»Filippinere arbejder meget. Derfor er vi meget attraktive som arbejdskraft i Vesten«

Højmessen er forbi. En nonne haster ud fra den lave indhegning rundt om kirken og smutter op ad en trappe, ind på et kontor. Ude på fortovet foran kirken er et skilt sat frem: Au pairer kan komme ind og få rådgivning, hvis de er i knibe, også anonymt.

Benn Adriatico kommer roligt gående.

»Jeg er troende,« fortæller han.

Men ikke voldsomt, kun ligesom danskerne. Faktisk er det mest af nostalgiske årsager, at han nyder højmessen.

Benn Adriatico er filippiner og katolik. Han bor i Hvidovre. Højmessen går han til i den katolske kirke i Stenosgade for enden af Søerne på Vesterbro i København.

Mange filippinere i Danmark er katolikker. Nogle tager det mere alvorligt end andre. I mange år har de katolske kirker i København fungeret som samlingssteder for filippinerne. Her kan man mødes og udveksle sladder om det lille samfund.

»Vi filippinere i Danmark er en kedelig minoritet. Vi larmer ikke så meget. Det er på grund af vores opdragelse som de eneste kristne i Asien og efter først 400 års kolonistyre under Spanien og derefter 50 år under USA. Derfor er vores tendens, specielt den generation, der er her nu, at vi forsvinder ind i samfundet. Du hører aldrig om filippinere, der laver ballade,« siger Benn Adriatico.

Vi skrår over Gammel Kongevej for at finde en bænk oppe ved søen. Benn Adriatico guider med håndbevægelser gennem trafikken, mens han taler videre.

Benn Adriatico kom til Danmark den 16. januar 1980 klokken seks om morgenen. Kastrup Lufthavn lignede en filippinsk provinslufthavn, og han troede, at han var landet det forkerte sted. Der var næsten ingen mennesker. Han undrede sig over de store, hvide bunker og fik at vide, at der havde været snestorm dagen før. Benn Adriatico havde kun en T-shirt og en tynd jakke på, men fortæller, at han ikke kunne mærke kulden af bar begejstring over at være fremme.

I 90’erne var Benn Adriatico formand for den dansk-filippinske forening Filippino Association of Denmark. Det er den ældste forening af sin art i Skandinavien. Han kender alle og enhver i miljøet.

»Filippinere arbejder meget. Derfor er vi meget attraktive som arbejdskraft i Vesten. Uanset hvor du rejser hen, så er der altid filippinere. På hotellerne, på restauranterne. Der er filippinere over hele verden,« siger Benn Adriatico.

Kunne lide Kim Larsen

Det var nemt at komme til Danmark dengang i 80’erne. Han elskede den danske 80’er-pop, Anne Linnet og Kim Larsen, og det var nemt at blive integreret:

»Det var meget nemt for os, for dengang handlede det om, hvad man spiste. Hvis man spiste svinekød, så var man integreret.«

Han fortæller, at det hjemme i Filippinerne er et statussymbol at være i familie med folk, der er rejst ud.

»Filippinerne ser op til folk, der arbejder i udlandet. Så er det lige meget, hvad de arbejder med.«

Benn Adriatico kigger mod himlen. Det er sommer, men vejret vil ikke helt lystre. Det begynder at dryppe. Han kom til Danmark, fordi han havde fået arbejde i et rejsebureau. Det var meningen, at han skulle være her et par år og så vende tilbage. Sådan gik det ikke.

»Jeg fandt i Danmark den ideologi og politik, som jeg drømte om, da jeg gik i skole. Da det blev introduceret for os, var det bare noget på et papir. Vi læste om kapitalisme, kommunisme, og jeg sagde til mig selv, at der må være et land, hvor man kan finde den rigtige blanding af både kapitalisme og socialisme. Da jeg kom til Danmark, kendte jeg slet ikke landet, men her er der, som der burde være i Filippinerne.«

Benn Adriatico oprettede på et tidspunkt et firma, der skulle hjælpe filippinere i Danmark med at sende Balikbayan-kasser, pakket med bl.a. tøj, delikatesser og souvenirs, hjem. Det er en ekstremt vigtig filippinsk skik.

