Analyse
Læsetid: 5 min.

Efter afhøring i rigsretten står Støjbergs departementschef tilbage med store forklaringsproblemer

Det var langtfra en overbevisende forklaring, forhenværende departementschef Uffe Todaul Pedersen kom med fredag i Rigsretten. Vi peger på de syv største problemer ved hans fremstilling af sagen
Forhenværende departementschef Uffe Toudal Pedersen på vej ind til tiende dag i Rigsretssagen mod Inger Støjberg.

Forhenværende departementschef Uffe Toudal Pedersen på vej ind til tiende dag i Rigsretssagen mod Inger Støjberg.

Philip Davali/Ritzau Scanpix

Indland
25. september 2021

Da første del af afhøringen i rigsretten af forhenværende departementschef Uffe Toudal Pedersen var overstået fredag eftermiddag, sad vi tilbage med en klar overbevisning: Han er det vidne, som indtil videre har klaret sig dårligst.

Den i dag pensionerede Uffe Toudal Pedersen må betegnes som en af Inger Støjbergs støtter i rigsretssagen mod den forhenværende minister. Men det ville selvfølgelig også være underligt, hvis den øverste embedsmand i hendes ministerium skulle støtte anklagernes påstand om, at hun iværksatte og fastholdt en ulovlig adskillelse af asylpar – uden at han selv greb ind.

Ligesom Inger Støjberg har den forhenværende departementschef gjort et såkaldt ministernotat til omdrejningspunktet for sin forklaring.

Ministeren godkendte notatet via sin ministersekretær den 9. februar 2016, efter at Uffe Toudal Pedersen havde godkendt det på niveauet under hende i det ministerielle hierarki. Notatet åbnede for, at der kunne gøres undtagelser til den adskillelse af asylpar, hvor den ene part var under 18, som Inger Støjberg ønskede sig.

Det er væsentligt, eftersom hele sagen drejer sig om, hvorvidt hun direkte eller indirekte krævede en undtagelsesfri og dermed ulovlig praksis.

Flere embedsmænd har afvist, at notatet spillede en rolle i ministeriet, og har forklaret, at Inger Støjberg fastholdt et ønske om en undtagelsesfri adskillelse af parrene. Også Instrukskommissionen afviste, at det havde nogen betydning. Men ligesom Inger Støjberg forklarer Uffe Toudal Pedersen, at notatet er helt centralt i sagen.

Hans vidneudsagn efterlader ham imidlertid med en række forklaringsproblemer. Her er de syv største:

For det første har Uffe Toudal Pedersen ligesom Inger Støjberg det problem, at notatet ikke blev omtalt i de mange interne mailudvekslinger i ministeriet i tiden efter iværksættelsen af adskillelsen. Og at det heller ikke blev nævnt i offentligheden, før både ministeren og departementschefen pludselig begyndte at tale om det under afhøringerne i Instrukskommissionen.

Det rokker ved påstanden om, at notatet skulle have spillet så central en rolle.

For Inger Støjbergs vedkommende er det særligt besynderligt, at hun ikke nævnte det ved de mange samråd om sagen i Folketinget. For Uffe Toudal Pedersens vedkommende er det især påfaldende, at han ikke sørgede for, det blev nævnt i ministeriets svar til Ombudsmanden, dengang Ombudsmanden undersøgte sagen og gang på gang efterlyste dokumenter fra ministeriet. Et svar, som departementschefen vel at mærke godkendte, før det blev sendt af sted.

For det andet har Uffe Toudal Pedersen det problem, at han accepterede den meget omtalte pressemeddelelse fra Inger Støjberg. Den foreskrev en undtagelsesfri adskillelse. Ingen måtte blive på samme asylcenter, stod der.

En sådan praksis ville være ulovlig. Og departementschefen deltog også selv i forsøget på at få Inger Støjbergs accept af, at muligheden for undtagelser blev skrevet ind i pressemeddelelsen. Men det afviste hun gang på gang, og til sidst sagde han ifølge sin egen forklaring: »Okay, okay, okay. Så tag det da ud.«

I Rigsretten forklarede han, at han som departementschef havde set det som sin rolle at skære igennem, så de kunne komme videre med andre sager. Og at ministeren og hendes særlige rådgiver ønskede »en klar kommunikation« uden at fremhæve forbeholdene.

Men særlig klar kommunikation var det jo ikke at skrive, at ingen måtte blive sammen, hvis det er rigtigt, som han ellers forklarer: At ministeren med sin godkendelse af notatet havde accepteret muligheden for, at nogle af parrene faktisk kunne blive sammen.

Tilbage står i den sammenhæng spørgsmålet om, hvorvidt Uffe Toudal Pedersen gik med på at vildlede offentligheden. Eller om det alligevel ikke er rigtigt, hvad han siger om ministerens accept af undtagelser.

For det tredje har Uffe Toudal Pedersen det problem, at han godkendte svar til blandt andet Folketinget og papirer til Statsministeriet, hvor ordningen blev beskrevet som undtagelsesfri. Igen temmelig besynderligt, hvis den var det modsatte.

