Regeringstoppen tæller ned til slutningen af august, hvor sygeplejerskerne står til at løbe tør for penge – for så vil oprørsstemningen med stor sandsynlighed gå i sig selv igen. Helt automatisk.
Beregninger viser, at Dansk Sygeplejeråd kun havde penge i strejkekassen til op mod otte ugers konflikt, og her nogenlunde halvvejs tyder absolut intet på, at sygeplejerskerne har fået smæk for skillingen. Tværtimod.
Timingen midt i en sommerferie og den lavintensive konflikt, hvor sygeplejerskerne målrettet har forsøgt at sprede strejken tyndt ud over hele landet, har medført, at kun meget få borgere reelt har mærket, at landets sygeplejersker er i strejke lige nu. Og derfor er politikerne heller ikke kommet under pres. Og nu begynder tiden tilmed at arbejde imod sygeplejerskerne.
Strejker handler om at fremtvinge et smertepunkt, hvor ingen kan leve med fortsat konflikt – et sammenbrud, hvor modparten bliver mør nok til at give sig. Indtil videre har sygeplejerskerne på ingen måde formået at frembringe kaos. Ikke engang tilnærmelsesvist. Og med det seneste varsel om, at blot yderligere 225 sygeplejersker vil gå i strejke fra 17. august, er scenen sat for en forudsigelig fuser.
Hvad der skulle have været en benhård udmattelseskamp, kommer næppe til vare meget længere end til august, ganske enkelt fordi arbejdsgiverne har rigeligt råd til at lade strejken fortsætte, mens sygeplejerskernes modstandskraft har en kontant udløbsdato.
Da konflikten begyndte lige før sommerferien, havde sygeplejerskerne 504 millioner kroner i strejkekassen, og det er så at sige det taxameter, som politikerne kører efter: Når pengene snart er brugt op, vil det blive mærkbart mere omkostningsfuldt for sygeplejerskerne at fortsætte konflikten, og mere erfarne medlemmer af Dansk Sygeplejeråd vil da også erkende, at de stigende udgifter til at dække de strejkendes lønninger næppe heller vil stå mål med de mulige gevinster ved et tvivlsomt gennembrud i overenskomstforhandlingerne.
Den barske kendsgerning er, at sygeplejerskerne meget vel kan ende med at få kæmpet sig frem til et så beskedens lønhop, at det ikke engang vil dække de 504 millioner kroner, som snart er brugt på at kompensere de strejkende medlemmer. En fortsat strejke vil kun forværre regnestykket yderligere.
Spøgelset fra 2013
Magtkampe handler om styrkeforhold, og i en situation, hvor sygeplejerskerne hverken er villige til at lukke sundhedsvæsnet totalt ned med en generalstrejke eller noget mere effektfuldt at opsige alle stillinger kollektivt, ja, så fremstår det mindre og mindre sandsynligt, at de skulle være i stand til at presse noget som helst igennem.
Sygeplejerskernes forhandlingsposition er for svag, når de – af moralsk set gode grunde – ikke er klar til at true med at fremtvinge et kollaps i hele sundhedsvæsnet. Substansen gør ondt værre, idet kravet om en genforhandling af Tjenestemandsreformen fra 1969 bestemt heller ikke giver sygeplejerskerne større styrke i de konkrete forhandlinger, simpelthen fordi modparten i Danske Regioner intet har med de gamle regler at gøre.
Set fra S-regeringens side forløber konflikten bedre end forventet. Hvad der potentielt kunne have udviklet sig til en dramatisk møgsag for statsminister Mette Frederiksen (S), er langsomt, men sikkert ved at blive navigeret uden om de værste skær og skandaler.
Den socialdemokratiske regering vil strække sig meget langt for undgå et lovindgreb, der går direkte imod sygeplejerskernes ønsker. Mette Frederiksen risikerer nemlig at genfremkalde spøgelset fra lærerlockouten, som stadig rumsterer i baglandet.
