Fra arkivet
Læsetid: 16 min.

Hvis man vil forstå Inger Støjberg, skal man forstå Salling, hvor både hun og jeg voksede op

Som den kun sjette dansker i historien er Inger Støjberg blevet stillet for en rigsret. Informations Lasse Lavrsen voksede op få kilometer fra hende, i Salling hvor bakkerne bukker som kæmper for Limfjordens vandspejl, og hvor idealet er ben i næsen og dedikation til lokalsamfundet. Inger Støjberg er næsten ikke til at forstå, men Lasse Lavrsen har forsøgt, først med en mislykket roman og nu med dette essay
Inger Støjberg deler landet. Historien om hende er også historien om den splittelse mellem land og by, der har vist sig dybere og dybere gennem de sidste par årtier i hele verden.

Inger Støjberg deler landet. Historien om hende er også historien om den splittelse mellem land og by, der har vist sig dybere og dybere gennem de sidste par årtier i hele verden.

Sille Veilmark

Indland
28. august 2021

Jeg skulle have skrevet en roman om Inger Støjberg, men min deadline blev overskredet for et par måneder siden. Den skulle have været på gaden i næste uge, hvor rigsretssagen mod hende begynder, men bogen blev ved med at handle om mig selv, så nu har jeg lagt den til side, selv om den indtil flere gange har været så godt som færdigskrevet.

Det var ikke en biografi i traditionel forstand, men netop en roman, hvor Inger er med som et slags totemdyr, der sammen med mig rejser tilbage til det sted, hvor vi kommer fra. Nonfiktivt er det ude på landet i Salling, nord for Skive, hvor vi, uden at kende hinanden, er vokset op med få kilometers afstand. Det er vores Bagland, som bogen hed.

Ideen kom til mig pludseligt, da hun i 2015 lige var tiltrådt som integrationsminister og blev interviewet af Martin Krasnik i Deadline på DR2. Det var der, det gik op for mig, hvor svært det er at forstå den ellers så let tilgængelige Inger Støjberg, og det var det, jeg ville prøve at finde ind til i romanen.

Der var sexscener, der var drabelige selvopgør, et makabert uopklaret mord og lange dialoger mellem Inger og mig, og også en ret spektakulær finale, hvor hun skubber mig ud fra Sallingsundbroen. Det hele var bygget op med virkeligheden som skal. Virkelige personer, virkelige steder, vores familier og hele den historie, der tegner den del af Danmark, vi er opvokset i, og det, som området er blevet til.

Jeg har ofte forestillet mig fremragende anmeldelser, hvor ord som ’modig’ ville gå igen, men det blev altså så ikke til noget, for jo mere kompliceret fortællingen blev i min roman, jo mere simpel fremstod Støjberg, og sideløbende blev virkelighedens Støjberg mere og mere kompliceret.

For Inger Støjberg er svær at forstå. Det er svært at se, hvordan hun er blevet en af landets mest kendte politikere, populær minister i flere regeringer, næstformand i Venstre og nu som den kun sjette dansker i historien står over for en rigsretssag.

Skandaliseret, forvist og hadet af rundt regnet halvdelene af danskerne og på samme tid elsket og hyldet som en frelser af den anden. Hun deler vandene, ville man sige, hvis man havde hang til klicheer, men det ville ikke være helt dækkende, for Inger Støjberg ikke alene deler vandene, hun deler landet.

Historien om hende er også historien om den splittelse mellem land og by, der har vist sig dybere og dybere gennem de sidste par årtier i hele verden.

Det kan være svært nok at forstå, at hun overhovedet er blevet politiker, og at hun har fundet det naturligt at stille sig frem og gøre sit liv til en ideologi, som vildt fremmede mennesker skulle kunne stemme på. Det ligger slet ikke naturligt i det sted, vi kommer fra. Det er i hvert fald den historie, som vi har fortalt om os selv, og den andre har fortalt om os.

Måske var det også det, Martin Krasnik snublede i den februaraften i 2015, hvor han muligvis blev klar over, at hun ikke alene var svær at forstå, men også næsten umulig at vinde over. Helle Thornings socialdemokratiske regering var netop blevet blæst ud af Statsministeriet, og efter det mest splittede valg i årtier var Lars Løkke og blå-gul-blok vendt hævngerrigt tilbage. Nu med Inger Støjberg som integrationsminister og Dansk Folkeparti som en uomgængelig magtkolos bag det hele.

De gode græd, og de onde lo, sagde vi, der kaldte os for gode, og nu havde regeringen besluttet at gennemføre den beskæring af integrationsydelsen, som de havde lovet i valgkampen. Ydelsen skulle ned og kysse, hvad der svarer til SU’en, lød forslaget, hvilket ville sige cirka halvdelen af en kontanthjælp, men uden mulighed for at supplere den med studiejob eller støtte fra forældre.

 

Historien om Inger Støjberg er også historien om den splittelse mellem land og by, der har vist sig dybere og dybere gennem de sidste par årtier i hele verden.

Historien om Inger Støjberg er også historien om den splittelse mellem land og by, der har vist sig dybere og dybere gennem de sidste par årtier i hele verden.

Sigrid Nygaard/Arkivfoto

 

Derfor sad Inger Støjberg i Deadline-studiet og skulle forsvare regeringens politik, der ifølge Krasnik ikke baserede sig på fakta, forskning og viden, men på følelser.

Meningen var, at den nedsatte ydelse skulle få færre indvandrere til at »strømme hertil«, og de, der allerede var kommet, skulle have et incitament til hurtigst muligt at få sig et arbejde. Men Martin Krasnik havde talt med forskere og eksperter, der ikke mente, man kunne konkludere, at det ville have den effekt:

»Jeg har fået fat i undersøgelser fra Storbritannien, en fra Norge og den dansker, der ved mest om det, der siger, at ’antagelserne om økonomiske incitamenter ikke er underbygget af forskningen’,« begyndte Krasnik skarpt til Inger. »Tilbage står din henvisning til, at du tror, det virker.«

Hun virkede mere påvirket af situationen end normalt. Jeg kunne se det på de røde pletter op ad hendes hals og hendes demonstrative fastholdelse af Martin Krasniks blik, men dygtigt forsøgte hun at skjule det ved at tale lavt og langsomt og ved at henvise til det, hun var allerbedst til at legemliggøre: almindelig snusfornuft.

