Ligestilling
Læsetid: 5 min.

Regeringens forslag til regnbuefamilier: Fire forældre skal kunne tage barselsorlov

Med et nyt forslag vil regeringen og støttepartierne gøre det muligt for flere forældre i en regnbuefamilie at dele forældreorloven. »Vi er meget glade,« lyder det fra LGBT+ Danmark, der dog understreger, at der stadig er lang vej til reel ligestilling
Med støttepartierne vil beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard gøre det muligt for regnbuefamilie, at op til fire forældre kan tage del i orloven med børnene.

Med støttepartierne vil beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard gøre det muligt for regnbuefamilie, at op til fire forældre kan tage del i orloven med børnene.

Nils Meilvang

Indland
18. august 2021

Mens regnbueflag præger Københavns gader som del af Copenhagen Pride, lancerer regeringen nu et forslag om at sikre regnbuefamilier mulighed for at dele forældreorloven mellem flere forældre.

Regeringen foreslår konkret en model, hvor eksempelvis en medmor, medfar eller anden såkaldt social forælder skal kunne tage del i de uger af forældreorloven, som ikke i forvejen er øremærket barnets retlige forældre.

»Vi kan se, at der er flere og flere regnbuefamilier i alle mulige forskellige kombinationer og typer, hvor det er vanskeligt at tage ordentlig del i barnets opvækst fra start for enten medmor eller medfar, hvis ikke man er den retlige forælder,« siger beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard til Information.

»Derfor er jeg rigtig glad for, at vi med forslaget kan udvide rettighederne for LGBTI-personer og sikre, at de kan nyde mindst lige så gode muligheder som alle mulige andre.«

Regnbuefamilier er en betegnelse for familier, som ikke består af en klassisk kernefamilie med far, mor og børn. Regnbuefamilier kan derimod se ud på mange forskellige måder, men fællesnævneren er, at mindst én af forældrene er LGBT+-person.

Som reglerne om forældreorlov er i dag, er det kun barnets to retlige forældre, der kan dele orloven, og det stiller mange regnbuefamilier i en vanskelig situation. Det kan blandt andet være tilfældet i en familie, hvor to homoseksuelle mænd får barn med en kvindelig veninde. Her vil blot to af de tre forældre kunne tage del i forældreorloven, men med regeringens nye forslag, vil alle tre kunne tage orlov.

Et historisk forslag

Forslaget lægger op til, at hver af barnets to retlige forældre skal kunne tilknytte en social forælder, som kan tage del i forældreorloven. Dermed vil det potentielt kunne være op til fire parter i en forældrerelation, som kan deles om orloven.

Forslaget vækker begejstring hos interesseorganisationen LGBT+ Danmark.

»Det er jo en historisk melding at give barselsrettigheder til mere end to forældre, og det er en historisk anerkendelse af regnbuefamiliers forhold. Så vi er meget glade. Det her vil jo give mange regnbuefamilier mulighed for at give deres barn en bedre start på livet,« lyder det fra Susanne Branner Jespersen, sekretariatschef i LGBT+ Danmark.

Forslaget fremlægges efter fælles forståelse med regeringens støttepartier i et debatindlæg i Dagbladet Information. Den endelige model skal dog forhandles på plads med Folketingets partier.

Ligestillingsordfører for Radikale Venstre Samira Nawa mener, udspillet i høj grad er med til at løse et stort problem for regnbuefamilierne:

»Jeg synes, det er vigtigt, når man er forælder til et barn, at man så også bliver anerkendt som dets forælder. Derfor synes jeg, at det her vil være et skridt i den rigtige retning. I dagens Danmark ser familieformer jo helt anerledes og meget mere mangfoldige ud, end det tidligere har været tilfældet. Det tager barselssystemet på ingen måde højde for.«

Symptombehandling

Selv om forslaget giver regnbuefamilier langt bedre mulighed for at tage del i barnets opvækst, ændrer det dog ikke på regnbuefamiliernes grundlæggende problemer, mener Susanne Branner Jespersen fra LGBT+ Danmark. Ifølge hende bunder de problemer i børneloven, som dikterer, at et barn kun kan have to retlige forældre.

»Forslaget er ikke nok til at løse regnbuefamiliernes problemer. Det er en symptombehandling på de problemer, vi ser i børneloven. Det betyder jo, at der er forældre i regnbuefamilier, som ikke kan tage deres børn til lægen, som ikke kan få adgang til offentlige registre, og som, i tilfældet af at en forælder dør, står uden rettigheder til det barn, som man rent faktisk er forælder for,« forklarer Susanne Branner Jespersen.

