Interview
Læsetid: 8 min.

Her er tre unge klimaaktivister. De vil finde ud af, hvordan man får succes med sin aktivisme

Vær ikke bange for at løbe panden mod en mur. Hvem siger, det er muren, der holder, sagde man i 1970’erne. Information har i en ny sommerserie inviteret tre unge klimaaktivister til at få inspiration og erfaringer fra tidligere succesrige bevægelser
Fra venstre: Nynne Juul, Anna Bjerre og Hannah Hagens er tre unge klimaaktivister, som i en artikelrække i Information møder erfarne aktiviser for at lære af dem, hvordan de kan blive ved med at mobilisere til klimabevægelsen og presse regeringen til at leve op til sine klimaløfter.

Fra venstre: Nynne Juul, Anna Bjerre og Hannah Hagens er tre unge klimaaktivister, som i en artikelrække i Information møder erfarne aktiviser for at lære af dem, hvordan de kan blive ved med at mobilisere til klimabevægelsen og presse regeringen til at leve op til sine klimaløfter.

Anders Rye Skjoldjensen

Indland
6. juli 2021

Rundt om et mødebord hos Information sidder tre unge kvinder og fortæller om, hvorfor de hver især er blevet aktive i kampen mod klimakrisen.

14-årige Hannah Hagens, 29-årige Nynne Juul og 23-årige Anna Bjerre kommer fra hver sin klimaorganisation, men de er enige om behovet for at forstærke presset mod regeringen, så Danmarks indsats mod klimakrisen bliver håndfast og mærkbar. Men hvordan? Hvad skal de unge finde på af aktionsformer, og hvor radikale skal de være for at opnå resultater?

Information har foreslået, at Hannah Hagens, Nynne Juul og Anna Bjerre møder repræsentanter for tidligere generationer, der har kæmpet for kvinders rettigheder, mod atomkraft i Danmark og mod apartheidstyret i Sydafrika. Det var bevægelser i 1970’erne og 80’erne, som satte bølger i gang og ændrede samfundet, og hvor tusindvis af danskere blev mobiliseret.

Men først skal vi i denne første af fire artikler i serien præsentere de tre unge og lære dem lidt bedre at kende.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Foreningen Hvideland

En kommentar fra en gammel aktivist. Sidst vi deltog fra fra nørrebroparken til Christiansborg. Parolerne og råbene var snørlede vi med bragte selv rød og blå er gået istå grøn er vejen vi skal gå eller borgen tænker rødt og blåt tænk nu grønt så bliv det godt sort det bliv med rødt og blåt tænk nu grønt så bliv det godt. Kort rim ala hvad skal ind sol og vind hvad skal væk Barsebäck. Foran Christiansborg var taler mange taler flere på engelsk som mange mestre specilt unge men vil du folket, så er dansk klart at foretrække. Vi vil ha musik og sang gerne fællessang. Vi glæder os til næste gang. VH. Ove Kyhn

Hvis de unge virkelig ønsker at få succes med deres aktivisme, burde de skifte målet for akivismen ud fra politikerne til videnskaben.

Hvis vi stopper vores forbrug af fossile brændsler, kan vi ikke beslutte os til en løsning med en kontinuerlig elproduktion til forbrugere, transport, industri og sundhedsvæsen en vindstille nat. De unge aktivister får ingen succes ved at insistere på politisk handlekraft med parolen "Gør noget"

Gør selv noget. Vi er i stort underskud af naturvidenskabeligt uddannede. Alt for mange vil hellere studere kommunikation og kunst i en tid med et ekstraordinært behov for hardcore science.

Vi har over få generationer skabt et velfærdssamfund med stor frihed, rigdom og sundhed med basis i en konstant overflod af energi fra de fossile brændsler. Hvis vi trækker dem ud af ligningen kan systemerne ikke køre 24/7, som vi er vant til. Kun ganske få har i dag fantasi til at forestille sig konsekvenserne i et nuludledningsscenarie.

Det kan være fint nok at kræve politisk handling, men magthaverne har en stor faglig kapacitet at trække på, og de ved godt at de rigtige beslutninger slet ikke findes endnu, måske bortset fra beslutningen om at investere stort i uddannelse af naturvidenskabelig kompetence og ny viden.