Siden lovindgrebet i 2013, hvor SRSF-regeringen gennemtvang en ny arbejdstidsaftale imod folkeskolelærernes vilje, har Socialdemokratiet tumlet med en ulmende uro blandt velfærdsstatens kernetropper. For S-regeringen vil et lovindgreb i sygeplejerskekonflikten være tæt på det værste rædselsscenario.
Efter en langstrakt coronakrise, hvor særligt sygeplejerskerne er blevet udråbt som hverdagens helte, vil det nemlig hurtigt kunne udvikle sig ubekvemt og akavet for den socialdemokratiske partitop, hvis regeringen og et flertal i Folketinget skal gå direkte imod sygeplejerskernes lønkrav.
Hidtil har både statsminister Mette Frederiksen og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) holdt lav profil, og henvist til, at arbejdsmarkedets parter selv må håndtere overenskomstforhandlinger – uden politisk indblanding og helt i tråd med traditionerne i den danske model.
Brexit-øjeblikket
Som et første tegn på, at sygeplejerskerne er ved at erkende, at strejken endnu ikke har haft den ønskede effekt, er formanden for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, så småt begyndt at slække på kravene. Her i Information slog hun forleden til lyd for, at en politisk aftale om en ny ligelønspulje kan være løsningen, og at sygeplejerskerne dermed vil acceptere et ærefuldt nederlag.
På Christiansborg er der ikke tilnærmelsesvist flertal for så meget som at røre ved den gamle tjenestemandsreform, og den aktuelle konflikt tegner mindre og mindre til at kunne påvirke den magtbalance. En mindre pulje til at udligne lønforskelle mellem forskellige velfærdsfag vil dog være mere realpolitisk gangbar, og hvis arbejdsmarkedets parter ligefrem selv kan enes om et sådant kompromis, vil S-regeringen formentlig hellere end gerne slutte konflikten med en mindre lovpakke, som ligefrem vil kunne sælges som et skridt i retning af ligeløn.
Bundlinjen er og bliver dog, at sygeplejerskerne næppe skal regne med at få mere end maksimalt deres 504 millioner kroner tilbage – og vel at mærke som en lille lønstigning hen over mange år, hvor medlemmerne også vil skulle betale et ekstra beløb til at opbygge en ny strejkekasse, nøjagtigt som tilfældet har været for landets skolelærere i de senere år. For den enkelte sygeplejerske kan det meget vel ende med færre penge hver måned.
Som konflikten hidtil er forløbet, har den fået karakter af et slags Brexit-øjeblik på det danske arbejdsmarked: De vrede sygeplejersker havde tydeligvis mistet tålmodigheden med systemet, og – uden en gennemtænkt strategi for en langvarig konflikt – kastede flertallet sig ud i en hidsig og hovedløs konfrontation. Det føltes måske rigtigt, både for de britiske Brexit-vælgere i 2016 og de danske sygeplejersker i 2021, men i mødet med langt stærkere og mere tålmodige politiske kræfter, kom de begge til kort.
Indtil videre gør S-regeringen blot, hvad ministrene har vist sig allerbedst til, nemlig at trække tiden. Om få uger satser regeringstoppen på, at det er sygeplejerskerne, som selv vil stå med hatten i hånden.
Lars Trier Mogensen skriver politiske analyser i Information og er chefredaktør for nyhedsbrevet /dkpol, som udgives af Føljeton
Sygeplejerskernes budskab misforstås.
Jeg opfatter at sygeplejerskernes løn af mange borgere fremstår som mere end "rigelig". Er det mon fordi man ikke ved hvad grundlønnen reelt er? Grundlønnen er 28.600 om måneden i dagtimer, inklusive pension og på dette løntrin bliver man i 8 år.
Mange tror, at sygeplejerskerne tjener godt og vel 40.000 om måneden, altså 12.000 mere end det faktiske. For at komme op på 40.000 skal der dog slides i aften- og nattetimer.
Det virker også som om at det ikke anerkendes, at lønnen selvfølgelig stiger med tillæg for aften, nat og helligdagsarbejde? Som den jo naturligvis også gør for alle andre faggrupper!
