Analyse
Læsetid: 5 min.

Regeringen blæser til kulturkamp mod den liberale vækkelse efter Berlinmurens fald i 1989

Socialdemokratiets yngre og mest ideologiske ministre har sat gang i en nyklassisk kulturkamp, der går skarpt i rette med den kreative klasse. Senest har indenrigsminister Kaare Dybvad lanceret et frontalopgør med dem, han kalder for »89’erne«. Men findes de overhovedet?
Socialdemokratiets mest ideologiske tænker indenrigsminister, Kaare Dybvad, repræsenterer både det antiautoritære ungdomsoprør i 1968 og den senere global-liberale vækkelse i 1989.

Socialdemokratiets mest ideologiske tænker indenrigsminister, Kaare Dybvad, repræsenterer både det antiautoritære ungdomsoprør i 1968 og den senere global-liberale vækkelse i 1989.

Anders Rye Skjoldjensen

Indland
17. juli 2021

Kollektivismen har haft trange kår i mange år. Flippere og fribyttere har i uskøn forening gjort det jævne fællesskab til skamme. Fra ungdomsoprøret i 1968 over Berlinmurens fald i 1989 har stadig mere individualistiske værdier om frisættelse, selvrealisering og grænseoverskridelser vundet frem. Men det skal være slut nu.

Individualismen er ifølge S-regeringen løbet løbsk. Socialdemokratiets mest ideologiske tænker indenrigsminister Kaare Dybvad går i et sommerinterview i Berlingske til angreb på ikke alene den velkendte 1968-generation, men også på et nyere fænomen, som han selv kalder for »89’erne«. Skræmmebilledet er liberale – i alle afskygninger.

Som magtfuld minister vil han have gjort op med det udbredte ideal om at overskride folkelige hverdagsnormer, som i årtier har præget dele af den kulturelle og veluddannede elite, og som Kaare Dybvad også allerede selv slog til lyd for i sin debatbog De lærdes tyranni fra 2017 – med den sigende undertitel: »Hvordan den kreative klasse skaber ulighed og undergraver verdens bedste samfund«.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Birger Bartholomæussen

Så vil jeg da gerne være den første til at kommentere. Kåre Dybvad er vel blot den ypperste repræsentant for arbejderismen i SD? Kom ikke her med jeres elitære synspunkter. Selv er jeg rundet af arbejderbevægelsen. Tidligere medlem af DKP, og nuværende forhenværende (som pensionist) gennem mit arbejdsliv og uddannelse medlem af den såkaldte elite. Og det har jeg det godt med. Og jeg skulle hilse og sige til Kåre Dybvad, at mange af mine gamle skolekammerater, der ikke har haft det samme privilegerede livsforløb som jeg selv, stadig ikke betragter mig som elite, men at vi deler mange synspunkter omkring SDs fremmedfjendske politik og især omkring hele ghettoiseríngen. Så Kåre, skråt op med din populistiske arbejderisme, som jeg i mit nærmiljø oplever i stigende grad. Middelklassesocialdemokrater, der lyver sig til en arbejderklassebaggrund. Som det i min ungdom i DKP var et "hæderstegn" at have den røde fagforeningsbog (DASF eller SID) i baglommen, skønt man på 10. år var indskrevet som studerende på UNI.

Morten Kjeldgaard, Flemming Berger, Rolf Andersen, Troels Ken Pedersen, Rasmus Hansen, Jeppe Bundgaard, Lars Løfgren, Marie-Christine Poncelet, Jonas Kolodziej, Anders Reinholdt, Steffen Gliese, Eva Schwanenflügel, Jan Nielsen, Ete Forchhammer , Torben Skov, David Zennaro, Susanne Kaspersen, Allan Stampe Kristiansen, Peter Morten Schrøder, Brian W. Andersen, Maya Drøschler, Jens Garde, Jens Illum, Hans Christian Jørgensen, Holger Nielsen, Arne Würgler og Pia Hansen anbefalede denne kommentar
Morten Balling

Bedre sent and aldrig som man siger. Nu har vi også i store træk glemt fiaskoen som hed Sovjetunionen, og den dejlige kapitalisme har haft en årrække til at vise sit grimme fjæs. Her kunne man håbe på, at det skabte plads til et grønt parti, for det har vi i den grad brug for, men den mulighed fik Alternativet lallefjollet ihjel. WTF skete der?!?

Jamen, hører jeg nogen tænke, er SD ikke mere grønne end de blå? For de blå partier drejer det sig om vækst og profitmaksimering med deraf følgende ressourceforbrug, og for de røde partier drejer det sig, grotesk nok, stadig om at sikre folket arbejde og penge de kan bruge på at købe ressourcer.

Vi har i Danmark intet som minder om et grønt parti, så hvis man går med drømme om at blive statsmedister, så er det et godt sted at starte. Hvis man tænker sig lidt om, samt hyrer en hæderlig spindoktor, så skal man nok komme langt.

Og så kan vi starte forfra, igen.

Viggo Okholm, Rolf Andersen, Nickolinne Liff Damgård, Steffen Gliese, Michael Hansen, Torben Skov og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar

Regeringen blæser til kulturkamp mod den liberale vækkelse? Der er noget helt galt med fortællingen her i landet. Den fortælling som politikerne kommer med, stemmer ikke med hvad der foregår i den virkelige verden. De politiske partiers maske skjuler hvad det er de står for, hvad de stemmer for, eller imod, i folketingssalen.

Partiernes navne er historisk en del af løgnhistorien. De Radikale kommer fra partiet Venstre, de er med i blå blok. Socialdemokraterne har stemt for de fleste sociale nedskæringer, de skaber fattigdom, de er en del af Centrum-højre. Socialistisk Folkeparti har stemt for snesevis af sociale nedskæringer, de hører ikke med på venstrefløjen, og de er slet ikke socialistiske.

Der findes kun en måde at blande befolkningen på og det er at bygge boliger til underklassen i de områder overklassen har besat, i storbyerne og de rige kommuner. Samtidigt skal regeringen garantere at underklassen får penge til at leve for i de samme kommuner, samt at disse kommuner ikke fortsat må føre en social apartheid, hvor de presser de fattige ud af kommunerne og ud til de fattigere kommuner.

Men det er tydeligvis ikke regeringens ønske. Socialdemokratiet er ikke sociale. De cementerer fattigdommen. De garanterer formuerne der hvor de er havnet ved bl.a. skattelettelser over tyve års neoliberalisme. Derfor stiger uligheden fortsat. Dette er den socialdemokratiske regering fra 2019 til ... Hvorledes er regeringen anderledes på det sociale område end den nyliberalistiske Thorning / Corydon regering?

