Interview
Læsetid: 9 min.

Ole Wæver: For Danmark var krigen i Afghanistan et identitetspolitisk projekt

Den danske krigsindsats i Afghanistan handlede på mange måder om vores egen moralske selvforståelse – om småstaten, der ville forbedre verden med militære operationer. Det mener professor Ole Wæver, der ser tilbagetrækningen som et opgør med den idé. Han forudser, at sikkerhedspolitikken fremover vil blive præget af globale klima- og migrationskriser

Ole Wæver mener, at Afghanistankrigen handlede om Danmarks egen moralske selvforståelse.

Ditte Valente

Indland
7. august 2021

Krigen var på vej ind i en ny fase, da Ole Wæver i 2007 blev inviteret i DR2-programmet Debatten for at diskutere Danmarks indsats i Afghanistan. Et bredt politisk flertal havde netop besluttet at udvide bidraget og sende styrker til Helmand-provinsen, og mens han stod i studiet med en række danske politikere, bemærkede han noget forunderligt i deres udtalelser.

»De gjorde alle sammen et meget stort nummer ud af, at Danmark var villig til at gøre det her, selv hvis det kostede blod og liv. Selv om det blev svært og farligt og ikke kunne gøres uden en høj pris,« siger Ole Wæver, der er professor i International Politik på Københavns Universitet og centerleder af Forskningscenter for løsning af internationale konflikter (CRIC).

Det var på sin vis meget ærligt, mener han, bedre end at stikke befolkningen blår i øjnene. Men jo flere gange pointen blev gentaget, des mere fik han fornemmelsen af, at faren ligefrem var en selvstændig kvalitet ved operationen.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Bruno Petersen

Tak for din udlægning. “Man behøver ikke at blive pacifist af den grund ….”. Nej, men det trækker da i den retning og godt for det. Jeg har en søn der var en periode i Afghanistan og underlig var følelsen af at “man” som forældre blev nødt til at tilslutte sig projektet af hensyn til den moralske støtte der måtte være til de udsendte soldater. På trods af den nærmest identitetsløse påstand der genlød iblandt soldaterne: vi må gøre en forskel.
Jeg ville ønske at Vævers analyse blev grundlag for en ny forsvars- udenrigs- og udviklingspolitik. Med den tilføjelse at EUs potentiale til at nå samme mål blev aktualiseret.
Til mit parti: Brug Hr Vævers synspunkt til at steppe op, til at prøve en ny identitet af, til at sætte debatten i gang. Politikkerne skal afspejle vælgernes syn på sagen for at mindske mulighederne for flere fejltagelser og politikkerne på området skal indgå afklaret og synligt i kommende valgkampe.

zain syed, Hanne Ribens, Anne-Marie Esmann, David Zennaro, Susanne Kaspersen, Inge ambrosius, Jesper Andersson , Marianne Stockmarr, Anne Søgaard og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Ja tak for den udlægning - Bare en bemærkning til befolkningens tilslutning til Irak krigen - her var der mange og store demonstrationer ved den amerikanske og og de første gange også ved ved den Britiske ambassade før Christiansborgs slotsplads.
Ligeledes blev krigsdeltagelsen kun lige stemt igennem med VK-regeringen og DF's stemmer.

Peter Gløde, Lars Løfgren, Lars Kjær, Søren Veje, zain syed, Henning Egholk, Hanne Ribens, Rolf Andersen, Carsten Wienholtz, Arne Albatros Olsen, Anne-Marie Esmann, Elisabeth From, Werner Gass, David Zennaro, Niels G Madsen, Daniel Joelsen, John Andersen, Susanne Kaspersen, Carsten Munk, Asiya Andersen, Eva Schwanenflügel, Gert Romme, Jesper Andersson , Marianne Stockmarr, Ervin Lazar, Anne Søgaard, Poul Simonsen og Hans Larsen anbefalede denne kommentar

Afghanistan som nullernes identitetspolitiske projekt passer meget godt på hvordan vi og vores politikere omtalte vores krigsindsats. Altid var det VI og VORES soldater, der agerede og reagerede. Det var aldrig ageren på befaling af det amerikanske militær, som dog havde 10 tusinde gange mere sprængkraft med til Afghanistan.

