Nu vil borgerne have lokale klimaborgerting – og tages alvorligt

Det kan godt være, vi er sent ude. Det er muligt, at solskinnet over havnefronten i Middelfart ikke helt formår at bortvejre mørke skyer i bevidstheden om tilstundende klimakatastrofer. Men uagtet det fremstår årets klimafolkemøde her i byen som en summende bikube af grøn virketrang og vilje til at forme fremtiden i et andet billede end det, der leder til fortsat rovdrift på livsgrundlaget.

Folk her på stedet vil have handling, forandring og indflydelse. Det gælder børnene, der bygger deres grønne visioner i Lego-klodser, og det gælder Bedsteforældrenes Klimaaktion, der synger og spiller deres egen Tøj Story-blues om genbrugsklæder. Det gælder dem, der vil opkøbe truede landbrugsbedrifter og drive dem økologisk, og dem der vil have pensionsformuerne placeret et andet sted end i de sorte energiselskaber. Det gælder de bæredygtige boligbyggere, elbilaktivisterne og klimaprofessoren, der efter endt gerning drager herfra med en oppustet jordklode under armen.

Og det gælder Susanne Vilhelmsen, 71 år og fra Samsø.

»Hvis nogen siger ’det er dejligt vejr’, så svarer jeg ’ja’, holder en pause, og så holder jeg ti minutters foredrag om det,« fortæller hun.

Susanne er medlem af det nationale klimaborgerting, som i april fremlagde sine i alt 117 anbefalinger til politikerne på Christiansborg efter et halvt års arbejde i coronaens skygge.

»Vi har været på en fantastisk rejse,« siger hun om deltagelsen i klimaborgertinget, hvor 99 repræsentativt udvalgte borgere, som ikke kendte hinanden i forvejen og havde vidt forskellige – eller ingen – klimakundskaber, gennemgik et crash-kursus med input fra en lang række eksperter og efterfølgende diskuterede sig frem til forslagene til politikerne.

»Det har været en superoplevelse. Og det er det stadig, for vi er her endnu,« siger Susanne Vilhelmsen med henvisning til, at klimaborgertinget skal samles flere gange gennem efteråret for at arbejde videre med erfaringerne fra første fase.

Politikerne skal lette rumpen

Borgerting, borgerdeltagelse, borgerinddragelse – et helt centralt emne på årets klimafolkemøde i Middelfart. Og borgerinddragelsen i den grønne omstilling antager mange former, erfarer man, når man bevæger sig rundt mellem de mange debatarrangementer og boder op og ned ad Havnegade.

Som i Rebild Kommune, hvor lokale ildsjæle i samarbejde med foreninger, institutioner, virksomheder og byråd nu for ottende år gør klar til Klima Rebild-ugerne i oktober, hvor kommunen summer af grønne aktiviteter. »En løbende borgersamling, der arbejder med klimaproblematikken på lokalt plan og kommer med en række forslag til byrådet«, som det hedder på initiativets hjemmeside.

Eller som netværket Grønne Nabofællesskaber, der søsattes sidste år af organisationen Omstilling Nu og allerede tæller 65 lokale grupper i 47 kommuner, de nyeste startet under selve Klimafolkemødet. Her finder folk sammen via blandt andet Facebook – i nogle byer over 300 personer, i andre fire-fem – om konkrete klimatiltag eller om for eksempel at uddanne sig til grønne meningsdannere.

Anders Rye Skjoldjensen

»Politikerne er simpelthen nogle snegle, som ikke tager det på sig. Vores opgave er at få skubbet til dem, så de får lettet rumpen,« siger Susanne Vilhelmsen fra det nationale borgerting.

Hun deltog på Middelfart-mødet i et større debatarrangement om lokale klimaborgerting arrangeret af Broen til fremtiden, Teknologirådet og Københavns Universitet.

