Under coronakrisen har vi fået en smagsprøve på, hvordan det er at leve i et mere totalitært system

​​​​​​​Statsmagten kan være særdeles effektiv, når det virkelig gælder. Det fik vi demonstreret under coronakrisen. Men vi så også, at magtfuldhed hurtigt kan slå over i magtfuldkommenhed og demokratisk underskud, skriver juraprofessor Jens Elo Rytter i Informations serie om læren fra krisen
Statsminister Mette Frederiksen (S) holder pressemøde om COVID-19 i Spejlsalen i Statsministeriet tirsdag den 17. marts 2020 inden den første nedlukning.

Statsminister Mette Frederiksen (S) holder pressemøde om COVID-19 i Spejlsalen i Statsministeriet tirsdag den 17. marts 2020 inden den første nedlukning.

Anthon Unger / Ritzau Scanpix

Indland
25. august 2021

Kriser fungerer som et forstørrelsesglas. De styrker og svagheder, der er i vores system, træder tydeligere frem. Coronakrisen er vel den største samfundsmæssige krise i Danmark siden Besættelsen. Vi kan lære – og har allerede lært – meget af den. Ikke mindst om statens magt, demokratiet og retsstaten.

Danmark er indtil videre kommet bemærkelsesværdigt godt igennem coronakrisen, målt på dødsfald, indlæggelser og belastning af sundhedssystemet. Dette til trods for, at de danske restriktioner har været moderate i sammenligning med mange andre europæiske lande, som blandt andet har indført egentlige udgangsforbud og langt mere vidtgående frihedsrestriktioner end os. Hvordan kan det mon være?

Regeringens politiske beslutning i marts 2020 om at »lukke samfundet ned«, selv om sundhedsmyndighederne anbefalede noget mindre omfattende indgreb, har utvivlsomt bidraget til den danske succes. Hertil kommer, at vores epidemiberedskab og sundhedssystem har vist sig at være yderst velfungerende under krisen.

Man må dog heller ikke glemme, at befolkningens opbakning har været helt afgørende for den succesfulde krisehåndtering. Danskerne synes hidtil i meget vidt omfang at have ikke bare efterlevet myndighedernes krav, men også fulgt deres anbefalinger. Danskere har simpelthen respekt for autoriteter og tillid til myndighederne. Og så har vi selvfølgelig været bange for virussen.

Regeringen har magten

Vi bør glæde os over at få bekræftet, at vi lever i et land, hvor en velfungerende statsmagt hånd i hånd med en udbredt følelse af samfundsfællesskab kan håndtere selv alvorlige samfundskriser.

Vi har under coronakrisen set, hvor stærk og effektiv statsmagten kan være, når det virkelig gælder. Med den nødvendige politiske beslutsomhed kan det danske samfund meget hurtigt omstilles til at ’gå i takt’. De sædvanlige økonomiske, sociale og frihedsmæssige hensyn kan underordnes hensynet til at beskytte eksistentielle samfundsinteresser. I en god sags tjeneste er det betryggende – og måske løfterigt for endnu mere fundamentale udfordringer.

Efter coronakrisen vil ingen regering eller politiker troværdigt kunne hævde, at der er ting, som ikke kan lade sig gøre, når vi skal konfrontere eksempelvis klimaforandringerne. Hvad vi som samfund kan gøre, beror grundlæggende på den politiske vilje til at handle.

Vi fik også set, hvem der har den virkelige magt i staten, når det brænder på: regeringen. Det gælder navnlig, når regeringens beslutninger bakkes mere eller mindre blindt op af både Folketinget, befolkning, civilsamfund og retsvæsen, som det skete i starten af pandemien, da samfundet lukkede ned første gang.

Risikoen er, at magtbalancerne begynder at skride.

Manglende demokratisk debat

Magtfuldhed kan slå over i magtfuldkommenhed og demokratisk underskud. Det har vi set flere eksempler på under coronakrisen. I krisens første fase i foråret 2020 blev demokratiet på det nærmeste sat ud af spillet. Regeringen ventede længe med at involvere Folketinget i sine overvejelser om en strategi mod smittespredning. Og da det endelig blev nødvendigt, fordi den manglede beføjelser, blev lovforslag hastet igennem, og Folketinget blev enten informeret utilstrækkeligt eller for sent om de faglige vurderinger, som lå til grund for de vidtrækkende beføjelser og indgreb, de blev bedt om at godkende.

