beslutningsprocessen omkring Afghanistan hele vejen igennem, og undervejs har der været mange briefinger og rapporter, som har peget på, at krigen var ved at vende, eller at de vestlige styrker fik fremgang, fortæller han.
I dag tvivler han på, at de fik hele historien fortalt.
»Jeg kan huske forelæsninger, vi har fået fra militæreksperter om, at nu var man ved at udrydde opiumsdyrkningen og erstatte det med noget andet. For ti år siden, da vi besøgte Kabul med Udenrigspolitisk Nævn, sagde de derude, at det gik rigtig godt, men at der lige var noget, man manglede.«
»Man må sige nu, set i bakspejlet: Hvor realistisk var den fremstilling egentlig?«
Lektien
Når politikere og andre tilhængere af krigen skal forsvare indsatsen, bliver det for det meste påpeget, at tusinder af børn og unge afghanere, ikke mindst piger, er kommet i skole og har fået en uddannelse. Samtidig har flere borgere i landet fået øjnene op for, at der er et demokratisk alternativ til Taleban. Og disse succeser skal man heller ikke fornægte, mener Mogens Lykketoft.
»Særligt koncentreret omkring Kabul og nogle af de større centre er det lykkedes et langt stykke hen ad vejen at få unge i uddannelse. Mange klamrer sig til et håb om, at der vokser en ny generation op, som ikke vil affinde sig med den her opfattelse af verden, som Taleban abonnerer på,« siger han.
I det omfang det lykkes at forsvare Kabul mod at blive totalt overtaget af Taleban, er der stadig en chance for, at Vestens indsats for at uddanne folk, især piger, får lov til at overleve, mener Mogens Lykketoft. Men han ser også en stor risiko for, at Taleban vurderer, at de er så militært overlegne, at de kan overtage hele landet og derfor ikke har interesse i en fredsaftale med Kabul-regeringen.
»Den frygt har man jo, fordi man kan se, at der er store dele af den afghanske hær, som bare overgiver sig. De kæmper ikke længere alle vegne i hvert fald. Det er oppe i luften, hvordan det helt præcis ender, men der er nok ingen tvivl om, at langt størstedelen af landets areal vil være behersket af Taleban.«
Når man i den nuværende situation ser tilbage på krigens tab – militære såvel som civile, der er løbet op i mange gange den 11. september – samt de økonomiske omkostninger, er der for Mogens Lykketoft ingen tvivl om, at krigen var en fejl.
»Man kan sige, at det er tragisk, beklage det og så videre. Men det vigtigste er nu, at vi skal lære af det.«
Og der er én ting, som alt fra Vietnam til Afghanistan og Irak har overbevist ham og også dem, der sidder i den amerikanske regering, om i dag, påpeger Mogens Lykketoft:
»Og det er, at selv om man har halvdelen af verdens militære bistand, så har man faktisk ikke mulighed for at kontrollere udviklingen i fjerne, mærkelige lande som dem her.«
Det betyder også, mener den tidligere udenrigsminister, at man kan bidrage langt mere til verdens sikkerhed ved at bruge færre militære midler til gengæld for mange flere humanitære og civile ressourcer rundt om i verden. Det er lektien.
»Hvis man tager både krigen i Afghanistan og Irak, så er der en meget stor del af denne verdens menneskelige problemer, som kunne være løst, hvis de penge var blevet brugt til at skaffe rent vand eller vedvarende energi.«
Nyttede krigen i Afghanistan?
Med de vestlige tropper ude af Afghanistan markeres enden på en 20 år lang krig og Danmarks længste og mest omfattende krigsdeltagelse i nyere tid. Information ser igennem centrale personer tilbage på krigen og spørger, om den har nyttet
Seneste artikler
Jeppe Kofod om Afghanistan-krigen: Vi skal lære af fortidens fejl
25. september 2021Står det til udenrigsminister Jeppe Kofod, skal uvildige eksperter undersøge den 20 år lange danske krigsdeltagelse i Afghanistan. Selv mener han, at krigen nyttede, men at der er flere ting, vi bør lære af vores engagement i AfghanistanJette Gottlieb var modstander af krigen fra begyndelsen: Vi vidste ikke, hvad vi lavede
17. august 2021I løbet af 20 års krig i Afghanistan har Enhedslistens Jette Gottlieb gentagne gange boet og rejst i landet som nødhjælpsarbejder og valgobservatør. På sine rejser så hun situationen ændre sig til det værre, og i dag står det for hende lige så klart, som det gjorde i 2001: Krig løser ingentingOle Wæver: For Danmark var krigen i Afghanistan et identitetspolitisk projekt
7. august 2021Den danske krigsindsats i Afghanistan handlede på mange måder om vores egen moralske selvforståelse – om småstaten, der ville forbedre verden med militære operationer. Det mener professor Ole Wæver, der ser tilbagetrækningen som et opgør med den idé. Han forudser, at sikkerhedspolitikken fremover vil blive præget af globale klima- og migrationskriser
Tak for en god artikel. Jeg håber virkelig at debatten om vores krige bliver langt mere grundig. Irak var et velfærdssamfund inden krigen, nu er det sønderbombet og det er et spørgmål om befolkningen igen bliver lige så rige, som inden krigen. Nå vi ser oversvømmelser i Europa, tænker vi, de stakkels mennekser skal hjælpes, Hvorfor skal de mennekser hvis huse vi har bombet ikke hjælpes. Både Irak krigen og Vietnam krigen startede på en løgn.
Måske skulle man have ladet USSR være i området, og støtte en regering, der i hvert faldt prøvede på at skabe noget omfordeling og dynamik! I stedet for at støtte Mujahideen. Var det ikke noget om, at det var en CIA operation, som de glemte alt om, da USSR havde forladt landet?
