Rødstrømper til unge klimaaktivister: »Udvælg nogle store skurke, og vær på nakken af dem«

I står foran en meget lang kamp, så I skal holde krudtet tørt. Hvis magthaverne kun vil snakke om tal, så skal I tale om fremtiden. Og få jer en fast base, så I også kan holde fester og samle styrke. Sådan lyder det fra to rødstrømpepionerer i Informations sommerserie, hvor ældre aktivister giver råd til tre unge klimaaktivister
Vibeke Vasbo og Inger Stauning, der var aktive i rødstrømpebevægelsen i 1970’erne, mødes med tre unge klimaaktivister og videregiver deres erfaringer. Fra venstre: Vibeke Vasbo, Nynne Juul (Extinction Rebellion), Hannah Hagens (Fridays For Future), Anna Bjerre (Den Grønne Studenterbevægelse) og Inger Stauning.

Vibeke Vasbo og Inger Stauning, der var aktive i rødstrømpebevægelsen i 1970’erne, mødes med tre unge klimaaktivister og videregiver deres erfaringer. Fra venstre: Vibeke Vasbo, Nynne Juul (Extinction Rebellion), Hannah Hagens (Fridays For Future), Anna Bjerre (Den Grønne Studenterbevægelse) og Inger Stauning.

Emilie Lærke Henriksen

Indland
14. juli 2021

77-årige Vibeke Vasbo har taget toget fra Vestsjælland til Informations redaktion i København. Her skal hun sammen med sin seks år yngre kusine, Inger Stauning fra Vanløse, mødes med tre unge kvinder fra klimabevægelsen og fortælle om dengang, rødstrømperne kastede sig ind i kampen for kvinders rettigheder.

På Informations foranledning er de to ældre kvinder gået med til at videregive deres erfaringer fra dengang i begyndelsen af 1970’erne, hvor rødstrømperne aktionerede for ligeløn og var med til at gennemføre fri abort, og hvor de arrangerede basisgrupper og sommerlejre kun for kvinder på Femø, besatte tomme huse, etablerede Grevinde Danner-stiftelsen og meget, meget mere. Som følge af rødstrømpernes indsats blev Danmark forandret.

»Først var min tanke: Jeg kan da ikke lære de unge noget. Tiden er så meget anderledes, men én ting kan jeg da sige: I skal holde krudtet tørt, for I står over for en meget lang kamp, hvor modstanden vil være kolossal, og det er vigtigt ikke at udmatte sig …«

Sådan indleder Vibeke Vasbo sin præsentation af sig selv over for Hannah Hagens, Nynne Juul og Anna Bjerre, som er aktive i kampen mod klimakrisen.

»Og så skal I skabe nogle oaser, hvor det er rart at være, så I kan samle styrke. Vi fik etableret Kvindehuset, hvor vi både kunne bo, mødes, feste og samle styrke,« tilføjer hun.

»I skal holde fast i, at I har ret. I har ret til at være vrede på det gamle samfund og ret til at kræve, at forskere og teknikere finder løsninger. I er fremtiden, mens det er os gamle, der har været klimasyndere,« supplerer Inger Stauning, da hun præsenterer sig. Hun fortæller, at da hun som ung kom til København i 1968, sydede det overalt med aktive unge.

»Der var et generationsopgør i gang, og vi kunne bare vælge, hvor vi ville være med. Ideen med rødstrømperne kom fra USA, og Vibeke Vasbo var med fra begyndelsen. Jeg var lidt misundelig, så da hun spurgte mig, om jeg ville være med til at arrangere den første sommerlejr på Femø i 1971, slog jeg straks til. For der sker noget, når mange er sammen. Det kunne vi se på kvinderne, når de kom til Femø i deres hverdagstøj. Som dagene gik, smed de tøjet og voksede og blev gladere. Yes, kvinder er stærke!«

Slisken på Nørreport

Vibeke Vasbo fortæller om en aktion, som kort fortalt gik ud på at protestere mod, at kvinder med barnevogne skulle bære dem op og ned ad de mange trapper på Nørreport Station, når de skulle med S-toget. På forhånd havde rødstrømperne savet gasbetonblokke i trekanter og blandet mørtel, så på Mors Dag i 1973 fik de på 13 minutter muret gasbetonblokkene fast, så de dannede en sliske.

»Det er vigtigt at skaffe sig en sejr en gang imellem. DSB havde sagt, at det ikke var teknisk muligt at installere en elevator, men vi sagde, at hvis man kunne sende folk til månen, kunne man også sørge for en elevator. Vi havde planlagt det nøje og indkaldt omkring 100 kvinder, så vi var færdige, inden politiet nåede frem. De syntes i øvrigt, det var en god idé,« fortæller hun. Som bekendt endte det med, at der kom en elevator på Nørreport Station.

»Det var ret sjovt, og så var det en sejr. Alle kunne se behovet,« tilføjer Vibeke Vasbo.

»Det er meget sjovt at høre. Det er en god idé gennem en aktion at skabe det, man gerne vil have,« siger Nynne Juul.