Regeringen fik dermed gennemført hastelovgivning uden en ordentlig demokratisk debat og lovbehandling. Folketinget stemte for restriktioner og forbud uden helt at vide, hvad de sagde ja til, og uden at kende detaljerne eller det faktuelle grundlag, og sundhedsmyndighederne fik overdraget enormt vidtgående beføjelser. Politikerne var utvivlsomt påvirket af situationen ligesom alle andre og nok også bange for at havne på den forkerte side af historien under denne meget alvorlige trussel mod samfundet.

Som tiden gik, vågnede Folketinget dog mere op til dåd og krævede at blive inddraget mere. Regeringen måtte således i efteråret 2020 skrotte sit forslag til en permanent epidemilov, der ville cementere den enorme centralisering af beføjelser hos regeringen under epidemier, som blev hastegennemført i marts 2020 med den midlertidige epidemilov. Den politiske modstand var ganske enkelt for stor. Regeringen måtte give indrømmelser i form af langt mere demokratisk kontrol med brugen af de mere omfattende epidemibeføjelser samt bedre retsgarantier ved alvorlige frihedsindgreb.

Retsstaten under pres

Men disse demokratiske og retssikkerhedsmæssige forbedringer blev kun sikret efter krav fra oppositionen og efter civilsamfundets kritik. Forløbet illustrerer derfor den ofte påpegede risiko, der er for, at vidtgående krisebeføjelser bider sig fast, selv om krisen klinger af.

Vi har tidligere set det med terrorpakkerne, hvor myndighederne i lyset af terrortruslen efter den 11. september 2001 fik en række nye beføjelser, som siden er blevet bevaret og anvendt til bredere formål end terrorbekæmpelse. Politikere og myndigheder er generelt ikke kede af at få nogle brede, ubundne magtbeføjelser, så hvorfor skulle de selv bede om at få dem begrænset? De vil være mere tilbøjelige til at holde fast i dem.

Med den permanente epidemilov gik den altså ikke.

Det er ikke kun demokratiet, der har været trængt under coronakrisen. Det har retsstaten også. Domstolene står i vores samfund som den ultimative vogter af retsstaten. Men også de principielt uafhængige domstole fik i krisens første fase reelt et diktat fra regeringen om delvist at lukke ned, i strid med Grundlovens princip om magtens tredeling.

Der er også under krisen blevet vedtaget indgribende hastelovgivning, som har været uklar og derfor problematisk for borgernes retssikkerhed. Man kan nævne straffelovens § 81 d om dobbeltstraf for coronarelateret kriminalitet.

Det er ikke i alle tilfælde tydeligt, hvornår en forbrydelse har en sådan tilknytning til coronakrisen, at det skal udløse dobbeltsstraf. Én ting er at snyde med coronahjælpepakkerne. Men hvad så når borgere begår ulovligheder i forbindelse med politiske protester mod regeringens coronapolitik? Alle kender nok sagen om den brændende dukke af statsministeren og de ordensforstyrrende demonstrationer imod coronarestriktionerne. Det var bekymrende, hvis sådanne politiske manifestationer virkelig skulle takseres til dobbeltsstraf. Efter det skete, blev det heldigvis også i sidste ende underkendt i landsretten, som således stod vagt om borgernes retssikkerhed og politiske ytringsfrihed.

Og så gik det helt galt

Også den midlertidige epidemilov, som blev hastevedtaget i marts 2020, indeholdt flere eksempler på uklare beføjelser. Det var blandt andet uklart, hvad det betød, at man kunne forbyde »større forsamlinger«. Det var også uklart, om regeringens beføjelse til at afspærre et område og regulere borgernes adgang til at færdes inden for området, ultimativt kunne anvendes som hjemmel for et decideret udgangsforbud. Disse uklarheder er der heldigvis langt hen ad vejen rettet op på med den nye permanente epidemilov.

