Her er tre unge klimaaktivister. De vil finde ud af, hvordan man får succes med sin aktivisme

Vær ikke bange for at løbe panden mod en mur. Hvem siger, det er muren, der holder, sagde man i 1970’erne. Information har i en ny sommerserie inviteret tre unge klimaaktivister til at få inspiration og erfaringer fra tidligere succesrige bevægelser
Fra venstre: Nynne Juul, Anna Bjerre og Hannah Hagens er tre unge klimaaktivister, som i en artikelrække i Information møder erfarne aktiviser for at lære af dem, hvordan de kan blive ved med at mobilisere til klimabevægelsen og presse regeringen til at leve op til sine klimaløfter.

Fra venstre: Nynne Juul, Anna Bjerre og Hannah Hagens er tre unge klimaaktivister, som i en artikelrække i Information møder erfarne aktiviser for at lære af dem, hvordan de kan blive ved med at mobilisere til klimabevægelsen og presse regeringen til at leve op til sine klimaløfter.

Anders Rye Skjoldjensen

Indland
6. juli 2021

Rundt om et mødebord hos Information sidder tre unge kvinder og fortæller om, hvorfor de hver især er blevet aktive i kampen mod klimakrisen.

14-årige Hannah Hagens, 29-årige Nynne Juul og 23-årige Anna Bjerre kommer fra hver sin klimaorganisation, men de er enige om behovet for at forstærke presset mod regeringen, så Danmarks indsats mod klimakrisen bliver håndfast og mærkbar. Men hvordan? Hvad skal de unge finde på af aktionsformer, og hvor radikale skal de være for at opnå resultater?

Information har foreslået, at Hannah Hagens, Nynne Juul og Anna Bjerre møder repræsentanter for tidligere generationer, der har kæmpet for kvinders rettigheder, mod atomkraft i Danmark og mod apartheidstyret i Sydafrika. Det var bevægelser i 1970’erne og 80’erne, som satte bølger i gang og ændrede samfundet, og hvor tusindvis af danskere blev mobiliseret.

Men først skal vi i denne første af fire artikler i serien præsentere de tre unge og lære dem lidt bedre at kende.

Hannah går i syvende klasse på Johannesskolen på Frederiksberg og har i snart to år været aktiv i Fridays For Future (FFF), en organisation, som, inspireret af svenske Greta Thunberg, har arrangeret elevstrejker om hver fredag, hvor op til 10.000 skoleelever har deltaget.

»Jeg så billeder af Greta Thunberg i sommeren 2018, da hun strejkede fra skole foran den svenske rigsdag. Det var ret spændende og førte til, at jeg deltog i den store klimamarch inden folketingsvalget i 2019 og selv blev grebet af det. Så skrev jeg til FFF, og siden da har jeg været en del af bevægelsen,« fortæller hun.

Nynne Juul arbejder med kunstneriske læringsforløb for børn og er aktiv i Extinction Rebellion (XR), som har lavet stribevis af aktioner, hvor aktivisterne har brugt deres kroppe som redskaber. Blandt andet har aktivister fra XR lænket sig fast og spærret trafikken på Kongens Nytorv, eller de har under sloganet ’den nøgne sandhed’ smidt tøjet i Folketinget i protest mod Mette Frederiksens (S) klimanøl.

»For mig begyndte det med, at jeg prøvede at leve så klimavenligt som muligt, men alligevel havde jeg dårlig samvittighed, hver gang jeg gik ind i et supermarked. Det var det der med hele tiden at have dårlig samvittighed, fordi uanset hvad man gør som individ, vil det aldrig være tilstrækkeligt. Jeg indså, at det var nødvendigt med et oprør og var med til at starte XR i København i foråret 2019,« siger Nynne Juul.

Anna Bjerre kom fra Silkeborg for at studere miljøplanlægning på Roskilde Universitet (RUC). Hun er aktiv i Den Grønne Studenterbevægelse (DGSB) og har senest deltaget i en ugelang sultestrejke foran Christiansborg.