Der var store demonstrationer, især imod irakkrigen.
Over hele verden gik folk på gaden for at undgå dette blodbad og denne ødelæggelse.
Den gang var frygten, at krige i mellemøsten ville skabe mere terrorisme.
Det har vist sig at være tilfældet.
Op gennem 90'erne havde forskellige organisationerhavde rendt regeringerne i verden på dørene for at gøre opmærksom på Talebans mishandling af kvinder. Uden at det interesserede nogen som helst.
Og pludselig var det så det vigtigste i verden.
Det var voldsomt korrupte krige. Og det handlede nok især om olien.
Krig er foragt for liv.
Danske wienerbrødspolitiker der vælges for 4 år i en eller anden tilfældig valgkreds, skal ikke kunne påføre andre lande krig og ødelæggelse, eller trusler om samme. Sådanne handlinger skal til folkeafstemning mindst, hvis ikke det ikke kan skrives helt ud af grundloven.
Dansk militær er kun til forsvar af Danmark og vores allierede i Europa.
Nu har Nato lært det, som Russerne advarede Nato om.
Og lige som Rusland har vi erfaret, at det er et spild af unges menneskers liv.
Har vi nu bekræftet overfor USA at vi er “rigtige” allierede.
Eller skal vi offer flere unge soldater på det alter.
Tak til Lykketoft for at tage hul på denne yderst vigtige diskussion af den Danske krigsdeltagelse. Læren må vel være, at man ikke kan få levedygtige demokratier ud af krige. Kan huske at en kollega i sin tid sagde, demokrati er ikke nødvendigvis den bedste løsning alle steder. En god bekendt sagde til mig om frygten for en altødelæggende krig i Irak: "vi ved hvad vi har, men vi ved ikke hvad vi får". Hvor havde han ret.
Og lykketofts pointe med mere humanitær hjælp og bistand er bedre og langt mere udviklende. Vi kan ikke bare gå rundt og lave krige fordi vi ikke kan lide folk. Men vi kan støtte demokratiske strømninger med alt vi har. For som lidligere udviklingsminister Friis Bach sagde forleden. Det er viden og uddannelse der udvikler land og folk. Vi ved jo selv hvor lang tid det tager at få et levedygtigt demokrati på benene. Men husk det tager meget kort tid at ødelægge det. Se Ungarn og Polen som eksempler. Håber vi virkelig har lært noget. Men jeg er desværre ikke optimist på det plan.
Hvem er det 'vi', som 'forhåbentligt' har lært noget?
Afghanistan-krigen var en katastrofal beslutning, Irak-krigen var en katastrofal beslutning, Libyen-krigen var en katastrofal beslutning, Syrien-krigen var en katastrofal beslutning. Hvem er de besluttende politikere, som skulle have lært at vi ikke skal støtte og deltage i krige, hvis geostrategiske, økonomiske og politiske mål intet har med demokrati, retfærdighed og fred at gøre? Jeg må ærligt talt indrømme at jeg ikke kan få øje på disse politikere, som kun via løgne og propaganda har skaffet (varierende) folkelig opbakning til deres voldelige projekter.
Nogle har nævnt at Vietnam-krigen startedes på løgn, og at det samme gælder Irak-krigen. Men hvordan med Libyen-krigen? Hér blev vi fortalt at Ghadafi ville udrydde civilbefolkningen og proppede sine soldater med viagra for at de kunne begå voldtægter. Dette viste sig at være pure opspind. Mht. krigen i Syrien er vi blevet fortalt ekstreme historier om industriel tortur og kemisk krigsførelse fra styrets side, men vi har endnu ikke set dokumentation for de horrible påstande, som danner baggrund for dæmoniseringen af det syriske styre, og der dukker til stadighed information op, som indikerer at vi har med endnu en propagandakrig at gøre.
Vi må håbe, skrives det her i kommentariatet. Dét håb er dybt forfængeligt og uansvarligt. Vi må aktionere, for at krigene ophører - også selvom aktioner og demonstrationer ignoreres. Krigene stopper ikke af sig selv; i øjeblikket er der en forfærdelig krig igang i Yemen, FN melder om groteske tilstande ... og de ansvarlige for krigsførelsen er Saudi-Arabien og USA.
Det lægges til grund at vi, som har startet adskillige krige i vor samtid, har demokratiske tilstande, men kan det virkelig passe? Overtræder et demokrati FN's love og regler? Ignorerer et demokrati at dets sanktioner volder stor skade i civilbefolkninger (dette gælder f.eks. Danmarks og EU's sanktioner mod Iran, Syrien og Venezuela)? Lader de politiske beslutningstagere egne krigsforbrydere slippe for retsforfølgelse? Dén slags er jo værd at overveje, fremfor blot at tjekke stemmeret, ytringsfrihed, en såkaldt fri presse og legitim opposition og derpå beskrive sig selv som et demokrati. En dansk befolkning ville næppe, på et oplyst grundlag, have sagt ja til de krige, vi både er og har været involveret i.
