Feature
Læsetid: 12 min.

Under sygeplejerskernes konflikt ulmer en indre klassekamp i fagbevægelsen

Kampen for ligeløn på det offentlige arbejdsmarked skaber ikke kun konflikter mellem arbejdsgivere og arbejdstagere. Det er også en kamp, som i sin essens svækker solidariteten i fagbevægelsen – og som delvist kan forklare, hvorfor sygeplejerskerne efter ni ugers strejke stadig står uden en løsning
Sygerplejersker demonstrerer på Christiansborg Slotsplads lørdag den 14. august 2021 med buskabet: »Vi strejker for en fremtid uden forskel. Derfor kræver vi politisk handling fra arbejdsgivere, regering og folketing på sygeplejerskernes historiske lønefterslæb«.

Sygerplejersker demonstrerer på Christiansborg Slotsplads lørdag den 14. august 2021 med buskabet: »Vi strejker for en fremtid uden forskel. Derfor kræver vi politisk handling fra arbejdsgivere, regering og folketing på sygeplejerskernes historiske lønefterslæb«.

Anthon Unger / Ritzau Scanpix

Indland
20. august 2021

Solidariteten i fagbevægelsen var stærk, da Danmark i foråret 2018 nærmede sig en dramatisk storkonflikt, der ville sende en halv million offentligt ansatte i strejke og lamme landet. I et uskønt forløb havde politikerne et par år tidligere grebet ind i lærernes aftale, og med en selverklæret musketered krævede den samlede fagbevægelse nu genrejsning.

»En for alle, alle for en,« hed det under de røde faner.

Samme parole kan næppe bruges om årets overenskomstforhandlinger. Mens forholdet mellem arbejdsgivere og arbejdstagere er blevet styrket siden 2018, har tilliden internt i fagbevægelsen været svækket og musketerernes sammenhold sat under pres.

»I forbindelse med udvælgelsen af vores krav var vi som forhandlingsfællesskab faktisk lige ved at gå fra hinanden,« fortæller Mona Striib, formand for FOA.

I dag strejker sygeplejerskerne på niende uge for bedre løn. Og selv om formanden for Dansk Sygeplejeråd (DSR), Grete Christensen, i sidste uge sagde, at »det indtil videre går meget godt«, er der stadig ingen løsninger at spore, og resten af fagbevægelsen har i hele forløbet været bemærkelsesværdigt stille.

Tavsheden skyldes ikke kun, at sygeplejerskerne som eneste faggruppe stemte nej til det indgåede overenskomstforlig. Det handler også om selve spillereglerne for offentligt ansattes overenskomster. Om hvordan kampen for »ligeløn« og kampagnen for at løfte de traditionelle kvindefag skaber splid på kryds og tværs af fagforeninger, mellem akademikere og sosu’er, mellem læger og sygeplejersker – og sågar mellem sygeplejersker og sosu’er.

Og det problem forsvinder ikke bare på den anden side af sygeplejerskernes konflikt.

»Det er et grundvilkår for fagbevægelsen,« siger Jakob Sand Kirk, som er tidligere ledelsesrådgiver i Fagbevægelsens Hovedorganisation, FH, og i dag er selvstændig strategisk rådgiver.

Den samme pose penge

Lige fra begyndelsen af årets overenskomstrunde har sygeplejerskernes kamp handlet om at få et markant lønløft. Sammen med andre kvindedominerede faggrupper som pædagoger, social- og sundhedsassistenter og jordemødre har de i kampagner kaldt på et opgør med den udskældte tjenestemandsreform fra 1969 og dens lønhierarki, der ifølge dem skaber en strukturel ulighed på det offentlige arbejdsmarked.

Indtil videre uden held. Trods mange års bestræbelser ligger faggrupperne stadig i den lave ende af lønskalaen, hvilket som bekendt er årsagen til, at 6.500 sygeplejersker lige nu ikke behandler patienter, men demonstrerer i gaderne iført røde T-shirts med påskriften: »Vi er mere værd«.

Mere end noget andet har årets overenskomsttema for de traditionelle kvindefag altså været ligeløn. Derfor var det også opsigtsvækkende, da lønmodtagernes modpart – Danske Regioners chefforhandler, Anders Kühnau (S) – midt under strejken erklærede sig enig med sygeplejerskernes utilfredshed og sagde, at han såmænd også havde tilbudt en udstrakt hånd.

»Under overenskomstforhandlingerne foreslog vi et væsentligt lønløft til sygeplejerskerne,« siger Anders Kühnau, til daglig regionsrådsformand i Region Midtjylland, til Information.

»Men det kunne vi ikke komme igennem med, da der ikke var enighed blandt lønmodtagerorganisationerne om, at sygeplejerskerne så skulle have meget mere end de andre. Den samlede fagbevægelse sagde nej,« siger Anders Kühnau, som dog afviser at gå i detaljer med forslaget.

Skarpt optrukket kan man altså sige, at ikke kun de offentligt ansattes arbejdsgivere står i vejen for et opgør med den manglende ligeløn – de offentligt ansatte gør i sidste ende også selv.

For at forstå den dynamik er vi nødt til at dvæle lidt ved en grundpræmis i de offentlige overenskomstforhandlinger: At alle kæmper om den samme pose penge.

Med den såkaldte reguleringsordning er det sikret, at lønudviklingen på det offentlige og private arbejdsmarked følges nogenlunde ad. De offentligt ansatte vil ikke sakke bagud i forhold til deres privatansatte kolleger, men de vil omvendt heller aldrig blive lønførende. Uanset hvor gode intentioner Anders Kühnau og andre arbejdsgivere måtte have, kan den pose penge, som de offentligt ansatte forhandler om, altså ikke blive større end den pose, som det private arbejdsmarked samlet set har fået.