Anders Rye Skjoldjensen

Benn Adriatico har to søstre og en bror, der bor i Maryland i USA. Han er universitetsuddannet i massekommunikation, men har aldrig kunnet bruge uddannelsen i Danmark. I stedet er han endt i forskellige job og har brugt sin uddannelse i foreningslivet og fritiden.

»Jeg har arbejdet i masser af funktionærjob. Jeg har været i asylafdelingen i Røde Kors. Da jeg for mange år siden arbejdede på Sheraton-hotellet, kunne jeg se, hvor glade stuepigerne var. De grinede altid efter arbejdet. Så da jeg blev arbejdsløs, fandt jeg et rengøringsjob. Jeg passede jobbet og fandt tid til mig selv. Jeg fandt ud af, hvordan jeg kunne gøre andre glade,« siger Benn Adriatico.

Alle sender pakker hjem

På et tidspunkt forsøgte han også at blive selvstændig. Han oprettede et firma, der skulle hjælpe filippinere i Danmark med at sende såkaldte Balikbayan-kasser hjem. Det er en ekstremt vigtig filippinsk skik. Navnet betyder ’kasse, der vender hjem’, og det er kasser med alle mulige ting, souvenirs, tøj, delikatesser og så videre, som udrejste filippinere sender hjem til familien og de gamle naboer.

»Dengang jeg var lille, sendte min nabo, der var rejst til Canada som sygeplejerske i 60’erne, en pakke med mad, dåser, tøj. Vi var glade! Jeg kan stadig huske, hvor glad jeg var over at få gaver dengang. Så jeg begyndte at gøre det samme.«

Benn Adriatico fortæller, at der er ved at ske et skifte, fra at filippinere arbejder som hushjælp af forskellig art, til at de søger job i plejesektoren.

»Vi kommer til at se et stort antal filippinere i plejesektoren i Europa. Det er allerede begyndt i Mellemøsten, i Kina og sådan set også i Sydeuropa.«

Den nuværende formand for Filippino Association of Denmark, Peter Naidas, bekræfter, at denne udvikling er i gang:

»I 80’erne havde vi en læge og to sygeplejersker, der var godkendt til at arbejde i Danmark. Nu er der rigtig mange sygeplejersker på sygehusene rundt om i landet, og vi kan se, at antallet stiger.«

Peter Naidas blev formand for den dansk-filippinske forening lige efter 2000. Han er dansk med filippinske forældre.

Peter Naidas fortæller, at filippinere historisk har varetaget mange forskellige job i Danmark.

I 60’erne og 70’erne var der efterspørgsel på arbejdskraft til hotellerne. Filippinerne havde et godt ry, og jobbene blev fordelt blandt nyankomne via mund til mund-metoden.

Sidst i 70’erne skete der et skifte. Efter hotelpersonalet var det svejsere til B&W, der kom til. Så kom sømændene. De gik i land på Langelinje og ledte efter filippinske restauranter. Så kom der filippinske restauranter, for så var der efterspørgsel.

I de senere år har tre grupper fyldt meget: Au pairerne, postordrebrudene og de filippinske lastbilchauffører.

Ny gruppe betaler topskat

Men nu er der et nyt skifte i gang, fortæller Peter Naidas, og ikke kun ind i plejesektoren. Der er en ny, meget højtuddannet gruppe på vej frem:

»Det er måske ikke så meget en bølge som et skvulp, men vi ser en gruppe af unge professionelle, der bliver inviteret til Skandinavien og vælger at bosætte sig længere tid i Danmark. Vi har en hel gruppe, der arbejdede som it-programmører for et forsikringsselskab. De kom i første omgang for et agentur, men da deres kontrakt var ved at udløbe, blev de ansat af forsikringsselskabet direkte. Nu har de stiftet familie og fået børn her i Danmark. Ret mange af dem betaler topskat. Og vi har flere, der arbejder som forskere i medicinalindustrien,« siger Peter Naidas.

»Jeg er på efterløn nu, men skifter til folkepension til august. Der er mange filippinere på min alder her i Danmark. Det er svært at være mellem to kulturer. Selv om de sociale medier forkorter afstanden, så er det alligevel svært,« fortæller Benn Adriatico.