Vi, vi, vi..... Jeg er militærnægter og har været det siden Vietnam og det er virkelig ikke for at pudse nogen glorie, for civil værnepligt er der heller ikke noget glorværdigt ved - tvært imod, det grænser jo til landsforræderi, ikke sandt? Men det er bare et valg man tager, når man mener at have forstået et eller andet og i mit tilfælde mente jeg - efter at boet i et paradisisk Bangkok som 10-årig i 1966 og set USAs militær line bombemaskiner op så langt øjet rakte på landingsbanen i lufthavnen, for tilbage i Danmark at erfare på TV hvad de skulle bruges til og hvad de fik ud af det- at have indset, at mit liv begynder og slutter med mig og Danmark og ikke med mig og USA, Rusland, Tyskland, you name it. I Danmark kan man stadig godt være militærnægter, uden at blive hentet om natten, til gengæld er der selvfølgelig visse jobs som må falde uden for rækkevidde, for alt har en pris. Krigens pris er fx meningsløs død og ødelæggelse og noget af meningsløsheden kan tilsyneladende henføres til menneskets dårlige hukommelse og langsommelige evne til at lære af egne fejl. Man kender det fra sig selv, ikke sandt?
alle krige startes på løgne, og efter min mening er krig samt produktion og salg af militært isenkram af enhver art, alt sammen forbrydelser imod menneskeheden,
militarismen bør simpelt hen helt afskaffes globalt, og derfor bør ethvert menneske afvise enhver dæmonisering og alle fjendebilleder, og bekæmpe dem så godt vi formår, og da i hvert fald ikke hyle med på koret,
man taler om "truslerne" fra Rusland og fra Kina mfl., men mener at hverken USA eller Nato truer nogen, at USA/Nato er den suverænt største trussel i verden og er involveret i stort set alle krige glemmer man villigt, for de kæmper jo for retfærdighed og demokrati, men det er jo blot endnu en krigsskabende LØGN, som bør bekæmpes så godt vi formår.
og så er soldat stadig noget af det mest usle et menneske kan være.
Begejstringen for såvel krigen i Afghanistan som i Irak kunne vist tælles på en hånd iblandt den danske befolkning generelt.
Det er lidt sent Mogens Lykketoft kommer til den erkendelse, - og det er også længe siden vi har hørt noget fra ham, - men det ændrer ikke det lyder hult som en erkendelse i nutiden, - billedet om såvel Afghanistan og Irak var klart allerede dengang.
Det ustyrlige Afghanistan med en yderst svage politiske funderet infrastruktur uden institutioner til at fastholde nogen politisk infrastruktur, og derfor ledet udenfor de 2 - 4 store byer, af lokale krigsherrer, som aldeles ikke så nogen fordel i et demokrati i vestlig forstand.
Udover den manglende politiske infrastruktur stod man også med en mangelfuld fysisk infrastruktur overalt udenfor de store byer, - El, vand, trafikforbindelser(en gang imellem), uddannelse osv., osv., - det manglede altsammen.
- Jo..., vi byggede da en skole ude i "ingenting", og der kom da heller ingen, for den manglende fysisk politiske infrastruktur manglede, ligesom kompetencerne også udeblev, - ja.., det gjorde børnene også, for de skulle hjælpe med til arbejdet med at skaffe familien atter et måltid mad.
Endelig var der de politiske ledere, som var korrupte, og i stedet havde et mål og at logre med hunden, og skaffe så mange penge til korruptionen, som så igen voksede sig stor, selvtilfreds og mægtig, som eneste mål.
Afghanistan som mål var totalt ligegyldigt, - det eneste legitime mål var Osame Bin Laden i de afghanske bjerge. - og der var han som bekendt ikke.
- Åh.., jo, - Det kom der undervejs for amerikanerne, - "krigen skulle betale sig selv" - via - drømmen om, udvindingens af mineraler fra de bjergrige egne.
Et geopolitisk formål var totalt ligegyldigt grundet ufremkommelighedeni landet samt den manglende fysiske infrastruktur, som en hær er afhængig af.
- Det r også det tiden har vist!
Irakkrigen blev begrundet med en løgn om "Masseødelæggelsesvåben", - der aldrig blev fundet, og fortsat spøger i mange amerikanske ultraekstreme liberalisters fantasier, og kun der.
Der var et gammel hævn motiv overfor Saddam Hussein, ligesom vi så det da Libyens Mohamar Gadaffi blev bombet i Reagan perioden, men overlevede.
Samarbejdet mellem Saddam Hussein og Al Qaeda var en tvivlsom historie. men blev brugt da løgnen om "Masseødelæggelsevåben" blev afsløret.
Vi genfinder historien om korrupte ledere og vejledere til Amerika i forbindelse med Irakkrigen, - herunder en svindler, Ahmed Abdel Hadi Chalabi, en landflygtig politikere med et blakket ry, - der var vist noget med statsbanken og manglende værdier.
- Dertil kom at Irakerne slet ikke var interesseret i ham, efter hans landflygtighed i over 10 - 15 år, - han var YT!
Han var så ikke den eneste eksilpolitiker, som Irakerne ikke ville have, og som ikke kendte de forhold som var i landet.
Paul Bremer som indsat administrator af Amerika var en katastrofe, hverken mere eller mindre, han opløste alt - politiet, militæret, - men hvem skulle så holde ro og orden i gaderne, og hvem skulle kunne træde til som beredskab med magt, - men værst af alt hvor går folk hen når de pludselig ikke får løn som politimand, militærmand?
- Det var nok ikke allesammen der elskede Saddam Hussein betingelsesløst, for mange havde han trods alt været illoyal overfor, eller anklaget den for noget forkert, eller svigtet deres loyalitet!
Nouri al-Maliki bliver den endelige løsning, - men desværre ikke den rigtige løsning, og igen forfølges, de amerikanske mål, af korruption i lange baner, og der var åbenbart rigeligt med penge, for Paul Bremer klattede 6 mia. $ væk.
Da løgnen om "Masseødelæggelsesvåben" var afsløret, og hævnmotivet overfor Saddam Hussein var endt med hans hængning, - så var der ikke rigtigt meget tilbage at være i Irak for, - Åh jo, man ville gerne forlade det med en fin facade for ens gode hensigter, et demokrati som alle kunne se.
Så begyndte krigen mod Amerikanerne først, den blev blodig, og endte med langt over 1 mio. døde irakere, som kun havde bragt krig åg ødelæggelse med sig, og som fortsatte ødelæggelserne - det blev et øvelsesskydebane for amerikanske soldater og våben.