Sagt på en anden måde: Skal sygeplejersker og sosu-assistenter have et markant lønløft, skal læger, lærere og akademikere give afkald på dele af deres ditto. Og her opstår rivegildet.

Grete Christensen har siden 2009 været forperson for Dansk Sygeplejeråd, og repræsenterer sygeplejerskene under deres strejke for bedre lønforhold.

Grete Christensen har siden 2009 været forperson for Dansk Sygeplejeråd, og repræsenterer sygeplejerskene under deres strejke for bedre lønforhold.

Philip Davali/Ritzau Scanpix

Fællesskabets solidaritet

Så når Danske Regioner som arbejdsgivere tilbyder at tilgodese én faggruppe som sygeplejerskerne, stiller det grundlæggende den samlede fagbevægelse i en vanskelig situation. I sidste ende er enhver fagforening jo sig selv nærmest.

Derfor mødte det også modstand internt i fagbevægelsen, da regionerne i år tilbød at favorisere Dansk Sygeplejeråd, fortæller kilder med kendskab til forhandlingerne.

Modstanden kom ifølge Informations oplysninger fra »en bred skare« af organisationer i forhandlingsfællesskabet, men særligt fra Danmarks Lærerforening og Akademikernes Centralorganisation (AC), en paraplyorganisation for 28 fagforeninger med akademisk uddannede.

»Særligt AC stiller sig altid meget kritisk over for de her puljer,« siger FOA-formand Mona Striib.

De puljer, som hun omtaler, er de såkaldte lavt- og ligelønspuljer. De indeholder midler til faggrupper på de laveste løntrin og til grupper med mindst 60 procent kvinder og en løn under gennemsnittet, eksempelvis sygeplejersker og sosu-assistenter.

Puljerne blev oprettet tilbage i 2018 og betyder, at fællesskabet afgiver omkring 0,3 procent af den samlede lønstigning til de omfattede faggrupper. Spørger man DSR og FOA, er puljerne det mindste, man kan gøre for deres medlemmer, som i årtier er blevet forfordelt.

Men andre faggrupper er mere skeptiske.

»Akademikerne har været mere og mere afstandtagende til at bidrage til den her ’skævdeling’, som de kalder det. Ligesom Danmarks Lærerforening har meget svært ved at acceptere dem, fordi de godt ved, at de ikke får noget fra de puljer,« siger Dansk Sygeplejeråds Grete Christensen.

»Så når Danske Regioner siger, at de gerne ville give sygeplejersker noget særligt, så siger andre, at de ikke vil acceptere, at puljerne til det bliver større. Og det er det spil, der er,« tilføjer hun.

I et ligelønsperspektiv er puljerne er imidlertid så små, mener Grete Christensen og Mona Striib, at de langtfra er nok til at sikre fair vilkår for de kvindedominerede fag.

»Hvis vi fortsætter i det her niveau, så går der nok 50 år, før vi er i mål,« siger Mona Striib.

På Akademikernes hjemmeside og på interne fora omtales puljerne som »skævdelingspuljer«, der skaber en ulige fordeling af den pose penge, som alle offentligt ansatte slås om. 

Lars Qvistgaard, formand for Akademikernes Centralorganisation, mener, at lavt- og ligelønspuljerne allerede »har fyldt meget ved de seneste overenskomster«. Så mens han har accepteret de nuværende puljer, mener han ikke, de skal være større.

»Vi synes ikke, det er den rigtige måde at gøre det på, hvis jeg skal være helt ærlig,« siger Lars Qvistgaard.

I stedet skal spørgsmålet om rekrutteringsvanskeligheder for de traditionelle kvindefag løses af arbejdsgiverne uden for overenskomstforhandlingerne ved fordelingen af lokale lønmidler, mener han. 

Adspurgt om ikke akademikerne burde udvise tilbageholdenhed ved et par overenskomster for at løfte de grupper, der har svært ved at rekruttere, svarer Lars Qvistgaard: »Det har vi gjort ved to overenskomster. Både ved denne overenskomstforhandling og den sidste var der en rekrutteringspulje og også en pulje til sygeplejerskerne.« 

Omvendt mener FOA’s Mona Striib, at akademikere, læger og lærere er helt gale på den, når de protesterer mod at reservere flere penge til de lavestlønnede grupper. Og heri består en af de konflikter, som »truer« forhandlingsfællesskabets solidaritet, siger hun.

»Det er en evindelig diskussion og en skarp uenighed internt i fagbevægelsen,« siger Mona Striib og kalder det »helt skævt« at kalde det skævdelingspuljer.

»Er der noget, vi har gjort i årtier i det offentlige lønsystem, så er det at skævdele, fordi vi altid giver mest til dem med de højeste lønninger og mindst til dem med de laveste lønninger. Det er godt, at vi langt om længe har fået hul på bylden med at få afsat nogle puljer. Men med forskellen på de generelle lønstigninger er de penge spist op, inden vi er kommet ud ad døren,« siger Mona Striib.

Med den pointe – at højtlønnede i kroner og øre får større lønløft end lavtlønnede – omtaler FOA-formanden en af de andre store uenigheder, som i årevis har skabt splid i fagbevægelsen på det offentlige område.

Samme del af kagen

Når det offentlige aftaler overenskomster, uddeles lønstigningerne procentvist. Enes arbejdsmarkedets parter eksempelvis om en generel lønstigning på fire procent, ja, så stiger alle fire procent i løn, uanset om de er HK’ere, sosu’ere, akademikere eller læger.

I kroner og øre giver det den største lønstigning til faggrupper med i forvejen høje lønninger. Og FOA, der repræsenterer en af de dårligst lønnede grupper, sosu’erne, har derfor længe krævet et opgør med den idé.

»Det er helt skævt, at alle får den samme stigning i procent. Der er jo pokkers til forskel på fire procents lønstigning i toppen og i bunden. Vi har i årevis talt for, at når vi aftaler generelle lønstigninger, så får alle – som i alle – samme beløb i lønloft,« siger Mona Striib.