Det er ikke tilfældigt at uligheden stiger, eller at fattigdommen ikke falder. Beslutningerne tages af dem i toppen af samfundet - til gavn for dem selv. Henved 1000 milliarder kr. har regeringen givet til erhvervslivet og deres medarbejdere i hjælpepakker, feriepenge m.m. De fattige fik intet.

Verden over har staterne givet henved 100.000 milliarder kr. til dem som intet mangler, dem som har væsentligt større formuer gemt væk. Centralbankerne pumper titusindvis af milliarder ud hvert år, der primært havner hos aktionærerne. Herhjemme er aktierne derfor stegt 33 % på et år. Samtidigt har regeringen intet gjort for at fjerne fattigdommen, tværtimod fastlagde de deres holdning ved ydelseskommissionen, som ikke måtte bruge en eneste krone mere på det sociale område. ikke en krone må underklassen få.

En rød regering burde for to år siden have lagt en plan om at fjerne fattigdommen over f.eks. fem år. Den burde kæmpe for at hæve underklassen op til arbejderklassen og derefter begge klasser op til middelklassen. Ovenstående beviser at der ikke findes en rød blok. Og nu taler Kaare Dybvad om en kulturkamp? Hvad fanden foregår der? Regeringen blæser til kulturkamp for det liberale system, ikke imod. Regeringen blæser på det sociale.

Peter Gløde, Jan August, Martin Rønnow Klarlund, Inger Pedersen, Peter Knap, Hanne Ribens, Viggo Okholm, Erik Winberg, Peter Wulff, Rolf Andersen, Troels Ken Pedersen, Ruth Sørensen, Per Hansen, Søren Dahl, Jeppe Bundgaard, Marie-Christine Poncelet, Egon Stich, Estermarie Mandelquist, Bjarne Bisgaard Jensen, Anders Reinholdt, Eva Schwanenflügel, Sigridur Eythórsdóttir, Michael Hansen, Halfdan Illum, Niels østergård, Anina Weber, Torben Skov, David Zennaro, Susanne Kaspersen, Kim Houmøller og Allan Stampe Kristiansen anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

“ Selvbeskrivelsen fra Lykke Friis fremstår noget mere præcis – og udramatisk – end Kaare Dybvads forsøg på at hvirvle støv op her i sommervarmen.”

Det præcise er der næppe nogen tvivl om, bortset fra: “ Vi var generationen, der forsvandt.”, forsåvidt generationen ikke forsvandt, snarere blev den skyllet med af globaliseringen.

I alt fald lever kreativismen, men måske nærmer den sig bunden, nu globaliseringens bølge trækker sig tilbage.

Ete Forchhammer

Strengt taget, er der andet end Kaare Dybvad & ligesindedes egoer der berettiger at "de tror de er noget"? - "noget" der retfærdiggør korstog mod andre? "Noget" der forklarer at man tillægger andre en sådan tro? Hvorfor denne trang til korstog? Hvad med at få styr på DEN?

Tja, med det fokus, så er man vel ikke politiker, end sige minister…

Jesper Frimann Ljungberg

Når man snakker om generationen der forsvandt, så er den så absolut ikke forsvundet, den er bare ikke så højrøstet, selvsikker, individualistisk (nogle vil sige egoistisk) og bedrevidende som Kaare Dybvad's generation. Det er en generation der i højere grad søger konsensus, en generation der er klemt mellem babyboomerne og babyboomernes børnebørn.

En generation der kun har kunne få gennemført noget ved kompromiser, kritisk masse af samarbejde, for at kunne få ting gennemtrumfet over for en unormal stor forældre generation, der først nu så småt er begyndt at løsne sit greb om magten i samfundet efter at have siddet på den tungt i unormalt mange år.

Og den regering som Kaare Dybvad, repræsenterer har ikke gjort andet end at centralisere og centralisere magten siden den trådte til.

Undskyld mig, men når en person i den reelle magtelite, som en minister er, begynder at snakke om arbejdere (og nej, studenterjob ved siden af karrierer ræset i partiorganisationerne gør ikke en til 'arbejder'), og om hvordan den kreative klasse bla. bla bla., så kommer jeg til at tænke på Boris Napoleon af England. Hvis nogen vil se hvor galt det går når magt eliten starter på at lefle for 'underklassen' mens den betaler tilbage til sponsorerne, så kan man bare se på England.

Vi har ikke brug for mindre kreativitet, viden, faglighed, demokrati, medmenneskelighed, ordentlighed, respekt og samarbejde, nej vi har brug for mere.

// Jesper

Inger Pedersen, Flemming Berger, Viggo Okholm, Lars Kristian, Maya Drøschler, Steffen Gliese, Anders Reinholdt, Michael Hansen, Susanne Kaspersen, Halfdan Illum, Ete Forchhammer og Herdis Weins anbefalede denne kommentar
Nicolaj Ottsen

@Ete Forchhammer. Nej det er der ikke, men jeg syntes du er for rar, når du nøjes med, at sige egoer. Hvorfor ikke gå hele vejen og tilskrive deres fantasier til den Guddommelige narcissisme ? De er jo, når det kommer til stykket, fløjtende ligeglade med jordiske problemer.

Jeg kommer altid til, ufrivilligt, at nynne, "Wish you were here" (Pink Floyd), når jeg læser interview med Kaare Dybvad og hans ligesindede.

So, so you think you can tell
Heaven from hell?
Blue skies from pain?
Can you tell a green field
From a cold steel rail?
A smile from a veil?
Do you think you can tell?

Peter Gløde, Bjarne Bisgaard Jensen, Jan Nielsen og Halfdan Illum anbefalede denne kommentar
Morten Kjerulf

Artiklen er genremæssigt navngivet som en ANALYSE - men er artiklen ikke primært en (negativ) VURDERING?

Svært at få øje på de analytiske nedslag i artiklen - da den mest består af vurderende påstande så som -

"...forsøg på at hvirvle støv op her i sommervarmen"
"...De veluddannede i de større byer skal ikke tro, at de er noget."
"...S-regeringen vil signalere, at ministrene ikke er bange for kritik fra hverken gamle hippier eller midaldrende blåskjorter."
"....virker Kaare Dybvads opsang mere som en direkte videreførelse af den kulturkamp, som Anders Fogh Rasmussen og Pia Kjærsgaard (DF) indledte i 00’erne."