Vi ser hvordan den moderne koloni-herre i geopolitisk sammenhæng begynder krige og smadrer lande der ikke vil underlægge sig den amerikanske geopolitik betingelsesløst.
- De bliver smadret og bombet tilbage til stenalderen!
Daniel, det er faktisk en af militarismens kardinal-løgne at militær kan og skal forsvare folket,
ja faktisk er det løgn at våben kan bruges til at forsvare,
så dansk militær skal som alt andet militær udfases, eller endnu bedre omgående nedlægges,
det ville jo også gavne på rigtig mange områder, hvis der ikke spildes resurser på evnen til at ødelægge,
der ville være fred i verden, en god del af CO2 udledningen ville stoppe, og en del mennesker ville kunne lave noget nyttigt i stedet for noget destruktivt
Set i forhold til vores egen lille andedam, har det været en kæmpe succes at deltage i krigen i Afghanistan. For det har givet en enorm politisk valuta, som er blevet omsat til massive besparelser på forsvaret. Så meget, at vores tidligere forsvarsminister i al sin pedantiske barnlighed insisterede på at regne pensionen for tidligere ansatte med i at nå op til, men alligevel langt fra de 2% af BNP. For det gør amerikanerne nemlig i deres forsvarsbudget som er ca. 5% af BNP, var argumentet fra ministeriet.
Set i forhold til afghanerne, er det naturligvis skamfuldt, men ærlig talt, hvem på borgen, der var med til at tage beslutningen om at deltage i krigen, bekymrede sig dengang (og idag) om afghanernes ve og vel? Jeg tror ikke engang at Mogens Lykketoft gør. Han vil, som sædvanlig, bare gerne stå på den rigtige side af historien.
Jacob Nielsen, kan du ikke fortælle de pårørende til døde danske soldater i Afghanistan, hvilken kæmpe succés, det har været for Danmark at medvirke? Især når det betænkes hvordan det ædle mål om demokrati til afghanerne i virkeligheden resulterede i at uligheden blandt afghanere er steget eksplosivt og idag udgør en gigantisk pipeline til fortsat uro, radikalisering, kriminalitet og andre hyggelige ting i landet. Den danske skrivebordsmentalitet er jo både helt uantagelig og foragtelig. Ganske enkelt.
Danmark har også gået i krig på en løgn. Anders Fogh påstod i sit argument for at gå i krig mod Irak at Saddam Hussein havde masse ødelæggelses våben. Efterretningsagenten Frank Grevil udtalte at det ved vi ikke noget om. Grevil brugte sin ytringsfrihed til at sige hvad der viste sig at være sandheden. Han fik 4 måneders ubetinget fængsel. Hvis vi skal lære noget af de stupide krige, så skal det være at det har konsekvenser for de personer som bevidst lyver og fordrejer sandheden. Anders Fogh burde anklages og Grevil skal have erstatning for sin fængsling.
Hvor kunne jeg glemme det?
Alle krige ville jo forsvinde, hvis vi samtidigt over hele verden afskaffede alt militær samt viljen og evne til vold.
Hvor svær t kan det være?
I forlængelse af John Andersens indlæg:
Assange/Wikileaks offentliggjorde enorme mængder af dokumentation på krigsforbrydelser, manipulation af FN-myndigheder, korruption og andet - og han er idag fanget i en kafka'sk myndighedsmanøvre mellem UK og USA, og er blevet voldsomt syg af det.
Manning offentliggjorde dokumentation af krigsforbrydelser, og han har afsonet to domme i fængsel for dette.
Snowden afslørede ulovlig overvågning fra amerikanske myndigheders side, herunder private interesser involveret. Han er idag efterlyst og opholder sig i Rusland.
Og her er lidt om Daniel Hale, som afslørede droneprogrammets voldsomme kriminalitet. Han er netop blevet idømt minimum 9 års fængsel for dette:
https://www.youtube.com/watch?v=Jw-wtF_IuXM
Grevil, som du nævner, gik gennem en personlig deroute i medfør af sin whistleblowing - og den danske offentlighed forblev passiv overfor dette.
Ingen af de politiske beslutningstagere, som er ansvarlige for den afslørede kriminalitet, er blevet dømt - endsige retsforfulgt. Mønsteret er tydeligt; krig er forretning og den politiske elite er maskinmestre, som nyder beskyttelse i den såkaldt liberale verdensorden. Fagfolk og ansatte, civilt protesterende, bliver mast i retssystemerne, mens der spredes løgne om dem i erhvervslivets medier.
"Der var et gammel hævn motiv overfor Saddam Hussein, ligesom vi så det da Libyens Mohamar Gadaffi blev bombet i Reagan perioden, men overlevede."
Med til historieskrivningen hører at både Ghadafi og Hussein havde varslet et opgør med petrodollar-systemet ... herunder havde Hussein allerede handlet olie i Euro, hvilket han havde indhentet tilladelse til i FN. Nok var der gammelt nag, som bl.a. beroede på at både Ghadafi og Hussein havde været partnere med amerikanerne, men ikke ville underlægge sig alle politiske krav, men der var så sandelig et realpolitisk hensyn til petrodollar-systemet, som skulle tages. Værd at huske på.
I hele denne korrupte krigsproducerende gryde, var Lykketoft trods alt den bedste udenrigsminister, vi har haft.
