Generationskonflikten
Læsetid: 8 min.

De unge mangler nogen til at tale deres sag. Det blev tydeligt under coronakrisen

Krise efter krise og reform efter reform har vist, at de unge er blevet det aldrende samfunds store tabere. Flere initiativer har forsøgt at ændre på situationen ved at organisere de unge, men hidtil uden held
Kristian Cedervall Lauta var i sin tid med til at stifte organisationen Yngresagen. I dag er han professor i retsvidenskab og prodekan på Københavns Universitet.

Kristian Cedervall Lauta var i sin tid med til at stifte organisationen Yngresagen. I dag er han professor i retsvidenskab og prodekan på Københavns Universitet.

Emilie Lærke Henriksen

Indland
4. august 2021

En lille gruppe unge ville i 00’erne opbygge en modpol til Danmarks stærkeste lobbyorganisation, Ældre Sagen.

Gang på gang havde de set, at store velfærdsreformer gik uden om de unges interesser og i stedet prioriterede penge til andre grupper i samfundet. De unge generationer havde brug for en lobbyorganisation, der kunne påvirke politikerne og sikre, at ungdommen ikke blev glemt, når samfundets goder skulle prioriteres.

»Yngresagen udfordrer Ældresagen,« lød overskriften i medierne, da foreningen blev lanceret.

»Vi blev en modvægt i cirka et kvarter, og så fejlede vi nok efter det,« siger Kristian Cedervall Lauta, der i dag er professor i retsvidenskab, prodekan på Københavns Universitet og i sin tid var med til at starte Yngresagen.

I dag er Yngresagen gået ned. Ifølge Wikipedia blev foreningen i 2017 erklæret insolvent. Til sammenligning havde Ældre Sagen 910.580 medlemmer og en årlig indtægt på en kvart milliard kroner ved udgangen af 2020.

Er der tale om en kamp mellem generationerne, bliver den altså på lobbyfronten udkæmpet på nogle meget ulige vilkår. Og det er næppe uden betydning, når der skal laves velfærdsreformer, og når der diskuteres prioriteringer i sundhed. Når den ældre generation af husejere nyder tilværelsen som politisk urørlige velsignet med gigantiske friværdier, rentefradrag og årlige prisstigninger på langt over et ungt menneskes årsindkomst, mens de unge bliver holdt ude af boligmarkedet i de store byer.

Mens finanskrisen særligt ramte de unge ufaglærte hårdt, har coronakrisen ført til udbredt mistrivsel, social isolation og dårlig fjernundervisning i kampen mod spredningen af en sygdom, der viste sig stort set kun at være farlig for de ældre. Og kompensationen? Den er udeblevet. 

»Vi ved fra andre kriser rundt om i verden, at dem, der i forvejen har de ringeste vilkår, er dem, der bliver ramt hårdest. Ungdommen er dem med de dårligste boligforhold og de løseste sociale forhold,« siger Kristian Cedervall Lauta.

»Unge mennesker er den gruppe, der har haft den mindste risiko ved den her sygdom. Samtidig er det dem, der er mest afhængige af servicesektoren og derfor er blevet først fyret. Så de har stået uden arbejde på få kvadratmeter, og samtidig er det ikke grundlæggende deres interesse, vi som samfund har varetaget med alle de her restriktioner.«

Foruroligende stille

Da krisen brød ud, og samfundet lukkede ned, skete det bredt og med meget få undtagelser. Men da man åbnede samfundet igen, blev det tydeligt, at nogle særinteresser var bedre til at sætte sig igennem end andre, påpeger Kristian Cedervall Lauta.

Der blev løftet restriktioner for storcentre og cafeer, før gymnasieeleverne fik lov til at komme i skole igen, og de videregående uddannelser blev først åbnet, da stort set alle var gået på læseferie.

Kristian Cedervall Lauta har skrevet bogen ’Katastrofer – og hvad de kan lære os om os selv’.

Emilie Lærke Henriksen
De forskellige politiske partier havde særinteresser med sig ind i forhandlingslokalet, og bag kulisserne forsøgte lobby- og interesseorganisationer at sikre sig indflydelse. Der var bred enighed om at være bekymrede over unges dårlige trivsel og stigende sociale isolation, men alligevel endte de bagerst i køen.

»Når vi er i kriser og katastrofer, er det ligesom, vi putter det negativ, samfundet er, ned i fremkaldervæsken, og så ser vi nogle ting meget klart,« siger Kristian Cedervall Lauta, der har skrevet bogen Katastrofer – og hvad de kan lære os om os selv om netop det fænomen.