»Jeg synes, det er på sin plads at stille modspørgsmålet: Hvorfor rejse igennem så mange europæiske lande for at ende her i Danmark? Der må være et eller andet, der gør, at vi er mere attraktive end de andre lande.«

Hun trak ordene sammen og overdrev sit jyske uden at tale decideret dialekt. Krasnik kom selvsikkert og hurtigt tilbage på sit syngende elegante østerbroske.

»Men det jo ikke rigtigt. Det betyder ingenting. Det står jo lige her.« Han læste op fra et papir, han havde printet ud:

»Vi har ingen beviser for, at der er en forbindelse mellem det økonomiske incitament og tilstrømningen, står der her.« Han pegede aggressivt på papiret foran sig som dokumentation, og Inger talte endnu langsommere.

»Ja, jeg synes bare, vi må se. Jeg er ikke i tvivl om det, for var jeg i tvivl om det, havde jeg ikke gjort det. Jeg gør jo ikke det her for at genere folk.«

»Vi må se?« spurgte Krasnik hårdt og hånligt i et højt tonefald, men jo hårdere Martin Krasnik gik til hende, jo mere slappede Inger Støjberg af. Jo mere jovial og rolig blev hun. Hun lænede sig forover med håndfladerne på bordet og kiggede roligt op på Martin Krasnik med sine store brune øjne, der var skarpt trukket op af en lidt for kraftig eyeliner.

Hendes farvede hår var som altid stramt trukket tilbage i en knold, og hun havde en diskret sort silkebluse knappet op i halsen. Hvis hun stadig var oprevet, kunne det ikke længere ses.

Baglandet

Jeg har kendt til Inger det meste af mit liv uden at kende hende. Hun er nogle år ældre end mig, så hun har ikke kendt til mig, men vi har gået på de samme skoler og på det samme gymnasium, og som resten af Salling og Mors har jeg fulgt hendes karriere tæt som en dokusoap.

Inger, der allerede i efterskoletiden var overbevist venstrekvinde og politisk aktiv. På gymnasiet, hvor hun som elevrådsformand væltede de røde fra Operation Dagsværk og splittede gymnasiet i to med sin egen liberale ’operation’.

Fra valgplakaterne op til amtsrådsvalg, hvor hun kun var 20, og til folketingsvalg, hvor hun var blevet en erfaren politiker midt i 20’erne. På torvet i Skive og gågaden i Nykøbing Mors.

Inger er én af vores, hvad enten man kan lide hendes politik eller ej. Men det kan de fleste derfra, hvor vi kommer. For Inger har så stærke ben i næsen, at de er brugt til bærende dele af Sallingsundbroen, siges det.

Og derfra hvor vi kommer, kan vi godt lide ben i næsen. Det var sådan, Skive-kredsen sendte hende afsted til landspolitik, da hun ved det legendariske 2001-valg for første gang kom i Folketinget 28 år gammel. Ved seneste folketingsvalg fik hun suverænt flest personlige stemmer blandt alle de opstillede, der ikke var partiformænd.

Jacob Jensen har designet i alt 11 rundkørsler på omfartsvejene rundt omkring Skive, og i min kæntrede roman når Inger og jeg efter en lang køretur den tredje via Herningvej og drejer ud på A26 og kører nordpå mod Mors.

Store retvinklede monoliter i beton og stål midt i rundellen, der ligner grotesk store udgaver af de der ubestemmelige pyntegenstande, man kan købe i Imerco. Landskabet ændrer sig markant herfra, og det flade hedelandskab, som vi har passeret omkring Herning, Ikast og Brande fortrænges af bløde bakker, og en fed mørk muld åbner sig i plovfurerne.

Her og der skyder hvide landsbykirker og vindmøller op, og vi passerer små landsbyer som dem, Inger og jeg er vokset op omkring.

Født i 70’erne, børn i 80’erne, dengang de fleste af vores klassekammerater og naboer havde dybe rødder i området. Landsbysamfundene udgjorde en konsistent subkultur, der ikke havde forandret sig i flere hundrede år – familiestrukturer, religion, indvandring, uddannelse og politik var så konstant som Sallingsund.

Staten og før det kongen har altid været langt væk, så loyaliteten over for familien og lokalsamfundet var nødvendig, hvis man ikke ville brændes på bålet, men samtidig løber der en grundlæggende forståelse af, at enhver passer sit og sit forhold til Gud.

Det er det, ideologierne heromkring er bygget på. En dedikation til lokalsamfundet og en idealiseret drift mod selvopretholdelse gav os en homogen og stærk kultur og en fin næse for afvigelser, som stadig bor dybt i mig.

Selv om jeg har levet det meste af mit liv i en storby, registrerer jeg til min store skam stadig afvigelser i det offentlige rum. Høj latter, handicap, gråd eller for den sags skyld andre nationaliteter eller hudfarver – jeg ser det.

Det er det samme område af Danmark, som Aksel Sandemose har gjort berømt med Janteloven i En flygtning krydser sit spor – en knugende, skarp, ond, sjov og helt ubærligt smuk roman, der rummer meget sandhed om ethvert samfund, vil jeg tro, men også for meget bitterhed til at se, at den sociale kontrol ikke kun er tyngende.

Den er også omsorgsfuld og samfundsbærende, men det er vist det, de fleste dysfunktionelle relationer typisk bliver forsvaret med.

Det her er Ingers bagland og ophav – midt i Salling på en gård ved undseelige Hjerk mellem de to lige så undseelige Bajlum og Harre.

 

Når du er vokset op i en kultur, hvor der aldrig er blevet stillet spørgsmål ved det bestående, det nedarvede, rutinerne og det, som vi kender, så behøver du ingen argumenter til at forsvare det, når forandringen truer det.