Vibeke Olsen, Hanne Ribens, Arne Albatros Olsen, Niels G Madsen, John Andersen, Susanne Kaspersen, Gert Romme, Inger Pedersen og Marianne Stockmarr anbefalede denne kommentar

"»Der var en ambivalens hos den almindelige dansker op gennem 00’erne, hvor ganske mange ikke dybt og inderligt troede på, at det kunne lade sig gøre, men alligevel mente, at det var en god idé,« siger Ole Wæver."

Det minder påfaldende meget om danskernes indstilling til det kapitalistiske vækstsamfund; i sandhed er vi blevet købmænd og kaosprædikanter.

Hanne Ribens, Steen Obel, Arne Albatros Olsen, Randi Pedersen, Palle Yndal-Olsen, Niels G Madsen, John Andersen, Susanne Kaspersen og Gert Romme anbefalede denne kommentar
Torben Siersbæk

Man skal ikke være blind for at klimaet efter World Trade Center blev smadret i 2001 var anderledes end det er i dag.
Der var en chokeret stemning af, at man burde kunne gøre noget. USA var hurtig til at definere hvad der kunne gøres, og vi havde en politisk ledelse der - med befolkningens opbakning - mente, at vi burde bidrage.
Det der undrede og stadig undrer mig er, at de lande, der faktisk gik i krig i Afghanistan, ikke huskede den skæbne som britiske koloniseringsforsøg tilbage i det Britiske Imperiums glansperiode, og senere Sovjetrussiske ti år lange forsøg på at "civilisere" Afghanistan, fik: katastrofe for både lokalbefolkningen og de invaderende landes militær - og dermed de hjemlige befolkninger.
Nu ser det ud som vi kan drage de samme konklusioner efter vores 20 år lange eventyr: der er intet godt kommet ud af det militære eventyr.
Nogle årgange af børn og unge (både drenge og piger) har fået lov til at lære og uddanne sig - og hurra for det -, men hvad sker der nu, hvor landet igen "falder" til Taleban?

Poul Erik Pedersen, Hanne Ribens, Rolf Andersen, John Andersen, Susanne Kaspersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Afghanistan-invasionen er en klassisk quagmire; et produkt af kortsigtede beslutninger, uklare og skiftende målsætninger, forledning af offentligheden, en styg stribe af fejl og krigsforbrydelser og en bestræbelse på at vinde hjerter og sind hos en befolkning, man er uønsket af.

En menneskeligt, socialt og politisk særdeles omkostningsfuld affære, som har kostet intetanende, amerikanske skatteborgere store ressourcer - mens militære og civile kontraktører samt diverse investorer har tjent enorme summer på hele arrangementet (hvilket fortsat er tilfældet). Samtidig efterlader man et land med en voldsomt øget ulighed, øget radikalisering og øget modvilje mod det såkaldte verdenssamfund - mens (islamisk) terrorisme er både spredt og øget globalt (en erklæret målsætning med invasionen i Afghanistan og krigen mod terror var at nedbringe og indkredse hovedsageligt islamisk terrorisme).

Lars Løfgren, zain syed, Hanne Ribens, Rolf Andersen, Carsten Wienholtz, Arne Albatros Olsen, Anne-Marie Esmann, Niels G Madsen, John Andersen, Susanne Kaspersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Jan Henrik Wegener

Det har vel også betydet noget at mange ville tage afstand til fodnoter og længere tilbage til besættelsen 1940-45 og "samarbejdspolitiken". Så kan man diskutere hvorvidt det var den bedste måde at gøre dette på.

Denne definition virker både korrekt og ganske urovækkende.

Urovækkende fordi det viser, at danske politikere simpelt hen falder for deres egen jubel-egoisme, og imponeres af, hvor stor magt de kan tillægge sig sel. Og dette viser samtidig, at danske politikere på ingen måde er ansvarlige, og ikke er deres politiske opgaver voksne.