Inger Stauning fortæller, hvordan rødstrømperne i 1971 besatte tre tomme huse i gaden Åbenrå i det indre København. De indrettede et kvindehus med blandt andet café, biograf, værksteder og mødelokaler, og så boede en stor gruppe kvinder også sammen i husene.

»Vi brugte Kvindehuset som base, også for hele abortkampagnen i 1972 og en masse andre aktioner, blandt andet den på Nørreport Station. Klimabevægelsen skulle også tage et klimahus eller lave klima-ølejre.«

»Ja, Kvindehuset var et helle for os ligesom Femølejrene,« supplerer Vibeke Vasbo.

»Og der er endnu en pointe: Der skal være noget at lave for alle i en bevægelse, ikke bare for de klogeste. I Kvindehuset kom kvinder ind fra gaden, og så kunne de kaste sig over den aktivitet, de havde lyst til, om det så var at deltage i cafégruppen, renovere huset, male bannere eller hvad det nu kunne være. Vi oplevede det også i Dannerhuset i 1979, hvor det kun var kvinder, der stod for hele renovationen og ombygningen. Bevægelsen blev også udbredt ved, at der var masser at gøre for alle mulige slags kvinder på mange forskellige planer.«

Anna Bjerre fra Den Grønne Studenterbevægelse ser knap så begejstret ud.

»Der er en forskel på kvindekampen og klimakampen her. Der er en akuthed for klimakampen, så vi har ikke tid til at hygge os på en ø, for det skal gå hurtigt. Vi er i kapløb med tiden og har kun få år, inden det går galt.«

Skift emne, når magthaverne snakker om tal

»Det har været spændende at høre, ikke mindst om hvordan I sørgede for at vedligeholde det indre liv i jeres bevægelse. Og selv om vi også i Extinction Rebellion synes, der er noget at lave for alle, der vil, så har vi også en kæmpe udfordring med at tiltrække flere folk,« siger Nynne Juul.

»Hvorfor vil I være flere? Greenpeace laver da også mange aktioner, og de er ikke ret mange,« spørger Inger Stauning.

»Fordi vi skal bruge folk til at lave endnu flere aktioner,« svarer Nynne Juul.

Anna Bjerre siger, at hun og Den Grønne Studenterbevægelse er meget optaget af, om klimaaktivisterne skal vise følelser, hvis de kommer i medierne. Eller om de så at sige skal ’konkurrere’ med regeringen om fup og fakta i klimakampen.

»Man kan virkelig blive latterliggjort, hvis man optræder følelsesladet,« siger hun.

Nynne Juul nikker og fortæller, at da hun var i DR’s Debatten sammen med Morten Messerschmidt og Pernille Vermund, havde hun »virkelig læst op på alle tallene«.

»Det skulle ikke bare kunne afvises som føleri,« som hun udtrykker det.

»Pis med de tal,« kommer det fra Vibeke Vasbo. »Tag det hellere fra en anden side: Skovene brænder i Australien, træerne fældes i Amazonas.«

»Eller spørg, hvad de vil gøre, når grundvandet stiger under hele Danmark. Flyt diskussionen. Folk vil gerne lukke øjnene for klimakrisen, for det er så ubehageligt at tænke på. Så I skal tale om fremtiden,« indskyder Inger Stauning.

»Magthaverne vil altid sige, at bruttonationalproduktet, eksporten eller beskæftigelsen desværre ikke tillader, at jeres krav kan gennemføres. Så kommer de med alle deres tal i lange baner. Men det skal man ikke gå ind på, for man kan slet ikke konkurrere med dem. De vil altid have meget større regnemaskiner end jer. Så skift emne, når de begynder med deres tal,« siger Vibeke Vasbo.

»Og så skal I have tillid til jeres sag. Kvinder er undertrykt, og klimaet er truet,« tilføjer Inger Stauning.

Kan hærværk være et middel?

Hannah Hagens bliver spurgt af Inger Stauning om, hvad hendes skolekammerater mener om hendes klimaaktivisme.

»Der er nogle, der synes, det er mærkeligt, når vi strejker. Men jeg ved, at jeg har ret. Og jeg kæmper jo også for deres fremtid, selv om de ikke kan indse det. Så de burde faktisk være taknemmelige,« griner hun.

»Det er den rette ånd,« siger Inger Stauning.

Spørgsmålet rejses, om de unge klimaaktivister skal blive mere radikale eller ekstreme i deres aktionsformer. Er det uundgåeligt, hvis hverken regeringen eller politikerne vil høre på dem?

Det advarer Vibeke Vasbo mod. Den vej har hun været på vej ned ad en gang.

»Men jeg vendte om. Vold er en selvmordstrategi. Vi kæmpede mod vold mod kvinder, så skulle vi selvfølgelig heller ikke selv bruge vold. Dele af studenteroprøret gik grueligt galt i Vesttyskland med Baader-Meinhof,« siger hun.

Nynne Juul siger, at hun en gang imellem bliver så frustreret, at hun har lyst til at »brænde det hele af«.