For at skabe lighed for loven for regnbuefamilier bør man derfor ændre børneloven, mener hun.

Heller ikke Samira Nawa mener, at forslaget i sig selv er nok til at løse problemerne. Hun mener, der er brug for, at man kan blive registreret som to forældre, selv om man er to fædre. Det kan man nemlig ikke i dag, da medfar ikke er et juridisk begreb, som medmor ellers har været siden 2013. Det betyder i praksis, at man kan blive registreret som mor og medmor, men ikke som far og medfar.

»Der er altså stadigvæk et stykke vej endnu. Jeg ønsker mig, at vi får givet de sociale forældre det retlige forældreskab, også ved at gøre medfar til et juridisk begreb,« siger Samira Nawa.

Men en sådan ændring af, hvem der kan være de retlige forældre, ligger ikke lige for, understreger Peter Hummelgaard.

»Jeg vil grundlæggende ikke afvise noget som helst. Men omvendt vil jeg heller ikke love noget. Det er en meget stor diskussion, der har mange afstikkere, blandt andet til hele diskussionen om surrogasi og rugemødre. Vi skal tillade os selv at have den diskussion med hinanden, men jeg er også udmærket bevidst om, at det inden for ikke bare LGBTI-miljøet, men også politisk og etisk set er meget mere kontroversielt end så meget andet,« siger ministeren.

Susanne Branner Jespersen mener godt, man kan se på muligheden for flere retlige forældre, uden at det nødvendigvis også skal handle om surrogasi:

»Man kan godt anerkende en far og en medfar i en familie uden af forholde sig til spørgsmålet om surrogasi. I sig selv har mere end to retlige forældre jo ikke noget med surrogasi at gøre.«

Selv om der fortsat ikke er en løsning på vej i forhold til flere retlige forældre, mener Peter Hummelgaard dog, at man med regeringens nye forslag tager første skridt til at anerkende, at der kan være medfædre i en familie:

»Vi giver, om ikke andet, muligheden for, at man som social forælder, altså enten medfar eller medmor, kan få sin andel af barselsorloven og derved også tage et fuldt og helt ansvar for barnets opvækst fra begyndelsen af, som vi jo ved er så altafgørende.«

Flere forslag kan være på vej

Beskæftigelses- og ligestillingsministeren fortæller, at han håber i resten af regeringsperioden at kunne præsentere nye forslag, der vil sikre LGBTI-personers rettigheder og trivsel.

Eksempelvis giver det nye forslag ikke mulighed for, at sociale forældre kan holde fri på barnets første sygedag. Det er fortsat en ret, der er forbeholdt de to retlige forældre, ligesom en række andre arbejdsmarkedsrettigheder er.

»Det er en af de ting, vi skal have dialog med arbejdsmarkedets parter omkring. Men jeg vil sige det meget klart, at vi har en interesse i at sørge for, at hvis man har indrettet sin familie og stiftet familie med flere, hvor man er medfar eller medmor, så skal vi sørge for, at man har muligheder for at tage fuldt og helt del i sit barns opvækst. Det her forslag er et stort og væsentligt skridt på vejen, men jo selvfølgelig ikke det fulde skridt,« siger Peter Hummelgaard.

Han har endnu ikke indkaldt arbejdsmarkedets parter til konkrete drøftelser om arbejdsmarkedsrettigheder for regnbuefamilier, men det indgår i hans videre overvejelser, forklarer han:

»Sandheden er, at når vi kan se tilbageslag over hele verden, uanset om det er i Østeuropa, Mellemøsten eller lommer i vores egne samfund i Vesten, så er vi selvfølgelig også nødt til at gøre mere og insistere kraftigere på at sikre, at vi betragter det som en selvstændig værdi i vores velfærdssamfund, at alle mennesker kan nyde lige rettigheder, muligheder og pligter.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dette handler ikke om barnets tarv, men alene om forældres rettigheder . Hvis man kender til de tusinder af højkonflikt sager, opslidende krige mellem bare 2 forældre, til stor skade for børnene, så forestil jer 3 eller 4 forældre der kriges om et barn når opbruddet nærmer sig. Måske derfor at beskæftigelsesministeren synes godt om det- endnu flere advokater, socialarbejdere, psykologer i arbejde.