Hos Akademikernes Centralorganisation er man knap så overraskende modstandere af det forslag.

»Det vil indsnævre lønforskellene mellem de forskellige faggrupper og betyde, at nogen vil få nominelt mere i løn end andre. Det synes jeg ikke er et retfærdigt princip. Vi har altid forhandlet ud fra, at alle skal løftes lige meget,« siger Lars Qvistgaard.

»Det sikrer, at vi alle får den samme del af kagen.«

I midten af diskussionen

Hvis vi skal opsummere, er det altså nemt at få øje på klassekampen, når fagbevægelsens musketerer forhandler overenskomst. Så simpelt er det dog alligevel ikke. Dynamikkerne betyder nemlig også, at faggrupper, som ellers på visse spørgsmål har sammenfaldende interesser, ender med at ryge i totterne på hinanden.

Under årets overenskomstforhandlinger var det således ikke kun sygeplejerskerne, som arbejdsgiverne havde tilbudt at favorisere i særlig grad. I slutningen af forløbet ønskede Danske Regioner at tilgodese sosu’erne, som også længe har haft svært ved at rekruttere.

Det var organisationerne i forhandlingsfællesskabet imod, herunder altså også Dansk Sygeplejeråd. To måneder senere udtalte Grete Christensen, at en social og sundhedsassistent så ville ende med nogenlunde samme løn som en nyuddannet sygeplejerske, selv om sygeplejersken har længere uddannelse.

En holdning, som faldt FOA-formand Mona Striib for brystet:

»Jeg fatter ikke, at man skal træde på andre faggrupper, der også kæmper for højere løn,« skrev hun på Twitter.

Hun uddyber i dag, at det »selvfølgelig giver en reaktion hos andre fagorganisationer«, når sygeplejerskerne både kritiserer, at de er blevet underkendt, men selv blokerer for nærmest det samme til en anden faggruppe.

»Nu skal jeg ikke være perfid, men man skal søreme passe på med at hoppe op på skulderen af nogen og så bagefter bede om at få mere selv,« siger Mona Striib.

– Har det gjort det sværere for jer at samle motivation til at bakke sygeplejerskerne op i deres konflikt?

»Det har det i den grad. Men vi bakker op om den fælles kamp, vi havde aftalt mellem alle organisationer, og det gælder også sygeplejerskerne.«

Til det siger Grete Christensen:

»Vi må bare konstatere, at hvis FOA får flere penge til at hæve lønningerne for deres medlemmer, så bliver det iøjnefaldende, at sygeplejerskers løn ikke følger vores uddannelsesniveau.«

Spørger man strategisk rådgiver Jakob Sand Kirk, bunder konflikten blandt andet i, at sygeplejerskernes interesser grundlæggende er tosidet. På den ene side står de sammen med pædagoger og sosu’er mod tjenestemandsreformen fra 1969 og kræver ligeløn. På den anden side er de lønmæssigt placeret højere end de faggrupper og ønsker derfor ikke lønstigninger udregnet efter kroner og øre frem for procenter. De befinder sig, forklarer han, i midten af diskussionen.

»Du har de lavtlønnede som sosu’erne på den ene side, og så har du akademikerne og lægerne på den anden side. Og så har du sygeplejerskerne midt i det hele, som kan have begge interesser, men som også ønsker en ligelønsdiskussion,« siger Jakob Sand Kirk.

»Hvis overenskomstforhandlingerne mere bliver en diskussion om løn i kroner og øre, får de ikke så meget ud af det som for eksempel sosu’erne. Hvor hvis det bliver en puljediskussion, får de meget mere ud af det.«

Op i hierarkiet

I sidste ende er der altså nogle begrænsninger i de offentlige overenskomstforhandlinger, som i selve sin grundform skaber konflikter mellem diverse fagforeninger.

Og det er netop forklaringen på, at sygeplejerskerne med deres strejke konsekvent har vendt blikket mod Christiansborg. Inden for overenskomstsystemet kan der laves »små justeringer« til mindre grupper, siger Grete Christensen, men pengene vil aldrig være nok til for alvor at rykke noget.

»Vi har hele tiden sagt, at præmissen er, at vi ikke skal tage penge fra nogle af de andre. Der skal komme penge udefra, som gør, at vi bliver flyttet op i hierarkiet. Sygeplejerskerne ville ikke have været i konflikt fem gange siden 1969, hvis vi i tjenestemandsreformen var blevet indplaceret ligesom folkeskolelærerne,« siger hun.

Også Danske Regioners chefforhandler, Anders Kühnau, mener, at muligheden ved forhandlingsbordet er »udtømt«, som han sagde tirsdag.

»Det er virkelig ærgerligt for os at se, at vi ikke kan gøre noget fra vores side for at finde en løsning,« sagde han til TV 2.

Regeringen har gentagne gange afvist at blande sig i konflikten, men har ligesom flere eksperter udtalt sig positivt om den lønkomité, som blev aftalt under årets forhandlinger. En samlet fagbevægelse står bag lønkomitéen, der blandt andet skal »analysere lønstrukturerne i den offentlige sektor« og »komme med en plan for, hvordan der kan rettes op på den ulighed, som tjenestemandsreformen har medført«.

Da lønkomitéen blev forhandlet på plads i forligsinstitutionen, mødte den også støtte fra ledelsen i Dansk Sygeplejeråd. Men forslaget blev altså efterfølgende forkastet af medlemmerne ved urafstemningen, og strejken har nu foreløbig sat arbejdet med lønkomitéen i stå.

Den lange bane

Mikkel Mailand, forskningsleder ved Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier på Københavns Universitet, mener, at »fagbevægelsens mulighed for at stå samlet ligger på bagsiden af den her konflikt«.