Men hvor er selve analysen af den politik, som Dybvad & Co. har i sinde at lægge for dagen, og hvorfor indeholder analysen ikke redegørelse for de ubalancer eller forhold, som politikken adresserer (såfremt de er at opfatte som ubalancer)?

Alt i alt er det svært at blive klogere af artiklen, da den -

1: sammenblander analyse med vurdering i en polemisk stil
2: ikke indeholder basal redegørelse for forhold i kongeriget, som den førte og planlagte politik gerne vil rette op på (analysens grundniveau)
3: derfor for meget en slags analyse af politik som menings-teater og ikke analyse af politik som løsning af reelle problemer ('det reelle' naturligvis set ud fra et samfundssyn).

Det ville være fedt at få mere substantiel analyse lagt for dagen, gerne med reference til de forhold, som Dybvad & Co RENT FAKTISK opfatter som værende i ubalance (bolig, studiepladsernes geografi, gymnasiernes sociale rum osv.):

Hvorfor ikke lave en egentlig analyse, hvorefter vi så kan vurdere om politikken er mangelfuld eller meningsfuld, eller om de opfattede problemer er de rigtige eller ej?

Solveig Neubert, Jan August, Rune Stilling, Emil Davidsen, Henning Kjær, Søren Dahl, Stig Bøg, Jane Jensen og Ete Forchhammer anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

Nicolaj Ottsen, tak for svar, men jeg er nu ikke ret rar, for i min optik er overdimensionerede egoer ubetinget et onde… et onde der kun bli’r værre af at ha’ magt… bl.a. fordi det indskrænker udsyn og indsigt henad katastrofalt.

Nicolaj Ottsen

@Morten Kjerulf, det kan du have ret i, men jeg syntes nu alligevel du retter din kritik det forkerte sted hen. Det er svært at gøre andet end hvad LTM gør, når SD primært argumentere med patos-agtig argumentation. Hvor den eneste farbare vej ​reelt er, at underminere deres autoritet med hån, spot og latterliggørelse. Hvilken substans er der i at sige til, at "mere overvågning er lig med mere frihed" eller "et land i balance" eller "det skal være retfærdigt" ? De siger sjældent noget konkret, de taler som en almægtig patriark og det gør substantiel kritik temmelig kompliceret, for man skal ikke bare argumentere for hvad man selv syntes, man skal også udlægge alt det de ikke siger direkte, men blot insinuere.

I interviewet (berlingske), som artiklen er en kommentar til, udlægger Kaare Dybvad reelt ikke deres politik, i stedet argumentere han imod fiktive modstandere, som 89'erne, som han selv lægger ordene i munden på. Som her ....

Spørgsmål : Så når I vil »møblere« rundt på danskerne, er det en reaktion på denne grænseløshed?

Svar : »Ja, det kan man sige. Omkring boligområderne vil 89ernes tænkning være, at folk skal have lov at bo, hvor de vil. De vil sammenligne med Solkysten i Spanien, hvor danskere bor sammen i en 'koloni'. Derfor kan man ikke fortænke somalierne i at ville det samme i Vollsmose, vil de sige.«.

Eller her ...

Spørgsmål : Der er masser af undersøgelser, som viser, at de fleste af os faktisk gerne vil bo, gå i skole og være sammen med dem, vi har mest til fælles med. Tyrkiske indvandrere vil helst bo ved siden af andre tyrkiske indvandrere, akademikere sammen med akademikere, faglærte håndværkere i samme kvarterer. Hvis man forsøger med tvangsmidler at opløse det, så er det vel et angreb på friheden?

Svar : »For mig lyder det som sådan en retorik fra Venstres Ungdom, hvor man siger, at det er tvang, at man betaler skat. Selvfølgelig er det tvang. Hvis man kunne slippe for at betale skat, ville de fleste sikkert gøre det. Samfundet konfiskerer tæt på halvdelen af folks indtægter. Gør man det op på det plan, så er hele det danske samfund støbt i tvang. Jeg vil i stedet kalde det fælles normer og fælles værdier.«

Susanne Kaspersen, Morten Kjerulf og Michael Hansen anbefalede denne kommentar
Michael Hansen

Nicolaj Ottsen, sikke en demonstration af analyse, vurdering og konklusion, når du således forsvarer LTMs polemiske fremgangsmåde som kommentar til Kjerulfs indlæg.

Michael Hansen

Næste gang jeg hører en politiker tale kulturkamp med imaginære fjendebilleder som bortlednings-manøvre, søger jeg straks mod nødudgangen...
Tak for mange gode kommentarer...

Atilla Thcengiz

Der er øvrige presserende konkrete tiltag som S-regeringeren burde have ordnet før det blæser hornet for en tilsynendeladende falsk kulturkamp mod (neo)-liberalismen for at ligesom virke nogenlunde troværdige: at afblæse den såkaldte afskylige "Ghetto" pakke, aflysning af alle de lejelovens &5, stykke 2 "moderniserninger" af nyere sociale og almennyttige boliger - i stedet for en forkølet "nedfrysning" - og at tage et virkeligt opgør med den vanvittige og kvalmende fremmedhad hos S og SF. Måske er der øvrige punkter som jeg glemte at føje til i denne lummervarme dag i Kbh, så som en IKKE "aktivistisk" udenrigspolitik og tiltag for en venden tilbage til den engang fredelige og idylliske andedam i stedet for den nuværende HVEPSEREDE som S i samarbejde med "Venstre" og "Radikale Venstre" har formået at transformere DK til. Ja, jeg fatter det ikke: SocialDemocrats + Left + Radical Left = neo-fascism.

Steffen Gliese

Liberalismen udgør et perverteret synspunkt på alt det, mennesket kan være, hvis det ikke forfalder til at nivellere alt til tal og alle mål til at skaffe sig mere, selvom det er totalt unødvendigt.
Man glemmer, at man stjæler tid fra andre mennesker, når man beder dem om at fremstille noget, der senere ubrugt blot bliver destrueret, som det er tilfældet med tøj og mad. Og det er en illusion, at vi bliver rigere, fordi vi lader varer cirkulere i et system og udveksles for fuldkommen vilkårlige priser, der alene tjener til at skabe klasseskel imellem folk. For reelt er det jo ikke dyrere at fremstille en dyr skjorte, materialet er sjældent bedre, og tiden, der går til fremstillingen, afviger heller ikke.

Jens Thaarup Nyberg

Generationen der blev væk har sit fortsatte liv som den blinde høne, der leder efter guldkorn.

