Nyhed
Læsetid: 4 min.

Potentielt ulovligt træ importeres til Danmark. Ministeren må gå ind i sagen, siger partier

Miljøministeren skal se på, om der bør tilføres flere ressourcer til at føre kontrol med træimportører, og om retningslinjerne på området skal være mere klare. Desuden skal hun tage sagen op på EU-plan. Sådan lyder nogle af ønskerne fra partier, efter afsløringer om import af potentielt ulovligt træ til Danmark
Danske virksomheder er i tvivl om, hvornår de har gjort nok for at dokumentere det importerede træ er lovligt. Billedet viser trærafter, der bliver transporteret på en flod i Sibirien i Rusland.

Danske virksomheder er i tvivl om, hvornår de har gjort nok for at dokumentere det importerede træ er lovligt. Billedet viser trærafter, der bliver transporteret på en flod i Sibirien i Rusland.

Ilya Naymushin/Reuters/Ritzau Scanpix

Indland
22. juli 2021

Der skal gøres mere for, at der ikke slipper ulovligt fældet træ ind i Danmark.

Sådan lyder det fra flere partier, efter at Information den seneste uge har kunnet fortælle, hvordan en lang række danske virksomheder får påbud fra Miljøstyrelsen, fordi de ikke i tilstrækkelig grad kan dokumentere lovligheden af det træ, de importerer.

Miljøstyrelsen har fra 2013 til 2020 kun udført tilsyn med omkring 160 af de 4.000 danske virksomheder, der er omfattet af EU’s tømmerforordning, der skal sikre lovlig import af træ. I alt har Miljøstyrelsen givet påbud i 40 procent af de tilsyn, de har ført siden 2013.

Det høje antal påbud tyder på, at der er behov for at få skærpet kontrollen, mener Peder Hvelplund, der er miljøordfører for Enhedslisten. Han mener ikke, at antallet af tilsyn er tilstrækkeligt.

»Med baggrund i de her tal synes jeg, det er helt oplagt at kigge på, om Miljøstyrelsen skal have midler til at føre flere tilsyn,« lyder det fra Hvelplund.

Han vil nu rejse spørgsmålet om flere ressourcer over for miljøminister Lea Wermelin (S).

Miljøordfører René Christensen fra Dansk Folkeparti mener også, at kontrollen skal styrkes. Han mener dog ikke, at det er fællesskabet, der skal poste flere penge i tilsyn. I stedet foreslår han, at der kan udstedes flere bøder til de virksomheder, der ikke overholder reglerne. Bøderne skal således finansiere flere tilsyn.

»Hvis man skal hæve kontroltrykket, så skal der også flere ressourcer til. Så vi skal selvfølgelig have en debat omkring, hvordan vi skaffer flere ressourcer. Er det fællesskabet, der skal betale, eller de brodne kar? Der er jeg tilhænger af det sidste,« siger han.

Konservatives miljøordfører, Mona Juul, vil også se på flere ressourcer til at udføre tilsyn, men mener dog, at der i første omgang skal kigges på, hvordan Miljøstyrelsens budget er sat sammen.

»Miljøstyrelsen har jo samlet set et rigtig stort budget, så det kunne jo være, at nogle af de eksisterende midler kunne prioriteres anderledes, så der kunne være flere medarbejdere til tilsyn,« siger Mona Juul.

Bedre retningslinjer for virksomhederne

Som beskrevet i Information mener både eksperter og træimportørernes brancheorganisation, Dansk Træforening, at virksomhederne mangler klare retningslinjer fra myndighederne. Virksomhederne er nemlig i tvivl om, hvornår de har gjort nok for at dokumentere det importerede træs lovlighed.

Det vækker frustration hos Mona Juul, der vil bede ministeren kigge på retningslinjerne.

»Det duer slet ikke, at der ikke er klare retningslinjer for, hvornår virksomhederne ved, om de har dokumenteret tilstrækkeligt. Det kan ikke gå. Derfor kommer jeg til at bede ministeren om at fortælle, hvordan hun ser det her,« lyder det fra Mona Juul.

Hun bliver bakket op af Peder Hvelplund, som mener, at det er oplagt, at Miljøstyrelsen får udarbejdet retningslinjer, hvis den får tilført flere midler.

René Christensen mener, at det bliver vanskeligt at lave snorlige retningslinjer på området.

»Jeg tror desværre, at det er meget svært. Når retningslinjerne er meget firkantede, så er det også der, man kan finde hullerne. Det er selvfølgelig en god måde at få fokus på de punkter, man synes er vigtige, men det vigtigste her er, at der ikke bliver fældet fredet skov, og det er vanskeligt at kontrollere.«

Ministeren må rejse problemet på internationalt niveau

Flere eksperter har i Information peget på, at EU’s tømmerforordning har en række huller, der kan få handlen med ulovligt træ til at fortsætte. Det skyldes blandt andet, at EU’s medlemsstater har implementeret forordningen på meget forskellige måder, hvorfor reglerne ikke er ens i alle lande.

Det mener både Peder Hvelplund og Mona Juul er et problem, da det risikerer at skabe parallelimport og konkurrenceforvridning. Men folketingspolitikerne er ikke herrer over, hvordan andre EU-lande implementerer forordningen. Derfor vil Peder Hvelplund have ministeren til at svare på, hvad hun vil gøre for at sikre, at der ikke opstår konkurrenceforvridning på baggrund af den uens implementering.

»Med baggrund i den her historie vil jeg rejse spørgsmålet omkring det internationale perspektiv over for miljøministeren. Jeg vil høre hende, hvad ministeren vil gøre for at løse det her problem på internationalt niveau. Både på EU-niveau, men også i WTO-regi,« fortæller Peder Hvelplund.

Mona Juul vil desuden tage fat i De Konservatives medlem af Europa-Parlamentet, Pernille Weiss, så hun kan finde ud af, hvad der er op og ned i sagen på EU-niveau.

René Christensen vil også hæve spørgsmålet over for ministeren på et ordførermøde, så hun kan tage det med til rådsmøde med sine europæiske kolleger. René Christensen pointerer dog vigtigheden af, at vi ikke bare skal pudse glorien, når der fortsat er problemer i Danmark.

»Det er måske svært at sidde og råbe op om over for andre EU-lande, når man ser fejl i 40 procent af de kontroller, som vi udfører i Danmark. Så er vores troværdighed måske ikke så høj,« mener René Christensen.

Derfor skal Danmarks indsats gå på to ben, mener han.

»Vi skal både styrke tilsynsindsatsen herhjemme og bringe emnet på banen i EU.«

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Venstre.

Miljøminister Lea Wermelin har ikke haft mulighed for at stille op til et interview. Hun forklarer i et skriftligt svar til Information, at det er vigtigt, at ulovligt fældet træ ikke bringes i omsætning i EU. Derfor deltager Danmark også i en EU-ekspertgruppe, der drøfter reglerne.

»Danmark har ved flere lejligheder sammen med en række andre medlemslande gjort opmærksom på problemet med ujævn implementering af reglerne, og at dette ikke er hensigtsmæssigt,« skriver Lea Wermelin, der ikke ønsker at svare på spørgsmål om Miljøstyrelsens tilsyn eller ressourcer, men i stedet henviser til Miljøstyrelsen selv.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er sådan lidt flagrende, hvilke danske virksomheder og hvilke slutaftagere, der er tale om ved potentielt ulovligt importeret tømmer og formentlig færdigprodukter. Kan Information grave et eller to spadestik dybere?