»Så har man mulighed for at samle tropperne og fokusere på arbejdet i lønkomitéen. Men det arbejde er også en stor udfordring. For hvem er det, der får for lidt? Der er mange andre end sygeplejerskerne, der vil påberåbe sig, at de får for lidt,« siger han.

Strategisk rådgiver Jakob Sand Kirk tror ikke på, at sygeplejerskerne får noget ud af deres nuværende strejke. Han mener derfor også, at de menige sygeplejersker bør acceptere lønkomitéen.

»Hvis de vil noget på længere sigt, skal de finde en fælles front med de andre kvinder, som samlet set ligger lidt lavere end mænd. De skal se det på den lange bane, og de skal stå skulder ved skulder med sosu’er, pædagoger og jordemødre. Det er de nødt til,« siger han.

»Alle de andre har jo meldt ud, at de ønsker en lønkomité. Og politisk er det ikke gangbart på Christiansborg bare at give til sygeplejerskerne. Der vil hurtigt komme et massivt pres fra de andre for også at få noget. Så de venner, man får ud af det, er så få, og fjenderne er flere.«

Mona Striib læner sig i høj grad også op ad lønkomitéen, som ifølge hende er afgørende for at nedbryde de uretfærdige lønstrukturer. Eftersom reguleringsordningen i dag står i vejen for markante løft af de lavtlønnede fag, er der brug for et mere »retvisende« billede af den offentlige lønudvikling, og det vil lønkomitéen kunne give, mener hun. 

Uden den er kampen for ligeløn skønne spildte kræfter. Det, der vindes i år, vil blive tabt næste år.

»Det er det, som Dansk Sygeplejeråd godt ved, men som er fuldstændigt umuligt at få sygeplejerskerne til at forstå: At det ikke nytter, at de lige nu strejker sig til at få et plaster på såret på måske 200 kroner om måneden. For de betaler det tilbage næste år via reguleringsordningen,« siger Mona Striib.

»Vi bliver nødt til at få den her lønkomité, det samlede analysearbejde med det nye lønindeks og finde ud af, hvad det nye grundlag skal være, og hvordan reguleringsordningen skal fungere.«

Grete Christensen er ikke uenig i, at en lønkomité er vejen frem. Tværtimod. Det var også derfor, hun indgik forliget med arbejdsgiverne, som hendes medlemmer ad to omgange nu har vendt tommelen ned til.

»Når man så mange gange har stemt nej til overenskomstresultatet, som sygeplejerskerne har, fordi de mener, at lønnen er for lav, så kan det være svært at tro på, at en lønkomité for alvor kan ændre på noget,« siger hun.

»Når en faggruppe som os grundlæggende er forkert indplaceret i lønhierarkitet, så kan vi ikke rykke ved det i fællesskabet. Og det er derfor, at vi nu mange gange har påkaldt os politikernes opmærksomhed.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvad med at Information.dk hjalp sygeplejerskerne og hele sundhedssektoren med at kritisere supersygehusenes katastrofale tilstand - beslutningsgrundlaget og ledelsesstrukturerne m.m., så der kan ske forbedringer af arbejdsmiljø o.a., fremfor at vrøvle klassekamp ind i denne (uddannelses)identitære knopskydning på en korrumperet fagbevægelses langsomme kamikaze? Det ender jo igen med at sygeplejerskerne må til egne lommer for endnu en partikulær, borgerlig strid om penge, mens konkurrencestaten kværner videre.

Niels G Madsen, Alvin Jensen, Kirsten Petersen, Marianne Stockmarr, Rolf Andersen, Helle Brøcker, Jan Fritsbøger, Lise Lotte Rahbek, Steen K Petersen, Erik Pedersen, Torben Skov, Niels-Simon Larsen, Holger Nielsen og Krister Meyersahm anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

‘Lønhierakiet’, siger hun. Ja, et sådant har vi jo, men det behøver vi vel ikke have. Hvad skal vi med det? Rigtig ligeløn, total ligeløn. Kom så!

Alvin Jensen, Carsten Munk, Kirsten Petersen, Ib Gram-Jensen, Holger Nielsen, Steen K Petersen, Hanne Utoft, Peter Beck-Lauritzen og Torben Skov anbefalede denne kommentar

"Rigtig ligeløn, total ligeløn", Niels-Simon Larsen. Næppe det, sygeplejerskerne strejker for?

John Kierans, Marianne Stockmarr og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Peter Høivang

@ Søren Dahl

Der er næppe mange, heller ikke sygeplejersker, der har overvejet total ligeløn.

Gennemsnitslønnen i DK med pension er 43.000 kr.

For en basis sygeplejerske med 10 års erfaring er det 35.000.

For Cepos sygeplejerske, hvor man tager månedslønnen med flest ulempetillæg og samtidigt blander special uddannet sygeplejersker og sygeplejerske konsulenter med, er lønnen 40.000 kr

Så sygeplejersker burde kunne se fordelen i at modtage en total ligeløn på 43.000 og så samtidig få den under uddannelse istedet for SU i de 3,5 år deres professions bachelor tager.

God ide!

Inge Lehmann, Alvin Jensen, Jan Fritsbøger og erene rusmann anbefalede denne kommentar
Leif Tullberg

Vedr. Sygeplejerske konflikten, politikerne bør ikke blande sig eller kommentere på konflikten..
Alle bør tænke på, at de eneste af de offentlige ansatte der ikke er tilfredse er sygeplejerskerne,
på trods af DSR har genforhandlet den aftale,
som DSR har oprindeligt har godkendt i de ordinære overenskomstforhandlinger.

Herudover har DSR også godkendt resultatet som er blevet forhandlet i forligs organisationen .

Men alligevel er sygeplejerskerne gået i strejke, det har de gjort mange gang før,
De mener de er noget særligt, bedre end alle andre offentlige ansatte.