»Hvis vi bruger COVID-19 som fremkaldervæske til at se på unges stilling, så synes jeg, vi får et meget klart billede af, at unge hverken er gode til at få deres interesser varetaget eller at få det til at give politiske konsekvenser. Så selv når interessevaretagelsen er fejlet, så er de ikke gode til at lave politisk støj eller gøre opmærksom på den ubalance, de mener, der er sket,« siger han og tilføjer:

»Der har jo egentlig været foruroligende stille.«

Politikken følger ikke med

35-årige Olav Hesseldahl har også forsøgt at fremme ungdommens sag.

Han var med til at stifte Ungdomsbureauet i 2013 og tage initiativ til Ungdommens Folkemøde, der i 2019 samlede 25.000 unge i Valbyparken.

At de unge endte bagerst i køen, da samfundet skulle lukkes op efter corona, var ifølge Olav Hesseldahl slet ikke overraskende.

»Vi har set det med det sidste årtis reformer. Det er, som om der altid bare er en generationel slagside, så det ikke kommer vores unge til gode,« siger han.

»Kommunikationen var i det hele taget helt skizofren. Man går og hidkalder sig børnene og de yngre generationer som noget særligt vigtigt, men når det kommer til politik, så følger det ikke med,« siger han.

Ungdomsbureauet blev startet, mens Yngresagen stadig eksisterede, og fravalgte fra starten at fokusere på den politiske interessevaretagelse. I stedet opbyggede stifterne en projektorganisation, hvor unge kunne mødes og lave projekter med andre unge, uden at de behøvede at komme fra organisationer eller partier. I dag har bureauet 22 ansatte, en millionomsætning og en masse projekter, der skal øge unges samfundsengagement.

»Vi har ikke fokuseret på beslutningstagere, for det tager enormt langt tid, og de penge, vi kunne hente, var til projekter. Det var svært at hente penge til at være interesseorganisation. Vi fokuserede på mobilisering, og så håbede vi, at Yngresagen ville tage vores ting videre ind på de bonede gulve,« siger Olav Hesseldahl, der tidligere i år trak sig fra arbejdet i en erkendelse af, at det med »fire børn og et fastforrentet obligationslån« nok var på tide at give stafetten videre til yngre kræfter.

At Yngresagen endte med at gå ned er »pisseærgerligt«, mener Olav Hesseldahl.

»Men det er et meget godt billede på, hvordan det står til med ungdommens dagsorden.«

Girokort og fitnessfordele

Både Olav Hesseldahl og Kristian Cedervall Lauta peger på, at der er store udfordringer forbundet med at organisere de unge. Perioden, hvor unge er politisk bevidste, er markant kortere end hos ældre, og de er sværere at få fat i – mens Ældre Sagen ikke er i tvivl om, hvor girokortene skal sendes hen.

»Da jeg blev 30, fik jeg det første brev fra Ældre Sagen, hvor de prøvede at rekruttere mig. Hele deres rekrutteringsbase er meget bred. Nogle går med, måske allerede når de bliver 60, fordi der er fitnessfordele og andre rabatordninger. Vinduet for de unge er bare meget mindre, og deres måde at leve på er meget mere flygtig,« siger Olav Hesseldahl.

Ifølge Kristian Cedervall Lauta er der også noget ved synet på ungdomslivet, som gør det sværere at få de ældre generationer til reelt at bakke op om forbedringer.

»Ungdommen er en station på vejen videre i livet. Alle i samfundet kan blive enige om, at vi gerne vil give gode vilkår til de ældre. Men dem, der er kørt forbi ungdomsstationen, har ikke nødvendigvis en politisk interesse i, at det også skal være lækkert at være der,« siger Kristian Cedervall Lauta.

Det lykkedes altså aldrig Yngresagen at knække koden og blive til en bæredygtig organisation med stærk økonomi.

Paraplyorganisationen Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) har igennem årene gjort en stor indsats for at løfte de unges dagsorden igennem kampagner og har også politiske konsulenter, der laver politisk varetagelse. Og unge kræfter med en baggrund i erhvervslivet har netop stiftet organisationen Saga, der har ambitioner om at blive »den største ungdomsorganisation i Danmark inden for meget kort tid« og vil organisere unge omkring en række enkeltsager.

Ifølge Kristian Cedervall Lauta er der et stort tomrum for unges interessevaretagelse:

»I et perfekt demokrati er det ikke særlig sundt, at vi skal definere interesser ud fra noget biologisk betinget – i dette tilfælde alder. Men hvis faktum er, at det allerede sker for de ældre igennem Ældre Sagen, og for den generation, jeg selv tilhører nu – de midaldrende på arbejdsmarkedet – igennem fagbevægelsen og interesseorganisationer, så er der også brug for nogen, der kan varetage ungdommens interesser,« siger han.