Apropos whistleblowing; her har vi en højt anset FN-medarbejder, som adskillige gange klagede til sine foresatte i OPCW, fordi han fandt organisationens rapportering om dén fact finding mission, han havde medvirket til Douma, Syrien, i 2018, stærkt fejlbehæftet og vildledende. Denne whistleblower er siden af højtstående, vestlige FN-ambassadører, den nye ledelse i OPCW og andre, blevet forsøgt skandaliseret og defameret - og selve sagen, whistleblowerens veldokumenterede kritik af OPCW's rapportering om hændelserne i Douma, ignoreres fuldkommen af den vestlige offentlighed. Information skriver heller ikke om sagen.
Hér er whistlebloweren selv: https://www.youtube.com/watch?v=ZknLgDXuaBg&t=78s. Det skal understreges at han ikke er den eneste whistleblower; en anden meget anset FN-ansat har også bidraget med afsløringer ... og Wikileaks har offentliggjort intenre dokumenter og mails fra OPCW, som tydeligt eksponerer at man doktorerede rapporteringen ud fra politiske hensyn.
Daniel Joelsen.
Ganske enig - danske folkevalgte skal ikke kunne erklære krig. Jeg er af den opfattelse, at vi bør ændre Grundlovens § 19 og fratage folketinget retten til at sende danske styrker på krigstogter på fremmed territorium, med mindre, vi eller vore allierede er angrebet først, vel at mærke, af regulære styrker – ikke af kriminelle terrorister.
Med en sådan begrænsning af politikernes uindskrænkede ret i spørgsmålet, havde vi undgået mange ulykker og vigtigst – ikke pustet til ilden i andres pågående konflikter.
Jacob Nielsen, 28. juli, 2021
Hov hov Jacob, ikke så hurtigt med at fortælle hvor stor en andel af BNP der bruges på militæret i Danmark og Amerika.
Hvis de amerikanske virksomheder der arbejder og sælger deres varer her i Danmark, betalte den skat som alle andre danske virksomheder skal, - så ville der være både lige og fair konkurrence på markedet, - og ikke mindst kunne vi selv betale og have råd til at bruge 2 % af BNP på millitæret.
- Som det er i dag så er Danmarks samme med mange andre Europæiske lande med til at forsørge Amerika, via de aggressive skatteplanlægninger som disse amerikanske virksomheder dyrker så flittigt.
Nu har de også taget overhånd i selv Amerika, - og følge heraf er, at det nu kun eller om lidt, kun er arbejderne i det amerikanske samfund der skal betale for de militærudgifter som er fortsat stigende og snart når astronomiske højder.
Flere og flere af de store amerikanske selskaber har allerede, eller er i gang med udflytningen af deres "såkaldte hjemsted" til områder udenfor beskatning, og så er der kun arbejderne på fabrikkerne til at betale statens udgifter til militæret.
John Andersen, 28. juli, 2021
Hanne Utoft, 28. juli, 2021
Man kan ikke politisk prædike lov og straf som middel for en demokratisk stats virke og opbygning, - og samtidig lade den politiske klasse stå over lovene, og modsat kræve borgerene skal forstå - de skal rette sig efter lovene.
Det er ikke en demokratisk stat der kræver retten til denne dobbelthed i forhold til overholdelse af lovene, - det giver mindelser om enevælde, som pøbelpolitikere er begyndt at dyrke.
- Pøbelpolitikere der har opkastet sig selv til at være guddommelige.
Mogens Lykketoft skal have tak for at åbenbare sin holdning til Afghanistan-krigen. Også ”lektien” er god at få frem. Men – som Hanne Utoft er inde på – er det et spørgsmål, hvad ”vi” har forstået og lært – og egentlig vil være i stand til at lære. Vores forsvarsminister har sagt, at militæret ”skal bruges” – og ser man på forsvarsministeriets hjemmeside skal jeg sandelig love for, at det bliver ”brugt”: i Irak, mod maritim pirateri ved Afrika, anden indsat i Afrika, Afghanistan, kamp mod ISIL, deltagelse i Frontex, deltagelse i Sahelregionen, fremskudt tilstedeværelse i Polen og Baltikum, airpolicing i Baltikum, indsats i Kosovo, og deltagelse i Hormuzstrædet. På hjemmesiden fremgår også, at dansk forsvarsindustri er rykket op i den europæiske superliga. Så det går godt med militarismen i den vestlige verden og i DK. Yderligere deltager vi i amerikansk ledede eller igangsatte øvelser i Østersøen og i Sortehavet – oprustning i Arktis mv. Om det sidste kan siges, at truslen mod Grønland er en amerikansk opfindelse, hvor vi har pleaset USA med sonar og overvågning angiveligt mod russiske u-både. Og den er vi ”hoppet på” i den tro, at det drejer sig om forsvar af Grønland. Mens det i realiteten handler om at hindre russiske ubåde i at komme ud i Atlanten, hvorved USA lettere kan udføre et infamt first-strike. Vores ”forsvar” er derfor langt ad vejen ikke noget forsvar mod trusler men bidrager (til dels muligvis uafvidende) til en farlig og større amerikansk strategisk tænkning, der let kan vise sig som det modsatte. Jo – vi har solgt vores sjæl til USA og dets paranoide militære tænkning.
Enhver halvstuderet idiot kunne da se, hvad der ville ske, både i Afghanistan, Irak og Libyen, da vore regeringer besluttede at gå i krig.
Vi vidste, vi fik kaos, og vi vidste, at civilisation ikke skabes i enden å et geværløb.
Kort sagt: vi har ikke lært noget, som vi ikke vidste i forvejen.
@Hanne Utoft, jeg tror du læser mit indlæg som fanden læser biblen.
Det er ikke mig der sender soldater til Afghanistan og Irak for at score billige udenrigspolitiske points, jeg konstaterer bare at besparelserne på forsvaret er skrevet med unge (primært) mænds blod. Argumentet er “effektivitet”.