Men sygeplejerskerne har siden år 1910 været en kamp organisation.
se link:

https://docplayer.dk/14749025-Sygepleje-og-politik.html#show_full_text

Hvis linket ikke virker, kopier og klik:

Herudover er der kommet en ekstra socialistisk kamp organisation på banen:

Aktivisterne, der kuppede sygeplejerskernes forhandlinger: »Vi har lagt planer – masser af planer«

Se link:
https://www.berlingske.dk/business/aktivisterne-der-kuppede-sygeplejersk...
FAKTA
Tidslinje: Sygeplejerskernes konflikt

25. marts: Sygeplejerskerne stemmer nej til OK21-forslaget ved den såkaldte urafstemning.

I løbet af de 14 dage op til 25. marts havde 53,6 procent af Dansk Sygeplejeråds (DSR) medlemmer stemt. Nej'et blev afgjort af 0,8 procent af stemmerne (omkring 300 sygeplejersker), da 47,3 procent stemte nej og 46,5 procent stemte ja.
I forslaget stod sygeplejerskerne sammen med de andre lønmodtagere til lønforbedringer på 5,02 procent frem til næste overenskomstforhandling.
18. maj: Forligsinstitutionen fremlægger mæglingsforslag.

For at afværge en konflikt, DSR havde varslet ville gå i gang 21. maj, fremlagde Forligsinstitutionen et mæglingsforslag, som både DSR og arbejdsgiverne havde sagt ja til. Forslaget er en »milepæl i kampen mod mere end 50 års lønefterslæb«, sagde Grete Christensen.
Her blev man blandt andet enige om at nedsætte en lønkomité, der skulle se på lønstrukturerne i den offentlige sektor.
Dertil omfattede forligsaftalen ifølge DSR forbedringer på fire konkrete punkter, dog ikke på lønnen, da ingen af de andre lønmodtagergrupper ville afgive lønstigninger til fordel for sygeplejerskerne.
14. juni: Sygeplejerskerne forkaster mæglingsforslaget.

Med 66,7 procent af stemmerne forkaster sygeplejerskerne mæglingsforslaget. I alt stemte 74,4 procent af de stemmeberettigede – altså markant flere end ved første afstemning.
Ti procent af sygeplejerskerne i regioner og kommuner varsler dermed at iværksætte strejke fra 19. juni.
19. juni: Sygeplejerskerne strejker

DSR udtager 5.400 sygeplejersker til strejke. Siden da er tallet faldet til cirka 4.750 sygeplejersker grundet etablering af nødberedskaber.
12. juli: Sygeplejerskerne optrapper konflikten – udtager flere til strejke.

DSR oplyser i en pressemeddelelse, at man 10. august tager yderligere 702 sygeplejersker ud til strejke.
»De områder, som nu bliver udtaget til strejke, er primært inden for planlagt kirurgi, anæstesi, opvågning, ambulatorier og nogle it-funktioner. Desuden rammes en del af de funktioner, som visiterer patienter videre til behandling andre steder,« oplyser DSR.
19. juli: Flere sygeplejersker varsles udtaget til strejke.

DSR oplyser igen i en pressemeddelelse, at de fra den 17. august til vil udtage yderligere 225 sygeplejersker til strejke.
Således vil der fra den 17. august være udtaget næsten 1.000 sygeplejersker mere, end der blev udtaget ved strejkens start, hvor det således forventes at næsten 6.000 sygeplejersker vil strejke.
Med udvidelsen vil DSR ramme områderne for »planlagt kirurgi«, oplyser de.
Kilde: dsr.dk

1.

Man kan undres over at syeplerskerne graver en sag op fra 1969.

2.

Hvis sagen er relevant hvorfor har i tusindvis så uddannet sig som sygeplerske.

3.

Der findes ikke belæg for at mandlige og kvindelige sygeplejersker aflønnes forskelligt .

4.

Hele sundhedsområdet trænger til bedre ledelse, der er for meget fagforenings styring.

5.

Det bør undersøges hvorfor DSR kæmpede i mange år for at begrænse uddannelsen af syeplersker..

6.

Alle dage har der været venstreorienterede aktivistiske bevægelser,
der har forsøgt at lamme den danske model,
mange af aktivisterne har være inspireret af kommunister,
som ikke har kunne bide sig fast politisk,
men i stedet har brugt arbejdspladserne til at få indflydelse,
gerne bag om ryggen af fagforeningerne.
7.

Fagforeningerne har en stor opgave i at holde deres medlemmer orienteret og lytte til medlemmerne.

8.

Det offentliges ansattes brug er den danske model, bliver skudt i sænk når nogen kortslutter de godkendte forhandlingsoplæg.

9.

Det offentlige er ikke en almindelig modpart, det offentlige kan ikke gå konkurs, derfor kan aktivister kortslutte processen.

10.

Nu vil aktivisterne fremprovokere et lovforslag og siden vil de kunne spille offerkortet,
men det er ingen god løsning…

Sygeplejerskerne strejker og vil have mere i løn, men hvorfor arbejder de så ikke på fuldtid, så de tjener mere? Omkring halvdelen af sygeplejerskerne arbejder på deltid – men hvis de arbejder på fuldtid, vil de i gennemsnit opnå en gevinst på lige over 93.000 kroner om året.

Øvelsen med at få flere sygeplejersker til at arbejde mere er dog tydeligvis ikke helt så enkel.

Tallet for gevinsten ved at arbejde på fuldtid fremgår af en større analyse, som Dansk Arbejdsgiverforening, DA, har udarbejdet. Analysen fokuserer på, hvilken betydning opdelingen i kvinde- og mandefag samt kvinders deltidsbeskæftigelse har for lønnen.