Steffen Gliese

Man skal vist være journalist for ikke at have opdaget hvor gennemført liberalistisk samfundet blev under den uhellige alliance mellem VK og DF.
Det var i værste klassiske stil en aftale, der gik ud på at lægge stemmer til de værste forandringer af velfærdssamfundet og en total omkalfatring af de værdier, som samfundet i efterkrigstiden har hvilet på.
Det har været den totale nivellering af reelle værdier til fordel for det, der er bjærgsomt for en lille rig overklasse.
Den har skabt en fuldkommen overdimensioneret og sygelig middelklasse, der fordeler ressourcerne i samfundet uansvarligt og ud fra en tro på, at man skaber værdi ved at sende varer i cirkulation. Men det kræver i det mindste en nødvendighed. Læs Politiken, der har udviklet sig til et livsstilsmagasin, der hylder tidsfordrivet og det overfladiske forbrugerliv på stadigt flere restauranter med perverse smagseksperimenter.

Torben Skov, Jørn-Erik Rasmussen, Martin Rønnow Klarlund, Egon Stich, Bjørn Pedersen, Erik Winberg, Peter Wulff, Jens Thaarup Nyberg, Poul Erik Pedersen og Michael Hansen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Regeringen burde kæmpe for de liberale ideer og bekæmpe deres modsætning: de liberalistiske, men desværre gør den modsatte, fordi den skyer frihed som pesten - og dermed ligner den på ingen måde det socialdemokrati, jeg engang betragtede som det eneste naturlige parti at stemme på.

Rune Stilling, Bjørn Pedersen, Rolf Andersen, Jens Thaarup Nyberg, Poul Erik Pedersen, Michael Hansen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Anders Hüttel

Hvad samler os?
Bilen, den røde pølse, sudoku

"den offentlige sektor udbygget og privatiseringsforsøg sat på pause."
Ja med endnu flere - mange flere højtbetalte djøf'ere, mens der blev skåret ned på personalet "på gulvet" Og det har Sosserne vist ikke tænkt sig at ændre på.
Se til sygeplejerskernes nødvendige strejke. Her er der pinlig tavshed fra regionerne, der domineres af Sossere. De venter blot på at Slotsholmens djøfere skal gribe ind, til fordel for arbejdsgiverne. Her er der ikke meget alt-for-folket-politik.
Og privatiseringer - ja, det fortsætter da om end i perioder med formindsket styrke. Det er jo ikke sådan, at de blev aflyst/stoppet da Mette Frederiksen tiltrådte, og det er jo heller ikke sådan, at opgaverne hjemtages til kommuner og regioner.

Det er altså at rette smed for bager." Martin Lidegaard fra Det Radikale Venstre har mødt kritikken før. Kritikken af de radikales skattepolitik som værende asocial.

Kultur
23. april 2005 InformationDen kreative klassekamp
"Man hører det jo fra både venstre og højre: At de radikale fokuserer på den her selvfede, kreative klasse, fordi vi gerne vil have, at de stemmer på os. At vi kun interesserer os for det multikulturelle samfund, fordi det lønner sig. Spørgsmålet lyder: Hvorfor skal det hele gøres op i økonomi og nytte? Dertil vil jeg svare, at vi radikale aldrig har lagt skjul på, at økonomisk husmandsfornuft er en af forudsætningerne for, at hele molevitten hænger sammen. Og at det altid har været en lige så stærk del af vores tradition at være garant for de sociale grupper, der på et givent historisk tidspunkt har været udsat. Det er altså ikke arbejderne i dag. Det er de 860.000 marginaliserede i vores samfund." ’Arbejderne’ - det begreb, der i det socialdemokratiske nysprog, hedder ’ganske almindelige mennesker’. Som den nyvalgte socialdemokratiske uddannelsesordfører Christine Antorini svarer, da hun bliver spurgt, hvad det er, Socialdemokraterne kan levere, som de radikale ikke kan: "Vi synes ikke, det er pinligt, at vi laver en politik for de problemer, som ganske almindelige mennesker oplever. Almindelige mennesker er flertallet." En meningsmåling torsdag viste, at Helleeffekten allerede har skubbet Socialdemokraterne en anelse frem - og nogle af vælgerne kommer fra netop de Radikale. Partipolitisk er der meget på spil. Det parti, skrev Lars Qvortrup professor ved Syddansk Universitetscenter i sidste uge, der formår at opsamle signalerne fra Richards Floridas snart berygtede bog Den Kreative Klasse, og som samtidigt evner at modgå den sociale opsplitning, kan meget vel blive dét moderne velfærdsparti. Og hvem vil ikke gerne erhverve den titel? Bogen udkom på dansk i forgårs - den 21. april, præcis en måned før Det Radikale Venstre kan fejre sit 100-års jubilæum. Det er næppe et tilfælde. I pressemeddelelsen fra forlaget kan man læse, at der er tale om bogen, som Marianne Jelved har uddelt som ’pligtpensum’ til den radikale folketingsgruppe - og selvom den næppe er blevet læst med samme intensitet, som den er blevet diskuteret, har Florida spillet en ikke uvæsentlig rolle i partiets politiske udspil, Det Kreative Danmark, som netop Martin Lidegaard har været pennefører på. Den kreative klasse er i Floridas udlægning en meget stor og bredt sammensat gruppe af mennesker: Fra designere og kunstnere til laboranter, jurister og sågar journalister - alt i alt ikke så frygteligt langt fra det, som Robert Reich, der var arbejdsminister under Clinton, har betegnet som ’symbolanalytikere’.