Anders Rye Skjoldjensen

Filippinerne er i hele landet, men som regel samlet omkring de store bykommuner, viser tal fra Danmarks Statistik. Peter Naidas fortæller, at det i København især er Amager og dele af Frederiksberg, der er hotspot for filippinerne.

De nordsjællandske kommuner op langs Strandvejen trækker også op i tallene over filippinere i Danmark. Det er au pairerne.

Det er lidt et smertensbarn, fortæller både Benn Adriatico og Peter Naidas. Af flere grunde.

Gråt arbejdsmarked

I 2019 stod Rigspolitiet bag en undersøgelse af ulovlig indvandring til Danmark. Tallene viste et meget markant mønster, hvor det typisk handlede om overskridelse af opholdstilladelser, og hvor særligt asiatiske kvinder – og især filippinske au pairer – fyldte i Rigspolitiets statistik. 

»Når man diskuterer ulovlig indvandring, handler det som regel om, hvorvidt det kan skabe et gråt arbejdsmarked, hvor der er dårligere arbejdsforhold, og hvor folk er særligt udsatte,« siger politiforsker Adam Diderichsen.

»Det er au pair-ordningen et soleklart eksempel på. De er meget udsatte, og det skaber et arbejdsmarked, hvor der er markant dårligere forhold end for resten af befolkningen.«

Ifølge Adam Diderichsen bør de unge, asiatiske kvinder være et hovedfokus, når vi diskuterer ulovlig indvandring og gråt arbejdsmarked.

»Det er en meget kompleks, sammenhængende problemstilling. Det at de ikke må være her, det øger deres usikkerhed. Og for eksempel det, at man ti år senere stadig risikerer at blive anholdt og udvist af landet, gør, at de ikke bare i det øjeblik, de kommer hertil, men også i et langsigtet perspektiv, udgør en form for andenklassesborgere, der er særligt udsatte på alle mulige forskellige måder,« siger Adam Diderichsen.

Peter Naidas fra Filippino Association of Denmark er enig med politiforskeren. Som formand for foreningen har han kendskab til flere sager, hvor filippinske kvinder bliver anholdt og udvist, også efter at de har opholdt sig meget længe i landet.

Støtte fra en fodboldbane

»Jeg blev ringet op af en kvinde, der sad i Vestre Fængsel. Det var under corona, så hun kunne ikke få besøg. Men hun bad mig gå ud på fodboldbanen uden for fængslet, så hun kunne se mig, og jeg kunne give hende moralsk støtte. Så står man der på fodboldbanen og vinker. Hun var idømt 45 dages hæfte og udvisning, men endte med at sidde i syv måneder i alt, fordi hun ikke kunne sendes ud af landet på grund af corona,« siger Peter Naidas.

Kvinden havde været i Danmark i lidt over ti år. Hun var kommet hertil som au pair, men blev i landet. Hun fortalte alle, at hun var blevet dansk gift og havde fået opholdstilladelse. Derfor kom det som et chok for miljøet, at hun blev anholdt, fortæller Peter Naidas.

Foreningen har et netværk, der spænder over flere lande, blandt andet Dubai, så de kan hjælpe kvinder, der bliver sendt ud af landet.

»Da hun ringede, sad jeg i sommerhuset i Ebeltoft og tænkte: ’Hvad fanden skal jeg gøre?’ Men hun sagde: ’Det er fint, så længe jeg hører din stemme og kan høre din kones stemme, så ved jeg, at der er nogen, der tænker på mig, og at jeg ikke bliver glemt.’«

Ved Søerne er himlen nu ved at åbne sig. Benn Adriatico rejser sig adræt, og vi sætter i løb mod Planetariet, hvor det er muligt at komme i læ. Han har en vigtig pointe, han gerne vil slå fast:

»Jeg er på efterløn nu, men skifter til folkepension til august. Der er mange filippinere på min alder her i Danmark. Det er svært at være mellem to kulturer. Selv om de sociale medier forkorter afstanden, så er det alligevel svært.«

– Selv så lang tid efter?

»Ja. Jeg er stadig i to kulturer. Der er mange gode ting i begge kulturer, men der er ikke nogen ren identitet.«