Mindre skandaler har væltet større ministre. Det tumultariske forløb – hvor S-regeringen på den ene side kritiseres for at have bragt danske statsborgere og lokalansatte i livsfare ved at have forsinket evakueringen fra Afghanistan og for på den anden side at have haft opmærksomheden rettet mod at sende afviste afghanske asylansøgere den modsatte vej – har potentiale til at vælte indtil flere ministre.
Selvransagelsen har dog endnu ikke ramt S-regeringen. Her, midt under den kaotiske retræte fra Afghanistan, har udenrigsminister Jeppe Kofod (S) ganske vist erkendt, at nederlaget efter snart 20 års krigsførelse »kalder på refleksion og selvransagelse hos den internationale koalition og hos os alle sammen«.
Men det gælder tydeligvis ikke hans egen håndtering. Både han og forsvarsminister Trine Bramsen (S) nyder fortsat statsminister Mette Frederiksens (S) beskyttelse.
Oppositionen og støttepartier er imidlertid langtfra tilfredse med S-regeringens måde at tackle det længe bebudede kollaps, der udspillede sig i Afghanistans hovedstad Kabul fra søndag og frem. Regeringstoppen var blevet advaret i god tid af både Forsvarets Efterretningstjeneste og Specialoperationskommandoen om, at Taleban kunne overtage magten i landet – om end ingen havde forudset hastigheden af magtovertagelsen – men valgte alligevel at negligere, udskyde og forhale forberedelserne til evakueringen.
Kritikken kredser særligt om det skæbnesvangre forhold, at udenrigsminister Jeppe Kofod tjekkede ud og rejste på sommerferie, netop mens både de militærfaglige myndigheder og Folketingets partier i ugevis – og forgæves – efterspurgte en operationel plan for evakueringen af de ansatte på ambassaden i Kabul. Det endte med at tage langmodige 119 dage, før S-regeringen var parat til at tage ansvar og indgå den aftale, som nu gør det muligt at redde enkelte ansatte væk fra Afghanistan.
Feriefraværet kalder minder frem om et andet skandaleforløb, som tidligere kostede en udenrigsminister posten: I 2010 måtte den daværende konservative udenrigsminister Lene Espersen trække sig, efter hun havde meldt afbud til et topmøde i sammenslutningen for arktiske kyststater, Arctic Five. I stedet for at tage til mødet i Canada, hvor blandt andre USA’s udenrigsminister Hillary Clinton deltog, rejste Lene Espersen til Mallorca med sin familie.
Som skæbnens ironi blev det endnu et aflyst møde i Kabul – af alle steder – som endte med at bringe Lene Espersen til fald. Hun nåede ikke frem til en international konference i Afghanistan, og Financial Times beskrev hende som »den mest klodsede udenrigsminister i EU«. Senere på året trådte hun også tilbage som formand for De Konservative.
Hjemlige rænkespil
Eftersom de storpolitiske eftervirkninger af Espersens afbud rimeligvis virker noget mindre, end de akutte og måske fatale konsekvenser som Kofods feriefravær har medført, rejser spørgsmålet sig nu: Hvorfor måtte Lene Espersen forlade sin post i 2010, når Jeppe Kofod nu kan fortsætte her i 2021?
Den første mulige forklaring kunne være saglig og substantiel. Man kan teoretisk set forestille sig, at Lene Espersens signal om ligegyldighed og manglende fornemmelse for vigtigheden af Arktis vitterligt havde karakter af et større svigt, end hvad Jeppe Kofod nu har udløst. Når feriesagen i sin tid blev udråbt som en skandale, skyldtes det således, at etableringen af Arctic Five havde været den foregående udenrigsminister Per Stig Møllers største bedrift.
Som en udløber af Ilulissat-erklæringen fra 2008 var det på imponerende vis lykkedes for Danmark at etablere et fredeligt samarbejdsforum omkring Arktis – og ved selv at udeblive fra topmødet undergravede Lene Espersen det diplomatiske gennembrud, som Per Stig Møller havde skabt grundlaget for.