Når du er vokset op i en kultur, hvor der aldrig er blevet stillet spørgsmål ved det bestående, det nedarvede, rutinerne og det, som vi kender, så behøver du ingen argumenter til at forsvare det, når forandringen truer det.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

 

Fornuftens sprog

Journalistisk set var det Martin Krasnik, der havde fat i den tykke ende af pølsen den aften i Deadline-studiet. Han havde hele argumentationen på sin side, og der var på det tidspunkt ikke noget, der bakkede Inger Støjberg op i, at flygtningestrømmene ville søge andre steder hen på grund af en lavere ydelse.

Hun havde en logisk og ikke mindst humanistisk elendig sag, og Martin Krasnik fik det endda tydeliggjort, så godt det kunne lade sig gøre, men alligevel følte jeg, at han tabte den på gulvet.

»Prøv og hør Inger Støjberg.« Han slog den ene hånd i bordet og pegede på hende med en kuglepen i den anden. »Det hænger simpelthen ikke sammen. Man får en tydelig fornemmelse af, at det hele for dig handler om at sende et klart signal. Substansen betyder ingenting.«

»Det er jeg simpelthen ikke enig med dig i.«

»Enig med mig? Men det er jo et kvarter siden, jeg viste dig fakta og forskningen på området.«

Inger var knusende i sin ro, da Krasnik sagde tak for i aften.

I timerne efter brød de sociale medier ud i brand, og i mit feed – i mit segment som københavner, ansat i mediebranchen – var der ingen tvivl om, at Martin havde vundet.

»Hvis Inger Støjberg havde været et skib, så var hun gået ned som Titanic,« var det første, der dukkede op. »Nedsmeltning for åben skærm,« mente en kollega, »Støjberg ristes over flammegrill i Deadline,« skrev en anden, og sådan fortsatte det i en bundløs skakt. Inger var udraderet, måtte man forstå, men for mig var det slet ikke så tydeligt. For mig var det faktisk lige omvendt.

Krasnik havde tæsket løs på Inger, men der var ikke gået et eneste regulært slag ind, og til sidst var det ham, der forpustet var faldet omkuld. Jeg vidste godt, at de fleste omkring mig ville være uenige med mig i den analyse, og jeg vidste også logisk stringent, at de havde ret, men lige meget hvad jeg gjorde, kunne jeg ikke føle det.

Jeg vidste samtidig, at hele det feed, der tilhørte min folkeskoletid og opvækst på landet, ville have den samme følelse som jeg. Jeg vidste, at min mor ville sige, at Martin Krasnik havde været alt for meget og direkte ubehagelig, og jeg vidste, at min far ville gentage Ingers argumentation én til én:

»Hvorfor rejse igennem så mange europæiske lande for at ende her i Danmark?« ville han sige.

»Der må være et eller andet, der gør, at vi er mere attraktive end de andre lande.«

Ligesom Inger Støjberg ville han uden at sige det direkte bare henvise til en sund fornuft. En følelse af rimelighed og selvfølgelighed, der er blevet hvisket ind over Limfjorden i generationer. Når du er vokset op i en kultur, hvor der aldrig er blevet stillet spørgsmål ved det bestående, det nedarvede, rutinerne og det, som vi kender, så behøver du ingen argumenter til at forsvare det, når forandringen truer det.

Du behøver kun fornuften. Det uantastelige. Det er fornuft og følelse i en forløsende forening. Det ligner et retorisk greb, men det er dybere end det. Det er et sprog.

Fastfrosne billeder

»Hem, Lem og Lihme, det kan rime – fisse, kusse, nosser, det kan også,« sagde vi om Vestsallings byer, da jeg var barn, og suser man via A26 forbi dem, kommer man til den store dal ved Harrevig, hvor Inger er vokset op.

Der er ingen byer heromkring, der når over 100 indbyggere, men det er nok til både at have haft kirke, skole, butikker, høstfester og interne stridigheder. Det var, før nogen begyndte at tale om Udkantsdanmark.

»Det er det smukkeste sted i hele Danmark,« siger Inger til mig i min roman, da vi kommer til Harrevig.

»Ja, måske i hele verden.«

Jeg er tilbøjelig til at give hende ret. Vigen er et vildt syn. Sallings bakker falder ned mod vandet som kæmper, der bukker for Limfjordens vandspejl, og himlen over Mors, på den anden side af vandet, synes uendelig og guddommelig.

Sammen med Inger drejer jeg fra ved Harre og triller ind på de små snoede veje. Vinduerne er mørke som tomme øjne i landsbyens huse. Lig i vejsiden, hvor fugle har hakket øjnene ud. Der er hverken biler eller mennesker at se på vejen.

 

Inger Støjbergs egne historier om sig selv bærer præg af de samme ord som dem, jeg er vokset op med:’taknemmelighed’, ’lydighed’, ’trofasthed’, ’forpligtende’, ’arbejdsomhed’ og ’slid’.

Inger Støjbergs egne historier om sig selv bærer præg af de samme ord som dem, jeg er vokset op med:’taknemmelighed’, ’lydighed’, ’trofasthed’, ’forpligtende’, ’arbejdsomhed’ og ’slid’.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

 

En ensom kat følger stirrende bilen med øjnene, da vi kører forbi et lille gult aftægtshus med eternittag, hvor et gigantisk fladskærms-tv kan ses fra vejen. Jeg når at registrere, at der er tændt for TV 2 News, inden vi når til den gamle købmandsbutik, der er bygget om til et ubemandet solarium. »Her går solen aldrig ned,« står der på skiltet, hvor man stadig kan ane ordet Nærkøb.

»Tænk, at vi har fået lov at vokse op sådan et sted,« siger Inger.

»Det er jeg så taknemmelig for.«

Taknemmelig. Det vrimlede med den slags ord i min barndom. ’Taknemmelighed’, ’lydighed’, ’trofasthed’, ’forpligtende’, ’arbejdsomhed’, ’slid’. Der var aldrig tale om ord som ’talent’, ’intellekt’ eller ’held’. Der var ikke respekt om det. Hvis nogen var dygtige i skolen, var det, fordi de gjorde sig umage og arbejdede hårdt med tingene.