Helt galt gik det, da coronasmitten spredte sig til mink. Her beordrede og iværksatte regeringen en national aflivning af mink, selv om den ikke havde lovhjemmel til det. Som minimum var det en helt utilgivelig systemfejl i en retsstat. Minksagen undersøges nu nærmere i den af Folketinget nedsatte granskningskommission.

Men så hvad med os selv – befolkningen? Hvad har vi så lært om vores forhold til magt, frihed og tryghed? Flere undersøgelser tyder på, at i akutte kriser som coronakrisen – hvor frygt spiller ind – er de fleste af os villige til at ofre ganske meget frihed til gengæld for sikkerhed og tryghed. Som tiden går, og krisen bliver mindre akut, bliver offervilligheden dog mindre. Spørgsmålet er imidlertid, om langvarige kriser som coronakrisen alligevel medfører en umærkelig ’tilvænning’ i befolkningen til at være underlagt magt og frihedsbegrænsninger.

En sådan tilvænning vil ikke alene skabe bedre grobund for, at indgribende krisetiltag i et eller andet omfang kan få lov at leve videre, selv om krisen klinger af. Den kan også på længere sigt øge risikoen for overdreven statslig magtudøvelse. Nu hvor det står lysende klart, hvor langt en regering kan gå under en akut samfundskrise – og hvad den kan få befolkningen til at acceptere i nødvendighedens navn – er der en risiko for, at en fremtidig regering med smag for centraliseret magt vil forsøge at udnytte denne erfaring.

Vi har under coronakrisen set, hvad en resolut statsmagt, et velfungerende system og en tillidsfuld befolkning kan udrette i fællesskab. Men vi har også fået en smagsprøve på et mere totalitært system og set, hvad det vil sige at give afkald på frihed og retssikkerhed og overlade uindskrænket magt til den almægtige stat til gengæld for at føle tryghed. Er det det, vi vil? Coronakrisen har givet os alle meget at tænke over.

Jens Elo Rytter er professor i forfatningsret på Københavns Universitet og skriver analyser og kommentarer i Information. Denne tekst bygger til dels på en analyse om samme tema, som Jens Elo Rytter skrev i Information den 11. marts i år i anledning af etåret for nedlukningen af samfundet.

Læren fra coronakrisen

Danmark har været igennem den værste krise siden Besættelsen. Krisepolitikken og nedlukningerne af landet var kæmpe eksperimenter, hvor meget blev sat på den anden ende, og samfundet pludselig så helt anderledes ud end normalt. Men hvad har vi så lært af det hele? Det kommer en række kloge hoveder med deres bud på i denne artikelserie.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

jens christian jacobsen

'...Nu hvor det står lysende klart, hvor langt en regering kan gå under en akut samfundskrise – og hvad den kan få befolkningen til at acceptere i nødvendighedens navn – er der en risiko for, at en fremtidig regering med smag for centraliseret magt vil forsøge at udnytte denne erfaring.'

Jeg vil tage ja-hatten på og glæde mig over et fleksibelt demokrati og retssystemets beskyttelse af borgerne, men samtidig hævde, at der nu er en CHANCE for at kommende regeringer kan gøre, hvad der er nødvendigt for at redde landet fra at bryde sammen under de kommende klimaødelæggelser. Det troede jeg ikke ville være muligt.

Danny Hedegaard

Personligt har det været min oplevelse, at tryghed for mig i situationen, har været vigtigere end min personlige frihed.

Som jeg ser det, så er den personlige frihed og ytringsfrihed afgørende vigtige rettigheder, i tider med fred og ingen fare.

Men lige så uacceptabelt jeg finder det, hvis et kompetent autokratisk styre regerer uden demokratisk mandat.
Ligeså acceptabelt er det for mig, med vidtgående indgreb i den personlige frihed, og udvidede magtbeføjelser til en centralmagt med demokratisk mandat, i krise og krigstid.

Særligt når vi som folk og nation, trods begåede undtagelsesvise eklatante fejl !
Vi undervejs, helt overordnet har oplevet en knusende effektiv statsmagt med et voldsmonopol, der har et demokratisk mandat.

I tider som disse, må hensynet til individet vige for hensynet til det fælles bedste!
Og det må have konsekvenser for den enkelte, ikke det at acceptere, som vi ikke finder acceptable i normale tider.