Desværre viser det også, at det store flertal af vælgerne heller ikke har fattet deres ansvar, for de har jo direkte bakket disse egoist-politikere op ved valgene.

zain syed, Hanne Ribens, Rolf Andersen, Arne Albatros Olsen, Werner Gass, Niels G Madsen, David Zennaro, Daniel Joelsen, John Andersen, Susanne Kaspersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

"Hvis Ole Wæver har ret i, at Danmarks deltagelse i Afghanistan i høj grad handlede om identitetspolitik, er spørgsmålet, hvor tilbagetrækningen så efterlader den selvforståelse. Er ideen om Danmark som en krigsførende nation, der rejser ud og forsvarer egne værdier, død?"

Det afhænger vist af, hvilken politik de store lande, især USA, fører.
De fløjter, og Danmark kommer logrende rendende.

Det afhænger også af hvilke ambitioner, de danske ledende toppolitikere har; AFR fik som bekendt job som NATO's generalsekretær, og Danmark fik i øvrigt løbende rabat på sit bidrag til selvsamme organisation.

Det forekommer rigtigt, at det også var et naivt, identitetspolitisk projekt.
Desuden endnu en afledningsmanøvre fra ulighedsdagsordenen, hvor ydre og indre udlændingepolitiske fjendebilleder agerede røgslør for nedskæringer.

Dog er det nok ikke helt retvisende, at det store vælgerflertal ubetinget bakkede op om krigen(e).
Som Dorte Sørensen siger, var vi mange der protesterede fra dag et.
(Det passer jo også bedre med, at ingen for alvor troede, det ville gøre en 'demokratisk' forskel at invadere andre lande..)

Nu, hvor vor store ledestjerne USA og alle andre forlader Afghanistan i dybt kaos, kan Danmark ikke engang finde ud af at evakuere de medarbejdere, der blev brugt i krigen.

Skam over Danmark.

Lars Løfgren, Elisabeth Christiani, Poul Erik Pedersen, Vibeke Olsen, Henning Egholk, Hanne Ribens, Rolf Andersen, Steen Obel, Erik Boye, Arne Albatros Olsen, Elisabeth From, Gert Romme, Inger Pedersen, Niels G Madsen, Birte Pedersen, John Andersen og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar
Daniel Joelsen

Og så må vi ikke glemme. at det ikke var en regulær militærindsats, men at der var store segmenter af mord, tortur og anden galskab inkluderet. Dette er en af årsagerne til at Assange stadig er så forfulgt af mainstream politikere og medier. Han som ingen andre afslørede disse uhyrlige forbrydelser.

maida saralic, Lars Løfgren, Vibeke Olsen, Rolf Andersen, Erik Boye, John Andersen, Elisabeth From, Gert Romme, Eva Schwanenflügel, Niels G Madsen og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar

Wæver siger: "Murens fald i 1989 og Sovjetunionens kollaps efterlod en slags lokalt råderum, der gav plads til at spørge, hvad Danmark egentlig ville med sin forsvarspolitik, og hvem den skulle gavne. I 1990’erne var svaret, at Danmark flyttede sin militære indsats til Balkan ud fra argumentet om, at det var vigtigt for den europæiske stabilitet – og dermed også for os selv. I 00’erne blev Mellemøsten så stedet for Danmarks ambitioner om at bidrage til en ny og bedre verdensorden."

Danmark indledte allerede i 1990'erne en militaristisk udenrigspolitik, da man medvirkede til ulovlige bombninger i Eksjugoslavien - og i øvrigt tog (og tager) del i den NATO-ledede KFOR styrke, som stadig udgør en (slet skjult) besættelsesmagt i Kosovo.

"»Og nu er forsvars- og sikkerhedspolitikken i en vis forstand vendt hjem,« siger Ole Wæver.