I 2007 skrev Mogens Lykketoft således:
”Tragedien med endnu 2 dræbte danske soldater i Afghanistan har på ny kaldt røster frem, der vil have de danske styrker trukket hjem. Jeg vil ikke være med i det kor.
Modsat Irak er vi i Afghanistan på et entydigt folkeretligt grundlag - et klart mandat fra FN. Vi er der, fordi det gamle Taliban-styre var pot og pande med Osama bin Laden. Vi er der for at være med til at forhindre, at disse terrorister kan vinde frem igen og få økonomisk rygstød via herredømme over opiumsproduktionen.”
https://globalnyt.dk/content/lykketoft-vi-skal-blive-og-lose-opgaven-i-a...
Hvis man skal dømme efter flertallet af indlæggene her, så tog han fejl.
Havde Center for Løsning af internationale Konflikter, CRIC, dog bare eksisteret på det tidspunkt, så kunne alle dødsfaldene helt sikkert være undgået. Ja, hvem ved, måske kunne man endda have overtalt medlemmerne af Taleban og Al-Qaeda til i samlet flok at slutte sig til Frelsens Hær. Og en invitation til Abu Bakr al-Baghdadi med tilbud om to års gratis studier ved KU med alt betalt kunne måske have forvandlet Mellemøsten til verdens fredsforskningenscenter?
Vi har desværre en elendig, ukritisk presse når det kommer til vores indviklinger i militære konflikter verden over.
Under Fogs ledelse blev beslutninger om deltagelse i krig i øvrigt lagt ind under statsministeriet, hvor det ikke hører hjemme. Det var Per Stig Møller som dengang sad som udenrigsminister. Det må have været frygtelig pinligt for ham. Hvorfor?
Vietnamkrigen, en krig de heller ikke skulle have blandet sig i. I dokumentaren forklarer McNamara hvornår det gik op for ham at hele grundlaget for krigen var bygget på falske antagelser om fjenden. Som han forklarer
8:48 inde i dette klip:
Fog of War: Lessons About Soft Power from Vietnam War
https://www.youtube.com/watch?v=mb2cQp4nhtk&list=PLN-MLv-79blY6K6eeQc45L...
McNamara i dokumentaren "The Fog og War" om bombningen af Japan, som han indrømmer var en krigsforbrydelse. Men man kan stadig høre det synspunkt fremført hvor nødvendigt det var at kaste atombomberne over Hirosima og Nagasaki. En kæmpe løgn.
The Fog of War, bombing of Japan.
https://www.youtube.com/watch?v=RDQeJzP9xtg&list=PLN-MLv-79blY6K6eeQc45L...
McNamara on wars and the need to learn from mistakes
https://www.youtube.com/watch?v=ATxUncMM7yk&list=PLN-MLv-79blY6K6eeQc45L...
McNamara var trods alt et samvittighedsfuldt menneske som angrede sine handlinger i modsætning til de mere hårdkogte typer som Rumsfeld og Cheney. Alle var krigsforbrydere.
"The Fog of War" af Errol Morris er en fantastisk dokumentar som alle burde se.
Fog hører vist også til den hårdkogte type, Det gør Lykketoft ikke.
"Hvis man skal dømme efter flertallet af indlæggene her, så tog han fejl."
Svend Jespersen, læs gerne denne aldeles kompetente gennemgang af det retlige (og politiske) grundlag for interventionen i Afghanistan (som først skete uden FN-grundlag, men siden fik et diskutabelt ditto) af den new zealandske juraprofessor, Patrick Terry: http://www.nzlii.org/nz/journals/NZYbkIntLaw/2011/3.html
Hanne Utoft, 28. juli, 2021
"Med til historieskrivningen hører at både Ghadafi og Hussein havde varslet et opgør med petrodollar-systemet"
- Ja, det var så en del af historien fra Mellemøsten, i Sydamerika var det helt det samme omkring afregningen af metaller og mineraler, der medvirkede til Amerika fik sat gang i millitærkuppene og militær-diktatorerne, der lystigt gik i gang med udrydningen af hele venstre fløjene, der talte imod militærdiktaturet og dets metoder.
- Det kaldes også intervention by proxy(stedfortræder), men det ændrer dog ikke på hvem der står bag disse grove overtrædelser af såvel normallove og menneskerettighederne i mange af de Sydamerikanske lande.
- Hvem er det der først himler op internationalt over retstilstandene og metoderne i Kina i dag, - det er såmænd Amerika, der selv har stået fadder til mangen et militærkup rundtomkrng i verden inkl. Sydamerika, - og kaldt det i frihedens navn, - når realiteten var dyb yndertrykkelse af menneskerettighederne og despekt for menneskeliv for dollars.
Pia Nielsen. 29. juli, 2021
En kommentar til bombningen(atombomberne) af Japan.
Så vidt jeg erindrer jeg har hørt/læst.
Tidligere general Curtis Le May udtalte før afslutningen af krigen med Japan, at det var nødvendigt at bombe(atombombe) Japan, da prisen for en invasion ville blive titusindvis og atter titusindvis af døde amerikanske soldater hvis man skulle invadere Japan.
Få måneder senere havde han den helt modsatte opfattelse, - " at det var unødvendigt at bruge atombomberne mod Japan, og en invasion ikke ville have betydet store mandskabstab".
Her står så den historiske virkelighed som bevis for det seneste synspunkts rigtighed, - Japanske soldater var næsten alle som en sendt ind til fastlandet i det erobringstogt som omfattede store dele af Asien, - der var altså ikke særlig mange soldater tilbage på de japanske øer.
Da Amerika samtidig havde blokeret havet omkring Japan ville det ikke være muligt at få japanske tropper tilbage til de japanske øer, så hvor skulle den store modstand komme fra.
Hanne Utoft, 29. juli, 2021 – 09:32.