Siden da har Arctic Five da heller ikke spillet nogen nævneværdig rolle og set gennem et supernørdet udenrigspolitisk prisme, ja, så havde Lene Espersens tur til Mallorca derfor langtrækkende konsekvenser.
Men reelt er det yderst sjældent, at udenrigspolitiske forviklinger alene afgør en dansk ministers karriere, og andre forklaringer må tages i brug. Mere oplagt handler forskellen i kontante konsekvenser af feriefraværet for henholdsvis Lene Espersen og Jeppe Kofod om hjemlige rænkespil. Tilbage i 2010 var hun som konservativ formand voldsomt presset på de indre linjer.
De Konservative var præget af årelange, blodige og forbitrede fløjopgør, og der var mange af hendes partifæller, som hellere end gerne så Lene Espersen udskiftet som formand – hurtigst muligt.
Afbuddet til Artic Five – og senere Kabul-konferencen – blev anledningen snarere end selve årsagen til, at hun blev væltet. Magthierarkiet i De Konservative var ustabilt, og hendes interne fjender havde kun ventet på det rette øjeblik til at vælte hende.
Udenrigsminister Jeppe Kofod står i en fundamentalt anden og mere sikker situation. Statsminister Mette Frederiksen tog en stor chance ved at udnævne ham på grund af den tidligere sag om samleje med en 15-årig DSU’er, og hun har sidenhen ikke rystet på hånden. Mette Frederiksen er trofast og har ryggen for de ministre, der udviser hende betingelsesløs loyalitet.
Moderne heksejagt
Feriefravær kan være dyrt. I 2015 var Venstres forsvarsminister Carl Holst på ferie, da de udsendte danske F-16-flymekanikere beklagede sig over umulige arbejdsvilkår i kampen mod Islamisk Stat, og han blev dengang opfordret til at få »benene ned fra havestolen«.
Kort efter måtte Carl Holst trække sig, og det er dermed ikke kun kvindelige ministre, der er blevet ramt af feriestemningen. Alligevel synes køn at være en kritisk faktor.
En tredje og mere ubekvem forklaring presser sig nemlig på – en feministisk forklaring om man vil. Som Danmarks hidtil eneste kvindelige udenrigsminister var Lene Espersen under et voldsomt og ofte sexistisk pres.
TV 2’s daværende politiske redaktør Anders Langballe har i sin nye bog Forfra skildret, hvordan de typisk mandlige journalister på Christiansborg var drevet frem af ’kollektivt dræberinstinkt’, og kastede sig nådesløst over særligt Lene Espersen.
Hun blev målt efter andre og markant mindre tilgivende standarder, end mandlige topministre almindeligvis bliver. Mange har senere beskrevet opgøret med Lene Espersen som en form for moderne heksejagt i medierne. Det blev tankevækkende nok udlagt som et svaghedstegn, at hun havde brug for at være sammen med sin familie – tilmed på charterferie – mens hele verden brændte om Danmarks vugge.
Lene Espersen blev i høj grad udskammet, fordi hun var kvinde i en gammeldags mandeverden. Omvendt har Jeppe Kofod fået mulighed for at genrejse sig efter sexskandalen i Esbjerg i 2008, og ingen sætter i dag spørgsmålstegn ved, at han naturligvis både kan og skal kunne kombinere rollen som småbørnsfar og udenrigsminister.
Forløbet gør det svært at afvise, at den åbenlyse forskelsbehandling mellem Lene Espersens diplomatiske foreteelse og Jeppe Kofods akutte svigt kan siges at være udtryk for, at kvindelige og mandlige ministre fortsat vurderes efter forskellige moralske standarder. Men realpolitik spiller altså også en udslagsgivende rolle.
Statsminister Mette Frederiksen kæmper for sit ministerhold, og det ville risikere at åbne en farlig flanke, hvis hun valgte at ofre udenrigsminister Jeppe Kofod. I en tid, hvor #MeToo-opgøret igen buldrer for fuld kraft i dansk politik, har Socialdemokratiet ingen trang til at genåbne gamle møgsager om grænseoverskridende adfærd i egne rækker. Udenrigsministerens fumlende fejlhåndtering redder ham i første omgang, for Mette Frederiksen er bestemt ikke parat til nogen form for selvransagelse.