Fundamentet i stykker

Ser man på den demografiske udvikling, risikerer udviklingen at blive endnu mere skæv for de unge i de kommende årtier. Mens den gennemsnitlige dansker var 31 år i 1950, er denne 42 i dag. En prognose i Magisterbladet har på baggrund af tal fra Danmarks Statistik anslået, at der i 2040 vil være 2,5 gange så mange ældre stemmeberettigede over 60 end unge under 30.

»Det er derfor, jeg synes, man burde gøre noget ved det helt strukturelt. Der er jo noget, der er i stykker i fundamentet for samfundet. Jeg ville ønske, der var nogle politikere, som så det,« siger Olav Hesseldahl.

For når alt kommer til alt, kan simple demografiske kalkuler forklare, hvorfor politikere både nu og i fremtiden vil se flere fordele ved at varetage ældres interesser frem for de yngres. En undersøgelse fra professor Kasper Møller Hansen for Altinget på baggrund af data fra Kantar Gallup og Epinion viste tidligere i år, at 42,9 procent af Socialdemokratiets vælgere er pensionister – til sammenligning er 14,3 procent arbejdere og 8,2 procent studerende.

»Når de har 100 kroner og skal fordele dem, så tror jeg da, at det er meget simpelt for dem at se, hvor de får flest vælgere for pengene,« som Olav Hesseldahl formulerer det.

Den aldrende befolkning er en tendens over hele den vestlige verden – og de demokratiske udfordringer med repræsentationen af unges dagsordener følger med.

Boris Johnson havde fået fire ud af 650 pladser i det britiske parlament, hvis det havde stået til de unge mellem 18 og 24, mens også Brexit blev stemt igennem af den ældre generation.

En udvikling, der har fået den britiske professor i politik ved Cambridge Universitet David Runciman til at foreslå, at man sænker valgretsalderen til seks år.

Men i virkeligheden burde man gå meget mere radikalt til værks, mener Olav Hesseldahl:

»Jeg har selv foreslået, at man får valgret, når man bliver født, ud fra det argument, at når man bliver født ind i et samfund, så har du også en stemme. Om du så er ét år og ikke har en mundtlig stemme, så har du nogle forældre, der kan repræsentere dig. Så jeg vil radikalisere det. Det skal ikke være seks år, men fra man bliver født,« siger han.

»Eller hvorfor ikke tage valgretten fra dem, der er over 70 år? Jeg synes godt, man kan arbejde med de her yderpunkter.«

– Hvad skulle argumentet være for at fratage valgretten for folk over 70 år?

»Det lyder måske lidt hårdt, og mine forældre er 71 år og sikkert ikke enige. Men du træder jo ind i livets efterår, så hvorfor skal du være med til at bestemme over de næste ti års reformer? Hvorfor skal min farmor på 93 år være med til at beslutte det?« spørger Olav Hesseldahl.

Serie

Generationskonflikten

Corona var farlig for de gamle, men den gik også hårdt ud over de unge. De måtte i mere end et år leve med hårde restriktioner for at passe på deres ældre medborgere. Og imens førte krisepolitikken til stigende aktie- og boligpriser, der fik den økonomiske ulighed mellem gamle og unge til at vokse yderligere. I denne serie undersøger Information den generationskonflikt, som mange længe har talt om, og som blev skærpet under coronakrisen

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels G Madsen

Tja, Hanne.. ;-)

Det er nok nok et spørgsmål hvems behov for tillid vi taler om her.

Tillid er kun godt så længe den står mål med statens troværdighed. Man kunne måske lave en omvendt Machiavelli halv skrue og sige at det er godt hvis borgerne kan have tillid til magthaverne, men det vigtigste er at magthaverne frygter borgerne.

Jeg tror at det ville være bedre hvis danske politikere frygtede borgerne langt mere end de gør nu, og her taler jeg deværre ikke om frygt for bare ikke at blive genvalgt.

Men den kamp tager jeg ikke, for jeg ønsker fortsat at kunne leve, og jeg er ikke længere parat til at ofre en bøjet 5-øre på Danmark og danskerne (som i min terminologi ikke er det samme begreb som borgere og mennesker), og da slet ikke min tilbageværende frihed. Jeg er den der er skredet fra dødsboet.

Niels G. Madsen, tag det ikke personligt - men det ærgrer mig hver gang det må konstateres at endnu en progressiv tjekker ud. I øvrigt enig i at det ville være en stor fordel for den politiske repræsentation i Danmark, hvis den var klar over at politikkerne før eller siden får korporlige konsekvenser for også den selv (et lidt andet og mere nøgternt frygtrationale) og dens medlemmer - men der er ikke rigtigt grundlag for at en sådan erkendelse kan trænge ind i det eksisterende magtkredsløb.