Jeg er af den opfattelse at, var grundlønnen højere så ville flere søge faget og også søge tilbage til det, hvilket ville spare penge til vikardækning og tillæg til dobbeltvagter. Arbejdsgiverne bør vel kunne indse dette?
Så til sygeplejerskerne - ud og fortæl hvad jeres GRUNDLØN er for et fuldtids job i dagtimer - og spørg så tømreren, mureren, elektrikeren, skolelæreren osv. om de vil arbejde for en sådan løn.
Så kommer den folkelige opbakning og presset på politikerne
Resten af fagbevægelsen er særdeles velpolstret (og med gode forbindelser til Arbejdernes Landsbank), hvorfor Faglig Hovedorganisation ikke burde have besvær med at fremskaffe skaffe flere penge til strejkekassen hos sygeplejerskerne.
Mere alarmerende er udeblivelsen af sympatistrejker og andre sympatiaktioner.
Fagbevægelsen bør støtte den gode sag massivt, da al erfaring viser, at de gevinster, som sygeplejerskerne (eventuelt) skaber, vil smitte af på resten af arbejdsmarkedet.
Nogen skal gå forrest i kampen for et bedre OK-forløb., Generelt set har de hidtidige resultater givet meget beskedne stigninger i lønnen over de næste år; - mens friværdierne og andre kapitalindkomster vokser meget stærkere.
Hvis sygeplejerskerne skal bryde igennem isen med en stærk OK 2021 så kræver det opbakning fra både fagbevægelsen og det politiske bagland.
Der er behov for solidarisk handling. Kom NU i gang!
Lars Trier Mogensen
Hvorfra ved du at sygeplejerskerne ikke er villige til at opsige deres stillinger kollektivt?
En kommentar til:
"Strejker handler om at fremtvinge et smertepunkt, hvor ingen kan leve med fortsat konflikt – et sammenbrud, hvor modparten bliver mør nok til at give sig. Indtil videre har sygeplejerskerne på ingen måde formået at frembringe kaos. Ikke engang tilnærmelsesvist".
Det er selvfølgelig korrekt, men som den offentlige sektor, samlet set, er indrettet, er Lars Trier Mogensens analyse mangelfuld. Godt nok er regionerne sygeplejerskenes forhandlingsmodpart, men hvorfra skal regionerne finde det økonomiske grundlag i deres budgetter til at tilfredsstille kravene, når det, som det for sygeplejerskerne drejer sig om, netop er at få gjort om med tjenestemandsreformen og de ringe lønmuligheder, som denne giver for dem, og som regionerne vel også er underlagt.
Den reelle forhandlingspartner for sygeplejerskerne er regeringen, som det reelt også var ved folkeskolelærernes arbejdskonflikt i 2013, fordi alle sektorer i det offentlige i den grad er "fedtet" ind i hinanden, såvel lovgivningsmæssigt som økonomisk.
Da det vel i vid udstrækning drejer sig om livsnødvendigt personale på sygehuse, er sygeplejerskernes mulighed for konfliktoptrapning ringe, medmindre de tager meget drastiske muligheder i brug, f.eks. opsigelse af deres stillinger, for at undgå straf ved de almindelige domstole (som da de yngre læger for en fyrre års tid siden i en arbejdskonflikt valgte at give afkald på deres bestalling som læger, for at undgå straf).
Hvis regeringen ikke vil anerkende sin rolle som part i sagen, hvad den åbenbart ikke vil, bliver sygeplejerskerne nok nødt til ret hurtigt at finde en måde at ramme sundhedssystemet på, der dels ligger inden for lovens rammer, og som samtidig besværliggør tingene i en sådan grad, at regeringen bliver nødt til at lægge op til et lovindgreb og få det vedtaget i Folketinget.
Desværre vil resultatet i en sådan situation nok reelt blive opfattet som et nederlag af sygeplejerskerne, på samme måde som lærerne gjorde det i 2013 - med de sociale og mentale konsekvenser, dette også indebærer.