I analysen kommer DA frem til, at såfremt sygeplejerskerne arbejder på fuldtid, vil den gennemsnitlige årsløn stige fra 427.248 kroner til 492.309 kroner. Det svarer til en stigning i gennemsnitslønnen på godt 65.000 kroner.

For den enkelte sygeplejerske, der arbejder deltid med 30 timer om ugen, er den gennemsnitlige reduktion i årslønnen som følge af nedsat arbejdstid godt 90.000 kroner.

Når så mange sygeplejersker arbejder på deltid, og gevinsten ved at arbejde på fuldtid er så åbenlys, hvorfor er der så ikke flere, som gør dette?

Det skorter ikke på gode viljer hos arbejdsgiverne og på lønmodtagersiden. Dansk Sygeplejeråd påpeger, at der frem mod 2025 vil mangle 6.000 sygeplejersker. Her kan man så spørge, om en del af løsningen kan være at få flere sygeplejersker til at arbejde på fuldtid.

Citat fra Berlingske.

juli, 2021 - Vedr. Sygeplejekonflikten :

Bedste hilsen.
Leif Tullberg
Tidligere ADM i DSV, nu pensionist, brobygger,
Debattør, Venstremand.
Rendebækvej
Venslev 4050 Skibby.

Dorte Sørensen

Interessant forslag Gert Romme 20. august, 2021 - 04:35- men indvendingen vil sikkert være at så vil færre vælge en længere uddannelse, osv.....

Information havde en overgang ligeløn - kunne "vi" ikke få nogle erfaringer hvorfor det blev indført og hvordan det fungerede samt hvorfor det igen blev opgivet.

Min tanke var mere, at fagbevægelsen nok burde splittes organisatorisk op igen så ikke et flertal af fagforbund kan blokerer for andre forbund. Ellers skal musketereden fast indbygges.
Men regeringen bør/skal se at få ændret de lønrammer Folketinget vedtog i 1969 - det må være den bedste løsning og det skal ikke være ved en nulsumsløsning.

erene rusmann

Nu begynder fagbevægelsen at røre på sig. Idag er der støttedemonstration for de strejkende sygeplejersker i Mette F's hjemby Aalborg. Arrangeret af de lokale 3F, Malernes fagforening og Fødevareforbundet. Måske en enlig svale - måske begyndelsen på noget større?

Inge Lehmann, Alvin Jensen, Inger Pedersen, Marianne Stockmarr, Dorte Sørensen, jens christian jacobsen og Nike Forsander Lorentsen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Gert Romme
Vi er ikke uenige om, at livsløn og uddannelsesmuligheder bør være mere lige også fra begyndelsen så de der begynder en uddannelse får en løn de kan leve for og derved en lavere løn når de er færdiguddannet så deres livsløn passer mere med de mindre uddannede.
På den måde så må det også være mere lyst,interesse og formåen der få folk ind til de forskellige uddannelsesniveauer og ikke drømmen om et "liv i luksus og status".

Min bemærkning var ikke en kritik , nærmer interesse for forslaget.

Inge Lehmann, Holger Nielsen, Peter Høivang og Jan Fritsbøger anbefalede denne kommentar
jens christian jacobsen

Den danske model er det særlige danske system for regulering af løn- og arbejdsvilkår på arbejdsmarkedet gennem kollektive aftaler. Afgørende er her, at organisationerne har en høj grad af selvregulering, således at lovgivningen spiller en begrænset og fortrinsvis understøttende rolle. So far.
Modellen er i stigende omfang blevet kritiseret for ikke at være fulgt med samfundsudviklingen, bl.a. at interessekonflikter ikke længere ’bare’ kan løses i mindelighed. Det er måske derfor at den danske model er blevet til en dobbeltreguleringsmodel, hvor mange af velfærdsstatens gode som fx barsel, pension og uddannelse i forvejen er blevet lovgivningsområder.
Udover bureaukratisering af aftalesystemet medfører dobbeltreguleringen langt større mulighed for politisk kontrol med overenskomsterne. Det er derfor, at flere og flere mediernu råber op om ’regeringsindgreb’ osv i sygeplejerskekonflikten. Desuden er modellen presset af EU-lovgivning og af den såkaldt vandrende arbejdskraft der sjældent er omfattet af modellen. Senest med konflikter i de store sygehusbyggerier og ved bygning af metroen.
En af modellens vigtigste gevinster fra ’70erne og fremefter var at sikre en stor opslutning om fagforeninger og arbejdsgiversammenslutninger. Her ser gevinsten ud til at være kraftig svækket gennem udbredelsen af individuelle løn- og aftalevilkår på arbejdspladserne. Resultatet begynder allerede nu at tikke ind. Indtil videre mest i borgerlige medier (Berlingske, TV2, Jyllandsposten), at Danmark i stedet skal indføre en reguleringsmodel baseret på lovgivning. Og med fagforbundenes manglende solidaritet og ideologien om hver-m/k-sin-kamp er det måske ikke en så tosset ide. Så kan arbejdskonflikter ende med fængselsstraffe til opsætsige sygeplejersker. Det kan være det kan fremme den gamle solidaritet på tværs af fag og uddannelser.