Hvilken kreativ klasse?
Rune Lykkeberg

5. februar 2005
Klasse: Det Radikale Venstre har fundet en ideologi og en ’guru’. Denne guru hedder Richard Florida, og han er kendt for sine teser om ’kreativitet’. Som han sagde i Jyllands-Posten søndag: »De byer og lande, som har succes i det 21-århundrede, er alle kreative centre, og forudsætningen for, at de kan blive det, er tre t’er: talent, teknologi og tolerance.« Succes betyder for Florida: Økonomisk succes. Det nye er ikke, at der er politikere, som råber om mangfoldighed og kreativitet. Det er heller ikke nyt, at der er nogen, som siger, at byer med mange bohemer, bøsser og rockbands klarer sig utroligt godt. Det er allerede gamle floskler: Det usædvanlige er godt, det almindelige er dårligt. Det spontane er godt, det skematiske er skidt. Richard Florida fortæller gerne om sig selv og sit eget liv: Han sover længe. For han er ikke en kedelig funktionær. Han er en kunstner, så han arbejder til ud på de små timer. Hvis man vil være kreativ, kan man ikke bare arbejde fra otte til fire. Kunstneren er forbilledet i den kreative klasse. Florida har selv nævnt den ny økonomis stjerner: »Det kendetegner den kreative klasse, at dens medlemmer arbejder med at skabe nye meningsfulde former. Den superkreative kerne i den nye klasse består af videnskabsmænd og ingeniører, professorer fra universiteterne, digtere og romanforfattere, kunstnere, entertainere, skuespillere, designere og arkitekter og også ’de intellektuelle ledere’ i det moderne samfund: redaktører, kulturelle personer, medlemmer af tænketanke, analytikere og andre meningsdannere.«
Dette segment af forskere, kunstnere og medieaktører skal skabe det nye og det kreative. Det var denne drøm om, at alt det gode og smukke og kreative går op i den størst mulige økonomiske vækst og velstand for alle, der kendetegnede 90’erne it-utopier. Denne simple modstilling mellem funktionæren og kunstneren, mellem det kedelige vanemenneske og den vidunderlige individualist skulle være billedet på fortidens mennesker og fremtidens helte. Alle skal blive kunstnere, alle skal være enere. Den kreative klasse er en avantgarde. Som en flyvemaskine på himlen trækker den billeder af det gode liv på bannere bag sig. Disse billeder blev præsenteret som utopier af skaldede mænd med firkantede briller i bøger som ’Funky business’ i 90’erne. Det var dengang et slogan, at den nye økonomi ikke har brug for dem, der laver regler. Den nye økonomi vil have folk, der bryder regler. Så det nye er ikke at tale om den kreative klasse. Det nye er, at denne snak allerede er blevet gammel. Det er ikke længere en utopi for samfundets forreste, men en politik for et mindre midterparti. Det er resterne af den sidste store fortælling, der er blevet samlet op som floskler af Marianne Jelved & co. Og når Jelved taler om kreativitet og mangfoldighed, lyder hun hverken som digter, forsker eller skuespiller. Hun taler med samme snusfornuftige og troværdige grimasse, som når hun taler om ’2010-plan’ og ’konventioner’. Vi skal overholde loven. Vi skal bestemt ikke bryde regler. Eller tænke selv. Vi skal gøre som menneskerettighedskommissær Alvaro Gil-Robles siger. Vi skal leve op til 2010-planen. Vi skal være kreative, fordi det er det, ’vi skal leve af’. Vi skal ikke bruge tolerance, teknik og talent til at bryde med den økonomiske nyttemoral, der hærger i offentligheden, på uddannelsesinstitutioner og i de nye forestillinger om forskning. Det kreative er ikke et mål i sig selv. Det er et middel. Floridas teser om den kreative klasse er udtryk for den vulgærmarxisme, hvor alle dimensioner og perspektiver skal gøres op i økonomi. Vi skal være tolerante. For det skaber vækst med fremmede impulser. Den oplagte indvending er: Hvis tolerance alligevel ikke giver vækst, skal vi så være intolerante?

Kære LTM
Det er ikke ofte du rammer helt galt, men her gør du. Andreas Reckwitz er en af Tysklands mest anekendte og indflydelsesrige sociologer, derfor bringer jeg en omtale af en af hans mange bøger ”Singulariteternes samfund – om modernitetens strukturændringer”. :
Det særegne trumfer alt, det enestående belønnes, mens det almindelige og standardiserede nærmest virker kedeligt. Gennemsnitsmennesket med sit gennemsnitsliv mistænkes for at være konformt. Den nye målestok for alting er ikke blot de autentiske subjekter med originale interesser og “kuraterede” biografier, men også de unikke varer og events, fællesskaber og byer. Senmoderne samfund dyrker det singulære.Med udgangspunkt i denne diagnose udforsker Andreas Reckwitz den singulariseringsproces, der i begyndelsen af 2000-tallet foregår inden for økonomien, i arbejdsverdenen, i den digitale teknologi, på livsstilsområdet og i det politiske liv. I et forsøg på at opstille en ny teori om moderniteten viser han, hvor tæt sammenvævet denne proces er med kulturaliseringen af det sociale, hvor modsigelsesfuld en dynamik den rummer, og hvordan dens vrangside ser ud. Singulariseringens samfund kan nemlig ikke kun opvise prægtige vindere, men producerer også sine helt egne uligheder, paradokser og tabere.Andreas Reckwitz er professor i kultursociologi ved Europa-Universität Viadrina i Frankfurt an der Oder og har begået en banebrydende og retningsanvisende bog om den samtid, vi lever i.
Eller opsøg YouTube

Marie-Christine Poncelet

Når man begynde at karakterisere en generation og udpege den i sin helhed som " skyldig" tænker jeg hvad er det mon man vil sløre?
Trods 68 s bevægelserne store betydning for det societal udviklingen ( kvinde bevægelsen,
Studentbevægelsen, fredbevægelsen) bliver en hele generation udpeget som skyldig i en eller anden forbrydelse som jeg har personligt svært ved at se.
Nu 89 generation!?
Hvem taler om 1789 generation, 1871 generation, 1920, 1936, 1939 generation? Nej når man taler om disse år taler man ikke om generationer men om samfundsforholder, ideologiske stømninger, oplysninger s tiden osv..
Socialdemokraterne har tendans til at fralægge sig det politiske ansvar som er deres i denne udvikling vi er viden til, de taler ikke om samfundsforholder men om nogle generationer s svigter.
Det ser ud som om socialdemokraternes analysen går ud på at udpege forskellige grupper i samfundet, skabe nogle modsætninger som ikke findes men aldrig at sætte spørgsmålstegn ved det samfund de har ved med til skabe.

Rune Stilling, Eva Schwanenflügel, Michael Hansen, Poul Erik Pedersen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Michael Hansen

Marie-Christine, netop hvad vil man sløre. Man kunne også sige, lad os skabe en historie, hvor vi alene sætter en dagsorden for dens løsning. Lad gerne denne historie være så diffus og ikke-substantiel som muligt. Så drejer vi blot sagen en smule og elaborerer fabulerernde videre, så alle mister orienteringen. Så slipper vi nemlig for at forholde os til de sande problemstillinger, som kan vise sig sprængfarlige.