»Jeg har ikke lyst til at gribe til vold, men vi når snart et punkt, hvor vores demonstrationer og aktioner ikke længere duer. Hvor går grænsen? For hver dag, der går, uden der sker noget, bliver det bare sværere at få gjort noget ved klimakrisen.«

Hannah Hagens tager ordet: »Jeg kan også blive grebet af den frustration. Jeg har aldrig lavet aktioner med civil ulydighed, men det er en diskussion, vi nu har taget op i Fridays for Future.«

»Hvad skulle det hjælpe at brænde noget af,« spørger Inger Stauning.

Nynne Juul ryster på hovedet: »Nej, det hjælper ikke noget.«

– Hvad så med hærværk? Selv om hærværk kan skræmme mange folk væk, så kan det også skabe stor opmærksomhed. Tænk bare på dengang, Den Lille Havfrue fik savet hovedet af første gang i 1964. Dengang kunne gerningsmanden være blevet lynchet, så stor var ophidselsen. Men folks stillingtagen kan hurtigt ændre sig. Bare få år senere var det helt anderledes. Ja ja, det var da bare en sjov happening …

Inger Stauning nikker.

»Vi besatte Dannerhuset, som var ejet af en fond og blev solgt til et entreprenørfirma, så vi besatte det i protest, men tog dem på ordet, da de tilbød, at vi kunne købe det. Det var helt sikkert ulovligt. Men kort tid efter blev vi hyldet som Dannerkvinder,« siger hun og tilføjer: »Indsamlingen til køb og ombygning blev i sig selv en kæmpemæssig aktion, som involverede tusindvis af kvinder og mænd og satte fokus på vold mod kvinder.«

Humor og klimaidioter

Det er også vigtigt at bruge humor, fortæller Vibeke Vasbo. Hun opremser nogle af de sange, som rødstrømperne og Lesbisk Bevægelse skrev på kendte melodier.

»Du må få min brysteholder, når jeg går,« synger hun og fortsætter med en anden gammel sangtekst: »Ingens hænder er så hårde som en kvindes, der handler selv for allerførste gang …«

Vibeke Vasbo har tænkt over, hvordan man kan vende det, som Pia Kjærsgaard kaldte klimaaktivisterne: Klimatosserne, sagde hun på valgaftenen i maj 2019 efter valget til Europa-parlamentet.

»Sådan et skældsord skal I da gribe og straks vende om. I skal kalde hende og andre klimabenægtere for klimaidioter,« siger hun.

Inger Stauning spørger, hvad klimaaktivisterne vil gøre i forbindelse med kommunalvalget. Kan det bruges til at mobilisere?

»Vi vil lave den største kampagne nogensinde,« siger Anna Bjerre. Hun tilføjer, at når man nu kan se, at det ikke rigtig lykkes at presse Folketinget, så er det på tide at prøve med kommunerne.

»Kommunerne bestemmer meget mere, end jeg egentlig var klar over,« siger hun.

»Og hvad med de store virksomheder?« spørger Inger Stauning.

Nynne Juul fortæller, at XR engang lavede en aktion mod brancheforeningen Olie Gas Danmarks årsmøde.

»Men de var rigtig smarte, for de inviterede os op på scenen, og der var klapsalver til det, vi sagde. Ved næste årsmøde havde de forberedt sig på, at vi kunne komme igen og var klar til at tage højde for det. Men vi kom ikke. Det viser dog, at bare truslen om, at vi kunne dukke op, lægger et pres på dem. Hvis man bliver ved og ved og ved, må det på et eller andet tidspunkt være nemmere for dem at gå i dialog med os.«

»Udvælg nogle store skurke, og vær på nakken af dem. Det vil også have en afskrækkende effekt på mange andre virksomheder,« siger Inger Stauning.

Næste artikel i serien handler om, hvorvidt Hannah Hagens, Nynne Juul og Anna Bjerre kan lære noget af kampen mod atomkraft. Den vil 72-årige Bente Meillier og 78-årige Siegfried Christiansen, der begge var aktive i Organisationen til Oplysning om Atomkraft (OOA), fortælle om.

Aktivistakademiet

De har marcheret og demonstreret, men alligevel er det ikke lykkedes at presse regeringen til at levere nok. Mange i klimabevægelsen føler, at de står i et vadested, og derfor har Information sat tre unge klimaaktivister stævne med ældre aktivister, der deler erfaringer fra dengang, hvor tusinder blev mobiliseret i kampen for kvinders rettigheder, mod atomkraft og mod apartheidstyret i Sydafrika.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Stella Lystlund

G. Gustafsdottir ikke Stella.

Det allervigtigste, hvis man vil have indflydelse i en diskussion om bæredygtighed, er at vide noget om bæredygtighed.

Det er udmærket at vise følelser for noget, men vigtigst er det at have viden og fakta til at argumentere med.

Henrik Jespersen

Mine komplimenter til fotograf EMILIE LÆRKE HENRIKSEN. De 5 kvinders blikke viser med al ønske lig tydelighed, at det her ikke er noget at grine ad. Og det er lykkedes at skille generationerne, så de to lidt oppe i årene blot ser lidt alvorligt ud, mens de tre unge forsøger, om blikke faktisk kan dræbe.