Én erfaring med det nationale borgerting er, at selve det grundige arbejde ikke er nogen garant for, at der bliver lyttet politisk. Adspurgt om Christiansborgs modtagelse af borgertingets 117 anbefalinger svarer en anden deltager, 36-årige Mette Damsgaard fra Værløse:

»Det er et meget trist spørgsmål. Vi skulle fremlægge næsten et års arbejde, og der sad ministeren og tre-fire andre. Der var næsten ingen politikere – jeg mener, de har jo selv opfundet os.«

Lars Tønder er professor på Københavns Universitet med speciale i demokratisk teori, civilsamfund og klimaændringer. Han mener, at klimaborgerting kan være med til at håndtere den dobbelte krise: demokratikrisen og klimakrisen.

»Men vi bøvler med koblingspunktet,« sagde han på klimafolkemødet. Altså hvordan borgernes engagement, indsigter og forslag bliver overført til det politiske niveau.

»Man skal ikke gøre som Folketinget,« påpeger han, henvendt til de kommuner der p.t. overvejer at etablere lokale klimaborgerting.

»Lov mig, sæt aldrig et borgerting i gang, hvis ikke I har besluttet, hvordan det skal bruges og følges op. Borgerinddragelse kræver faste rammer, og man skal være helt klar i mælet. Hvis mandatet og rammerne er klare, kan borgerting rigtig meget.«

Aarhus-modellen

Den pointe har de fanget i Aarhus Kommune. Efter et pilotprojekt i foråret med et mindre borgerting om kommunens trafikale klimaudfordringer er man stort set klar til at etablere et lokalt klimaborgerting – man afventer blot svar på en ansøgning til KR Foundation om økonomisk støtte, afsendt af Teknologirådet, der samarbejder med Aarhus og et par andre kommuner om at søsætte de første lokale klimaborgerting.

»I Aarhus har byrådet med den nye klimaplan besluttet, at der skal laves lokale borgersamlinger. I den næste fireårsperiode er det en metode, vi skal bruge direkte i klimapolitikken, fordi vi er nødt til at få en større folkelig forankring og det positive skub til de politiske processer, som det kan være,« fortæller Liv la Cour.

Hun er projektleder på Aarhus Omstiller, et initiativ i den kommunale forvaltning, der skal bane vej for målet om et CO2-neutralt Aarhus i 2030 ved at inddrage borgere, erhvervsliv, uddannelser, kultur- og foreningsliv i at gøre de grønne handlinger konkrete, få ideer til at blomstre i fællesskaber og finde mod til at gå forrest.

Pilotprojektet i foråret, der blev gennemført i samarbejde med det lokale borgernetværk Sager der samler, inddrog 24 repræsentativt udvalgte aarhusianere, som via fem samlinger og input fra eksperter udarbejdede bud på, hvordan Aarhus som kommune og by kan halvere transportens CO2-udledning.

»Det var en rigtig god oplevelse for de pågældende borgere, som følte, de blev klogere, men også vi som forvaltning lærte meget om metoden med borgerinvolvering, samtidig med at vi fik gode konkrete anbefalinger til vores mobilitetspolitik,« fortæller Liv la Cour.

»Det har vi samlet op på, og nu er vi ved at lave en decideret Aarhus-model for en stor borgersamling med måske 50, måske 70 borgere. Et hovedfokus er en procedure for, hvordan det forankres politisk, så det ikke bliver en skueproces. Det er vi meget bevidste om.«

Erfaringerne skal ud

Forvaltningens konkrete model skal efter kommunalvalget behandles af byrådet, men selve det at etablere en sådan borgersamling er vedtaget med forårets klimaplan, og forventningen er, at projektet realiseres i det nye år.

»Aarhus Omstiller skal være garant for en ordentig proces, som ikke mindst sikrer den offentlige kommunikation, så resultater og erfaringer kommer ud og også kan inspirere andre kommuner.«

Anders Rye Skjoldjensen

– På klimafolkemødet har man hørt byrådspolitikere fra andre kommuner tale pænt om borgerinddragelse, men også argumentere for, at man i forvejen har lokalhøringer, lokalråd med mere, og at det er tilstrækkeligt?