For det fjerde har han det problem, at han ifølge sin egen forklaring gang på gang understregede over for Inger Støjberg, at ministeriet – ligegyldigt hvad hun sagde – ville administrere med undtagelser. Det giver på den ene side indtryk af en handlekraftig embedsmand, der trækker en klar streg i sandet over for sin minister. Men som også Instrukskommissionen påpeger i sin beretning, stemmer indskærpelserne om, at der skulle gøres undtagelser, ikke godt overens med hans forklaring om, at ministeren skam allerede havde accepteret undtagelser.

For det femte har Uffe Toudal Pedersen et problem i forhold til, hvad han som den øverste embedsmand i Inger Støjbergs ministerium gjorde for at sikre sig, at Udlændingestyrelsen ikke administrerede efter den undtagelsesfri pressemeddelelse.

Styrelsen fik nemlig tilsendt pressemeddelelsen, og fik i øvrigt ingen andre retningslinjer at sagsbehandle efter.

Den forhenværende departementschef svarede, at han ikke gjorde noget. Det var ikke nødvendigt, fordi »alle« ifølge hans forklaring var klar over, at det skulle være en ordning med undtagelser. Hvilket ikke stemmer så godt overens med, at embedsmændene i netop Udlændingestyrelsen mener at have fået besked om at følge en undtagelsesfri praksis.

For det sjette har Uffe Toudal Pedersen det problem, at han ifølge sin forklaring ikke hæftede sig særligt ved en række mails med opdateringer, der blev sendt til ministeriet fra Udlændingestyrelsen i dagene efter pressemeddelelsen. Opdateringer, der tegnede et billede af, at styrelsen som beskrevet mente at have fået besked om, at samtlige asylpar skulle adskilles.

Kort sagt en ordning uden undtagelser – akkurat som pressemeddelelsen havde lagt op til, men som det ifølge hans forklaring på ingen måde var meningen, styrelsen skulle administrere efter.

For det syvende har Uffe Toudal Pedersen endelig det problem, at hans hukommelse om begivenhederne forekommer temmelig selektiv. Som Instrukskommissionen skrev i sin beretning, er hans erindring »påfaldende god« om et møde med Inger Støjberg og hendes særlige rådgiver, Mark Thorsen, hvor han skulle have gjort helt klart, at der ville blive administreret med undtagelser. Omvendt husker han stort set intet fra et andet møde umiddelbart forinden. Og med kommissionens ord har han generelt »en noget svag erindring om indholdet af de møder, hvor der deltog andre end Inger Støjberg og Mark Thorsen«.

Instrukskommissionen vurderede generelt, at Uffe Toudal Pedersen forklarede så »divergerende« på en række punkter, at hans »forklaring har efterladt et samlet indtryk, der svækker bevisværdien af hans gengivelse af hændelsesforløbet«. Heldigvis for ham risikerede han som pensionist ikke en disciplinærsag som følge af beretningen. Og med rigsretssagen risikerer han højst at få ridser i sit renommé.

 

Serie

Rigsretssagen mod Inger Støjberg

For kun sjette gang i danmarkshistorien er der blevet nedsat en rigsret. Frem til december skal 13 højesteretsdommere og 13 dommere udpeget af Folketinget afhøre vidner og afgøre, om den forhenværende udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg overtrådte ministeransvarlighedsloven, da unge asylpar blev adskilt på danske asylcentre tilbage i 2016.

Information var oprindeligt med til at afdække sagen. I denne serie har vi fulgt den såkaldte Instrukskommissions arbejde og dækker nu den danmarkshistoriske rigsretssag tæt.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

Tak for den gennemgang.
I P1 hørtes, at Thomas Rørdam havde flere spørgsmål til Uffe Toudal Pedersen, hvor han havde vanskeligheder med nogle af besvarelserne.

Karen Grue, Sten Hansen, erik pedersen, Dorte Schmidt-Nielsen, Marianne Stockmarr, Steen K Petersen, Eva Schwanenflügel og Inger Pedersen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Hvad hjælper det at opbevare et hemmeligt notat i en skrivebordsskuffe kun én selv og få medsammensvorne vidner kender til ?

Jo, det udgør et alibi for de ulovligheder, man har tænkt sig at gennemføre, og de usandheder, man har tænkt sig at servere for offentligheden, Folketinget og Ombudsmanden.

Gad vide, om politiet ville acceptere et sådant notat i en almindelig straffesag..?

Jesper Sano Højdal, Bjarne Tingkær, Karen Grue, Kurt Nielsen, Anders Olesen, erik pedersen, Inge Lehmann, Dorte Schmidt-Nielsen, Marianne Stockmarr, Mads Greve Haaning, nanna Brendstrup, Inger Pedersen, Hannibal Knudsen, Steen K Petersen, Finn Jakobsen, Dorte Sørensen, Jan Damskier og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Gert Romme du har hel ret - men det er dog stadig ministeren, der har ansvaret.

Fx. Lykke Sørensen kan miste sin nye politidirektør stilling, hvis hun kendes skyldig i ikke at ha' gjort nok. Den gl. departementschef har vel ikke så meget at miste, da han er pensioneret.

erik pedersen, Eva Schwanenflügel, Marianne Stockmarr og Inger Pedersen anbefalede denne kommentar