Lars Trier Mogensen skriver politiske analyser i Information og er chefredaktør for nyhedsbrevet /dkpol, som udgives af Føljeton.
har, har ryggen : min bare røv
Ja behandlingen og en udrejseplan burde ha' været klar med hvem og hvordan folk kunne hjælpes ud - Men det er nu ikke kun udenrigsministeren og regeringens skyld - flertallet af partier var imod at hjemtage folk, der var i fare, fordi de havde hjulpet danskerne. For kort tid siden blev det endeligt vedtaget i Folketinget. at folk som havde hjulpet inden for de sidste 2 år kunne blive "hjemtaget.
Nu siger udenrigsministeren .at der skal hjælpes heller en for meget end for lidt og det få han opbakning til fra de fleste partier. Det må siges at være en kovending fra flertallet af partierne.
Hvem der bliver drevet størst heksejagt på Kofoed eller Espersen ved jeg ikke.
Tidl. udenrigsminister Ellemann, som nød stor respekt, fik 9 næser. Mange medier og kommentatorer løber med halve vinde og konkluderer ofte ud fra egen holdninger og det, de tror er fakta. Det er det ikke altid. Senest ser vi Semi Jahn ( TV 2 News) berette og ofte meget om, hvad hun tror, ikke fakta, og med store dramatiske øjne og stemmeføring. Når det er sagt. Så var faktisk de fleste EU lande sammen med DK. orienteret med forkerte oplysninger, derfor kom man lidt sent i gang ,også fordi alt gik så hurtigt, da den afghanske hær bare stak halen mellem benene. Alt krigs materiale af moderne art har Taleban nu. Kun penge mangler og det er godt og kan bruges som pressionsmiddel.
Men de to ministre har gjort et godt job på rekord tid, da det blev nødvendigt. Der kommer en evaluering, hvor man nok bebrejder dem dit og dat, men deres hoveder ruller ikke. De selvretfærdige i opposition og støttepartier må jo også reflektere selv, hvad havde de gjort med samme oplysninger og ansvar. Det er jo ikke bare sådan lige.
Jeppe Kofod har altid været beskyttet, så det overrasket ikke...
En grundig analyse af hvorfor Jeppe Kofod blev udnævnt til udenrigsminister vil være meget velkomment.
G Gustafsdottir skriver og ikke Stella.
Artic 5= Canada, Denmark, Norway, Russia, and the United States of America.
Disse lande er en del The Artic 5.
Det er mageløst, at hverken Grønland, Færøerne eller Island var en del af Artic 5. Grønland er et land på 2.166.000 km². Island er omtrent 103.000 km2 og Færøerne er 1.393 km2.
Danmark på omtrent 43.000 km2 har haft disse kolonier. Hvad skyldes det. De vandt dem i "Lotto" fra Norge. Den tid er passe, men reminiscensen af denne tid findes stadigvæk i befolkningens indre opfattelse af tidligere storhed. I slap for Island i 1944. Det skal I være lykkelig for.
Jeg har en ven, der mener, at Danmark, Grønland, Færøerne og Island burde være ét land og selvstyrende enheder.
Jo Danmark har "ejet"/koloniseret disse lande og det er på grund af væsenet af dette "ejerskab" og danskernes nedladende adfærd overfor indbyggerne i disse lande, at f.eks. grønlænderne vil ud af rigsfællesskabet.
Selv om jeg holder så meget af Danmark, at det er det ene af mine to fædrelande og efter, at de allerfleste i Danmark har behandlet mig utrolig godt, har jeg både som ansat og leder/indehaver og efter at have skaffet hundredevis af mennesker arbejde, oplevet alt for mange gange at blive set ned på.
De afghanske tolke og deres familier var ikke andet end lige landet i Danmark, før de fik de første dødstrusler fra etnisk danske "talibanere".
Tænk, at Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti Ikke ville hjælpe de mennesker, der risikerede deres liv. Det viser alt om deres manglende empati og ekstreme smålighed.