»Vi har fået nye bekymringer omkring Rusland, Østersøen og Arktis. Forsvarspolitikken er blevet koblet tættere til vores eget område, og det at have – og kunne forklare, hvorfor vi har – et forsvar, er igen blevet nemmere,« siger han."

Og Rusland-Kina aksen italesættes som en fjende, vi skal bekymre os om. Det kan være sin sag at følge Wævers tilsyneladende optimistiske perspektiv på udviklingen, for nok er Afghanistan tilsyneladende et overstået kapitel for dansk militær, men vi har fortsat tropper i Irak, vi er involveret i oprustning og træning af ukrainsk militær, militærudvikling i en række østafrikanske lande, deltagelse i omfattende (og konfliktoptrappende) NATO-øvelser, bevogtning af EU's ydre grænser via Frontex m.m. Danmark har også engageret sig militært i bl.a. Libyen og Syrien indenfor det seneste tiår - og deltager aktuelt i en række sanktionspolitikker vendt mod Venezuela, Nicaragua, Iran, Syrien, Irak o.a., som i sagens natur understøttes af politisk kamp mod disse lande. Nok kan man sige at der kan være sket et (midlertidigt?) skifte væk fra større invasionskrige, men omfanget af krig, ofre for krig, flygtningestrømme og humanitære katastrofer er bestemt ikke faldet, tværtom. Men ikke meget tyder på at dansk udenrigs- og forsvarspolitik (læg gerne handels- og energipolitikker m.m. til) indebærer et skifte til forebyggende indsatser, demokratisk dialogudvikling og fredsarbejde - og så er vi nok lige vidt.

maida saralic, Lars Løfgren, Søren Veje, Vibeke Olsen, Hanne Ribens, Steen Obel, Mikael Velschow-Rasmussen, Erik Boye, John Andersen, Niels G Madsen og Karsten Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels G Madsen

Og alt imens danske politikere nu prøver at viske tavlen ren og lader deres underbetalte tyende i stikken, så rejser Danmarks største nulevende krigforbryder stadig frit rundt i verden og pusher død og ødelæggelse til enhver som vil åbne tegnebogen for ham.

Og prøves ved retten bliver han aldrig, for han er stadig en af vennerne inde på korrupte Christiansborg.

Lars Løfgren, zain syed, Vibeke Olsen, Claus Mortensen, John Andersen, Gert Romme og Inger Pedersen anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

@Hanne Utoft
“… en bestræbelse på at vinde hjerter og sind hos en befolkning, man er uønsket af..”

Jo, men hvem ønsker befolkningen skal klare problemerne; hvad er afghanernes problem ?

Henning Egholk

Historien har vist at militære tropper aldrig kan bekæmpe og vinde over en bevægelse og ideologi. Se Vietnam krigen! Se tilbage på Cuba og CIA invasionen.
Afghanistan blev forladt af Sovjet efter 10 års kamp. OK USA havde så lige fodret Osama og Al Quada med militær isenkram for millioner af dollars. De fodrede selv slangen som de sidenhen slog ihjel.
Jeg her aldrig været positiv overfor DKs aktivistiske udenrigspolitik. Vores FN tropper i borgerkrigen i Ex Jugoslavien var helt ok. Men Irak og Afghanistan tropperne, jeg fatter det ikke. Men det var jo også et Borgerligt flertal der vedtog beslutningen. Om befolkningen var for den ved jeg ikke, for så mange klistermærker på biler med “Støt vores soldater”, så jeg heller aldrig. Måske en Folkeafstemning skulle ha været afholdt(?)
I dag sejler Afghanistan så sin egen sø, og lur mig om ikke Taliban snart gået i offensiv. Desværre. Synd for befolkningen. PS Nej til krig!!

Mikael Velschow-Rasmussen

Jeg synes Hr. Wævers indlæg glemmer en vigtig ting:
- Danmark bestemmer ikke selv sin sikkerheds- og forsvars-politik, denne bli'r i øjeblikket primært bestemt fra USA sekundært fra NATO og EU !