Krister Meyersahm jeg er enig med dig, om deres grundløn, der er fra Altinget. Jeg har været i en diskussion med nogle på FB, der var en sygeplejerske, som tilbød mig at se hendes lønseddel, der stod 25.000 på den lønseddel, som grundløn, jeg så den dog ikke, da jeg tror på hende, for jeg har hørt det før. Min påstand er dog, det er ikke reformen fra 69, der er det problem i denne strejke, men der imod de besparelser som LLR lavede med sin sundhedsreform i 2007, hvor han ødelagde hele velfærdsområdet med besparelser, og hvad derefter fulgte de stakler skulle løbe hurtigere, og fik dermed ikke tid til deres kerneopgave, der er patienterne. Giv dem bedre arbejdsforhold og arbejdsmiljø, det tror jeg ville gavne meget. Så kan det måske være, at der ikke er sygeplejersker, der går grædende hjem, fordi de føler, at de ikke slår til. Det gør de, men de får ikke respekt nok for deres arbejde. Deres næste problem kan blive, at de skal indhente den pukkel, der er bygget op, og det er der kun dem selv, til at løse, men jeg ved ikke om de har tænkt på det? Det ændre en evt. højere løn ikke på.
Jeg forstår ikke hvorfor ikke alle de politikere , der eller taler meget om ligestilling osv. ikke se på den løninddeling som politisk blev vedtaget i 1969 i forbindelse med tjenestemandsreformen og få den ændret - det vil koste penge - men mon ikke det kommer godt igen med mere tilfredshed på arbejdspladserne. - Tænk hvis unge igen ville søge ind og blive i sygeplejefaget og andre ligene fag - er det ikke en "Nødvendighed"?
.
Det er jo en ændring af den, som sygeplejerskerne har kæmpet for i mange år. Fagforbund stå dog sammen og politikere tag så og få ændret den tåbelige inddeling - og især alle de partier der få sure opstød eller det der er værre mht muslimske lande og muslimer i almindelighed
Det nye Socialdemokratiet, går mere ind for en privatisering af sygehusvæsenet.
Bare vent indgrebet skal nok komme fra Mette Frederiksen.
Mette Frederiksen fremlagde i 2013 lovforslag om indgreb i Lærerkonflikten i 2013.
Det var efter 25 dage og efter lærenes strejkekasse var blevet tømt.
Det samme sker nu med sygeplejerskerne.
De skal bare lige svækkes.
Der er vigende optag på sygeplerskeuddannelserne og antallet af sygeplejersker i det offentlige, der søger andet arbejde .. enten i det private eller i udlandet, er formentlig også stigende.
Men det problem løser Mette Frederiksen jo nemt: Hun vil ansætte "1000 nye sygeplejersker" .. gud véd om de kan kan tale dansk ??
Den resterende fagbevægelse har givet sygeplejeskerne en kold skulder så Mette Frederiksen kan med sindsro skide på hendes medsøstres kamp for mere retfærdig løn. Så nej, de får formodentlig intet ud af strejken.
Men endnu engang synliggøres en nølende, ude-af- kampen- fagbevægelse, som ikke stiller op når der ved en mobilisering kunne komme et gennembrud. Toppen består vel sagtens af MFs egne partikammerater og nu er det SD der sidder for bordenden.
Om der er råd til det. Hvis der er råd til et to-cifret milliardbeløb til minkavlerne er der også råd til at afslutte den uretfærdige behandling som de der arbejder i kvindefag er udsat for. Den er rent ud sagt diskriminerende.
Dansk Sygeplejerråds bøn om hjælp afvist af Lizette Risgaard, afslører intern mail
https://nyheder.tv2.dk/samfund/2021-06-28-dansk-sygeplejerraads-boen-om-...
Snart er hele den offentlige sektor bemandet med ufaglærte.
Nyd det, mens I kan.
Sygeplejerskerne har valgt at gå solo for selv at få mere i lønposen. Hvis de havde sørget for at de øvrige i deres "guppe" såsom FOA-medlemmer, pædagoger, og meget andet sundhedspersonale, (der for en dels vedkommende er lønnet lavere end sygeplejerskerne), så havde der været en meget bedre effekt. Det virker på mig, som det altid har gjort at sygeplersker er hævet over alle andre.