De kunne ikke bare være hurtigere eller mere privilegerede end andre. Det var en lighedstankegang, som ofte blev pakket ind i et salmevers eller en Grundtvig-strofe som »Da har i sandhed vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt«.

Det var ikke, fordi Gud i direkte forstand fyldte så meget, men Biblens ord var der bare. Alle var syndere for Vorherre. Alle. Høj som lav, der var ikke nogen, der var bedre end andre. Selv om det var der så bare alligevel.

Inger Støjbergs egne historier om sig selv bærer præg af de samme ord som dem, jeg er vokset op med. De fleste politikere og offentlige personer har en håndfuld tilbagevendende historier, de gerne fortæller om sig selv, når de fra tid til anden stiller op til det, vi på redaktionerne kalder et eksistensinterview. Små historier fra deres ungdom eller barndom, som skal sige noget om dem som personer og definere dem som den offentlige figur, de gerne vil være.

Faktisk har de fleste af os den slags fastfrosne billeder, som vi på en eller anden måde bekender os til. De historier, andre fortæller, dem vi selv fortæller, og de historier, der lever omkring os, som vi har indoptaget som en del af vores egen mytologi. Det gælder både løgnene, sandhederne eller erindringsforskydelserne og alle de afarter af virkeligheder, der ligger derimellem.

Fælles for alle billederne – alle anekdoterne og historierne – er, at de med tiden bliver til sandheder. De fryser fast hos andre og hos os selv. Det bliver en slags selvopfyldende profeti, selv om de måske slet ikke afspejler det, vi er lavet af. Det er derfor, vi kæmper så hårdt om at få lov at fortælle dem selv.

Hos Inger Støjberg er der særligt tre små historier, der går igen, og noget af det, der blandt andet gør hende til så succesfuld en politiker, er, hvor autentisk hun er i stand til at levere dem. Med en imponerende jomfruelighed kommer de hver gang indlevende og rørende, som åbenbarer de sig for hende i hukommelsen i det eksakte øjeblik, hun fortæller dem, hvilket giver intervieweren en følelse af at være nået ind til noget helt særligt.

 

I næste uge begynder en rigsretssag mod Inger Støjberg, og selv her ser det indtil videre ud, som om hendes fortrukne våben stadig er sund fornuft fra Salling.

I næste uge begynder en rigsretssag mod Inger Støjberg, og selv her ser det indtil videre ud, som om hendes fortrukne våben stadig er sund fornuft fra Salling.

Mads Nissen

Den mest gennemgående historie handler om, at hun som tiårig ønskede sig en cykel og blev bedt om at tjene til den selv ved at luge sin fars roemarker. Hun mødte op næste dag klokken syv (i nogle versioner klokken seks) og lugede i dagevis, til marken var ren.

 

En anden genganger er historien om dengang, hun i 7. klasse blev bedt om at give sig selv karakterer, og selv om hun var en særdeles flittig og dygtig elev, gav hun selv den samme middelkarakter i alle fagene. Det blev hendes mor meget stolt af.

Og så er der også den mere aparte fortælling om, hvordan hun som syv-otte-årig i en sommerferie brugte dage og uger på at forsøge at svinge en hulahopring op over gårdspladsens flagstang, fordi hendes forældre havde væddet med hende, om hun kunne.

Det er lidt uklart, hvad hun vil sige med historien, men den bliver ofte leveret med et komisk punch til sidst, hvor det endelig lykkes Inger at få hulahopringen over flagstangen, men hun i det samme erkender, at hun ikke har tænkt på, hvordan hun nu skulle få den fri igen.

Historien er formentlig med i hendes kartotek for at iscenesætte hende som vedholdende fighter, men ufrivilligt iscenesætter absurditeten og punchlinen i historien hende også som en blind fighter, der ikke tager stilling til, hvad hun kæmper for. En pige, som bliver til en loyal politiker, der gør, hvad hun bliver bedt om, uden at tænke på konsekvenserne.

Det er ikke sikkert, at interviewet i Deadline tilbage i februar 2015 blev oplevet som særligt skelsættende for hverken Martin Krasnik eller Inger Støjberg, men for mig var der noget, der åbnede sig, selv om jeg stadig ikke bilder mig ind, at jeg forstår hende.

Det var fra det øjeblik – eller i hvert fald, fra hun blev indsat som integrationsminister – hun for alvor begyndte at splitte landet i to, og i tiden, der fulgte, blev hun en mere og mere kontroversiel politisk figur.

Det er blandt andet i de år, hendes ry som Venstres store strammer blev grundlagt med velkendte nedslag som Lagkagefejringen, Smykkeloven eller hendes ramadankritiske klumme i B.T. Det hele begrundet af hovedpersonen selv med sund fornuft.

I næste uge begynder en rigsretssag mod hende, og selv her ser det indtil videre ud, som om hendes fortrukne våben stadig er sund fornuft fra Salling. I det bagland, jeg stadig frekventerer, er det også stadig det vigtigste våben at bære.

For i virkeligheden har intet ændret sig hos Inger Støjberg. Hun ser stadig sig selv som den stædige pige fra Salling, der med ben i næsen svinger hulahopringen over flagstangen. Gad vide, om hun denne gang ved, hvordan hun skal få den af igen?

I 2019 viste en ganske vist omstridt undersøgelse fra Harvard University for øvrigt, at Inger Støjberg havde ret i, at den nedsatte integrationsydelse ville få færre asylansøgere til at komme til Danmark.

Serie

Rigsretssagen mod Inger Støjberg

For kun sjette gang i danmarkshistorien er der blevet nedsat en rigsret. Frem til december skal 13 højesteretsdommere og 13 dommere udpeget af Folketinget afhøre vidner og afgøre, om den forhenværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg overtrådte ministeransvarlighedsloven, da unge asylpar blev adskilt på danske asylcentre tilbage i 2016.

Information var oprindeligt med til at afdække sagen. I denne serie har vi fulgt den såkaldte Instrukskommissions arbejde og dækker nu den danmarkshistoriske rigsretssag tæt.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jens Thaarup Nyberg

Hun er da charmamt.