*****

Et par andre umiddelbare kommentarer:

1.
- " ... det var tydeligvis vigtigt, at krigen var farlig. Det var beviset på, at vi gjorde noget stort og vigtigt og dermed moralsk tungt. Havde det været en nem operation, havde den ikke haft samme moralske tyngde".

Dette viser vel bare, at vi havde en række politikere, der ønskede at sole sig i de beslutninger, der var truffet hen over deres hoveder.

At det skulle være moralsk fint, at gå ud og slå andre folk ihjel, går altså ud over min forstand ! (men jeg er jo også pacifist, og tror ikke på at krig - i vores moderne oplyste og nogenlunde civiliserede verden - nogensinde mere vil være det rigtige. Samtale og samhandel vil altid være at foretrække).

Politikernes holdning kan måske ses som et udtryk for et ønske om en tilbagevenden til hine tider, hvor Danmark rent faktisk spillede en geopolitisk magtrolle.
I følge fx historiker Asser Amdisen kan man tale om Danmark som en magtfaktor i historien med mindre og mindre betydning; fra Vikingetiden, over Kalmarunionen, Chr. d. IV's nederlag på den tyske hede i 1625, Englændernes bombardementer i starten af 1800-tallet, frem til nederlaget i 1864, hvor Danmark endeligt blev reduceret til den miniputnation, som vi stadig er i dag.

Og da vi således ikke længere kunne fremstille os selv som et satans krigerfolk, opfandt vi bare en ny mytologi ("et nyt narrativ") om det danske folk og dets rolle i verden:
- Vi er fredselskende, tolerante, åbensindede, demokratiske, med mere !
- Og alt dette lidt mere end næsten alle andre !
Det var og er jo selvfølgelig i virkeligheden Een stor løgn, men vi gentog det blot så mange gange, at vi til sidst troede på narrativet. Og det dermed blev en selvopfyldende profeti med en vis sandhed.

(*1*)
Men der fandtes altså der i starten af nullerne politikere som drømte om større og bedre ting for danskerne - altså bortset fra at det jo slet ikke var danskerne, der havde bestemt, at vi skulle i krig i Irak og Afghanistan, men derimod vores geopolitiske storebrødre; USA og UK.

Som beskrevet ovenfor kan man vel meget godt argumentere for, at Danmark blandt meget andet ikke selv har bestemt sin udenrigs-, forsvars- og sikkerheds-politik siden 1625.

2.
- " ... at danskerne langt mere end i andre europæiske lande bakkede op om krigene i både Afghanistan og Irak. Med Irak var vi ligefrem det mest krigsbegejstrede land i EU, forklarer Ole Wæver. Og ikke nok med det: danskerne var klar til at gå endnu videre".

Det har Wæver jo nok ret i, hvis meningsmålinger viste dette, og det viser desværre hvor meget propagandaen og manipuleringen med den danske befolkning har virket.
Jeg er ofte overrasket over, hvor stor forskel der er på de mest angloficerede lande og så resten af Europa i forhold til viden om geopolitiske emner.
Det lader til, at Danmark er næsten lis'så ignorante som den menige amerikaner.

3.
- "Krigene i Afghanistan og Irak skete på et tidspunkt i historien, hvor Vesten strålede af selvtillid. Den Kolde Krig var afsluttet, de liberale demokratier havde sejret, og den amerikanske dominans spirede".

Øh - sov han på selve dagen ?
I skal ikke bilde mig ind, at 9/11 ikke var et stød i mellemgulvet direkte ind i den menige amerikaners selvforståelse - uden så i øvrigt at komme yderligere ind på denne hændelse.