»Jeg blev først for alvor optaget af klima som en hovedinteresse i løbet af foråret 2019. Hen over sommeren blev jeg næsten sygeligt optaget af klimakrisen og læste rapporter fra FN’s Klimapanel. Det var problemer, som jeg tænkte mere og mere over.«

Anna Bjerre husker, at da hun var på rustur med sit studie, havde hun svært ved at være nærværende.

»Jeg kunne slet ikke forstå, hvordan vi bare kunne feste, når kloden var ved at kollapse og falde fra hinanden. Der kom nogle øjeblikke, hvor jeg slet ikke kunne være i mig selv, og der besluttede jeg mig så for at blive aktivist.«

At blive klimaaktivist har virket befriende i forhold til frygten, fortæller hun.

»Selv om man kun er en enkelt, så gør dét at arbejde sammen med andre i et fællesskab det nemmere at være i verden. Når jeg laver mange ting, kan jeg sagtens abstrahere fra truslerne og have det helt almindeligt.«

Ikke skjule frygt og følelser

Nynne Juul har også følt frygten for fremtiden på grund af klimakrisen.

»Ja da. Frygten er hele fundamentet for, at jeg gik ind i XR. Jeg har også været gennem den store tur for at finde ud af, hvor omfattende krisen er. Jeg bliver snart 30, og mange af mine veninder har fået børn. Men det er ikke lige mig lige nu, for jeg er bange for, hvilken fremtid børnene vil få,« som hun siger.

For Hannah Hagens har frygten ikke spillet den store rolle. I hvert fald ikke før hun blev aktiv i FFF.

»Først da gik det op for mig, hvor slem situationen er. Så jeg bliver da også bange for fremtiden, og det driver ens aktivisme. Men det er også troen og håbet på at gøre en forskel.«

»Det er meget opløftende at høre,« indskyder Nynne Juul.

»Vi er nødt til at tage hånd om folks følelser. Folk bliver ubehageligt til mode ved at se dokumentarudsendelser om klimakrisen. Vi skal håndtere det, så folk ikke bliver skræmt, men aktive i stedet for,« fortsætter Hannah Hagens.

Anna Bjerre bryder ind:

»I den seneste tid er det gået op for mig for alvor, hvor meget følelserne betyder,« siger hun og fortæller, at når aktivister fra DGSB for eksempel har været i tv, har de taget »stenansigter« på og sat sig ind i en masse fakta om klimakrisen.

»Det er for, at vi kan virke saglige, så vi ikke kan kaldes for hystader. Men der har jeg skiftet mening. Jeg tror, at det er gennem synlige følelser, at folk kan blive ramt. Det er følelser, der har fået mig til at blive aktivist og især blive ved med at være det. Følelser er forandrende for hele vores fællesskab, og det er vi en del af,« siger hun.

Hannah Hagens er helt enig.

»Det får følelserne frem, fordi det handler om mennesker. Vi bliver nødt til at tale om, at hvis ikke vi gør en kæmpe indsats, så har vi kort sagt ikke nogen fremtid. Allerede i dag går klimakrisen ud over andre mennesker. Dét rammer folk dybere, og det skal vi benytte i vores aktivisme,« siger hun.

De to store udfordringer

Lige nu har klimabevægelsen især to store udfordringer, som endda hænger sammen. For det første er klimaet rykket et godt stykke ned på den offentlige dagsorden, og for det andet tror mange, at nu gør regeringen noget ved sagen.

»Jeg tror, at vores aktivisme var med til at gøre folketingsvalget i 2019 til et klimavalg. Men så er det også, som om at folk tænker: Nu bliver det taget seriøst. Men det er bare ikke rigtigt. Politikerne og regeringen holder ikke de løfter, de kom med,« mener Hannah Hagens.

»Og det gør det endnu sværere at nå målet om 70 procent reduktion af CO2-udledningerne. For hvordan skal befolkningen vide det, hvis de ikke bruger al deres tid på at studere og læse om det?« spørger Anna Bjerre og fortsætter:

»Regeringen gør rigtigt meget ud af at brande sig selv. Så hvem skal så lave det oplysende arbejde om, hvordan det i virkeligheden står til? Det gør i hvert fald ikke regeringen.«

»Nej, regeringen fortæller en anden sandhed, end den vi kender. Og den har bare langt mere taletid, end vi har. Det er en meget stor maskine at kæmpe imod,« mener Nynne Juul og henviser til, at regeringen og politikerne under pandemien trods alt har vist, at de er i stand til at stå sammen og sætte politiske dagsordner, der bryder med alle tidligere prioriteringer.