Der er mange eksempler på, hvilken kraft en kampagne, et manifest eller ideologi kan øve på masserne. Vi ser det i fuldt flor i den tidligere østblok i øjeblikket. Pakket ind i ordet populisme, hvilken isme nærmest er blevet at regne for et legitimt politisk instrument.
Populisme er fascismens fødselshjælper, og det er derfor opløftende at se, hvor mange kritiske røster der rejses i dette kommentarspor...

Peter Gløde, Eva Schwanenflügel, Marie-Christine Poncelet og Jesper Frimann Ljungberg anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

@ Marie-Christine Poncelet
Det er vanskeligt ikke at gi’ dig ret.
Men generationsbetegnelsen er vel blevet gængs, og betegner generationer af unge, der fik formet - eller endda cementeret - deres verdenssyn af epokegørende hændelser.

‘80’ernes generationer, der oplevede Kartoffelkuren som gav dem få muligheder for udfoldelse, ‘89 generationen der så håbet for den enkeltes muligheder åbne sig, inspireret af de stramme regimers ophør i Østeuropa.

Jesper Frimann Ljungberg

@Jens Thaarup Nyberg

Jeg tror det er mønstre, tendenser når vi kommer til at snakke om de forskellige generationers karakteristika. Og ja det er forsimplet, kan ikke bruges på individet, men der er mange af de her gamle talemåder, der har en kerne af sandhed i sig.
F.eks. "Efter en samler kommer der en spreder", "En generation ligner sin bedsteforældre generation" .. etc. etc.

Og jeg kan se at min generation (Generation X) ligner bedsteforældre generationen (mellemkrigs generationen), vi vil helst klare det selv, er praktiske. Mangler måske ideologi. Millenials som Kaare Dybvad, snakker og snakker og snakker og ... ja minder meget om babyboomerne.

Vi fra generation X synes jo de er nogle forkælede egoister som deres bedsteforældre... men vi er jo også lidt mærkelige.. bare se på "vores" musik.

// Jesper

Nicolaj Ottsen

@Marie-Christine Poncelet, hvis man ikke vil formulere eller ikke vil dele ens positive vision og dens grundforudsætninger, så må man opfinde fiktive modstandere, som 89’erne, som når man presser imod dem, skubber en i den retning man ønsker.

Jeg tror det hele virker slørende og manipulerende fordi SD er blinde for, tager for givet eller undlader at dele, forudsætningerne bag deres logik, deres eget trosgrundlag og endestationen. Jeg tror de, som Marx, der vendte Hegel på hovedet i den materialistiske dialektik, tror, at det er via det kvantitative, at fundamentale kvalitative forandringer opstår. Ikke bare i samfundet, men også i mennesket. Jeg tror de tror, at det er de kvantitative omstændigheder, der styre det kvalitative og ikke omvendt. Jeg tror de tror, som Herbert Marcuse, at en gennemtvungen ny moral vil sive ned i menneskets instinktuelle substrate og forandre det. Jeg tror de tror det er samfundet, der præger og skaber mennesket og ikke mennesket som skaber og præger samfundet.

For dem er mennesket til for samfundet og ikke omvendt, for det er, i deres verdensbillede, ud af samfundets struktur, at den menneskelige kvalitet opstår. Den, kvaliteten, er ikke som det traditionelt har været tænkt noget iboende, konstant og uforanderligt. Kaare Dybvad og SD er basalt set igang med at dekonstruerer ideen om individet eller i det mindste rykke det et par pladser ned i værdi-hierakiet, et godt stykke under den socialdemokratiske "balance", "retfærdighed", “samhørighed” etc. Og for at slippe afsted med det må individualiteten, tildeles skylden for alverdens dårligdomme.

Jeg tror, at hvor DF går op i og tager udgangspunkt i en universel kvalitativ struktur, som Danskheden, noget spirituelt eller imaginært og er mere eller mindre ligegalde med det kvantitative, som ulighed eller fattigdom. Så går SD op i en universel kvantitativ struktur, noget materielt eller konkret, og er mere eller mindre ligegalde med det kvantitative, som ulighed eller fattigdom, pt, fordi de tror, at der ud af dette socialdemokratiske matador mix, vil opstå at en ny kvalitet, hvor problemerne ikke findes længere. Socialdemokratiets projekt er, i Mette F iterationen, ikke at løse problemer eller hjælpe nogen, her og nu, for alle problemerne er løst på den anden side.

Beklager hvis det hele lyder lidt konspiratorisk, men jeg kan ikke finde mening i det jeg ser, uden at havne i disse tanker.

Michael Hansen og Martin Rønnow Klarlund anbefalede denne kommentar
William Mannicke

Jeg har ikke mulighed for at læse interviewet i Berlingske og kan derfor ikke forholde mig til LTMs artikel.

Men jeg vil gerne knytte et par kommentarer til begrebet 89 generationen.

Først må vi jo lige fastslå om en 89er er født i 89, eller som 68erne, var mellem 20 og 30 år på ”gerningstidspunktet.
I det følgende går jeg ud fra at 89erene var mellem 20 og 30 år i 1989.

Murens og jerntæppets fald i 1989 affødte voldsom optimisme for verdens fremtid. Den demokratiske verden og ikke mindst markedskræfterne havde ”vundet” over betonkommunismen og venstreorienteret ideologi.

I DK indledte det panegyrikken om iværksættere, børsgenierne, it-nørder der blev multimillionærer over natten.
Politisk blev Fogh Rasmussen med Lykke på bagsædet fortalere for privatisering af den offentlige sektor, og gennemførte den langt hen af vejen. I samme ombæring blev lobby organisationer, som CEPOS, mm undfanget

I medierne førte stemmer som Bent Blydnikow, Katrine Lilleør sig frem med krav om afsværgelse af venstre snoet arvegods.
Noget de gør den dag i dag.

https://www.berlingske.dk/kommentatorer/kaare-dybvad-gav-forleden-det-me...
https://www.berlingske.dk/kronikker/bent-bludnikow-ruc-forskeres-aktivis...

Kulturelt blev kaospiloter, projektmagere osv. førende stemmer på kultur scenen: se mig, hør mig, MIG.
”Kunstnere” drak champagne sammen yuppierne på Cafe Victor, og i sidegaderne var finansmarkedet ”heelt viildt”.

Og det fortsatte til 2008, da verden røg på røven. Så blev der lidt stille et par år. Men nu er generation 89 atter på krigsstien i de borgerlige medier; og i dette tilfælde må Information vist regnes for borgerligt.