Alle disse folketingsmedlemmer er blevet forsørget af samfundet i mange år også dem, der hævder, at de har levet af deres egne firmaer, personer, som i virkeligheden er blevet forsøget af dybt engagerede og dygtige personer, ansatte som ledere i firmaer, således, at lige præcis disse mennesker, har kunnet betale deres husleje og forsørge deres familie.
Jeg er sørgeligt, at skulle opleve disse egocentriske selvfornøjede og talentløse politikere, hvis eneste politik er had mod fremmede og vi hører ord som "ukrudt", "ugræs", "perkere" og "negre". Ord som ligger let i mund og er vist bare helt fjong at bruge. Ord, som minder en mere om en lille mand med et næsten kvadratisk overskæg. Disse mennesker er "skrællinger", eller skrælingjar, som det hedder på mit lands sprog, nu i dag.
Omkring 1000 betød dette ord inuitter i USA/Canada, der skrællede fedt fra skindets bagside og spændte det op, efter fangst. (Nordboerne der tog til USA). Senere blev ordet et nedladende udtryk om grønlændere. I dag betyder ordet et kulturløst menneske, der ikke kan finde ud af at opføre dig ordentligt blandt civiliserede mennesker.
Danmark er også et land, der har givet mig mulighed for at få et godt liv, en god dansk familie og danske venner. Det her skal ikke forstås som uvenlighed eller manglende taknemmelighed og ej heller pral. Bare en lille reminder om, at vi bør behandle mennesker i nød godt. Vi ved aldrig hvornår vi selv for brug for hjælp.
Hvis vi ser på Afghanistan, så består landet også af utallige og forskellige folkeslag. Nord og øst for Kabul er der en gruppering, som stadigvæk kæmper imod Taliban. De er noget mere dedikerede end den store afghanske hær på 300.000 mand. Spørgsmålet er hvad der sker.
Det har været interessant at se Berlingske, hvor de er blevet utroligt "bekymrede" og har frygtet for afghanske flygtninges liv. De har derfor udskammet S for nølen. De mener, at det mindste Mette Frederiksen kan gøre, er at fyre Kofod og Bramsen.
Deres totale omkalfatring er så "rørende", men samtidigt viser bladet billeder af den nu lidt aldrende Pernille Vermund, siddende som selveste den lille havfrue på en tømmerflåde i Øresund." Qvo vadis kunne man sige"? Vi ser hende også flydende på ryggen med armene strakt ud i en gennemsigtig rød kjole, som var hun det danske flag med kors i midten, eller her mente Berlingske måske, at billedet ligefrem er symbolet på vores frelser, her i Danmark.
Berlingskes budskab er mildest talt tvetydigt, men valg vil de have. Nye Borgerliges tilslutning, menes at være oppe på 11% og de er Berlingskes favorit.
Fordi han har boet i USA, læst der, er godt uddannet og har et internationalt netværk.
Og må den, der er ren så kaste første sten. Debattører er yderst dømmende også når de ikke ved særlig meget om tingenes tilstand.
G. Gustafsdottir skriver og ikke Stella.
Jeg husker Espersen som minister og hvor mange gange hun under Finanskrisen fortalte os borgere, at alt var bare i den skønneste orden. Vi kunne se hvordan opgaverne i vores firma og andre tilsvarende firmaet, bare forsvandt og forsvandt og ende i 2007 med Finanskrisen.
Der gik kun ganske kort tid, indtil hun måtte låne bankerne og deres aktionærer milliarder, som befolkningen betalte. Bankernes belønning og tak til den almene borger for lån og hjælp er, at befolkningen skal betale for at have penge i banken.
G. Gustafsdottir skriver og ikke Stella.
Helle Walter enig. Jeg bruger ikke anbefaling fordi det ikke er min konto.
G. Gustafsdottir skriver og ikke Stella.
"En grundig analyse af hvorfor Jeppe Kofod blev udnævnt til udenrigsminister vil være meget velkomment."
Manden er intelligent til forskel for mange andre politikere.
Det er statsministeren, der vælger ministrene. Det er her du skal henvende dig Peter von Staffeldt.