' For Inger har så stærke ben i næsen, at de er brugt til bærende dele af Sallingsundbroen, siges det.' så nu har hun så ikke længere 'ben i næsen'? De ligger under Salingsund broen.

Torben Siersbæk, Steffen Gliese og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Jens Frederiksen

Trumpine.

Torben Siersbæk, Alvin Jensen, Vibeke Olsen, Ole Frank, Inger Jensen og Jan Damskier anbefalede denne kommentar

Nu kommer jeg så også er ude fra, godt nok noget længere mod syd og vest, men hvor jeg anerkender historien her, uanset jeg er en generation ældre end hende Inger.
Politisk kan jeg ikke fordrage hende, men miljøet bag! Uha!
Det gamle bondesamfund og kirke-Grundtvig og kultur er en del af vores historie og det kræver nogle gange mod og tilfældighed at bryde ud.
Jeg synes netop at Information her viser sin berettigelse ved også at udfordre nogen af os- Ikke Kenneth?
I dag også med indlægget fra den overbeviste militære forsvarer om Afghanistan
Nogle gange er det sundt med modspil til vores "bedre" menneskesyn.

Alvin Jensen, Helle Vibeke Hansen, Anders Olesen, Lisbeth Glud, René Arestrup, Karen Grue, Gitte Loeyche, peter juhl petersen, Steffen Gliese, Inger Jensen, Carsten Bjerre, jens peter hansen, Christian Mondrup, ingemaje lange og Helle Degnbol anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

@ Viggo Okholm
Det gamle bondesamfund er by-gone, og selv om vi har historien i ryggen, er såvel Støjberg ( med grundtvigianere og andre idelogiske bevægelser) som den overbeviste militære forsvarer, kun lokale udtryk for det evige spil mellem dem og os, - hvem er bedst, Guds udvalgte ?

Jens:
Guds udvalgte? :) tja enten er vi alle eller ingen. Ja bondesamfundet i dag er meget langt væk fra min barndom og ungdom i den udvikling der har været.
Men historien og frøene er der, det er så op til hver enkelt at vælge de "frø" som man mener kan dyrkes i dette liv.
Men nogen holder næsten fast, som min gamle ungdomsskolekammerat og senere ungdomsven tidligere LA formand holdt fast i. Jeg gjorde ikke.
Men det at skulle bestemte ting på bestemte tidspunkter med dyr og jord, vil altid have sat sit præg, tror jeg, om end langt væk for flere.

Jan Fritsbøger

undrer mig ikke at inger er langt ude fra, hun er jo sådan set stadig langt ude, og som jeg ser det er hendes hjemstavn slet ikke tilstrækkelig undskyldning for hendes adfærd eller hendes meninger, hun stinker fælt og burde ikke haft haft magt, som i slet ikke !

Mogens Holme, Alvin Jensen, Lars Løfgren og Ole Frank anbefalede denne kommentar

"En psyke, der kører i loop omkring nogle enkle sejre kan nok tjene til at se hendes handlinger i en smule andet lys, men for mig er hun DÆMONISK og det tætteste, jeg har oplevet på ONDSKAB i en dansk politiker,. Jeg havde nok forventet noget mere svovlstinkende end et menneske uden fantasi, hvor medfølelse trumfes af fornuft."

På sæt og vis beskriver artiklen vel udmærket ondskaben, hvis man altså (som bl.a. Hannah Arendt) forstår ondskaben som den dehumaniserende banalisering af ikke blot mennesker, men også deres livsrum og væren.

Steen K Petersen, Kim Morten Nissen, Daniel Joelsen, Mogens Holme, Erik Winberg, Alvin Jensen, Torben Skov, Marie E. Rasmussen, Lars Jensen, Anders Olesen, Lisbeth Glud, Hanne Ribens, Mikael Velschow-Rasmussen, Eva Schwanenflügel, Lars Løfgren, Jeppe Bundgaard, Ole Frank, Steffen Gliese og Inger Jensen anbefalede denne kommentar

Meget kan man sige, men set lidt objektivt på tingene er denne sag her så virkelig så stor at vi skatteydere skal ofre kr. 100 millioner+ på den?

Jeg må indrømme, at det synes jeg ikke, og i den henseende lugter den også af at den er ligeså politisk som den er reel.

Efter min mening er den største taber her sagligheden for hvad bliver det næste, er det Mette Frederiksen der skal for en rigsret pga. minksagen, eller er det udenrigsministeren og forsvarsministeren pga. deres tøven mht. evakueringen i Afghanistan? I det sidste tilfælde kan den tøven vitterligt have kostet menneskeliv!

Ingen er kommet til skade, ingen er døde i Støjbjergs sag, jeg mener helt bestemt at have set og læst om sager der har haft meget større konsekvenser for menneskene involveret og som slet ikke er kørt op på det niveau som en rigsret er. At man ikke kan lide personen og hendes ytringer eller politiske ståsted, bør i hvertfald ikke være udslagsgivende.

Men nu køre den dyrt skattebetalte sag, og så må vi bare vente, men jeg håber ikke at det bliver en ny normal og trend, for det tager både tid, fokus og vores penge, samtidigt med at man skulle mene at vores politikere og medier burde have vigtigere ting at beskæftige sig med end den her slags politiske "Reality Shows".

Uanset udfaldet, så tror jeg kun der er en der vokser på dette her, og det kan man så selv gætte på hvem.

Carsten Bjerre, lars pedersen, Flemming Olsen, Erik Pedersen, Else Marie Arevad, Viggo Okholm og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Helle Walther

Jeg tror da ikke IS er hverken ond eller dæmonisk, men hun har nogle fanatiske holdninger til udlændinge, læs muslimer. Og er så overbevist om, at hun har ret, og derfor ret til at træffe også ulovlige beslutninger, der i hendes verden/optik er lovlige, også når der lyves om vejen dertil. Det er det rigsretten nu skal undersøge og dømme om. Det der er så beskæmmende er så, at så mange støtter hende og har de samme holdninger. Det mørke Jylland.... som man ofte sagde før i tiden, det får pludselig en anden mening.