»Det er så vanvittigt at kigge på og så samtidig vide, hvor lidt der bliver gjort ved klimakrisen. Men det er da en kæmpe motivation for at skrue endnu mere op for charmen og stille større krav. For politikerne har lige vist os allesammen, at de godt kan gribe til yderligheder, når der er en krise,« tilføjer hun.

Det store spørgsmål er så, hvad klimaaktivisterne kan gøre for at få politikerne til at forstå, at klimakrisen er mindst lige så vigtig.

Vi kan godt blive rigtigt mange

Generelt arbejder Extinction Rebellion med civil ulydighed, hvor aktivisterne sætter sig ud over gældende regler.

»Vi er ikke voldelige, og vi ønsker ikke at gøre skade på mennesker overhovedet. Men historisk set har civil ulydighed været et vigtigt element, når der sker store samfundsforandringer. Bare tænk på Ghandi i Indien eller borgerretsbevægelsen i USA,« forklarer Nynne Juul.

Den Grønne Studenterbevægelse har mere fokus på de politiske forhandlinger, og hvad der kan udvikles af konkrete krav til samfundets forskellige sektorer, forklarer Anna Bjerre.

»På den måde er vores taktik og strategi noget bredere, men vi er også udenomsparlamentariske og laver marcher og demonstrationer for at udvikle det folkelige pres, som politikerne skal kunne mærke. Jeg tror, at de forskellige bevægelser støtter ret godt op om hinanden. XR opfattes som mere ekstreme, mens DGSB kan være de søde unge mennesker. Fordi XR findes, kan vi i DGSB slippe af sted med at sige ret skrappe ting, netop fordi vi ikke er som dem.«

Nynne Juul nikker.

»Det bliver interessant for os at gå ind steder, hvor vi ikke må være. Det kan være ministerier, Folketinget, topmøder eller virksomheder, hvor man så konfronterer dem, det handler om,« siger hun.

Hannah Hagens fra Fridays For Future peger på, at der i forbindelse med kommunalvalget til efteråret igen bliver mulighed for at lave store demonstrationer og fredagsstrejker for skoleelever.

»Jeg savner følelsen af det kæmpestore fællesskab, hvor vi er mange tusinde, der demonstrerer. Det er rart at mærke, at mange andre har det på samme måde som en selv. Vi omgås i stor udstrækning folk, der mener det samme som os selv, og af og til glemmer vi, at vi godt kan være rigtigt mange.«

Brug for inspiration og gejst

Nynne Juul glæder sig især til at høre fra de ældre aktivister, hvordan de fik mobiliseret folk.

»Nogle ting er universelle på tværs af generationer. Hvordan motiverer man folk til at engagere sig i noget, der kan virke fjernt og uforståeligt? Hvad er det for mekanismer, der gør, at man engagerer sig, når man ikke får ’noget med hjem’ andet end fællesskab og en god samvittighed? Det bliver spændende at høre, hvad de dengang gjorde for at holde gejsten oppe og få flere og flere med.«

Anna Bjerre henviser til, at DGSB de senere år har prøvet virkelig mange ting, blandt andet klimamarcher, ugentlige morgensamlinger foran Christiansborg, kaffebord med croissanter foran Dan Jørgensens (S) klimaministerium og senest en sultestrejke.

»Jeg ved snart ikke, hvad mere man kan gøre. Jeg håber på at blive inspireret i forhold til DGSB, for jeg har en forestilling om, at vi snart bliver nødt til at gøre noget andet og mere. Men hvad?« spørger hun.

»Jeg er virkelig interesseret i at høre, hvordan det var at lave aktivisme, før man havde sociale medier. Måske kan vi bruge nogle af de redskaber, de brugte dengang? Det glæder jeg mig til at høre om,« siger Hannah Hagens.