Jan Fritsbøger

jeg mødte engang en lægestuderende, og vi faldt i snak om hans uddannelse, adspurgt om begrundelsen for valget, var det entydige svar at den gav gode karriere muligheder, og at hans karakterer gjorde det muligt at komme ind,
men ikke et ord om at have med mennesker at gøre, eller om at hjælpe, og intet som antydede interesse for faget,
så derfor sagde jeg at jeg var bange for at han ikke ville blive en god læge, og begrundede dette,
og jeg er ikke i tvivl om at der er noget om snakken, for jeg har jo mødt den slags læger,
som typisk er overlæger men helt ligeglade med patienterne, de er typisk døve for hvad patienten selv mener, og arrogante med udpræget hang til at bestemme egensindigt, ( jeg alene vide attitude )
men en anden tilgang til uddannelse og livsløn, hvor ingen fristes til at vælge en uddannelse ud fra rigdomspotentialet, men alene ud fra interesse og faglig motivation ville give en langt mere kompetent arbejdsstyrke,
og samtidig mere tilfredse mennesker, og er det ikke trivsel der burde give mening i livet, i stedet for stupide ønsker om rigdom og vækst i overforbruget.
giver det ikke langt mere mening at vi indretter samfundet så befolkningen bliver engagerede mennesker med empati og solidaritet,
snarere end grådige egoister der er sig selv nok og slås ( konkurrerer ) om at skaffe sig flere og dyrere besiddelser og endnu mere meningsløst overforbrug og prestige, det indre er vel egentlig vigtigere end det ydre.

Holger Nielsen, jens christian jacobsen og Peter Høivang anbefalede denne kommentar
Peter Høivang

@ Leif Tullberg

Der er mange ting du har misforstået som ellers er blevet rettet i medierne og på debatsider, bla. her på information.

Jeg vil dog svare på et af dine spørgsmål/misforståelser.

"Når så mange sygeplejersker arbejder på deltid, og gevinsten ved at arbejde på fuldtid er så åbenlys, hvorfor er der så ikke flere, som gør dette?"

Fordi der er en økonomisk/personale mæssig fordel, at have folk ansat på deltid.

Der er virkelig få stillinger udbudt som fuldtid indenfor det offentlige, især hvis man arbejder med syge/handicappede/ældre.

Søg på Jobindex på sygeplejerske og se hvor få stillinger der er udbudt til 37 timer.

De fleste der er, er udbudt fra private virksomheder som konsultationssygeplejerske, hvor lønnen også er bedre.

De private har ikke problemer med, at skaffe sygeplejersker, måske fordi de udbyder 37 timer?

Det er jo helt i Venstres ånd, at få privatiseret sundhedstilbud i DK, ved at udvande løn og vilkår i det offentlige for så at udbygge den private sektor med bedre løn og vilkår.

Inge Lehmann, Holger Nielsen, Jesper Frimann Ljungberg, Alvin Jensen, Inger Pedersen, jens christian jacobsen og Jan Fritsbøger anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Man får nu indtryk af, at den klassekamp føres internt i DSR, hvor man har fravalgt at sikre den bedre grundløn, som måske ville have trukket de manglende elever til, for i stedet at satse på det, der kan give seniore sygeplejersker med specialiserede opgaver mere i lønningsposen.
Det er jo ikke voldsomt solidarisk.

Holger Nielsen, Hanne Utoft og jens christian jacobsen anbefalede denne kommentar

Som jeg har forstået det, så var i 1969 forskellen på læreres og sygepljerskers grundløn ikke stor. Siden har sygeplejerskerne = DSR arbejdet på ved overenskomstforhandlingerne at tillæg er det vigtigste, hvor lærerne har fundet det vigtigst at få grundlønnen ed, så alle tilgodeses. Det er så DSR's valg, men så klinger det meget hult at de nu råber op om at deres grundløn ikke er fulgt med. Jeg kan kun se, at de ligger som de selv har redt.
Solidaritet fra min side, nej. De er usolidariske i den egenrådighed, de udviser efter overenskomstforslaget, der blev vedtaget af alle andre end DSR.
Og så bryder jeg mig ikke om DSR's overordnede indstilling om at sygeplejersker er de bedste til alting. Mange steder er det eks. lykkedes at skubbe social- og sundhedsaasistenter ud på sidelinjen eller helt undgå at de kommer ind.
Mht. løn under uddannelse husker jeg den store glæde, der blev udtrykt, da uddannelsen blev gjort til et studium. Nu var man ikke bare elev, men meget finere, nemlig studerende. Uanset så er sygepleje et håndværk. Et håndværk, der kræver en god teoretisk ballast (hvad en del andre håndværk gør), men også meget praktisk viden.

Holger Nielsen, Hanne Utoft, Jens Christensen, Martin Kristensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Peter Høivang

@ Lone Hansen

Du har ikke forstået det korrekt.

Sygeplejersker var i 1969 placeret langt lavere end lærerne.

En simpel søgning på tjenestemandsreformen vil kunne give dig et mere kvalificeret indblik i situationen.

Din floskler om grundløn og tillæg giver heller ikke mening, da tillæg udregnes fra grundløn.

Derudover kommer der en masse rygter og antagelser som ikke er værd at svare på

Krister Meyersahm

Tillæg for særligt ansvar, ekstra kvalifikationer, arbejde udenfor dagtimer o.a., honoreres i alle brancher. Det har da ikke noget med grundløn at gøre.

Hvis man ikke vil punge ud, altså skattebetalerne, skal man heller ikke forvente at få besat de mere end 4000 ledige stillinger der allerede er og heller ikke de 5000 stillinger der er behov for i de nærmeste år.

Inge Lehmann, erene rusmann og Peter Høivang anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Jeg kunne godt tænke mig at vide, om sygeplejerskerne er en om ikke andet så dog en lille smule revolutionær gruppe. Det kan også være, at de bare vil have et par klatskillinger, og når de har fået det, så er de ligeglade med andre på samme måde, som andre er ligeglade med dem. Nogle må vel tænke lidt dybere i denne situation.
Hvorfor skal jeg hjælpe dem? Er de solidariske med mig? Her tænker jeg ikke kun i penge, men i retfærdighed.
Jeg håber det bedste for sygeplejerskerne og de nok også for mig, men hvad det skal betyde i praksis, synes jeg, vi skal til at finde ud af.

