Rumænske Viorel: »Så længe her er arbejde, og min datter har det godt, så bliver jeg«

Den store mand rusker og hiver i hegnslågerne, der skramlende svinger fra side til side.

»Bare rolig. De vælter ikke.«

Den sidste mand, der forlod pladsen, glemte at lukke porten ordentligt. Nu går Viorel Oprea irriteret og sørger for, at der er lukket af. Det er vigtigt at holde orden på pladsen.

Han svinger ud med armen mod området bag trådhegnet: »På fredag støber vi fundamentet.«

Fredag bliver en lang dag. De begynder at støbe klokken syv, og de bliver ved, til de er færdige. Det er en stor byggeplads. Når fundamentet er klar, skal der bygges et lejlighedskompleks. Men på det tidspunkt er Viorel Oprea allerede rykket videre til det næste fundament, der skal lægges. Det går stærkt lige nu.

Vi er på en byggeplads bag Rødovre Centrum nær København. En af mange pladser. Der er store huller i månelandskabet bag indkøbscentret, hvor gamle betonkasser er blevet banket ned og fjernet for at gøre plads til nye lejlighedskomplekser.

Rundt omkring i hullerne ligger der væltede lygtepæle og vejskilte. Nye interimistiske veje er nødtørftigt klappet sammen med hurtige asfaltlapper gennem området.

»Her bygger vi et fitnesscenter. Derovre lægger vi fundament til en ny bygning. Der bliver bygget helt vildt meget i Rødovre i øjeblikket. Vi blev færdige med det her i februar, så var vi i Ørestaden, nu er vi her. Husene bliver bygget med elementer. Det er ligesom Lego!« siger Viorel, mens han viser vej fra byggeri til byggeri.

Bliver i Danmark

Der er masser af arbejde.

Viorel Oprea er rumæner. Han kom til Danmark, fordi han kunne få arbejde i et mandskabsfirma, der leverede arbejdere til de firmaer, der havde kontrakt på metrobyggeriet i København. Lønnen var god, havde han hørt.

»Ja, i starten var lønnen god. Man tjener mere i forhold til Rumænien,« siger Viorel Oprea.

Han fortæller om de steder, han arbejdede på Cityringen. Enghaveplads. Rådhuspladsen. Nørrebro. Når han i dag kører med metroen, kører han forbi de steder, hvor han gik og arbejdede.

Viorel Oprea lyser op i hele ansigtet og slår ud med armene, når han taler om metroen:

»Jeg er STOLT af metroen! Jeg er stolt af, at det er lykkedes at bygge noget så stort, og at man kan se det færdige resultat.«

Det eneste, der trækker ned, er, at der står, at et italiensk firma har bygget metroen. Det er for så vidt rigtigt. Men 400 af de 500 ansatte var rumænere.

Samme stolthed går igen, når Viorel Oprea taler om de andre jord- og betonopgaver, han har været med til. Det gælder også byggeriet i Rødovre:

»Det er det samme med det her byggeri. Nu er huset næsten færdigt, og jeg bliver glad over, at man kan se det stå her.«

Halvdelen af arbejderne fra metrobyggeriet er rejst ud af landet igen. Resten er blevet for at arbejde i Danmark. Viorel Oprea er en af dem, som blev boende.

Og han er langtfra noget særsyn. Andelen af udenlandsk arbejdskraft i Danmark er stigende, og ifølge en kortlægning fra Beskæftigelsesministeriet er det særligt andelen af udlændinge med fast bopæl i Danmark, der stiger. De skifter ikke job oftere end danskere, og der er heller ikke tendens til, at de har flere job på samme tid.

Lavere løn end danskerne

Viorel Oprea oplever, at de udenlandske arbejdere er underbetalte i forhold til deres danske kolleger – selv om det var lønnen, der oprindeligt lokkede, da han rejste til Danmark:

»Der skal være lige løn for lige arbejde. Den almindelige danske arbejdsmand får mellem 230 og 250 kroner i timen. Rumænerne får meget mindre. Nogle af rumænerne får mellem 160 og 170 kroner. Nogle af dem er selvfølgelig nystartede, og det tager lidt tid at finde ud af, om de kan klare det, men stadig er der stor forskel. Det gælder alle udlændingene. Rumænere, polakker … Der skal være lige løn.«

Emilie Agner Damm er chefanalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, hvor hun primært arbejder med analyser af arbejdsmarkedet.