»Jeg vil også gerne høre, om man så efter et stykke tid bare giver slip på det og kaster sig over andre ting. Der er stadig masser af kampe at kæmpe for kvinder og mod social uretfærdighed. Måske kan de gamle aktivister i dag engagere sig på nye måder?« spørger Nynne Juul.

Svaret følger – måske – i næste artikel i denne serie, hvor Hannah Hagens, Nynne Juul og Anna Bjerre skal møde to af pionererne fra rødstrømpebevægelsen, nemlig 77-årige Vibeke Vasbo og 71-årige Inger Stauning.

Aktivistakademiet

De har marcheret og demonstreret, men alligevel er det ikke lykkedes at presse regeringen til at levere nok. Mange i klimabevægelsen føler, at de står i et vadested, og derfor har Information sat tre unge klimaaktivister stævne med ældre aktivister, der deler erfaringer fra dengang, hvor tusinder blev mobiliseret i kampen for kvinders rettigheder, mod atomkraft og mod apartheidstyret i Sydafrika.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

En kommentar fra en gammel aktivist. Sidst vi deltog fra fra nørrebroparken til Christiansborg. Parolerne og råbene var snørlede vi med bragte selv rød og blå er gået istå grøn er vejen vi skal gå eller borgen tænker rødt og blåt tænk nu grønt så bliv det godt sort det bliv med rødt og blåt tænk nu grønt så bliv det godt. Kort rim ala hvad skal ind sol og vind hvad skal væk Barsebäck. Foran Christiansborg var taler mange taler flere på engelsk som mange mestre specilt unge men vil du folket, så er dansk klart at foretrække. Vi vil ha musik og sang gerne fællessang. Vi glæder os til næste gang. VH. Ove Kyhn

Hvis de unge virkelig ønsker at få succes med deres aktivisme, burde de skifte målet for akivismen ud fra politikerne til videnskaben.

Hvis vi stopper vores forbrug af fossile brændsler, kan vi ikke beslutte os til en løsning med en kontinuerlig elproduktion til forbrugere, transport, industri og sundhedsvæsen en vindstille nat. De unge aktivister får ingen succes ved at insistere på politisk handlekraft med parolen "Gør noget"

Gør selv noget. Vi er i stort underskud af naturvidenskabeligt uddannede. Alt for mange vil hellere studere kommunikation og kunst i en tid med et ekstraordinært behov for hardcore science.

Vi har over få generationer skabt et velfærdssamfund med stor frihed, rigdom og sundhed med basis i en konstant overflod af energi fra de fossile brændsler. Hvis vi trækker dem ud af ligningen kan systemerne ikke køre 24/7, som vi er vant til. Kun ganske få har i dag fantasi til at forestille sig konsekvenserne i et nuludledningsscenarie.

Det kan være fint nok at kræve politisk handling, men magthaverne har en stor faglig kapacitet at trække på, og de ved godt at de rigtige beslutninger slet ikke findes endnu, måske bortset fra beslutningen om at investere stort i uddannelse af naturvidenskabelig kompetence og ny viden.

Politisk aktivisme er blot et udtryk for panik, og det skaber med garanti ingen succes ud over den strengt personlige

Anders Hüttel

Har i stadig den klaphat til Frederik Roland Sandby til at styre de overordnede strategier? Pas på - Jeg mener slet ikke det menneske er ærlig.

Gert Romme har fat i noget. Jeg tænker også at reklamebureauer og den slags mennesker som lægger strategier for vores politiske ledere kender alle målgrupperne fra de svedige hjemmegående til dem som lige nu sidder i en eller anden havn og nyder et glas rosé i deres rigsmandsskibe. Altså ved hvad der skal til for at forføre Gud og hver mand. Thrump gjorde det Obame, Merkel, Thunberg.
Nike gør det og WV i vores bil-liderlige nation.

Der mangler også nye undervisningsvejledninger til hvordan vi skal danne kommende generationer til ikke at bryde sammen hver gang en art bliver udryddet og en ny vandboring må sløjfes. I har min dybeste respekt fordi i har fat i den eneste ende.

Niels-Simon Larsen

Det var et trist billede, Ulrik. Kunne du ikke have fundet et bedre?