Personligt følte jeg, da vi som samfund på krisens højeste stod med ryggen mod muren, at det nærmest kun var tortur og dødsstraf, jeg under ingen omstændigheder ville kunne acceptere som kriseværktøjer.

I krise og krigstid er det nødvendigt at centralisere magt og beføjelser, også på bekostning af folkestyret, ved vores demokratisk valgte repræsentanter på tinge.
Men det er vigtigt at det sker med accept af sidstnævnte, og på et lov medholdigt grundlag!
Og at centralmagten som udøvende magt, i sidste ende står til ansvar for den lovgivende og den dømmende magt.

Det er grundlæggende forskellen på autokrati på et legitimt grundlag, og autokrati på et illegitimt grundlag.

Folkets tillid centralmagten, har i Danmark manifisteret sig som det helt store succes kriterium, for at vi i Danmark er kommet så relativt uberørt gennem denne sundhedskrise.

Denne tillid må ikke svigtes, og det er helt afgørende for den folkelige opbakning i krise og krigstid, at den folkelige tillid til centralmagten forbliver max intakt.

Vi har været vidne til på tragisk vis, hvor galt det kan gå i udviklede demokratier, når systemisk ulighed, fake news og populisme lammer statsmagten i krisetid.
Værst set i USA, men tankevækkende også i verdens største demokrati Indien, der i sammenligning med verdens største diktatur Kina, er dumpet på uduelighed og inkompetence under Corona krisen.

Selv er jeg faktisk mest påvirket af hvilke konsekvenser, krisen har fået for lønmodtagere og selvstændige.

For byrderne og tabene under krisen er ulige fordelt, og mange er ramt personligt af ultimative tragedier, menneskelige og økonomiske.

Fra sidelinjen har jeg i sammenligning med krisens ofre, kunnet konstatere at jeg ikke selv er ramt, hverken på job eller økonomi.
Jeg har nærmest profiteret på krisen, som ejer af egen bolig, og som investor af egne frie midler, dog uden at være personligt velhavende!

Jeg mener derfor at tiden er inde til, at vi går skridtet videre fra at vi udviser samfundssind!
Til at den 1/3 - 1/2 halvdelen af befolkningen, der er bedst stillet, den skal i en kortere årrække udvise økonomisk patriotisme!
Ved at os der tilhører den privilegerede del af befolkningen, vi i en kortere årrække til sammen, vi bør beskattes moderat højere end den dårligst stillede halvdel af
befolkningen.

Men ikke planløst og uden fokus på, hvad vores ekstra bidrag til samfundet skal bruges til!

Personligt så jeg gerne at vi prioriterede en aflastning af den byrde, mange små og mellemstore selvstændige står overfor, når udskudte skatter og afgifter skal
betales, for mange vil ende med at de ikke kan betale:-(

Vi kunne løfte i flok, for sammen at afdrage en del af denne byrde, som de mange til fordel for de færre, der i modsætning til os har lidt så meget som, som vi ikke selv har lidt.

Venlig hilsen
Danny Hedegaard

henrik poulsen

Godt indlæg. At man kan påvirke befolkningen så kraftigt har også bekymret mig. Her var det i en god sags tjeneste, men hvad nu hvis det var i en knap så god sags tjeneste? Kan man så også få folk til at tage ja-hatten på? Vi må lære at tænke selv!

Og så vil jeg lige supplere artiklen med en uklarhed, som aldrig blev præciseret. Forsamlinger. Hvad er en forsamling helt nøjagtigt? Hvornår risikerede man en bøde, og hvornår ikke? Det fik de aldrig forklaret os. Det var hver gang en "vurdering" taget af politiet.Ikke godt for retssikkerheden.
Et elementært spørgsmål, der aldrig blev stillet ved pressemøderne, i hvert fald ikke dem, jeg så.

Poul Simonsen

Forfatteren Hans Scherfig foreslog, at ligesom der i megen lovgivning tilføjes “gælder ikke for Grønland og Færøerne”, så skulle Grundloven have tilføjet en paragraf med teksten: “gælder ikke når der er brug for den”.