Kriseløsningerne har fungeret godt, men vi skal tegne en bedre forsikring mod fremtidige pandemier

Det var umuligt at undgå en negativ påvirkning af økonomien under coronakrisen. Men meget tyder på, at det ender nogenlunde lykkeligt. Og undervejs er vi blevet klogere på, hvordan vi undgår, at økonomiske kriser kommer ud af kontrol.

Faldet i BNP i 2020 begrænsede sig til lidt over to procent, og økonomien er som en spændt fjeder, der står klar til at springe op igen. Fortsætter den nuværende udvikling, kan BNP i slutningen af i år være tilbage på den trend, som tegnede sig inden pandemien. I visse dele af økonomien lader der sågar til at være lidt for godt gang i den. Særligt de tocifrede vækstrater i boligpriserne vækker bekymring.

Den økonomiske politik stod i begyndelsen af pandemien over for tre hovedudfordringer. For det første måtte det sikres, at virksomheder i midlertidige likviditetsproblemer ikke gik konkurs. For det andet måtte det undgås, at det midlertidige tilbageslag ikke førte til konkurser for ellers sunde virksomheder, personlig konkurs og tvangsauktioner for husholdninger.

For det tredje måtte det modvirkes, at negative forventninger til fremtiden fik virksomhederne til at stoppe med at investere, og husholdningerne til at stoppe med at forbruge. En sådan negativ forventningsspiral kan blive selvopfyldende.

Udfordringerne blev overkommet. Virksomhederne fik adgang til likviditet gennem blandt andet udsatte skattebetalinger og diverse låneordninger. Kompensation for løn, faste omkostninger og selvstændiges omsætningstab satte en stopper for efterspørgselskrisen og udlignede, hvor ulige hårdt det økonomiske tilbageslag ramte.

Veldoceret økonomisk medicin

Mange ordninger kunne uden tvivl have været blevet designet endnu bedre, og vi mangler stadig et overblik over de samlede effekter på uligheden. Særlig lønkompensationsordningen lader dog til at have været en succes.

Den har sikret en vedvarende kontakt mellem virksomheder og lønmodtagere og har dermed modvirket permanente tab af job. På trods af hjælpepakker og finanspolitiske stimuli er underskuddet på de offentlige finanser tilmed blevet yderst beskedent, og den langsigtede holdbarhed påvirkes kun i meget lille grad.

Som økonomisk krise har coronakrisen fra begyndelsen været speciel, fordi den opstod uden for den økonomiske sfære. Men den ender også med at være speciel ved, at langt de fleste økonomer er enige om, at den gennemførte økonomiske medicin har været doceret nogenlunde korrekt. Ikke bare i Danmark, men også internationalt. Særligt i USA er der blevet ført en meget ekspansiv økonomisk politik.

Alligevel faldt Danmarks eksport af varer og tjenester mere end vores import. I de seneste opgørelser er eksporten dog tilbage på niveau med før COVID-19, og pilen peger yderligere opad.

Det kan være problematisk at rulle et så fintmasket sikkerhedsnet ud under almindelige kriser. Det kan få både virksomheder og husholdninger til at tage mere risikable valg i gode tider, hvis de ved, at fællesskabet dækker deres tab under en krise. Øget brug af lønkompensation og arbejdsdeling i fremtidige kriser er dog interessant at undersøge nærmere for at begrænse de langsigtede skader på arbejdsmarkedet.

Frigivelsen af feriepengene var med til at understøtte det private forbrug. Men den succes er naturligvis en engangsforestilling. Direkte overførsler til alles nemkonto er dog en mulig substitut i fremtidige kriser.

Det er en måde, hvorpå finanspolitikken kan gøres meget hurtigt virkende. Modsat eksempelvis offentlige infrastrukturinvesteringer, hvor der altid går en vis tid, fra den politiske beslutning er taget, til spaden stikkes i jorden.

Nedlukninger skal begrænses

Den anden større omkalfatring af det økonomiske kredsløb har været brugen af nedlukninger og restriktioner til at dæmpe og kontrollere smittespredningen. Hvis smitten var løbet løbsk, ville ikke bare de menneskelige omkostninger have været enorme. Også økonomien ville være blevet ramt hårdt. Mange ville på grund af en for høj smittefare alligevel ikke være gået på arbejde og i butikker og på restauranter som normalt.