Underligt, at de kun strjeker for mere i løn, selvom de jamrer over urimelige arbejdsforhold, hvilket i mange tilfælde er rigtigt, så er det alligevel ikke arbejdsforholdene, der ønskes forbedret. En højere løn hjælper ikke meget på nedslidning.
Også underligt at beholde en formand, der to gange har anbefalet et ja til en aftale, som hun mener er god og kan stå inde for, men så fortsætter, når hendes og bestyrelsens forslag forkastes.
Den danske arbejdsmarkedsmodel fungerer ikke på det offentlige arbejdsmarked.
Der er formentlig kun en vej frem: Tjenestemandsstillinger samt lønninger og arbejdsvilkår som kan tiltrække dygtige medarbejdere.
Jeg er sygeplejerske i et samfund og et sundhedssystem, der ikke længere sætter pris på det vi kan og det vi gør. CEPOS har travlt med at påpege, at vores lønninger er helt fine, og medierne fortæller os konstant at vi er de store tabere - men den her strejke handler om meget mere end løn. Den handler om anerkendelse af vores faglighed, ansvar og uddannelsesniveau. Det handler om kvindekamp. Det handler om at sikre, at vi fremadrettet har et sundhedsvæsen, der er tilgængeligt. Vi har samlet set stemt nej til vores overenskomst, fordi vi er trætte af ikke at blive anerkendt for vores værdi. Har CEPOS nogensinde lavet udregninger på hvor stor en udgift det er for samfundet, når der ikke er nok sygeplejersker? For de mangler lige nu - og om få år mangler der 6000 sygeplejersker. At betale en løn, der svarer til vores ansvar og uddannelsesniveau, er en meget lille pris at betale for at have et velfungerende sundhedsvæsen.
Regionerne mener åbenbart, at der er mere end rigeligt sygeplejersker.
Nu er de begyndt at fyre dem, der har senfølger efter at være blevet smittede på sygehusets coronaafsnit:
https://nyheder.tv2.dk/samfund/2021-07-23-sygeplejerske-med-corona-senfo...
1.
Man kan undres over at syeplerskerne graver en sag op fra 1969.
2.
Hvis sagen er relevant hvorfor har i tusindevis så siden uddannet sig som sygeplerske.
3.
Der findes ikke belæg for at mandlige og kvindelige syeplersker aflønnes forskelligt .
4.
Hele sundhedsområdet trænger til bedre ledelse, der er for meget fagforenings styring.
5.
Det bør undersøges hvorfor DSR kæmpede i mange år for at begrænse uddannelsen af syeplersker..
6.
Alle dage har der været venstreorienterede aktivistiske bevægelser,
der har forsøgt at lamme den danske model,
mange af aktivisterne har være inspireret af kommunister,
som ikke har kunne bide sig fast politisk,
men i stedet har brugt arbejdspladserne til at få indflydelse,
gerne bag om ryggen af fagforeningerne.
7.
Fagforeningerne har en stor opgave i at holde deres medlemmer orienteret og lytte til medlemmerne.
8.
Det offentliges ansattes brug af den danske model, bliver skudt i sænk når nogen kortslutter de godkendte forhandlingsoplæg.
9.
Det offentlige er ikke en almindelig modpart, det offentlige kan ikke gå konkurs, derfor kan aktivister kortslutte processen.
10.
Nu vil aktivisterne fremprovokere et lovforslag og siden vil de kunne spille offerkortet,
men det er ingen god løsning…
Leif Tullberg,
Jeg har en sød kat, jeg mistænker for at være en venstreorienteret aktivistisk kommunist.
Hvad gør jeg?
Uha da da, Freddie, kommunistiske aktivistkatte er de værste..
Dem ved man aldrig hvor man har !
(Det skulle vel aldrig være en af de røde med forrevne øren af slagsen, vel? De er storslemme..)
@Julie Madsen
"Det handler om kvindekamp."