Som Stig Bøg citerer i indlæg fra 18.juli 2021 -09:16 :

”Det særegne trumfer alt, det enestående belønnes, mens det almindelige og standardiserede nærmest virker kedeligt. Gennemsnitsmennesket med sit gennemsnitsliv mistænkes for at være konformt. Den nye målestok for alting er ikke blot de autentiske subjekter med originale interesser og “kuraterede” biografier, men også de unikke varer og events, fællesskaber og byer. Senmoderne samfund dyrker det singulære.”

Det gør både generation 89 og Information... ikke megen sympati for makrelmad, leverpostej eller solidaritet her.

PS: Prøv at skrive 89 på en lap papir og vend så lappen på hovedet:-)

Jens Thaarup Nyberg, Henriette Bøhne, Morten Kjerulf og Stig Bøg anbefalede denne kommentar
Viggo Okholm

meget lang debat, hvor jeg som amatør og en ældre mand skal holde tungen lige i munden..
Det svirrer med analyser fra forskellige eksperter, der analyserer livet som den nu udfolder sig omkring menneskets egoistiske forhold til "mig".
Flere er klar over at det revner på et tidspunkt uanset mål og midler uanset.
Giver det overhovedet mening at snakke om klasse mere?
Hvad er arbejderklassen i dag? Vejarbejderne? renovationsarbejderne? Ufaglærte bag transportbåndene i bl.a. bryggerier?
Hvor placerer men SOSUer. pædagogmedhjælpere ? Landbrugsmedhjælperne?
Hvor placerer man kassedamer/mænd og så er der den store gruppe som slet ikke kan få fodfæste?
Hvor mange af i mennesker, som skriver her vil miste en del af deres status og indkomst for at en del af dem jeg her nævner får større anerkendelse som vigtige mennesker?
Hvad kan vi som her det rimeligt for at miste lidt for at de andre kan få mere?

Egon Stich, Eva Schwanenflügel og Henriette Bøhne anbefalede denne kommentar
Henriette Bøhne

Viggo Okholm,

https://klassesamfund.dk/

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd beskrev for nogle år siden det danske klassesystemet i dets nuværende form og journalisten Lars Olsen har også behandlet emnet i artikler og bøger ganske grundigt.

Jesper Frimann Ljungberg

@William Mannicke

I 1989 er det babyboomerne der begynder sit indtog i magtens korridorer det er dog stadig deres forældregeneration der sidder på magten. Generation X er 10 -25 år på det tidspunkt. Babyboom generationen kommer til magten i Danmark med Poul Nyrup, hvor en kritisk masse af ministre også er fra Babyboomer generationen.

// Jesper

Jesper Frimann Ljungberg

@Henriette Bøhne

Sjovt, vores lille kernefamilie er enten arbejderklassen eller højere middelklasse baseret på en lille springende parameter.

Det er da en interessant side, omend jeg tror tingene er lidt mere komplekse end så. Økonomi er kun en dimension.

// Jesper

Jens Thaarup Nyberg

@ Jesper Frimann Ljungberg

Du skriver økonomi og parameteren hedder indkomst.

Økonomien er noget mere omfattende, i det mindste i klassisk forstand, og omfatter det notoriske ejendomsforhold.

Hvem ejer produktionsmidlerne og hvilke produktivkræfter betjener hvilke midler.

Jørn-Erik Rasmussen

En interessant diskussion.
For mig at se er grundlaget, udgangspunktet i Kaare Dybvads indlæg om "89ér-generationen" simpelthen misvisende.
I hvert fald hvis det skal opfattes, som at den nuværende økonomiske og sociale politik alene eller væsentligst er bestemt af begivenhederne omkring og efter Murens Fald.

Bevægelsen henimod en omfattende (ny)liberalistisk tænkning og orden havde allerede været undervejs længe inden 1989.
Denne tænkning gennemsætter sig som Rune Lykkeberg citeres for i et af indlæggene "Det kreative er ikke et mål i sig selv. Det er et middel." og handler om "økonomisk nyttemoral".

Den angloamerikanske utilitarisme blev altings grundlag.
At disse forestillinger udspilledes - også i Danmark - før 89 kan kort ses her: https://denstoredanske.lex.dk/New_Public_Management

Min pointe her er, at det ikke er Berlinmurens fald (om end den formentlig forstærker udviklingen); men at det er den efter 2. verdenskrig dominerende angloamerikanske politiske, filosofiske og økonomiske tænkning som sætter sig igennem med NPM, (egen)nyttemaksimerende kontrakter osv..

Når jeg finder det som en væsentlig pointe, så er det fordi en "89ér/Berlinmur-effekt" kan ses som et overfladefænomen, der vel så at sige nærmest ved en Oplysning-til-Borgerne-om-Samfundet indsats vil kunne kureres.

Derimod - hvis der er tale om en dybere, grundlæggende ændring i vort tankesæt om forståelsen af begreber som samfund, menneske, borger, pligt, rettigheder - så står vi overfor en langt større udfordring, end den som Dybvad umiddelbart mere syner end aner.

Jesper Frimann Ljungberg

@Jens Thaarup Nyberg

"Du skriver økonomi og parameteren hedder indkomst."

Ja, tror du ikke det går.

"Økonomien er noget mere omfattende, i det mindste i klassisk forstand, og omfatter det notoriske ejendomsforhold."

Jup, men måske burde parametren jo netop være økonomi, og ikke indkomst.

"Hvem ejer produktionsmidlerne og hvilke produktivkræfter betjener hvilke midler."

Det gør vi lønmodtagere i høj grad. Nogle mere end andre. Fruen og min pensionsformue er større end værdien af bolig og anden ikke pensions formue. Men hovedparten af pensionsformuen har vi da ingen kontrol over, hvad der stemmes for ift. de aktier, som pensionsselskabet har investeret i.
Første skridt mod mere økonomisk demokrati, ville være at flytte den magt som pensionsformuerne giver tilbage til, dem der ejer midlerne.

// Jesper

Stella Lystlund

G. Gustafsdottir skriver ikke Stella.

Efter at have læst artiklen og alle 33 kommentarer har jeg det som, når jeg læser Politiken. Politiken er efter hånden blevet så højreorienteret, at jeg enkelte gange er i tvivl om, om jeg sidder og læser Berlingskes kommentarer eller Politikens.

Samtidigt skriver den tidligere radikale avis harmdirrende artikler om syriske flygtninge og danske kvinder og børn i syriske fangelejre og skælder ud på den socialdemokratiske regering, hvilket sådan set er forståeligt.

Jeg kan derimod ikke få avisens begejstring for Nye Borgerliges indvandrerpolitik til at harmonerer med de harmdirrende artikler om flygtninge, men men aviser skal sælges.