Der har været en løbende diskussion om, hvorvidt de sundhedsmæssige gevinster af nedlukninger og restriktioner har stået mål med omkostningerne for økonomien og de sociale afsavn. Det er i sidste ende et politisk spørgsmål.

Fra et videnskabeligt standpunkt er det vigtigste at forstå, hvordan vi kan forbedre det tradeoff, der er. Hvordan nedlukninger og restriktioner kan designes smart, så den positive effekt på dæmpning af smittefaren maksimeres, mens den negative effekt på økonomien og trivslen minimeres.

Opbyggelsen af en infrastruktur til testning, kontaktsporing og senere vaccination i offentlig og privat regi har været de afgørende redskaber til at forbedre dette tradeoff. Spørgsmålet er, om mere kunne være gjort tidligere. Der ville have været store menneskelige og økonomiske gevinster ved at kunne have begrænset nedlukningen i vinter.

Det bliver spændende at følge forskningens konklusioner i de kommende år. Vi mangler stadig viden om, hvordan COVID-19 faktisk smitter fra person til person, og hvilken betydning det netværk af interaktioner, vi indgår i, har for den samlede smittespredningsdynamik.

Spørgsmål om, hvordan nedlukninger, restriktioner og rene opfordringer bedst interagerer for at skabe en effektiv, men ikke for indgribende dæmpning af smittespredningen, ligger i et spændende krydsfelt mellem blandt andet epidemiologi, politologi, sociologi og økonomi.

At svare på disse spørgsmål er især vigtigt, fordi vi på mange måder har været heldige med COVID-19. Det er sagtens muligt at forestille sig både mere smitsomme og mere dødelige pandemiske vira. Sundhedseksperter har advaret om risikoen for en pandemi som COVID-19, eller det, der er værre, i årtier.

Planer skal ligge klar

Meget taler for, at vi gerne vil tegne en bedre forsikring mod fremtidige pandemier. Det indebærer at have planer for, hvordan vi hurtigt kan igangsætte smitteovervågning, testning, kontaktopsporing og begynde udviklingen og ikke mindst produktionen af vacciner, hvilket har vist sig at være en afgørende begrænsende faktor det sidste godt halve år.

Det kræver menneskelige og materielle ressourcer at have sådanne detaljerede skuffeplaner klar. Det er ikke en gratis forsikring, men den kan sagtens være pengene værd.

Opskriften på de vacciner, der er ved at bringe normaliteten tilbage, fandt forskerne på imponerende vis allerede frem til i foråret 2020. Men der gik lang tid, før produktionskapaciteten for alvor kom op i gear.

Særligt indkøberne i EU lader til at have tænkt for meget på at få en så lav pris som muligt. Et større fokus på hurtig opskalering af produktionskapaciteten gennem øget risikodeling med de private aktører og en aktiv indsats for at hjælpe virksomhederne med at skaffe eksempelvis de nødvendige råmaterialer kunne sandsynligvis godt have betalt sig, hvis det kunne have ført til tidligere vaccination af flere. Det skal vi være bedre forberedt på i fremtiden.

Lige nu og her er det vigtigste sandsynligvis at sørge for, at resten af verden, og særligt dem i de fattigste lande, også bliver vaccineret. Minimering af smittespredning er den bedste forsikring mod fremtidige uhåndterlige mutationer af COVID-19.

En række internationale organisationer som Verdensbanken, IMF, WHO og WTO har peget på, at det går for langsomt og har bedt rige lande om at dele flere vaccinedoser og støtte øget vaccineproduktion direkte økonomisk og indirekte gennem fjernelse af eksportbarrierer og lignende. Og de arbejder vel at mærke kun med et mål om, at mindst 60 percent af befolkningen i alle verdens lande er vaccineret før sommeren 2022.

Jeppe Druedahl er lektor på Center for Economic Behavior and Inequality (CEBI) ved Økonomisk Institut på Københavns Universitet og skriver analyser og kommentarer om økonomi i Information.