Hun fortæller, at den udenlandske arbejdskraft helt generelt er overrepræsenteret blandt de 20 procent lavestlønnede lønmodtagere i stort set alle brancher.

»Det er ikke kun, fordi de er i brancher, der normalt har et lavt lønniveau. Det er uanset, om de er i byggeriet, landbruget eller rengøring, at de har et lavere lønniveau, end danskere har,« siger Emilie Agner Damm.

»Vi er bekymrede for, om der bliver skabt et A- og et B-hold på arbejdsmarkedet, hvor udlændinge systematisk underbetales. Udenlandsk arbejdskraft er rigtig godt for den danske økonomi, men det skal være på ordentlige, danske løn- og arbejdsvilkår.«

’Arbejd, arbejd, arbejd’

For snart fire år siden kom Viorel Opreas datter, Annalisa, til verden. Nu har de nyslåede forældre købt hus. De endte med at finde et i en landsby mellem Køge og Haslev. Det var til at betale, men giver lang transporttid til arbejdet i København. De overtager nøglerne den 1. august.

»Annalisa bliver fire til september. Det er for hendes fremtid, at vi har købt hus. Hun er født i Danmark.«

– Hvad er dine fremtidsplaner?

»Arbejd arbejd arbejd! Indtil jeg har fået betalt mit hus.«

Viorel Oprea fortæller, at han helt sikkert har slået sig ned i Danmark for altid.

»Jeg er glad for at være her. Ellers var jeg rejst. Jeg har min mor hjemme i Rumænien og er enebarn. Så længe her er arbejde, og så længe her er godt for Annalisa, så bliver jeg her og arbejder.«

Derhjemme taler familien rumænsk, men også lidt engelsk. Og datteren taler dansk i børnehaven og kæmper lidt med sproglig forvirring.

– Hvordan ser din mor sit barnebarn?

»De ser hinanden på Messenger. De taler sammen hver aften i en halv time. Det er længe siden, vi har besøgt min mor – det var før pandemien – og nu, hvor vi har købt hus, så kommer vi heller ikke til at rejse til Rumænien i år.«

Det var ikke let for parret at slå permanent rod i Danmark. Viorel Opreas hustru gør rent på Fisketorvet. Hendes helbred var ikke godt, da hun blev gravid, og lægen sagde, at hun blev nødt til at stoppe med at arbejde under graviditeten.

’Modgang giver styrke’

Men hustruen kunne ikke få hjælp fra kommunen. I stedet fik hun besked om at forlade Danmark. Parret satte en advokat på sagen og klagede over kommunens beslutning. De endte med at få lov til at blive, men fik ikke økonomisk hjælp i tiden, hvor hun ikke kunne arbejde.

»Modgang giver styrke. Hvis ikke man oplever sådan noget, så bliver man ikke stærk. Men der er mange krav, man skal opfylde i Danmark,« siger Viorel Oprea og slår ud med armene.

Selvom Viorel Oprea er glad for at være i Danmark, savner han det sociale liv i Rumænien. Særligt sprogbarrieren bidrager til danskeres fordomme om rumænerne, mener han.

Nanna Navntoft

Marlene Spanger er ph.d. i socialvidenskab og forsker som lektor ved Aalborg Universitet i inklusions- og eksklusionsprocesser.

Hun hæfter sig ligesom Emilie Agner Damm ved, at der er så stor en forskelsbehandling mellem danskere og udlændinge på arbejdsmarkedet, blandt andet i forhold til lønnen:

»Den systematiske og strukturelle diskriminering hele vejen rundt er foruroligende. Migranter tjener generelt langt mindre end danske statsborgere. Det er en diskriminering, der på ingen måde er acceptabel,« siger Marlene Spanger.

»Det kan også ses i forhold til migranternes dialog med myndigheder. De er EU-borgere, de har fast arbejde, og de betaler skat, men oplever altså bare at blive bedt om at rejse hjem, når de beder om hjælp. Man kan sige, at fremmedfjendskheden er blevet så legitim, at den også afspejler sig i velfærdsstaten.«

Ingen fremtid uden danskkundskaber

Nu går Viorel Opreas datter Annalisa i børnehave. Det er ham, der afleverer hende om morgenen, for hustruen møder på arbejde på Fisketorvet hver dag klokken fem om morgenen. Selv møder han først klokken syv. Parret fandt en børnehave, der åbner klokken kvart over seks, og valgte at købe hus i nærheden.