Ordene fra Patrick Terry er en reaktion på indholdet i linket herunder fra 1998:
https://nsarchive2.gwu.edu/NSAEBB/NSAEBB55/crs19980901.pdf
Mit link beskriver, hvordan USA havde overvejet, hvordan man skulle reagere på angreb fra det, som kendes som ” illegitimate non-state actors”, dvs. grupper som al-Qaeda. Al-Qaeda havde kort forinden bombet de amerikanske ambassader i Nairobi og Dar es Salaam med mindst 252 døde og over 5000 sårede som følge. De to angreb var ikke de første mod amerikanske mål udført af al-Qaeda, de var blot led i en eskalerende udvikling fra terroristerne, og USA skulle beslutte sig for, hvordan man bedst kunne reagere på dem. At ignorere dem var ikke en mulighed, og det kan de fleste fornuftige mennesker vel være enige om?
Patrick Terrys vinkel på emnet er, at det ifølge hans tolkning går imod ordlyden i gældende, juridiske dokumenter og aftaler. Han indrømmer, at andre kan være uenige med ham, men hvis han vitterligt er så overbevist om, at han har ret, så burde han samtidig have tilføjet, at gældende juridiske dokumenter og aftaler bør revideres, hvis de ikke indeholder muligheder for at straffe ” illegitimate non-state actors”, som kryber i ly hos beskyttere som Mullah Mohammed Omar i Afghanistan.
Og så glemmer mange (eller ved det ikke), at Osama bin Laden tidligere i 1998 officielt havde erklæret krig mod USA:
https://fas.org/irp/world/para/docs/980223-fatwa.htm
Svend jeg beklager men USAs militære ageren er mindst lige så illigitim som deres fjenders, og er jo hovedårsag til at fænomenet " illegitimate non-state actors" overhovedet findes,
den eskalerende udvikling fra terroristerne er en direkte følge af eller et svar på den eskalerende militarisme fra primært USAs side,
man har nærmest bevidst skabt medvind for terrorismen så man havde flere "at slå ned på",
at Osama erklærede krig imod USA var jo ikke blot et udtryk for, eller en følge alene af hans ondskab,
når man er fjendtlig og udgør en trussel får man fjender, som ultimativt erklærer krig, og USA kan vist ikke rigtig få nok fjender eller nok krige, det militærindustrielle kompleks skal jo have kunder til at tilfredsstille dets uendelige grådighed.
Den indsigt som Mogens Lykketoft efter mange års tavshed er nået frem til "At ingen kan løse politiske og regionale konflikter med militær magt uden af anrette uhyrlige ødelæggelser" er i virkeligheden en meget gammel erkendelse, som er hele baggrunden for dannelsen af FN efter den sidste store verdenskrig. FN har gennem mange årtier med skiftende held forsøgt at stoppe direkte krigshandlinger, mægle, forhandle og om muligt at få indsat fredsbevarende styrker. Danmark støttede og bidrog i mange årtier til FNs bestræbelser med FN soldater i Gaza, Cypern m.fl. og Danmark holdt sig klogeligt fra at tage direkte del i militære konflikter på trods af diverse politiske sympatier eller antipartier. Det princip tilsidesatte skiftende danske regeringer med militær involvering i Afganistan, Irak. Libyen ofte med bred støtte i det danske folketing. Alle erfaringer viser at det har været en uklog og farlig politik også set med danske briller. Hvem skal nu trøste og give mening til de 43 danske familier som har mistet noget af det aller vigtigste i livet et "barn" eller give mening til de mange hundreder af danskere som går med dybe sår på sjæl og legeme efter en krig som var en total misforståelse. Her må den nuværende og de tidligere danske regeringer, som har ansvar for denne ændring af hævdvundet dansk udenrigspolitik og støtte til FNs bestræbelser på at afværge krig, gå helt åben bodsgang og åbent erkende sit ansvar. Det er på høje tid, at Danmark klart og tydeligt vedkender sig sit ansvar og vender tilbage til den udenrigspolitik, som blev fulgt i tiden før direkte indblanding i krige i Afganistan, Irak, Libyen og Syrien.
G. Gustafsdottir refererer og ikke Stella.
"Beslutning om Danmarks bidrag
Folketinget besluttede i december 2001, at Danmark ville bidrage til den amerikanskledede, internationale indsats Operation Enduring Freedom (se folketingsbeslutningen i dokumentet herunder).
I januar 2002 blev det efterfølgende besluttet, at Danmark også ville bidrage til NATO’s internationale sikkerhedsstyrke.
I 2002 blev jæger- og frømandskorpsene sendt til Afghanistan. Desuden bestod det danske bidrag af kamp- og transportflybidrag, bomberydningspersonel i Kabul-området samt et nationalt logistisk støtteelement (National Support Element – NSE), som tager sig af forsyninger fra Danmark.
Danskernes første år i Afghanistan
De første år bestod det danske bidrag af stabselementer fra hæren, nationalt støtteelement, kampfly og transportfly samt bidrag til flere Provincial Reconstruction Teams (PRT).
I 2006 besluttede folketinget at sende soldater til Helmand. Herefter kom danske soldater i egentlige krigshandlinger.
Udvidelse af indsatsen
Den 2. februar 2006 besluttede Folketinget at udvide det danske bidrag til ISAF ved at øge det samlede danske bidrag i Afghanistan og indsætte op imod 290 soldater i Helmand-provinsen under kommando af den britiskledede Task Force Helmand (TFH).
Fra maj 2006 blev en forstærket let opklaringseskadron - 1. Lette Opklaringseskadron fra Almegårds kaserne, Bornholm - indsat i Helmand- og Kandaharprovinserne. De danske soldater var i juli og august involveret i hårde kampe i byen Musa Qala."
