Arbejdets rolle i vores liv har ændret sig. Her er historien fra ottetimersdagen til grænseløst arbejde

At gå på arbejde er et grundvilkår i vores liv på niveau med søvn og sult, og det er noget, mange bruger de fleste vågne timer i deres hverdag på. Vi indretter vores livsrytme efter vores arbejde, og det er helt afgørende for vores identitet. »Hvad laver du?« starter de fleste nye samtaler ved et middagsselskab med. 

»Vi er alle sammen del af en kultur og et samfund, hvor arbejdet vægtes. Det siger noget om den tid, vi lever i,« som Annette Kamp, professor ved Center for Arbejdslivsforskning på Roskilde Universitet, konstaterer.

Måske er det også derfor, at det vakte så mange følelser og holdninger, da Mette Frederiksen på et pressemøde i sidste uge konstaterede, at der er brug for at aflive en »sejlivet« myte om, at det ikke nødvendigvis skal være »lystbetonet« at gå på arbejde. Siden har statsministeren på sin facebookprofil uddybet, at der »skal være plads til at drømme og stræbe – også efter et sjovt arbejdsliv«.

Statsministerens udtalelse har antændt en diskussion om, hvad vores forhold til arbejde egentlig er og bør være. Det sker godt 100 år efter, at det i 1919 lykkedes arbejderbevægelsen at sikre en overenskomst om otte timers arbejdsdage, otte timers fritid og otte timers hvile, hvilket har cementeret sig i danmarkshistorien som en af de største faglige sejre.

På Arbejdermuseet i København hænger en rød fane med den berømte parole om det tredelte døgn skrevet i guld over 8-8-8-symbolet, der ligner en trekløver. For direktør Søren Bak-Jensen er fanen nok den mest afgørende genstand på museet, hvis man skal forstå vores forhold til arbejde i dag. 

»Der skifter den rolle, som arbejdet har i de fleste lønmodtageres liv, fra at fylde det hele til også at give plads til fritid. Det er dér, alternativet til at være på arbejde bliver en mulighed,« siger han.

Med udviklingen af velfærdsstaten, udbredelsen af akademiske uddannelser og digitaliseringen af vores samfund har arbejdets karakter ændret sig. Men har arbejdets formål og vores forhold til at gå på arbejde sideløbende forandret sig? Og er der forskellige syn på arbejdet på tværs af generationer, ideologier og erhverv? Det her er første artikel i Informations nye serie om vores forhold til arbejdet, som forsøger at besvare de spørgsmål.  

En protestantisk arbejdsetik

Helt tilbage i antikken var det at gå på arbejde ikke forbundet med meget lyst. Tværtimod herskede der blandt aristokratiet en decideret modstand mod aktiviteten. For den græske filosof Aristoteles var arbejdet noget, som stod i vejen for menneskets sande bestemmelse. At være fri for arbejde var frihed til at leve et ideelt liv med tid til politisk engagement, mente han.

Arbejdsforagten fortsatte i høj grad gennem middelalderen, og først med reformationen blev grundstenen til vores moderne arbejdsetik for alvor lagt. Det er nærmest umuligt at beskæftige sig med den historiske udvikling i vores forhold til arbejdet uden at støde på den klassiske sociolog Max Webers teori om den protestantiske arbejdsetik. Protestantismen var med sin betoning af værdier som individuel tro og ansvar, selvdisciplineret livsførelse og opfattelsen af arbejdet som et kald med til at skabe det åndelige grundlag for den rationelle og effektive kapitalisme, mente Weber.

Og selv om de nordeuropæiske samfund, hvor reformationen var slået mest igennem, med tiden blev mere sekulariserede, overlevede den protestantiske arbejdsmoral. Ifølge Weber var den en vigtig årsag til den vestlige politiske og økonomiske modernisering og Vestens globale ’forspring’.

Men reformationen og protestantismens indtog kan ikke alene forklare vores moderne arbejdsmoral, mener Lars K. Christensen, som er chef for forskning og kulturarv på Roskilde Museum.

Ifølge ham har også udbredelsen af markedsøkonomien og især den stærke arbejderbevægelse været med til at forme den danske arbejdsmoral og vores forhold til at gå på arbejde.

»I dag er 70 procent af alle på arbejdsmarkedet omfattet af en overenskomst, der er tillidsrepræsentanter ude på arbejdspladserne og så videre. Vi tænker måske ikke over det i det daglige, men det har været med til at skabe et arbejdsmarked, hvor de fleste ved, at de har rettigheder og går på arbejde med rank ryg,« siger han.

Arbejde er lig med identitet

Et lykønskningstelegram fra Carlsbergs medarbejdere fra 1932, der fremvises på Arbejdermuseet, illustrerer ifølge Søren Bak-Jensen meget godt, hvilken faglig stolthed og bevidsthed, der lå i bryggeriarbejdernes job dengang.