Alvin Jensen, Jesper Sano Højdal, Anders Olesen, Lisbeth Glud, Karen Grue, Eva Schwanenflügel, Jeppe Bundgaard, Henning Kjær, Dorte Schmidt-Nielsen, Steffen Gliese, Inger Pedersen og Ole Frank anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er jo bare også en beskrivelse af det, Erasmus Montanus måtte døje, da han vendte hjem.
Det er jo indenfor de senere år klarlagt, hvordan janteloven var et angreb fra en højreekstrem anarkist, der måtte søge helt ud i de canadiske skove for at få afløb for frihedstrangen, ovenikøbet beskrevet af hans egen søn.
På den måde mistede janteloven jo sin brod imod samhørighed og fællesskab - fundamentet for den absolutte forskel, der nødvendigvis må kendetegne reelt frie mennesker i et demokrati, men som fra alt for mange magthaveres side søges undertrykt i en misforståelse af begrebet lighed - hvilket jo også kendetegner anklagen imod Støjberg: at vi selv måtte forbyde vores praksis med at kunne bevilge ret til ægteskab til unge over den kriminelle lavalder, fordi nogle hellere vil ramme et kulturelt mindretal end at bevare den knæsatte kulturelle praksis hos os selv.

Alvin Jensen, Torben Skov og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar

@Gert Romme

Tja det kan man da sige, men det kan jo måske også blive et fedt, for dommen er jo ikke faldet, så vi ved ikke hvem der i det tilfælde betaler.

Min anke er også de kræfter og det fokus der bruges på så "lille" en sag, nogle vokser af omtale og opmærksomhed uanset om den er negativ eller positiv, det er jo altid op til øjnene der ser.

Men ja enig, vi bør alle være lige for loven, men nogle gange skaber det politiske liv også storme i div. glas af vand, og her bør man måske lige stikke en finger i den jyske muld før man køre det helt store kavaleri frem, for ellers er det at sagligheden og troværdigheden kan lide ubodelig skade, samt at andre så måske begynder at jagte, gå efter og opdyrke lignende rigsretsager mod politiske modstandere og en sådan "trend" synes jeg ikke er ønskværdig.

Carsten Bjerre, lars pedersen, Morten Munkesø og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Jeg tænker at en rigsretssag er det logiske udfald af alle de forklaringer og misforklaringer som udgør hele sagskomplekset. På et eller andet tidspunkt bliver man jo nødt til at forsøge at hitte hoved og hale. Og advokater skal jo, ligesom alle os andre pressen inklusive, også have noget at tage sig til. Heldigvis er som skrevet, ingen kommet alvorligt til skade og derfor vil jeg ikke beskrive underholdningen som andet end god.

Gunnar Gjelstrup

Lasse Lavrsen slutter sit lange, ret frit fabulerende essay med på fire linjer at henvise til en undersøgelse fra 2019 fra intet mindre end Harvard University, som han efter at have karakteriseret som "ganske vist omstridt", kækt skriver skulle vise, at Inger Støjberg har ret i, at en nedsat integrationsydelse vil få færre asylansøgere til Danmark. Et essay og måske især et mislykket romanprojekt transformeret til essay er selvfølgelig noget andet end journalistik, og især kritisk journalistik på Informations normalt ret høje niveau. Alligevel vil det formentlig være en lettelse for de af læserne, der ikke lige har undersøgelsen present, hvis Information som en særlig service - fx op til rigsretssagen - bringer en faktaboks med reference til og omtale af undersøgelsen, herunder hvori det omstridte består.

Vibeke Olsen, ole frederiksen, Helle Degnbol og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Henrik Plaschke

Gunnar Gjelstrup

Du har ret i, at Information burde have præciseret, hvilket studie, der handler om, og hvorfor det er omstridt.

Lad mig dog tilføje, at det formodentlig drejer sig om et arbejdspapir fra Princeton Universitet (og ikke fra Harvard).

Det blev i sin tid præsenteret på Informations forside som værende noget nær sandheden om sammenhængen mellem ydelsernes højde og tilstrømning.

Undersøgelsen blev refereret i: https://www.information.dk/indland/2019/11/ny-forskning-lave-ydelser-udl...

I kommentarer til denne artikel er der henvisninger til kritikker af undersøgelsen – bl.a. af forskere fra Rockwoolfonden, der kritiserer undersøgelsens statistiske og metodiske grundlag.

Yderligere en kritik kommentar findes i: https://www.information.dk/debat/2019/12/bevist-ydelsesniveauet-effekt-p...

Torben Skov, Vibeke Olsen, Hanne Utoft, Eva Schwanenflügel og Gunnar Gjelstrup anbefalede denne kommentar
Christian Mondrup

Uanset om man kan lide Inger Støjbergs politiske persona eller ej, bidrager Lasse Lavrsens essay, som jeg læser det, til en forståelse af, hvorfor hun fik så høje stemmetal. Mange af os Informationslæsere kan hurtigt, og af god grund, blive enige i afstandtagen til hendes politiske profil. Men det afskaffer jo ikke baggrunden for vælgertilslutningen, måske endog tværtimod.

Carsten Bjerre, Vibeke Olsen, lars pedersen, Hanne Utoft, Hanne Ribens, Helene Thorup Hayes, Helle Degnbol, Ole Frank og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Henning Kjær

Hvorfor bliver janteloven slet ikke nævnt, når nu handlingen udspiller sig i det hjørne af Danmark.

Finn Jakobsen

Hold nu op.
Hun er da prototypen på den jomfrunalske heltinde i en Morten Korch film, der kan udtrykke sig billedstærkt i korte sætninger. Og servere kage på Facebook. Ikke en skid andet.

Mikael Velschow-Rasmussen

Der skrives:
- "Ingen er kommet alvorligt til skade"

Man ku' måske ellers godt finde på at påstå, at både lavere eller ingen ydelser i Danmark har medført adskillige skader på både legeme og sjæl for ellers tiltænkte modtagere ... For slet ikke at tale om alle de mennesker, som pga. - at de ikke længere kunne komme til Danmark - er blevet skadet i deres hjemlande og måske ligefrem er døde.