Pia Nielsen, Holger Nielsen, Hanne Utoft og Per Dørup anbefalede denne kommentar
erene rusmann

Niels-Simon Larsen. Revolutionær gruppe? Klatskillinger? Taler du med til os sygeplejersker? Solidarisk med dig? Ja - hvis du er underbetalt kvinde eller afghansk flygtning eller ikke bruger gift i din have eller sælger "Hus forbi". Men nej hvis du er AC-er eller overlæge. Jeg håber også det bedste for dig!

Niels-Simon Larsen

Erene Rusmann: Hvem skal man være solidarisk med? Godt spørgsmål.
Fagbevægelsen, som sygeplejerskerne også er en del af, vil først og fremmest have god løn og gode arbejdsforhold. Derefter kommer solidariteten. Når I taler om ligeløn, er det nok inde for den bestående forståelsesramme, og ikke sådan, at vi alle skal have den samme løn. Det synspunkt står jeg for, men det gør I ikke. I vil bare have noget mere i lønningsposen, og det vil de andre grupper også, og derfor slås grupperne mod hinanden. Den oprindelige solidaritet er gået tabt for mange år siden. Ydermere er enhver lønforhøjelse et angreb på naturen, men det taler fagforeningerne ikke om, desværre, og det må skyldes, at ingen har børn, der skal have en fremtid.

Peter Høivang

@ Niels

Hvad er ligeløn?

Er det, det samme som at alle får gennemsnitslønnen, som jeg tidligere har antaget.

Hvis det er, så vil langt størstedelen af sygeplejerskerne få mere i løn med det samme og over et helt arbejdsliv vil alle sygeplejersker (måske med undtagelser af de højest betalte ledere), få markant mere i løn.

Det tror jeg de fleste sygeplejersker vil sige ja tak til. Jeg ved ikke helt med fagbevægelsen.

Niels-Simon Larsen

Peter: På Information var der ligeløn en lang årrække med Ejvind Larsen som chefredaktør. Alle fik samme løn. Det kunne have bredt sig, hvis sand velfærd og ikke penge havde været hovedsagen.
Hvis vi nogen sinde når frem til det bæredygtige samfund, bliver der også indført ligeløn der - i den grad der overhovedet er brug for penge.
Det er svært at indføre borgerløn nu, da fixeringen af penge er så stor, og lysten til at lave et retfærdigt samfund er så lille.

Som jeg ser sygeplejerskegruppen, er den ikke særligt politiserende. De vil have penge. De bliver klemt i det faglige system, hvor smedene traditionelt står øverst i pyramiden og først får forhandlet deres løn på plads.

Set med samfundets briller er det dumt at gøre sygeplejerskerne kede af at være sygeplejersker. Enhver der har været på hospitalet, forstår det - men sådan er kapitalismen.

Inge Lehmann, Inger Pedersen, Pia Nielsen, Holger Nielsen, Peter Høivang og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar

"Og med fagforbundenes manglende solidaritet og ideologien om hver-m/k-sin-kamp er det måske ikke en så tosset ide. Så kan arbejdskonflikter ende med fængselsstraffe til opsætsige sygeplejersker. Det kan være det kan fremme den gamle solidaritet på tværs af fag og uddannelser."

Fantastisk galgenhumor. Tak for dén.

Peter Høivang

Tak for svar Niels.

Det tyder på, at jeg er med på ideen om lige løn.

En sygeplejeske får under uddannelsen SU - en takst der er halvt så stor som elevlønnen på håndværkeruddannelserne. Elevlønnen blev, så vidt jeg husker, solgt ud for mere i løn til sygeplejeskerne under Kirsten Stalknecht. Ikke meget solidaritet der.

Uddannelsen har lange praktikforløb hvor det kan være svært samtidigt at have et studiejob. Der ud over er der strammet op på kravene til hvis man skel opretholde en SU på et studie.

"Begynder du på en ny videregående uddannelse og får SU, mens du læser, må du højst være 6 måneder forsinket i uddannelsen (svarende til 30 ECTS) i forhold til det antal SU-klip, du har fået til uddannelsen. Bliver du forsinket mere end 6 måneder, vil din SU blive stoppet. Reglerne tager højde for den ujævne fremdrift, du kan have på en professionsuddannelse." (https://www.ucn.dk/uddannelser/sygeplejerske/adgangskrav-og-optagelse/su...)

Hvis man vil rekrutere flere kunne man jo lempe på disse forhold og starte med at indføre elevløn på uddannelsen igen.

Hvis man vil rekrutere flere kunne man jo lempe på disse forhold og starte med at indføre elevløn på uddannelsen igen ved et evt. forestående regeringindgreb.

Niels Christian Sauer

De lavtlønnede sygeplejersker, de, der leverer kerneydelsen, er blevet svigtet til fordel for dem, de laver alt muligt andet - ikke blot af samfundet og politikerne, men også af deres egne.

En fjerdedel af sygeplejerskene tjener over 45.000 om måneden. 5% af sygeplejerskerne tjener over 55.000 om måneden. DSR har frabalgt l'ft af grundlønnen ved de sidste fire overeeskomstforhandlinger.

DSR har accepteret en dødsyg incitamentstruktur, som lægger alle pengene i de funktioner, der har mindst med kerneydelsen at gøre. Til gengæld har vi fået en hel masse diplomer, masters, kandidater og ph.d 'er.

Nu til dags virker strejker mere som et skuespil, end den "ægte" vare. Sygeplejerskerne kunne vælge forsætte strejken nu, og så give den "The Full Monty." Så kunne det jo være, at regeringen var mere lydhør! Men så sætter de vel militæret ind, eller noget andet uhemult!

Niels G Madsen

@Kim Cort, ja det kan også tænkes at de straffes dobbelt med henvisning til at de udnytter corona-situationen.

Man ser vel gerne at lønmodtagere henlægger eventuelle arbejdsnedlæggelser til perioder hvor der er mindst brug for deres arbejdskraft. Det kaldes samfundssind.