I telegrammet ønsker bryggeriarbejderne i samlet flok ledelsen og Carlsberg tillykke i forbindelse med jubilæet for et nyt bryggeri. Det stærke fællesskab på bryggeriet fik de ansatte til at føle sig som en særlig gruppe i samfundet, og derfor har de ønsket – sammen – at hylde deres arbejdsplads Carlsberg, fortæller Søren Bak-Jensen.

Det viser også, hvordan profession og identitet gik hånd i hånd for mange af de faglærte under industrialiseringen, forklarer han:

»Man har identificeret sig med de øl, man har brygget, og det tror jeg, man har været stolt af. Der har også været en lyst til at gå på arbejde for at møde sine kolleger.«

Arbejdet gav de faglærte en identitet, men det var også afgørende for deres deltagelse i samfundet. For selv om der fandtes fattighjælp tilbage i 1800-tallet, stod man som arbejdsløs både uden for fællesskabet og demokratiet, fordi man mistede sine demokratiske rettigheder såsom stemmeretten.

Arbejdets betydning blev også fastslået i Socialdemokratiets partiprogram fra 1876, som beskrev, at »arbejdet er kilden til al rigdom og kultur, og hele udbyttet bør tilfalde dem, som arbejder«.

»Arbejdet har historisk set været et vilkår for at kunne overleve og have en rimelig levestandard. Hvis du ikke havde et arbejde, var du enormt ilde stedt,« fortæller Søren Bak-Jensen. Også for ham er arbejdet vigtigt både for hans identitet og livssituation.

»Mit arbejde giver mig noget på begge fronter. Det er en vigtig indtægtskilde, og så er jeg stolt af det arbejde, vi laver på museet.«

Med udviklingen af velfærdsstaten op gennem 1900-tallet er der blevet udspændt et stærkere socialt sikkerhedsnet under arbejdsmarkedet. I takt med den udvikling er det også blevet nemmere at se arbejdet som en mulighed frem for et vilkår, mener Søren Bak-Jensen.

»Den situation, hvor man kan vælge arbejdet til og fra, er forholdsvis ny.«

Men til trods for markant forbedrede vilkår for de arbejdsløse er det at gå på arbejde ifølge Annette Kamp fra Roskilde Universitet fortsat en vigtig del af vores samfundskontrakt.

»Det er en retningspil for den måde, vi udvikler børneinstitutioner, skoler, universiteter på, de er alle rettet mod et arbejdsmarked,« siger hun. Arbejdet spiller også en vigtig rolle i hendes liv, »ingen tvivl om det«.

»Det gælder måske især for den type vidensarbejde, jeg har. Det er vigtigt for min identitet, men også min sociale status, at være forsker.«

Uden et arbejde er man i dag ekskluderet fra mange fællesskaber og nyder ifølge Annette Kamp lavere status i vores samfund. Derfor giver hun heller ikke meget for Mette Frederiksens påstand om, at der skulle eksistere en myte om det »lystbetonede« arbejde. Arbejdet har altid været anskuet som en moralsk pligt, mener hun.

»For at være fuldgyldig borger i Danmark og lignende lande, skal du arbejde. Sådan har det været længe og er det i stigende grad.«

En lang række studier har også slået fast, hvor vigtigt arbejdet er for vores selvforståelse. Men det kan give bagslag, hvis for meget af vores identitet er knyttet til arbejdet. Det oplevede museumschef Lars K. Christensen selv, da han for et par år siden mistede sit daværende job som museumsinspektør og seniorforsker gennem 19 år.

»Der var jeg faktisk i en større krise. Det ramte ned i min identitet som historiker og museumsmenneske. Arbejdet spiller en stor rolle i mit liv, sikkert også en for stor rolle nogle gange,« konstaterer han.

Ifølge ham er det et »menneskeligt behov« at finde mening i sit arbejde. Og sådan har det altid været, selv om betingelserne for arbejdet har ændret sig historisk.

»I dag leder vi nok efter en mere individuel mening med at gå på arbejde, end fabriksarbejderne under industrialiseringen gjorde. Dengang herskede der mere en kollektiv stolthed over faget, hvor fokus i dag mere er på selvrealisering.« 

Nedslidende arbejde

Bag en glasmontre har Arbejdermuseet udstillet et såkaldt tidsstudie fra 1966. Det er en seddel, som viser, hvor man kunne spare tid, så arbejdet kørte mere effektivt. På et billede fra samme år af en slagterfabrik i Brabrand står en mand med et stopur og noterer flittigt ned, hvor lang tid det tager en kvindelig slagteriarbejder at udføre sine arbejdsopgaver.

Tidsstudierne blev indført for samlebåndsarbejdet på alle de fabrikker, der var skudt op i kølvandet på industrialiseringen. Hvor fabriksarbejderne tidligere kunne finde en stolthed i at have lavet et færdigt produkt, blev opgaverne nu opdelt, så arbejderne kun sad med et lille specialiseret delansvar. Simpelthen fordi det var mere effektivt.