Hannah Arendt bli'r nævnt ...
Og ja, det minder lidt om ondskabens banalitet.
Mennesker er ikke onde, mennesker begår onde handlinger !
(Måske bevidst, måske ubevidst)

Torben Skov, Inge Lehmann, Jesper Sano Højdal, Hanne Utoft, Christian Mondrup, Anders Olesen, Finn Jakobsen, Ruth Sørensen, Eva Schwanenflügel, Hanne Ribens og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

"Hannah Arendt bli’r nævnt ...
Og ja, det minder lidt om ondskabens banalitet.
Mennesker er ikke onde, mennesker begår onde handlinger !"

Såvidt jeg husker beskrev Arendt banaliseringen som en art mentalisering; det er ikke blot handlinger, men selve tænkningen og forståelsen om hin anden, som banaliseres - og indebærer metodikker som ophæver den naturlige, kognitive dissonans som opstår hos mennesker når de i en højere sags tjeneste skal øve vold på næsten. Indimellem bliver det f.eks. den højere sag, som med forskellige virkemidler potenseres så kraftigt at den dominerer synsfeltet og tænkningen hos den banaliserende, mens frygten for selv at blive anskuet som en hindring for den højere sag kan supplere og bevirke en tvangstænkning, som over tid bliver nærmest ubevidst for den banaliserende. Hvad der i en sådan sammenhæng kan være mere eller mindre bevidstgjort eller ej hos 'den onde' er nok en ret speget sag - men under alle omstændigheder kan det være stærkt berigende (og forsonende) for alle at se f.eks. totalitarismeudvikling og voldsudøvelse gennem dette perspektiv. Det er i vid udstrækning samme dynamikker, som er på spil i f.eks. mobning, som kan finde sted i både større og mindre/mikroskopisk skala.

Nils Viga Hausken, Peter Wulff, Torben Skov, Daniel Joelsen, Inge Lehmann og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Steen Andersen

@ Steffen Gliese
Trods de mange besværgende "jo" bevæger du dig på tynd is, når du skriver om Janteloven.
Det er ganske rigtigt, at Jørgen Sandemose energisk prøver at forsvare den i sin biografi "Flyktningen", men hvem er der mon ellers, der skulle have klarlagt den som "et angreb fra en højreekstrem anarkist"?
"Flyktningen" indeholder masser af skarpsindige iagttagelser, men Jørgen Sandemoses marxistiske baggrund gør, at han kommer i karambolage med hele tendensen i "En flyktning krysser sitt spor", ikke mindst fordi han ignorerer det selvundertrykkende element i Janteloven: Magten over den enkelte resulterer i Jante i en fastlåsning af arbejderklassens kollektiv inden for en ramme med snærende normer.
I øvrigt giver det ikke mening, at Aksel Sandemose "måtte søge helt ud i de canadiske skove". For det første var det særdeles kort tid, han opholdt sig i en tømmerlejr, for det andet var Newfoundland på det tidspunkt en dominion og blev først en del af Canada i 1949.

Det er jo at vende perspektivet på hovedet, Steen Andersen: pointen er, at Janteloven er et højreekstremistisk forsøg på at sværte almindelig og solidarisk omgang mellem mennesker ved at overdrive og formulere i absurd konsekvens nogle 'bud' som de mosaiske. De er jo blot en stråmand, som ultraliberalister som Støjberg og selvudråbte megalomane genier i finanssektoren kan påberåbe sig som en strøm af misundelsens gule galde.

Jeg gider ikke engang at forsøge at "forstå" Inger Støjberg.
Jeg er helt sikker på dette er gengældt fra hendes side.

Hvis hun kan dømmes for at have overtrådt en eller anden paragraf, er det fint med mig og hvis ikke, har jeg lært noget om vores samfund og vores paragraffer som jeg egentlig godt vidste i forvejen.

Sandheden er at Inger har ret: Der burde slet ikke være flygtninge, for der burde ikke være en årsag til at flygte fra sin egen campingplads.
Problemet er at Ingers udtalelser og 'meninger' er kommet til veje fordi hun ikke har en løsning på at der alligevel eksisterer flygtninge.

Det var jo iøvrigt en fin pointe med de mange rundkørsler: for dem, der ikke ved det, så er Jakob Jensen Design hjemmehørende i landsbyen Hejlskov i Fjends. lige ved siden af Salling.

Jan Fritsbøger

kender ikke jakob jensen men jeg gætter på han designer en del runde ting, det kan man da kalde nytænkning

@ Steffen Gliese
Hvem andre end du og Jørgen Sandemose opfatter mon Janteloven som "et højreekstremistisk forsøg..." (osv.)?
Du har åbenbart ikke opfattet det selvundertrykkende element i Janteloven, som det fremstilles i "En flyktning krysser sitt spor"- hvis du overhovedet har læst bogen?