»Det er ikke god nok borgerinddragelse. Der er for mange høringsprocesser, hvor kun Tordenskjolds soldater sender skriftlige høringssvar til kommunen. Eller borgermøder, hvor de samme råber højest og mest, eller hvor det kun er dem, som bliver direkte berørt, der engagerer sig. Det stærke ved en borgersamling er, at man udvælger et antal repræsentative borgere og dermed får den brede forankring,« siger Liv la Cour.

»Med vores miniborgersamling i foråret oplevede vi, at folk følte det ærefuldt at blive inviteret og så det som en slags borgerpligt at være del af processen. Det er mærkbart anderledes end det, vi gør med kommunale høringer og orienteringer. Vi går ind og klæder folk på med viden og giver dem indflydelse, så de kan bidrage til, at kommunen tager de bedste beslutninger på fællesskabets vegne.«

Frederik Langkjær, der er projektleder i Teknologirådet, fortæller, at en håndfuld kommuner har tilkendegivet interesse for at etablere lokale klimaborgerting – med Klimafolkemødets værtsby, Middelfart, som en af dem.

»Det tager vi udgangspunkt i, når vi nu forsøger at rejse midler,« siger han.

Ejerskab på vej

Anders Blok, der som sociolog på Københavns Universitet forsker i borgerdeltagelse i klimadebatten og samtidig selv er medlem af Klima- og Omstillingsrådet, peger på, at kommunale borgerting kan have en effekt, der rækker ud over de konkrete anbefalinger, som politikerne måske, måske ikke, tager til sig.

»Hvis borgere via sådanne institutioner bliver inviteret med og får ansvar, så kan det sprede sig som ringe i vandet og virke som en åben dør, der inspirerer andre dele af civilsamfundet og skaber koblinger til andre lokale borgerinitiativer, der er lige så vigtige,« sagde han på folkemødet.

Mange af den slags initiativer nedefra oplever, at deres gode forslag møder en mur – der er ingen i institutionerne, der tager imod dem.

»Det dræber deres ambitioner og drivkraft, men den dynamik kan blive forandret med lokale klimaborgerting,« mener Anders Blok.

Mickey Gjerris, der som bioetiker ved Københavns Universitet forsker i etiske perspektiver og dilemmaer omkring vores omgang med naturen, byder lokale klimaborgerting velkommen, men advarer også i lyset af erfaringerne indtil nu med det nationale klimaborgerting.

»Man bilder folk ind, at man vil tage dem alvorligt. Man inviterer dem ind, de sætter sig og arbejder, de tager ansvar, og bagefter siger man bare ’nå ja, det var fint’. Man har ovenikøbet den frækhed at sige – ikke alene til klimaborgertinget, men også til unge klimaaktivister: ’Ej, hvor er det godt og vigtigt, det I gør, hvor er det dejligt, at I går på gaden’, hvorefter man går hen og laver en aftale med Aalborg Portland eller Landbrug & Fødevarer om at fortsætte tingene, som om intet var hændt. Det er det mest patroniserende, jeg har været ude for.«

»Det er rigtig vigtigt, at man går ind i de her ting, man skal bare gøre sig klart, at det skal bruges som en platform – ikke til at spille med, men til at modsige det, der foregår. I så fald kan man faktisk bruge det til noget fornuftigt,« mener Mickey Gjerris.

I søndags, dagen efter klimafolkemødets afslutning, fik medlemmer af det nationale klimaborgerting et ekstra foretræde for Folketingets klimaudvalg efter den pauvre modtagelse i april.

»Der mødtes en repræsentant for alle partier minus Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Liberal Alliance – og to fra SF – og man brugte to en halv time på en gennemgang af borgertingets anbefalinger,« fortæller Lars Klüver, direktør i Teknologirådet, der har faciliteret processen.

»Så der blev rettet lidt op på den første modtagelse. Klimaborgertinget har skullet bevise sig, og det er ved at ske nu. Der er ved at komme et bredere politisk ejerskab til projektet. Det store spørgsmål for borgertingets medlemmer er selvfølgelig, om der også kommer et reelt aftryk på klimapolitikken.«

Anders Rye Skjoldjensen