Det var et problem for Viorel Oprea at skulle aflevere datteren om morgenen, for han havde brug for at kunne møde et kvarter senere. Det var en kamp at finde en arbejdsgiver, der ville acceptere det, fortæller han. Men det kan han, der hvor han arbejder nu.

Viorel Oprea har været ansat flere steder. En gang oplevede han at blive fyret, to uger efter at han var kommet til skade med hånden ved en arbejdsulykke. Men nu er han formand for et hold på syv rumænere, der bygger fundamenter.

Alle de uddannelsespapirer, man har med sig hjemmefra som udlænding, kan man godt starte med at kassere, når man kommer til Danmark, fortæller Viorel Oprea. De er intet værd.

»Jeg kan godt forstå det. For det er en udfordring med sproget. Vi er nødt til at lære dansk, for ellers har vi ingen fremtid her.«

Hans hustru er uddannet skolelærer og har læst fire år i Rumænien, men arbejder altså som rengøringsassistent. Selv har han diplom på, at han er uddannet tømrer, men han har taget det arbejde, han kunne finde. Blandt andet har han arbejdet med isolering og været medhjælper for en elektriker.

Vil gerne arbejde meget

Viorel Oprea savner det sociale liv i Rumænien. Folk render ind og ud hos hinanden.

»Nogle gange er det ligesom på Hovedbanegården. Lige så snart man er færdig med den ene kop kaffe, så kommer den anden på besøg. Sådan er det ikke i Danmark. Der skal man lave aftaler. Og så er der selvfølgelig også sproget. Det er svært, hvis man skal snakke engelsk med hinanden.«

Viorel mener, at sprogbarrieren er med til at skabe fordomme om rumænerne:

»Som regel er der folk, der har fordomme, bare fordi man taler et andet sprog eller ser anderledes ud.«

Konsulent i fagforeningen 3F Kati Niculae har boet i Danmark siden 1980’erne og har arbejdet som bankassistent, indtil hendes afdeling blev nedlagt. Nu hjælper hun 3F, blandt andet som tolk, når de er ude på arbejdspladserne.

Kati Niculae fortæller, at det er svært for mange at prioritere sprogundervisningen:

»Jeg kender folk, der arbejder fra klokken syv om morgenen til otte om aftenen. Der er mange, der arbejder 60-65 timer om ugen. Så er der ikke meget tid og energi til sprogundervisning.«

Viorel Oprea læner sig op ad trådhegnet og brummer. Han er selv medlem af 3F og har været det i fem år. Han fortæller, at en af mændene fra sjakket har sagt op og stopper ved udgangen af ugen. Han har brug for mere end 37 timers arbejde.

»Det er en af ulemperne for rumænerne. En gang imellem får vi overarbejde som nu på fredag, hvor vi skal støbe. Ellers er det 37 timer om ugen. Andre steder kan du få 45-50-60 timer om ugen, bare du møder op. Det lokker folk til. For selv om timelønnen er den samme eller lavere, så tjener de meget mere på grund af de mange timer.«

Det var det, der drev vennen fra sjakket til at sige op og finde et andet arbejde. Han havde brug for at tjene flere penge:

»Det generer ham ikke at arbejde 60 timer om ugen. Han har også købt hus. Hele hans familie boede til leje – far, mor og tre brødre – men nu har han købt huset, de bor i.«

Intet overblik

Kati Niculae fortæller, at der ikke er styr på, hvor mange rumænere der arbejder i Danmark:

»Der er rumænere over det hele. Halvdelen er ikke registreret nogen steder. Der er ingen, der kender til alle dem, der arbejder i restauranterne. Der er mange, der arbejder sort, og ingen har overblik over dem.«

Generelt er rumænerne ekstremt skeptiske over for fagforeninger, fortæller hun.

»I Rumænien er de nærmest mafiaorganisationer. Der er så meget korruption i Rumænien. Så folk tror, at fagforeninger i Danmark er det samme, og de stoler ikke på dem.«

Nu er byggepladsen ved at være lukket af. Solen banker ned over den tørre jord og de metalforstærkninger, der næsten er gjort klar til støbearbejdet på fredag.

Viorel Oprea håber, at det tørre vejr holder, til de har fået støbt. Men lige nu har han travlt. Han skal hente sin datter og hustru. De skal til stranden og køles af. Og i morgen klokken syv skal han være tilbage på pladsen.