En akkordløn, som afgjorde fabriksarbejdernes løn ud fra deres ydeevne, og betød sammen med tidsstudierne, at konkurrencen blandt arbejderne og arbejdstempoet blev skruet gevaldigt op. Det førte til et fysisk hårdt arbejdsmiljø, som ikke blev adresseret før mange årtier efter. Det var blot vilkårene.

»Fokus var mere på, hvor meget man kunne nå at producere på arbejdet, end hvor godt det kunne laves. Det skruede tempoet op og sled arbejderne ned,« fortæller Søren Bak-Jensen.

Også i andre sektorer på arbejdsmarkedet er de ansatte blevet ramt af nedslidning. I de nye job, som opstod med velfærdsstatens udbygning, har eksempelvis sygeplejersker og sosu-assistenter ofte knoklet mere, end mange kunne holde til.

Omkostningerne ved et langt arbejdsliv er i de senere år blevet forsøgt adresseret med både seniorpension og senest Arne-reformen om retten til tidlig tilbagetrækning for dem med mest anciennitet på arbejdsmarkedet. »Værdig tilbagetrækning for alle,« hed det i aftalen ud fra en logik om, at arbejdet ikke må få for store konsekvenser for det liv, der ligger efter det.

Samtidig er der i fagbevægelsen og på arbejdsgiversiden ved at opstå en erkendelse af, at det at gå på arbejde også kan være psykisk nedslidende. Sidste år introducerede Arbejdstilsynet en ny bekendtgørelse om psykisk arbejdsmiljø. Her er blandt andet fokus på for store arbejdsmængder, de følelsesmæssige krav til det at arbejde med mennesker og på arbejdsrelateret vold.

Den psykiske belastning, som arbejdet udgør i vores liv, er en af de største udfordringer ved det moderne arbejde, mener Søren Bak-Jensen.

»Arbejdet er blevet mere individualiseret og også konkurrencepræget, fordi der er et pres på, at man er klar til at omstille sig. Det kan gå i psyken,« siger han.

Også Annette Kamp fra Roskilde Universitet mener, at især individualiseringen af vores arbejdsliv kan få psykiske konsekvenser, som det er vigtigt at være opmærksom på.

»Man kommer i højere grad til at vende manglende succes indad,« siger hun.

Det grænseløse arbejde

På Arbejdermuseet slutter direktør Søren Bak-Jensen af, hvor rundturen startede, nemlig ved ottetimersfanen. Selv om fagbevægelsens 100 år gamle sejr om det tredelte døgn betyder, at vi i dag har en overenskomstmæssig ret til at arbejde mindre end tidligere, er arbejdstiden samtidig blevet mere flydende, fortæller han.

»Aftalen om arbejdstid har ikke flyttet sig, siden vi i 1990 fik en overenskomstssikret 37 timers arbejdsuge. Vi har dog efterfølgende fået mere ferie og flere omsorgs- og seniordage, som også har været en måde at reducere arbejdstiden på. Men det er sideløbende blevet mere uklart, hvornår man arbejder.«

For med de nye digitale teknologier, som har gjort det muligt at udføre mange opgaver væk fra den fysiske arbejdsplads og skabt en større fleksibilitet i arbejdslivet, følger også en grænseløshed, som det er blevet en moderne arbejdskamp at tøjle for at sikre, at arbejdet ikke helt kommer til at overtage vores liv.

»Det, vi kalder det fleksible arbejde, har haft stor betydning for de seneste år. Det er sket i takt med afindustrialiseringen. For mange er det forhold, de har til arbejde, blevet mindre bundet i tid og sted til arbejdspladsen. Det kan også udviske grænserne mellem arbejde og fritid,« fortæller Annette Kamp fra Roskilde Universitet.

Coronas store udbredelse af hjemmearbejde har i løbet af det seneste halvandet år radikaliseret udviklingen i det grænseløse arbejdsliv, som foregår uafhængig af arbejdspladsen, og pandemien har både vist muligheder og udfordringer ved det. Undersøgelser viser, at fleksibiliteten på hjemmekontoret er større, men samtidigt at grænserne mellem arbejde og fritid risikerer at blive udvisket i en sådan grad, at det er svært nogensinde at holde helt fri, og at de manglende fysiske rammer og kollegaskab kan være psykisk nedslidende. 

»Det grænseløse arbejdsliv er både en mulighed, men også en form for forpligtelse,« som Annette Kamp udtrykker det. Hun finder udviklingen ambivalent.

»Nogle af mine forskerkolleger har beskrevet det moderne arbejdsliv som ’mellem begejstring og belastning’. Det, tænker jeg, rammer meget præcist. Vi har bedre muligheder for at realisere os på jobbet og mere medbestemmelse og fleksibilitet end nogensinde før. Det er på mange måder godt, men kan også blive temmelig belastende for den enkelte.«