Med venlig hilsen
G. Gustafsdottir skriver og ikke Stella.
Rettelse.
Der skulle stå, Det er sørgeligt.
Jeppe Kofoed er tæt på at være den værste udenrigsminister, jeg kan erindre.
Han har absolut ingen autoritativ udstråling - ja, han virker ikke engang til at have nogen selvstændig beslutningsevne. Han formulerer sig altid i floksler, som man lærer dem på socialdemokratiske retorikkurser, hvor socialdemokrater kan lære at begå sig i medierne ved at sige mindst muligt med flest mulige ord.
Men fred være med ham. Selvom han er lysår fra en Mogens Lykketoft til eksempel - så er han bestemt ikke nogen enestående ubegavet socialdemokrat
Noget helt andet er, at regeringens nølen i denne sag har intet at gøre med en ferieramt udenrigsminister. Det er ikke tilfældigt at der er blevet nølet. For regeringen har evakueringen af afghanere været en sag med potentielle udlændingepolitiske konsekvenser, som man har en berøringsangst for hele vejen gennem partiet. Man er kommet til magten på at overtrumfe DF på alle tænkelige og utænkelige mærkesager - og nu går man på kattepoter for ikke at komme til at sætte dette forspring overstyr før næste valg - og give DF en chance for at udnytte det til at vinde sine vælgere tilbage. Desværre kan denne kalkyle muligvis kostet menneskeliv
Det er sandheden om den sag
/O
Det korte af det lange er, at det vi ser ske, står i skærende kontrast til det vi har fået som begrundelse for vores tilstedeværelse.
Så vi er vel tilbage ved spørgsmålet : -hvorfor var vi der?
G. Gustafsdottir skriver og ikke Stella.
Jeg har gode bekendte, som er ca 15-20 år ældre end jeg. Manden, som er tidligere professor på et universitet, var klassekammerat med Mogens Lykketoft og selv om de ikke delte politiske holdninger helt, har han altid sagt, at Mogens Lykketoft var uhyre godt begavet mand. Undskyld Mogens Lykketoft, jeg glemte dig. Per Stig Møller er også en begavet mand, men Fogh var en dårlig kammerat. Det ville klæde ham at indrømme sine fejl i Irakkrigen. Fogh er den statsminister, der trak Danmark ud i en krig, der gav ekko i hele verden og så tillader han sig skråsikkert a kritisere andre.
Stor beundrer af Jeppe Kofoeds håndtering af en særdeles svær opgave og helt uenig i kritikken af ham. JK virker dedikeret og fuldt opmærksom på at udføre denne komplicerede opgave så godt som overhovedet muligt.
Sjældent focuseres der på andet end fejl og mangler og i denne situation er det ulideligt hele tiden at skulle høre på ... visse medier og de såkaldte støttepartier"køre rundt" i fortiden. Mennesket fejler! Vi gør det hele tiden ... eller ?! I denne ekstreme periode burde alle støtte op moralsk. Så kan man "rydde op" bagefter og tilegne sig ny dyrekøbt erfaring.
Mange udmærkede kommentarer, som giver stof til eftertanke. Og så venter je med længsel efter Jan Damskiers næste kommentar. Det er altid spændende at se, hvor langt der er til bunden.
Hvem der bliver drevet størst heksejagt på Kofoed eller Espersen ved jeg ikke. Skriver Dorte Sørensen.
Lene Espersen blev vedvarende kaldt " Den talende Kavalergang", ganske tankevækkende i en tid hvor bart maveskind deler vandene.
Det ville klart have klædt Jeppe Kofoed at vise sig med bart maveskind, for så var det en sag han virkelig selv stod for.
Stella Lystlund
"Den endelige opgørelse af regnestykket for bankpakkerne godt ti år efter finanskrisens udbrud er nu offentliggjort af Erhvervsministeriet. Med et overskud på 17 milliarder kroner er enhver snak, om at bankpakkerne har kostet skatteyderne milliarder af kroner manet i jorden."
https://www.finansforbundet.dk/dk/nyheder/2019/staten-tjente-17-milliard...