P.G. Olsen, Mogens Holme, Ib Christensen, Finn Thøgersen, erik pedersen, Torben Bruhn Andersen, Rolf Andersen, Henny Stouby, Søren Bro, Carl Chr Søndergård, Ervin Lazar, Carsten Bjerre, Kim Houmøller og Anina Weber anbefalede denne kommentar
jens christian jacobsen

Billig populisme. Forslaget forsøger at tiltrække unge venstrefløjsstemmer. Det koster ikke ret meget og venstrefløjen glemmer sosser-svigtet på så mange andre, mere væsentlige politikområder

P.G. Olsen, Ib Christensen, Rolf Andersen, Jesper Andersson og Carl Chr Søndergård anbefalede denne kommentar
David Zennaro

Man kan da ikke overføre problemerne ved skilsmisseforældre til regnbuefamilier. Det er klart et problem med konfliktfyldte skilsmisser, men her handler det om hverdagen for familierne. Det er et godt skridt i den rigtige retning, og det er dejligt, at regeringen kommer med det.

Eva Schwanenflügel, Daniel Joelsen, Kollektivet Fandango, Anna von Sperling, Alvin Jensen, Jens Skov og Jesper Andersson anbefalede denne kommentar
Nike Forsander Lorentsen

@David Zennaro
'Man kan da ikke overføre problemerne ved skilsmisseforældre til regnbuefamilier'.
Og hvorfor kan man ikke det?

Mogens Holme, Finn Thøgersen, erik pedersen og Rolf Andersen anbefalede denne kommentar

Jeg savner en praksis, der for alvor tager udgangspunkt i børnenes tarv. Ikke som her, igen, igen moderne selvoptagede voksne, der skal have nogle 'rettigheder' opfyldt. Et voksent menneske, der elsker sit barn, sætter sine egne behov til side og er oprigtigt interesseret i at skabe tilknytning til barnet via kendt kropssprog og lyde og lugte og bevægelser. Barnet skal gro trygt ind i verden.

P.G. Olsen, Mogens Holme, Henning Kjær, erik pedersen og Rolf Andersen anbefalede denne kommentar
David Zennaro

Man kan ikke beskrive regnbuefamilier ud fra de værste eksemplarer af heterosexuelle forhold. Jeg siger ikke, at der ikke kan være forfærdelige skilsmisser i regnbuefamilier, men man kan ikke have det som udgangspunkt. Det er ligesom da vi var unge, og psykiatrikere sagde, at homosexuelle altid har mentale problemer. Men det er klart, at verden ser sådan ud, når man behandler mennesker med psykiske problemer.

Eva Schwanenflügel, Alvin Jensen og Kollektivet Fandango anbefalede denne kommentar
Rolf Andersen

Jeg forstår ikke forslaget.

Hvis to forældre bliver skilt, og de to voksne så hver især finder en ny partner, så er der også pludselig 4 voksne omkring barnet.

Så er jeg ligeglad med, hvilken 'farve' de voksne har .. de skal da selvfølgelig tage sig af barnet på god og kærlig vis.

Mogens Holme, erik pedersen og Daniel Joelsen anbefalede denne kommentar

@Rolf. Forslaget handler om at sikre det juridiske der sikre at alle omkring barnet kan tage sig så godt af det som muligt tros for os underlige familieforhold. Jeg siger ikke at det er perfekt - men hvad er også det? Det skal bare virke beder end hvad vi har nu. Og ved skilsmisse vid vi jo hvem der er barnes biologiske familie.

David Zennaro

Men i regnbuefamilier er udgangspunktet jo netop ikke skilsmisse. Men at man har arrangeret sig med et antal bøsser og/eller lesbiske. Og der er det da rimeligt, at man har ret til at tage en del barselsorloven, selv om man ikke er biologisk forælder. Jeg synes heller ikke, at man er nået i mål, men efter i hele mit voksne liv at have kæmpet for LGBT'eres rettigheder, så kan jeg garantere, at dette vil blive gennemført. Måske ikke lige nu, men det kommer. Også at mere end 2 kan være juridiske forældre til et barn.

Inger Pedersen

Som bedstemor til et etiopisk adoptivbarn kunne jeg godt tænke mig at få oplyst: Er mit barnebarns biologiske forældre inkluderet i de "fire forældres" rettigheder?
Og i så fald: gælder rettighederne den biologiske mors første samlever, der er biologisk far til barnet - eller hendes 2. samlever, , som hun deler bolig med nu?

Jeg kan imødese et RET forvirret familieforhold for det arme barn!
Der er med megen bøvl etableret social kontakt til den biologiske familie, og det ser glad og fornuftigt ud.

Men når det kommer til alt: HVEM BESTEMMER?

Ulla Willumsen

Solomødre er udelukket fra den del af barselsorloven, som ellers ville tilfalde en far.
Dem er der ikke tænkt på. Dette er diskriminerende.
De burde have ekstra lang barselsorlov.