Fra et magtperspektiv kan man vel dog stille 2 teser op efter 9/11:
1. Enten kan man se reaktionen på 9/11 som et WTF, og et eller andet skal vi gøre !
- Hele konceptet i "The War on Terror", hvor man - hvis man ikke kan se/finde fjenden - i det mindste kan bombe en række tilfældige nationer ned under gulvtæppet, (Hvis man kun har en hammer (det amerikanske militær), skal alt jo ligne søm (små stater med mindre militær end USA, ie. stort set alle andre lande i verden))

2. Eller også - og måske mere sandsynligt - kan man argumentere for at 9/11 kom temmelig belejligt for visse militaristiske og konservative grupper i USA:
- PNAC (Project for a New American Century) og R. Kagan's forudsigelse om behovet for et nyt Pearl Harbour,
- General W. Clark's beretning om Rumsfeld og Wolfowitz og andres ønske om at gå militært ind i 7 lande (Iraq, Afghanistan, Syria, Lebanon, Somalia, Sudan and Iran), (bemærk i øvrigt hvor USA så har været siden !)

Narrativet er vel som altid "Follow the Money" !
Og krig har alle dage været den mest indbringende og profitskabende forretning for kapitalen.

*****

Man kan håbe på, at Wæver har ret i, at vi ikke længere vil være ligeså militaristisk anlagte. Problemet er dog, at stærke kræfter (det amerikanske militær-industrielle kompleks) forsøger at puste liv i en ny kold/varm krig med Kina og Rusland, ved at fremstille disse som den nye ondskabens akse, som vi alle skal være bange for.

Man kan selvfølgelig igen håbe på, at vi har lært, at bare fordi den amerikanske krigsmaskine siger noget, behøver dette ikke at være sandt. (eg.Tonkinaffæren og WMD)

Det ser dog ikke særligt lovende ud !
Specielt ikke i de anglofile lande, hvor mainstream-medierne - (inklusiv "Den mindst ringe") - tilsyneladende fuldstændig har opgivet rollen som den fjerde statsmagt, der skal holde magthaverne i ørene - og i stedet har påtaget sig rollen som magtens/kapitalens/militærets talerør.

maida saralic, Lars Løfgren, John Andersen, Niels G Madsen, Søren Veje, Hanne Utoft og Karsten Nielsen anbefalede denne kommentar
Mikael Velschow-Rasmussen

I forhold til mediernes rolle som talerør for magten:

Lad mig blot minde om Julian Assange sagen !

Og nu desværre også for nylig Craig Murray bl.a. tidligere britisk diplomat, som netop er begyndt afsoningen af sin fuldstændigt horrible fængselsdom !
En anden sag der også er totalt mørkelagt i anglogfile mainstream-medier.
Se fx: https://craigmurrayjustice.org.uk/

John Andersen, Niels G Madsen og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar
kjeld hougaard

Ja sket er sket, og nu kan vi tygge drøv på det så længe vi gider. Men lad os nu tænke før – og ikke efter. Se på det eneste vi kan påvirke – det der sker nu og her. Jeg ved at ”det sete afhænger af øjnene der ser”, men – er det kun jeg som ser at der i den danske ”frie presse”, mest tydeligt for mig i Information og JP, pågår der en ”moralsk oprustning” så de danske vælgere samler kræfter til næste konflikt? Konflikten med Kina. Efter ”århundredet af ydmygelser”, 1920: “During his week-long layover in Shanghai, Deng Xiaoping saw white people treating Chinese, in their own country, as if they were slaves”. Den virkelighed har Kinesere ændret, og de synes nu etablerer deres land som et alternativ til USA/Global UK’s århundreder af verdensdominans. Et alternativ som udtrykt i Singapores Straits Times, i helt anden forbindelse, ”tillader et lands befolkning selv at bestemme deres samfunds- og styreform”. Det kan vi danskere ikke acceptere? Op til kamp mod de onde? Hvilken form den kamp nu må få. At Kina er ondskabens centrum, lader Information os ikke i tvivl om.

Lars Løfgren, John Andersen, Hanne Utoft og Karsten Nielsen anbefalede denne kommentar
kjeld hougaard

Ps Det med ”muslimer” går ikke rigtigt efter de viste sig kæmpe bedre end danskere – ”for alt som de har kært”. Og nu har vi jo selv et maskingevær i klappehatten. Så nu er det en blodig kinesisk mobil telefon der skal vække danskere til kamp! festligt at opleve - eller?