Når jeg læser kommentarene her virker det som om halvdelen af dem, der kommenterer, ønsker sig en hardcore højreregering, således at deres hjerter, der kæmper for socialismen igen har noget at kæmpe for.

Skal Nye Borgerlige, DF og Rasmus Paludan i regering inden, der er noget at kæmpe for.

Jeg kan ganske enkelt ikke forstå, hvordan en tidligere kulturradikal avis som Politiken på den ene side laver to lange interviews med formanden for Nye Borgerlige, en kvinde, som er blevet ansat, som formand for Nye Borgerlige, af Rand-rige danskere i Schweiz. Mænd, der er flygtet fra Danmark og op i de schweiziske bjerge, akkurat som mændene i Ayn Rand's bog Atlas Shrugged 1-3. I bogen gør de hovedrige "heros" oprør, fordi de ikke længere vil lade sig udnyttet af de mindre tjenende almindelige borgere, som Ayn Rand kalder "parasitter". Ordlyden minder lidt om det formanden for NB selv bruger om udlændinge, hvor ord som "ukrudt", "ugræs", "perkere"og n-ordet bliver brugt.

Vi taler her om mænd, der har modtaget hele velfærdspakken, SU og lange videregående uddannelser. En af dem har for eksempel modtaget to lange videregående uddannelser, en mulighed som tidligere højreregering har frataget nulevende unge. Manden har været så heldig at bo i et velfærdssamfund, som kunne begunstige ham med to lange videregående uddannelser. Alt gratis. Nu vil disse mænd, der har kørt frihjul i det danske samfund og for nogles vedkommende aldrig har betalt skat i Danmark, ændre samfundet til et tusindårsrige, uden skat for de rige. Det var Ayn Rand's vision, 0 skat for de rige. Selv døde hun syg, forladt og på offentlig forsørgelse.

Jo det er muligt, at S har skuffet, men ønsker nogen af kommentatorerne og den tidligere radikale avis en ny klassekamp med med et nyfeudalt og *præ-fascistisk styre ved magten i Danmark?

Jeg har det nok mindre "stramt" med med lommefilosofien i ideen om 89 , som Kaare Dybvad byder på, end jeg har det med politikere, som beskylder andre for at lade sig forsørge, når de selv bogstaveligt talt er blevet forsørget.

Artikler om mennesker i nød bør have sin plads i aviser, men nogle politikeres personlige Münchhausenfortællinger om deres indsats i samfundet har jeg det derimod meget "stramt' med, især når jeg i enkelte tilfælde kender indsatsen eller mangel på samme.

Så hvis I vil bekæmpe fattigdom kære medkommentatorer så bekæmp løgne og fremmedhad hos dem der fortæller løgne og prædiker fremmedhad.

Ja selvfølgelig skal man kritisere dem der sidder med magten, men man bør ikke være så naiv, at man derved er med til at give magten til feudale og fremmedhadende partier, som forvrænger hensigten med deres politik. De fortæller ingenting om fordelingspolitikken som vil nedlægge det velfærdssamfund vi kender i dag.

Med venlig hilsen fra en tidligere forsørger.

* Timothy Snyder kaldte Donald Trumps politik post-historisk og præ-fascistisk.

Atilla Thcengiz

Et par ting som bør afklares: lejelovens &5, stykke 2 var oprindeligt tiltænkt de gamle københavnske ejendomme som trængte til byfornyelse og en tiltrængt gennemgribende modernisering, men som siden hen er bleven misbrugt på ægte "liberalt" vis til overfladiske moderniseringer - ofte med falske faktura som "dokumentation" - af nyere ejendomme, herunder sunde almennyttige og sociale boligblokke, hvis ejere også kunne være pensions selskaber så som DIP, PFA og lignende og således bane vejen for en to eller tredobling af den oprindelige husleje. Hvilket har resulteret i den horrible boligmarkeds situation som vi jo befinder os atter igen i dag - til trods for finanskrisen i 2008 som netop havde sin rod i boligmarkedet som subjekt for forskruede og vanvittige spekulationer.

DERFOR bør man forkaste og aflyse alle suspekte &5, stykke 2 "moderniseringer" med tilbagevirkende kraft og samtidig forkaste samme lov sammen med den afskylige GHETTO pakke med det samme, intet venten til at det såkaldte Folketing igen samles til efteråret. Det er umiddelbart noget af det hvad jeg forstår ved at blæse til kamp mod neo-liberalismen.

Stella Lystlund

G. Gustafsdottir skriver ikke Stella.
"Som magtfuld minister vil han have gjort op med det udbredte ideal om at overskride folkelige hverdagsnormer, som i årtier har præget dele af den kulturelle og veluddannede elite, og som Kaare Dybvad også allerede selv slog til lyd for i sin debatbog De lærdes tyranni fra 2017 – med den sigende undertitel: »Hvordan den kreative klasse skaber ulighed og undergraver verdens bedste samfund«."

Tilhører Kaare Dybvad i virkeligheden ikke selv denne elite, som han beskriver? En minister i en regering tilhører vel eliten, uanset politisk ståsted. Eller hvad? Han har en del af magten. Hvordan regulerer man den magt man selv har?

Jens Thaarup Nyberg

@ Jesper Frimann Ljungberg

“ Første skridt mod mere økonomisk demokrati, ville være at flytte den magt som pensionsformuerne giver tilbage til, dem der ejer midlerne”

Magten ligger i markedet. Din pensionsformue investeres i virksomhed,er der giver afkast.

Og din bolig er netop det værd, at være din bolig. Sælger du, skal du skaffe en ny, låner du i den, skal du spare i dit forbrug., medmindre du er tilstrækkelig vellønnet. Og lønnen afhænger af efterspørgslen på din arbejdskraft.

Så rigtignok er indkomst en relevant parameter for, hvor i markedsøkonomien, vi befinder os; hvem køber den kreative klasses produkter.

Jens Thaarup Nyberg

@ G. Gustafsdottir

“ Tilhører Kaare Dybvad i virkeligheden ikke selv denne elite, som han beskriver? En minister i en regering tilhører vel eliten, uanset politisk ståsted. Eller hvad? Han har en del af magten. Hvordan regulerer man den magt man selv har?”

Jovist tilhører Dybvad eliten,; men der er, som du selv bemærker, delte meninger om den rette politik. Og magten ligger i tilslutningen til den fremførte politik. Og så bliver det et spørgsmål om de tilstrækkelige magtmidler kan mønstres.