Gud hvor er det sørgeligt, men på samme tid, mega morsomt at læse kommentarerne i denne debat om Inger Støjberg. Sørgeligt, fordi så mange mennesker ikke kan se eller forstå, at Inger bestemt gjorde det rigtige, rent moralsk. Ligemeget hvad og ligemeget hvilken lov der er blevet brudt, så overholdt Inger en anden lov. En lov som helt sikkert over-ruler den brudte lov. Nemlig loven som både er etisk og moralsk, og er til for at beskytte små piger imod gamle glubske og pædofile mænd. At det overhovedet kan komme på tale at straffe Inger, viser mig endnu engang,at største delen af jordens og dermed Danmarks befolkning, er dybt debile. Mega morsomt fordi de fleste som har kommenteret, kaster omkring sig med sætninger og gloser, som simpelthen får mig til at tænke på kejserens nye klæder. Pøblen fra eventyret er blevet skolet, og har læst mange bøger, så mange at de tror, at de ihvertfald forstår sammenhængen i samfundets problematikker. I sidder med strittende lillefinger og slubrer af jeres kop, som er fyldt med ignorance, misforståelse, og selvhøjtidelighed. Både i eventyret og i min verden, er der ingen sag, kejseren har jo ikke noget tøj på. Men pøblen vil ikke se det, for pøblen er politisk korrekte, men ikke moralsk korrekte. Pøblen kan ikke se det, for pøblen har deres næse og deres fornuft, så langt op i egen røv,at moral og etik ikke længere kan høres, ses eller mærkes, men lugten i eget bageri bliver med stor nydelse, indåndet i store mængder. Når pøblen er så stor, og der er så få små drenge, ja så tror fanden, at Danmark og resten af Europa er faldet på knæ for islam. I Finland er det nu lovligt at indgå et pædofilt ægteskab, og i Sverige, er det forventet at hidkalde sin søster, så hun kan blive bunke-voldtaget, og ikke nikke nej, skal man gøre modstand, men slikke deres sko, så man bagefter kan blive ydmyget og sparket i hovedet. Ja islam må og skal vi ikke sige et ondt ord om, og derfor er Danmark på vej i samme retning som både Finland, Sverige og resten af den vestlige verden. I er morsomme, i er pøblen.

Jeg forstår ikke, at nogen gider prøve at forstå Inger Støjberg. Hendes baggrund og tanker er mig egentlig ligegyldige.

I mine øjne har hun altid været en indskrænket, skamløs bondepige med dårlig smag, som blev valgt til folketinget, af folk som er lige sådan.
Da hun blev politisk ordfører, udnyttede hun sine "egenskaber" til at agere fræk slagterhund såvel som bidsk køter. Det kunne de godt li' i Venstre.

Nu har hendes hybris sendt hende i fængsel. Jeg håber, at hun skal afsone i et rigtigt ét af slagsen.

jørgen djørup, Peter Wulff, Eva Schwanenflügel og Herdis Weins anbefalede denne kommentar

@Torben Skov
13. december, 2021 - 19:05
"Jeg forstår ikke, at nogen gider prøve at forstå Inger Støjberg. Hendes baggrund og tanker er mig egentlig ligegyldige.

I mine øjne har hun altid været en indskrænket, skamløs bondepige med dårlig smag, som blev valgt til folketinget, af folk som er lige sådan."

Det er lige nøjagtigt den storbyarrogance og ringeagt, du her udviser over for folk i provinsen og produktionsdanmark, der gør, at mange derude føler, at de har en rigtig stærk repræsentant og talerør i Inger Støjberg. Derfor - gætter jeg på - vil hun fortsat nyde rigtig stor opbakning ved et kommende folketingsvalg, hvis hun da ellers vælger at stille op igen.

Eva Schwanenflügel

@ Erik Fuglsang

Du kan da ikke ane hvor Torben Skov bor?

Hvorfor bebrejder du ham at være "storbyarrogant" og "ringeagtende" over for andre borgere i Danmark?

Og at Inger Støjberg fortsat skulle have stor opmærksomhed og slagkraft usanset sin dom i visse dele af provinsen og 'produktionsdanmark' som du kalder det, må jo være op til jer selv.

Så er det bare blevet lidt sværere at tale om lovovertrædelser hos andre.

Eva Schwanenflügel

PS. Hvis Inger Støjberg var flygtning, kunne hun ikke blive godkendt til statsborgerskab med de nuværende regler.

Ej heller ville hun få forlænget sin midlertidige opholdstilladelse.

Måske ville hun endda få en udvisningsdom for at have "vendt Danmark ryggen".

Herdis Weins, Claus Bødtcher-Hansen, Torben Skov og Daniel Joelsen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Nye Borgerlige er ikke kritiske med deres støtter.

Således har de ufortrødent viderebragt kendte menneskers støtte til Inger Støjberg, blandt andet fodboldspillereren Nadia Nadim:

"Detektor: 'Ohhh shit' - Nadia Nadim så sit navn i Nye Borgerliges Støjberg-annonce"

https://www.dr.dk/nyheder/detektor/detektor-ohhh-shit-nadia-nadim-saa-si...

Hanne Utoft. Ja Støjbergs ageren kan bedst beskrives som ondskab, og det er altid ubehageligt at være vidne til, og så også alle medløbere, som støttede og stadig støtter hende. MEGET ubehageligt, skræmmende.

Peter Wulff, Eva Schwanenflügel og Torben Skov anbefalede denne kommentar

@ Erik Fuglsang
Jeg er faktisk født og opvokset i den yderste kartoffelrække, hvor træerne gror vandret mod øst. Jeg har både kunnet knokle, pløje og fælde træer. Min såkaldte "storbyarrogance" mener jeg selv bygger på empiri og iagttagelser fra kragernes vendecirkel. Bevares. Ikke alle på overdrevet er som den arketypisk giftige karakter, som jeg ser i Inger Støjberg. Ihvertfald ikke nu om dage. Men de findes skam. Skadefro kællinger som i landsbyen finder en position som hæmningsløse overmoppere; og er stolte af det. Jantelovens ypperstepræstinder. Med skarpe ytringer om mangt og meget, men med ringe viden om noget som helst. (Nu blev jeg vist selv lidt giftig)

Produktionsdanmark... mener du det landbrug som lever fedt af socialhjælp fra industrisamfundet? Kamoufleret som EU-støtte. Bnp'et vil vel dårligt registrere om det meste af landbruget blev nedlagt. Men de banker der har penge i klemme, vil nok råbe krise.

Nu om dage bor jeg heller ikke mere i storbyen, hvor jeg aldrig har fundet mig tilrette. Når jeg er der, tænker jeg mest på hvordan jeg hurtigst muligt kan komme hjem igen XD
Nok om det ... !

Skriv den bog færdig! Jeg vil virkelig gerne læse den.

William Mannicke

Mens man venter på af Lasse skriver sin roman færdig, er her lidt inspiration til læsning om Salling og dens mennesker.
Slå selv nærmere omtale op.

Udkanten af Lasse Hjorth Madsen,
Hestenes øjne af Hans Otto Jørgensen,
Digterne omkring Limfjorden af Knud Sørensen