G. Gustafsdottir skriver og ikke Stella.
Jan Fritsbøger.
Nu refererer jeg hele din tekst, fordi det er i én sætning.
Du glemmer vist, at Danmark lever godt af våbenindustrien og det "neutrale" Sverige endnu bedre. Lad os bare nævne ét navn, Terma.
Der er mange mange andre, der sælger diverse ting, så som dele til våben, højteknologisk udstyr og meget meget andet.
DTU hjalp med at forbedre og udføre reservedele til
F 16 i sin tid. Jeg var ude på en studietur på mit studie. Her støbte de og forbedrede dele af F 16 i letmetal.
Mærsk sejler våbnene og tjener kassen.
Moral er godt, dobbeltmoral er dobbelt så godt.
Der er ingen tvivl om, at der er mange skurke i våbenindustrien, der også vanvittig mange penge involveret, akkurat som i medicinalindustrien. Det kan vi se nu med Corona. Derfor har 3. Verdenslande svært med at købe vacciner. Til gengæld skorter, der ikke på våben i Afghanistan. Pengene kommer fra de rige lande. Der er aldrig mangel på våben. Mange steder har de altid penge til mad og mindre til fødevarer.
"Citat Jan Fritsbøger.
"Svend jeg beklager men USAs militære ageren er mindst lige så illigitim som deres fjenders, og er jo hovedårsag til at fænomenet " illegitimate non-state actors" overhovedet findes,
den eskalerende udvikling fra terroristerne er en direkte følge af eller et svar på den eskalerende militarisme fra primært USAs side,
man har nærmest bevidst skabt medvind for terrorismen så man havde flere "at slå ned på",
at Osama erklærede krig imod USA var jo ikke blot et udtryk for, eller en følge alene af hans ondskab,
når man er fjendtlig og udgør en trussel får man fjender, som ultimativt erklærer krig, og USA kan vist ikke rigtig få nok fjender eller nok krige, det militærindustrielle kompleks skal jo have kunder til at tilfredsstille dets uendelige grådighed."
Mvh
Den voldsomme udvikling i Afghanistan – burde få alle fredselskende danskere til at se meget nøgternt på hele den såkaldt aktivistiske udenrigspolitik, der har været gældende i 20 år. Vi er engageret mange steder i verden – og jeg gad nok vide, hvilke dybere motiver og gode grunde, der er bag denne politik – samt hvordan lokalbefolkningerne rundt omkring ser på vores tilstedeværelse.
Er dette bekymrende og kalder på kritik – så er der sandelig også noget at bekymre sig om ved regeringens nye strategi for at styrke den danske forsvarsindustri – som blev præsenteret den 13. august. Vi er ved at udvikle vores eget militær-industrielle-akademiske kompleks, besat som vi er blevet af trusler og militaristisk tænkning. Rigtig mange mennesker skal nu i DK beskæftige sig med udvikling af våben og handel med dem. Vi fastlægger os dermed i en mental, produktions- og handelsmæssig skruestik, hvis konsekvens snarere betyder krig end fred. Det er rystende læsning.
https://fmn.dk/da/nyheder/2021/regeringen-vil-styrke-den-danske-forsvars...
Vi skal skal fratage politikerne angrebsretten ved at ændre Grundlovens § 19, så regeringen ikke længere, heller ikke med folketingets samtykke, har ret til at sende danske styrker på krigstogter på fremmed territorium, med mindre, vi eller vore allierede er angrebet først, vel at mærke, af regulære styrker – ikke af kriminelle terrorister. Med en sådan begrænsning af politikernes uindskrænkede ret i spørgsmålet, undgår vi mange ulykker og vigtigst – vi puster ikke til ilden i andres pågående konflikter.
Vi må forhindre fremtidens folkevalgte i at kaste sig ud i krigslege. Lad Afghanistan sætte et endegyldigt punktum for politikernes "ret" til at spille "statsmænd", på vegne af det danske folk. Det har jo aldrig været os almindelige borgere, der har villet sende døtre og sønner i krig.
Og hvad så, når folkevalgte diktatorer eller private bander som Taliban eller Osama bin Laden popper op og øver vold og undertrykkelse? Efter min opfattelse skal vi ikke gribe ind militært for - rent logisk, vil det føre til flere døde og lemlæstede blandt dem vi går i kamp mod og blandt vore egne styrker. Så det er det værst tænkelige vi kan gøre.
Nu har vi på det seneste lært, at det internationale samfund kan rykke meget hurtigt når det gælder - pandemi og klima er eksempler. Denne vilje skal også komme til udtryk, straks fjender af fred, orden og anstændig opførsel mod egne borgere dukker op.
En metode kunne være en altomfattende boykot med stop for al vareudveksling, transport til og fra landet, pengeoverførsler osv. osv. Luk det pågældende land inde bag en (imaginær) stålkuppel og gør det klart for banditterne at verden åbnes op dem igen, for samhandel med videre i det øjeblik man garanterer at overholde almindelige menneskerettigheder som defineret i FN´s Verdenserklæring.
G. Gustafsdottir skriver og ikke Stella..
Rettele
Nu refererer jeg hele din tekst, fordi den er i én sætning
@Kim Cort
I al fredsommelighed: da prisen blev for høj for selv det lukkede og diktatoriske USSR trak det SIG SELV ud.
Det var ikke "man", der bad den skrubbe af - hvis vi ser bort fra en del af den afghanske befolkning.
At USA ikke bare få år efter ikke lærte af Sovjets manglende succes kan man så undte sig over.
At Anders Fogh Rasmussen så ivrigt støttede USA viste sig jo at skyldes ambitionen om at blive generalsekretær i NATO. Skamløs personlig ambition!