Politisk aktivisme er blot et udtryk for panik, og det skaber med garanti ingen succes ud over den strengt personlige

Jeg hilser dette initiativ meget velkommen.

Men skal det give succes, skal initiativet markedsføres. Og det skal markedsføres hele tiden. Jo mere det markedsføres jo mere sidder det fast i borgernes (og måske politikernes) bevidsthed.

Da det formentlig ikke må koste noget, er der 2 muligheder, der bør kombineres, og som begge er realistiske at arbejde med.
1. Markedsføring på sociale medier- Orienter hele tiden og mindst hver eneste uge.
2. Orientering via pressemeddelelser i pressen. Orienter om alle små succeshistorier, men gør det kun, når der er noget at orientere om.

Markedsføringen drejer sig om at vække opmærksomhed. skabe interesse og være troværdig. Al markedsføring og alle oplysninger skal derfor være seriøse, korrekte og uangribelige.

- Søg at blive mange. - Gør samværet lidt forpligtende ved at skabe et borger-initiativ. - Søg gerne sammen med politiske partier, men behold selv initiativet.
- Søg sammen med andre fra andre EU-lande, og skab gerne et EU-borger-initiativ. For hvis EU-parlamentet står overfor mere end 1 mio. borgere, der øvrigt siger og vil det rigtige, vil parlamentet begynde at reagere.

Det er lige nu det sker, ikke næste år. Det handler ikke om at vente på den perfekte plan, eller stå ved stoppestedet og vente på grønt lys, på det øjeblik hvor verden er i overensstemmelse med det bedste udgangspunkt, hvor man så kan gennemføre planen. I praksis finder man ud af hvad det er man har gang i mens man handler, derfor kræver det mod og et stærkt engagement, og man henter styrke i fællesskabet. Det man håber på er at skabe en fremtid som er ukendt, derfor er det svimlende. Man skal få samspillet mellem en selv, de andre og selveste handlingen, til at virke.

Det er et område med megen usikkerhed hvor man trods det går efter målet, som ikke er at redde verden fra klimaforandringerne, fordi de sker allerede; vi er ikke i stand til at kontrollere begivenhederne, men netop derfor handler det om at fejre hver eneste sejr, for at undgå det værste kaos. Det er en krig imod klimaforandringerne, som vi kun delvis kan vinde små sejre imod. I et land hvor de formuende konstant kræver mere er det nemt at give op, især når man opdager hvor stor og umulig opgaven er, er det let at miste håbet. Derfor er det essentielt at der stadigt dukker unge mennesker op, som med frisk gåpåmod udmaner beslutningstagerne. Det er fra de kanter håbet kommer, for at fortsætte kampen imod klimaforandringerne.

Hvert år udkommer meldingerne fra IPCC, der samler klimarapporterne fra hele verden. Men hvad kommer vi til at gøre ved problemerne? Det er de udfordringer der kommer til at definere os, forme os fremover, til at ændre vores verden i en bedre retning. Har vi det som der skal til for at demonstrere, kan vi opretholde håbet over tid for en bedre verden, håbet der er så essentielt for vores udholdenhed. Kan jeg finde inspiration og videregive den til alle andre?

I øjeblikket er det klimabevægelserne der former den vigtigste politik som folketinget og EU delvis reagerer på, derfor er det at organisere de frivillige, græsrødderne og de studerende, at udvikle ny organiserisationer, programmer og designe innovative vælgermobilisering og strategier, det er der det foregår. Vi behøver ikke engang at starte helt forfra. Igennem hele menneskets historie har vi kæmpet for at forandre og finde andre måder at organisere samfundene på. De folkelige bevægelser har altid udgjort fundamentet til arbejdet for sociale forandringer og forbedringer.

Og netop klimaforandringerne indeholder de aller største kræfter, som beviseligt fremover vil ødelægge mulighederne for millioner mennesker. Derfor må alle bevægelser koordinere indsatserne. Det er midt i forandringerne at tingene sker, når man kaster sig ind i konflikten, når man er i gang med at organisere, da sker skiftet til en anden vej for samfundet. Mens man engagerer sig med andre, leder og tager ansvar, da finder man sine værdier og ressourcer, og udvikler evnerne til at realisere de fælles mål.