Niels G Madsen

Hanne Utoft, det tager jeg ikke personligt, og selvfølgeligt er det på sin vis ærgerligt. Men efter at have levet i 12 år med politikerns konstante chikane helt inde på mig og min families liv så kan jeg ikke mere. Jeg bliver slidt op, og jeg bliver simpelthen nød til af immigrere, for ellers ender jeg med enten at blive syg eller at begå "forbrydelser" mod staten, og det er jeg ikke "helt" nok til for jeg vil trods alt hellere leve med den frihed jeg stadig har tilbage.

Måske vi jeg så igen en dag kunne høre ordet "politiker" uden per automatik at tilføje endelsen "-svin" i tankerne, og ikke længere drømme om at brække næsen på den næste toppolitiker jeg måtte være så uheldig at støde på.

Jeg føler mig helt enkelt chikaneret ud af mit fødeland, og jeg tror aldrig at jeg vil kunne tilgive de ansvarlige danske politikere og disses vælgere, og selv om det er umodent, så ønsker jeg dem en god portion l..rt hver dag resten af deres liv. Så jeg bliver nød til at checke ud af Danmark, for jeg har kun alt at tabe ved at blive.

Niels G. Madsen, kunne du konkretisere hvad det er for hændelser, som har afstedkommet denne udvikling i din tilværelse?

Sylvester Pedersen, du gør selv den kæmpe fejl, at du generaliserer over en hel ældre generation. Jeg har aldrig sagt at ungdommen bare kan tage sig sammen. og jeg er ret ligeglad med dem, der rent faktisk opfører sig så tåbeligt, da det mere er et tegn på deres egen uformåenhed. Det kunne du måske lære noget af.

Ja, konsekvenserne af corona og den delvise nedlukning har været forskellige for os alle. Nogle er endda døde af det. Så skulle vi ikke få styr på proportionerne.

Niels G Madsen

Hanne Utoft, ja det kan jeg sagtens konkretisere: Min kone (som er af ikke-vestlig oprindelse) og jeg har været gift igennem 12 år, og har nu to børn sammen hvor den ældste nu er 9.

Vi har i al den tid gjort alt efter bogen for at hun skulle få permanent opholdtilladelse. Men da politikerne ændrer kriterierne (med tilbagevirkende kraft lige så tit som de lyver, har hun stadig ikke mulighed for det. Dermed har hun ingen sikkerhed hvis der sker mig noget.

Og hver gang vi nærmer os muligheden laves reglerne om igen. Tilmed er vores ældst barn nu så stor at han forstår hvad politikerne siger om ikke-vestlige, som hans mor, i radioen.

Der er den korte historie, som ikke engang kommer ind på groteskt bureaukrati og de mange, mange tusinder vi har betalt til staten i diverse fornyelsesgebyrer m.m., samtidigt med at vi ikke er dækket af de almindelige sociale goder som alle andre, herunder nytilflyttede EU borgere.

René Petersen

@ Rikke Nielsen
Du har øjensynligt fået min kommentar galt i halsen. Jeg påpegede blot, at din afvisning af de unge med henvisning til velfærdsydelserne her i landet er absurd, da den hviler på en logik som medfører, at ingen i det danske samfund har lov gøre indsigelser mod samfundsudviklingen, da vi alle på den ene eller anden måde har gavn af velfærdsydelser. Dernæst understregede jeg, at nutidens unge næppe får samme muligheder for at blive subsidieret af statskassen som dagens velstillede ældre, fordi vi og fremtidige generationer skal betale en gæld som andre har oparbejdet og undladt at betale af på. Ingen steder nævner jeg d i t CO2-aftryk.

@ Hanne Ultoft
Unge og andre økonomisk dårligt stillede har betalt en uforholdsmæssig stor del af regningen for de seneste årtiers reformraseri. Det kan ikke bestrides. Logikken i dit svar til mig lægger op til, at kvinders rettigheder blev udmærket varetaget af etablissementet i 1500-tallet, fordi v i s s e kvinders rettigheder blev varetaget i p e r i o d e r. Burde suffragetterne da være blevet hjemme, og skulle rødstrømperne have stillet sig tilfredse?

René Petersen

Der skulle have stået "i starten af 1900-tallet" istedet for "1500-tallet".

René Petersen, i 1900-tallet burde underklassen ha' samlet sig og sikret et opgør med 'etablissementet' og derved (ideelt set) ha' forebygget dén situation vi i vor samtid står med (kapitalsmens amokløb har provokeret en konfliktfyldt klode hvor både klima-, øko- og ressourcebalancer er igang med at vælte). Så hvis vi kunne skrue tiden tilbage, ville jeg forhåbentligt også déngang ha' slået til lyd for at det er nogle grundlæggende, strukturelle forandringer/forbedringer vi skal skabe (flere af dem omtalt i min foregående kommentar) ... for alle, fremfor at jagte bestemte udvalgte, vi kan agere momentan menighed for.

Sider