Og det er så her, at sygeplejeskerne faglige kamp tabes. Ved at kæde en en faglig kamp sammen med en kønskamp, så mudrer man budskabet og komplicerer tingene, således at en gylden mulighed spildes. Ærgeligt...
// Jesper
Jeg har arbejdet i den offentlige sektor det meste af mit liv. Vores grund var 25.000 kr. Så kunne vi forhandle tillæg som bestod af engangstillæg eller varige. Undskyld mig - mit arbejde var lige så vigtigt som sygeplejerskernes. Det ene område var fødevaresikkerhed. Det andet folkepension. Hvis vi ikke gjorde det godt nok blev du syg eller din pension udeblev. På mit arbejde fik en nyuddannet akademiker også 25.000 om måneden. Men de steg hurtigere end mig.
Sygeplejerskerne får mange tillæg for skæve vagter. Men jeg under dem da mere. Men det er et professionsbachelor studie eksaktligt som mit. Hvem er mest vigtige ???? Jeg spørger naivt.
Hvordan ville gaden se ud hvis der ikke var skralde mænd der afhentede vores affald. Hvordan ville samfundet / erhvervslivet se ud hvis der ikke var mekanikere.
Hvordan ville butikkerne se ud hvis der ikke var lastbil chauffører.
Vi er alle tandhjul i det samme "system". Store tandhjul og små tandhjul der alle skal være der for at uret kan tikke.
Og alle tandhjulene er afhængige af hinanden for at de ikke selv ender som nytteløse.
Strejker, er i deres natur, både et eksempel på, at enkelte tandhjul er ligeglade / føler sig overset, af de andre, såvel som at de andre tandhjul er/var ligeglade med det enkelte.
Hvordan Epstein blev milliardær på "rådgivning" er mig en gåde. Samme gælder hvad rådgivning køberen ønsker at betale Anders Fogh for.
Det er blevet sagt af nogen, jeg ved ikke hvem, "Det der er galt med verden er ikke hvad alle de onde gør, men hvad alle de gode ikke gør".
erene rusmann - Jeg er ret sikker på, at det må man ikke! Altså sige op kollektivt! Men iøvrigt så virker det mest som brød og skuespil til folket!
Kim Cort
Hvorfor mener du, sygeplejersker ikke må sige op kollektivt?
Kollektiv opsigelses har noget med loyalitetspligten at gøre. Men det er en ret grå grænse.
'En medarbejder må ikke arrangere / opfordre til det. Men faktisk er der ingen hindring for at de enkelte kan træffe deres egne valg. Mange har netop truffet det valg. Der er jo intet nyt i at sygeplejesker mangles. Nogle har endda vist de hellere vil være selvstændige i "sexindustrien" end arbejde under de forhold sygeplejesker arbejder under.
Lader til ledelsen (politikerne) ikke er kvalificeret til at håndtere markedet med udbud og efterspørgsels. Noget de ellers normalt mener fungere rigtigt fint.
Det hedder sig jo vi alle har ansvaret for at fravælge de ukvalificerede og uetiske, i den fri konkurrences navn. Så deri er der jo ikke noget problem i at alle siger op hos en af dem.
Men netop i den her strejke kunne jeg frygte, at nogen af dem, der i skyggerne, gerne så sundhedsvæsnet privatiseret, netop kunne håbe på noget sådant.
Ib Christensen
Mener du i fuldt alvor, at sygeplejersker hellere vil arbejde i sexindustrien end på hospitalerne?
Hvor har du hørt det?
Men det er klart, at markedsgørelsen af det offentlige bevirker, at lønnen og arbejdsmiljøet har taget skade længe, og derfor søger mange mod andre fag, endda ufaglærte, som et læserbrev i den mindst ringe pointerede..
"Jeg har taget et job på en efterskole, hvor jeg skal lave mad til og med eleverne. Det er vigtigt for mig at understrege, at dette job er en vigtig funktion for de elever, der går på efterskolen. For det får jeg lige knap 27.000 kr. før skat plus 17,3 procent i pension. Jeg har fri i weekenderne og om aftenen, og jeg har ferie i skolernes ferie. Som sygeplejerske tjente jeg 25.114,37 kr. før skat plus 13,55 procent i pension."
https://www.information.dk/debat/2021/07/sagde-sygeplejerske-fik-ufaglae...