Vi kommer ikke til at vinde kampen mod klimaforandringerne, men forhåbentlig kan vi undgå de værste forudsigelser. Det er i de øjeblikke hvor vi vælger hvilken retning samfundet skal gå, det er så at sige de valg vi træffer der er så vigtige, det er disse små forskelle, der kan medføre de helt store forandringer. Folkelige bevægelser er den eneste måde at styrke demokratiet på, ved at lægge pres på beslutningstagerne, netop for at løse problemerne med klimaforandringerne.

Organisering handler om hvordan vi gør det, om at skabe en strategi, men vi er også nødt til at tale om magt. Magt er indflydelse. Når vi har fælles interesser kan vi samarbejde således at det øger magten for alle. Når interesserne derimod er i konflikt, som vi ser med erhvervslivets ønsker om mere vækst og derved mere CO2-udslip, så må vi kæmpe. Hvordan kan vi få magthaverne til at indse, at hvis vi intet foretager os, så bliver prisen så meget større.

Er vi nødt til at boykotte virksomheder, for at få dem til at indse at vores fremtid er usikker? Skal vi starte med dem som ligger i skattely? Kampen imod klimaforandringerne er politisk og den er social, den handler om hvilke lande forandringerne rammer først, om klimakaos. Men i sidste ende er Danmark et lavtliggende land. Hvor skal vi immigrere hen når havet stiger? Vi skulle have reageret for fyrre år siden og forandret samfundet, nu kan vi kun undgå de værste ændringer.

Hvis de rigeste skal have endnu mere, og væksten således skal stige, hvor er så det demokratiske projekt, de fælles beslutninger, hvor er håbet? Prognoserne siger at 8,5 mia. turister vil valfarte jorden rundt med fly i år 2039 (IATA). Er det virkeligt nødvendigt at genfortælle historien om Titanic? Vi skal imødegå udfordringerne med håb, ikke med frygt, men hvis ikke vi gør folk ængstelige for fremtiden, vækker vi dem ikke op til udfordringen. Vi skal så at sige konfrontere de uventede følelser, for at håndtere udfordringerne, for at finde modet til at tage klimaudfordringer op. Vi skal finde de værdier og de oplevelser vi deler, og fortælle og skabe vores egen historie, lige nu hvor vi vælger, reagerer og handler.

Vi kan miste selvtilliden, for hvad kan et mennesker i virkeligheden gøre? Vi kan isolere os og opgive, eller finde håbet frem, oplade modet igen, igen mærke empatien til andre, genetablere de følelsesmæssige ressourcer, der er forankrede i vores værdier og vilje til at kæmpe. Det er glæden og følelserne der får os til at reagere på udfordringerne. Følelserne skaber sit eget sprog og sin egen fortælling, hvorfra handlingen udgår, vi ved at vi skal ud for at demonstrere, selv om vi ikke ved hvordan verden kan forandres, eller hvem der tager de beslutninger som omvendt skaber klimaforandringerne.

Anders Hüttel

Har i stadig den klaphat til Frederik Roland Sandby til at styre de overordnede strategier? Pas på - Jeg mener slet ikke det menneske er ærlig.

Gert Romme har fat i noget. Jeg tænker også at reklamebureauer og den slags mennesker som lægger strategier for vores politiske ledere kender alle målgrupperne fra de svedige hjemmegående til dem som lige nu sidder i en eller anden havn og nyder et glas rosé i deres rigsmandsskibe. Altså ved hvad der skal til for at forføre Gud og hver mand. Thrump gjorde det Obame, Merkel, Thunberg.
Nike gør det og WV i vores bil-liderlige nation.

Der mangler også nye undervisningsvejledninger til hvordan vi skal danne kommende generationer til ikke at bryde sammen hver gang en art bliver udryddet og en ny vandboring må sløjfes. I har min dybeste respekt fordi i har fat i den eneste ende.

Niels-Simon Larsen

Det var et trist billede, Ulrik. Kunne du ikke have fundet et bedre?