@Eva Schwanenflügel
Ud af de få ting jeg høre om / fra "sexindustrien" har jeg bemærket der er en del der er uddannet sygeplejesker. Det er såmænd mit eneste grundlag. Dog er det min opfattelse at flertallet ikke ligefrem nævner de har en uddannelse. Så det....
Men var jeg arbejdsgiveren, og min medarbejder hellere valgte en "karriere" i sexindustrien end hos mig, ville jeg nok kigge indad.
Kommer lidt sent ind i debatten, men har læst tråden, og der er mange gode indlæg.
LTM er altid værd at læse, og jeg kan kun være enig her. Det ser sort ud for sygeplejerskerne, og hvorfor får de ikke en solidarisk hånd fra vennerne? Næ, alle kæmper for sig selv, fordi fællesnævnerne er væk. En fagforening havde i sit udspring et videre sigte. I dag hedder det løn og arbejdsforhold, og et retfærdigt samfund er et umoderne begreb. Hvem har sidst brugt det? Sygeplejerskerne?
Ligeløn bliver der talt om, men det er ikke ens løn til alle, men hvorfor ikke? Nej, det er politik. Det skal handle om ligeløn på nærmere definerede områder, og så er det svært for udenforstående at følge med.
Og hvor skal pengene tages fra, hvis ikke fra dem, der har mere end nok? Nej, det er også politik. Fagforeningspolitik i dag er uinteressant og indsnævret til, at de enkelte grupper rager til sig, hvad de kan, og derfor er man ikke solidarisk med hinanden. Det mærker sygeplejerskerne nu.
Niels-Simon
Fagforeningerne har som sådan givet op over for arbejdsgiverne, og det stopper helt hvis folk ryger på kontanthjælp.
BUPL, FOA, og 3 F har mange forklaringer tilgode overfor medarbejdere der er blevet mobbet ud, og droppet i kontanthjælpssystemet.
PS. Hvis ingen ved det:
Når folk havner på kontanthjælp, har de ikke længere ret til at være en del af A-kassen.
Det samme gælder, når folk er i såkaldt virksomhedspraktik, nyttejob eller arbejdsprøvning, også selvom de er medlem af en fagforening.
Hvis man er vikar, er det heller ikke muligt.
Heller ikke som selvstændig.
Optjening af dagpenge går udelukkende gennem fastansættelse, af dem bliver der færre af som tiden går.
Fagforeningerne er groet fuldstændig fast i den såkaldte arbejdsmarkedsmodel, der overhovedet ikke virker længere.
@Eva S:
Meningen med fagforeningerne har altid været at beskytte sig selv, ikke at spekulere over, hvad der sker med dem, der falder af vognen. Det skulle politikerne tage sig af.
Solidaritetstanken som alle hylder, men ingen lever op til bliver stadig anråbt i kampsituationer. Når kampen er forbi er ordet glemt. Den gamle form for et arbejdsmarked kører i retning af working poor og en hel del på mærkelige ordninger med endnu mærkeligere navne.
Grundindstillingen er, at man skal tage, hvad man kan få. Det ville ærlige socialdemokrater for hundrede år siden ikke kunne forstå, men det har de det fint med i dag og roser sig selv af det - den danske model.
Tilbage er, om vi skal have medlidenhed med sygeplejerskerne. Eh, øh, ja, det vil jo ikke være så godt, hvis man kommer på hospitalet og møder slukørede sygeplejersker, der kører på halv psykisk kraft og ikke gider at have med patienterne at gøre. Det kan nemt blive resultatet. Hvis ikke vi alle er politisk modne til at tage de fælles udfordringer op, bryder vi sammen i selvbeskyttelses skimmelsvampebefængte hule. Det er faktisk der, vi allerede er og tilmed danskemodelroser os af det.